Af Kurt Christensen. Gudsbegrebet på postmoderne betingelser. Forlaget ANIS. København Artiklen er en bearbejdelse af et foredrag holdt på

Transkript

1 Gudsbegrebet på postmoderne betingelser Gudsbegrebet på postmoderne betingelser Af Kurt Christensen For få år siden skrev Troels Nørager en art i- kel i Præsteforeningens Blad: Gud er død, om alle mand var døde 1, som vakte en del opmærksomhed. Foråret 2002 udkom en bog, Interesse for Gud. Ni tidssvarende essays 2, som vakte ikke mindre opstandelse. Desuden er der på det danske marked i løbet af de sidste 3-4 år udkommet et par ganske bemærkelsesværdige bøger skrevet af udenlandske forfattere: Gianni Vattimo: Jeg tror at jeg tror (1999), og Don Cupitt: Efter Gud (2000). Alt dette afslører, at gudsbilledet, gudsforståelsen, gudsbegrebet står til debat i nutidens teologi og religionsfilosofi, og at dette ikke er et isoleret dansk fænomen. Det er anledningen til nærværende art ikel. 3 Spørgsmålet, som gemmer sig bag overskriften, er: Hvis man nu er et menneske, teolog eller lægmand, som ikke blot lever i den såkaldt postmoderne tid, men også er afgørende bestemt af postmoderne tankegange, hvordan kommer ens gudsbillede, ens gudsbegreb så til at se ud? Spørgsmålet er med andre ord, om der i det postmoderne stilles nogle bestemte krav til tænkningen, som også tænkningen om Gud vil være underlagt. Det er ikke noget enkelt spørgsmål 1 Præsteforeningens Blad 2000/40. 2 Grønkjær og Brandt-Pedersen (red.): Interesse for Gud. Forlaget ANIS. København Artiklen er en bearbejdelse af et foredrag holdt på Konvent for Kirke og Teologi september 2002 og i let ændret form som indledningsforelæsning på Meni g- hedsfakultetet februar Den er således udarbejdet før Grosbøll-sagen sommeren Jeg benytter i artiklen konsekvent udtrykket postmoderne vel vidende, at der står debat om dette begreb, og at andre vil foretrække begreber som senmoderne, ultramoderne osv. at besvare, blandt andet fordi det postmoderne er en tankeretning med mange facetter, et mangehovedet uhyre. Ikke desto mindre mener jeg, at det vil være muligt at udpege nogle grundtræk ved den postmoderne tænkning, som også tænkningen om Gud normalt vil være underlagt. Jeg har valgt at gribe sagen an på den måde, at jeg efter 1) at have peget på religionens plads i den postmoderne kultur 2) ser nærmere på nogle af de forskellige holdninger til religion, som gør sig gældende i det postmoderne. Derved skulle der forhåbentlig formidles en grundlæggende fornemmelse af den religiøse virkelighed, den religiøse situation, som vi befinder os i. Derefter rejser jeg 3) spørgsmålet om, hvori disse postmoderne holdninger til religion adskiller sig fra dem, der var karakteristisk for det moderne. Som punkt 4) spørger jeg efter, hvordan den postmoderne Gud skal se ud, hvis de postmoderne forudsætninger skal indfries. Og jeg undersøger, om vi hos postmoderne teologer og filosoffer og hos almindelige mennesker faktisk kan finde en sådan Gud. Endelig vil jeg 5) søge at vurdere de postmoderne betingelser for gudsbegrebet, som vi møder det hos postmoderne teologer og filosoffer m. fl. Når jeg vælger at starte med den postmoderne kultur generelt og de forskellige postmoderne holdninger til religion og Gud og ikke straks fokuserer snævert på gudsbegrebet, skyldes det, at man efter mit skøn beskæftiger sig langt hyppigere med religion end med Gud. Når denne fremgangsmåde alligevel ikke fører os på afveje i forhold til emnet Gudsbegrebet på postmoderne betingelser skyldes det, at det er min be- ICQUS nr. 1,

2 Kurt Christensen stemte opfattelse, at de tendenser, som i det postmoderne gør sig gældende i forbindelse med religion, i høj grad svarer til dem, der gælder for gudsbegrebet. 1. Religionens tilbagekomst - et træk ved den postmoderne kultur Den postmoderne kultur og det postmoderne samfund kan karakteriseres med flere forskellige stikord: Det er pluralistisk, det er relativistisk, det er præget af pragmatisme og af mistillid til modernismens store fortællinger om frihed, fremskridt og fornuft, og det er antirealistisk, dvs. at det blandt andet er præget af forestillingen om, at hvert menneske konstruerer sin egen virkelighed - altså en radikal form for individualisme. Flere af disse karakteristika har også konsekvenser for synet på religion og Gud. Jeg tror ganske vist ikke, at man kan tale om, at ét syn er gældende eller at én tendens er dominerende, for der findes både på kulturens område generelt og på religionens område flere modsatrettede tendenser. Men for os, som kan huske både 30 og 40 år tilbage, er det alligevel påfaldende, at medens man dengang virkelig var lidt aparte, hvis man troede på Gud og på en religiøs dimension ved virkeligheden, så kan man nu næsten som kristen få den opfattelse, at man ikke er religiøs nok, når man stiller sig skeptisk til stråler, energier, karma, healing, reinkarnation osv. Ved indgangen til det tredie årtusinde ser det ud til, at det snarere er sekulariseringen end religionen, der er i krise. Der er sket en påfaldende og gennemgribende religøs klimaændring. Nu kan man selvfølgelig overveje, om denne klimaændring overhovedet har noget med ændringen fra det moderne til det postmoderne at gøre. Jeg tror på den ene side ikke, at den nævnte religiøse klimaændring udelukkende skyldes ændringen fra det moderne til det postmoderne. Den skyldes også indvandring fra den tredie verden til det industrialiserede vesten. Den skyldes flygtningestrømmen i samme retning. Og den skyldes, at vi vesterlændinge rejser ud og bliver konfronteret med fremmed religiøsitet. Men jeg mener på den anden side også, at der er en sammenhæng. Deter allerede påfaldende, at de to ændringer har slået igennem ca. samtidig, nemlig omkring Og det er ikke vanskeligt at finde dybereliggende grunde for en sådan sammenhæng. Det religiøses genkomst kan betragtes som en konsekvens af det dilemma, som mennesket står i efter de store moderne fortællingers fallit, som et forsøg på at reetablere et holdepunkt i en kaotisk verden. Gianni Vattimo mener eksempelvis, at religionens tilbagevenden i vor kultur er knyttet til den nederlagssituation, fornuften synes at befinde sig i. 4 I sammenhæng hermed er der grund til at tro, at netop den postmoderne kritik af fornuften har givet en vis teoretisk legitimation for, at det irrationelle i skikkelse af religiøsitet har kunnet etablere sig. I det postmoderne stiller man sig altså mere åbent for det religiøse, end man gjorde i modernismen. Religiøse motiver dukker op i ikke-religiøse film. Tv-programmer som Åndernes magt ville ikke have haft en chance for 30 år siden. Fra en anden vinkel kan vi konstatere, at en del tidligere venstreorienterede har vendt sig til kristendommen, da deres marxistiske verdensbillede brød sammen. I Danmark har ikke mindst K.E. Løgstrups tænkning i den forbindelse haft en betydelig tiltrækningskraft, og Nils Gunder Hansen går i bogen Da Gud kom ind fra kulden. Om genkristningen i kulturen, så vidt som til at hævde, at de intellektuelle er 4 Vattimo, Jeg tror at jeg tror s. 13 og ICQUS nr. 1, 2004

3 Gudsbegrebet på postmoderne betingelser blevet genkristnet. 5 Også den fremtrædende italienske filosof Gianni Vattimo hører hjemme i denne sammenhæng. Vattimo kommer fra en venstreorienteret baggrund, har skabt sig et navn som Nietzsche- og Heideggerforsker, men er nu vendt tilbage til kristendommen i en skikkelse, som han selv konstruerer. Dette giver han udtryk for i bogen: Jeg tror at jeg tror. Og denne tilbagevenden opfatter han i en vis udstrækning som tidstypisk. 6 Spørgsmålet er således i vide kredse ikke længere, om man skal være religiøs eller ikke-religiøs, men snarere, hvilken måde man skal være religiøs på. Der er tydeligvis sket en rehabilitering af det religiøse, en resakralisering af tilværelsen. Det gælder imidlertid ikke for alle postmoderne tænkere. Jean-Francois Lyotard, som med sin bog Viden og det postmoderne samfund fra 1979 satte begrebet postmoderne på filosofiens landkort, var eksempelvis på vagt imod, at man søger at benytte religionen til at undvige en kompliceret verden. 7 Og der findes givetvis også en stor gruppe almindelige mennesker, som stadig repræsenterer en ikke-religiøs tilværelsesforståelse. 2. Synet på religion i det postmoderne Men hvad er det så for en religiøsitet, man er åben for i det postmoderne? Hvordan tager religion sig ud set fra et postmoderne udgangspunkt? Her viser det sig, at holdningen til det religiøse og til det guddommelige tager sig flere forskellige skikkelser. Man kan efter mit skøn skelne mellem mindst fem forskellige holdninger eller tendenser, som dog givetvis ofte bliver kombineret på kryds og tværs: 5 Nils Gunder Hansen, Da Gud kom ind s Repræsentanter for en religiøse relativisme går ind for, at de traditionelle religioner eller måske endog alle former for religiøsitet dybest set er ens, eller i alle tilfælde er lige gode. 2. En anden udgave af den postmoderne tænkning om religion går ud på, at ethvert menneske står frit til at vælge den religion, som passer bedst til vedkommendes smag og behov. 3. En tredie udgave går ud på, at ethvert menneske står frit til at konstruere den religion, som passer en bedst. Eventuelt modificere ens religion sådan at den passer bedre til ens behov. 4. Man kan iagttage en tilbagevenden til kristendommen i mere eller mindre klassisk skikkelse. 5. Man kan ikke tage religionen helt alvorligt. Ad. 1. Religiøs relativisme er ikke noget nyt fænomen. Allerede de første kristne stod i romerriget ansigt til ansigt med den religiøse relativisme. Den engelske historiker Edward Gibbon har sagt om den tid, at jævne mennesker anså religionerne for lige sande, filosofferne regnede dem for lige falske, og politikerne regnede dem for lige nyttige. 8 Den religiøse relativisme oplevede en ny opblomstring i oplysningstiden, hvor man i forbindelse med talen om en naturlig religion og etableringen af et alment religionsbegreb var tilbøjelig til at opfatte alle religioner som befindende sig på samme niveau. Denne religiøse relativisme har siden da spillet en vis rolle i den vestlige verden og må nu i den postmoderne epoke sammen med pluralismen regnes for at være en tone- 6 Vattimo, Jeg tror at jeg tror s Lyotard, The Postmodern Explained s. 29f. 8 Jf. Newbigin, Truth to tell s. 16. ICQUS nr. 1,

4 Kurt Christensen angivende holdning til det religiøse. Ingen religiøs overbevisning kan eller må hævde at være de andre overlegen. 9 Den engelske religionsfilosof John Hick betragtes i vore dage normalt som hovedrepræsentanten for religiøs pluralisme og relativisme. 10 John Hicks religiøse relativisme har forskellige årsager: 1. En kantiansk inspireret tænkning, ifølge hvilken vi i de forskellige religioner af erkendelsesteoretiske grunde er afskåret fra at møde Gud an sich (the noumena). Derfor må vi holde os til de forskellige tilsynekomster (the phenomena), og de kan deres forskelligheder til trods udmærket stamme fra den samme guddom. Hick benægter i den forbindelse, at Gud på en helt speciel måde har inkarneret sig i Jesus Kristus. I det hele taget skal man ikke lægge for megen vægt på de forskellige religiøse dogmer, men på religionens evne til at ændre vore holdninger og livsmønstre En anden væsentlig årsag til Hicks relativisme er, at han ikke kan forlige sig med tanken om, at utallige mennesker, som tilhører andre religiøse traditioner, ifølge klassisk kristen opfattelse kan gå fortabt ofte helt uden egen skyld, men simpelthen på grund af historisk og geografisk tilfældighed. 12 Vi møder her hos Hick det, som Løgstrup i Skabelse og tilintetgørelse kalder det moralske menneskes forargelse over en 9 Carson, The Gagging of God s. 19 og En anden toneangivende repræsentant for denne tankegang er den amerikanske katolik Paul Knitter, som fremhæver nødvendigheden af religiøs dialog af hensyn til vor klodes miljø. Jf. Gnanakan, Proclaiming Christ s Hick, Religious Pluralism s. 520f. Jf. Peterson, Hasker m.fl., Reason & Religious Belief s Craig, Politically Incorrect Salvation s. 82. umoralsk Gud. 13 Blandt andet for at slippe udenom denne moralske forargelse må Hick forestille sig, at alle religioner har en fælles kernestruktur og derfor hver for sig kan udgøre en vej til frelse. Ad. 2. Den anden udgave af postmoderne holdning til det religiøse kunne se ud til blot at være en fortsættelse af den førstnævnte. Den går nemlig ud på, at enhver har lov til at vælge den religion, som bedst passer til vedkommendes behov. Men den er forskellig fra den første derved, at man her som regel ser bort fra sandhedsspørgsmålet for i stedet at fokusere på behovstilfredsstillelse i vid forstand. Denne holdning er blevet fremmet af, at vi i den postmoderne kultur generelt er mindre optaget af, hvad der er sandt, end af, hvad der virker. Giver det en god følelse, er det i orden. I denne udgave bliver religionen nærmest betragtet på linie med en skjorte eller en anden brugsgenstand i supermarkedet. Nogle mennesker føler sig bedst tilpas i kropsnære skjorter, andre i skjorter med god plads, nogle i varme, andre i køligere osv. Og nogle kan slet ikke li at gå med skjorte. På samme måde synes nogle bedst om buddhisme i en eller anden udformning, andre føler sig tiltrukket af hinduismen, og atter andre synes stadig, at kristendommen er mest sympatisk. Her bliver religionen altså betragtet som en vare på linie med alle andre varer i forbrugersamfundet, og spørgsmålet om sandhed bliver fortrængt. Om de fortællinger, teorier om verden osv, som en konkret religion rummer, er sande eller ej er ikke afgørende. Man kan desuden se det som et udslag af kravet om, at religion skal have terapeutisk karakter. Forestillingen om, at man kan vælge den religion, som passer bedst til ens behov, udgør således en religiøs 13 Løgstrup, Skabelse og tilintetgørelse s ICQUS nr. 1, 2004

5 Gudsbegrebet på postmoderne betingelser udgave af den i postmodernismen fremherskende pragmatisme. Det, som er karakteristisk for denne opfattelse til forskel fra den følgende (ad 3), er, at man her (ad 2) tager de forskellige religioner og deres respektive gudsbilleder som en given ting. Det er et træk, som forbinder den med modernismen, medens dens pragmatiske og sandhedsnegligerende karakter forbinder den med det postmoderne. Ad. 3. Den tredie holdning går ud på, at man står frit til at konstruere den religion, som passer en bedst. Og man står ligeledes frit til at modificere en konkret religion, sådan at den bedre kommer til at svare til ens ønsker og behov. Konstruktionen af religion er et typisk postmoderne fænomen, som man finder paralleller til på mange områder. Man taler i den forbindelse om en kludetæppe- eller om en collage- strategi. Man blander litterære stilarter, musikalske genrer, kunstneriske udtryksformer, og man blander altså også forskellige religiøse traditioner. Man tager lidt hist og lidt her og syr så sin egen religion sammen. Den behøver ikke at omfatte alle tilværelsens facetter og den behøver heller ikke at være logisk sammenhængende, for det rationelle er ikke så afgørende som tidligere. Afgørende er derimod, at den giver en god følelse og udgør svaret på ens behov. Denne holdning møder vi ikke mindst hos en række nyreligiøse bevæge l- ser. I den forbindelse møder vi også tendensen til at modificere eller tilpasse en konkret religion og dens gudsbillede, sådan at den passer til ens ønsker og behov. Gianni Vattimo mener sig eksempelvis berettiget til at omskrive kristendommen, sådan at den bliver en svag kristendom, der harmonerer med hans egen svage tænkning inspireret af Nietzsche og især af Heidegger. 14 Don Cupitt går endnu mere radikalt til værks, idet han foretager en omfattende omdefinering af religion og en rekonstruktion af religionsbegrebet, som blandt andet resulterer i en nonrealistisk gudstro. 15 Ad. 4. Den mest glædelige tendens i det postmoderne, set fra en kristen synsvinkel, er måske, at en række tidligere venstreorienterede har vendt sig til kristendommen, og at også en række (andre) intellektuelle er åbne for kristendommen, sådan at Nils Gunder Hansen kan konstatere en genkristning af de intellektuelle. 16 Måske kan der også som en konsekvens af truslen fra Islam konstateres en vis tilbagevenden til kirken. Endelig kan det ikke udelukkes, at den almindelige postmoderne åbenhed for det religiøse for nogle fører til en tilbagevenden til kirke og kristendom. Samtidig kan jeg dog ikke skjule en vis ængstelse for, at man nøjes med en kulturkristendom, en slags kristelig livsanskuelse, eller at man konstruerer sin egen kristendom eller i alle tilfælde udelader de mest anstødelige sider af kristendommen og dermed i realiteten havner i en variation af position 3. En helt anden håndfast form for tilbagevenden til religionen udgøres af de fundamentalistiske bevægelser, som både blomstrer op inden for og uden for den vestlige verden og 14 Gianni Vattimo: Jeg tror at jeg tror s. 26, 33 og 43. Vattimo mener ganske vist, at kristendommen selv rummer grundlag for en svag tænkning. Vattimo indrømmer s. 73f., at der er tale om en omskrivning af kristendommen. 15 Don Cupitt: Efter Gud s. 13, og Nils Gunder Hansen, Da Gud kom ind fra kulden s. 11. ICQUS nr. 1,

6 Kurt Christensen som både kan være af kristen, muslimsk og hinduistisk observans. Ad. 5. I kontrast til de netop nævnte fundamentalistiske retninger må det fremhæves, at den almindelige postmoderne holdning til religion tværtimod er præget af en vis overfladiskhed. Bevidstheden om, at religionen er et resultat af menneskets konstruktive virksomhed, medfører uvilkårligt, at religionen får et vist ualvorligt præg, får hobbykarakter. Også religionen er efter postmoderne opfattelse et sprogspil (Wittgenstein), og spil skal man generelt ikke tage alt for alvorligt. 17 Og dette afspejler sig da også efter Don Cupitts mening overalt i den religiøse verden. Alle religiøse traditioner er efter hans vurdering i hastigt forfald. 18 Sammenfattende er det postmoderne præget af åbenhed for det religiøse. Denne åbenhed kan findes i skiftende konstellationer, men generelt kan vi konstatere, at de grundlæggende postmoderne karakteristika: antirealisme og konstruktivisme, pluralisme, pragmatisme og sandhedsrelativisme, også gør sig gældende på det religiøse område. 3. Moderne og postmoderne holdning til religion og Gud Den skitserede postmoderne åbenhed for religion og Gud står i skarp kontrast til den karakteristiske moderne opfattelse. Denne forskel har dybtliggende årsager. I modernismen havde man en klar opfattelse af, hvad der var viden. Det var de erkendelser, som videnskaben, især naturvidenskaben, nåede frem til. Og kun det, som man kunne have viden om, havde dybest set virkelighedskarakter. Religionen kunne ganske vist 17 Jf. Clayton, Missiology s. 79. Henriksen, På grensen s. 37. Cupitt, Efter Gud s. 88 og Cupitt, Efter Gud s iagttages og havde dermed på sin vis virkelighedskarakter, men Gud, som religionen beskæftigede sig med, kunne ikke gøres til genstand for videnskabelig undersøgelse, og dermed fik også religionen et suspekt skær over sig. I det postmoderne bliver denne sondring mellem virkelighed og ikke-virkelighed nedtonet, primært fordi man opgiver realismens forestilling om en given virkelighed uden for mennesket til fordel for en ikkerealistisk eller konstruktivistisk virkelighedsforståelse. Virkeligheden findes ikke som en given størrelse uden for mennesket. Mennesket konstruerer selv med sit sprog og sine begreber sin virkelighed. Det betyder på den ene side, at heller ikke Gud efter postmoderne forståelse findes som en given virkelighed uden for mennesket. Men det betyder på den anden side, at religionen og dens gudsopfattelse er lige så virkelig som alle andre sprogspil. 4. Hvordan ser den postmoderne Gud ud? Hvordan er den Gud, som udfra postmoderne forudsætninger er tænkelig? - hvis man da ikke mener, at vi slet ikke kan tænke Gud, at vi befinder os efter Gud. 19 Det er en Gud, som på baggrund af den skitserede postmoderne tænkning og holdning til religion må honorere en række krav. Jeg vil fremhæve 4: 1. Ifølge den postmoderne skepsis til store fortællinger og universelle forklaringer kan Gud ikke være en universel Gud, som alle folk og tungemål skal tilbede. En lokal Gud er derimod tænkelig. 2. Ifølge den generelle postmoderne antirealisme er Gud ikke til i egentlig forstand. 19 Som det fremgår af bogtitlen Efter Gud mener Don Cupitt, at vi ikke længere for alvor kan tænke os Gud. 40 ICQUS nr. 1, 2004

7 Gudsbegrebet på postmoderne betingelser Men vi mennesker er frie til at konstruere den Gud, som vi nu vil. 3. Ifølge den postmoderne vægtlægning på det pragmatiske, må den Gud, som vi måtte vælge blandt dem, der er tilgængelige på e- r ligionsmarkedet, eller den Gud, som vi konstruerer, være en Gud, som dækker vore behov i bred forstand, en terapeutisk Gud, en Gud, som giver os et godt liv. 4. Og ifølge den postmoderne pluralisme og relativisme giver det ingen mening at hævde, at én af disse guder i egentlig forstand er sand til forskel fra de øvrige. De må derfor principielt placeres på samme niveau. Det ligger i øvrigt allerede implicit i den antirealistiske holdning og i den dermed sammenhørende konstruktionstænkning, at der ikke findes en objektiv sandhed på det religiøse område. Det betyder selvfølgelig ikke, at en konkret postmoderne gudsopfattelse nødvendigvis skal leve op til alle disse fire krav. Den postmoderne tænkning er normalt ikke udtryk for en alt eller intet holdning. Modsat vil det formentlig ofte være tilfældet, at en konkret gudsopfattelse honorerer flere af disse krav, eftersom de i en vis udstrækning ligger i forlængelse af hinanden. Kan vi så finde en sådan Gud eller sådanne guder blandt postmoderne teologer og filosoffer eller blandt almindelige mennesker, der er præget af det postmoderne, eller er de blot min teoretiske konstruktion? Det er vigtigt at være opmærksom på, at flere af de filosoffer og teologer, som jeg i det følgende refererer, i de konkrete bøger og artikler er optaget af andre projekter end at tage stilling til de postmoderne kriterier for gudsforståelsen og derfor ikke uden videre kan indpasses i det nævnte 4-punktsskema. Desto mere bemærkelsesværdigt er det, at de tilsyneladende alligevel i forbifarten honorerer nogle af de omtalte fire krav/kriterier. Ad. 1. En gudsopfattelse i overensstemmelse med den postmoderne afvisning af en universel Gud møder vi i visse udgaver af den religiøse pluralisme og relativisme. Mangfoldigheden af religioner afslører en mangfoldighed af guder, som ikke kan samles under én hat, som ikke kan forstås som udtryk for én universel Gud. 21 I andre udgaver af religiøs pluralisme vil man imidlertid ikke afvise, at de forskellige guder når alt kommer til alt er udtryk for den samme Gud. Det er som nævnt tilfældet hvad John Hick angår. Han står åben for, at det dybestset kan være den samme Gud, som kommer til udtryk i de forskellige religiøse traditioner. Denne opfattelse svarer ifølge den indiske teolog Ken Gnanakan nøje til, hvad den liberale hinduisme hele tiden har hævdet. 22 Ad. 2. Det, som er lettest at påvise blandt postmoderne teologer og filosoffer, er afvisningen af den realistiske gudsopfattelse. Man kunne umiddelbart tro, at Troels Nørager repræsenterer en sådan afvisning, når han i Gud er død, om alle mand var døde skriver: For os, der befinder os efter modernitetens opløsning af det religiøse verdensbillede, er Gud endegyldigt forsvundet som en objektiv instans og endvidere giver udtryk for, at teologi i en vis forstand er blevet en umulighed. 23 Men muligvis er der alligevel ikke her tale om en afvisning af en realistisk gudsopfattelse. Nørager taler nemlig også om, at vi kan erfare Gud, og han betragter dekonstruktionstænkningen som den aktuelt 21 Jf. Netland, Truth, authority and modernity s Gnanakan, Proclaiming Christ s Nørager, Gud er død, om alle mand var døde s ICQUS nr. 1,

8 Kurt Christensen største trussel imod teologien. 24 Men det er ikke videre klart, hvad Nørager forstår ved Gud efter eller hinsides den klassiske, objektivistisk tænkte Gud. 25 Og det må nødvendigvis blive en konturløs Gud, der bliver resultatet, når man som Nørager alene eller primært vil henholde sig til erfaringen af det guddommelige og ikke også vil inddrage den bibelske åbenbaring som en (den) afgørende kilde til viden om Gud. Når Nørager derimod i Gud, kød og kærlighed fremhæver, at Gud er bare et ord for alt det, der er større og mægtigere end os selv og at Gud er blevet reduceret til et mystisk X, et tegn, en trumf, en joker. Vi véd ikke rigtig længere, hvad de tre bogstaver dækker over og tilsyneladende tilslutter sig, at Gud er død, at Gud i inkarnationen udtømte og ophævede sig selv i mennesket Jesus, at Gud er blevet til Kristus, og at kærlighedens magt nu efter inkarnationen er den eneste Gud, vi har, 26 så synes Nørager her adskilligt tættere på en afvisning af en realistisk gudsforståelse. En lignende ikke-realistisk gudsopfattelse møder vi formentlig også hos Gianni Vattimo og Niels Grønkjær. Vattimotaler om en nihilistisk genopdagelse af kristendommen, som resulterer i afvisningen af det traditionelle teistiske gudsbegreb til fordel for en ikke-absolut Gud. 27 Og Niels Grønkjær skriver i Guds human interest, at Den klassisk teistiske forestilling om, at der findes et guddommeligt væsen, som er verdens transcendente skaber, og som blandt andet er uforanderlig, almægtig og alvidende, kan hverken Gud eller vi være tjent med. 28 I stedet går Grønkjær i brechen for en Gud, der har givet afkald på sin tidligere ophøjethed og hvis væsen nu er hengivelse og svaghed for mennesket. 29 Grønkjær tager ligeledes afstand fra forestillingen om, at Gud er alvidende og fremhæver gentagne gange, at Gud i historiens løb er blevet klogere. 30 På den anden side møder vi hos Grønkjær også udsagn, som kan tolkes som om Gud faktisk er til. Han taler om, at Guds væsen er hengivelse og svaghed for mennesket og at Guds væsen er trinitarisk. 31 Spørgsmålet er, hvor bogstaveligt vi skal forstå dette. Under alle omstændigheder er det en meget menneskelig, en meget foranderlig og næsten ensidig moralsk forstået Gud, Grønkjær konstruerer. Et radikalt eksempel på en Gud i overensstemmelse med den postmoderne antirealisme møder vi hos Don Cupitt. Cupitt præsenterer sig selv som repræsentant for en nonrealistisk gudstro. Gud er død, hævder Cupitt, men derfor kan religionen godt have en vis positiv funktion: At tro på Gud er at leve som for Guds åsyn og at vurdere sig selv og sin verden som set fra evighedens standpunkt. 32 Don Cupitt hævder endvidere, at en ægte postmoderne definition af sand religion er en religion, der gør en klogere end ens gud. 33 Bag disse udsagn - deres forskellighed til trods - ligger, så vidt jeg kan skønne, ikke mindst den postmoderne filosofiske antirealisme. Virkeligheden findes ikke fastlagt og ordnet uden for mig. Den står jeg frit til selv 24 Nørager, Gud er død, om alle mand var døde s Nørager, Gud er død, om alle mand var døde s Nørager, Gud, kød og kærligheds og Vattimo, Jeg tror at jeg tror s. 32f. Nørager, Gud, kød og kærlighed s Grønkjær, Guds human interest s Grønkjær, Guds human interest s Eksempelvis Grønkjær, Guds human interest s Grønkjær, Guds human interest s Cupitt, Efter Gud s. 96f., Cupitt, Efter Gud s ICQUS nr. 1, 2004

9 Gudsbegrebet på postmoderne betingelser at konstruere. Gud findes heller ikke givet og fastlagt uden for mig. Også Gud står jeg derfor frit til selv at konstruere. Man kan altså ikke som Petter Dass synge Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde (DDS 7), men må tværtimod hævde, at Gud er død, om alle mand var døde. 34 Denne tendens til at konstruere Gud er på en måde ikke ny. Mennesket har altid søgt at skabe Gud i sit billede. Allerede i Det gamle Testamente sagde mennesket Gud til sine hænders værk. Og Calvin hævdede, at Menneskets hjerte er en gudefabrik. 35 Det nye er, at man med den postmoderne antirealistiske filosofi og den dermed sammenhørende konstruktionstænkning har fået en teoretisk basis for dette projekt. Ad. 3. Forestillingen om, at Gud da selvfølgelig skal sikre en det gode liv, er overordentlig udbredt i postmoderne religiøsitet, blandt såkaldt almindelige mennesker. Men også hos postmoderne teologer og filosoffer kan denne pragmatiske gudsforståelse iagttages. Det er tilfældet hos Don Cupitt. Troen på Gud er ikke uomgængelig, men en bevidsthedsform, der er værdifuld og interessant, en god valgmulighed. - hævder Cupitt. Vi befinder os nemlig i en ny situation, hvor Gud er frivillig. 36 Også i en anden sammenhæng giver Cupitt i tilslutning til Nietzsche udtryk for en pragmatisk forståelse af religion (men er her afskåret fra at tale om en egentlig pragmatisk gudsforståelse, da vi efter hans opfattelse befinder os efter Gud ). Om de talrige nyreligiøse bevægelser, New Age-grupper og sekter af enhver art siger han: Hvis deres trossætninger fun- 34 Nørager, Gud er død, om alle mand var døde. 35 Arendt, Hvad er sandhed s. 36. gerer godt for dem, så er deres trossætninger sande for dem.... Lad hundrede blomster blomstre! 37 Og hvordan skal man tolke, at både Vattimo, Grønkjær og Nørager ens i- digt forstår Gud som kærlighed 38 under afvisning af at forstå Gud under begreber som herre, 39 hellig, 40 dommer, 41 retfærdighed 42 og vrede og magt 43 som ellers traditionelt knyttes til gudsbegrebet? Det er nærliggende at forstå det som udslag af den pragmatiske tankegang om en Gud, der svarer til ens ønsker og behov. Især når det sammenholdes med Troels Nøragers tale om, at religion har sin kilde i menneskets længsel, ønske og illusion, 44 og Grønkjærs påpegning af, at ingen realisme og ingen sandhed kan berettige, at man tilsidesætter den moralske respekt for et andet menneskes livsforventninger. 45 Ad. 4. Afvisningen af den ene sande Gud er efter mit skøn et karakteristisk træk ved megen 37 Cupitt, Efter Gud s Vattimo, Jeg tror at jeg tror s, 66 og 98f. fremhæver, at Gud er kærlighed, ligeledes Nørager,Gud, kød og kærlighed s. 126f. Og 130. Og Grønkjær taler i Guds human interest gentagne gange om, at Gud lider med mennesket, nærer sympati for det, og at han i det hele taget har en svaghed for mennesket (eksempelvis s. 33). 39 Vattimo, Jeg tror at jeg tror s. 40, afviser, at Gud er herre, men derimod ven. 40 Vattimo, Jeg tror at jeg tror s. 31, mener, at begrebet hellig er uegnet til at beskrive Gud, fordi hellig forbindes med voldelig (jf. s. 45). 41 Nørager, Gud, kød og kærligheds. 126 vælger at undlade at beskrive Gud under metaforen dommeren. Jf. Vattimo, Jeg tror at jeg tror s. 36. Se dog Vattimo s Vattimo, Jeg tror at jeg tror, vælger s. 66 og 98 at se bort fra begrebet refærdighed til beskrivelse af Gud. Jf. Grønkjær, Guds human interest s Grønkjær, Guds human interest s. 39f, afviser at Gud kan beskrives med begreberne vrede og magt. 44 Nørager, Gud, kød og kærligheds Cupitt, Efter Gud s Grønkjær, Guds human interest s. 38. ICQUS nr. 1,

10 Kurt Christensen postmoderne religiøsitet. 46 Også i John Hicks religiøse pluralisme møder vi et eksempel på guder, der principielt befinder sig på samme plan, således at man ikke kan fremhæve en af dem som den sande Gud. 47 Don Cupitt forestiller sig ligeledes en fremtid præget af en gennemgribende, tolerant pluralisme. En pluralisme, som givetvis også vil omfatte de såkaldte guder. 48 Og netop de sammenhænge, hvor der gives udtryk for religiøs tolerance, vil ofte være præget af en grundlæggende religiøs pluralisme og sandhedsrelativisme, som udstrækker sig til at omfatte gudsforståelsen. Vi kan altså konstatere, at det allerede inden for den begrænsede litteratur, som jeg har konsulteret, er let at påvise gudsopfattelser, som svarer til en eller flere af de nævnte fire kriterier, der afspejler centrale postmoderne tankegange: afvisning af universelle forklaringer, antirealisme og konstruktivisme, pragmatisme, og pluralisme og relativisme. Heri ser jeg en vis dokumentation for min påstand om, at hvis man er afgørende præget af postmoderne tankegange, må ens gudsbillede leve op til et eller flere af disse kriterier. 5. Vurdering af den postmoderne gudsforståelse Gudsbegrebet må, hvis Gud overhovedet skal kunne tænkes i det postmoderne, leve op til forskellige krav. Det var tesen. Og vi har set, at både almindelige mennesker og postmoderne teologer og filosoffer tilsyneladende honorerer disse krav. Der kan imidlertid stilles kritiske spørgsmål til disse krav og deres konkrete udfoldelser - selvfølgelig teologiske spørgsmål, men også filosofiske. 46 Jf. O Connor, Religious Pluralism s Hick, Religious pluralism s. 520ff. Teologisk må man spørge, om disse krav harmonerer med den bibelsk-kristelige tilværelsesforståelse. Og man må i forlængelse heraf spørge, om det gudsbillede, der kommer ud af en konstruktion på basis af disse krav, er bibelsk-teologisk forsvarligt, eller om det udgør en urimelig ændring af det bibelske gudsbillede. Vi har nemlig efter min opfattelse ikke mandat til som teologer at konstruere en gudsforståelse, som ikke varetager kontinuiteten til det bibelske gudsbillede. Filosofisk set er jeg, hvad virkelighedsforståelsen angår grundlæggende realist i den forstand, at jeg tror, at Gud har skabt en virkelighed, der er der uafhængig af min bevidsthed, uafhængig af min tænkning og mit sprog. Denne teologisk funderede realisme medfører grundlæggende spørgsmål til bærende elementer ved den postmoderne tænkning generelt og til den postmoderne forståelse af religion og Gud. Jeg må på denne baggrund stille spørgsmål til den postmoderne antirealisme og dermed også til konstruktivismens rækkevidde. Eksempelvis må Gud, hvis han skal være Gud, opfattes som noget mere end vor konstruktion. 49 Jeg må også med basis i en realistisk tilværelsesforståelse stille spørgsmål til pluralismen og relativismen, alt er ikke lige godt, lige virkelighedsnært og lige sandt, - og stille spørgsmål til, at sandhedsspørgsmålet kan opløses i pragmatisme. Disse kritiske spørgsmål til bærende el e- menter ved den postmoderne tænkning betyder ikke, at vi som teologer blot refleksagtigt skal holde fast ved det moderne eller endog vende tilbage til det præ-moderne. Det er vigtigt, at teologien til enhver tid søger at formulere sig ind i samtiden. Men meget af den postmoderne tale om Gud sæl- 48 Cupitt, Efter Gud s Jf. Henriksen, På grensen s ICQUS nr. 1, 2004

11 Gudsbegrebet på postmoderne betingelser ger efter mit skøn helt unødvendigt ud af afgørende dele af det teologiske arvesølv. I den sammenhæng kunne det måske også være nyttigt at minde om visdommen i ordene om, at den, der gifter sig med tidsånden, bliver hurtigt enke. Litteratur Arendt, Rudolph: Hvad er sandhed. Forlaget ANIS. Frederiksberg Carson, D.A.: The Gagging of God.. Christianity Confronts Pluralism. Apollos. Leicester, England Clayton, Philip: Missiology between Monologue and Cacophony, i: (Kirk and Vanhoozer ed.) To Stake a Claim. Mission and the Western Crisis of Knowledge. Orbis Books. Maryknoll, New York Craig, William Lane: Politically Incorrect Salvation, i: (Phillips & Okholm ed.) Christian Apologetics in the Postmodern World. Inter Varsity Press. Downers Grove. Illinois Cupitt, Don: Efter Gud. Gudernes komme, gudernes bortgang og religionen efter guderne. Forlaget ANIS. København Gnanakan, Ken: Proclaiming Christ in a Pluralistic Context. Theological Book Trust. Bangalore Grønkjær, Niels og Brandt-Pedersen, Henrik (red.): Interesse for Gud. Ni tidssvarende essay. Forlaget ANIS. København Grønkjær, Niels: Guds human interst, i: (Grønkjær & Brandt-Pedersen red.) Interesse for Gud. Ni tidssvarende Essay. Forlaget ANIS. København Hansen, Nils Gunder: Da Gud kom ind fra kulden. Om genkristningen i kulturen. Gyldendal Henriksen, Jan-Olav: På grensen til Den andre. Om teologi og postmodernitet. Ad Notam Gyldendal. Oslo Hick, John: Religious Pluralism, i: (Peterson, Hasker, Reichenbach, Basinger) Philosophy of Religion. Selected Readings. Oxford University Press. New York/Oxford Lyotard, Jean-Francois: The Postmodern Explained. University of Minnesota Press. Minneapolis/London 1997 (1993). Løgstrup, K.E.: Skabelse og tilintetgørelse. Gyldendal. København Netland, Harold A.: Truth, authority and modernity: shopping for truth in a supermarket of worldviews, i: (Sampson, Samuel, Sugden ed.) Faith and Modernity. Regnum Books International. Oxford m.fl Newbigin, Lesslie: Truth to Tell. The Gospel as Public Truth. Eerdmans Nørager, Troels: Gud er død, om alle mand var døde, i: Præsteforeningens Blad 2000/40. Nørager, Troels: Gud, kød og kærlighed, i: (Grønkjær & Brandt-Pedersen red.) Interesse for Gud. Ni Tidssvarende Essay. Forlaget ANIS. København O Connor, Timothy: Religious Pluralism, i: (Michael J. Murray ed.) Reason for the hope within, Eerdmans, Grand Rapids, Michigan/Cambridge U.K Peterson, Hasker m.fl.: Reason & Religious Belief. An Introduction to the Philosophy of Religion. Oxford University Press. New York/ Oxford Vattimo, Gianni: Jeg tror at jeg tror. Forlaget ANIS. Frederiksberg ICQUS nr. 1,

12 Kurt Christensen Kurt Christensen Stilling: Professor, dr. theol. ved Menighedsfakultetet, Århus Karierreforløb: Født den 8. november 1948 i Jerup. Gift den 26. juli 1975 i Kolbotn, Norge, med Laila Schmidt. Student 1969, Frederikshavn gymnasium. Cand. theol. 1978, Århus. Studiesekretær i Kristeligt Forbund for Studerende Lærer i systematisk teologi ved Menighedsfakultetet i Århus 1980, lektor i etik Dr. theol. 1994, Oslo. Docent i etik Professor Studieophold i Oslo , Erlangen og Oxford Bestyrelsesmedlem på Menighedsfakultetet , redaktør af Lohses Etik-serie og medlem af Kristelig Lægeforenings etiske udvalg fra Publikationer: "Døbt", Fredericia 1976, Lohse. "Dåb og formaning", Århus 1977, Teoltryk. "Marxistisk og kristen frihedsforståelse", Århus 1981, Teoltryk. "Grundlag for kristen etik", Fredericia 1986, Lohse. "Tro og liv", Fredericia 1989, Lohse. "Papir på kærligheden?", København 1994, Credo. "Erkendelsen af Guds vilje - et studie i Paul Althaus' teologi", doktorafhandling, Århus 1994, Kolon 94. "Abortetik", Fredericia 2000, Lohse. Diverse artikler om etiske og religionsfilosofiske emner. 46 ICQUS nr. 1, 2004