Forord til antologien 1 Gud på det fri marked 2 Truslen fra fælleskabstænkningen 8 Lene Espersen og den danske dekadence 10 Tiden i skolen 12 Ånd og

Forord til antologien 1 Gud på det fri marked 2 Truslen fra fælleskabstænkningen 8 Lene Espersen og den danske dekadence 10 Tiden i skolen 12 Ånd og kontrol 15 Sokrates og Lovene 17 Om den iscenesatte solidaritet 27 Taberen på toppen 31 Formidlerne og litteraturen 33 De svages paradis? 35 Om religionsuligheden i Danmark 38 "Danske værdier" 39 Sanitet som social ideologi 41

Forord til antologien Forord til antologien Imellem 2007 og 2010 leverede Bo Nake 13 artikler til Liberator.dk Danmarks markedsanarkistiske webportal. Samtlige blev vel modtaget blandt læserne, og ledte til megen diskussion. Måske ikke mindst fordi artiklernes indhold var mættet med spændende referencer og filosofiske hentydninger.. og var så overbevisende selvsikkert skrevne, (måske kan man endda kalde stilen nonchalant,) at det var provokerende. Det var tydeligt at Bo Nake var en dannet mand med et særligt perspektiv. Men ikke nok med det, så var artiklerne vinklet skarpt mod det danske politiske system, velfærdsstaten, og endda det danske folks samlende mentalitet. Det var modige artikler, både muntre og kritiske, som stadig i 2014 er ligeså aktuelle, som dengang de først blev udgivet på Liberator. Derfor har vi nu fornøjelsen af at præsentere artiklerne samlet, i et læsevenligt format. Vi starter med Gud på det fri marked, Nakes omfattende anmeldelse af God is Back af John Micklethwait og Adrian Wooldridge, og afrunder med Sanitet som social ideologi ; Nakes definitive angreb på det institutionelle Danmark. God fornøjelse. Alexander Kirkegaard, På vegne af Liberator.dk 1

Gud på det fri marked Gud på det fri marked I dag kan enhver gymnasieelev citere Nietzsche for, at Gud er død. Det er en skam, for når det siges på den måde, siges noget andet end det, Nietzsche faktisk sagde. Den store skriger sagde, at Gud er døende og kirkerne gravkamre. Men Han er ikke helt død endnu, for det at slå Gud ihjel ville have været en alt for stor bedrift for de lusepustere, Nietzsche følte sig omgivet af. (Den muntre videnskab, aforisme 125). Hermed fik Nietzsche også rammende karakteriseret den danske Folkekirke, der har 83 % af befolkningen som medlemmer, men hvor under 2 % er regelmæssige kirkegængere. Gud har længe haft det ret dårligt, men hænger ved lidt endnu, for befolkningen i Danmark kan ikke slippe en kirke, de alligevel ikke gider. Måske det danske tilfælde er specielt, men i Vesten som helhed har man længe forudsat, at sekulariseringen er en støt fremadskridende proces, og at det kun er et spørgsmål om tid, inden den er helt gennemført. Ja, for ikke længe siden blomstrede ligefrem en særlig teologi, sekulariseringsteologien, der gjorde den udvikling til sit program ved at forstå sekularisering og industrialisering som forbundne fænomener, der fandt deres fælles forklaring i kristendommen selv. Islams tilstedeværelse i Europa og Danmark har kun i nogen grad modificeret europæernes høfligt reserverede indstilling til religion. I en periode har nogle rigtigt nok ført løs tale om kristendommen som et svar på udfordringen fra islam, men hvis kristendommen skal være et værn mod en eventuel islamisering af Europa, kan europæerne godt overgive sig med det samme. To forhold gør Europa til en undtagelse i forhold til den religiøse globalisering. For det første har der været en stærk anti-religiøs tradition i Europa, der går tilbage til oplysningsfilosofferne i tiden op til den franske revolution, og som kulminerede med tænkere som Marx, Nietzsche og Freud. For det andet har den tætte sammenknytning af kirke og statsmagt gjort kirken utroværdig i store dele af befolkningen. Med god grund. Kirken har kvitteret for statsmagtens beskyttelse med ideologisk prægning af befolkningerne som sin modydelse. På den baggrund er en udpræget skepsis over for kirke og religion blandt liberale oplagt, selv om der har været forsøg, også på Liberator, på at nuancere billedet. Men i Europa hænger vi i så høj grad fast i gamle institutioner og feudalt mudder, at vi må finde en helt anden vinkel for at kunne se på forholdet mellem religion og samfund på en fornyende måde. Den vinkel tilbyder USA. Her er et samfund, der både er det mest moderne og et af de mest religiøse i verden. Den europæiske modsætning mellem modernitet og religion er altså ikke nødvendig eller uundgåelig. Forfatterne til God is Back, der er hhv. chefredaktør og New York redaktør for The Economist, ser derimod amerikansk historie og forfatning som afgørende forudsætninger for den religiøse globalisering i dag. Det virker overraskende for en europæer, men det lykkes dem i høj grad at gennemføre synspunktet uden at klippe alt for mange tæer eller hugge alt for mange hæle. Undersøgelsen tager sit udgangspunkt i to klassiske tekster. Adam Smiths The Wealth of Nations og den amerikanske forfatning. Adam Smith var ikke I tvivl om, at det fri marked også tjener Gud. 2

Gud på det fri marked For en præst, der må leve af, hvad hans menighed giver ham, arbejder for den og ikke en skytsherre eller statsmagt. Konkurrencen på et frit religiøst marked skaber forskellighed og vækst, mens statskirker afføder lakajmentalitet hos præsterne og ligegyldighed hos menigheden. Dernæst er den amerikanske forfatnings First Amendment Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof interessant bl.a. derved, at den opstod som et kompromis mellem de frikirkelige (i modsætning til anglikanernes efterfølgere the Episcopalians) på den ene side og på den anden filosofisk inspirerede kirkekritikere som Thomas Jefferson. De første ville holde staten uden for religion, mens de andre ville holde religionen ude af politik. Med the First Amendment sikrede the Founding Fathers for det første tolerance nedefra (den blev ikke givet på monarkens eller statsmagtens nåde, men var et træk ved staten), og de garanterede desuden religiøs konkurrence. The First Amendment er på ingen måde anti-religiøs. Men det afgørende er, at man lader religion være et spørgsmål for den enkeltes samvittighed og ikke et instrument for staten. Det er interessant, at baggrunden for the First Amendment havde været en intens debat om kirkeskat. I 1784 gav den lovgivende forsamling i Virginia the Episcopal Church tilladelse til at overtage den tidligere anglikanske kirkes ejendom. Men kun en tredjedel af statens borgere var Episcopalians. Skulle de øvrige to tredjedele i staten da også betale skat til denne kirke? The Episcopal Church foreslog, at borgerne skulle betale skat til en tro af deres eget valg. Her overfor opstod den mærkelige alliance af de frikirkelige Evangelicals og de deistiske revolutionære. Denne alliance gennemførte Jeffersons Act for Establishing Religious Freedom, der adskilte kirke og stat og gjorde religion til et personligt samvittighedsspørgsmål. Bag loven stod ikke kun Jefferson men også James Madison. Ingen af dem ønskede at bekæmpe religion, men var overbeviste om, at en adskillelse tjente både religionen og staten. Men de havde hver sin begrundelse. Jefferson fremhævede, at en adskillelse ville fremme konkurrence og straffe dovenskab, mens Madison indså, at uden statens beskyttelse ville præsterne blive fritaget for korruptionens fristelse. Religion i USA er i høj grad defineret af udgangspunktet i den amerikanske revolution. En kombination af republikanisme, liberalisme og protestantisme har tilført de amerikanske kirker en energi og evne til udvikling og tilpasning, der ville have været utænkelig i Europa. Forfatterne er mest optaget af kirken som en succeshistorie, og synspunktet er i hvert fald plausibelt fra en numerisk synsvinkel. Kirkerne har været i stand til at nå de mange ved at tale deres sprog og ved at holde trit med den sociale udvikling fra teltprædikanter til televangelister. (I øvrigt et yderst underholdende folkefærd: Stay on this channel! A miracle is going to happen to-night! ). Fra en kommerciel synsvinkel er religion en virkelig god forretning i USA. Der finder en betydeligt omsætning sted af et produkt, der er afsætteligt i både de bredeste lag og blandt de mest kræsne. Man bliver nødt til at nævne de sidste, fordi man på forhånd kender de snobbistiske indvendinger fra det dannede segment om megakirker, pastorentrepeneurer og disneyficering, der er nogle af de mest iøjnefaldende træk ved amerikansk og global religion lige nu. Men det er så for det første de 3

Gud på det fri marked midler, kirken må tage i brug, hvis den vil nå folk, men for det andet er det kun en side af sagen. Det fri marked i religion er så fleksibelt og så varieret, at det også kan komme de mest forfinede forbrugere i møde. Og hvis man er en særligt udspekuleret snob, er der endda The Scum of the Earth Church i Denver, Colorado. Teologisk er der ikke meget at fortælle om evangelikalismen. Det er mest et spørgsmål om at have en bibel og en samvittighed. På et tidligt tidspunkt vil man kunne føle sig retfærdiggjort, og så kører den. Hvis der uheldigvis skulle være noget, der er strengt forbudt, man alligevel kommer til at gøre, kan man altid regne med gruppen. Dette er sagt uden ironi. Men for mange mennesker, er den ensomhed, der er en forudsætning for frihed, et problem, og for dem tilbyder kirkerne udmærkede fællesskaber. Der er faktisk rigtigt mange, der får opbygget sociale ressourcer gennem et aktivt religiøst liv. Betragtningen kan også anvendes på den sociale kapital, kirkerne repræsenterer. F.eks. anslås det kirkelige hjælpearbejde i en nedkørt by som Philadelphia at have en værdi af ca. 250 millioner dollars årligt. (Det samme forhold kan måske forklare, hvorfor evangeliseringen i udviklingslande uden et statsligt socialt sikkerhedsnet har så stor succes.) En stor del af de religiøse fællesskaber i USA er præget af det, der lidt nedladende kaldes fremgangsteologi. Dvs. hvis du tager imod Gud, vil Han hjælpe dig til materiel velstand og socialt avancement. Det synes at virke i en del tilfælde. Mere problematisk er forholdet mellem religion og politik. Det er en kombination, man bestemt må se på med skepsis, men den omstændighed, at de religiøse foretrækker at beskæftige sig med isolerede emner, gør dem muligvis mindre farlige. En af de evangelikales største succeser var Prohibition (XVIII Amendment) fra 1919 til 1933. Men det fremstød blev heldigvis også den religiøse lovgivnings største fiasko. Fadæsen var så stor, at de evangelikale måtte holde meget lav profil en rum tid derefter. Siden har de evangelikale været mest højrøstede om abort og homoseksuelle ægteskaber. Karakteristisk nok enkeltsager, der så får en fetishværdi. Men med Rick Warren Billy Grahams nutidige arvtager og hans bog The Purpose Driven Life er emner som global opvarmning, trafficking og økologi blevet dele af deres platform. Samtidigt har de evangelikale i de senere år haft held til at nå flere mennesker end dem fra 27. kartoffelrække. Det er igen blevet respektabelt at være religiøs, også i corporate America. McCains kultiverede nonchalance under de republikanske primærvalg kunne han ved en lejlighed ikke huske, om han var baptist eller episcopalian ville klæde en europæisk grand seigneur, men er atypisk for politikere for tiden. Det er derimod i overensstemmelse med tidens stemning, at en ferm sælger som Barack Obama kunne slå Hillary Clinton bl.a., fordi he succeeded in out-godding her. Det er svært at vurdere problemets alvor og rækkevidde. Allerede Bush blev stærkt kritiseret for at nedbryde the Wall of Separation mellem stat og religion, men Clinton var ikke mindre religiøs end Bush, selv om hans renommé som horkarl svækkede hans status blandt evangelikale. Men hvornår er adskillelsen vigtig, og hvornår er den ligegyldig? Når Clinton gav tilladelse til, at religiøse emner kunne omtales uformelt f.eks. i frokostpausen på føderale kontorer, kunne man opfatte det som en aftabuisering af noget, der reelt er harmløst. Højesteret skred ind over for Roy`s Rock i Alabama, en granitblok hvor de ti bud var indmejslede, fordi den var placeret i selve tinghuset, men 4

Gud på det fri marked tillod, at den blev anbragt i haven udenfor. Så længe der gives konkrete løsninger, kan problemet åbenbart håndteres. Men i en nation, der tæller så mange religiøse som USA, bliver det religiøse sprog uundgåeligt en del af kulturen. Meget af det er retorik, og Bush var mere religiøs i sin stil end i sin praktiske politik. På den anden side var hans forbud mod forskning i stamceller uden tvivl et fejltrin, og Obama har for nyligt kunnet ramme den rette balance ved både at fjerne forbuddet og at udnævne en evangelikal forsker som forskningschef. Alligevel er fraværet af religiøse udtryk ikke en sikkerhed for, at en politiker ikke er religiøst motiveret. Tony Blair undgik konsekvent at tage Guds navn i sin mund, også når han var mest salvelsesfuld. Ligeledes er socialister i Danmark ofte mere religiøse ikke mindst i præstepartiet SF end de borgerlige. Den diffuse pseudo-religiøse hørm, danske socialister omgiver sig med, gør det bestemt ikke let at diskutere med dem, fordi det på forhånd er udelukket uartigt hedder det at modsige mennesker, der repræsenterer godheden selv. Problemet vil ikke forsvinde foreløbigt, men det bedste vil sikkert være at se på, hvad de politisk hellige faktisk gør. (F.eks. hvilken slags forbud bringer de på banen og hvorfor netop disse?) Emnet er vanskeligt og fortjener en mere indgående behandling end her. Blandt bogens mest interessante afsnit er omtalen af Pinsebevægelsen. Den er et specifikt amerikansk produkt med en særegen blanding af urkristen inspiration og moderne teknologi. Siden en omrejsende sort prædikant, William Seymour, kom til Los Angeles i 1906 og grundlagde the Apostolic Faith Mission in Azusa Street som samlingssted for byens tabere The last vomit of Satan kaldte en etableret præst dem, er bevægelsen vokset til mellem 300 og 500 millioner på verdensplan, den katolske kirkes nærmeste konkurrent. (I Sydamerika har Pinesebevægelsen da også formået at få den katolske kirke ud af starthullerne.) Bevægelsens globale succes skyldes i høj grad dens frie organisation. Hver menighed er selvstyrende, og ingen kan repræsentere kirken som sådan. På den måde har kirken kunnet opnå en usårlighed som Al Qaeda. Seymours helligåndsteologi lagde vægt på tungetale, gav plads til hulk og trancer og håb til dem, der ikke havde noget. Seymour udsendte også missionærer, og LA blev snart kendt i fjerne lande som the New Jerusalem. Seymours efterfølger, Aimee McPherson, forvandlede taberreligionen i Azusa Street til et show, der kunne leve op til Hollywoods guldalder. (Chaplin var en beundrer.) Hendes gudstjenester på alle ugens syv dage og tre om søndagen må have været en oplevelse. Orkestret lagde ud med Stars and Stripes Forever, og når kor og orkester havde gejlet forsamlingen godt op, gik indsamlerne rundt: Then a staircase appeared from nowhere and Aimee, bathed in spotlight and cradling a bouquet of roses, descended as if from on high. Aimees tempel, der kunne rumme 5000 tilhørere, var ikke kun forsynet med et bedetårn, hvor telefonpassere bad i døgndrift, men også med to store radioantenner, der udsendte budskabet til resten af verden. Pinsebevægelsen er blevet et hit i Asien og udviklingslandene, ikke kun fordi den er bibeltro og konservativ modstand mod abort og mod sex med andre end den person af det 5

Gud på det fri marked modsatte køn, man er gift med, men også fordi den formidler den amerikanske drøm til de hungrende og underprivilegerede. Allerede Seymour forargede de etablerede kirker med interracial worship, men bevægelsen gav også det religiøse køn bedre muligheder end, de tidligere havde kendt. I Danmark hvor de fleste frikirker er små tæller bevægelsen kun ca. 5000, men er ikke mindst populær blandt unge piger (: Husk at tage lommetørklæder med.) Pinsebevægelsen succes i udviklingslandene skyldes både, at den har givet mange kvinder bedre vilkår end tonsvis af vestlig feministisk litteratur, og at den i det hele taget hjælper de fattigste til social fremgang og bedre vilkår. Forfatterne til bogen relaterer Pinsebevægelsen i dag til Max Webers hypotese om sammenhængen mellem calvinisme og kapitalisme i det 17. århundrede. Hertil må man dog indvende, at den stramtandede og punktlige calvinisme adskiller sig væsentligt fra en karismatisk og spontanistisk stepdans-religion som Pinsekirken. Det betyder ikke, at der ikke er en relation mellem religion og kapitalisme, men at forholdet ikke kan bringes på enkle formler. Men for så vidt at en religions tilhængere selv har den opfattelse, at der er en forbindelse mellem deres religion og social fremgang, vil sandsynligheden for, at tilhængerne får et materielt bedre liv, naturligvis være til stede. Det er en gennemgående tese i bogen, at økonomisk fremgang stimuleres af religion. F.eks. beskrives i indledningen en kinesisk huskirke med stærke urkristne mindelser -, hvis medlemmer selv hævder forbindelsen. Her omtales også en kinesisk økonom, Zhao Xiao, der efter en studietur til Amerika offentliggjorde essayet Market Economies With Churches and Market Economies Without Churches. Det er Zhao Xiaos påstand, at det i virkeligheden er det amerikanske kirkeliv, der gør markedsøkonomien til en succes, fordi religion virker som en moralsk garant. Zhao Xiaos opfattelse har tilsyneladende fundet en vis udbredelse i Kina, men den er ganske givet uholdbar. Religiøse mennesker er ikke mere pålidelige i handel end areligiøse. De hyppige skandaler blandt evangelikale og andre religiøse druk, hor, pædofili og underslæb støtter heller ikke Zhao Xiaos hypotese. Frem for at se forholdet mellem et velfungerende erhvervsliv og et blomstrende religiøst liv som gensidigt betingende, må man snarere se det som et parallelt forløb: på et frit marked vil både erhvervslivet og religionerne trives. Det udelukker så heller ikke, at religiøse mennesker meget ofte har materiel succes, men næppe mere end areligiøse. Derimod kan man betvivle, at de religiøse har styr på deres egen prioritering, når de anbefaler religion som en vej til en bedre økonomi. Hvis begrundelsen for at være kristen er en god økonomi, er den overordnede værdi økonomi og ikke Gud. (Martin Luthers forklaring til det første bud i Den Store Katekismus er klassisk i denne sammenhæng.) Forfatterne giver en del opmærksomhed til to væsentlige områder, som jeg kun vil strejfe her. Det ene er de kristne kirkers påfaldende vækst i udviklingslandene, og det andet er det civilisatoriske sammenstød mellem vesten og orienten. M.h.t. udviklingslandene er der i dag ingen tvivl om, at det er her i den ny kristenhed, som den nu kaldes -, at kristendommen har en fremtid. Det forhold 6

Gud på det fri marked giver de politisk korrekte eller liberale kristne (i amerikansk forstand) et særligt problem, fordi de kristne i udviklingslandene er mere konservative end det politisk korrekte mellemlag i Europa og Nordamerika. (Det betyder bl.a., at konservative amerikanske præster i stigende grad lader sig ordinere af afrikanske bisper.) Men det er også i Afrika, at kristendommen og islam lige nu føler hinanden på tænderne. Resultatet af det møde eller sammenstød er let at forudse. Islam er bundet til en hellig bog, der ikke kan oversættes, og til en samfundsform, der principielt modsætter sig forandring. Kristendommens hellige bog kan og skal oversættes til alle sprog, og den kristne religion udgår af et samfund, hvor udvikling og forandring er konstituerende træk. I civilisationernes sammenstød vil parløbet mellem kapitalisme og kristendom gøre islam til den underlegne. Vestens særlige styrke er forbindelsen mellem pluralisme og et frit marked. Uanset hvor meget islamiske stater forbander Vesten og især USA som Satans domæne, kan de samme stater ikke frigøre sig selv for deres længsel efter Vestens velstand og frihed. God is Back er en sjældent informativ og velskrevet bog. Den er samtidigt så sikkert disponeret, at den store informationsmængde aldrig sinker læsningen. Tværtimod har bogen et dejligt flow, der gør den afslappet underholdende. Men efter min opfattelse overdriver forfatterne graden af religionens genkomst. I et historisk perspektiv går interessen for religion i bølger, og når vi nu oplever noget, der ligner en religiøs globalisering, er drivkraften snarere et ønske om en højere levestandard end en optagethed af åndelige spørgsmål. Det er slående, at de to forfattere stort set ikke tager stilling til spørgsmålet om religionernes sandhedsværdi. Det er noget helt andet, der interesserer dem, eller med Francis Bacons ord: What is Truth? said jesting Pilate; and would not stay for an answer. 7

Truslen fra fælleskabstænkningen Truslen fra fælleskabstænkningen Det er sørme godt, at det ikke var os, der blev gift, måtte jeg sige til den charmerende butiksassistent i en isenkramforretning. Jeg var ved at købe køkkenredskaber, og omkring handlen udspandt der sig en munter diskussion om kønsroller. Min mand, havde hun forklaret, laver ikke bare mad hver dag, men han kan også selv tage støvsugeren, når det er nødvendigt. Køkkenknivene glimtede, som vi svang dem, og vi bekræftede hinanden i, hvor skønt det er at være uenige. Vi mente begge, at vi omsider lever i et pluralistisk samfund, hvor der er plads til alle, og ingen på forhånd er forpligtet til at mene eller at være noget bestemt. Jeg kunne altså godt lægge kortene på bordet og indrømme, at jeg finder det upassende, at mænd går med barnevogn. På den anden side ser man også muslimske mænd med barnevogn, så min undren kan henregnes under personlige idiosynkrasier og private griller. Men sådan en opfattelse er slet ikke noget problem for hverken butiksassistenten, den muslimske mand eller mig, for nu er vi nu kommet frem til det pluralistiske samfund, hvor individets ukrænkelighed midt i mangfoldigheden er det største gode. Jeg har jo aldrig forsøgt at forhindre andre mænd i at trille en tur med den lille. Og selv om jeg som barn lærte, at en kvinde, der ryger offentligt, stempler sig selv, har jeg endnu aldrig slået smøgen ud af kæften på en rygende kvinde på gaden. (At dronningens offentlige fremtræden så giver mig kvalme, er noget, jeg må leve med.) Og dog. Vi er endnu ikke kommet helt frem til det fri samfund. Der er visse forhindringer for respekten for individet og accepten af forskelligheden. En af de værste forhindringer er fællesskabet. Det ord bruges så ofte og forklares så sjældent, at skønt de færreste vil kunne sige, hvad det indebærer, mener de fleste alligevel, at de ikke kan undvære det. Ordet ligefrem smyger sig om tungen og klæber sig til den, som er det et ord, som danskerne har fået ind med modermælken. Ideen om fællesskabet har jo også de sidste halvhundrede år ligget som en klæg dej over den danske mentalitet, og derfor har mange ikke helt let ved at befri sig for den. Først var det de kirkelige med de grundtvigske i spidsen, der repræsenterede ideologien. Men siden har visse socialistiske grupper sluttet sig til det højrøstede men uanalyserede flertal. Det har bl.a. ført til det overraskende resultat, at SF i dag er et kirkeligt parti. Nu er problemet med fællesskabet som national kultur bl.a., at det kan være svært at vide på forhånd, hvad det egentlig går ud på. For fællesskabet drejer sig jo ikke om noget, udover at gruppen, der udgør fællesskabet, elsker at være dem, de er som gruppe. Det lyder kedeligt, og det er det også, men for nogle mennesker er deres eneste chance for at få en identitet, at de kan pukke på et medlemskab af et fællesskab. I det nationale fællesskab er alle principielt en del af fællesskabet, men hvis nogen adskiller sig fra den grå masse, er de det ikke længere. Så man opdager først, hvad fællesskabet er, når man træder uden for det. Som når en mulig folketingskandidat vil bære tørklæde. Det kan være svært at se, at det skulle være et problem, medmindre man mener, at mode er vigtigere end politik. Det er den muligvis, men når jeg ser ekspedienter hos DSB, på posthuset og i forretninger bære tørklæde, oplever jeg ikke tørklædet som en krænkelse af individet eller et brud på den offentlige sædelighed og orden. Det var de 8

Truslen fra fælleskabstænkningen mange lilla bleer i halvfjerdserne heller ikke, selv om de som mode betragtet lå langt under de nutidige tørklæders niveau. Men nu er der så nogle, der i det nationale fællesskabs navn vil forhindre andre i at deltage i demokratiet med henvisning til moden. De mange forblommede udtalelser fra forskellige politikere uden for DF gør det ikke let at finde ud af, hvad det hele går ud på, bortset fra at de mode- og mediebevidste politikere i hvert fald ikke vil støde nogen på manchetterne. Det kan de nemlig meget let komme til, for det ligger jo i fællesskabets væsen, at dets indhold næsten ikke kan formuleres eller defineres. Når politikere så alligevel forsøger på det, kræver det straks en politisk kommentator, der kan forklare os, hvad det var, at politikeren forsøgte at sige. Det hele er en temmelig trist affære. For vi indser nu, at fællesskabet er en trussel mod både individet og demokratiet, og at danske politikere helst bruger tiden på trivielle emner. Det er så det, der er det virkelige problem, og vi må håbe, at det danske fællesskab snarest muligt vil dø af åndenød. For demokratiets skyld. Det mest interessante i denne grumsede affære er måske, at det først er den yderste venstrefløj, der tør være så liberal, at de kan sige, at moden ikke et problem, for så vidt kandidaten repræsenterer partiets politik. 9

Lene Espersen og den danske dekadence Lene Espersen og den danske dekadence Ikke et ord til om den politiske betydning af Lene Espersens flove afbudssag. De forskellige udtalelser om emnet den sidste måneds tid er alene øvelser i politisk retorik og taktik og er netop så perspektivløse som, de må være i et post-demokratisk samfund. Naturligvis kan farcen have en vis underholdningsværdi, som det tidligere konservative folketingsmedlem Frank Dahlgaards karakteristik af fru Espersen som skrupelløs, pilrådden moralsk, doven og fræk, men det vil dog vare noget tid endnu, inden danske politikere kommer op på et invektivisk niveau som Nigel Farages. Farages beskrivelse af EU s præsident, Herman van glem det, som a damp cloth eller a low grade bank clerk vil blive stående som en klassiker. Men vi vil bestemt følge udviklingen med interesse, også i Danmark. Lene Espersens afbudssags betydning ligger mest i dens symptomværdi. På et tidligt tidspunkt i forløbet forklarede udenrigsministeren, at den ferie, der var begrundelsen for hendes afbud til udenrigsministermødet, har været planlagt i lang tid. På mig virkede den forklaring umiddelbart som en frækhed, men det kan ministeren ikke selv have ment, for godt en uges tid senere, da hun blev spurgt af TV 2 News, om hendes arbejde eller familie er vigtigst, svarede hun, at naturligvis er begge dele vigtige, men min familie er vigtigst for mig. Den betyder meget og er altid i mine tanker. I samme interview understregede udenrigsministeren betydningen af at være en god mor. Hun har sikkert ment at kunne gøre dette med sindsro, da statsministeren også har forsikret nationen om, at det er vigtigt at være en god far. Nu vil jeg overlade det til folk, som kender Lene Espersen at afgøre, om hun er enten dum eller fræk eller måske begge dele. For det er indlysende, at en udenrigsminister ikke kan have sin familie i sine tanker altid. Så når hun valgte at spille ud med familiekortet, kunne det kun være, fordi hun mente, at hun kunne slippe godt fra det. Det er så det, der er problemet, og ikke at hun forregnede sig. For der er jo mange afskygninger af den samme tankegang. Som f.eks. det sidste lille skud på denne sag. For efter historien om udenrigsministerens påskeferie har altinget.dk fundet frem til, at hun i februar tog på vinterferie uden officiel tilladelse fra dronningen. På det tidspunkt var Lene Espersen økonomi- og erhvervsminister, men chefen for ledelsessekretariatet i det ministerium tager denne gang skraldet og siger, at kikset skyldes sekretariatet og ikke ministeren. Så lader vi det blive ved det. Men nej, heller ikke chefen for ledelsessekretariatet kan nære sig, men må også spille familiekortet. Kikset skyldes, at der har været peronaleudskiftning som følge af barsel. Barsel er altid god, for her er et felt, hvor arbejdslivet nødvendigvis må vige for intimsfæren. Som da en nyansat adjunkt ikke langt inde i det ny skoleår hun var blevet ansat før sommerferien ansøgte om barselsorlov. Skolens rektor må have følt sig kuppet, for episoden udløste et opslag på lærerværelset: Barsel bør altid meddeles i god tid til kontoret. En formaning der udløste de sædvanlige karlekammerkommentarer fra den mandlige del af kollegiet. Men det er i modsætningen eller symbiosen mellem privatliv og arbejdsliv, at Lene Espersen fører os ind i 10

Lene Espersen og den danske dekadence kernen af den danske dekadence lige nu. Arbejdspladsen er til for familiens skyld, og staten skylder familien alt, mens familien til gengæld ikke skylder nogen noget. Visse anti-feminister vil sikkert her straks pege på feminiseringen af den offentlige sektor som ondets rod, og de vil især kunne bruge skolen som et skrækeksempel. Det er ganske rigtigt, at mange skolekoner (m/k) betragter deres arbejdsplads som et værested for dem selv og en pasningsordning for eleverne. Men det er ikke givet, at det kun er et spørgsmål om feminisering. En sammenligning med private arbejdspladser, f.eks. private sprogskoler, hvor største delen af personalet typisk er kvinder, vil snarere pege på sektoren som problemet. De misforhold, der kan trives på en offentlig arbejdsplads, vil sjældent få lov til at florere på en privat. Det betænkelige ved Lene Espersens udtalelser, ikke mindst den, at ferien havde været planlagt længe, er, at hun afslører en mentalitet som en offentlig ansat. Ganske som en kvinde på barsel mener, at hendes behov for at få børn skal finansieres af andre end hende selv og faren, mener Lene Espersen, at den byrde, det er, at hun som mor altid må have sin familie i tankerne, ikke kun skal bæres af hende selv og hendes mand, men at en hel nation skal involveres i familien Espersens projekt. Men den opfattelse er hun slet ikke alene om. En meget stor del af den danske befolkning deler i praksis denne tankegang. 11

Tiden i skolen Tiden i skolen Og når I får flere dobbelttimer, så vil I også opdage, at I ikke skal forberede jer så meget. Denne replik faldt på et lærerrådsmøde på et fjernereliggende provinsgymnasium. Det var det eneste argument, der blev brugt for at få flere dobbelttimer, hvis man ser bort fra ordskifter som: Når vi får flere dobbelttimer, kan vi også lave noget. Jamen, det gør vi da allerede. Jamen, lave noget andet. Jamen, det gør vi da også hele tiden. (Dette er ikke en parodi, men en nøjagtig afskrift af den pædagogiske debat blandt gymnasielærere.) Men fortalerne for flere dobbelttimer, kunne alligevel godt fornemme, at det var et fejltrin at plædere for flere dobbelttimer med det argument, at det ville være arbejdsbesparende. Da en gymnasielærer får en times forberedelse til hver klassetime, har man mere end god tid til forberedelse. Fortalerne for dobbelttimer sagde derfor allerede næste dag: Det er aldrig blevet sagt. Det var dog utroligt, sagde jeg: Jeg hørte det blive sagt i dette rum. Tavshed. Naturligvis. Man kan ikke argumentere imod dekadence, og prøver man det et sted, hvor dekadencen er så massiv som i gymnasiet, vil man først blive mødt af tavshed, dernæst chikane, og som ugerne og månederne går, vil man opdage, at bagtalelsen og sladderen har et omfang, som den nødvendigvis må have på en arbejdsplads, hvor fællesskabet er den mest udråbte værdi. Alligevel var den bemærkning, der indleder teksten her, så god, at jeg ikke ville lade den gå tabt lige med det samme. Det var ikke ligefrem nogen overraskelse, at mange gymnasielærere tænker på den måde, men det var forbavsende, at det ville blive sagt i et så politiseret miljø, som en offentlig arbejdsplads er. Så i samme uge nævnte jeg replikken for skolens rektor: Det er aldrig blevet sagt, råbte han med det samme. Jamen, du var jo ikke til mødet, svarede jeg, og derfor kan du ikke sige noget om, hvad der ikke er blevet sagt. Men jeg var der og hørte det blive sagt. Tavshed. Og så kun skulende blikke fra ham den næste tid. Men da jeg nogle måneder senere for sidste gang citerede bemærkningen og denne gang i telefonen til en kontorchef i undervisningsministeriet, var han i hvert fald ikke tavs. Jeg kunne nærmest høre, hvorledes han røg op af stolen, og så sagde han noget meget hurtigt og meget langt om gymnasielærernes fagforening. Grunden til, at jeg talte med den venlige men afmægtige kontorchef i ministeriet, var, at jeg på det tidspunkt interesserede mig for fagenes årsnorm i gymnasiet. For ikke mange år siden besluttede ministeriet nemlig, at det skulle præciseres, hvor mange timer eleverne skulle have i hvert fag om året. For det var kommet alt for langt ud med aflysninger af skemasat undervisning fra ledelsens side. Der foregår hver uge mange ting på et gymnasium, som ikke vedrører undervisningen, og derfor er der hver måned et støt svind af timer. Derudover er der også de enkelte læreres fravær af anden årsag end sygdom. 12

Tiden i skolen Der findes nemlig utroligt mange grunde til, at læreren ikke er dér, hvor man ellers skulle vente ham i klassen med sine elever. Men så sagde ministeren, at nu skulle fagene have en årsnorm. Det viste sig dog snart, at årsnormen ikke kunne opfyldes. Der var måske nogle halvhjertede forsøg på at opfylde årsnormen i begyndelsen, men det var der ikke meget forslag i. Det er derfor ikke udsædvanligt, at en klasse mangler mere end ti procent af timerne. Den situation er ikke bare trist men også interessant. For det er nemlig sådan, at hvis en enkelt elev mangler mere end ti procent af sine timer, kan han ikke komme op i begrænset pensum som sine kammerater, men skal op i fuldt pensum. Det er rimeligt nok, for han har jo ikke haft den undervisning, han skulle have haft, og skolen kan derfor ikke stå inde for, at han har fået gennemgået det samme pensum som de andre. Men hvordan står så en hel klasse, der mangler mere end ti procent? Jeg stillede det spørgsmål til kontorchefen i ministeriet og tilføjede selv: Det er da et godt spørgsmål. Ja, svarede han med det samme. Og derpå blev han tavs. Men kontorchefen havde i det mindste forstået problemet, hvad gymnasielærerne sjældent gør selv. Som den studielektor, der sagde til mig: Man kan da sagtens nå pensum, selv om eleverne ikke får årsnormen. Naturligvis, de fleste gymnasielærere lærer hurtigt at regne den ud, og i det miljø anses det nærmest for en slags professionalisme at kunne hutle sig igennem. Eller som tillidsmanden, der sagde til mig, at når kravene til eleverne med reformen skal udtrykkes i kompetencer, er det jo lige meget, at de ikke får årsnormen. Det svar er et fortrinligt eksempel på dekadencen i gymnasiet, for når kravene udtrykkes som kompetencer, bliver tiden både en substantiel og en formel nødvendighed. Men det gad jeg ikke forklare tillidsmanden, for som offentligt ansat politiker interesserede han sig ikke for en belysning af problemet, men kun for hvordan han kunne smutte uden om det med lidt verbal pingpong. Men at eleverne ikke får de timer, ministeren har stillet dem i udsigt, er dog kun en ting. Noget andet er, at de timer, der bliver tilbage, meget ofte bruges på en meget uhensigtsmæssig måde. For det første kan man ikke nå det samme i en dobbelttime som i to enkelttimer. Dernæst benytter lærerne i stigende grad tidkrævende arbejdsformer som gruppearbejde og projektarbejde, hvor udbyttet ikke svarer til tidsforbruget. Naturligvis har sådanne arbejdsformer en relativ berettigelse, men når de bruges så massivt, som det nu sker i gymnasiet, er begrundelsen ikke nødvendigvis pædagogisk. En mere indsigtsfuld lærer sagde det på en prægnant måde til mig: Der er i de sidste mange år kommet så mange fagligt svage lærere ud i gymnasiet, som satser på, at arbejdsformer skal bære dem igennem dér, hvor deres faglighed ikke slår til. Foruden de nævnte former (gruppearbejde og projektarbejde) er der også en afart, der sjældent nævnes, men som også bruges af nogle, nl. delt undervisning. Der er nogle lærere, der simpelt hen ikke magter at undervise en hel klasse, og derfor underviser de kun halvdelen af eleverne, mens den anden halvdel laver noget andet udenfor. 13

Tiden i skolen Det drejer sig ikke om gruppearbejde, for dér er læreren jo altid til stede. En tillidsmand sagde til mig, at Det er jo et råb om hjælp. Men det er det heller ikke, for de lærere, der benytter denne noget suspekte udvej, siger sjældent noget om det. Det er jo også skamfuldt at hæve fuld løn for halvt arbejde. Med sådan en hverdag er det ikke mærkeligt, at nogle gymnasielærere ofte længes efter noget helt andet med et populært udtryk. Det er der rig mulighed for i gymnasiet. Jeg vil indskrænke mig til et enkelt eksempel fra farcens gebet. Noget nyt ved gymnasiereformen er, at der skal laves mere team-arbejde. Det er en god ide, for fagene kan reelt give eleverne noget, når de samarbejder, og derudover vil team-arbejde også føre til mere åbenhed. Åbenhed er noget af det, som gymnasiet savner mest af alt. (Fællesskab og mangel på åbenhed er en formel for et meget betændt miljø.) Derfor står en del også tøvende overfor team-arbejdet. En lærerinde på det fjernereliggende provinsgymnasium foreslog derfor, at teamarbejdet skulle forberedes med team-building. Dagen oprandt, undervisningen var igen blevet aflyst, og lærerinden kunne alligevel ikke selv komme. Hun skulle noget andet Det var heldigt for hende. Lærerne brugte dagen på at kaste bolde til hinanden, lytte til afrikanske eventyr og lege radiobil. Dagen efter sagde jeg til en inspektor, at jeg syntes, at det var en dårlig måde at bruge tiden på. Han svarede med et lille smil: Nå, der var da flere, der syntes, at de havde haft en underholdende dag. Hermed fik han så sagt, at gymnasiet er lige så meget et værested for akademikere som en arbejdsplads. (Og når så mange af lærerne betragter deres arbejdsplads som et værested, skal man i hvert fald ikke bebrejde eleverne, at de ind imellem har en ret tilbagelænet holdning til det, der foregår.) Da team-arbejdet så gik i gang, glimrede ikke så få af dem, der havde været mest begejstret for at lege radiobil, med deres fravær. Nogle blev væk fra team-arbejdet, fordi honoreringen endnu ikke var på plads, andre skulle på udflugt, og så var der de sædvanlige, der bare havde glemt det. Men kan man gøre noget ved alt dette? Nej, det kan man ikke. Det offentlige er en mastodont, der ikke kan styres. Ledelsen bøjer igen nakken og beklager noget, de kalder strukturelle forhold, mens politikernes handlekraft består i nogle flere signaler. Den eneste løsning er derfor flere privatskoler. 14

Ånd og kontrol Ånd og kontrol Hver dag skal have sit forbud. Lige i dag er det et forbud mod pro-ana sider. Søndag d. 25. januar fortæller Politiken om de sider, hvor de piger, der har valgt at tænke positivt om anoreksi, udveksler råd, tanker og billeder til thinspiration. Det drejer sig om en spontant opstået web-kult om Ana, deres strenge Frue og hjerteveninde. Oh fy, oh fy. Med en sundhedsminister af det volumen vi har her i landet, er slankhed jo ikke lige frem et sundhedsideal, selv om vi også hører, at der nu er flere i verden, der æder sig ihjel, end der dør af sult. Personligt synes jeg, at anoreksi er et ret kedeligt emne. Da jeg underviste 16-19 årige, var der enkelte gange nogle piger, som fandt emnet væsentligt, og jeg valgte da at spise dem af med en tekst eller to. Men det var også som om, at de selv ret hurtigt mistede interessen for sagen. Der er noget småkedeligt og stillestående ved den bekymret moraliserende tilgang til anoreksi, men her er pro-ana siderne afgjort en fornyelse. Der er en helt anden stemning, ja ånd, tør jeg godt sige, over det univers, som pigerne her selv har skabt, og hvor de kan dele deres bekymring, angst og triumfer. For pro-ana siderne er en triumfalistisk kultur med døden i hælene, og som bevægelse har den også noget af den stolthed, der bar de første kristne, der gik døden i møde under sang i arenaen. Der er ikke den mindste tvivl om, at pro-ana kulturen er kommet for at blive. Næstformanden i foreningen Pårørende til Spiseforstyrrede reagerer da også prompte med at kræve, at siderne skal forbydes. Det skal fedt hjælpe, men synspunktet vil naturligvis finde genklang. Ingen af de aviser, jeg har konsulteret i dag, indeholder nogen konkrete henvisninger til pro-ana (el. pro-mia) sider. Men på Politiken siger de, at de har kendskab til 20-30 sider. Hvad laver de egentlig på Politiken? Jeg har lige søgt på pro-ana på danske sider og fik 51.800 hits. I løbet af tre kvarter kan man blive lidt af en specialist i emnet, og på under en uge kan man blive forsker. Hvad de psyko-pædagogiske koner kan fortælle sundhedsministeren, vil ikke adskille sig væsentligt fra, hvad også normale mennesker vil kunne sige. Der er kun den forskel, at almindelige mennesker ikke ser forfølgelsen af Ana som et livsindhold eller en jobtjans. Det kræver desværre ikke meget fantasi at forestille sig hvilken vifte af tilbud, politikerne vil føle sig nødsaget til at give bevillinger til, og jeg kan allerede forudse de avisledere, der konkluderer, at når vi kan give 100 milliarder til en bankpakke, vil det være uanstændigt ikke at give 10 millioner til pro-ana pigerne. Men når man først går i gang, vil det slet ikke kunne slå til. I sin bog om Inkvisitionens heksejagt i Spanien, viste Gustav Henningsen, at antallet af hekse var ligefremt proportionalt med interessen for dem. (Heksenes advokat (1981)). Det vil være overflødigt at prøve at kontrollere kulturen. Pro-ana pigerne har allerede selv helt tjek på deres situation og hvis de ikke skulle have det, hvem skulle så? En pige skrev i en mail til Politiken, at de nok skal passe på hinanden, og hvis vi støder på nogle, der er så syge, at de har hårdt brug for hjælp, lægger vi lige en kommentar om det og i værste fald ringer til en person, der kan hjælpe dem. 15

Ånd og kontrol Læg mærke til, hvad det er, disse kontrol-freaks gør. De går en balancegang mellem døden og en materialistisk, åndløs kultur, hvis modbydelighed ikke mindst fremgår af et hæmningsløst æderi. Bare spørg de folkevalgte politikere. De har i hvert fald fingeren på pulsen og gaflen i ædespalten. Æderiet skal naturligvis helst være kollektivt, så deltagerne kan sammenligne tidligere spiseoplevelser med det typiske omkvæd og det smager å så godt. Ja, kollektivist-æderne bor helst i byer med madstationer med ikke for store mellemrum på gader og stræder, hvor de åbenlyst kan skilte med deres trang til kulinarisk ekshibitionisme. Over for dette væmmelige skue har de indadvendte pro-ana piger valgt at gå balancegangen mellem den ukontrollable materialisme og døden; en balancegang der er så skarp som på en knivsæg. Det kan sikkert give et kick af en særlig art, for den skjulte forbindelse mellem skønhed og grusomhed er både afskrækkende og dragende. Hvad vil pro-ana pigernes kritikere da opnå ved at forbyde deres liv på nettet, der vel ikke er skjult, men ofte forsynet med disclaimers? De vil komme til at speede det, helt på samme måde som de kristne martyrers blod blev en sæd for ny troende med en oldkirkelig forfatters ord. Et forbud mod pro-ana sider vil få kulten til at vokse, og på den måde kan vi se dens kritikere og hjælpere som parasitter, der næres af det, de ønsker at fortrænge. Vi kender rumlen. Hver gang medierne indhenter og indkredser et fænomen eller træk i samfundet, de kan definere som problematisk, bliver en række hjælpere linet op, som skal have lige det problem som deres levebrød. Og fidusen med pro-ana pigerne er dødssikker, for de vil være her, så længe den kultur, der har givet grobund for dem, endnu ikke har ædt sig ihjel. For den, der ønsker at få et indtryk af ana-beauties, er FragileBeauty en god start. Hun har et stort galleri, der også indeholder videoer fra YouTube, og en linkssamling med 33 sider. Det er allerede tre flere end Politiken. 16

Sokrates og Lovene Sokrates og Lovene 1. Efter at Sokrates er blevet dømt til døden af Folkedomstolen i Athen, og inden han sin sidste dag fører bevis for udødeligheden sammen med sine venner, modtager han en morgen besøg af vennen Kriton. Denne trofaste ven har både midler og muligheder for at foranstalte en flugt fra fængslet. Men vennens indtrængende opfordring besvares med en højtidelig og logisk tvingende begrundelse for at lade dødsdommen blive fuldbyrdet. Platons korte dialog Kriton er interessant i flere henseender, men er ofte blevet kritiseret for at være urimeligt autoritær og ufølsom. Siden Richard Krauts Socrates and the State (1984) er forståelsen af dialogen dog blevet afgørende ændret, og jeg vil med støtte i Krauts fortolkning forsøge at forsvare dialogens synspunkt. Som argumentation er dialogen interessant i sig selv, men derudover kaster den også lys over begreberne lydighed og ulydighed, der er helt centrale til forståelsen af den sokratiske livsvisdom. 2. Sokrates blev dømt til døden af Folkedomstolen i Athen i 399 f.v.t. ud fra det anklageskrift, der var udformet mod ham. Anklageskriftet sagde, at Sokrates er skyldig i ikke at anerkende de guder (theous), som staten (polis) anerkender, samtidigt med at han indfører andre ny guddomme (daimonia). Han er også skyldig i at fordærve de unge. Anklagerens strafforslag er døden. (Diogenes Laertius, ii, 40). Retssagen er ikke emnet her, men den har flere motiver, som bør nævnes. Der er ikke kun et religiøst motiv, et politisk og et pædagogisk men i særlig grad også ét, der vedrører ytringsfrihed. Problemet er så, at de forskellige motiver kan være svære at udskille fra hinanden. M.h.t. det politiske motiv komplicerer det sagen, at efter afslutningen af den peneloponnesiske krig, hvor demokraterne genvandt magten i byen efter oligarkiet og de tredive tyranners rædselsherredømme, blev der givet amnesti for alle forbrydelser begået under oligarkerne. Der var simpelt hen for mange belastede fra de foregående år, og et retsopgør ville have været et nyt blodbad i en krigstræt by, der allerede havde set for mange rædsler. Den amnesti tjener det athenske demokrati til ære. Alligevel er det svært at komme udenom Irving F. Stones fortolkning af retssagen som en politisk hævnakt i bogen The Trial of Socrates (1989). Desuden har den store danske forsker i det athenske demokrati, Mogens Herman Hansen, vist, at det har været muligt at føre politiske anklager mod Sokrates under processen, uanset anklagen var for helligbrøde og uden at komme i konflikt med amnestien fra 403/2 i artiklen Hvorfor henrettede athenerne Sokrates? ( Klassikerforeningens Kildehæfter (1991)). Sokrates var kendt som en lige så vedholdende kritiker af demokratiet efter dets genindførelse, som han havde været før, og han var også kendt som lærer for nogle af de mænd, der havde været den største trussel mod det athenske demokrati. Som Sokrates forsvarer Xenophon siger: Mellem Sokrates omgangsfæller var Kritias og Alkibiades, som var dem, der gjorde byen mest 17

Sokrates og Lovene skade. For Kritias var under oligarkiet den mest tyvagtige og voldelige og morderiske af alle, mens Alkibiades under demokratiet overgik alle som den mest tøjlesløse og frække og voldelige. ( Memorabilia i, ii, 12). Til det politiske motiv føjer der sig med de nævnte navne også et pædagogisk. For Sokrates virkede som kritisk lærer i en tid, da de gamle normer og værdier var i opløsning, og frem for at se ham som en sandhedssøgende tænker, der var religiøst forpligtet på sin mission, opfattede mange ham som en sofist eller smart konsulent, der for penge og prestige forstod at gøre det svagere argument til det stærkere. Den fordom var blevet stærkt indarbejdet i det athenske fællesskab mange år før retssagen med Aristophanes` komedie Skyerne (423 f.v.t. ). I sin Forsvarstale ifølge Platon nævner Sokrates selv Skyerne og den uforstandige bysladder som sin stærkeste anklager. At Sokrates var en from mand, der også anerkendte de gamle guder, spillede ingen rolle over for fællesskabets fordomme, da alle jo havde kunnet se ham på teatret som en pengegrisk og gudløs opportunist. Det er interessant, at det er Sokrates` religiøse lydighed, der bringer ham i et konfliktforhold til sin by. Da Sokrates i sin Forsvarstale i Platons gengivelse forsøger at tydeliggøre forskellen mellem sin og sofisternes visdom, opstår der larm på tilhørerpladserne. Sokrates må først bede om ro for at kunne føre et vidne på sin særlige form for visdom, nl. guden Apollon. Han var den gud, der talte gennem spådomskvinden Pythia i orakelhelligdommen i Delphi. Sokrates` ven Chairephon havde spurgt oraklet, om der var nogen der var visere end Sokrates. Det var der ingen, der var, lød svaret. Dette gådefulde svar sendte Sokrates ud på en rundspørge i Athen for at undersøge forskellige professioners visdom. Resultatet var nedslående, så Sokrates måtte udlægge orakelsvaret således, at hans navn var blevet brugt repræsentativt for mennesker, og at Sokrates er vis i den forstand, at han ved, at han ikke er det. Den anden gang, der ifølge Platon opstår larm blandt tilhørerne, er umiddelbart efter, at Sokrates har berørt anklagens egentlige bevæggrund: Anytos, en demokratisk politiker og drivkraften bag anklagen, har nemlig sagt, at enten skulle Sokrates slet ikke have været anklaget, eller også skal han dømmes til døden. For hvis han bliver frikendt, vil han fortsætte med at fordærve de unge med sine kritiske samtaler. Det følger af Anytos` dilemma, at hvis Sokrates ikke bliver dødsdømt, må han enten gå i eksil eller pålægge sig selv tavshed og indstille sin forskning i visdom med athenerne som sparringspartnere. Naturligvis vidste Anytos, at det ville Sokrates aldrig gå ind på, for ellers havde han ikke udformet sit dilemma, som han gjorde. Og Sokrates er ikke mindre ubøjelig end Anytos. Han vil aldrig høre op med at stille spørgsmål: Derfor siger jeg til jer, athenere, at I kan enten gøre, som Anytos siger, eller ikke, og I kan enten frikende mig eller ikke, men for mit vedkommende vil jeg ikke optræde anderledes, ikke engang om jeg vil komme til at dø mange gange. (30C) Det svar får Folkedomstolen til at larme voldsomt endnu engang, for nu står den lille grimme mand og siger op i dommernes åbne ansigt, at hans lydighed over for guden fra Delphi altid vil stå over demokratiets beslutninger og påbud. Det er denne modsætning mellem demokratiet og den 18