Det vil SAP! Vedtaget på SAP s 18. kongres d. 22. & 23. september 2001 1. Det står SAP for Med denne tekst præsenterer SAP de grundholdninger, der binder organisationen sammen. Sådan er verden skruet sammen i hovedtrækkene. Sådan udvikler kapitalismen sig i den periode, vi befinder os i. Sådan kan vi ændre verden, og Sådan vil vi organisere os for at ændre verden. Med denne tekst er alt ikke sagt. De store linjer og de overordnede principper kan ikke stå alene ret længe i hvert fald. En socialistisk organisation må hele tiden omsætte principperne til konkrete vurderinger af den aktuelle situation, til konkrete forslag og kampkrav og til aktionsforslag. Det forsøger SAP også at gøre bare ikke her. 2. Kapitalismen - klasser og klassekamp Kapitalen samler sig ophørligt i færre, men større selskaber. Stadig flere er nødt til at sælge deres arbejdskraft for at få en indkomst. De to klasser, arbejderklassen og kapitalistklassen, forsvarer sig og bekæmper hinanden, ligesom andre undertrykte forsvarer sig mod de, der besidder magten. Det kalder vi klassekamp. I et klassesamfund er menneskers leveforhold, indflydelse og magt i sidste ende afgjort af, hvilken side af forholdet mellem kapital og lønarbejde, de er på. Lønarbejdernes bevidshed om sig selv som klasse og om sin egen styrke skabes ved hjælp af erfaringer i den faktiske klassekamp. Danmark i dag er et klassesamfund og en del af det verdensomspændende klassesamfund. Modsætningerne mellem lønarbejderne som klasse og dem, der ejer og kontrollerer kapitalen, gennemsyrer samfundet som aldrig før. Andre sociale grupper - selvejere, bønder, småhandlende - er forsvundet eller formindsket drastisk under presset fra kapitalismens vigtigste sociale forhold: kampen mellem lønarbejde og kapital. Kapitalen samler sig ophørligt i færre, men større selskaber. Den udvikling foregår i Danmark, og den foregår på tværs af landegrænserne, der på det globaliserede verdensmarked får stadig mindre betydning. Stadig flere er nødt til at sælge deres arbejdskraft for at få en indkomst både i Danmark og i resten af verden. I Danmark kan de, der bliver udstødt fra arbejdsmarkedet, klare sig igennem i kraft af de velfærdsydelser, som blev gennemført frem til 1970 erne, men som siden har været under svære angreb. I store dele af verden er de udstødte henvist til tiggeri og sult. Trods mange ændringer af samfundets måde at fungere på er de grundlæggende modsætninger mellem dem, der må sælge deres arbejdskraft, og dem, der besidder kapital og derfor kan leve af andres arbejdskraft, ikke forsvundet. De to klasser, arbejderklassen og kapitalistklassen, forsvarer sig og bekæmper hinanden, ligesom andre undertrykte forsvarer sig mod de, der besidder magten. Det kalder vi klassekamp. Den dag i dag fortsætter klassekampen, selv om mange prædiker det modsatte. At overbevise de undertrykte om, at de ikke er undertrykte, er et af de herskendes vigtigste våben i klassekampen. Her har de fået stor hjælp fra lederne i de undertryktes egne bevægelser, ikke mindst de
socialdemokratisk dominerede fagbevægelser. Arbejderbevægelsens bureaukrater af socialdemokratisk eller stalinistisk tilsnit satte egen magt og egne privilegier øverst gennem hele det 20. århundrede i stedet for at holde fast i, at arbejderklassens befrielse må være dens eget værk, og at kampen for lighed er uløseligt forbundet med kampen for frihed. Socialdemokrater og stalinister har gennem deres topstyring og kvælning af befolkningernes egne initiativer miskrediteret socialismen" som et troværdigt samfundsmæssigt alternativ i de fleste menneskers øjne. Dermed har de dominerende dele af arbejderbevægelsens ledelse - frivilligt eller ufrivilligt, bevidst eller ubevidst - hjulpet borgerskabet til dets nuværende herredømme, som på verdensplan er blevet så omfattende, at det næsten ikke er til at få øje på. Med en så tæt bevoksning af kapitalistiske træer kan det være svært at se borgerskabets skov. Borgerskabet - kapitalisterne, den herskende klasse - er dem, som ejer eller kontrollerer den merværdi, som skabes i den kapitalistiske produktion. Denne samfundsklasse er i dag blevet mindre synlig i vores del af verden. Kapitalen forekommer mere anonym. Borgerskabets og kapitalens nye usynlighed får deres fælles herredømme til at virke naturgivent og uforanderligt. Men det er blot udtryk for, at dette herredømme i dag bedst kan forsvares i ly af natten. I et klassesamfund er menneskers leveforhold, indflydelse og magt i sidste ende afgjort af, hvilken side af forholdet mellem kapital og lønarbejde, de er på. Klasseforholdene sætter rammerne for, hvilken levestandard man kan få, hvor stor risikoen er for at blive virkelig fattig, eller hvor store mulighederne er for at blive virkelig rig. Og de sætter rammerne for, hvor stor indflydelse man har på sin egen tilværelse og samfundets udvikling. Når kapitalisterne udbytter arbejdskraften og undertrykker lønarbejderne og andre, er det ikke, fordi de er onde. Derfor kan man heller ikke afskaffe undertrykkelse og udbytning ved overbevise eller formilde kapitalejerne. Kapitalisterne er underkastet kapitalens livsnødvendige behov for vækst i profitten. De er nødt til at klare sig i konkurrencen med andre kapitalister og i sidste ende udkonkurrere disse og dermed overtage deres markedsandele. For at kunne gøre dette er den enkelte kapitalist nødt til at presse så meget profit som muligt ud af sin virksomhed. Dette behov hos hver enkelt kapitalist for at skabe mere og mere profit står i grundlæggende modsætning til lønarbejdernes interesse i at skabe sig bedre levevilkår og større indflydelse på sit liv. Derfor er kapitalisterne nødt til at angribe arbejderbefolkningens klasseinteresser. Disse angreb spænder fra små slag i det daglige til store generaloffensiver. Lønarbejderne forsvarer sig i et vist omfang spontant mod borgerskabets angreb i det daglige. Og ind imellem samles arbejderklassens kræfter til en samlet offensiv for bedre kår. I dag er der flere lønarbejdere end der nogensinde har været før. Navnlig har kvindernes indtog på arbejdsmarkedet gennem det 20. århundrede betydet en eksplosiv vækst i den samfundsgruppe, som er direkte underlagt et lønarbejderforhold. Og visse faggrupper, som førhen var privilegerede, har i dag fået lønarbejderforhold, der ikke adskiller sig mærkbart fra de traditionelle lønarbejdsområder. Det gælder blandt andet en stor del af åndsarbejderne. I de gamle imperialistiske lande, herunder Danmark, har arbejderklassens struktur i de seneste årtier ændret sig i takt med, at den teknologiske udvikling har gjort visse former for manuelt arbejde overflødigt og en stor del af den industriproduktion, som førhen foregik i de imperialistiske lande, nu er flyttet til dele af verden, hvor graden af udbytning af arbejderklassen er større. Dette er i en vis udstrækning blevet kompenseret af oprettelsen af nye arbejdspladser inden for servicesektoren og af mere specialiseret produktion. Men en stor del af de manglende arbejdspladser har givet kapitalismen i de imperialistiske lande en permanent og strukturel arbejdsløshed. Denne permanente arbejdsløshed i de imperialistiske lande er - sammen med flytningen af produktion til de mere udbyttede arbejdere - med til at opstille skel og tilsyneladende interessemodsætninger mellem forskellige sektorer af den internationale arbejderklasse. I
virkeligheden er disse skel blot forskellige former for det samme indhold: den verdensomspændende udbytning af arbejderklassen med henblik på profit. En af de vigtigste forudsætninger for, at arbejderklassen kan forsvare sig og afskaffe udbytning og undertrykkelse, er, at de kunstige skel mellem de udbyttede grupper bliver nedbrudt. I stedet må der opbygges en bevidsthed om de fælles interesser og mål. Lønarbejdernes bevidshed om sig selv som klasse og om sin egen styrke skabes ved hjælp af erfaringer i den faktiske klassekamp, først og fremmest gennem små og store delsejre undervejs. Socialister må arbejde for at styrke denne selvbevidsthed som klasse og for at styrke arbejdernes egne organisationer som demokratiske og kæmpende enheder til forsvar og udbygning af arbejdernes rettigheder og progressive krav i almenhed. 3. Kapitalismens undertrykkelsesformer Også kvinder, etniske mindretal og seksuelle minoriteter bliver undertrykt af kapitalismen. Kvinder er dobbelt undertrykt: som kvinder og undertrykt som lønarbejdere på arbejdsmarkedet, hvor de oftest har de dårligst lønnede jobs. Kvinders selvorganisering vil ofte være en velegnet metode til at overvinde kuetheden, udveksle erfaringer og føre en fælles kamp. De imperialistiske borgerskaber bruger racismen til at fastholde en række befolkninger i fattigdom. Inden for det enkelte lands grænser puster magthaverne og højrepopulistiske politikere til fremmedhadet og racismen for at splitte tilløb til modstand. Revolutionære marxister bekæmper racisme og fremmedhad i alle dets afskygninger De undertrykte grupper har en samlet interesse i, at kapitalismen afskaffes, og i at der opbygges et verdenssamfund, hvor klassemodsætninger overvindes og hvor kønsmæssige, etniske, seksuelle og kulturelle forskelle ikke ses som interessemodsætninger. Modsætningen mellem kapital og lønarbejde vil altid eksistere under kapitalismen. Men derudover har det borgerlige samfund fastholdt andre former for undertrykkelse, som eksisterede før kapitalismen. Ikke alene har kapitalismen fastholdt andre undertrykkelsesformer, men den har ligefrem styrket og skærpet nogle af dem. Kvindeundertrykkelse Blandt de mest omfattende af disse undertrykkelsesforhold er undertrykkelsen af kvinder. Kvinder udgør omtrent halvdelen af verdens befolkning. Men de får langt fra en tilsvarende del af ressourcerne. Kvindelige arbejdere bliver i vidt omfang underbetalt under kapitalismen, og de har sværere ved at få gode stillinger end deres mandlige klassefæller. Det borgerlige samfunds idealiserede familiestruktur med en udearbejdende far og en hjemmegående mor afspejlede et patriarkalsk samfund. Her blev det forventet, at kvinden skulle tjene sin mand, der kunne betragtes som familiens overhoved, blandt andet fordi han stod med den umiddelbare økonomiske kontrol over sin familie. Denne familiestruktur ses stadig i størstedelen af verden, stærkt bakket op af stat, religion og kapital. I mange af landene i den 3. verden finder en stærk og ofte grusom undertrykkelse sted af kvinders ret til at bestemme over egen krop og eget liv. Med kvindernes store og varige indtog på arbejdsmarkedet i de mest avancerede kapitalistiske lande forsvandt en af de mest grundlæggende materielle forudsætninger for den traditionelle borgerlige familietype med dens stærke element af mandlig dominans og kvindelig afhængighed. I et vist omfang er det også i lande som Danmark lykkedes at gøre egen overlevelse og børneopdragelse mulig uden binding til en kernefamilie en udvikling, der i høj grad er blevet mulig, fordi velfærdsstaten har overtaget en række af de omsorgsopgaver, der traditionelt har været varetaget af
kvinderne inden for rammerne af familien. Men kernefamilien består stadig. Det er ikke blot et resultat af de betydelige levn af konservativ ideologi i samfundet, men også fordi familien i dag opfylder reelle menneskelige behov. Familien fungerer i dag som et sted, hvor mennesker får varetaget en række følelsesmæssige behov i en markedsgjort verden. Samtidig er der fortsat økonomiske vanskeligheder forbundet med at vælge at være enlig frem for i en kernefamilie og dermed et relativt økonomisk pres. Endvidere har kapitalen fortsat behov for familien som det sted, hvor arbejdskraften bliver fysisk og psykisk klar til at lade sig udbytte på arbejdspladsen: arbejdet i hjemmet og opdragelsen af børnene. Uanset sit klassetilhørsforhold står kvinden inden for kernefamilien generelt set stadig med hovedansvaret for dette arbejde. Med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet har de altså ikke kun opnået en vis økonomisk myndighed og potentiel selvstændighed, men er også blevet mere direkte underkastet en arbejdsgivers direktiver. Kvinder er altså i dag dobbelt undertrykt: Undertrykt som kvinder og undertrykt som lønarbejdere på arbejdsmarkedet, hvor de oftest har de dårligst lønnede jobs blandt andet fordi de traditionelle kvindefag inden for pleje og omsorg værdsættes mindst på det kapitalistiske arbejdsmarked. Selv i familier, hvor arbejdet hjemme deles ligeligt mellem mand og kvinde, oplever mange kvinder at stå med hovedansvaret for familiens velfærd, ofte med en stor følelse af utilstrækkelighed til følge Mange unge kvinder oplever sig stadig i højere grad bedømt som kvinder end som mennesker. Seksuelle chikanerier og kønsbestemte krav til udseende og væremåde trives langt ned i folkeskolens yngre klasser. Kapitalen udnytter kvindens sociale, politiske og kulturelle underordning under manden til at skaffe sig billig arbejdskraft og splitte arbejderklassen mellem mænd og kvinder. Kvinder bliver brugt som løntrykkere og udgør en uforholdsmæssigt stor del af arbejdskraftreserven. Samtidig understreger kapitalen de kvindelige arbejderes svagere stilling ved at gøre det tydeligt, at deres forankring på arbejdsmarkedet er svagere end mændenes. Denne splittelse svækker både de mandlige og kvindelige arbejdere. En vigtig bestanddel af kvindeundertrykkelsen er den generelle seksuelle undertrykkelse, den perverterede private afspejling af et hierakisk samfund. Derfor må et program for seksuel befrielse og et friere valg mellem samlivsformer og seksuelle orienteringer indgå i et opgør med kvindeundertrykkelse. Kampen mod kvindeundertrykkelse må kædes sammen med kampen for et opgør med kapitalismen. Fordi et opgør med kapitalismen er en nødvendig forudsætning for et opgør med kvindeundertrykkelsen. Og fordi et opgør med kvindeundertrykkelsen desværre ikke er et automatisk resultat af et opgør med kapitalismen, men derimod en nødvendig forudsætning for opbygningen af et socialistisk samfund. Kvinders selvorganisering som kvinder vil ofte være en velegnet metode til at overvinde kuetheden, udveksle erfaringer og føre en fælles kamp. Dette gælder både i samfundet som helhed og inden for de socialistiske og faglige organisationer. Racisme og national undertrykkelse Racismens og fremmedhadets sociale rødder skal findes i de imperialistiske borgerskaber og de økonomiske og politiske interesser, der er knyttet hertil. Racisme og fremmedhad kan således ikke forklares med henvisning til befolkningens almindelige fordomme og fremmedfrygt, men må begribes som led i en politisk kamp en klassekamp. Som tankeform er racismen baseret på en opfattelse af mennesker som fundamentalt ulige, og med forskellig ret. Denne»ulighedens natur«, der afspejler kapitalismens og imperialismens grundlæggende sociale opdeling i udbyttere og udbyttede, i undertrykkere og undertrykte, er kernen i den racistiske ideologi uanset dens konkrete udformning.
I kolonitiden og i forbindelse med afskaffelsen af slaveriet havde koloniherrerne og slaveejerne brug for en ideologi, der kunne retfærdiggøre den brutale undertrykkelse og udbytning af koloniernes oprindelige befolkninger. Deres umenneskelige politik blev forsvaret ved hjælp af raceteorier ofte af biologisk tilsnit. Disse inddelte befolkningerne i et hierarki fra de laveststående til de mest civiliserede. Racismen forsvandt imidlertid ikke med afkolonialiseringen. På verdensplan har det imperialistiske system og de imperialistiske borgerskaber klare interesser i at fastholde en række befolkninger i fattigdom. Herved får kapitalen på en og samme tid direkte adgang til billig arbejdskraft samtidig med, at arbejderklassen i de imperialistiske lande oplever et disciplinerende pres. Dermed har kapitalen stadig en vis interesse i at opretholde en ideologisk skelnen mellem folkeslag. Også inden for det enkelte lands grænser har vi set magthaverne og højrepopulistiske politikere puste til fremmedhadet og racismen, for på denne måde at splitte ethvert tilløb til modstand. Måden hvorpå dette sker, er ofte gennem en fremhævelse af kulturelle forskelle, der fremstilles som uoverstigelige hindringer for fællesskab på tværs af etniske opdelinger. Nutidens dominerende ideologiske racisme henter således sin næring i kulturelle forskelle, mens den»klassiske«biologiske racetænkning primært forsvares af erklærede nazister. Revolutionære marxister bekæmper racisme og fremmedhad i alle dets afskygninger. Både som dagligdags reaktionær ideologi, som diskrimination på arbejdsmarkedet og i det offentlige rum, og i den mest skærpede form - direkte fysiske angreb på folk af anden etnisk herkomst. Forskellige etniske grupper skal kunne leve side om side. Vi afviser den reaktionære, imperialistiske nationalisme i alle dens udtryk. Men samtidig støtter vi den nationalisme fra neden, som kommer til udtryk i undertrykte nationaliteters kampe for selvstændighed og anerkendelse. Vores støtte til etniske mindretals og undertrykte nationaliteters kampe mod undertrykkelse og for frihed er ikke ukritisk. Vi støtter og søger at fremme de antiimperialistiske træk i undertrykte nationaliteters kampe, men vil bekæmpe alle tendenser i retning af chauvinistisk snæversyn. Vores støtte er altså betinget af, hvem en undertrykt nationalitet bekæmper, og hvad den kæmper for - objektivt, i praksis, snarere end subjektivt, i ord. Mod den fremmedfjendske og splittende undertrykkelse, som rettes mod de fremmede, er vi på de undertryktes side. Mod den underkuelse af for eksempel kvinder samt demokratiske og sekulære tendenser, der sker fra fundamentalistiske retningers side, støtter vi atter de undertryktes progressive kamp - uanset hvilken fundamentalisme, der er tale om. Seksuelle mindretal De stærke levn af konservativ familieideologi og de snævre rammer for, hvad der anses for normalt, acceptabelt og sundt, rammer i særdeleshed seksuelle og kulturelle mindretal. Især bøsser, lesbiske og biseksuelle marginaliseres på verdensplan. De udsættes for vold, juridisk undertrykkelse og almen diskrimination, herunder på arbejdsmarkedet. De sidste former er de mest udbredte i Danmark, selv om der også findes talrige eksempler på de andre former. De undertryktes fælles interesser Alle disse grupper - kvinder, undertrykte etniske grupper samt seksuelle og kulturelle mindretal - står over for en konservativ og snæversynet ideologi, som nok er skabt delvis uafhængigt af kapitalen i dens efterkrigsinkarnation, men som kapitalen og dens administratorer har en klar klasseinteresse i at opretholde. Dette rammer alle disse grupper, uanset deres økonomiske og sociale stilling. Alene derfor har disse grupper en samlet interesse i, at kapitalismen afskaffes, og i at der opbygges et verdenssamfund, hvor klassemodsætninger overvindes og hvor kønsmæssige, etniske, seksuelle og kulturelle forskelle ikke ses som interessemodsætninger. Her vil klassemodsætningerne dog ofte slå hårdest igennem: sorte, kvinder, bøsser/lesbiske osv. fra overklassen vil oftest vælge at forsvare deres klasseinteresser på trods af deres egen særlige undertrykkelse.
Og fordi ingen af disse grupper afskærmes fra det omkringliggende samfunds økonomiske diktater, vil mange mennesker i disse grupper stå over for flere undertrykkelsesformer, f.eks. både som arbejdere, som kvinder og som lesbiske. De forskellige initiativer for selvorganisering mod kapitalens overgreb må gives en fælles slagkraft. Dette er ikke mindst en påtrængende opgave for arbejderbevægelsen, som i sig rummer alle disse undertrykte grupper og dermed for at opbygge et slagkraftigt befrielsesprojekt må søge at slå bro over alle kunstige modsætninger og splittelser i arbejderklassen og forene økonomisk, politisk og kulturel klassekamp. En sejr for frigørelsen på et delområde er en delsejr for frigørelsen som helhed. Enhver sejr for frigørelsen af kvinder som kvinder er en sejr for frigørelsen af arbejdere som mennesker. Og ingen enkeltgruppe kan blive virkeligt fri, hvis dens frigørelse er betinget af, at den knægter andre grupper. 4. Kapitalismens globale dominans og elendighed Koncentrationen af kapital er taget til, og de transnationale selskaber er i stigende grad løsrevet fra nationalstatens begrænsninger og undslipper dermed enhver demokratisk kontrol. Samtidig oplever vi en stigende ulighed mellem rige og fattige lande og mellem rige og fattige inden for de enkelte lande. Tilbagevendende økonomiske kriser er indbygget i den kapitalistiske produktionsmåde. Den verdensomspændende økologiske krise er hovedsagelig et resultat af den kapitalistiske udvikling Kapitalismen er et udemokratisk samfundssystem. Befolkningerne har intet at sige i beslutningerne om, hvad, for hvem og på hvilken måde der skal produceres. Verdensøkonomien må underlægges en demokratisk planlægning, der tager udgangspunkt i hensynet til mennesker og miljø. Det var kapitalismen, som udviklede nationalstaterne. Kapitalisterne havde brug for et større, men afgrænset og velordnet marked, hvor de kunne konkurrere og samtidig havde de brug for en statsmagt, som bl.a. kunne forsvare den enkelte kapitalistgruppe mod konkurrenter i andre lande. I slutningen af 1800-tallet blev nationalstaternes markeder for små. For at tilfredsstille behovet for stadig vækst og større profit var borgerskaberne i de kapitalistiske kernelande nødt til at drage ud i verden og udbytte de hidtil ikke-kapitalistiske områder i Afrika, Asien og Latinamerika. Også til denne imperialistiske opgave nød kapitalejerne godt af statsapparaterne i deres hjemlande, politisk, økonomisk og militært. I de ikke-kapitalistiske lande tjente virksomhederne super-profitter, og den indbyrdes kappestrid mellem de imperialistiske lande medførte uhyre omkostninger for befolkningerne, både i de undertrykte lande og hjemme i de imperialistiske lande, ikke mindst gennem to verdenskrige. Siden Anden Verdenskrig er koncentrationen af kapital taget til og i stigende grad løsrevet fra de begrænsninger, som bindingen til nationalstater gav. De transnationale selskaber undslipper enhver demokratisk kontrol, men har større magt og økonomisk påvirkningskraft end mange nationalstater. Landene i den 3. Verden har taget store lån i de kapitalistiske centres banker for at finansiere den infrastruktur, som imperialismen skal bruge til at flytte ressourcerne ud af landet. Disse investeringer gavner først og fremmest de udenlandske investorer, og gælden er blevet et instrument til politisk kontrol, der igen gavner de store kapitalinteresser. Rentebetalingerne på udlandsgælden overstiger langt, hvad landene modtager i udviklingsbistand. De store rente- og afdragsbetalinger har bragt mange lande på fallittens rand. De har derfor været tvunget til genforhandlinger af gælden, hvorved internationale institutioner som IMF og Verdensbanken har kunnet diktere privatiseringer, åbning for investeringer, liberalisering af
markederne og sociale nedskæringer i tredjeverdenslandene. Ydermere er der vokset nye globale og regionale institutioner frem til at varetage de store kapitalinteresser: WTO, G7, OECD, APEC og WEF. Resultatet er en stigende ulighed i verden, en mere og mere skæv fordeling af ressourcerne. Denne ulighed er både en stigende ulighed mellem rige og fattige lande, men også mellem den rige og den fattige del af befolkningerne inden for de enkelte lande. Ifølge statistikker fra FNs børneorganisation UNICEF dør der hvert år 16 millioner børn verden over af sult eller helbredelige sygdomme. Det er omtrent en fjerdedel af de samlede tab af menneskeliv i hele Anden Verdenskrig, inklusive koncentrationslejre og atombombninger. Hvert fjerde år har den kapitalistiske globale ulighed gennemført en hel, skjult verdenskrig mod børn. Samtidig er de stadige krige om ressourcerne taget til. Stridigheder om kontrol med vigtige råvarer afgøres med våbenmagt og utallige uskyldige døde til følge. Masseødelæggelsesvåben - et af de tydeligste tegn på den imperialistiske kappestrids afsind - kan stadig ødelægge verden mange gange. Den verdensomspændende økologiske krise er hovedsagelig et resultat af den globale kapitalistiske udvikling siden Anden Verdenskrig. Den betydelige vækst i den kapitalistiske økonomi, som blev skabt af den tredje industrielle revolution, medførte behov for nye markeder, men også for overflødigt og miljøskadeligt skrammel, som kapitalismen var i stand til at skabe et kunstigt behov for hos de købedygtige forbrugere. Den ensidige fokusering på kvantitativ produktion og isoleret økonomisk rationalitet skabte et afledt, men ikke mindre omfattende forureningsproblem i de topstyrede kommandoøkonomier i Østblokken. Og den fortsatte stærke økonomiske satsning på miljøskadelige energiformer bidrager yderligere til den økologiske krise. Kapitalens globale vampyrtørst efter menneskelige og økologiske ressourcer er en tikkende bombe under alt liv på kloden. Disse er de mest påtrængende opgaver, som må løses gennem et fundamentalt opgør med profitlogikken. Verdensøkonomien må underlægges en demokratisk planlægning, der tager udgangspunkt i hensynet til mennesker og miljø. Kapitalismen og demokratiet Kapitalismen er et udemokratisk samfundssystem. Befolkningerne har intet at sige i beslutningerne om, hvad, for hvem og på hvilken måde der skal produceres. Disse beslutninger træffes bag lukkede døre under strenge diktater fra behovet for indtjening. Danmark har en parlamentarisk-demokratisk grundlov og almen stemmeret til stort set alle voksne af begge køn. Dette er resultatet af en omfattende indsats fra tidligere, kæmpende generationer. Men endnu er befolkningens reelle indflydelse svag. Stemmesedlerne er stort set fyldt op af politikere med svaghed for kapitalens interesser. De politikere, som folk kan lade sig repræsentere af, kan ikke tilbagekaldes før fire år senere, eller når politikerne selv føler det gunstigt at lade sig genvælge. Og selv valget af antikapitalistiske repræsentanter til folketinget støder mod en mur. For de virkeligt afgørende politiske beslutninger træffes ikke i Folketinget, men i direktionslokalerne og på børserne i danske og transnationale selskaber. Socialister forsvarer de tilkæmpede, ægte demokratiske rettigheder - ytringsfrihed, foreningsfrihed, demonstrationsfrihed. Disse rettigheder giver i dag et vist råderum for spirer til ægte demokratisk selvorganisering. Socialismen er en kamp for, at de demokratiske rettigheder udvides drastisk. Kapitalismens økonomiske kriser Kapitalismen er hjemsøgt af tilbagevendende økonomiske kriser. Disse er indbygget i selve den kapitalistiske produktionsmåde. Kapitalismen kan i et vist omfang overvinde både de mindre, konjunkturelle kriser, og - har det vist sig siden Anden Verdenskrig - også under visse betingelser de mere langsigtede økonomiske nedgange. Kapitalismen kan endda komme styrket ud af disse kriser, fordi de kan udrense en masse uproduktiv kapital. Men systemet kommer altid ud af kriserne med store omkostninger, både for menneskene i
samtiden og for dets egne fremtidsudsigter. For hver krise, kapitalismen er i stand til at overleve, må den satse højere. Dermed får den mere at vinde, hvilket er en grundlæggende overlevelsesbetingelse for kapitalen. Men den får også mere at tabe. Det betyder, at jo længere kapitalismen får lov at hærge, jo flere kriser den skal kæmpe sig igennem, jo større bliver omkostningerne for mennesker og natur. Vi kan ikke sidde med hænderne i skødet og vente på, at kapitalismen afskaffer sig selv. For omkostningerne er hver dag mere og mere uhyrlige. Vi må arbejde aktivt for kapitalismens fald og for, at den ikke trækker hele verdens fremtid med sig i afgrunden. Vi må arbejde for at opbygge et socialistisk samfundsalternativ. 5. Hvad er vi oppe imod? Staten fungerer som et apparat til at pleje det eksisterende samfundssystems almene og langsigtede interesser. Vi må kæmpe for progressive reformer. Men på et vist punkt vil kampene for reformer nå et niveau, hvor kravenes indfrielse vil medføre et brud med samfundets og statens kapitalistiske logik. Der er sket en bureaukratisering af arbejderbevægelsen. Toppen af fagbevægelsen og af arbejderpartierne forsvarer det eksisterende samfund mod grundlæggende omvæltninger. De samme mekanismer førte til stalinismen i Sovjetunionen, hvor de bureaukratiske magthavere bekæmpede enhver opstand, der kunne true enten dem selv eller kapitalismen. At genrejse troen på socialismen som samfundsalternativ er at genrejse menneskehedens tro på sin egen skabende kraft. Når man kæmper mod kapitalismen, har man valgt sig den mest magtfulde fjende, menneskeheden nogensinde har stået overfor. Kapitalens magt er delvis usynlig. Den ledsages af et omfattende apparat af borgerlig ideologi. Den har et enestående veludrustet militær til sin rådighed. Den har politikere, presse, skoler, underholdningsindustri og kulturliv i sit arsenal. Staten Staten har ikke altid eksisteret, men er et produkt af den samfundsmæssige arbejdsdeling, altså befolkningernes inddeling i samfundsklasser. Staten har ofte en vis autonomi i forhold til resten af samfundet, men fungerer grundlæggende som et apparat til at pleje det eksisterende samfundssystems mere almene og langsigtede interesser. Staten i det kapitalistiske samfund varetager grundlæggende kapitalens interesser som helhed. Den skal altså modvirke, at de enkelte kapitalister i deres indbyrdes konkurrence selv skulle komme til at skade deres samlede klasseinteresser. Og den skal forsvare det bestående system - især de økonomiske interesser og de mere bagstræberiske kulturelle værdier - med magt, i sidste ende våbenmagt. Dette er den kapitalistiske stats mest grundlæggende historiske rolle. Derudover har statsapparaterne til forskellige tider antaget mere specifikke former. I Vesteuropa i efterkrigstiden har staten således haft en voksende rolle for at kunne gribe ind i kapitalakkumulationen og forsøge at modvirke de tilbagevendende økonomiske kriser. Desuden har den skullet sikre, at der hele tiden er en velfungerende arbejdskraft, der både er rask og har et vist uddannelsesniveau. Samtidig har arbejderklassen en vis - i begrænset forstand sammenfaldende - interesse i at kæmpe for velfærdsgoder. Sammen med kapitalens behov for stabilitet og pålidelighed skabte disse kampe grundlaget for, at den borgerlige stat kom til at administrere nogle af arbejderklassens tilkæmpede velfærdsgoder, og staten opnåede i kraft af selve sin nye styrke en vis mulighed for autonomi i
forhold til de mest direkte diktater fra borgerskabets repræsentanter. I Vesteuropa blev især socialdemokratierne bannerførere for denne tvetydige rolle. Tvetydig i den forstand, at deres grundlæggende opgave og mål var at varetage det kapitalistiske samfund bedst muligt, mens deres folkelige legitimitet hovedsagelig udsprang af folkelige bevægelser i fortid og samtid. Derfor blev det muligt gennem folkelig mobilisering at presse disse partiers regeringer til ind imellem at give større vægt til sociale indrømmelser end til kapitalens umiddelbare behov. De positioner, som blev vundet ad denne vej, må i det store hele forsvares og udvides. Vi må kæmpe for progressive reformer. Men vi har ingen illusioner om, at lønarbejdernes eller menneskehedens historiske problemer kan løses alene gennem reformer af det kapitalistiske stat. På et vist punkt vil kampene for reformer nå et niveau, hvor kravenes indfrielse uundgåeligt vil medføre et brud med samfundets og statens kapitalistiske logik. En lignende mekanisme gør sig gældende for mellem- og overstatslige institutioner. Disse institutioner har dog typisk mindre folkelig legitimitet end de veletablerede, nationalstatslige institutioner, og derfor er sandsynligheden for en mere direkte konfrontationskurs større, som vi for eksempel har set det i forbindelse med EU. Bureaukratiseringen af arbejderbevægelsen Ethvert revolutionært projekt er oppe imod stærke kræfter i den etablerede arbejderbevægelse, som vil bekæmpe en revolutionær linje. De dominerende ledelser i toppen af fagbevægelsen og arbejderpartierne forsvarer det eksisterende samfund mod grundlæggende omvæltninger. Sådan har det været gennem hele arbejderbevægelsens historie. Hurtigt opnåede arbejderbevægelsens ledere og mange af de ansatte en mere behagelig hverdag, højere levestandard og ikke mindst større magt og indflydelse end dem, de repræsenterede. For mange blev det vigtigste blevet at forsvare denne status, som var tæt bundet til de organisationer, de arbejder i. Der skete en bureaukratisering af arbejderbevægelsens ledere og ansatte. Med andre leveforhold, andre interesser og andre mål. Tendensen til bureaukratisering vil opstå i enhver organisation, men den kan undgåes med en bevidst politik for radikal demokratisering og afvisning af materialle privilegier. For et bureaukrati er hovedmålet at bevare den organisation, man lever af, og ens egen placering i det. Organisationer trues altid af konflikt og konfrontation for slet ikke at tale om samfundsmæssige omvæltninger. Arbejderbevægelsens organisationer lever af at forhandle med de herskende på medlemmernes/vælgernes vegne: fagforeningerne med arbejdsgiverne, arbejderpartierne med de borgerlige partier. Når medlemmerne bliver for selvstændige og aktive og ikke indordner sig under forhandlingsresultaterne måske ligefrem stiller samfundsomvæltende krav, så går de forretningsmæssige forhandlinger i smadder, og det bliver en trussel mod bureaukratiets position. Når medlemmerne selv tænker, beslutter og handler, kan bureaukraterne ikke længere styre, og i et demokratisk socialistisk samfund er der i længden ikke plads for bureaukrater. I bund og grund var det de samme mekanismer, der førte til stalinismen i Sovjetunionen, hvor det de bureaukratiske magthavere aktivt bekæmpede enhver aktivitet, der kunne føre til et virkeligt socialistisk samfund, og enhver opstand, der kunne true kapitalismen i Vest. Bureaukratiet frygtede, at tilløb til socialistiske revolutioner ville true deres fredelige sameksistens med de kapitalistiske herskere. Bureaukratiseringen er det materielle grundlag for, at arbejderbevægelsens ledere har bekæmpet ethvert spædt forsøg på opgør med kapitalismen, og det er her, vi finder en af de vigtigste grunde til, at styrkeprøven mellem klasserne faldt ud til kapitalisternes fordel op gennem det 20. århundrede. Bureaukratiseringen har fjernet arbejderbevægelsens ledelse mere og mere fra det egentlige klassegrundlag.
I dag forsvarer mange faglige og politiske ledere i arbejderbevægelsen kapitalismen. Der er tale om en stadig borgerliggørelse, som ikke alene svækker arbejderklassen, men også truer med at blive til et politisk selvmord. Revolutionære socialister må arbejde for, at arbejderbevægelsens ledelse ikke river bevægelsen med sig i faldet. Denne krise i arbejderbevægelsens ledelse har sat sig dybe spor som en gennemgribende krise i lønarbejdernes bevidsthed om sig selv som klasse og troen på et samfundsalternativ til kapitalismen. Socialismen som projekt er i en troværdighedskrise. At genrejse troen på socialismen som samfundsalternativ er at genrejse menneskehedens tro på sin egen skabende kraft. Dette projekt må tage sit udgangspunkt i de eksisterende, spontane kamp, som lønarbejdere og andre undertrykte fører til forsvar for deres klasseinteresser og mod den konkrete undertrykkelse. Disse kampe har ofte vidt forskellige krav og meget forskellige udtryk, men de har det til fælles, at de opstår som reaktion på forskellige sider af kapitalismen. Disse kampe arbejder vi for at udvikle, så der bliver vundet små og store delsejre undervejs. Og vi arbejder for at koordinere og samle dem i en fælles bevægelse. Men nederlag og tilbageslag er uundgåeligt. For ikke at begynde forfra hvergang er det nødvendigt, at et bredt lag af aktivister fra kampe, organisationer og bevægelser fastholder erfaringerne og bliver ved med at organisere sig også i pauserne mellem de store konfrontationer. Det er dette lag af aktivister og ledere, som kan tage initiativ til nye kampe og sikre, at arbejderklassen bliver stadig stærkere og bevægelsen bredere og bredere. Hvis klassekampen skal udvikle sig ud over skiftende delsejre og delnederlag og frem mod et opgør med kapitalismen, er det nødvendigt at de revolutionære: kan fremlægge overbevisende bud på, hvordan bevægelsen kommer videre; kan præsentere skitsen til et socialistisk samfundsalternativ, og kan vinde aktivistlaget for denne strategi og dette mål. 6. Bevægelsen selv Tryk avler modtryk. Defensive kampe skærpes ofte og bliver offensive, når de kæmpende ser mere af fjendens ansigt, og når forskellige kæmpende grupper indser deres fælles interesser og begynder at føre en samlet kamp Vi støtter og udvikler arbejderklassens og andre undertryktes egne kampe og organiseringer. Vi arbejder for at sikre den størst mulige uafhængighed af det kapitalistiske samfunds institutioner. Vi foreslår krav, der faktisk løser problemerne, og krav, som styrker de kæmpende på længere sigt. Vi søger altid at samle den bredest mulige enhed i aktivitet og aktion. Den afgørende forskel på reformister og revolutionære er, at reformister bremser op og trækker i land, når deres reformer møder modstand fra de herskende, og når de skaber problemer for systemet, mens revolutionære kæmper konsekvent for reformerne og er parate til at tage opgøret med systemet, når det viser sig nødvendigt og muligt. Det er kun menneskene selv, der kan skabe menneskenes frihed. Kun en befolkning i selvorganisering kan skabe et ægte økonomisk, socialt og politisk deltagelsesdemokrati. Derfor støtter og arbejder vi for arbejdernes selvorganisering og deres mobilisering, også til kamp mod andre former for undertrykkelse end lønarbejdsformen. Og vi vil støtte og arbejde for, at kvinder, undertrykte nationaliteter og seksuelle mindretal organiserer sig selv og kæmper for ikke blot deres egen frihed, men også de andres frihed. Uden menneskehedens universelle befrielse kan ingen enkelt gruppe blive fri. Og uden hver enkelt undertrykt gruppes egen solidariske organisering mod undertrykkelsen er menneskeheden ikke fri
til at bestemme sin egen skæbne. Udgangspunktet for vores samfundsprojekt er befolkningens egne kampe: de kampe, vi ser i det daglige; i varierende omfang og styrke; med større eller mindre idémæssig afklaring, med mere eller mindre udtalt solidaritet med andre kæmpende grupper. For tryk avler modtryk. Ofte er modtrykket spredt og splittet, defensivt. Men defensive kampe skærpes ofte og bliver offensive, når de kæmpende ser mere af fjendens ansigt, og når forskellige kæmpende grupper indser deres fælles interesser og begynder at føre en samlet kamp. De kan vinde delsejre og opbygge magtpositioner. De kan forbedre deres samlede organisering og udvide bevægelsen. Gennem disse kampe vil arbejderklassen og andre undertrykte gøre sig de erfaringer, som kan overbevise det store flertal om, at kapitalismen ikke kan opfylde vores behov, men tværtimod truer klodens fremtid. Og gennem disse kampe vil arbejderklassen og andre undertrykte kunne udvikle deres egen organisering og opnå den nødvendige samfundsmæssige styrke til at omstyrte det kapitalistiske samfundsystem og erstatte det med et socialistisk samfund. Så langt er vi ikke nået hidtil. Det samme udviklingsmønster er set gang på gang med et utal af forskellige udtryk, for 150, 80 eller 30 år siden, men i dag og i går. Igen og igen er disse folkelige kampe blevet skærpet, men de etablerede lederskaber har valgt at satse på det sikre. De har undladt at føre nye kampe for nye magtpositioner, men i stedet bøjet nakken, af frygt for, at det kapitalistiske samfunds magthavere skulle blive fornærmede og begynde at antaste de allerede vundne positioner. Denne defensive prioritering - hvor man hellere beskytter resultatet af tidligere delsejre, end man kaster sig ud i offensive kampe for en gennemgribende forandring af samfundets magt- og ressourcefordeling - er typisk reformistisk politik, og den er på længere sigt skadelig. Ikke blot for helhedsprojektet, men også for delsejren. Fordi den bygger på snævertsyn og på illusioner om de kapitalistiske magthaveres godhjertethed. I modsætning til dette perspektiv arbejder vi for at støtte, udvikle og styrke arbejderklassens og andre undertryktes egne kampe og organiseringer. Vi arbejder for at sikre den størst mulige uafhængighed af det kapitalistiske samfunds institutioner. Vi foreslår krav, der samler den bredest mulige aktive opbakning, krav, der faktisk løser problemerne, og krav, som styrker de kæmpende på længere sigt. Og vi arbejder for at samle og centralisere de mangfoldige udtryk for progressiv kamp til et samlet angreb på samfundets undertrykkende mekanismer. I dette arbejde forsøger vi altid at samle den bredest mulige enhed i aktivitet og aktion. De manges aktive handling om end for beskedne krav er vigtigere end små mindretalsgruppers aktioner for vidtrækkende krav. Vi anerkender, at mange har tillid til passive og reformistiske ledere i bevægelserne. For at udfordre disse stiller vi dem over for kravet om at tage initiativ eller gå med i aktioner for dermed at give deres bagland konkrete erfaringer med, hvad bureaukraterne virkelige står for, og hvor langt de vil gå eller snarere ikke gå.. Sådanne bevægelser og sådanne krav vil hurtigt komme på tværs af de normale mekanismer i et kapitalistisk samfund. Og her kommer den afgørende forskel på reformister og revolutionære: Reformister bremser op og trækker i land, når deres reformer møder modstand fra de herskende, og når de skaber problemer for systemet, mens revolutionære kæmper konsekvent for reformerne og er parate til at tage opgøret med systemet, når det viser sig nødvendigt og muligt.
7. Overgangen til socialisme Kapitalismen kan kun besejres, hvis det store flertal af befolkningen ønsker det, aktivt kæmper for det og opbygger sin egne organisationer. Kapitalens voksende centralisering på globalt plan understreger, at også arbejderklassen og de undertrykte grupper kæmper sammen på tværs af landegrænser. Den 3. Verdens økonomi, infrastruktur og produktion er tilpasset de rige landes imperialismens behov. Det er umuligt for at løsrive sig fra denne afhængighed uden at bryde med kapitalismen som sådan. Den revolutionære dynamik blev standset i Sovjetunionen, og den var lammet på forhånd i de lande, hvor det sovjetiske bureaukrati kontrollerede. De herskende var fjender af en virkelig socialistisk samfundsudvikling. Rusland, Østeuropa, Kina og andre lande er i dag slået ind på genopretning af kapitalismen med en dramatisk social polarisering og fattigdom til følge. De revolutionære opgaver består i at bekæmpe kapitalens indtrængen og de omfattende privatiseringer af offentlige foretagender og at sætte et socialistisk demokrati på dagsordenen. I de højtindustrialiserede lande har socialister stadig en dobbeltopgave: at styrke udviklingen af arbejderklassens og de undertryktes egne organisationer og at opbygge en stærk socialistisk strømning. Hverken bydelsråd, kommunalbestyrelser, amtsråd eller folketing vil nogensinde kunne opsamle og organisere en virkelig aktivt kæmpende befolkning, der selv handler og selv beslutter. Det kan kun en selvstændig folkelig organisering. I vores del af verden har vi en særlig opgave i at støtte dem, der kæmper mod udbytning og undertrykkelse i de andre verdenssektorer, men den bedste støtte til en revolutionær udvikling ét sted i verden er, at revolutionen spreder sig til andre lande. Det er vanskeligt at forudsige med nøjagtighed, hvordan en overgang til socialisme vil kunne forme sig. Vi må holde dørene åbne for flere alternativer, som udspringer af dynamikken mellem progressive udviklinger i forskellige dele af verden. Men sikkert er det, at et så magtfuldt system som kapitalismen kun kan besejres, hvis det store flertal af befolkningen ikke bare ønsker det, men aktivt kæmper for det og opbygger sin egne organisationer til at gennemføre en samfundsomvæltning. Efter al sandsynlighed vil en revolutionær udvikling vil begynde på nationalt niveau. Og helt sikkert er det, at den revolutionære udvikling ikke kan fuldendes på dette nationale niveau, men må være international. Den må omfatte et betydeligt antal lande, herunder de vigtigste kapitalistiske kernelande. Kapitalens voksende centralisering på globalt plan og den relative lethed, hvormed den i dag krydser landegrænser, understreger behovet for, at også arbejderklassen og de undertrykte grupper kæmper sammen, på tværs af landegrænser. Den har desuden yderligere sandsynliggjort, at en socialistisk revolution i et enkelt land på bare lidt længere sigt kun kan overleve, hvis revolutionen breder sig til andre lande. Kampen for en anden verdensorden gælder for alle lande, kloden over. Ingen enkelte lande kan udvikle socialisme alene, isoleret fra resten af verden. Og ingen lande er i dag undtaget fra at skulle stille et socialistisk svar på dagsordenen. Ingen lande er umodne til umiddelbart at indgå i en international udvikling hen imod socialisme. Opgaverne for befolkningerne i de forskellige dele af verden er indbyrdes forbundne, men ikke af den grund identiske. Man kan skelne mellem tre hovedgrupper af lande, eller tre sektorer i verden. Disse tre sektorer har den samme hovedfjende og den samme hovedopgave, nemlig at kæmpe mod
kapitalismen og for en socialistisk udvikling. Men de mere umiddelbare opgaver er indbyrdes forskellige. Derfor kaldes de verdensrevolutionens tre sektorer. De afhængige lande De lande, som kaldes tilbagestående eller tredjeverdenslande, er stadig hårdt mærket af, at den kapitalistiske udvikling blev indført udefra for at gavne de mere avancerede kapitalismer i navnlig Vesteuropa og USA. Det nationale borgerskab i disse lande var for småt og svagt til at kunne lede opbygningen af demokratiske nationalstater og hjemmemarkeder, sådan som tilfældet havde været for borgerskaberne i eksempelvis Holland og England. Alle disse lande byggede deres senere nationale befrielse på en blanding af massive folkelige kampe og den internationale kapitals ændrede behov. I dag står de fleste af disse lande stadig hovedsagelig som råstofleverandører og eksportmarkeder for verdens rigeste borgerskaber, der suger profit ud af de fattige befolkninger gennem overudbytning af arbejdskraften og det ulige bytte, altså lave priser på råvarer fra de fattige til de rige lande og høje priser på færdige produkter den anden vej. Selv om der er stor forskel på Malawi i Afrika og Sydkorea i Asien, eller mellem Nepal i Asien og Brasilien i Latinamerika, har alle disse lande i Den Tredje Verden det til fælles, at hele deres økonomi, infrastruktur og produktion er tilpasset de rige landes imperialismens behov. Det er umuligt for at løsrive sig fra denne afhængighed og gennemføre en langsigtet og stabil økonomisk udvikling, som kan bringe dem på linje med Europa og Nordamerika uden at bryde med kapitalismen som sådan. Mange har fremhævet netop Sydkorea og andre sydøstasiatiske lande som eksempler på det modsatte, men den økonomiske krise i dette område i slutningen af 90 erne demonstrerede med al ønskelige tydelighed, hvor lidt frit spillerum selv forholdsvis velstillede lande havde, og hvor få muligheder de havde for selv at vælge den økonomiske kurs, når finanskapitalen i de rige lande stillede sine krav. Hvis disse landes skal ud af deres enorme økonomiske gæld til de rigeste kapitalistiske centre, og hvis de skal bryde med undertrykkelse, vil det medføre et kraftigt anslag mod verdenskapitalismen. Og omvendt vil vi som led i kampen for global social retfærdighed kræve denne gæld eftergivet. De nationale borgerskaber i tredjeverdenslandene fungerer i høj grad som repræsentanter for den internationale kapital. Ind imellem har man kunnet se modsætninger mellem de nationale borgerskaber og det internationale borgerskab. Men de førstnævnte er reelt kun interesseret i at tilegne sig selv en større del af ressourcerne og ikke i at ændre fundamentalt ved systemet. Derfor vil oprør, der bygger på de nationale borgerskaber, ikke føre til bedre forhold for arbejderne og bønderne. Arbejderklassen, bønder og landarbejdere må mobiliseres. Og kampen kan ikke blot gælde jord og almene borgerligt-demokratiske krav. Den imperialistiske verdensorden ville ikke kunne fungere uden den globale udbytning. Derfor kan demokratiske rettigheder, stabile parlamentariske systemer, velfærdsstat, brud med godsejervælde og andre fremskridt, som de borgerlige revolutioner førte med sig, ikke opnås eller stabiliseres i tredjeverdenslandene. Et vellykket opgør med før-borgerlige forhold må derfor nødvendigvis indebære et delopgør med den kapitalistiske verdensorden. Samtidig behøves et omfattende indre opgør med de korrupte og kleptokratiske herskerkliker, som i alt for mange tilfælde bærer deres betydelige del af ansvaret for disse landes elendighed. Overgangssamfund Rusland, Østeuropa, Kina og andre lande, som i det 20. århundrede indledte et brud med kapitalismen, er i dag for de flestes vedkommende slået ind på en problemfyldt genopretning af kapitalismen uden en fasttømret, lokal kapitalistklasse, og uden stabile politiske forhold med en dramatisk social polarisering og fattigdom til følge.
Gennem folkelige opstande og revolutioner, gennem militært pres fra andre ikke-kapitalistiske lande eller gennem en kombination af disse blev kapitalistklasserne i disse lande besejret, og en ikke-kapitalistisk samfundsudvikling blev indledt. I de fleste tilfælde skete disse omvæltninger i forholdsvist tilbagestående dele af kapitalismen. Og de kom straks under et hårdt økonomisk og militært pres fra de kapitalistiske lande. Derfor udviklede de sig ikke frem mod socialistiske samfund. Den revolutionære dynamik blev standset, f.eks. i Sovjetunionen, eller den var lammet på forhånd i de lande, hvor det sovjetiske bureaukrati på forhånd kontrollerede udviklingen mere end de folkelige bevægelser. Økonomien var i vidt omfang nationaliseret og styret efter en plan, men fraværet af et socialistisk demokrati og af almene demokratiske rettigheder gjorde, at der reelt ikke var tale om planøkonomi, men om blind kommandoøkonomi - med spild og fejlproduktion til følge. Magten blev overtaget af (Sovjet) eller lå fra starten hos (Østeuropa) et bureaukrati, som udsprang af arbejderbevægelsen i form af de kommunistiske partier. De havde god grobund på grund af de nye samfunds pressede situation, men de kunne kun fastholde magten ved at slå enhver kritisk venstreopposition ned med brutale midler. De herskende var altså fjender af en virkelig socialistisk samfundsudvikling, men samtidig udsprang deres magt og privilegier af, at samfundene var ikke-kapitalistiske. Til forskel fra de herskende klasser i kapitalistiske samfund kunne overgangssamfundenes bureaukratier ikke akkumulere kapital, men kun brugsværdier. Disse samfund, der ikke var kapitalistiske, men heller ikke på vej mod socialismen, var pr. definition ustabile. I længden var der kun to muligheder: Enten måtte arbejderklassen styrte bureaukratiet og sammen med revolutionære bevægelser i andre dele af verden iværksætte en socialistisk demokratisk udvikling. Eller også ville kapitalismen blive genindført. Bureaukratiets langsomme men sikre nedbrydning af arbejderklassens bevidsthed og organisering i disse lande betød, at det var den sidste muligheder, der blev til virkelighed. De revolutionære opgaver i denne uensartede sektor af verden består i for det første at bekæmpe kapitalens indtrængen og de omfattende privatiseringer af offentlige foretagender. For det andet må man sætte et socialistisk demokrati på dagsordenen som det eneste realistiske alternativ til såvel en skrøbelig kapitalisme som et bureaukratherredømme. På grund af det politiske livs skrøbelighed i disse lande vil alternative magtorganer sandsynligvis udspringe uafhængigt af de eksisterende, som er blevet grundigt miskrediteret i befolkningernes øjne. De imperialistiske lande De lande, som i dag er kapitalismens førende, har for de flestes vedkommende en længerevarende borgerligt-demokratisk tradition, som i det store hele accepteres af befolkningerne, i det mindste i mangel af synlige alternativer. Der har også været store mobiliseringer i denne sektor af verden gennem hele det tyvende århundrede og længere endnu. Men mobiliseringerne i kapitalismens klassiske kernelande er endnu ikke nået til sådanne højder, at der har været tale om faktisk revolution. I lange perioder synes kapitalismen for mange at være velfungerende, retfærdig eller i hvert fald at være den eneste mulighed, og i de situationer, hvor der har været optræk til mere fundamentale opgør, har arbejderbevægelsens etablerede lederskaber forsvaret det eksisterende system, og synlige og troværdige ledelsesalternativer har ikke været parate. Derfor har bevidste socialister stadig en dobbeltopgave: at styrke udviklingen af arbejderklassens og de undertryktes egne organisationer, der kan være en modpol til de kapitalistiske magtorganer, og at opbygge en stærk socialistisk strømning, som stadig flere lytter til, efterhånden som mistilliden til de gamle ledere og politikere øges.
I vores del af verden nyder de parlamentariske organer en helt anden tillid og opbakning end i Den Tredje Verden. Det betyder, at politiske krav fra neden ofte vil tage form af krav om demokratisering af de bestående institutioner. Som revolutionære støtter vi enhver kamp for at gøre også de parlamentariske systemer mere demokratiske; ethvert krav, som vil gøre det nemmere for befolkningen at stille politikerne til ansvar; ethvert krav, som giver demokratisk trufne beslutninger større indflydelse på bekostning af kapitalmagten. Hverken bydelsråd, kommunalbestyrelser, amtsråd eller folketing vil nogensinde kunne opsamle og organisere en virkelig aktivt kæmpende befolkning, der selv handler og selv beslutter. Det kan kun en selvstændig folkelig organisering. I den revolutionære tradition har vi især fokuseret på den selvstændig organisering på arbejdspladserne, ikke mindst på industriarbejdspladserne. Det er stadig centralt, fordi den produktion, service og administration, som foregår på arbejdspladsen, er det, der får samfundet til at fungere. Den, der har magten på arbejdspladserne, har magten i samfundet. Men mennesker mærker også konsekvenserne af den kapitalistiske vanrøgt af samfundet andre steder end på arbejdspladserne, og de organiserer sig i lokalområder, de går sammen om enkeltsager, og de koordinerer kampe på tværs af grænser. Hvilke kampe og hvilke organiseringer, der vil udvikle sig om fem, ti eller femten år, er ikke til at forudse, men en socialistisk samfundsomvæltning vil kun kunne lykkes, hvis det lykkes at samle og koordinere alle disse bevægelser og alle disse organiseringer. International solidaritet Mellem disse sektorer er der en indbyrdes dynamik. Den kapitalistiske globalisering, kapitalens internationale institutioner og den globale protestbevægelse mod denne udvikling skaber yderligere sammenhæng mellem udviklingen i de tre sektorer. I vores del af verden har vi en særlig opgave i at støtte dem, der kæmper mod udbytning og undertrykkelse i de andre verdenssektorer, og at angribe de ansvarlige regeringer, selskaber og institutioner, som fra deres hjemsted i den rige del af verden har et ansvar for denne udvikling. Vi kan ikke forudse, hvor et revolutionært gennembrud først vil finde sted, men under alle omstændigheder vil det være en helt central international solidaritetsopgave at give fuld støtte til en sådan et gennembrud, uanset hvor i verden det foregår. Hvor vigtigt solidaritetsarbejde end er, må det ikke blive den dominerende indsats for i vores revolutionære strategi. Den vigtigste opgave for socialister at kæmpe dér, hvor vi selv er. Det er her, vi har de bedste muligheder for at påvirke udviklingen. Og den bedste støtte til en revolutionær udvikling ét sted i verden er, at revolutionen spreder sig til andre lande. 8. Socialisters organisering Det er nødvendigt med en særlig organisering af revolutionære socialister. Revolutionære socialisters organisering må ikke begrænses af hverken landegrænser eller skel mellem forskellige samfundsgrupper, sager eller bevægelser. Den revolutionære organisation skal kunne fungere som organiserende og ledende kraft. Derfor skal den på én gang være demokratisk og handlekraftig. Folkelige bevægelser udvikler sig i bølger. Fra et lavpunkt, der kan være stort set uden sammenhængende initiativer, til afgørende kampe om samfundets fremtid. De socialister, som skal bidrage til kampe med evner og erfaringer fra andre kampe, kan ikke også fungere i sådanne bølger. De må bevare kontinuiteten. De må udvikle teoretiske kundskaber med henblik på en handlingsrettet, videnskabelig analyse af samfundet. Og i perioder med stilstand i folkelige
bevægelserne, må de sikre, at erfaringer og kundskaber samles og gennemarbejdes. Derfor er det nødvendigt med en særlig og kontinuerlig organisering af revolutionære socialister i et revolutionært parti eller en revolutionær kerne. Denne organiseringsform skal stræbe efter at forene socialister, som ud fra fælles programmatiske standpunkter er aktive i og samler erfaringer fra alle sektorer af kampe og alle sektorer af verden. Revolutionære socialisters organisering i et parti må altså ikke begrænses af hverken landegrænser eller skel mellem forskellige samfundsgrupper, sager eller bevægelser. Det er nødvendigt med et socialistisk masseparti, som er organiseret på tværs af landegrænser. Den revolutionære organisation skal kunne fungere som organiserende og ledende kraft. Og den skal vinde massernes opbakning for overhovedet at blive et revolutionært parti. Den må derfor kombinere to træk i sit politiske og organisatoriske virke: * Den skal være demokratisk. Fuld frihed til kritik er en absolut nødvendighed for at sikre den størst mulige præcision i analyserne og den stærkest mulige forbindelse med reelle kampe. Det er ikke specielt ønskeligt at bruge megen tid og mange kræfter på interne stridigheder, men det er nødvendigt, at den revolutionære organisation kan rumme diskussion mellem de forskellige synspunkter, som uundgåeligt opstår. Kun gennem fri meningsudveksling kan organisationen udvikle sig og blive i stand til at tage stilling til nye situationer og ændrede arbejdsbetingelser. Alternativet er, at organisationen og dens medlemmer forstener i forældede standpunkter. Desuden vil begrænsning af debatfriheden skabet utilfredshed og udsivning. Derfor må medlemmerne af en revolutionær organisation have ret til at organisere sig som mindretal for at fremføre en fælles kritik af flertallet og af ledelsen og præsentere alternative holdninger og handlingsforslag. * Den skal være handlekraftig. Fuldstændig enhed i handling er en absolut nødvendighed for at sikre en effektiv politisk og organisatorisk praksis, der kan forbinde organisationen med faktiske bevægelser. Det er også en fundamental forudsætning for reelt organisationsdemokrati. Det formelle ledelsesvalg sikrer, at den politik, som flertallet vedtager, bliver ført ud i livet. Alternativet til en organisation med valgt ledelse er ofte, at en mere eller mindre tilfældig klike kan lede organisationen uden hensyntagen til flertallets politiske linje. Disse to træk i den revolutionære organisation, demokrati og centralisme, er først og fremmest politisk bestemt. De er bestemt af den hovedopgave, som revolutionære socialister har sat sig, nemlig at arbejde for en omstyrtelse af det kapitalistiske samfund og for menneskemassernes egen opbygning af et nyt, socialistisk samfund. Misforholdet mellem det objektive behov for en anden verdensorden og den subjektive bevidsthed og kampvilje på masseniveau udgør det vakuum, som det er op til de revolutionære socialister at udfylde. Det indbyrdes forhold mellem demokrati og centralisme vil variere alt efter de konkrete, objektive forhold. Men ingen af dette forholds to bestanddele må nogensinde sættes ud af kraft, 9. Efter en socialistisk revolution Afskaffelsen af kapitalmagten er kun begyndelsen på den proces, der skal revolutionere hele samfundet, socialt såvel som kulturelt. I overgangsepoken efter en revolution vil demokratiet blive radikalt udvidet. En grundlæggende målsætning for den socialistiske revolution er at sikre, at så mange mennesker som muligt skal have så frie valg som muligt på så mange af livets områder som muligt. Hele vores socialistiske projekt bygger på en grundlæggende tillid til, at menneskeheden indeholder et umådeligt potentiale, som vil kunne udfoldes under gunstigere omstændigheder end de kapitalistiske. Ikke alle menneskehedens problemer vil være løst med ét dagen efter en socialistisk revolution. Undertrykkelsen af og mellem mennesker har stået på i tusinder af år og vil ikke kunne forsvinde
fra den ene dag til den anden. Afskaffelsen af kapitalmagten er derfor kun begyndelsen på den proces, der skal revolutionere hele samfundet, socialt såvel som kulturelt. En socialistisk omvæltning kan kun skabe forudsætningerne for en løsning af de samfundsmæssige modsætninger, som tidligere samfundsformer har skabt. Om disse modsætninger løses, og hvordan, afgøres af det befolkningsflertal, som for første gang vil have opnået en samfundsmæssig magt, som de aktivt har ønsket. Umiddelbart efter en socialistisk omvæltning vil der derfor indtræde en form for overgangssamfund. Hvordan dette samfund vil være organiseret, har det ingen mening at fastlægge i detaljer i dag. Det skal afgøres af de mennesker, som har gennemført den socialistiske revolution, og det skal først og fremmest ske gennem de organiseringer, der har båret revolutionen igennem. Overgangsepoken efter en revolution vil kendetegnes ved, at demokratiet udvides radikalt. Den grundlæggende demokratisering vil bestå i, at de store kapitalistiske virksomheder underlægges samfundskontrol og samfundsstyring. Men demokratiseringen ligger også i, at der skal være fuld frihed til ytringer og foreningsdannelser, herunder partidannelser, så længe disse i praksis accepterer dette nye radikale demokrati. Det skal ikke kræves, at de i deres holdning foretrækker det nye demokrati frem for den gamle styreform, socialisme frem for kapitalisme. Først i tilfælde af kontrarevolutionær vold kan der i fasen umiddelbart efter en revolution gribes ind med forbud. En grundlæggende målsætning for den socialistiske revolution er at sikre, at så mange mennesker som muligt skal have så frie valg som muligt på så mange af livets områder som muligt. Men revolutionens demokratisering af samfundet har også et andet vigtigt formål: Kun et samfund, som er gennemdemokratiseret og dermed har fuld ytringsfrihed kan rette de fejltrin, som er uundgåelige for enhver aktivitet. Der vil ikke være langt fra tanke til handling. Sammen med en bevidst politik, der vender sig mod særlige økonomiske privilegier til valgte og ansatte i ledende og administrative stillinger, er en radikal demokratisering af samfundet også den bedste metode til at undgå den altid eksisterende fare for bureaukratisering, der har redet alle forsøg på at opbygge ikke-kapitalistiske samfund som en mare. Vil det at tillade også borgerlige partier åbne for kontrarevolution? Tværtimod. Hele vores socialistiske projekt bygger på en grundlæggende tillid til, at menneskeheden som helhed indeholder et umådeligt potentiale, som vil kunne udfoldes under gunstigere omstændigheder end de kapitalistiske. Befolkninger, der netop har gjort sig fri af kapitalismens herredømme gennem en massiv selvorganisering fra neden, har krav på en så udstrakt ytrings- og foreningsfrihed som muligt og vil afgjort kunne skelne mellem skidt og kanel. Et socialistisk demokrati er direkte demokratisk, baseret på almindelige menneskers politiske deltagelse. Der skal være fuld ret til tilbagekaldelse af valgte repræsentanter til de forskellige styrende organer. En forudsætning for den almindelige politiske deltagelse er en drastisk reducering af arbejdstiden, som igen bliver gjort mulig af, at der ikke længere skal overproduceres til et ukendt marked, men produceres efter planlægning, hvilket modvirker overflødig spildproduktion og fjerner behovet for ressourcekrævende kapitalistiske bureaukratier og finanssektorer. Der skal indføres lige løn for administrative såvel som produktive hverv, og generelt skal arbejdsdelingen mellem åndsog håndsarbejde gradvis overskrides. Disse er alle forudsætninger for en gradvis bortvisnen af staten. Dette socialistiske demokrati vil ikke fjerne behovet for de revolutionære socialisters organisering i et parti. Der vil stadig være behov for, at politisk skolede folk kan give deres bud på de videre perspektiver. Først i en senere situation, hvor de vigtigste forskelle mellem befolkningerne med hensyn til social status og politisk bevidsthed er jævnet ud, vil politiske partier måske blive overflødiggjort. Det må vi se, når vi kommer dertil. Da vil vi være nået langt.