Tekster: Sl 2, 1 Pet 3,18-22, Matt 3,13-17 Salmer: Vejby Kirke kl 10.30: 2 Lover den Herre 309 Bøj o Helligånd 66 Lyslevende fra himmerig 441 Alle mine kilder 438 Hellig 477 Som korn 7 Herre Gud Rødding Kirke 19.00 767 Tiden skrider, dagen rinder 66 Lyslevende fra himmerig 441 Alle mine kilder 787 Du som har tændt Vi danske har gennem årtusinder været en nation af søfarere: Du, danskes vej til ros og magt, sortladne hav, synger vi i Kong Christian, og havet og vandet er for mange af os forbundet med noget lokkende, dragende, noget spændende, smukt og dejligt. Sådan var det tilsyneladende ikke for de gamle israelitter. Når de israelitiske fortællere i de bibelske beretninger taler om havet, så er det næsten altid noget, farligt, dæmonisk, noget der har med død at gøre. Havet bliver brugt som billede på det kaotiske intet der var før verden blev skabt. Havet er Guds ødelæggelsesmiddel som opsluger den fordærvede menneskehed ved syndfloden. Havet er igen Guds strafferedskab, da Faraos hær drukner, mens den forfølger. israelitterne gennem Det Røde Hav, og i Salmernes Bog er et af de stærkeste udtryk for menneskelig fortvivlelse, at vandene opsluger mig. Israelitterne var ikke en søfarernation. De var et bjerg- og 1
ørkenfolk. Havet var for dem noget truende farligt og ukendt. Så da Jesus lod sig døbe af Johannes var det døden og ødelæggelsen han steg ned i, også selvom Jordanfloden, hvor dåben skete, ikke var større end en dansk å. Jesu dåb bliver et sammenfattende billede på, hvad det er Gud, da han bliver menneske, gør for den menneskehed, han har skabt: han stiger ned i den menneskelige suppedas, han deler alt det, vi er bange for og kede af med os for at vi ikke skal være alene om det. Han havde ikke behøvet at gøre det. Han kunne være blevet i sin evige himmel og have ladet os sejle vores egen sø, men det gjorde han ikke, fordi han elsker os. Nedstigningen i den menneskelige suppedas er den ene side af Jesu dåb. Men kun den ene. For Jesus bliver jo ikke nede i vandet, han stiger op af det igen. Han stiger op af det truende, farlige og ukendte og omsluttes igen af den evige himmel. I dåbsfortællingen, vi har hørt kommer det til udtryk ved at Helligånden stiger ned over ham som en due, Helligånden som jo svævede over kaos-vandene før skabelsen og Guds stemme forkynder ud af himlen, at Jesus er hans elskede søn, som et hørligt udtryk for at Jesus hører hjemme i den himmelske virkelighed. Således er fortællingen om Jesus dåb en ultrakort sammenfatning af hele Jesu historie lige fra Marias bebudelse til himmelfarten. Samtidig er Jesu dåb også et forbillede på vor dåb og en klargørelse af hvad vores dåb er og betyder. Oprindeligt foregik enhver kristen dåb jo ligesom Jesu dåb dvs som en neddykning under vandet i en å 2
eller en flod. Også vi dykker ved dåben ned i den menneskelige suppedas, alt det vi er bange for. Og sådan er dåbens betydning stadig, selvom det er bare er nogle få dråber vand vi får over hovedet. Man kan synes, det er underligt, for der er vi jo i forvejen, al den stund vi er omgivet af ting, vi er bange for, og jo da ikke mindst fordi vi alle en gang skal dø. Så vores dåb handler om, at vi ikke skal flygte fra eller prøve at undgå det, vi er bange for, men vi skal tage det på os, vedkende os det. Men vi skal ikke gøre det alene. Vi skal gøre det sammen med Jesus. For idet vi i vores dåb dykker ned under vandet gør vi det sammen med Jesus, som jo indledte det hele ved at dykke ned under vandet, ned i den menneskelige suppedas, i sin dåb. I dåben tager vi det liv, vi har fået, på os med alt, hvad det indebærer, også alt det, vi er bange for, i bevidstheden om, at når det hele bliver farligt og forfærdeligt, så er vi ikke alene, men så er Guds søn sammen med os. Og som Jesu dåb ikke endte i vandet, men i opstigningen af vandet og i optagelsen i den himmelske herlighed, sådan ender vores dåb også i en opstigning, noget som desværre ikke er særligt tydeligt, fordi vi jo ikke længere dukker den der skal døbes helt ned under vandet, men bare lader vandet løbe henover dåbsbarnets hoved. Men så må vi bruge fortællingen om Jesu dåb som den virkelighed vores egen dåb er et billede af. For så fortæller dåben os nemlig, at det at vi dåben er knyttede sammen med Jesus, det betyder, at ligesom han steg op i den himmelske herlighed, sådan skal vi sammen med ham indgå i den samme himmelske herlighed. Vi hører sammen med Jesus Kristus: nu mens vi lever, siden, når vi skal 3
dø, og i al evighed når vi sammen med ham omsluttes af Guds evighed. Alt dette her betyder jo i virkeligheden, at i kraft af dåben, Jesu dåb og vores dåb, er vores liv bundet så tæt og ubrydeligt sammen med Jesu liv både nu og i al evighed, at når vi læser fortællingerne om Jesus i Det nye Testamente, så er det samtidig os selv, vi læser om. For evangeliernes fortællinger fra undfangelse til himmelfart handler alle om, hvordan Gud tager den menneskelige virkelighed på sig, og sammenknytningen af Jesu dåb og vores dåb fortæller os, at den menneskelige virkelighed, Gud gik ind i, det også er vores menneskelige virkelighed, Gud er også til stede i vores liv, og Gud er også til stede i vores død. Han er der som den, der aldrig hører op med at elske os. Som kæmper for os, hvert minut vi er til, for at vi ikke skal forsvinde fra ham. Som opsøger os og kalder på os lige meget hvor langt vi forvilder os væk fra ham. Troen på Jesus er et ja til det liv, der nu en gang er vort. Jeg ved da godt, at vi alle sammen allerhelst vil have lykke og lyse nætter hele tiden. Men nu består den verden Gud har skabt og sat os i ikke kun af lykke og lyse nætter, men også af novembermørke og februarkulde, at vinterdepressioner og forårstræthed. Det hører alt sammen med og ingen kan foklare os, hvorfor det skal være sådan. Men det skal det åbenbart. I alt fald besluttede Gud ikke at forandre livet i verden til til en dans på roser, men han besluttede i stedet, at blive menneske i Jesus og dele vores virkelighed med os for at vise og sige os, at det er her i vores daglige virkelighed, at vejen til liv og glæde går. 4
Amen. 5