http://ing.dk/modules/xphoto/cache/72/27507_460_460.jpg Bachelor projekt 2012 Vejleder; Jeppe Ellis Christensen Censor; Greta Jo Larsen

Det pædagogiske arbejde med formidlingen af de digitale mediers betydning for relationen mellem barn og voksen -projektet tager afsæt i brugen af mobiltelefoner. http://ing.dk/modules/xphoto/cache/72/27507_460_460.jpg Bachelor projekt 2012 Vejleder; Jeppe Ellis Christensen Censor; Greta Jo Larsen Studerende 09MÅ; Tine V. Sørensen 112382, Maja M. Nielsen 112357 Via University College, Pædagoguddannelsen JYDSK, Randers og Grenå Antal anslag; 66.197

Indhold Emne... 3 Indledning... 3 Problemstillinger... 4 Afgrænsning... 4 Metode... 5 Videnskabsteori... 5 Børnesyn og samfundssyn... 6 Børnesyn... 6 Samfundssyn... 6 Hermeneutik... 6 Teoretisk ståsted... 8 Feltarbejde... 9 Praksisfortælling som metode... 9 1.del (Maja)... 10 Nære relationers betydning... 10 Afbrydelser af relationer i vuggestuen... 12 Institutionelle forhold.... 15 Børnenes perspektiv... 15 Pædagogens indstilling til mediet... 16 Kultur... 17 2. del... 18 Et kort historisk tilbageblik på samfundets udvikling... 18 Den kulturelle udvikling... 19 Samfundsudviklingen kontra kultur... 19 Samfundets indflydelse på individet... 20 Mobiltelefonen... 22 1

3. del (Tine)... 23 Pædagogens legitime tilstedeværelse i barnets livs-verden... 23 Pædagogprofessionens værdisætning... 25 Hvordan formidles budskabet på en konstruktiv måde?... 26 Æstetik... 26 Samfundet og æstetik... 27 Aktuel debat i medierne... 28 Konklusion... 28 Perspektivering... 29 Bibliografi... 30 Bilag 1- Systematisk dataindsamling.... 33 2

Emne Det pædagogiske arbejde med formidlingen af de digitale mediers betydning for relationen mellem barn og voksen -projektet tager afsæt i brugen af mobiltelefoner. Indledning Nutidens samfund beskrives som det senmoderne - eller postmoderne samfund. Samfundet er under konstant forandring, og specielt fokuseres der på den accelererende forandringstakts indflydelse på individet. Viden er midlertidig og forandres i takt med at ny viden opstår, hvilket resulterer i, at mennesket konstant reflekterer over tilværelsen. Senmoderniteten er bl.a. kendetegnet ved de digitale mediers placering i tilværelsen, hvor informationer og viden er tilgængelig på alle tider af døgnet. Mennesket står til rådighed i stigende grad med udbredelsen af e-mail, mobiltelefoner, facebook, skype og andre informations kilder. Ifølge den engelske sociolog Anthony Giddens (Kaspersen, 1996) påvirker de digitale medier ikke kun det offentlige rum, men i høj grad også de sociale relationer. Han understreger, at det moderne samfund bl.a. kendetegnes ved, at sociale relationer optræder på tværs af tid og rum. I dette årti er mobiltelefonen blevet en integreret og meget synlig del af samfundet. Går man en tur på gaden eller spiser frokost på cafeen, er det tydeligt, hvor stor og en naturlig del mobiltelefonen er i vores dagligdag. Gadebilledet er fyldt med eksempler på forældre, som taler i telefon frem for at være opmærksom på barnet i barnevognen, eller som fravælger nærværet med barnet på cafeen for f.eks. at tjekke facebook. Mobiltelefonen er medspiller i mange forskellige interaktioner mellem mennesker. Den fungerer som kontaktled mellem forældre, venner, arbejde etc. Mobiltelefonen er også tilstede i den nære relation mellem mennesker, som en usynlig medspiller der ofte afbryder samspillet mellem parterne. I kraft af sin tilstedeværelse er mobiltelefonen også en faktor, der har indflydelse på graden af, hvor opmærksomme og nærværende kontakten til et andet menneske er og opleves. Udviklingen inden for digitale medier foregår i et tempo hvor det kan være svært at nå, at reflektere over hvilken indflydelse det har på tilværelsen. Der har været fokus på, hvordan voksne i stigende grad påvirkes af samfundets krav om tilgængelighed, hvor mobiltelefonen spiller en væsentlig rolle. Hvorfor springer den voksne for eksempel af sted for at tage 3

telefonen? Mobning mellem unge over sms fylder i debatten om mobiltelefoner, men en debat om mediets betydning for de nære relationer mellem barn og voksen synes svær at opstøve. Er pædagoger og forældre bevidste om deres handlinger, når telefonen ringer og opmærksomme på, hvad afbrydelsen i den nære kontakt gør ved barnet? Tilsyneladende mangler en sådan debat både i det pædagogiske felt og privatsfæren. Er det pædagogens opgave at formidle telefonens betydning for barnets trivsel og udvikling, og i hvilken form skal pædagogen formidle budskabet? Befolkningen er træt af løftede pegefingre fra fagfolk med interesse i børn og deres trivsel. Alle forældre kender skiltet på indgangsdøren til institutionen med mobiltelefonen. Med forbuddet følger ingen faglige argumentationer for, hvordan mobiltelefonens afbrydelser påvirker barnet. Paradoksalt nok oplever forældrene i samme institution, at deres aflevering bliver forstyrret af institutionens mobil- eller fastnettelefon. Pædagoger skal derfor i langt højere grad tænke over deres tilgang til formidling af pædagogiske intentioner, idet pædagoger ofte betegnes som bedrevidende og at de blander sig i problematikker udenfor institutionens rammer. Problematikkerne omkring mobil- og fastnettelefonens mange afbrydelser leder til følgende problemstillinger for projektet. Problemstillinger Hvad kan det have af betydning for barnets opvækst, når der sker kontinuerlige afbrydelser i kontakten mellem barn og voksen? Er vi i det senmoderne samfund på vej væk fra det nære sociale samvær? Hvilken ret har pædagoger til at formidle viden om adfærd hos forældre og andre, som har en negativ påvirkning på barnet? Hvordan formidler pædagogen betydningen af digitale mediers indflydelse på samværet mellem mennesker med størst mulig succes? Afgrænsning Samfundets krav om at være til rådighed afspejler sig i institutionsmiljøet. Hensynet til forældre og andre synes prioriteret højt i forhold til nærværet med børnene. Telefonen ringer, og pædagogen eller medhjælperen afbryder en igangværende aktivitet eller en nærværende relation for at tage telefonen. Dette er ikke anderledes, end det det altid har været, men set fra barnets perspektiv, afbrydes barnet i kontakten med en voksen af telefonen og andre digitale medier i mange forskellige sammenhænge og i langt højere grad end før hen. Projektet har sit 4

afsæt i en integreret institution med 0-6årige børn, hvor fokus er på pædagogernes praksis i forhold til brugen af telefoner, og hvordan børnene reagerer på afbrydelserne. Anden del af projektet giver et bud på, hvorfor de digitale medier og specielt mobiltelefonen er en integreret del af vores hverdag. Sidste del af projektet er formidlingsdelen, som bredes ud og henvender sig til pædagoger, forældre og andre med interesse i børns trivsel. Vi har valgt ikke at fokusere på fordele ved brugen af mobil- og fastnet telefoner i kontakten mellem pædagog og forældre og i andre sociale relationer. Metode Bachelorprojektet er et type 2 projekt med en afsluttende æstetisk produktion. Det skriftlige produkt er delt i tre dele. I første del søges svar på om mobil- og fastnettelefonens afbrydelser, påvirker barnets opvækst og den nære relation mellem barn og voksen. Mobiltelefonen er ved at blive en fast del af institutionsmiljøet. Om mobiltelefonens indtog i børnehaveregi får afgørende betydning for, hvor ofte samspillet mellem børn og pædagoger afbrydes, kræver en undersøgelse, rettet specifikt mod mobiltelefonen. Anden del er rettet mod mobiltelefonens placering i samfundet, hvor vi ser på mobiltelefonens betydning for relationsdannelsen. Tredje del beskæftiger sig med formidlingen af pædagogiske budskaber. Projektet bygger på et litterært studie og på indsamlet empiri via feltarbejde. Videnskabsteori I det pædagogiske arbejde udføres mange handlinger uden egentlig nærmere eftertanke. Vi tænker ikke over hvorfor, vi for eksempel taler på en bestemt måde til en gruppe af børn og taler anderledes til en anden gruppe. Mange hverdagshandlinger reflekterer vi ikke over, men indimellem standser vi op og overovervejer, om en anden tilgang til barnet kan gøre en forskel i relationen til barnet. Videnskabsteori handler om, hvordan man anskuer et givet felt. Videnskabsteori stiller krav til at reflektere over egne handlinger og om de pædagogiske teorier eller retninger, som oftest er beskrevet for pædagogiske institutioner, er egnede, og hvad de betyder for det daglige arbejde. (Jacobsen, 1999) Videnskabsteori kan ses som en teori, hvor man tilegner sig viden ud fra en erkendelse af, hvilke tanker og teorier der ligger bag en given handling. Denne tilgang er med til at kvalificere det pædagogiske felt. Enhver som påbegynder et projekt må derfor forholde sig til, at resultatet ikke kun afhænger af projektets interessefelt, men også af individets menneskeog samfundssyn. 5

Børnesyn og samfundssyn Menneskesyn og samfundssyn skal ifølge Erik Sigsgård (Sigsgård, 1992) ekspliceres i projekter, som omhandler børn og børns forhold til voksne. Pædagogen bliver modtagelig og åben for nye indgangsvinkler til analyse, hvis disse forhold synliggøres. Sigsgård henviser til Kuhn, som stiller spørgsmålstegn ved, hvordan man undgår, at beskrivelsen ved ensidig belysning blot tjener til at bekræfte forforståelsen. Børnenes egne udsagn skal medtænkes, siger Sigsgård, for at undgå at forskningen stivner i selvbekræftelser, samtidig med at værdiforankringen skal være synlig. Mere generelt er der dog de senere år en tendens til at overse værdiforankringen og lade den uomtalt. Det kunne se ud til at den øgede politiske styring af forskningen har større indflydelse end vægtigt teoretiske indsatser (Sigsgård, 1992, s. 39) Børnesyn Udgangspunktet for dette projekt er at barnet ses som kompetent fra fødsel. Vi er af den opfattelse, at barnet er født med iboende kompetencer for at knytte sig til omsorgsgiveren, uanset om omsorgsgiveren er barnets biologiske mor eller far. Tilknytningen har stor betydning i barnets første leveår, men kan udvikles via nærværd, empati og omsorg gennem hele livet. Erfaringer fra praksis synes at vise, at barnet søger specifikke voksne. Vi tænker derfor, at barnet er selektivt i udvælgelsen af omsorgsgiveren eller den signifikante anden og knytter sig til voksne, som passer til barnets behov. Samfundssyn Mennesket er en del af samfundet, og samfundet påvirker individet. Udviklingen synes dog at gå i en retning, hvor samfundet får større og større indflydelse på individet. Dette samfundssyn skinner igennem i projektet, idet udviklingen inden for digitale medier synes at overhale eller overrumple almindelig sund fornuft. Mobiltelefonen lader til at påvirke individet i samvær med andre mennesker i en sådan grad, at det kan virke skræmmende. Hermeneutik Den hermeneutiske-fænomologiske metode, også kaldet fortolkningens kunst, adskiller sig fra f.eks. den naturvidenskabelig tilgang ved at søge forståelser. Arbejder man derimod efter en naturvidenskabelig metode, er fokus på forklaringer og reproduktion. I bestræbelserne på at søge forståelse spiller fordomme eller forforståelser en vigtig rolle. Lauritzen referere til Gadamer, som mener at begrebet skal medtænkes som en positiv faktor i forsøget på at forstå 6

en given situation. Først når fordomme eller forforståelser er synliggjorte og erkendte, kan en ny forståelse eller nyvunden erkendelse finde sted, og nye fordomme opstår. Denne proces kaldes den hermeneutiske cirkel. (Lauritzen, 2006) Forforståelsen præger i højere grad, end vi tænker over, vores måde at se virkeligheden på. (Thurén, 2007, s. 66) Et projekt må tage udgangspunkt i en hypotese, og denne må bygge på forforståelse af problematikken. Forforståelsen er afhængig af kulturel og samfundsmæssig baggrund. Samfundet har indskolet os i at opfatte virkeligheden på en måde, som stemmer overens med samfundets kultur. (Thurén, 2007) Projektet er bygget op om tre hypoteser rettet mod henholdsvis 1., 2. og 3.del af projektet. Første del af projektet søger at belyse, om der er empirisk og teoretisk grundlag for at antage følgende: 1. Kontinuerlige afbrydelser i barn- voksen relationen påvirker negativ barnets evne til at indgå i nære relationer. Projektets analysedel om hvorvidt barnet påvirkes af de mange afbrydelser i den nære kontakt med voksne er underlagt fordomme eller forforståelser. Erfaringer fra praksis antyder at børn reagerer på afbrydelser generelt. Anden del af projektet søger indsigt i, hvilke samfundskulturelle mekanismer der har betydning for sociale relationer. 2. Samfundets krav om tilgængelighed påvirker i stigende grad uhensigtsmæssigt samspillet mellem mennesker. Egne erfaringer med mobiltelefonens tilstedeværelse i dagligdagen ses som et forstyrrende element, der spiller en stor rolle for vores forforståelse. Projektets tredje del handler om formidlingen af pædagogiske budskaber. 3. Pædagoger blander sig i forhold, som hører til i privatsfæren, og pædagogiske intentioner formidles ikke altid med lige stor succes. Hypotesen udspringer af egne erfaringer i diskussioner om, med hvilken legitimitet pædagoger kan eller skal blande sig i forhold, som tilhører privatsfæren. Debatten finder også sted i net-debatter, mødre grupper, tidsskrifter og faglitteratur. Projektet formidlingsdel er 7

rettet mod alle som har interesse i børn og deres trivsel og henvender sig ikke udelukkende til forældre Teoretisk ståsted 1. dels teoretiske ståsted. Til at belyse hvilken betydning den nære relation har for barnet, har vi valgt at tage udgangspunkt i John Bowlbys teori om tilknytning. Bowlys teori refereres stadig til af nutidige udviklingspsykologer og synes brugbar i forhold til vores børne- og samfundssyn. Vi bruger tilknytningsteorien til at indkredse den nære relations betydning for barnet. Vi vælger at kaste et kritisk syn på tilknytningsteorien med udgangspunkt i psykolog/sociolog professor i udviklingspsykologi ved Århus Universitet Dion Sommer. Vi ser kulturen som en væsentlig faktor for, hvad voksne formidler til børnene. Til at synliggøre hvad kultur er, og hvordan vi som pædagoger formidler kultur til børn, benytter vi lektor i børne- og ungdomskultur ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet Herdis Toft. Rummets indretning, udsmykning og valg af inventar siger noget om institutionens kultur. Eva Gulløv og Susanne Højlund beskriver, hvordan fysiske genstande fortæller en historie om institutionen, og hvad det fortæller om de mennesker, som arbejder under disse forhold. 2. dels teoretiske ståsted. I Danmark er mobiltelefoner en integreret del af børns tilværelsen. Vi tænker at mobiltelefonen kan have betydning for barnets opvækstvilkår og for barnet som fremtidig voksen borger i samfundet. Med afsæt i Sociolog G. Simmel opridses kort et datidigt perspektiv på samspillet mellem individet og samfund. For at anskueliggøre samfundets påvirkning på individet, benytter vi Pierre Bourdieu s syn på det sociale rums betydning for det enkelte individs mulighed for livsudfoldelse. Til at beskrive hvordan samfundets krav influerer på kulturen, refererer vi til teknologirådets rapport om balancen mellem arbejdsliv og andet liv, som søger at belyse arbejdslivet indflydelse på tilværelsen. Sidst i anden del sætter vi fokus på mobiltelefonen ifølge Helene Arvad Clemens og Lis Faurholt. 3. del Tredje del af projektet starter med en diskussion om hvorvidt pædagoger bør blande sig i forhold der tilhører privatsfæren. Vi har valgt at diskutere, om det er i orden at formidle viden om dette specifikke emne til forældre, og hvordan det skal formidles med udgangs i henholdsvis dagtilbudsloven og Fred Nielsen Carstens og Søren Lauritsens kritisk pædagogik. 8

Efterfølgende er det nærliggende at stille spørgsmålstegn ved hvorfor det, er så svært for pædagoger at formidle pædagogiske budskaber. Med afsæt i Esther Nørrgård-Nielsens bog pædagoger i skyggen synliggøres mulige begrundelser for professionens lavstatus position. I anden dels afslutning, lægges der op til projektets æstetiske produktion. Æstetikbegrebet belyses af Kirsten Fredens og Elsebeth Kirk, og Bennye D. Austring og Merete Sørensen. Feltarbejde Feltarbejdet stammer fra en integreret institution med børn i alderen 0-6år. Der er to huse i institutionen. I det ene er vuggestuebørnene og i det andet børnehavebørnene. Begge huse har en mobiltelefon til rådighed. Ligeledes er der en leder telefon. Fra 6.30 til 7.00 er der to personaler på arbejde, og klokken 7.30 møder yderlige to personaler ind. Alle børn bliver i dette tidsrum afleveret i det samme hus. Det er oftest personalet i vuggestuen, der tager telefonen. Undervejs i projektet inddrages informationer fra systematisk indsamlet data om, hvor ofte kontakten afbrydes af telefonen suppleret med praksisfortællinger til at belyse mobil- og fastnettelefonens indflydelse på dagligdagssituationer i institutionen og i barnets hverdag. De systematiske data er vedlagt opgaven som bilag. Praksisfortælling som metode Ifølge Clausen og Lauritzen stammer praksisfortællingen fra hermeneutikken. Praksisfortællingen kan bruges til at beskrive, analysere, forstå og dokumentere sociale samspil og kan føre til ny erkendelse om praksis. Fortællingen afspejler praksis. Praksisfortællingen er særligt anvendelig indenfor det pædagogiske felt, fordi arbejdet ofte er forbundet med handlemåder, som stammer fra egne erfaringer, og som er usynlige for andre. Den synliggør handlemåder og situationer, som derefter kan tolkes og analyseres og skabe stof til eftertanke. Praksisfortællingen er subjektiv og selektiv i sin form, idet fortællerens hensigt med fortællingen fremhæver visse elementer og skubber andre i baggrunden. Det er op til fortælleren at selektere i den givne situation og udvælge det, som har betydning. I denne udvælgelse ligger mange informationer om fortælleren og fortællerens pædagogiske praksis. (Clausen & Lauritzen, 2004) Sigsgård ville med rette tilføje, at det er vigtigt at medregistrere egne reaktioner og følelser for at få et reelt billede af alle forhold. Praksisfortællingen evner at belyse arbejdsmetoder og handlemønstre, som umiddelbart ikke fremstår som et problem, fordi handlingen er en del af institutionelle logikker. Egne erfaringer 9

med praksisfortællingen viser, i processen med at nedfælde fortællingen kommer ureflekterede tankevækkende praksisser frem, som ikke før var synlige. Det er vigtigt at understrege, at praksisfortællingen er skribenternes - og ikke barnets egen fortælling. Praksisfortællingen er en metode til at synliggøre, hvilken adfærd barnet udviser, når kontakten mellem barn/voksen afbrydes af telefonen. Den belyser ligeledes ydre betingelser og skaber fokus på pædagogernes indstilling til mediet. Praksisfortællingen er et eksempel på at benytte den hermenautiske tilgang, hvor fortolkningerne bygger på skribenternes egne oplevelser i et forsøg på at opnå en ny erkendelse. 1.del (Maja) Nære relationers betydning Grundopfattelsen på det børnesyn vi har i dag er, at barnet er født med iboende kompetencer, som udvikles i relationer, barnet indgår i. Det er en grundlæggende antagelse, at barnets byggesten dannes i den tidlige barndom, hvilke har afgørende betydning for barnets videre udvikling. De kapaciteter barnet grundlægger i barndommen ses i dag som byggeklodser, som kan videre udvikles gennem voksenlivet. (Clausen P., 2007) John Bowlby var uddannet psykoanalytiker og levede fra 1907-1990. Han var den oprindelige udvikler af tilknytningsteorien, en psykologisk teori der omhandler betydningen af barnets stærke bånd til omsorgspersonen. Den beskriver barnets behov for tilknytning som et basalt behov, der sikrer, at barnet overlever. I takt med udviklingsteoriens udarbejdelse ansatte Bowlby den amerikanske udviklingspsykolog Mary Ainsworth (1913-1999). Ainsworths interesseområde indenfor psykologien var først og fremmest normalpsykologiske problemstillinger. Hun ville især gerne forstå, hvilke mekanismer i sammenspillet mellem mor og barn der gør, at nogle børn udvikler indre utryghed. I 1954 flyttede Ainsworth til Uganda, hvor hun fik kontakt med seks familier, som hun herefter påbegyndte sine undersøgelser ud fra. Hun besøgte familierne to timer hver anden uge, til børnene var 9måneder. Her hun fik lov til at iagttage sammenspillet mellem mor og barn og interviewede samtidig mødrene. Efter nogle år flyttede Ainsworth til Baltimore, hvor hun genoptog sine undersøgelser med amerikanske middelklasse familier. Med hjælp fra andre observatører blev i alt 26 amerikanske familier iagttaget. I alt blev det til 72timers minutiøse observationer af hver 10

enkel familie, fra barnet var 0-12måneder. Mary Ainsworth udviklede i 1960'erne den såkaldte Strange Situation procedure, der gjorde det muligt at observere børns forskellige tilknytningsmønstre. Observationerne havde til formål at observere barnets adfærd ved separation samt ved genforening med nærmeste omsorgspersonen. (Broberg, Granqvist, Ivarsson, & Mothander, 2008) Barnet er ifølge Bowlby født med en tilknytningsadfærd, der har til formål at hjælpe barnet med at skabe og opretholde fysisk kontakt med omsorgspersonen, f.eks. smil og gråd. Adfærdsformerne koordineres hos barnet og lagers i barnets tilknytningssystem. Dette hjælper barnet til at udforske verden under rimelig sikre betingelser. Tilknytningsadfærden og tilknytningssystemet har deres modstykke hos omsorgspersonen, som reagerer på dem med omsorgsadfærd og sit omsorgssystem. Begrebet tilknytning refererer til en varig indre repræsentation af relationen til omsorgspersonen, der gør at barnet i tilfælde af stress eller angst søger omsorgspersonens nærhed. Dermed bliver tilknytningspersonen barnets stærkeste følelsesmæssige relation, hvor barnet søger tryghed og omsorg. I takt med tilknytningssystemets udvikling, udvikles barnets tilknytningsrelation. (ibid.) Tilknytningsrelationer reguleres gennem adfærdssystemet, der udvikles tidligt i livet. Systemet aflæser den fysiske nærhed og psykologiske tilgængelighed af tilknytningspersonen. Graden af tryghedsfølelsen hos barnet afhænger af, hvor tilgængelig tilknytningspersonen er for barnet. I sammenspillet mellem barn og tilknytningsperson danner barnet, fra det er helt spæd indre arbejdsmodeller, som barnet bruger til at forudsige tilknytningspersonens adfærd og følelser. Barnet bruger ligeledes arbejdsmodellerne til at regulere sin egen adfærd og følelser. Arbejdsmodellerne har ifølge Bowlby stor betydning for, hvordan barnet senere i livet opfatter og reagerer i andre nære følelsesmæssige relationer. (ibid.) Barnet udvikler ifølge Bowlby ikke tilknytning til sine forældre af biologiske årsager, eller fordi forældrene giver barnet mad. Barnet knytter sig til omsorgspersonerne fordi de beskytter barnet, og giver det omsorg. Barnet vil knytte sig til sine omsorgspersoner, uanset om omsorgen er optimal ej. Til at identificere hvilke tilknytningsmønstre barnet udvikler i sit adfærdssystem, bruger Bowlby, Ainsworths observationer fra Strange Situation procedure. Her blev identificeret tre forskellige tilknytningsmønstre, som blev inddelt i; 11

1. Det trygge tilknytningsmønster: B/barnet bruger forældrene som en tryg base og udforsker omverden på egen hånd. Det reagerer på at blive separeret fra omsorgspersonen og ved genforening viser barnet interesse og glæde ved at se omsorgspersonen og er i stand til at påbegynde sin leg igen. 2. Det utrygge undgående tilknytningsmønster: barnet er usikkert og bange for adskillelse, kan ikke udforske verden på egen hånd. Ved separation undgår barnet at vise følelser og reagerer på genforeningen ved at være uopmærksomme på omsorgspersonen. 3. Det utrygge Ambivalente tilknytningsmønster: Barnet er klæbende og ved adskillelse reagerer det kraftigt f.eks. ved at smide sig ned og sparke til døren, barnet vil ikke trøstes. Ved genforening klamre barnet sig til omsorgspersonen, som har svært ved at trøste barnet. (Bowlby, 1994) I kraft af ny forskning af Ainsworths undersøgelser så Main og Solomon i 1990, børn der ikke havde nogle af disse organiserede mønstre. De identificerede endnu et tilknytningsmønster som de klassificerede som; 4. Det desorganiserede tilknytningsmønster: barnet har ikke noget mønster. Det udviser modstridende og uforståelig adfærd i form af overdreven vrede eller omsorg. (Broberg, Granqvist, Ivarsson, & Mothander, 2008) Tilknytningsmønsteret til omsorgspersonen udvikles primært på grundlag af den omsorg, barnet får i de første to leveår. I kraft af at barnet bliver ældre, vil barnet have større indflydelse på omgivelserne, fordi barnets signaler bliver tydeligere og svære at påvirke. Barnets indre arbejdsmodeller af tilknytning vil påvirke den måde barnet møder sine omgivelser, hvilket får betydning for, hvordan omgivelserne responderer barnet. Det er ifølge John Bowlby vigtigt, at barnets behov tilfredsstilles på en sådan måde, at barnet udvikler en tro på andre personers pålidelighed. Barnet udvikler derved oplevelsen af overensstemmelse mellem behovsoplevelse og umiddelbar behovstilfredsstillelse, som medvirker til, at barnet føler sikkerhed. At barnet udvikler et trygt tilknytningsmønster, kræver at omsorgspersonen har tid, er engageret, tilgængelig og skaber kontinuitet i kontakten med barnet. Barnet kan ifølge Bowlby udvikle flere tilknytningsrelationer, dog er det ikke alle, der er lige vigtige for barnet. Afbrydelser af relationer i vuggestuen Når børn starter i daginstitution efterlades de ganske små på fremmet territorium. Ud fra Bowlby s teori er barnets tilknytningssystem aktivt, og det søger tryghed. Barnet er i en sårbar 12

situation. Det er vigtigt for barnet at have en nærværende voksen, der kan overtage omsorgspersonens opgave, nemlig at beskytte barnet. Det kan være en svær opgave for pædagoger at skabe sunde relationer til børnene, da de ofte har mange forskellige og tidskrævende opgaver i det daglige arbejde, som ikke direkte har med relationsarbejdet at gøre. Ifølge den systematiske dataindsamling medvirker mobil- fastnettelefonen til at pædagogerne oftere bliver ufrivilligt afbrudt i hverdagssituationer, hvor pædagoger er nærværende og tilgængelige for børnene. Hvordan oplever det lille nystartede barn sammenspillet med pædagogen, når samspillet gentagne gange afbrydes af telefonen? Til at belyse dette spørgsmål inddrages en praksisfortælling: Lotte på ti måneder er lige startet i institutionen. Det er hendes første dag uden forældrenes tilstedeværelse. Hun sidder på gulvet og hygger med pædagogen Kate. Lotte smiler til Kate, og Kate finder noget legetøj i en kasse, der står på gulvet. Lotte kigger ned i kassen og finder en bus, som hun tager op. Kate synger Hjulene på bussen. Lotte begynder at vrikke ivrigt med, og det samme gør Kate. De har en god kontakt og nyder hinandens nærvær. Telefonen ringer. Der er ikke andre pædagoger til stede, så Kate tager telefonen. Lotte kigger efter Kate og begynder at græde. Kate går lidt væk for bedre kunne høre, hvad der bliver sagt i telefonen. Lotte græder endnu mere. Da Kate er færdig med at snakke i telefon, vender hun tilbage til Lotte. Kate tager Lotte på skødet og finder bussen frem igen. Hun prøver at genoptage det hyggelige samvær, men Lotte græder fortsat. Til sidst rejser Kate sig op med Lotte på armen, hun går rundt og trøster hende. Efter ti minutter kan Lotte og Kate genoptage deres leg på madrassen, dog er Lotte noget mere klæbende på Kate. Praksisfortællingen viser, at Lotte bliver utryg, da Kate rejser sig fra gulvet. Kate lader ikke til at være opmærksom på Lottes signaler og går endnu længere væk. Dette gør hun sandsynligvis for at kunne høre, hvad der bliver sagt i telefonen. Lottes gråd lader ikke til at virke forstærkende på Kates omsorgsadfærd, og Lotte føler sig muligvis overset eller ignoreret. Hvis disse situationer sker gentagende gange i institutionen, vil barnet eventuelt udvise en utryg tilknytning til pædagogerne. Praksisfortællingen viser, at tilknytningssystemet er aktivt, når barnet starter i vuggestuen, og det må derfor være pædagogens opgave at reagere på signalerne. Bowlby bruger i sin teori Mary Ainsworths undersøgelser omkring samspillet mellem omsorgsperson og barn til at belyse, hvordan omsorgsperson og barn kommunikerer med hinanden, og hvilken betydning det har for barnets evne til senere at danne relationer. Han 13

understreger, at et barn med et utrykt tilknytningsmønster, senere i livet kan have problemer med f.eks. at vise tillid til andre mennesker eller have svært ved at indgå i nære relationer. Projektet antyder at mobil- og fastnettelefonens mange afbrydelser kan have betydning for, hvordan barnets tilknytningsmønster udvikler sig i institutionen og derved også barnets evne til at indgå i fremtidige nære relationer. Det kan diskuteres hvor stor betydning påvirkningerne fra institutionen får på barnets udviklingsmuligheder, alt efter hvilket syn man har på barnet. Kritik af Bowby Dion Sommers studier sammentænker udviklingspsykologi med bl.a. socialpsykologi, historie, sociologi, antropologi og pædagogik. Han understreger, at en sådan tværfaglig tilgang skaber en langt mere nuanceret forståelse af barnet. Sommer kritiserer Bowlbys tilknytningsteori for at være alt for fokuseret på, at barnet tidligt tilegner sig et tilknytningsmønster, som er svært at påvirke senere i livet. I sit tidlige arbejde så Bowlby udelukkende moderen som vigtig i forhold til det lille barn. Sommer er kritisk overfor Bowlbys udlægning om barnets kritiske perioder, hvor mor-barn kontakten betragtes som alt afgørende for om barnet udvikler sig normalt. Han omtaler, at Bowlby med tiden ændrede holdning til fasetænkningen. Bowlby så i sit senere arbejde barnet som lettere påvirkeligt i forhold til at ændre tilknytningsmønstret end ellers fastsat efter barnets første leveår. Ligeledes ændrede Bowlby holdning angående det vigtige bånd til moderen, da han i sit senere arbejde antog, at barnet kunne knytte sig til andre signifikante som f.eks. Faderen, bedsteforældre osv.. Et andet kritikpunkt ifølge Sommer er, at Bowlby ikke tager højde for, om kulturelle forskelle har betydning for barnets tilknytning. (Sommer, 2003) I kritikken om hvorvidt barnets tilknytningsmønster er svært at ændre efter barnets første leveår, forholder vi os midt mellem Bowlby og Sommer. Vi mener, at hvis et barns tilknytningsmønster kun delvist er negativt påvirket i sammenspillet med omsorgspersonerne, vil man som pædagog godt kunne udvikle en tryg tilknytningsrelation til barnet. Dog tænker vi ligeledes, at hvis et barn tilknytningsmønster er meget forstyrret grundet det tidlige sammenspil med omsorgspersonerne, vil det være en svær og måske umulig opgave for pædagogen at skabe en tryg relation til barnet. Mary Ainsworths undersøgelser gjorde delvist op med at kulturen påvirkede barnets tilknytnings evne. Hendes undersøgelser er foretaget i forskellige familier og samfund. Med hendes undersøgelser blev det tydeligt, at det var sammenspillet mellem omsorgsperson og 14

barn, der havde betydning for tilknytningsmønsteret og dermed ikke kulturen. Vi anskuer denne problematik anderledes, idet kulturen og måden vi interagere med hinanden på i samfundet, har stor betydning for den nære relation. Institutionelle forhold. Vendes blikket mod institutionernes syn på telefonen, synes telefonens placering og betydning i hverdagen at vægte højt. Eva Gulløv, mag.scient. og ph.d. i antropologi og Susanne Højlund beskriver institutionsrum som en form for agenter, der understøtter en given social orden og udtrykker forestillinger om børn og barndom, om hierarki og autoritet og om aktiviteter og pædagogik. Et rum afspejler de mennesker, børn som voksne, hvis hverdag udspiller sig i rummet og afspejler de intentioner, disse personer har med stedet. Disse mennesker efterlader sig spor som kommunikerer, skaber betydning, muligheder og begrænsninger for nutidens brugere af rummet, og som fungerer som historiske overleveringer om, hvad der har betydning, og hvad der prioriteres i forestillingen om børn og barndommen. (Gulløv & Højlund, 206) De to forfattere belyser, hvordan ydre forhold påvirker institutionens logikker. Telefonens placering, ofte centralt i institutionens vigtigste rum og i en højde der gør det umuligt for børnene at nå telefonen afspejler, hvordan telefonen prioriteres som vigtig del af pædagogernes hverdag i institutionen. Telefonpulten fremstår som institutionens alter i kraft af placering og voksenstyring. Set fra børnenes perspektiv kunne det være interessant, hvis børnene deltog i pasning af telefonen. Børnehaven er vel også deres domæne! Børnenes perspektiv I forsøget på at indkredse telefonens påvirkning på børnene i den integrerede institution planlagde vi en samlingssituation med de faste pædagoger, hvor de spurgte børnene i henholdsvis vuggestue- og børnehavegruppen om deres forhold til telefoner. De mindste børn havde svært ved verbalt at udtrykke deres erfaringer med telefoner verbalt. Anderledes højlydt foregik snakken hos de 3 til 6årige. Snakken foregik til samling og udmøntede sig i følgende praksisfortælling: Stuepædagog Kitte viser børnene sin egen mobiltelefon og spørger, om de ved, hvad det er for en dims, hun har taget med. Alle snakker i munden på hinanden. Stemningen stiger, og det virker til at alle har en kommentar til spørgsmålet. De mindste børn i gruppen sidder stille og lytter. Kitte spørger Mille på 4 år, hvad hun synes om telefoner. Måske er de sjove. Din 15

telefon er sjov, fordi man kan spille Angry Bird. Kitte griner og ser en smule forlegen ud. Mille fortsætter. Mig og Alexander er 4 år. Man kan spille sådan et træstubspil. Man kan i hvert fælde ikke snakke med dem i Frankrig. Kitte spørger hele gruppen, om der er nogen, som bruger telefoner? JA svarer Mads 5 år. Jeg ringer til børnehaven, når jeg er syg og fortsætter Mormor snakker nogen gange længe og så ser hun ikke på mig. Kitte spørger, om der er nogen, som synes, det er træls, at de voksne snakker i telefon? Nogen gange er det lidt træls, så kan jeg ikke snakke med min mor, hvis jeg vil fortælle noget siger Karl 5 år. Det er tydeligt at børnene tænker over spørgsmålet og har svært ved at italesætte deres følelser. Børnene svarer som udgangspunkt positivt på spørgsmålene. Det virker til at deres fokus er på mobiltelefonens spillefunktion. Lytter man til snakken efter samlingen, snakker mange af de lidt større børn om forældrenes mobiltelefoner, og hvilke spil de må spille. Telefonens funktion som kommunikationsmiddel, figurerer ikke i børnenes umiddelbare bevidsthed, men når der spørges ind til, om telefonen afbryder kontakten med en voksen, er det tydeligt at afbrydelserne påvirker børnene. Børnehavebørnene synes at have kropsliggjorte erfaringer, som frarøver dem tid med de voksne. Det er yderst interessant, at børnehavebørnene ikke ser telefonen som hovedaktør i kampen om de voksnes opmærksomhed. Dette kan skyldes, at telefonen ikke har samme betydning i børnehaveregi, hvor legen er koncentreret om leg med kammerater og ikke de voksne. En anden forståelse kan være, at mobiltelefonen er en integreret del af børnenes hverdagskultur, og at de derfor ikke tænker over, hvordan den influerer på og påvirker deres hverdag. Pædagogens indstilling til mediet Er pædagogerne opmærksomme på mediets indflydelse på samværet med børnene, og er det noget, der diskuteres indenfor institutions kulturen? Det er tirsdag morgen, klokken er kvart over syv. Pædagogmedhjælper Lone og den faste pædagog Helle er på arbejde. Resten af personalet møder løbende ind fra kl. halv otte. Det er Helles ansvarsområde at passe telefonen og evt. tilkalde vikarer i tilfælde af sygdom. Lars er syg og derfor er Helle travlt optaget af at finde en afløser. En lille gruppe af børn sidder og kigger i en bog sammen med Lone. Helle står ved telefonpulten midt i lokalet. Hun kigger lettet på Lone og fortæller, at Gitte kommer i stedet for Lars. I det samme kommer Anton og hans moder ind ad døren. Det er tydeligt, at Antons 16

moder har travlt, og hun skynder sig at sige farvel. Anton på to år løber hen til Helle og fortæller højlydt om det lille egern han så på vej til vuggestuen. Telefonen ringer igen. Alle kigger op, og et af børnene råber, at telefonen ringer. Denne gang rejser Lone sig og skynder sig at tage telefonen. Gruppen af børn opløses straks, og de retter deres opmærksomhed mod Helle. Anton bliver synligt frustreret over, at de andre børn afbryder hans fortælling, og han begynder at græde. Denne lille episode viser, hvordan afbrydelse indirekte påvirker Anton. Det er ikke sikkert, han kobler telefonens afbrydelse med de andre børns pludselige interesse for Helle. Det er også interessant, at Lone ikke virker til at tænke over, hvordan afbrydelse influerer på samværet og i stedet for at fare af sted evt. vælger at lade telefonen ringe. Under vores besøg i børnehaven har ingen pædagoger, medhjælpere eller ledere valgt telefonen fra til fordel for børnene. Tilsyneladende reflekterer pædagogerne ikke over, hvordan denne specifikke handling påvirker samværet med børnene. At tage telefonen virker til at være en integreret del af den pædagogiske institutionskultur. Kultur Vores kultur er sammensat af værdier, normer og traditioner, som mennesker skaber og tilegner sig i samfundet. Kultur bliver skabt i sociale fællesskaber. Kultur opstår i historier, når noget genfortælles og bliver en del af samfundet og familien. Alle mennesker er kulturelle væsener, der er med til at skabe kultur i sociale sammenhæng. Medier og digital teknologi er i dag en vigtig del af samfundet. Vi skaber vores kulturelle identitet, idet vi anvender kulturens tegn til at skabe mening om os selv og for os selv i forhold til andre (Drotner, 2009, s. 166) Pædagoger i daginstitutioner er kulturformidlere. Dette aspekt kommer bl.a. til udtryk i institutioners værdigrundlag, som ofte er beskrevet på dagtilbuddets hjemmeside under pædagogisk praksis. Institutionen kan f.eks. formulere en værdisætning, hvor institutionen vægter nærvær og omsorg med børnene højt. Dog antyder projektet, at der i pædagogisk praksis ikke altid tages højde for hvad pædagoger og andre betydningsfulde voksne videreformidler til børnene, når de smider alt, hvad de har i hænderne og suser af sted for at tage telefonen. For at synliggøre hvilken kommunikations kultur der formidles til børnene, inddrages en praksisfortælling. (Toft, 2010) 17

Det er eftermiddag og lederen fungerer som pædagog på stuen. Vi sidder og spiser, da lederens telefon ringer. Hun rejser sig fra bordet, hvor 5børn sidder og spiser. Børnene bliver urolige, og stemmelejerne hæves. Lederen går længere væk. Et barn kigger efter hende og falder ned fra stolen. Med hjælp fra en anden voksen, bliver han glad sat op på stolen igen. Børnegruppen er i vældigt humør. Da lederen er færdig med at tale i telefon, er børnene på vej ned af stolen for at lege. Hvis dette er den kultur, pædagogerne formidler videre til børnene, omkring hvornår det er ret og rimeligt at tage mobiltelefonen, kan der godt stilles spørgsmålstegn ved, om barnet ser andet, end at telefonen altid har første prioritet. I kraft af at mobil- og fastnettelefonen ofte har samme status i hjemmet, kan det ligeledes være, at barnet, opbygger indre arbejdsmodeller, der antyder, at afbrydelsen er en naturlig del af den nære relation mellem barn og voksen, både i hjemmet og institutionen. Afbrydelser bliver derved en del af barnets kultur. Ligeledes fungerer afbrydelserne som en del af barnets kultur, og derfor er barnet trods afbrydelsen i stand til at opretholde eller starte andre relationer, som f.eks. det at skabe lidt sjov og ballade med de andre børn. Dette er efter vores mening også en værdi at være i besiddelse af. Uanset hvad der er på spil, bliver det med projektet tydeligt at pædagoger bør være mere opmærksomme på hvilken kommunikations kultur, der formidles til børnene. Det lader ikke til, at nogen stiller spørgsmålstegn ved denne kommunikationskultur. Projektet antyder, at mobiltelefonen er blevet en del af samfundskulturen, noget alle bruger, og som er en naturlig del af vores hverdag, både i hjemmet og institutionen. 2. del Et kort historisk tilbageblik på samfundets udvikling Samfundet er et produkt af vekselvirkning proklamerede Sociolog G. Simmel i 1908. Samfundet eksisterer, hvor flere individer indgår i vekselvirkning, som opstår ud fra bestemte drifter eller med bestemte formål. Disse drifter er ikke freudianske, men kan være religiøse, politiske, selskabelige, erotiske osv. Formålet kan være økonomiske, pædagogiske m.v. Disse drifter og formål danner en enhed af individer, som udgør en enhed eller rettere et samfund samfundsmæssiggørelse. (Andersen & Kaspersen, 1996) Samfundet bestod før moderniteten af enheder rettet mod det lille lokale samfund, hvor individualiteten ikke spillede den store rolle. Det postmoderne samfund dannes af individuelle behov, som samler enheder med fælles indhold og formål. G. Simmel beskriver denne 18

opdeling som differentiering og betegner samfundet som mere komplekst og uoverskueligt, men samtidig i stand til at udføre flere varierede funktioner. Udviklingen i samfundet skaber en individualitet, som producerer frihed til individet, samtidig med at individet udleveres til et hastigt udviklende samfund, der truer med anonymitet og fremmedgørelse.(ibid) Simmels analyse af det postmoderne samfund synes allerede i 1908 at forudsige et samfund styret af behov, hvor individet er anonymt og fremmedgjort. Denne fremmedhed synes genkendelig i samspillet mellem mennesker i dag, hvor omsorg for andre end ens nærmeste er på retur og hvor nærværet drukner i krav om læring og udvikling. Inddrager man sociolog Simmels teori, bliver det tydeligt, at tolerancen for forskellighed er på retur, når vi som mennesker har tilbøjelighed til at finde sammen med ligestillede med samme drifter og formål. Kan det tænkes, at denne ensretning munder ud i at vi ikke stiller spørgsmålstegn ved pædagogisk praksis og i dagligdags situationer generelt. Udviklingen mod et mere overfladisk og behovsstyret samfund er i den grad en forudsigelse, som er blevet opfyldt. Den kulturelle udvikling Vi ser kulturen som en vigtig medspiller i børn og voksnes samspil. I takt med at kulturen samt samfundets stigende krav til borgeren om at stå til rådighed, påvirkes omsorgspersonens tilgængelighed for barnet. Kulturen i vores samfund ser ud til at have udviklet sig i en retning, hvor omsorgspersonerne alene står med omsorgen for barnet. Under barsel skal omsorgspersonen ordne alt indenfor husholdningen samtidig med at skulle varetage barnets behov. Her tænkes på madlavning, tøjvask, lægebesøg, planlægge med mødregruppen, handle osv.. Der stilles store krav, ofte fra omsorgspersoner selv, som i større udstrækning påvirkes af mediernes utallige programmer om, hvordan man bliver den perfekte forælder. Der er ikke længere så stor opbakning fra den nære familie, som ofte har travlt med fuldtidsjob og andre personlige interesser. Tidsfaktorer bliver derved en medspiller i relationen til barnet. Tiden udhules i takt med, at vi som mennesker står til rådighed i langt større grad end før hen, og specielt har digitale medier indflydelse på hvordan vi forvalter denne tilgængelighed. Samfundsudviklingen kontra kultur I kølvandet på samfundets hastige forandringstakt er krav til tilgængelighed og rådighed blevet et omdiskuteret emne. Fleksibilitet i arbejdslivet stiller krav om at være til rådighed døgnet rundt og ny teknologi gør hurtige svar muligt. Danskerne er blevet en nation af teknologientusiaster, som insisterer på at kommunikere i døgndrift. (Teknologirådet, 2005, s. 19) 19