1 Grindsted Kirke. Søndag d. 19. maj 2013 kl. 10.00 Bodil Raakjær Jensen Prædiken til Pinsedag. Johs 14,22-31. 1. tekstrække. Salmer. DDS 290 I al sin glans nu stråler solen DDS 299 Ånd over ånder Dåb: DDS 449 Vor Herre tar de små i favn DDS 282 Apostlene sad i Jerusalem - - - DDS 291 Du som går ud fra den levende Gud Altergang: Koret DDS 287 Kraften fra det høje Tekstlæsninger. 1 Mos 2,4b-7; ApG 2,1-11; Johs 14,22-31
2 Prædiken. En skønne dag var det kommet så vidt, at Emil fra Lønneberg kom til at skære sin træmand nr. 100. Emil havde selvfølgelig som så ofte før - begået en skarnstreg, og han blev som altid låst inde i værkstedet som straf. Han følte sig uretfærdig behandlet, og nægtede derfor at komme ud, da han endelig fik lov. Og Lina, der ser en chance for at være alene med Alfred en lørdag aften, lister hen og slår låsen for igen. Så da Emil nu endelig vil ud, kan han ikke komme det, og han bliver nødt til at kravle op gennem skorstenen. Enhver kan regne ud, hvordan han ser ud da han står der oppe på taget: han er kulsort fra top til tå. Emil er så vred, så vred. Men Alfred står nede på jorden, venlig og sød som altid og griber ham. Alfred ved selvfølgelig straks, at det er Emil på trods af alt snavset. De to beslutter sig for at gå ned til søen og vaske skidtet af, og bagefter sidder de tæt op ad hinanden og kigger på solnedgangen. Du og jeg, Alfred siger den renvaskede Emil med et tilfreds suk og Alfred svarer ham: Ja, du og jeg, Emil ja, det skulle jeg mene. Flere ord skal der ikke til for at bekræfte deres venskab og dybe samhørighed. Du og jeg ja, du og jeg. I disse få, små ord ligger bekendelsen og bekræftelsen. På den måde er disse ord også billedet på vores gudsforhold. Gud kan kende os uanset hvad og han vil kendes ved os. Han svarer hver enkelt af os, når vi spørger: du og jeg? ja, du og jeg, ja, det skulle jeg mene, siger Vorherre til os. Ved Sebastians dåb for lidt siden hørte vi rigtig mange ord. Men dybest set, er det kun dette minimale ordskifte vi har brug for du og jeg? ja, du og jeg! Næsten som et åndedrag. Det fortæller om vores forhold til Vorherre. Vores ønske om at høre sammen med Gud og Guds bekræftelse på, at sådan er det. Ja, du og jeg det er Guds svar til os i gudstjenesten, i dåben og i nadveren, i velsignelsen. Men det er også Guds svar til os hver gang vi bare trækker vejret og ved, at det er Guds livsånde, der holder os i live, og som gør os til levende og medlevende væsener. Pinse er fornyelsen af Guds livsånde i os. Pinsen er med Helligåndens komme Guds svar til det menneske, der lever mellem tro og tvivl, men som med sig selv dog ved, i hvilken retning der skal spørges det menneske, der ønsker at tro på Guds nærvær på trods af hans fravær det menneske, som
3 gerne vil se sig selv som et Guds barn. Pinsens under er en bekræftelse af forholdet mellem jeg og du mellem menneske og Gud. Men Helligånden har også et svar til det menneske, der ikke engang har tvivlen tilbage; men som føler sig forladt og overladt til sig selv det menneske, som helt har glemt at spørge efter et du men som kun kan sige jeg og jeg. Eller også det menneske som spørger efter et du i blinde spørger ud i alle retninger alt efter hvordan vinden blæser hvor er der et du? hvor er der et troværdigt og barmhjertigt og venligt du, der vil tage imod mig og gribe mig, når jeg må springe ud i det uvisse eller når jeg er uigenkendelig af snavs og fyldt af vrede, ligesom Emil i historien? Helligåndens gave er, at vi kan høre Guds svar til os alle ja, du og jeg, menneske, ja, det skulle jeg mene! I og jeg sådan kan man også sammenfatte Jesu ord i evangeliet. Jesus bekræfter samhørigheden med sine disciple. Denne samhørighed vil fortsætte, selvom han selv tager fra dem. Den, der i kærlighed til Jesus holder fast i hans ord, vil blive elsket af Gud og Gud selv vil sammen med Jesus tage bolig hos ham. Ligesom at sidde sammen i solnedgangen og kun behøve at sige du og jeg? ja, du og jeg! Vi hørte i evangeliet det sidste af Jesu afskedstale til sine disciple. Det slutter med at de rejser sig fra bordet og i nattemørket går en tur i Gethsemane have på Oliebjerget, og vi ved, hvad der nu vil ske. Jesus har selv forudsagt det: Verdens fyrste kommer, siger han og det er ikke venligt ment. Desuden befinder vi os jo langt på bagsiden af fortællingen ikke kun historisk, hvor afstanden snart er 2000 år men også i kirkeåret, hvor vi for længst har lagt påsken bag os og i dag fejrer pinse. At vi i denne tid efter påske skal høre alle disse Johannestekster om Jesu afsked med sine disciple skyldes selvfølgelig, at Jesus i denne lange tale fortæller disciplene om, hvad der nu skal ske, når Jesus ikke længere selv er hos dem. Han fortæller dem om Helligånden, der skal komme dem til hjælp. Han fortæller dem om de opgaver, som de nu får overdraget: at det fra nu af er dem, der skal give budskabet om Jesus videre. Nu er det dem, der skal fortælle om Guds kærlighed. Nu er
4 det dem, der i ord og gerning skal føre Jesu forkyndelse ud i livet. For at de ikke skal stå alene med det, vil de blive fyldt med Guds hellige Ånd. Helligånden vil fortælle dem, hvad de skal sige og gøre. De skal ikke føle sig alene og overladt til sig selv, for Jesus vil være med dem alle dage indtil verdens ende. Derfor må deres hjerte ikke forfærdes og ikke være modløst. Og overalt, hvor jeg nu lige sagde de og deres kunne jeg lige så godt have sagt vi og vores for det er meningen med, at vi hører alle disse tekster i denne tid helt op til pinse nu er det vores tur nu er det os, der er Jesu disciple vi er det indtil videre sidste led i den ubrudte kæde helt fra apostlenes tid og den allerførste pinse. Nu er det så os, der så ofte er uden mod og kraft, og som tit mangler de rette ord til rette tid. Nu er det os, der har brug for pinsens under og Åndens susen under kirkeloftet. Kom, Gud Helligånd, sæt kirken her i brand! Sådan sang vi engang i ungdommeligt oprør. Hvor er den ildhu og begejstring blevet af? Skulle vi beskrive discipelskabet med den slags ildmetaforer i dag, så ville det mest dækkende ord måske nærmere være udbrændthed. Set med de mørke briller, så er kirken blevet et godt borgerligt serviceorgan, hvor det er ånden fra CBS, der er den mest fremtrædende, ikke fordi vi vil det sådan, men fordi love og regler dikterer, at det er økonomien, der skal styre ånden. Det er altså det, som verden giver os, hvis vi skal benytte Jesu ord. Den eneste ild, vi snart kender til, er når vi bringer ved til bålet ved at frakende hinanden kristennavnet i endeløse diskussioner og uforsonlige debatindlæg om, hvad der som det eneste er sand kristendom. Denne vi-alene-vide og vi-har-sandheden holdning er det modsatte af pinseunderet det er at lukke sig selv inde i en bedrevidens højborg det er at lukke ånd og liv ude. Det er altså nemt at blive modløs; men det er netop det, Jesus tilsiger os ikke at være. Jesus giver os nemlig ikke, som verden giver. Jesus giver os sin fred. Jesu fred er der, hvor det hele ikke hele tiden skal gå op; der, hvor plus og minus ikke absolut skal ophæve hinanden, så der står 0 på bundlinjen; der, hvor det ikke hedder noget for noget og der skal jo også være rimelighed i det. For hos Jesus er der ingen som helst rimelighed i det. Jesus gav selv det hele - alt og vi fik det for intet. Det er Jesu fred at vi ikke hele tiden skal spørge, om det nu også kan passe, men at vi på trods af vores skyld ikke står i gæld.
5 Det burde nok kunne give os mod trods alt bøvlet. Rejs jer, lad os gå herfra. Det er de sidste ord i evangeliet. I situationen var det tegnet til opbrud væk fra påskemåltidets fællesskab og ind på via dolorosa smertens vej. Rejs jer, lad os går herfra. Det er også ordene til os, når vi med Guds velsignelse i ryggen og pinseåndens nærvær over os går ud af kirken. Uforfærdede og modige vil vi efter Jesu ord gå ud i verden, forsøge så godt vi kan at være Guds hænder på jord og fortælle det til alle, der vil lytte: Gud har sendt os sin livgivende og fornyende Ånd. I hvert åndedrag fortæller den os det, som vi har allermest brug for at høre Guds ord til os: Ja, du og jeg, menneske ja, det skulle jeg mene! Amen