Kristendommens sandhed og den postmoderne udfordring 1

Kristendommens sandhed og den postmoderne udfordring Kristendommens sandhed og den postmoderne udfordring 1 Af Docent, dr.theol. Kurt Christensen Indledning Verden har ændret sig dramatisk inden for de sidste par årtier. Mest opsigtsvækkende var Berlinmurens fald i 1989. Men mindst lige så konsekvensrigt er skiftet, det såkaldte paradigmeskifte (det vil sige skiftet i tankemønster) fra modernisme til postmodernisme. I betydning er det blevet sammenlignet med overgangen fra middelalderen til moderne tid. Det er et skifte, som har mange ingredienser: samfundsmæssige, litterære, arkitektoniske, men også filosofiske, livssynsmæssige og religiøse, og det er især de sidste, vi her vil fokusere på. Centralt i den postmoderne tænkning står, at man ikke kan tale om sandhed i egentlig forstand, sandhed med stort S. Vi kan godt hver for sig eller i hver vor gruppe operere med begrebet sandhed, men forudsætningen må være, at der er tale om sandheden, sådan som vi forstår den, således at vi ikke gør os illusioner om, at der findes en absolut sandhed, en objektiv sandhed, en universel sandhed. Denne sandhedspluralisme eller sandhedsrelativisme kunne ganske vist også findes i det, man har kaldt sen-modernismen, men den er blevet endnu mere kendetegnende for postmodernismens filosofiske og religiøse tænkning. Denne sandhedsrelativisme harmonerer godt med Pilatus spørgsmål til Jesus: Hvad er sandhed? (Johs 18,38), idet Pilatus formentlig forudsatte, at det spørgsmål ikke kan besvares. Derimod står den i tydelig modsætning til Jesu selvpræsentation: Jeg er vejen og sandheden og livet (Johs 14,6) Og netop dette sidste udsagn står jo centralt i kristendommens selvforståelse, forkyndelse, mission og apologetik. Den postmoderne sandhedsrelativisme udgør dermed en alvorlig udfordring for den kristne kirke og teologi. Er det muligt med sin intellektuelle redelighed i behold at fastholde kristendommens traditionelle krav på sandhed i en postmoderne kultur? Eller skal vi tilpasse kristendommens sandhedsforståelse til de postmoderne betingelser? Eller giver den postmoderne kultur måske endog nye muligheder for kristendommen? Disse spørgsmål har mange facetter. Her vil jeg søge at koncentrere mig om nogle af de væsentligste. I. Hvad er det postmoderne? Jeg har i det foregående operereret med begreberne modernisme og postmodernisme. Man benytter også ofte begrebet præ-modernisme. Ved at sammenholde postmodernismen med disse andre kulturepoker kan vi få lys over, hvad der er karakteristisk for postmodernismen. Man kan med fordel dels søge at fastlægge, hvilke tidsrum de forskellige epoker 1 Denne artikel er en lettere bearbejdet udgave af et foredrag holdt for bestyrelsen i Evangelisk Alliance i Danmark på Hellig Kors Kloster 6.4. 2001. ICQUS nr. 1, 2002 19

Kurt Christensen dækker, dels søge at indholdsbestemme dem? Begge dele er til en vis grad omdiskuteret, men noget er der også en høj grad af enighed om. 2 1. Kronologi Der er almindelig enighed om, at præmodernismen omfatter antikken og middelalderen indtil omkring år 1400 e. Kr. Derimod er det omstridt, hvorvidt renæssancen, som tager sin begyndelse i Italien i slutningen af 1300-tallet, hører med til det præ-moderne, til det moderne eller udgør en overgangsfase. Personligt hælder jeg til den sidste opfattelse. Modernismen sætter efter manges opfattelse ind med Descartes død 1650 og varer ved til nogen tid efter Anden Verdenskrigs afslutning. Modernismen omfatter således oplysningstiden, positivismen m.m. Man kan imidlertid også møde andre opfattelser af det tidsrum, som det moderne omfatter: Modernismen strækker sig fra 1492 (Columbus opdagelse af Amerika) til 1992 (Sovjets opløsning) eller fra 1789 (stormen på Bastillen) til 1989 (Murens fald). 3 Postmodernismen sætter efter de flestes mening ind nogen tid efter Anden Verdenskrig, selvom begrebet postmoderne også tidligere er blevet anvendt inden for litteratur og arkitektur. Jean-Francois Lyotards bog: Viden og det postmoderne samfund (La condition postmoderne), som udkom i 1979, udgør her en milepæl. 4 Det er derfor efter min opfattelse rimeligt at placere det postmodernes begyndelse til omkring 1980. 2. Indholdsmæssige karakteristika Præmodernismen er blandt andet kendetegnet ved en realistisk virkelighedsforståelse og erkendelsesopfattelse og af et verdensbillede, der normalt omfatter både himmel og jord. Man nærer generelt tillid til de kirkelige og filosofiske autoriteter (paven og Aristoteles). Modernismen er kendetegnet ved afvisningen af en række af præmodernismens karakteristika. I stedet sætter man fornuft, fremskridtstro, optimisme, tillid til videnskaben højt. Man hylder de store fortællinger om frihed og fremskridt. I postmodernismen afviser man nogle af modernismens karakteristika og radikaliserer andre. Postmodernismen er ikke mindst kendt for at afvise de store fortællinger om fornuft, frihed og fremskridt (metafortællingerne). Samtidig er den postmoderne tænkning og det postmoderne samfund kendetegnet ved konstruktivisme, kompleksitet og sandhedsrelati- 2 Man støder i litteraturen både på udtrykket postmodernisme, postmodernitet og det postmoderne (og tilsvarende for de andre kulturepoker). Hvis man sondrer mellem disse udtryk sigter man med postmodernitet ofte til den kulturelle eller samfundsmæssige side. Med postmodernisme fokuserer man på de tankemæssige, filosofiske og livssynsmæssige aspekter, medens udtrykket det postmoderne som regel omfatter både postmodernitet og postmodernisme (jf. David Lyon, Postmodernitet, Det lille forlag, København 1995 s. 16). Jeg vælger her at benytte de anførte udtryk som synonymer. 3 Jf. J. R. Middleton & Brian J. Walsh: truth is stranger than it used to be, SPCK, London/ Inter Varsity Press, Downers Grove Illinois 1995 s. 10. 4 Jean-Francois Lyotard: Viden og det postmoderne samfund, Slagmarks Skyttegravsserie 1996. 20 ICQUS nr. 1, 2002

Kristendommens sandhed og den postmoderne udfordring visme. Man kan også udtrykke det på den måde, at postmodernismen har tre basiselementer: skepticisme, relativisme og antirealisme. 5 Det er omstridt, hvorvidt vor tid nu også kan karakteriseres som postmoderne, eller om der er andre betegnelser, som er mere træffende: radikal modernitet, sen-moderne osv. Denne debat har sin baggrund i, at der er centrale elementer fra modernismen, som er blevet opgivet, mens andre fortsætter i radikaliseret form, og at der er kommet nye elementer til. Det er også af betydning hvilket samfundsområde eller hvilken humanistisk disciplin, man fokuserer på. Efter min vurdering kan man godt tale om, at vi lever i en ny postmoderne epoke, når blot man er opmærksom på, at den rummer en mixture af postmoderne, moderne og endog præmoderne elementer. II. Den postmoderne udfordring til kristendommen 1. Den religiøse relativisme. Som det allerede er blevet nævnt, udgør den postmoderne relativistiske sandhedsopfattelse en udfordring for den kristne forkyndelse af Jesus som vejen og sandheden og livet. Det skyldes ikke så meget, at man er kritisk over for religion som sådan, som at man er kritisk overfor enhver eksklusiv religion, hvilket kristendommen dybest set er. På dette punkt har kristendommens og religionens vilkår ændret sig drastisk fra modernismen til postmodernismen. I store dele af den moderne epoke - ikke mindst da den var domineret af den positivistiske tænkning - skelnede man mellem det, som er logisk indlysende eller bygger på sanseerfaring, og det, som blot er holdninger til kunst, religion og moral. Det første var viden, det andet var blot meninger, og for religionens vedkommende endog overtro. I postmodernismen er man derimod åben for den religiøse virkelighedsdimension. Religionen må blot affinde sig med de generelle sandhedsrelativistiske vilkår. Det vil sige, at der heller ikke på det religiøse område findes en absolut sandhed. Som nævnt er det et vilkår, som kristendommen har vanskeligt ved at affinde sig med. Dette kunne man kalde postmodernismens direkte eller religiøse udfordring af kristendommen. Men der findes også en eller flere indirekte udfordringer. 2. Den filosofiske udfordring. Disse udfordringer møder vi, når vi graver et par spadestik dybere og kaster blikket på baggrunden for den postmoderne relativisme. Denne baggrund skyldes udviklinger inden for både teksttolkningsteori, sprogfilosofi og videnskabs- og erkendelsesteori i det tyvende århundrede. I forbindelse med teksttolkning (hermeneutik) kan der udpeges tre hovedingredienser: forfatteren, teksten og læseren/fortolkeren. På hermeneutikkens område har vi i det tyvende århundrede været vidne til en udvikling, som kort kan beskrives som en vægtforskydning fra forfatteren, over teksten og til læseren/fortolkeren. Oprindelig mente man at kunne erkende forfatterens intention. Dette opgav man på et tidspunkt, men mente så, at det var muligt at finde frem til tekstens mening. Dette er der på det sidste også opstået tvivl om, sådan at be- 5 Murray, Reason for Hope, i: (Michael J. Murray ed.) Reason for the Hope Within, Eerdmans, Grand Rapids Michigan/Cambridge U.K 1999 s. 3. ICQUS nr. 1, 2002 21

Kurt Christensen tydningsfulde retninger nu mener, at enhver læser står frit til at tolke teksten, som han selv vil. Man taler i den forbindelse om reader-response-teorien. Alle fortolkninger er lige rigtige eller lige forkerte. Dette skyldes, mener man, at den enkelte fortolkers aktuelle situation og sociale og kulturelle sammenhæng i høj grad bestemmer, hvordan vedkommende læser teksten. Dette udgør en vigtig baggrund for den postmoderne relativisme og en baggrund, som har store konsekvenser for den kristne tro, ikke mindst i reformatorisk udgave, hvor sola scriptura og skriftens ydre klarhed er væsentlige kendemærker. Hvis ikke vi i vid udstrækning kan afgøre, hvad der er korrekt bibeltolkning, er vi i dyb krise. Så kan vi ikke vide, hvad vi skal tro og hvad vi skal forkynde. I sprogfilosofien møder vi stærke tendenser til at gøre sproget til en verden for sig, bestående af forskellige sprogspil, som er løsrevet fra virkeligheden uden for sproget. Det betyder, at det ikke er muligt at skelne mellem sande og falske udsagn, da der ikke findes en ydre virkelighed at vurdere udsagnene på. Også dette forhold fører i retning af sandhedsrelativisme. Inden for videnskabsteorien har man set en lignende udvikling i retning af relativisme. Ved det tyvende århundredes begyndelse herskede den såkaldte positivisme, som hævdede, at der findes sikker viden, nemlig den viden, som er baseret på sanseiagttagelser eller på indlysende logik. Denne opfattelse er i århundredets løb på forskellige måder blevet undermineret. Et første skridt var, at Karl Popper påviste, at det er umuligt at verificere en generel påstand om virkeligheden. Naturlovene kan man for eksempel ikke bevise. Derimod kan man principielt falsificere (afkræfte) en konkret påstand. Dette er så også senere blevet alvorligt betvivlet (Duhem-Quine-thesen). Et andet skridt stod Thomas Kuhn for med påvisningen af, at det er bestemte tankemønstre, paradigmer, som til enhver tid bestemmer, hvad der regnes for videnskabeligt sandt, og at det slet ikke altid er de faktiske kendsgerninger eller fornuftsgrunde, som er udslagsgivende. Også inden for videnskabsteorien kan vi altså konstatere en udvikling i retning af relativisme. Også det tyvende århundredes erkendelsesteoretiske udvikling fører i retning af relativisme. De fleste mennesker forudsætter ganske vist i praksis, at verden eksisterer som en ordnet virkelighed uden for mennesket og uafhængig af menneskets erkendende virksomhed. Man forudsætter endvidere, at vores erkendelse på en måde afspejler den ydre verden, som omgiver os. Vore sanser og vor fornuft giver tilsammen et troværdigt billede af verden. Mennesker der tænker således, og det gør vel alle i en vis udstrækning, kaldes realister og (naive) erkendelsesrealister. Denne opfattelse blev for alvor problematiseret med Immanuel Kant. Han hævdede, at den menneskelige forstand rummer bestemte anskuelsesformer, rum og tid, og kategorier, hvormed vi ordner de sanseindtryk, som vi modtager. Verden er altså ikke uden videre ordnet i sig selv, det er os, som ordner den. Dermed blev Kant dog ikke relativist, for han forudsatte, at alle menneskers forstand er struktureret på samme måde, sådan at vi også ordner verden på samme måde. Men netop dette er i det tyvende århundrede blevet problematiseret. Det er slet ikke givet, at en buskmand i Afrika, en landmand i Danmark og en videnskabsmand i USA ordner verden på samme måde og derfor også har det samme billede af verden. Vores opfattelse af verden er nemlig bestemt af den kulturelle 22 ICQUS nr. 1, 2002

Kristendommens sandhed og den postmoderne udfordring sammenhæng, som vi lever i, og det sprog, som vi dermed har til rådighed. Der findes ikke, hævder man i konsekvens heraf, en fælles virkelighed uden for det erkendende menneske. Vi konstruerer hver især vores virkelighed. Denne opfattelse er efter min mening i strid med den kristne tilværelsesforståelse, den kristne skabelsesforståelse. Vi kan godt gå med til, at det enkelte menneske eller den enkelte gruppe i en vis udstrækning konstruerer sit eget billede af virkeligheden. Men forud for dette ligger der efter kristen tankegang en fælles skabt og ordnet virkelighed, som i høj grad bidrager til de enkelte konstruktionsbilleder af virkeligheden. Den skabte virkelighed sætter således grænser for den erkendelsesmæssige relativisme. Konstruktionstænkningen kan ikke udgøre det hele. Denne opfattelse går til tider under betegnelsen kritisk realisme. Sammenfattende er der ikke desto mindre mange faktorer inden for hermeneutikken, sprogfilosofien og videnskabs- og erkendelsesteorien, som bidrager til, at mange nutidige filosoffer og intellektuelle afviser muligheden af at tale om en absolut sandhed. Dette synspunkt overfører de også på det religiøse område: Der findes ingen endegyldig, absolut, universel sandhed på det religiøse område. Og mange kristne begynder bevidst eller ubevidst at farves af denne tangang. III. Ja og nej til postmodernismen - den defensive apologetik Kristendomsforsvar, apologetik, rummer traditionelt to sider: 1. Den defensive apologetik, hvor man forsøger at forsvare sig imod og underminere de angreb, som rettes mod kristendommen jf. 2 Kor 10,4f.: Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus. Og 2. Den offensive apologetik, hvor man søger at fremlægge de argumenter, som understøtter forskellige sider af den kristne tro. Vi koncentrerer os i dette afsnit III om den defensive apologetik. 1. Ja og nej til den postmoderne virkelighedsforståelse m.m. Mange kristne er vokset op i en tid, hvor modernismen stadig var den bærende tendens. Hertil kommer, at kristendommen rummer klare præmoderne træk. Dette kan let medføre, at kristne får et ensidigt kritisk forhold til det postmoderne. Det postmoderne udgør på mange måder en trussel mod kristentroenen - også efter min mening. Men samtidig må vi efter min opfattelse ikke være blinde for, at postmodernismen også på visse områder kan bidrage til at åbne vore øjne for virkeligheden. Jeg vil pege på nogle af de områder, hvor postmodernismen efter min opfattelse har fungeret som en eye-opener : Kristendommen må tilslutte sig postmodernismens kritik af modernismens uhæmmede optimisme og fremskridtstro. Det er ikke sandt, at når blot vi bruger vor fornuft og vores teknik, så fører det til det gode liv. Postmodernismen har ret, når den påpeger, at det tyvende århundrede på mangfoldige måder (Auschwitz, Hiroshima, miljøødelæggelser, storbyvold) har afsløret modernismens etiske fallit. Kristendommen må også i en vis udstrækning give postmodernismen ret, når den peger på den menneskelige erkendelses begrænsning. Vi kan ikke opnå absolut sikkerhed for vor tænkning og tro. Også den kristne teologi er i betydelig udstrækning en menneskelig konstruktion. Postmodernismen ICQUS nr. 1, 2002 23

Kurt Christensen rammer også noget centralt, når den fremhæver det subjektive elements betydning i al erkendelse, teksttolkning osv. Men postmodernismen rummer også mange elementer, som man ud fra en kristen synsvinkel må se med skepsis på, eller som man rent ud må afvise. Vi vil her fokusere på forståelsen af metafortællinger: Postmodernismen afviser for det første alle metafortællinger, men fungerer i realiteteten selv som en metafortælling. Postmodernismen er derfor på dette punkt selvmodsigende. For det andet har vi mennesker tilsyneladende et grundlæggende behov for metafortællinger, der giver struktur for livets totalitet og rammer for den enkeltes plads i helheden. Dermed bliver postmodernismens afvisning af metafortællinger virkelighedsfjern. Postmodernismen vil for det tredie generelt afvise metafortællinger som voldelige og undertrykkende. Kristendommen vil imidlertid hævde, at der findes én stor ikkevoldelig metafortælling, frelseshistorien. Kristendommen har, det må vi indrømme, ganske vist også fungeret voldelig over for kættere og hedninger, men i sin essens hos Jesus er kristendommen barmhjertig og sigter mod at omfatte alle. Endelig må det påpeges, at selvom vi må tilslutte os de postmoderne tænkeres fremhævelse af det menneskelige subjekts betydning i forbindelse med erkendelse m.m., må man ud fra en kristen skabelsesforståelse ikke gøre det menneskelige subjekts ydelse til den eneste faktor i erkendelsesprocessen m.m.. 2. Nej til den postmoderne religiøse relativisme Hvad den religiøse relativisme angår, kan det for det første være væsentligt at fremhæve, at eksistensen af forskellige verdenssyn og religioner, som er uforenelige med kristendommen, logisk set ikke indebærer, at kristendommen ikke kan være helt igennem sand. Logisk set betyder eksistensen af forskellige uforenelige sandhedsudsagn blot, at de ikke alle kan være sande, men ikke at ikke en af dem kan være det. Der er således intet i vejen for, at der eksisterer en personlig Gud, som har åbenbaret sig i Jesus Kristus, præcist som kristendommen hævder. 6 Dernæst er det nærliggende at pege på, at religionerne, når det kommer til stykket, hverken er ens eller menneskeligt set lige gode. Hvad det første angår bliver det af nutidige religionsfilosoffer som John Hick ofte fremhævet, at der er en fælles kernestruktur i alle religioner. Men allerede for en hurtig betragtning er det indlysende, at de forskellige religioner ikke er ens. Den Gud, som man tilbeder i de forskellige religioner, er overhovedet ikke den samme, i nogle religioner opfattes guddommen eksempelvis som personlig, i andre som upersonlig. Og den frelse, man forestiller sig, er heller ikke den samme. Blot to centrale kristne forestillinger som inkarnationen og treenigheden adskiller formentlig kristendommen fra alle andre religioner. 7 Det andet punkt, at ikke alle religioner er lige gode, er selvfølgelig mere kontroversielt. At alle religioner ikke er lige gode forstår jeg både på den måde, at de ikke alle etisk set er lige gode, og at de heller ikke alle er lige gode i den forstand, at de giver en sammenhængende 6 Lane Craig, Politically Incorrect Salvation, i: (T.R. Phillips & D.L.Okholm ed.) Christian Apologetics in the Postmodern World, InterVarsity Press, Downers Grove, Illinois 1995 s. 77. 7 Jf. McGrath, a passion for truth, the intellektual coherence of evangelicalism, Apollos, Leicester, England 1996 s. 201-240. 24 ICQUS nr. 1, 2002

Kristendommens sandhed og den postmoderne udfordring og dækkende beskrivelse af virkeligheden. Ser vi først på etikken, skal vi som kristne selvfølgelig være forsigtige med at foregive en etisk uskyld på kristendommens vegne. Der findes næppe den forbrydelse, som ikke er foretaget af kristne og måske endog i Jesu navn. Men når det er sagt må det også fremhæves, at kristendommen i sin kerne er ikke-voldelig, ikke-undertrykkende. Jesus tog sig netop af de undertrykte og marginaliserede. Og helt tilbage i Det gamle Testamente møder vi den samme røde tråd: Det var enken, den faderløse og den fremmede, som man især blev opfordret til at tage sig af. Det samme kan, så vidt jeg ved, ikke siges om enhver religion. Dertil kommer, at ikke alle religioner er lige gode til at rumme det, som vi ellers ved om verden, og ikke alle er lige sammenhængende i sine udsagn. Dette er selvfølgelig ikke i sig selv tilstrækkeligt til at påvise, at kristendommen er den bedste af alle religioner eller måske endog den sande religion. Men det er tilstrækkeligt til at slå fast, at ikke alle religioner er ens, og at ikke alle religioner menneskeligt set er lige gode. 8 Den postmoderne religiøse sandhedsrelativisme svarer derfor ikke til virkeligheden. IV. Muligheder for at forsvare kristendommens sandhed i en postmoderne tid - den offensive apologetik. Tilsyneladende har skiftet fra modernisme til postmodernisme ikke for alvor ændret kristendommens situation i den vestlige verden. Det er stadig lige upassende at hævde kristendommens sandhed. Men denne lighed er kun tilsyneladende. Medens man under modernismens betingelser ikke kunne tillade sig at kalde en religion for sandhed, i og med at begreber som viden og sandhed var forbeholdt den (natur)videnskabelige erkendelse, er grunden til, at man under postmoderne betingelser ikke kan tale om religiøs sandhed, at man i det hele taget ikke kan tale om absolut sandhed, hverken på det religiøse eller på noget andet område. Det betyder på den ene side en form for opgradering af religiøs sandhed. Religiøs sandhed er ikke mere usikker end enhver anden form for sandhed, inklusiv videnskabelig sandhed. På den anden side betyder det, at tidligere tiders forsøg på at dokumentere, at kristendommens centrale påstande såsom skabelsen og Jesu opstandelse er natur- og historievidenskabeligt mulige eller endog sandsynlige, ikke længere har den samme slagkraft som tidligere. Man må derfor seriøst overveje, om det betyder, at vi står uden muligheder for at argumentere for kristendommens sandhed i en postmoderne kultur? På det spørgsmål møder vi efter min opfattelse fem forskellige svar, fem forskellige positioner: 1. Det er ikke muligt at forsvare kristendommens sandhed i en postmoderne kultur En første holdning går ud på, at det ikke er muligt at forsvare kristendommens sandhed i en postmoderne kultur. Hvis man mener det, er der selvfølgelig den mulighed, at man opgiver kristendommen og blive ateist eller relativist. En anden mulighed går ud på at holde fast ved kristendommens sandhed selvom der ikke kan argumenteres for den. Nogle vil i den sammenhæng henvise til Kierkegaards tale om troens spring. Også Karl Barth bliver af mange sat i forbindelse med denne opfattelse, som ofte går under betegnelse fideisme. 8 Jf. Lane Craig, Reasonable Faith. Christian Truth and Apologetics, Crossway Books, Wheaton, Illinois 1994 s. 40. ICQUS nr. 1, 2002 25

Kurt Christensen Et problem for denne opfattelse er, at postmoderne mennesker er utilbøjelige til at foretage et sådant radikalt valg, foretage troens spring. De vil langt hellere holde alle muligheder åbne. 2. Kristendommen kan stadig forsvares med moderne redskaber Man forudsætter, når man går ind for denne position, at postmoderne mennesker stadig i en eller anden udstrækning stiller de spørgsmål, som den kristne apologetik traditionelt har søgt at besvare, spørgsmål som: Forholdet mellem lidelsen og Guds kærlighed? Hvordan kan vi vide, at Jesus er Guds Søn? osv. Man forudsætter med andre ord, at den kristne apologetik er relevant Og desuden forudsættes det, at postmoderne mennesker i en vis udstrækning har en realistisk virkelighedsforståelse og anerkender rationel argumentation. Disse forudsætninger er der imidlertid mange, som stiller sig tvivlende til, og som derfor hævder, at den traditionelle kristne apologetik besvarer spørgsmål, som ingen længere stiller. For min egen del mener jeg, at selvom disse spørgsmål ikke længere er de første, som mennesker stiller, så ligger de der et eller andet sted, og vi må være beredte på i givet fald at kunne besvare dem. Hertil kommer, at de for vor egen del må kunne besvares, for at vi kan bevare frimodigheden som kristne. Jeg mener derfor, at position 2 har en vis berettigelse. 3. Kristendommen må forsvares med postmoderne midler Den postmoderne kultur rummer oplagte vanskeligheder for kristendommen, men ikke kun vanskeligheder, også nye muligheder. Ja, der er kristne tænkere, som vil hævde, at postmodernismen, når det kommer til stykket, er en fordel for kristendommen. Vi vil kaste et blik på nogle af de muligheder, som postmodernismen giver: a. I det postmoderne lægger man stor vægt på fortællingskategorien, især små, lokale fortællinger. Denne åbenhed giver store muligheder for apologetik i form af fortælling: Mulighed for 1) at fortælle vor egen kristne fortælling, for at aflægge vort vidnesbyrd. Mulighed for 2) at fortælle den bibelske fortælling, Jesu fortælling, som ifølge al erfaring har stor overbevisningskraft, som ejer evnen til at skabe tro hos dem, der hører den. Mulighed for 3) at fortælle fortællinger, som Jesus gjorde det. Her peger mange på C.S. Lewis science fiction-bøger og Narnia-bøger som eksempler på apologetik i form af fortællinger med kristent grundindhold. b. Postmodernismen er ofte holistisk orienteret i den forstand, at den ikke har vældig stor respekt for det blot rationelle. Hvor der derimod kan iagttages en sammenhæng mellem det rationelle og de øvrige dimensioner af menneskelivet standser postmoderne mennesker ofte op. Dette udgør et kald til vi kristne om at finde tilbage til bibelsk kristendom, som netop er holistisk, omfatter hele menneskelivet, både dogmatik og etik, både lære og liv. Denne holistiske kristendom må medføre en opprioritering af kirkens diakonale virksomhed, og indebære åbenhed for lidelser eller endog martyriet for evangeliets skyld. Holistiske kristne vil efter manges mening have stor overbevisningskraft i en fragmenteret postmoderne kultur. c. Postmoderne mennesker er ofte mærkværdigt splittede. De er på en gang individualister og stærkt fællesskabssøgende. Flere kristne filosoffer og apologeter fremhæver, at en levende kirke, et levende kristent fællesskab er kristendommens stærkeste kort i mødet med det postmoderne menneske. Her møder det i bedste fald et fællesskab, som er så 26 ICQUS nr. 1, 2002

Kristendommens sandhed og den postmoderne udfordring overbevisende, at det besejrer de intellektuelle og andre hindringer, som i udgangspunktet vil holde vedkommende borte fra Jesus Kristus. d. Også på anden vis rummer kristendommen ressourcer, som kan imødekomme postmoderne menneskers længsler og behov. Behov for ritualer og symboler, behov for oplevelser (inklusiv den karismatiske dimension), behov for mystik. Søger vi tilbage i kristendommens historie og frugtbargør vi traditioner, som findes i andre kirkesamfund, har vi på helt legitim vis svar på mange af det postmoderne menneskes længsler og behov. e. Jeg er således enig med dem, der fremhæver, at den postmoderne kultur ikke blot betyder ulemper, men også nye muligheder for den kristne kirke. Men problemet med apologetik i skikkelse af kristent fællesskab og praksis er, at kristne er syndere, der ikke personligt fuldt ud kan repræsentere sandheden. Et andet problem er, at erfaringer og oplevelser, som mennesker har haft i en kristen kontekst, kan neutraliseres af andre erfaringer og oplevelser. 4. Kristendomsforsvar i form af en tilbagevenden til det præ-moderne a. Tendensen til at vende tilbage til det præ-moderne møder vi uden for de kristne rækker især på det etiske område. En række postmoderne filosoffer er ikke afvisende over for den tanke, at etikken må funderes i antik græsk tænkning. Og blandt kristne filosoffer har især Alasdair MacIntyre gjort sig internationalt bemærket ved at hævde, at vi i vor tid står over for alternativet Nietzsche eller Aristoteles, enten ingen etik eller også Aristoteles dydsetik. b. Et ganske andet aspekt går ud på, at jeg ikke vil afvise, at den autoritative forkyndelse også har en vigtig funktion i vor tid. Jesus forkyndte med myndighed, og det gjorde stort indtryk. Og det har den myndige forkyndelse altid gjort. Og efter min mening er det også tilfældet i dag. 5. Tilpasning af kristendommen til det postmoderne Denne løsningsmodel er lige så gammel som kirken selv og repræsenterer en vigtig men også vanskelig balancegang. På Paulus tid fandtes der judaister, som i urimelig grad forsøgte at tilpasse kristendommen til jødernes lovforståelse. Men også Paulus selv er åben for, at forkyndelsen i en vis udstrækning må tilpasses tilhørernes forudsætninger: For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selv om jeg ikke er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem... (1 Kor 9,20-21). Kirken er efter min mening forpligtet på i enhver ny generation at søge at forkynde kristendommen på en måde, som fornemmes som relevant. Samtidig er det altafgørende, at det virkelig er genuin kristendom, som forkyndes. Man kan med et engelsk udtryk tale om, at idealet må være noget i retning af changing continuity. I mødet med postmodernismen er der flere tilfælde af tilpasning, som efter min vurdering opgiver grundlæggende kristne sandheder, som med andre ord ikke honorerer kravet om ICQUS nr. 1, 2002 27

Kurt Christensen continuity. Det gælder eksempelvis Gianni Vattimo i Jeg tror at jeg tror 9 og Don Cupitt i Efter Gud. 10 V. Sammenfatning Det postmoderne udfordrer på flere måder kristendommen. Vi har her især fokuseret på den postmoderne udfordring af kristendommens traditionelle sandhedskrav. Denne udfordring tager blandt andet skikkelse i den religiøse relativisme. Men den har sin baggrund i en række udviklinger inden for hermeneutikken, sprogfilosofien og videnskabs-og erkendelsesteorien. Vi har i del III konstateret, at det postmoderne ganske vist kan åbne vore øjne for modernistiske fejltagelser, men vi har også noteret os, at den postmoderne forståelse af metafortællinger må gøres til genstand for en vis kritik: Den er selvmodsigende, og den rummer umenneskelige træk. Og det postmoderne strider på visse områder imod den kristne skabelsesforståelse. Hvad den religiøse relativisme angår har vi konstateret, at ikke alle religioner er ens, og menneskeligt set er de heller ikke lige gode, hverken hvad angår den etik, som de lægger op til, eller hvad angår deres evne til at give en omfattende og sammenhængende tolkning af virkeligheden. I del IV har vi konstateret, at det under anvendelse af en kombination af præmoderne, moderne og postmoderne redskaber synes at være muligt både i en vis udstrækning at gennembryde postmoderne menneskers ligegyldige eller afvisende holdning til kristendommen, at forsvare kristendommens sandhed og at udnytte karakteristiske postmoderne strømninger og tankegange til forkyndelse af det kristne budskab. 9 Gianni Vattimo: Jeg tror at jeg tror, Anis, København 1999. 10 Don Cupitt: Efter Gud, Anis, København 2000. 28 ICQUS nr. 1, 2002