Lægge sit liv i Guds hånd og samtidig være herrer over den måde, hvorpå vi bruger den tid, vi har prædiken til Nytårsdag fredag den 1/1 2016 II: Matt 6,5-13 i Ølgod Kirke. Ved Jens Thue Harild Buelund. I fortællingen Ringenes Herre af Tolkien følger vi hobitten Frodo. Hobitter er nogle små menneskelignende skabninger, der er en smule naive og troskyldige og så er de meget glade for fester og mad! Og Frodo er bestemt en af den slags tiltalende, uskyldige og troskyldige væsner, enhver ville falde for. Der sker nu det, at Frodo kommer i besiddelse af en ring; men det er ikke en hvilken som helst ring, der er tale om. Det er Ringen den ring, der hersker over alle de andre magiske ringe, og som rummer en uhyggelig magt, der har det med at tage magten fra den, der besidder den. Det er derfor denne ring, den onde Sauron har brug for for at hylde hele verden i mørke med sin ondskab. Den ring, han med alle midler stræber efter at få fat i; men ringen og dens magt kan brydes men kun på én måde: nemlig ved at den bliver kastet i ilden i Dommedagsklippen, hvor den blev skabt. Og det bliver nu den troskyldige hobbit Frodo, der må påtage sig opgaven med at bringe den dertil. Han har fået den af sin slægtning Bilbo Sækker, fordi han måske i virkeligheden er den eneste, der kan gøre det; for nok påvirker ringen også Frodo; men ene af alle er han på forunderlig vis i stand til at modstå dens magt. Som andre store fortællinger rummer Ringenes Herre megen indsigt og visdom især om magtens og det ondes uforklarlige (u-)væsen; men det er også en fortælling om storhed og om fald. Om kamp og mod ikke mindst om mod til at gøre det, som man skal gøre, selv om man er bange for det. Men hvorfor nu så meget om Ringenes Herre på en nytårsdag, hvor det er Fadervor, der er evangelieteksten? Den bøn, vi fik givet i dåbsgave, som er meget ældre end Ringenes Herre. Hvorfor nu Ringenes Herre og ikke bare med det samme gå til Vor Herre? Fordi der er en ordveksling mellem Frodo og troldmanden Gandalf, som er egnet til at kaste lidt lys ind over nogle af Fadervors ord, vi måske ofte bruger uden at tænke nærmere over dem. Et sted i begyndelsen af bogen fortæller troldmanden Gandalf Frodo om ringen og den onde Saurons tilbagevenden efter et tidligere nederlag. Efter at have hørt historien om den frygtelige fremtid, som kan blive til virkelighed, hvis Sauron får fat i ringen, siger den frygtsomme og forsigtige Frodo: Jeg ville ønske, at det ikke lige var sket i min tid. Ja, det ville jeg også, svarer
Gandalf, og det vil enhver, der kommer til at opleve den slags tider i sit liv. Frodo siger videre til Gandalf: Jeg ville ønske, at Bilbo aldrig havde fundet Ringen, og jeg aldrig havde fået den. Hvorfor lod du mig beholde den? Hvorfor fik du mig ikke til at kaste den bort eller ødelægge den? Gandalf svarer Frodo med disse ord: Den kom til dig. Det var meningen. Det er jo ikke noget, vi selv er herrer over. Det, vi er herrer over, er den måde, hvorpå vi bruger den tid, vi har. I Fadervor hedder det bl.a.: Ske din vilje som i himlen således også på jorden. Og så de afsluttende ord, som er en lovprisning: Dit er riget og magten og æren i evighed! Ord, der dækker over dybder, vi ikke kan se til bunden af. Ikke desto mindre ord, vi har brug for at kunne tage med os alle vegne og til alle tider. Ord, der især kan stå sin prøve, når vi står over for begivenheder, om hvilke vi ønsker, at de ikke var sket i vores tid, eller over for opgaver, vi ikke tør, men alligevel er nød til at tage på os. Netop i dag, hvor vi står i indgangen ved et nytår, tænker vi både tilbage på det gamle år og frem mod det nye. Måske de begivenheder, vi tænker mest på, er de, der kom til os, og som vi ikke havde indflydelse på. Eller dem, som vi frygter vil komme over os i det nye år; for hvad enten de ligger bag os eller foran os, kan de fylde os både med ængstelse og usikkerhed. Over alt frygter vi afmagten ved ikke at kunne gøre fra eller til eller måske netop den situation, hvor det lige kun er mig, der alene af alle kan gøre til og fra. Tænk sig, hvis det bliver mig, der kommer til at stå med afgørelsen for noget, andres fremtid afhænger af? Sandheden er dog, at det vil ske; for vi står hele tiden i øjeblikke, hvor det, vi gør eller ikke gør, får indflydelse på fremtiden fremtiden for andre som nu de nye flygtninges komme til os. Men netop når vi så står i det svære, lyder det: Det var meningen. Det er ikke noget, vi selv er herrer over. Det, vi er herrer over, er den måde, hvorpå vi bruger den tid, vi har. Og skal vi turde se det i øjnene, er det godt at kunne bede: Ske din vilje som i himlen således også på jorden. Lad det ske, som skal ske, og lad mig kunne hvile i det. Men straks melder spørgsmålet sig: Hvad er det, der sker af Guds vilje? Kan vi finde Guds mening og vilje bag ved alt, der sker? Også i det svære ulykker, terror, sygdom eller andre plager. Eller måske det, som er direkte ubærligt? Kan vi midt i al det, som vi helst aldrig ville møde også da sige: Ske din vilje? Og bagefter, når det er overstået: dit er riget og magten og æren! Tja? Når vi beder og siger, at al magt og ære er Guds, da siger vi, at Han er bag alt, der sker. Det er naturligvis i
visse situationer svært at acceptere; men tænk over, hvad alternativet ville være. For vi vil gerne lægge det onde og det ødelæggende uden for Gud måske lægge det hen til en anden magt. Det kan være os selv os mennesker der ødelægger livet for hinanden; for så er det dog til at forstå, hvad det drejer sig om. Eller vi tænker, at der er en magt, der står Gud imod, og som står bag, hvad der sker af uforklarligt ondt i verden. Det er om ikke til at forstå så dog til at acceptere ud fra et menneskeligt synspunkt. Men ved at forklare det uforklarligt onde som noget, der ligger uden for Guds vilje, opgiver vi måske uden at ville det tanken om Guds almagt. Guds almagt i den forstand, at Han kan sætte sig igennem med sin magt og sit væsen, hvor som helst. Det skal vi ikke udelukke! Det er en høj pris at betale at udelukke Guds almagt i denne forstand; for hvor hos hvem skal vi da hvile? At sælge vores tro og tillid til Gud som den, der ellers har alt i sine hænder, blot for et øjebliks klarhed? Hvis vi ønsker at holde fast i Fadervors bøn om, at det er Guds vilje, der må ske på jorden som i himlen, da er og må Gud også være med i alt, hvad der sker. Vi kan ikke presse Gud ud af verden, Han selv kom til som Jesusbarnet. Vi må acceptere, at det uforklarlige er uforklarligt. Det er derfor, vi tror. Vi tror endda med vished, men uden at nå frem til en afklaret viden om, hvorfor vi møder godt og dårligt i forskellige mængder gennem vore liv. Men Gud er stadig med i det gode som det onde også uden vi kan finde ud af hvorfor. Han billiger bare ikke alt det, der sker hos os. Det er da vel bedre, at Gud er med i det uforklarlige, end at vi skal leve alene med det! Tænk på et andet af Jesu udsagn om tillid til Gud: Ikke en spurv falder til jorden, uden Gud er med den. Det skræmmende er det, at fuglen og vi en dag må falde ikke blot til jorden men også i jorden. Men fuglen står ikke alene, og vi står ikke alene. Gud er med den og med os, må vi hjælpe hinanden med at tro på. Og dermed afspejles den sandhed, som Fadervor giver os ord til at rumme ved at lade os kalde Gud for Vor Far. Gennem julens fødsel, påskens død og opstandelse og pinsen, hvor Guds Ånd kommer til verden gennem årets gang og forkyndelsens kernebegivenheder erfarer vi, at det er sandt: at vi har en Fader i himlen, der lader sin vilje ske på jorden. Lige som vi allerede lever hver dag i Hans hånd, har vi da også lov til at lægge det kommende år i Hans hænder. Sandt at sige har vi vel heller ikke andre steder at lægge det, med mindre vi da ønsker at kaste Guds hænder fra os!
I det lys vil vi da kaste os ud i det nye år. Tage imod alt, hvad der kommer. Det gode og det onde det lette og det svære. Lægge planer kaste os ud i arbejdet for at realisere dem og tage, hvad der kommer, som kom det fra Gud; for på et eller andet tidspunkt kommer det til os også det svære. Det er ikke noget, vi selv er herrer over. Det, vi er herrer over, er måden, vi bruger den tid, vi har. Og begynder vi dette nye år med at lægge alle dage i Guds hånd med et inderligt ønske om at bruge den tid, vi har, som gave fra Ham, da er Guds vilje allerede sket med os! (jf. Michael Rønne Rasmussen, 2002). Så bliver det muligt med Fadervor i hjertet at se såvel det gamle som det nye år som en gave og måske sige som forfatteren Poul Borum i Digte til musik (1996):, Herre! Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke. Et år af sorger og glæder, nærheder og ligegyldigheder, opfyldthed og nød. Et år nærmere min død. af forsvindende drømme og knopper der blev til løv. lagt oven i bunken af år der synker længere ned og bliver støv. At samle grunde til at ville, Herre! (jf. Gudmund Rask Pedersen, 2005). Lovprisning: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn: Himmelske Fader, Jesu Far og vor Far. Tak, fordi du her ved årsskiftet møder os netop som Far. Som en kærlighedsfortabt Far, der var parat til at ofre sit eget hjerteblod for sine børns skyld. Hjælp os til at få øje på hinanden som brødre og søstre, som medmennesker, vi ikke tager glæden fra, så de glade af os deler ud af det overskud, vi har, og de lidende og sørgende mærker, at der er mennesker for dem, at der er plads til dem og brug for dem, at de er set og værdsat. Vi beder for ofrene for krig, terror og ulykke, at Du vil være hos dem, så de midt i det tunge og svære véd, at de ikke er ladt alene, men mærker glimt af din nærhed og trøst. Vi takker Dig, fordi Du i Din Helligånd vil være også hos os her i Din kirke. Giv os tro, når vores tillid vakler, og håb, når vi mest har øje for det, der ser sort ud. Giv kærligheden plads i vore liv med hinanden. Vi beder for Danmark og for alle andre folk og lande: Lær os gensidig respekt og forståelse, så fred og frihed kan komme til at omfatte alle mennesker. Vi beder for dronning Margrethe og det kongelige hus og for alle, der har fået betroet et ansvar her og ude i verden, at de må bruge deres magt og indflydelse til Din ære og deres medmenneskers gavn. Vi beder Dig: Giv os alle Din nåde, fred og velsignelse og nu og altid del i Dit evige liv. Amen (inspireret af Peter Fischer-Møller, nytårsaften 2007). Salmerne: 712, 713, 587 717 og 716.