Prædiken til 2. søndag efter påske 2016 Stine Munch Da jeg læste prædiketeksten til i dag var der to ting der sprang i hjertet på mig. Det ene var, at der står: det var vinter. Og det andet er der, hvor Jesus siger: Jeg og Faderen er eet. Om det med vinteren. Her er det jo ved at blive forår, men jeg synes det virker lidt vinteragtigt, lidt koldt og goldt og ufrugtbart hvis man tænker på det åndelige klima her i Danmark for tiden. Ja, det er den omtalte kampagne fra Ateistisk selskab jeg tænker på. Bybusserne i Århus og København har kørt rundt med klistermærker med budskaber som skal få folk til at melde sig ud af Folkekirken. Jeg synes det er helt fint med de klistermærker. Der står sådan set ikke andet end hvad man bakser med i enhver prædiken. På busserne står der nemlig: Hvorfor tro på en gud?, Hvorfor koster tro noget og Talte Jesus og Mohammed med en gud? At reflektere over Gud, og hvad Gud betyder, bliver vi vist aldrig færdige med. Den dag vi kan putte Gud ned i en lukket lille kasse og sige: ja, så ved vi alt, så er det ikke Gud mere. Så jeg stiller gerne det samme spørgsmål: Talte Jesus virkelig med Gud? Ateisternes klistermærker kan også give anledning til at reflektere over ateismen og dens fritænkning. Eller hvad det nu er? På den ateistetiske kirkegård i Århus er der nemlig nøje dessiner for, hvem der må ligge der. En sand ateist tåler nemlig ikke at ligge ved siden at en troens mand i døden - ganske pudsigt i grunden. En sådan renhedstænkning kan jeg ikke følge. Jeg bor gerne ved siden af alverdens folk af forskellig religiøs observans både i liv og død. Det gør da ikke mig noget, og
selvom jeg ikke ønsker et ateistisk kalifat, så ønsker jeg da heller ikke et land uden ateister. Altså, det er da i orden med dem, de må ikke-tro hvad de vil. På ateistisk selskabs hjemmeside kan man læse meget mere interessant. For at blive medlem at foreningen, må man ikke være religiøs eller bekende sig til nogen guddom, står der dogmatisk. Der er ingen slinger i valsen. Det er helt i orden for mig, at jeg ikke kan komme med i denne eksklusive klub af bekendende ikke-troende. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om jeg kunne være i en Folkekirke, hvor der er så lavt til loftet som i ateistisk forening. Folkekirken skulle da gerne rumme både tro, tvivl, undren, "de midlertidige frafaldne", de aktive, de sure og dem der er mere jubel-kristne. Der skal være slinger i valsen, ellers kunne jeg ikke være i Folkekirken. Måske forskellen mellem ateisterne og de kristne er denne, at de kristne dagligt spørger sig selv og hinanden: "Talte Jesus virkelig med Gud?" - et vanskeligt spørgsmål, der både rejser tvivl og tro - et spørgsmål, som vi vel dagligt kæmper med i glæde og i sorg og som jeg aldrig selv bliver færdig med at tænke over og svare på. Det selv samme spørgsmål mener ateisterne ikke at der er nogen som helst grund stille sig selv. For de ved jo. Der er noget dybt asocialt over anliggendet, og måske er det et udtryk for en generel tendens i tiden og ikke kun en misforstået opfattelse af de indsigter, som videnskaben bibringer os. Det kan virkelig undre, at man hænger kristendommen ud på denne måde, da man i det nævnte selskab gerne påberåber sig en intellektuel overhøjde. Måske dette tiltag vidner om en afmagt og et mindreværd, som projiceres over i angreb på en institution, som er kendt for at være ikke voldelig endsige gøre modstand.
Dansk kultur er kendt for, at vi lader holdninger brydes og vi fægter med åben pande. Alt sammen med fokus på at gavne fællesskabet og holde det levende. Religionskritik er nødvendig i ethvert samfund. Men det står skidt til i Danmark med en sådan ynkværdig forestilling. Det er udtryk for en sjældent set egoisme og asocialitet, indskrænkethed og i særlig grad: uvidenhed. Jesus siger i dag også: Jeg og Faderen, vi er eet. Gud blev altså et menneske i Jesus. Det mener f.eks muslimerne er helt forkert. Og i koranen understreges den helt grundlæggende forskel mellem Gud og mennesker. Ligesom i jødedom og kristendom er Gud for muslimen skaberen af alt, og mennesket er som en del af det skabte sat på en bestemt plads i forhold til Gud. Men specielt i islam ses mennesket grundlæggende som en tjener, som skal lyde sin Herres vilje. Og Guds vilje finder man helt konkret udtrykt i Muhammeds åbenbaringer, som er nedskrevet i Koranen. Det er imidlertid afgørende at forstå, at det kun er Guds vilje, sådan menneskets skal kende den for at adlyde den, vi finder udtrykt i Koranen - ikke Guds væsen! Gud selv er nemlig alt for stor og ophøjet til at et menneske ovehovedet kan rumme og forstå ham. "Gud er stor", siger muslimen, hvilket, på arabisk, ikke blot skulle betyde "Gud er stor", men at "Gud er større!" Større end hvad, tænker man måske? Større end hvad som helst i den skabte verden! Islams opfattelse af Guds storhed kan illustreres ved Guds 99 skønne navne.
Men Gud selv kan et menneske ikke kende. Ifølge islam. Forskellen mellem Skaber og skabning er så stor, at den ligger som en uoverstigelig afgrund mellem de to. Ja, selv, da Gud åbenbarede sin vilje overfor Muhammed, skete det ikke direkte, men gennem englen Gabriel som mellemmand. Og nu kommer vi til sagen. For selvom islam omtaler Jesus som en stor profet, forkastes tanken om Jesus som Guds Søn. Gud er jo alt for ophøjet til, at han kunne tænkes at få et barn med Maria - selve tanken er gudsbespottelig, fordi den trækker Gud ned på et alt for lavt plan. Jesus siger: "Jeg og Faderen er ét. Så tæt kom Jesus til Gud, at han hævdede sit fulde fællesskab med den Almægtige Skaber, som også for jøden er højt ophøjet over mennesker. Men Jesus betalte også prisen for denne påstand: Han blev anklaget og korsfæstet for at spotte Gud! Lige netop her afsløres så også den afgørende forskel, der går mellem på den ene side jøder og muslimer, og på den anden side os kristne. For vi vil nok også til en vis grad være med til at værne om Guds storhed, forskellen mellem skaber og skabning består, men pointen er, at Gud ikke er en fjern og ophøjet majestæt, men at han kommer mennesket helt nær. Mennesket blev jo skabt til at leve i fælleskab med Gud! Adam og Eva mødte hver dag Gud om aftenen i paradisets have og dette fællesskab blev først brudt, da de brød Guds bud om ikke at spise af det træ! Hele den efterfølgende bibelhistorie handler om at genoprette fællesskabet mellem Gud og mennesker. Moses kommer med lovens tavler og profeterne med nye krav til menneskers lydighed. Der herses og regeres, men lige meget hjælper det. Uanset, hvad Gud gør
og siger, møder han kun modstand, fordi afstanden mellem ham og vi mennesker er for stor. Så til sidst kommer han selv til os - i Jesus af Nazareth, i Kristus og Guds storhed og grænseløse kærlighed åbenbares i et menneskes skikkelse. Ja, han bliver endda født af en alt for ung pige i en beskidt stald.. Og da gjorde Gud altså det, som han i følge jødedom og islam slet ikke kan gøre! Gud er alt for stor, til at være eller blive menneske. Så når Jesus hævder at han er ét med Faderen, er det ikke kun forkert, men blasfemi! For kristne er det imidlertid det største bevis på Guds storhed. For Gud er alting muligt, synger Maria da også i sin lovsang, da englen siger, at hun skal blive med barn uden at have været sammen med en mand. Gud giver sig til kende i denne verden som mennesket Jesus. I hans liv hvad han gjorde og sagde, - og i hans død og opstandelse viser Guds mening sig. I ham bytter Gud plads med mennesket. Gud bliver skrøbelig og dødelig, og giver samtidig os del i det, der ellers er det guddommelige: Evighed og fuldkommen kærlighed. Sætningen: Gud blev menneske er et paradoks. Det er modsætninger, der bliver holdt sammen, og alligevel bliver ved med at være modsætninger. Det er kristendommens inderste rystelse. Det kan også siges sådan: Lyset skinner i mørket; Livet er gået i døden; den mindste er den største. At Gud sætter sig i menneskets sted, betyder at hvert menneske må se på sig selv og andre som én, Gud er hos og i.
Og ikke bare som én der sidder i ophøjet majestæt og herser og regerer og bestemmer hvad man må spise og hvorfor noget tøj man må have på. Må Gud ikke netop pga. sin almagt og storhed også kunne gøre sig så lille, at vi mennesker kan møde ham og have fællesskab med ham i den verden, han har skabt? Er inkarnationen ikke den største understregning af Guds storhed og almagt, som vi overhovedet kan tænke? Det tror jeg. At mennesket Jesus er Kristus, Gud selv, det er det største. At han døde og opstod, det betyder, at vi kan leve i frihed. At alle onde magter er overvundet, ja, selv døden. Og med dette. At Jesus er Kristus, eet med Gud, og ikke bare en vældig profet, går grænsen for forståelse mellem kristne og muslimer. Herfra går vi hver sin vej. Og når hele Islams hellige skrift gør op med at Gud kunne blive menneske, ja, så kan intet i den, for os, være helligt. Og ligesådan kan muslimen ikke godtage Jesu ord om enheden med Faderen uden at opgive troen på Guds storhed. Og derfor mener jeg egentlig, at vi skal lade være med at blande islam og kristendom sammen, og ikke læse op fra koranen i kirken, og sådan set heller ikke læse op fra det nye testamente i en moske, hvis nogen nogensinde kunne finde på at forslå det, af respekt for de helt afgørende og uforenelige forskelle. Men derfor kan vi sagtens tale sammen og drikke alt det kaffe sammen, vi orker. Og leve sammen i fællesskab og blive venner i respekt for hinandens forskellighed. Netop fordi mennesket muslimen er min næste. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.. disse ord hører også med til gudstjenesten i dag. Han lader mig ligge i grønne enge, han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.
Det er Kristus der er den gode hyrde, det er ham, der er os nær, det er ham, der kender os bedre end vi kender os selv, fordi Kristus, Gud selv, har været og er i vores verden. Det er ham der leder os, og tager os ved hånden, både i livet og i døden. Det er ham der giver os mod og kraft og ånd til at skelne godt og ondt, sandt og falsk. Det er ham, der har vundet over døden og alle onde magter, og i hans navn skal alle mennesker befries fra lænker og trællekår. Og selv om det nu er 2. søndag efter påske, så vil jeg slutte med at sige: Kære menighed, Kristus er opstanden! Amen. Lovprisning Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Kirkebøn Vor Fader i Himlen, vi takker dig for den kærlighed, hvormed du altid følger os. Vi beder dig for din kirke, for os som er din kirke, at vi ikke må samles om os selv og om, hvad vi kan og vil og tror, men nu og altid frimodigt må samles på din befaling og i håb til dig. Vi beder dig for vort land og vort folk vort kongehus og vor øvrighed. Vi beder at du ikke vil overlade os til os selv, men lære os alle at leve vort liv i ansvar og i tro og at have nok i det. Vi beder dig for hele den lidende verden, for de forfulgte, for ofrene, for de
undertrykte. Vi beder at du vil knytte os sammen og give os at forstå, at én er du vor Gud, og at vi er alle hinandens skyldnere. Så beder vi: Vær du med de syge og sorgfulde, med alle ensomme og med dem, som ingen kan lide. Omvend de hadefulde. Giv den hjerteløse din barmhjertighed, den åndløse din ånd, den syge din trøst og den døende din fremtid. Så beder vi dig for alle vore kære og alle dem der står os nær. Både de levende og de døde. Amen. Meddelelser Velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!