Konsekvenserne af længere levetid og udskudt helbredsmæssig aldring for behovet for offentlig ældreomsorg

Axel Mossin Maj 2013 Konsekvenserne af længere levetid og udskudt helbredsmæssig aldring for behovet for offentlig ældreomsorg 1. Faldende dødelighed og ændret befolkningssammensætning I debatten om ældreomsorgens fremtid spiller forventninger om fortsat bedre helbred og længere levetid en stor rolle. Bedre helbred ved samme alder gør de ældre mere selvhjulpne. Længere levetid forventes at forøge det relative antal ældre. Dødeligheden har været faldende over lang tid og forventes fortsat at falde. De ældste nulevende borgeres livshistorie begynder før Første Verdenskrig. På den følgende figur viser den nederste kurve overlevelseshyppigheden fra fødslen i overensstemmelse med dødelighedserfaringerne i en femårsperiode op til 1910. De to næste kurver viser tilsvarende overlevelseshyppigheden fra fødslen i overensstemmelse med dødelighedserfaringerne i femårsperioder op til henholdsvis 1980 og 2011. 120 Overlevende i procent fra fødslen til anført alder efter dødeligheden 1910, 1980 og 2011. Gennemsnit af mænd og kvinder. 110 100 90 80 70 60 50 40 30 20 10 0 0 5 10 15 20 25 30 35 40 45 50 55 60 65 70 75 80 85 90 95 Overlevende i procent, 1980 dødelighed Overlevende i procent, 1910 dødelighed Overlevende i procent, 2011 dødelighed Figur 1. Grundlag: www.statistikbanken.dk, tabel HISB9 1

Før Første Verdenskrig døde 14 % af de nyfødte før de fyldte fem år. I 1980 var det faldet til én procent og i 2011 til praktisk talt nul procent. Denne mirakuløse udvikling skyldes primært bedre hygiejne, vaccinationer, penicillin og andre antibiotika samt de generelt bedre levevilkår. Før Første Verdenskrig blev praktisk talt ingen over 90 år. Efter 1980 forholdene bliver én procent af en fødselsårgang 99+ år og efter 2011 forholdene bliver to procent af en fødselsårgang 99+ år. Alderssammensætningen af befolkningen afhænger af flere forhold end dødeligheden. Fødselshyppigheden og fødselsårgangene generelt varierer og der er ind- og udvandring. Alderssammensætningen i de enkelte kommuner er stærkt påvirket af tilflytning til nye boligområder og senere beboerudskiftningen i de modne boligområder. Overlevelseskurverne i figur 1 viser, hvordan dødeligheden isoleret fra de andre forhold former befolkningssammensætningen. Arealerne under de tre kurver svarer til den samlede befolkning forudsat ens, konstante fødselsårgange. For hver af de tre overlevelseskurver kan man blandt andet beregne nøgletal som gennemsnitsalder og befolkningsandel over 65 år. Se tabel 1. Når dødeligheden falder, er der både flere unge, der overlever til en noget højere alder, og flere ældre, der overlever til en høj alder. Derfor vokser gennemsnitsalderen og ældreandelen ikke helt så meget, som man måske umiddelbart kunne forvente. 1910 1980 2011 Befolkningssammensætningen, som den følger af de tre overlevelseskurver Gennemsnitsalder i år 35,1 38,7 40,4 Andel af 65 til 99+ årige i procent af befolkningen Tabel 1. Beregnet på grundlag af figur 1. 12,2 17,1 20,2 2. Udviklingen af middelrestlevetiden for mænd og kvinder 1980 1990 2000 2010 2011 Udviklingen fra 1980 til 2011 af mænds middelrestlevetid, antal år fra opnået alder 0 år 71,2 71,9 73,8 76,3 76,6 65 år 13,7 14,1 14,8 16,5 16,7 75 år 8,3 8,5 8,9 9,8 10,0 85 år 4,6 4,8 4,8 5,1 5,2 95 år 2,4 2,5 2,4 2,5 2,5 Udviklingen fra 1980 til 2011 af kvinders middelrestlevetid, antal år fra opnået alder 0 år 77,2 77,7 78,7 80,7 81,0 65 år 17,5 17,9 18,0 19,2 19,4 75 år 10,5 11,0 11,3 11,9 12,0 85 år 5,4 5,8 6,0 6,3 6,3 95 år 2,7 2,8 2,8 2,9 2,9 Tabel 2. Kilde: www.statistikbanken.dk, tabel HISB9 2

Forlængelse af den beregnede middelrestlevetid for personer, der har opnået en bestemt alder, følger af, at personer over denne alder efter erfaringerne fra 1980 til 2011 har oplevet en mindre dødelighed. Dette kan tilskrives, at den generelle helbredstilstand ved en bestemt alder, sammenlignet med helbredstilstanden ved samme alder et antal år tidligere, er blevet fortsat bedre. Den generelle helbredstilstand afhænger - af genetiske forudsætninger, - af livshistorien helt fra fødslen og før, og - af de aktuelle levebetingelser. Med tiden er de historiske og aktuelle levebetingelser blev bedre som følge af velstandsudviklingen og udviklingen af velfærdsstaten. Kvaliteten af sundhedssystemet er en væsentlig komponent i de aktuelle levebetingelser. Tilfældige hændelser for den enkelte, f.eks. i form af trafik- og arbejdsulykker, samt mulige krigsbegivenheder er en del af de generelle levebetingelser. Som det fremgår af tabel 2 lever kvinder markant længere end mænd. Derimod er mænds middelrestlevetid fra 1980 til 2011 gennemgående vokset mere end kvinders, dog ikke fra opnået 85 og 95 års alder. Det er en nærliggende hypotese, at kvinder genetisk er disponerede til en længere levetid end mænd. Men da mænd og kvinder gennemgående har ret forskellige historiske og aktuelle levebetingelser, vil ændringer i disse kunne forlænge de to køns middelrestlevetid forskelligt. Fra fødslen er der lidt færre kvinder end mænd. Da kvinder lever længere end mænd vokser kvindekvoten med alderen. Som det fremgår af figur 2 er der fra 70 års alderen en voksende overvægt af kvinder. For de allerældste er over 80 % af en årgang kvinder, dvs. der er over fire kvinder for hver mand. De ældre borgere, der modtager offentlig ældreomsorg vil derfor typisk være kvinder. 100 90 80 70 60 50 40 30 20 10 Kvindekvote i procent af mænd og kvinder 2013 efter alder 0 til 99+ år 0 0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 Figur 2. Grundlag: www.statistikbanken.dk, tabel FOLK2 3

3. Civilstandsstatus, behov for offentlig omsorg og betydningen af forlænget levetid Betydelig forskel i civilstandsstatus mellem fem hovedstadskommuner Ældre ægtepar og samlevende/samboende par støtter og passer forventeligt hinanden og bliver, fordi de kan hjælpe hinanden, gennemgående visiteret til mindre offentlig omsorg end enlige. I tabel 3 og 4 er der vist tal for antal personer over 65 år, henholdsvis 75 år, der lever i to familietyper: enlige og gifte/samlevende/samboende. De få ældre over 65 år, som har hjemmeboende børn under 18 år, er ikke med i tallene. Samlevende er defineret som ugifte personer af forskelligt køn, der bor sammen og har fællesbørn (uanset alder). Samboende er ugifte personer af forskelligt køn, der bor sammen uden at have fælles børn. Personer af samme køn, der lever sammen på samme adresse uden at være registrerede partnere eller gift, registreres som enlige. Med hensyn til kvoten af personer, der lever i par, er den markant højere i Gentofte, Gladsakse og Lyngby-Taarbæk end i København og på Frederiksberg. Denne forskel i familiestruktur mellem kommunerne bidrager til et større behov for offentlig ældreomsorg på Frederiksberg og navnlig i København end i de øvrige kommuner. 1990 2000 2010 2012 Enlige 65-74 årige, der lever i familier på én person Københavns Kommune 25.000 15.888 16.458 18.157 Frederiksberg Kommune 5.001 3.570 4.169 4.514 Gentofte Kommune 3.204 2.194 2.487 2.745 Gladsaxe Kommune 2.513 2.238 2.050 2.199 Lyngby-Taarbæk Kommune 2.501 1.955 1.822 1.933 Gifte/samlevende/samboende 65-74 årige, der lever i familier på to personer Københavns Kommune 23.930 12.306 12.888 14.455 Frederiksberg Kommune 5.197 3.308 3.928 4.430 Gentofte Kommune 4.386 2.998 3.766 4.469 Gladsaxe Kommune 4.110 3.177 2.996 3.254 Lyngby-Taarbæk Kommune 4.572 3.094 2.610 3.000 Kvoten af personer, der lever i par, i procent af alle personer. 65-74 årige. Københavns Kommune 49 44 44 44 Frederiksberg Kommune 51 48 49 50 Gentofte Kommune 58 58 60 62 Gladsaxe Kommune 62 59 59 60 Lyngby-Taarbæk Kommune 65 61 59 61 Tabel 3. Grundlag: www. statistikbanken.dk, tabel FAM100N 4

1990 2000 2010 2012 Enlige 75+ årige, der lever i familier på én person Københavns Kommune 36.887 29.468 19.149 17.881 Frederiksberg Kommune 8.089 6.830 5.326 5.169 Gentofte Kommune 5.244 5.121 4.032 3.864 Gladsaxe Kommune 2.600 3.330 3.335 3.259 Lyngby-Taarbæk Kommune 3.042 3.737 3.474 3.361 Gifte/samlevende/samboende 75+ årige, der lever i familier på to personer Københavns Kommune 13.389 9.720 6.181 6.017 Frederiksberg Kommune 2.895 2.600 1.963 2.006 Gentofte Kommune 2.643 2.493 2.022 2.042 Gladsaxe Kommune 1.494 1.921 1.797 1.819 Lyngby-Taarbæk Kommune 1.742 2.512 2.030 1.940 Kvoten af personer, der lever i par, i procent af alle personer. 75+ årige. Københavns Kommune 27 25 24 25 Frederiksberg Kommune 26 28 27 28 Gentofte Kommune 34 33 33 35 Gladsaxe Kommune 36 37 35 36 Lyngby-Taarbæk Kommune 36 40 37 37 Tabel 4. Grundlag: www. statistikbanken.dk, tabel FAM100N Komplekse demografiske bevægelser bag udviklingen Af tabel 3 og 4 fremgår, at der har været meget store ændringer i antallet af personer over 65 år, henholdsvis 75 år, i de fem kommuner. Bag ændringerne ligger flere forskellige befolkningsbevægelser: - Den største enkeltpåvirkning af de fem kommuners befolkning over 65 år er dødsfald samtidig med at nye årgange gradvis passerer 65 år. Dødsfald påvirker civilstandsstatus, fordi den efterlevende skifter status fra at have levet i par til at være enlig. I 2012 var det samlede antal dødsfald i de fem kommuner af personer over 65 år 5674. - En stor, men dog mindre påvirkning er flytninger til og fra kommunen af personer over 65 år ofte fra og til en af de andre kommuner i gruppen på fem. I 2012 var det samlede antal tilflytninger af personer over 65 år 1356 og det samlede antal fraflytninger var 1750. Hvis kvoten af personer, der lever i par, i tilflytningen eller fraflytningen afviger fra den eksisterende kvote i kommunen, ændres kvoten af personer, der lever i par. - Alderssammensætningen af de over 65 årige i kommunen påvirkes både af de dødes aldersfordeling sammen med størrelsen af de årgange, der gradvis passerer 65 år, og af aldersfordelingen af tilflytningen og fraflytningen. - Vielser og skilsmisser samt det forhold, at også ældre personer uden større formaliteter flytter sammen og fra hinanden igen, påvirker direkte civilstandsstatus. Antallet af vielser og skilsmisser i aldersklassen over 65 år er dog meget beskedent og der er i øvrigt i nogenlunde balance mellem vielser og skilsmisser. Det samlede antal vielser i de fem kommuner i 2012, hvor bruden var over 65 år, var 64 og det samlede antal skilsmisser, hvor kvinden var over 65 år, var 58. - I følge Alderens muligheder, Ældre Sagens Fremtidsstudie, marts 2013, side 29, har 10-15 % af de ældre og ældste enlige et fast forhold, men således at de to parter bevarer hver sin egen bolig. Denne samlivsform er efter studiet endnu mere udbredt blandt de 50 årige og derfor antagelig på vej til at blive mere udbredt blandt de ældre og ældste. Det vil over tiden kunne trække i retning af en lavere kvote af personer, der registreres som levende i par. De følgende to rammer indeholder modeltekniske analyser af betydningen af overlevelsessandsynlighed og forlænget levetid for kvoterne af personer, der lever i par. 5

Alderens betydning for den kvote af en årgang, der lever i par Vi følger en årgang, som består af A personer. En kvote på g lever i par. Forenklet i forhold til virkeligheden, antager vi at alle partnere er jævnaldrende, og at alle uanset køn har samme sandsynlighed s for at overleve et år. Det samlede antal personer, der overlever et år bliver s*a. For at overleve som par, skal begge partnere overleve. Det antal personer, der overlever sammen med sine partnere bliver derfor s 2 *g*a. Efter et år reduceres kvoten af personer, der lever i par, derfor til s 2 *g*a/(s*a) = s*g Den kvote af en årgang, der lever i par, falder med alderen. Dette bekræftes tydeligt af en sammenligning mellem kvoterne for henholdsvis 65-74 årige og 75+ årige i de to tabeller 3 og 4. Betydning af forlænget levetid for den samlede kvote af personer over en vis alder, der lever i par Middelrestlevetiden voksede fra 1990 til 2012. Overlevelsessandsynligheden fra år til år voksede. Personer, der lever i par, mistede gennemsnitligt deres partner i en højere alder. Umiddelbart vil man forvente, at den samlede kvote af personer, f.eks. 65-74 årige og 75+ årige, der lever i par, var vokset. Billedet sløres imidlertid af, at de efterlevende partnere lever længere som enlige. Jo flere årgange, man tager i betragtning, jo større vægt får de efterlevende enlige. Der er ikke i tabel 3 og 4 nogen tendens til, at kvoterne af personer, der lever i par, generelt skulle være vokset. De andre store demografiske forskydninger i de fem kommuner kan have bidraget til at sløringen af billedet. Men der ses ikke i tabel 3 og 4 tegn på en voksende kvote af personer, der lever i par, som følge af den forlængede levetid fra 1990 til 2012, hvilket i givet fald ville have aflastet den offentlige ældreomsorg. Vi ser på summen af alle årgange over en vis alder, f.eks. 65 år. Den yngste årgang består af A personer, hvoraf g*a lever i par. Forenklet i forhold til virkeligheden forudsætter vi, at alle følgende årgange har samme udgangsstørrelse og er blevet et år ældre med overlevelsessandsynligheden s. Det sidste er stærkt forenklet. En 65-årig overlever et år med sandsynligheden 99 %. En 95-årig overlever et år med en meget mindre sandsynlighed 74 %. Det samlede antal personer bliver A + s*a + s 2 *A + + = A/(1-s) Det samlede antal personer, der lever i par, bliver g*a + s 2 *g*a + s 4 *g*a + + = g*a/(1-s 2 ) Kvoten, der lever i par, bliver g*a/(1-s 2 )/( A/(1-s)) = g/(1+s) Mellemregningerne er baseret på, at de to summer i den praktiske sammenhæng antages at være uendelige kvotientrækker samt at (1-s 2 ) = (1+s)*(1-s) Når overlevelsessandsynligheden s vokser sammenhængende med at levetiden vokser, er s i den beregnede kvote g/(1+s) blevet større. Det vil sige, at den samlede kvote af personer over en vis alder, der lever i par, falder med længere levetid. Dette umiddelbart overraskende resultat er begrænset af, at der skal inddrager så mange årgange, at virkningen af, at de efterlevende partnere lever længere, slår igennem. Men resultatet svarer til, at der ikke i tabel 3 og 4 ses tegn på en voksende kvote af personer, der lever i par, hvilket er den umiddelbare forventning som følge af den forlængede levetid gennem perioden 1990 til 2012. 6

4. Middelrestlevetid og socialøkonomisk ulighed De beregnede middelrestlevetider i afsnit 2 vedrører hele landet og er baseret på dødelighedserfaringerne i femårsperioder, der slutter med de anførte årstal. Danmarks Statistik offentliggør også kommunefordelte middellevetider baseret på dødelighedserfaringerne i femårsperioder, men kun fra 0 år for mænd og kvinder samlet, og kun fra 2004. I tabel 5 nedenfor er 2005 brugt som udgangsår. I tabel 5 er antallet af kommuner udvidet til syv for at få Hørsholm og Rudersdal med. 2005 2010 2011 Udviklingen fra 2005 til 2011 af middellevetiden fra 0 år, antal år. Gennemsnit af mænd og kvinder Københavns Kommune 74,9 76,2 76,5 Frederiksberg Kommune 77,2 78,5 78,7 Gentofte Kommune 78,9 80,9 81,0 Gladsaxe Kommune 77,2 78,0 78,0 Lyngby-Taarbæk Kommune 78,8 80,8 81,0 Hørsholm Kommune 80,1 81,0 81,2 Rudersdal Kommune 79,4 80,4 80,8 Region Hovedstaden 77,5 78,8 79,0 Hele landet 77,3 78,6 78,8 Tabel 5. Kilde: www. statistikbanken.dk, tabel HISBK Der er store forskelle på middellevetiden de syv hovedstadskommuner imellem. Middellevetiden i Gentofte og Hørsholm er fire et halvt år længere end i København. Denne forskel afspejler den gennemsnitlige sammenhæng, at de, der har gode forudsætninger, og som klarer sig godt helbredsmæssigt, økonomisk og på anden måde, vælger at bosætte sig i de attraktive boligområder nord for København. Den sociale selektion, der viser sig i forskellene på middellevetid mellem kommunerne, giver sig tilsvarende til kende i de gennemsnitlige indkomster i kommunerne. I dansk sammenhæng lever borgerne ikke længere, fordi de har flere penge, eller fordi de bor i Hørsholm eller Gentofte. Meget gennemsnitligt lever de længere og har flere penge og bor, hvor de bor, fordi de har haft bedre forudsætninger for at klare sig godt. Selv i et, i international sammenligning, relativt lige samfund som det danske er der fundamentale uligheder mellem borgerne, som blandt andet synliggøres af kommuneforskellene. 7

Tabel 6 viser den betydelige forskel i gennemsnitsindtægter mellem de syv kommuner. Gennemsnitligt set har Gentoftes, Hørsholms og Rudersdals borgere indtægter væsentligt over de øvrige kommuners borgere. 2005 2010 2011 Udskrivningsgrundlag for kommuneskatten, kr. pr. indbygger Københavns Kommune 134.000 143.000 148.000 Frederiksberg Kommune 170.000 173.000 180.000 Gentofte Kommune 222.000 231.000 247.000 Gladsaxe Kommune 140.000 152.000 158.000 Lyngby-Taarbæk Kommune 179.000 195.000 198.000 Hørsholm Kommune 226.000 238.000 241.000 Rudersdal Kommune 223.000 227.000 228.000 Region Hovedstaden 147.000 158.000 162.000 Hele landet 125.000 140.000 145.000 Tabel 6. Kilde: www.noegletal.dk Figur 3 viser den tydelig sammenhæng mellem udskrivningsgrundlaget i kommunerne og middellevetiden i kommunerne. Det er ikke de højere gennemsnitsindtægter, der er årsag til de længere middellevetider. Der er bagved liggende faktorer, der resulterer i både høje gennemsnitsindtægter og lange middellevetider. 85,0 Syv hovedstadskommuner 2011 Udskrivningsgrundlag i kr. og middellevetid i år 80,0 75,0 100.000 200.000 300.000 Figur 3. Grundlag: tabel 5 og tabel 6. Kommunerne er i rækkefølge fra venstre mod højre København, Gladsaxe, Frederiksberg, Lyngby- Taarbæk, Rudersdal, Hørsholm og Gentofte. 8

5. Middelrestlevetid som indikator for den helbredsmæssige aldring Man kan skelne mellem: - Kronologisk aldring. - Helbredsmæssig aldring. Med en voksende ældrebefolkning bliver det af stor betydning, om og hvor meget den helbredsmæssige aldring kan ventes at blive udskudt i forhold til den kronologiske alder. - Social aldring. Med voksende kronologisk og helbredsmæssig alder bliver borgerne dels pålagt ændrede leveformer, dels vælger borgerne ændrede leveformer og adfærd. Den pålagte sociale aldring omfatter pensionering i forbindelse med aldersgrænser og ikke-frivillig tilbagetræden fra arbejdsmarkedet. Den individuelle adfærd i form af sociale og kulturelle aktiviteter samt forventninger til egen og andres formåen udvikles sammen med generationen uden snæver sammenhæng med kronologisk alder. Alt i alt kan der over en årrække ske en udskydning af den sociale aldring, som kan være større end udskydningen af den helbredsmæssige aldring. Middelrestlevetiden som en objektiv indikator for de ældre årganges helbredsmæssige aldring De ældre årganges helbredsmæssige status kan kortlægges med forskellige metoder. Ved survey undersøgelser kan man bede respondenterne oplyse, hvordan de selv vurderer deres generelle helbred, samt hvilke begrænsninger deres helbred sætter. Ud fra de omfattende registerdata, der findes, kender man den aldersrelaterede forekomst af forskellige diagnoser. Til forskel herfra er middelrestlevetiden en enkelt og objektiv indikator. 20 19 18 17 16 15 14 13 12 11 10 9 8 7 6 5 4 3 2 1 0 Middelrestlevetid fra alder 65-99 år samt udskydning af aldring 1980 til 2011. Gennemsnit af mænd og kvinder 65 70 75 80 85 90 95 Middelrestlevetid 1980 Middelrestlevetid 2011 Udskydning af helbredsmæssig aldring fra 1980 til 2011 (Antal år afrundet) Figur 4. Grundlag: www.statistikbanken.dk, tabel HISB9 9

Middelrestlevetiden fremkommer som resultat af overlevelsessandsynlighederne fra år til år. Som tidligere omtalt (på side 3) kan overlevelsessandsynlighederne antages primært at afhænge af den generelle helbredstilstand, som bestemmes af genetiske forudsætninger, af livshistorien helt fra fødslen og før og af de aktuelle levebetingelser. Kvaliteten af sundhedssystemet er en væsentlig komponent i de aktuelle levebetingelser. Ny og bedre medicinsk behandling forbedrer den generelle helbredstilstand og kan forøge overlevelsessandsynlighederne væsentligt. Det forudsættes, at der kan sættes lighedstegn mellem den generelle helbredstilstand og den helbredsmæssige alder. Der må tages forbehold for, at tilfældige hændelser for den enkelte, f.eks. i form af trafik- og arbejdsulykker, påvirker overlevelsessandsynlighederne sekundært uden at være direkte relateret til den generelle helbredstilstand. Med dette forbehold er middelrestlevetiden en indikator for den helbredsmæssige aldring. Figur 4 viser middelrestlevetid efter dødelighedserfaringerne i henholdsvis 1980 og 2011. Den lodrette afstand mellem de to kurver viser forlængelsen af middelrestlevetiden ved forskellige aldre fra 65 år til 99 år. Den vandrette afstand mellem de to kurver viser udskydningen af den helbredsmæssige aldring under den forudsætning, at to personer henholdsvis i 1980 og 2011 med samme middelrestlevetid har samme helbredsmæssige alder. En 70 årig i 2011 har samme middelrestlevetid som en 67 årig havde i 1980. Den helbredsmæssige aldring er således udskudt tre år for en 70 årig i løbet af 31 år. Den nederste kurve viser udskydelsen af den helbredsmæssige aldring for personer med forskellige aldre i 2011. For de under 80 årige er udskydelsen ca. tre år. For de over 95 årige er udskydelsen ca. et år. 6. Befolkningsfremskrivning 2012-2040, udskudt helbredsmæssig aldring og behovet for offentlig ældreomsorg I følge Danmarks Statistiks fremskrivninger vokser ældrebefolkningen afgrænset af kronologisk alder frem mod 2040 stærkt. For landet som helhed forventes antallet af 65-79 årige at vokse med 38 % til over en million. Se tabel 7. Antallet af over 80 årige forventes at vokse med 115 % til næsten en halv million. Se tabel 8. Den samlede danske befolkning forventes til sammenligning kun at vokse med 9 % frem til 2040. De over 80 årige er gennemsnitligt meget mere omsorgskrævende end de 65-79 årige. Man kan skønne, at de over 80 årige gennemsnitligt har behov for næsten otte gange så megen hjælp, som de 65-79 årige gennemsnitligt har behov for. Dette skøn er baseret på visiterede timers praktisk og personlig hjælp til over 65 årige i såvel i eget hjem som i plejebolig. Grundlag: www.statistikbanken.dk, tabel AED022 og tabel AED03. Der er brugt tal for 2011 for hele landet. For de fem hovedstadskommuners vedkommende forventes antallet af 65-79 årige at vokse mere end landsgennemsnittet, mest for København og lidt under landsgennemsnittet for Frederiksberg. Antallet af de mere omsorgskrævende over 80 årige vokser derimod en del mindre i de fem hovedstadskommuner end i landet som helhed, men stadig stærkt. Målt efter kronologisk alder er der tale om en meget stor ændring af befolkningens sammensætning med potentielt store konsekvenser. At landets kommuner bliver ramt forskelligt får sin egen betydning. 10

2012 2040 2012 2040 Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning 2012-2040. Indeks. 2012 = 100 De mindre omsorgskrævende årgange. København 65-79 år 41.910 71.132 100 170 68-82 år 61.579 147 Frederiksberg 65-79 år 11.647 15.714 100 135 68-82 år 14.268 123 Gentofte 65-79 år 9.344 14.007 100 150 68-82 år 12.921 138 Gladsaxe 65-79 år 7.425 11.031 100 149 68-82 år 10.216 138 Lyngby-Taarbæk 65-79 år 6.658 9.492 100 143 68-82 år 8.763 132 Hele landet 65-79 år 737.708 1.014.478 100 138 68-82 år 948.739 129 Tabel 7. Grundlag: www.statistikbanken.dk, tabel FRKM112 2012 2040 2012 2040 Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning 2012-2040. Indeks. 2012 = 100 De mere omsorgskrævende årgange. København 80-99+ år 15.156 25.223 100 166 82-99+ år 19.641 130 Frederiksberg 80-99+ år 4.603 7.127 100 155 82-99+ år 5.703 124 Gentofte 80-99+ år 3.935 6.747 100 171 82-99+ år 5.415 138 Gladsaxe 80-99+ år 3.186 5.248 100 165 82-99+ år 4.165 131 Lyngby-Taarbæk 80-99+ år 3.656 4.373 100 120 82-99+ år 3.453 94 Hele landet 80-99+ år 230.361 495.308 100 215 82-99+ år 394.827 171 Tabel 8. Grundlag: www.statistikbanken.dk, tabel FRKM112 Udskudt helbredsmæssig aldring dæmper væksten i antallet af omsorgskrævende ældre Konsekvenserne bliver afbødet i det omfang, den helbredsmæssige aldring udskydes i forhold til den kronologiske alder, jævnfør sondringen mellem kronologisk, helbredsmæssig og social aldring. Tabel 7 og 8 indeholder beregninger, der viser størrelsesordenen af den dæmpning i antallet at omsorgkrævende ældre, udskudt helbredsmæssig aldring medfører. I tabel 7 er udgangspunktet årgangene 65-79 år. Forudsættes, at den helbredsmæssige aldring for disse årgange udskydes tre år frem til 2040, kan disse årgange i 2012 med hensyn til helbred og omsorgsbehov sammenlignes med 68-82 årige i 2040. Med hensyn til stigningen i omsorgsbehovet kan antallet af 68-82 årige i 2040 sættes i forhold til antallet af 65-79 årige i 2012. Det fremgår af tabel 7, at stigningen i antallet af omsorgskrævende ældre reduceres en hel del. For landet som helhed en reduktion fra indeks 138 til indeks 129. Der er dog både for de fem kommuner og 11

for hele landet tale om en betydelig stigning i antallet af ældre, der kan forventes i mindre eller større grad at få behov for personlig og praktisk omsorg. I tabel 8 er udgangspunktet årgangene over 80 år. For disse årgange er det mere realistisk, at den helbredsmæssige aldring kun kan udskydes to år frem til 2040, jævnfør figur 4. Det betyder, at de over 80 årige i 2012 med hensyn til helbred og omsorgsbehov kan sammenlignes med de over 82 årige i 2040. Med hensyn til stigningen i omsorgsbehovet kan antallet af over 82 årige i 2040 sættes i forhold til antallet af over 80 årige i 2012. Det fremgår af tabel 8, at stigningen i antallet af omsorgskrævende ældste ældre derved reduceres ganske meget. For landet som helhed en reduktion fra indeks 215 til indeks 171. Både for de fem kommuner og for hele landet viser beregningerne i tabel 8 en mærkbar dæmpning i antallet af de ældste ældre, der kan forventes i mindre eller større grad at få behov for personlig og praktisk omsorg. Trods den mærkbare dæmpning må antallet af de mere omsorgskrævende ældre (med enkelte kommuner som undtagelser), som det fremgår af tabel 8 forventes at stige stærkt. Forventet omsorgsbehov i 2040 og kravene til en kompenserende årlig effektivisering Tabel 9 indeholder indeks for det forventede omsorgsbehov i 2040 sat i forhold til 2012, forudsat den forventede demografiske udvikling og forudsat den ovenfor forventede udskydning af den helbredsmæssige aldring. Tabellens værdier for det forventede omsorgsbehov er sammenvejet over hele aldersgruppen af over 65 årige i 2012. Ved sammenvejningen er antaget, at det gennemsnitlige omsorgsbehov for de over 80 årige kan skønnes at være ca. otte gange det gennemsnitlige omsorgsbehov for de 65-79 årige. ( Ved sammenvejningen sat til 7,84 gange det gennemsnitlige omsorgsbehov for de 65-79 årige.) Forventet omsorgsbehov, vægtet 2040 indeks med 2012 som basis København 134 1,1 Frederiksberg 124 0,8 Gentofte 138 1,2 Gladsaxe 132 1,0 Lyngby-Taarbæk 102 0,1 Hele landet 159 1,7 Kompenserende årlig effektivisering i % Tabel 9. Grundlag: tabel 7 og tabel 8 Disse års overordnede velfærdspolitiske målsætning er at fastholde det af borgerne oplevede serviceniveau, helst samtidig med at den offentlige sektor i det store hele begrænses til sin nuværende størrelse. Det vil være i tråd med denne målsætning at undersøge mulighederne for, om det forventede omsorgsbehov hos det stigende antal ældre frem til 2040 kan dækkes af en uændret samlet arbejdsstyrke beskæftiget med offentligt visiteret ældreomsorg. Den nævnte overordnede velfærdspolitiske målsætning er mere eller mindre præcist forankret i en teoretisk og ideologisk samfundsforståelse, som for tiden deles meget bredt af ledende embedsmænd og politikere. Som de økonomiske idéers historieviser, kan en sådan samfundsforståelse dog ændre sig fundamentalt i løbet af nogle få tiår. 12

Beregningerne, hvis resultatet fremgår af tabel 9, viser for hver af de fem kommuner og for hele landet det årlige effektiviseringskrav i den nævnte definerede betydning. Specielt for de fem hovedstadskommuner forekommer effektiviseringskravene ikke umulige at opfylde. Mulighederne for at behovet for ældreomsorg til det voksende antal ældre kan dækkes af en uændret samlet arbejdsstyrke beskæftiget med offentligt visiteret ældreomsorg Det er en væsentlig forudsætning, at ældreomsorgen leveres af et samlet system, hvoraf den offentlige visiterede ældreomsorg kun er en del. Det samlede system, der leverer ældreomsorg omfatter: - Borgeren selv; egenomsorg. - Familien; ægtefælle, børn og anden nær familie. - Civilsamfundet; naboer, venner, velgørende organisationer, kirker, organiserede frivillige. - Markedet; køb af ydelser for penge. - Staten/kommunerne; visiterede ydelser. Balancen i dette system er forskellig fra nord til syd i Europa og mellem Europa og USA. Det er et særkende ved de nordiske velfærdsstater, at staten/kommunerne har overtaget en væsentlig del af ældreomsorgen (og børneomsorgen). Det er resultatet af en udvikling, der er sket over kun godt 50 år. Udviklingen var forudsætning for den nordiske kvindefrigørelse efter Anden Verdenskrig, fordi døtrene i modsætning til f.eks. Sydeuropa (og Japan) blev frigjort for byrden med ældreomsorg (og for børnepasning i arbejdstiden). En flytning af ældreomsorg fra staten/kommunerne tilbage til familien er ikke nærliggende i Norden og ikke ønskelig. Derimod kan ny teknologi, mere velegnede boliger og nye holdninger muliggøre, at ældreomsorgen i voksende omfang bliver egenomsorg også i et omfang ud over hvad udskudt helbredsmæssig aldring fører til. Civilsamfundet navnlig i form af ligestillede ældre naboer og venner vil kunne løse flere opgaver. Ældreboliger med kollektivfaciliteter vil kunne skabe et naturligt grundlag for indbyrdes støtte og hjælp. Målrettede investeringer i ældreegnede boliger og ny teknologi er en forudsætning for disse muligheder. Der er bestemt også muligheder for højere arbejdsproduktivitet med hensyn til produktionen af staten/kommunernes visiterede ydelser. Det kan ske ved bedre arbejdstilrettelæggelse understøttet af ny teknologi. Det er igen en forudsætning, at der investeres i egnede bygninger og ny teknologi samt i uddannelse. Det største perspektiv er, at markedet (køb af ydelser for penge) efterhånden får en meget større rolle i kraft af, ar et voksende antal ældre får pæne arbejdsmarkedspensioner og pæne formuer. Det kan forventes, at den ret store andel bedre stillede ældre i voksende omfang vil foretrække at købe de mere elementære serviceydelser på markedet. De ældre, der har råd, vil fravælge at være klient og tilvælge at være kunde. Denne udvikling vil gå hurtigere, hvis det indføres brugerbetaling for de visiterede ydelser. Den negative side er voksende ulighed og markerede klasseskel. Alt i alt er der gode muligheder for, ældreomsorgen til det voksende antal ældre kan dækkes af en uændret samlet arbejdsstyrke beskæftiget med offentligt visiteret ældreomsorg. Men i udviklingen ligger kimen til en radikal tilbagerulning af de nordiske velfærdsstater. 13