OB i lingvistik Maja Vinther Dyrbys rapport om et praktikforløb ved Dansk Sprognævn efteråret 2004

OB i lingvistik Maja Vinther Dyrbys rapport om et praktikforløb ved Dansk Sprognævn efteråret 2004 1. Indledning Praktik Fra 8. september til 22. december 2004 har jeg været i praktik hos Dansk Sprognævn. Praktikken var på forhånd aftalt som deltidspraktik, og sammenlagt har jeg været i praktik omkring 275 timer, hvilket svarer til ca. 19 ½ time om ugen i et semester på 14 uger. Studienævnet ansøges om meritoverførsel af praktikken som 1/4 årsværk. Lingvistikstudiet har hele vejen igennem appelleret til mig netop på grund af den tværsproglige tilgang til sprog. Til gengæld har jeg beskæftiget mig meget lidt med dansk, og synes derfor på falderebet at jeg ville fokusere lidt på dansk. Desuden tænkte jeg at det på tærsklen til det postkandidære liv ville være rart at føje lidt praksis til teori. Derfor skrev jeg uopfordret til Dansk Sprognævn, eftersom de både beskæftiger sig med det danske sprog og har lingvister ansat, og foreslog en praktikaftale. Sprognævnet havde ingen defineret praktikstilling, men var åbne for ideen med de forbehold at de ikke kunne tilbyde nogen videre coaching. Praktikforløbet har derfor i nogen grad været selvdefineret, men selvfølgelig i samråd med praktikstedet. Jeg valgte at deltage i det daglige arbejde fremfor for eksempel at lave et selvstændigt projekt eller en opgave, og jeg gjorde derfor tidligt opmærksom på at jeg gerne ville deltage i så meget som muligt. Praktikrapporten Først vil jeg i afsnit 2 gøre rede for mit udgangspunkt ved praktikstart, herunder Sprognævnets hovedopgaver og mine forventninger til praktikopholdet. I samme afsnit skitserer jeg Sprognævnets opbygning. Derefter følger en beskrivelse af de arbejdsopgaver jeg har deltaget i (afsnit 3), og en sammenfatning af i hvilken grad mine forventninger er blevet indfriet (afsnit 4). Lidt mere om udbyttet handler afsnit 5 om, hvor jeg kommer ind på relevansen af praktikken for lingvistikstudiet, og omvendt. Til sidst går jeg lidt mere i dybden med sprognormering (afsnit 6). 2. Sprognævnet Hovedopgaver og forventninger Da jeg henvendte mig til Sprognævnet, havde jeg ud fra nævnets tre hovedopgaver en række forventninger til hvad min praktik kunne give mig indblik i. De tre hovedopgaver som formuleret i Sprognævnsloven af 14. maj 1997 (jf. Sprognævnets hjemmeside www.dsn.dk) er: 1

1) "at følge med i sprogets udvikling, fx ved at samle nye ord" 2) "at svare på spørgsmål om dansk sprog og sprogbrug" 3) "at fastlægge den danske retskrivning og redigere og udgive den officielle danske retskrivningsordbog." Ud fra hovedopgave (1) var jeg interesseret i hvordan Sprognævnet følger med i sprogudviklingen, fx metoden til at samle nye ord og herunder hvilke kilder der anvendes. Men også mere overordnet i netop at få en fornemmelse af hvordan det danske sprog udvikler sig. Hovedopgave (2) lagde op til spørgsmål som hvad folk spørger om, hvem der spørger, hvor og hvordan svarene søges, og hvordan folk svares. Med hensyn til retskrivningen (hovedopgave 3) var jeg interesseret i hvordan Retskrivningsordbogen redigeres, og hvordan der tages stilling til hvilke ord og retskrivningsregler der er korrekte, herunder hvilke ord og stavemåder der inkluderes i eller ekskluderes fra ordbogen. Mere overordnet ville jeg også gerne have indblik i Sprognævnets position i forhold til sprogdiskussioner om sprognormering og sprogforandring, fx den udbredte bekymring for mange låneord og forringelse af dansk. Derudover havde jeg også en generel interesse i at se hvad der foregår i Dansk Sprognævn - hvem der sidder der, hvordan der arbejdes, og hvad der forskes i. Da en anden fast aktivitet i Sprognævnet er udgivelsen af deres tidsskrift Nyt fra Sprognævnet, håbede jeg også på at kunne snuse til hvordan det redigeres, og hvilke emner der tages op. Forud for min praktik fik jeg udleveret nogle årsrapporter og de seneste numre af Nyt fra Sprognævnet, så jeg var sat ind i Sprognævnets struktur og aktiviteter og i de gældende love og bekendtgørelser for Sprognævnet. Desuden fik jeg et eksemplar af udspillet til en dansk sprogpolitik som nævnet har bidraget til: Sprog på spil. Kort om Sprognævnets opbygning I min praktikperiode bestod medarbejderstaben på Sprognævnets forsknings- og informationsinstitut af to kontormedarbejdere (Hanne Broch og Anette Klett) og ni videnskabelige medarbejdere (Margrethe Heidemann Andersen, Søren Beltoft, Pia Jarvad, Jørgen Nørby Jensen, Marianne Rathje (ph.d.-studerende), Ole Ravnholt, Vibeke Sandersen, Jørgen Schack og Jacob Thøgersen (ph.d.-studerende)) og tre studentermedhjælpere (Misja Dam, Anders Grove og Merete Schmidt). Dertil kommer at to af nævnets pensionerede seniorforskere (Jørgen Eriksen og Arne Hamburger) stadig har deres 2

gang på stedet. Yderligere består Sprognævnet af et repræsentantskab, der udpeges af en række institutioner og skal godkende instituttets regnskab, beretning og aktivitetsplan. En del af medlemmerne af repræsentantskabet sidder også i et arbejdsudvalg, der behandler løbende sager. Arbejdsudvalgsmøder er dog åbne for alle i repræsentantskabet ved siden af alle instituttets medarbejdere. 3. Deltagelse Møder Jeg deltog i de ugentlige institutmøder og de par arbejdsudvalgsmøder der blev holdt i løbet af min praktikperiode. På institutmøder diskuteres alt hvad nævnets medarbejdere måtte tage op, mens større og mere principielle beslutninger skal afgøres i arbejdsudvalget. Derudover deltog jeg i nogle møder i It-Terminologi-Udvalget som jeg vender tilbage til. Svartjenesten Fra begyndelsen af praktikken kunne jeg sidde med i den telefoniske svartjeneste med forskellige medarbejdere. Senere begyndte jeg at besvare e-breve. Jeg valgte blandt de stillede spørgsmål - ud fra interesse og vurdering af at ville kunne svare - og udarbejdede et svar som blev kigget igennem og kommenteret af en medarbejder, hvorefter jeg lavede eventuelle ændringer før det blev sendt. Begge dele har været sjovt og interessant. Hvad folk spørger om, både telefonisk og gennem e-post, spænder over mange forskellige emner og forskellige niveauer. Mange spørgsmål angår stavning, herunder tvivl om brug af store og små bogstaver, forkortelser og forskellig tegnsætning. Også spørgsmål om bøjning, kasus, orddannelse, sammensætning eller deling af ord er hyppige. Andre tilbagevendende emner er betydning og oprindelse af ord og vendinger, om et ord findes, navne og betegnelser og konstruktionsmæssige eller syntaktiske problemer, fx hvilket forholdsord der skal bruges. For de telefoniske spørgsmål opstillede Else Bojsen faktisk i en afhandling fra 1988 en top 10- liste over hvilke spørgsmål der blev stillet i 1984/1985. Den ser i Galberg-Jacobsens bearbejdning (2005: 148) således ud: 1. Ét eller flere ord 6. Stort eller lille bogstav fx idag/i dag, indenfor/inden for? fx E/europamester, i/i, jer/jer? 2. Bindebogstaver (især -s- eller ikke -s-) 7. Præpositioner (forholdsord) fx kvantum(s)rabat? fx fryselager for/til fisk? 3. Stavning af fremmedord 8. Stumt d fx acceptere/akceptere? fx bræ(d)t, sli(d)tage 4. Dobbelt- eller enkeltkonsonant 9. Komma fx fabrik(k)en, tilbud(d)et? fx således, at/således at? 5. Adverbielt -t (biords-t) 10. Kongruens 3

fx 300.000 kr. årlig(t)? fx Vi er overbevist(e) om..? Der kommer også forslag til ord som folk gerne vil have optaget eller forhindret, ligesom Sprognævnet spørges om holdning til diverse sproglige forhold, og ængstelse for sprogligt forfald og sjusk luftes - fra bekymring over tingenes tilstand til beklagelser over Sprognævnets manglende indgriben. Hvem der henvender sig, udgør lige så bredt et spektrum. Spørgsmålene kommer både fra folk privat og i forbindelse med deres erhverv. Og aldersmæssigt spænder spørgerne fra folkeskoleelever til pensionister. Tilbage i 1984/1985 viste en lille undersøgelse af 405 spørgere dog at: Næsten halvdelen af de udspurgte spørgere var mellem 35 og 50 år, ca. en tredjedel var lidt ældre (50-65), og ca. en fjerdedel lidt yngre (20-35). Der var altså fortrinsvis tale om folk i den erhvervsaktive alder, og de allerfleste ringede da også fra eller i forbindelse med deres arbejde. (Galberg Jacobsen 2005: 144). Man kunne forestille sig at gruppen af spørgere er blevet bredere i takt med øget kendskab til Sprognævnet, det stigende antal henvendelser og muligheden for spørgsmål via e-post. Det er dog medarbejdernes indtryk at det stadig oftest er folk der henvender sig i forbindelse med deres arbejde. Da undersøgelsen blev lavet, var 2/3 af spørgerne kvinder og 1/3 mænd, men det er indtrykket at fordelingen siden er blevet mere ligelig, dog stadig med en overvægt af kvinder. Der er stor forskel på hvilket forarbejde spørgerne selv har lagt forud for henvendelsen. En del henvender sig efter forgæves at have undersøgt sagen selv, mens andre igen nærmest synes at bruge svartjenesten som alternativ til et ordbogsopslag. Spørgsmål fra den første gruppe er som regel sjovest og sværest. Deltagelsen i svartjenesten har givet et godt indtryk af noget af det der volder problemer i dansk grammatik og retskrivning. Ved den telefoniske svartjeneste har det været spændende at diskutere spørgsmålene med den 'siddende' medarbejder både mens vi undersøgte spørgsmålet og nogle gange efterfølgende. Ved de skriftlige svar jeg har siddet med selv, har det både været spændende at finde svarene, men ud over det faglige indhold har det også været spændende at prøve kræfter med den formidlingsopgave der i høj grad ligger i denne funktion. Til bege dele har jeg haft godt udbytte af kommentarer og hjælpe fra de forskellige medarbejdere. I alle tilfælde skal formidlingen selvfølgelig være så umiddelbart tilgængelig og forståelig som muligt, men eftersom spørgerne som nævnt er en meget varieret gruppe med forskellige baggrunde 4

og forudsætninger, må man i hvert enkelt tilfælde vurdere niveauet (herunder hvilke betegnelser der er passende) og detaljegraden, og det er spændende på den måde at formidle grammatik, semantik og pragmatik på forskellige måder. Det skal dog siges at jeg som praktikant har taget mig den luksus at forfølge eller fortabe mig i interessante ekstra detaljer (ikke direkte krævet af spørgsmålet), som tidshensyn normalt begrænser. Helt centralt i arbejdet med besvarelserne ligger en træning i at finde den nødvendige viden. Da alle tidligere svar og sager er registreret i en svarsamling, er det oplagt at tjekke her, ligesom nogle af svarene er samlet på hjemmesiden under Ofte Stillede Spørgsmål (OSS). Nogle tilbagevendende emner er også behandlet i artikler i Sprognævnets tidsskrift Nyt fra Sprognævnet eller andre sammenhænge, som fx i den tidligere formand Erik Hansens Rigtigt dansk. Retskrivningsreglerne er selvfølgelig også uomgængelige, og det er rart at være blevet mere fortrolig med nogle af de grundlæggende principper. Derudover inddrages selvfølgelig en stor samling af forskellige opslagsværker, såsom Ordbog over det Danske Sprog og nu Den Danske Ordbog, Politikens Håndbog i Nudansk, fagordbøger, slangordbøger, etymologiske ordbøger, andre specialordbøger osv. osv. En særlig unik kilde er også nævnets omfattende ordsamling. Excerpering og ordsamlingen Ordsamlingen er resultatet af mange års excerpering af nye ord eller ændret brug af eksisterende ord. Derfor er den en god kilde til at få indblik i udviklingen i det danske sprog. Jeg blev sat ind i måden der excerperes på og også registreringen i den elektroniske database, der også resulterer i fysiske kartotekskort. For hvert opslag skal blandt andet angives ordklasse, reference, genre og belægstekst. Desuden er der mulighed for at kode for en række forhold såsom at der er tale om fx billedlig, udvidet eller ny brug, om et lån fra et andet sprog, ordklasseovergang, at ordet er bemærkelsesværdigt i sin stavning, bøjning, afledning, sammensætning, sit valensforhold og mange andre træk. I en del tilfælde kan det godt være svært at afgøre om eller hvordan der skal kodes, og det samme kan i nogle tilfælde gælde klassificeringen af ordklassen. Ordklasseproblemer angår typisk participiumsformer, der enten kan henføres til verbum eller adjektiv, og skelnen mellem adjektiver og adverbier. Retningslinjen er at klassificere participiumsformer, der ikke optræder som adjektiver eller sidsteled i adjektiver i Retskrivningsordbogen, som verber (og kode for ordklasseovergang), og adverbielle former (der ikke står som adverbier i Retskrivningsordbogen) til et oprindeligt adjektiv (hvis det kan afgøres som sådan). Det er dog ikke altid så enkelt, særligt med participiumsformerne, hvor der er en del grænsetilfælde. Da fx censureret, spillende, truet 5

og trækkende ikke står som adjektiver i Retskrivningsordbogen, skal ucensureret, selvspillende, normaliseringstruet og tidsudtrækkende umiddelbart henføres til verbale former, men disse former bliver problematiske, særligt ucensurere, hvor afledningspræfikset tydeligvis kun kommer uden på en allerede adjektivisk participiumsform, og tidsudtrække, hvor vi som verbal normalt ville bruge udtrykket trække tiden ud. En konsekvent klassificering ifølge hovedreglen kan desuden give en modsætning mellem selvspille som verbum og selvkørende som et selvstændigt opslagsord (og adjektiv), hvilket kommer til at fremstå som udslag af en vilkårlighed i hvornår en participiumsform er repræsenteret (som sidsteled i) et adjektiv i Retskrivningsordbogen. Da adjektiverne frit kan dannes, er ikke alle mulige former med. Derudover er det generelt en problematisk afgørelse hvornår en participiumsform skal være selvstændigt opslag som adjektiv (i hvert fald når der ikke fx er klar betydningsforskel som mellem afholdt som i mødet blev afholdt og i en afholdt person). Ud over at det er sjovt at følge med i hvilke ord der dukker op eller ændrer betydning eller brug, er det disse grundlæggende diskussioner der har været interessante i arbejdet med ordsamlingen. Nyt fra Sprognævnet Det var meget begrænset hvad jeg kom til at deltage i i forbindelse med Sprognævnets tidsskrift Nyt fra Sprognævnet (NfS). En del af processen fik jeg dog med dels som et indtryk af hvilke aktuelle emner der var på tapetet (og dermed hvilke slags emner der tages op), dels deltog jeg i et par arbejdsudvalgsmøder hvor indlæg til NfS bliver diskuteret. Her dukker en del forskellige holdninger op, nok til dels på grund af medlemmernes forskellige baggrund, blandt andet i forhold til hvor konservativt eller liberalt og normerende eller beskrivende Sprognævnet skal eller bør være. En diskussion jeg vender tilbage til nedenfor. Endelig omskrev jeg et af mine svar fra svartjenesten til NfS, hvor spørgsmål og svar er en (næsten) fast bestanddel. Da det jo igen er en anden type formidling, redigerede jeg svaret efter kommentarer fra arbejdsudvalget og nogle generelle retningslinjer. Retskrivningsarbejdet Der blev endnu ikke arbejdet på den kommende Retskrivningsordbog, mens jeg var i praktik. Men det daglige arbejde danner omvendt løbende grundlag for retskrivningsarbejdet og der er da også foreløbige bud på ændringer i den kommende udgave (som jeg dog har fået større indtryk af efter selve praktikken, da sådanne bud blev 6

præsenteret af Jørgen Schack ved konferencen i anledning af nævnets 50-års jubilæum den 29. april). Retskrivningsprincipperne er dukket op i forbindelse med min deltagelse i svartjenesten, ligesom jeg har læst nogle af begrundelserne for ændringerne til sidste udgave. Og jeg har da også kunnet stille spørgsmål, hvilket jeg har gjort fx om kriterier for selvstændige opslag for participiumsformer som adjektiver, som nævnt omkring ordsamlingen. Jeg er også blevet mere opmærksom på problematikken omkring dobbeltformer, som lader til at være et gennemgående debatpunkt, ligesom antallet har været øget og reduceret gennem forskellige udgaver af Retskrivningsordbogen. Ud med sproget Nogle af medarbejderne deltog på skift i programmet Ud med sproget på P1 med Estrid Anker Olsen som vært. Til hver udsendelse stod den pågældende fra Sprognævnet for et quizspørgsmål med svar, svar på lytterspørgsmål og en etymologi. Jeg var med til forberedelse og optagelse af i alt fire programmer, og prøvede dermed at være med til at vælge eller finde på og udforme både et par quizspørgsmål - og svarene (forskellen på taxi og taxa, ordet sjovs oprindelige betydning), svar på lytterspørgsmål (forskel på fjernsyn og tv) og etymologier (om kraftudtryk/eder). Heri ligger endnu en type formidling, da indlæggene skal være saglige, men kortere og mere underholdende og egne sig til mundtlig fremførelse og, for etymologiernes vedkommende, oplæsning. It-termer Jeg blev midlertidigt tilknyttet It-Terminologi-Udvalgets it-ordbog, der er "et indledende forsøg på at etablere retningslinjer for en fornuftig it-sprogbrug på dansk" (www.itdansk.dk/about.php, 23.09.04). It-Terminologi-Udvalget, er oprettet af DANTERMcentret og Dansk Sprognævn i 2000 med Ole Ravnholt som repræsentant for Sprognævnet. Mine opgaver var at gennemgå de grammatiske oplysninger for opslagsordene og finde passende brugseksempler, men det medførte også kommentarer til uklarheder eller andet jeg faldt over, og nogle forslag til opslagsord. Da udvalget netop stod for at skulle inddrage en høringsgruppe, havde jeg lejlighed til at komme med til udvalgets præsentation af projektet for denne gruppe med repræsentanter fra relevante institutioner såsom de store forlag og dagblade og it-branchen. Også ved de efterfølgende møder der blev afholdt under min praktik, fik jeg lejlighed til at få et bedre indtryk af projektet og udvalgets diskussioner. Gennem arbejdet med ordbogen og de møder jeg deltog i, fik jeg lidt indblik i struktureringen af ordbogen. Det var spændende fordi det afslørede den større systematik der ligger bag, fx igennem de semantiske relationer imellem opslagene. Ordbogen er i det 7

omfang det er muligt, opbygget i begrebssystemer for bedst muligt at kunne præcisere betydningen af beslægtede begreber. Et eksempel på et begrebssystem er følgende struktur for "hjemmeside" hvor firkantede forgreninger angiver en partitiv relation ( del af ) og skrå forgreninger angiver en generisk relation ( type af ): Ordbogen er desuden opbygget terminologisk, sådan at hver artikel indeholder én betydning (ét begreb), og at alle opslagsord (termer) i artiklen er synonyme. Ordbogen er ideelt set tænkt til at henvende sig til alle fra lægmand til specialist. En af udfordringerne i projektet er at finde en balance mellem de grundige og faglige definitioner som udvalget ønsker (i forsøget på at opstille retningslinjer), og den almene tilgængelighed. Et kritikpunkt i diskussionen med høringsgruppen var fx en betegnelse som "ydre enhed" for en 'mus', hvilket ikke kan siges at være den gængse forståelse, men som kommer af begrebssystematikken. 4. Indfrielse af forventninger Min forventning om et indtryk af sprogudviklingen, og af hvordan Sprognævnet følger med i denne, blev i høj grad indfriet, ikke alene gennem indblikket i ordsamlingen, men i endnu højere grad i svartjenesten, da en del spørgsmål er konsekvenser af netop hvad der sker i 8

det danske sprog, fx i form af henvendelser omkring nye ord, ændret brug, og afspejler hvad folk har problemer med eller reagerer imod. På den måde kan man sige at flere arbejdsopgaver bidrager til samme hovedopgave. Ud over at finde ud af hvad der volder folk problemer i deres praktiske brug af sproget, har det også været interessant at se hvor besvarelsen volder problemer. Mange spørgsmål har ikke entydige, klare svar, hvilket for lingvisten bekræfter sprogets dynamiske og mangfoldige karakter. Deltagelsen i svartjenesten indfriede også min forventning om at finde ud af hvilke spørgsmål Sprognævnet modtager, og hvordan spørgsmålene behandles, hvilket også er forbundet med den mere generelle forventning om indblik i Sprognævnets stilling i forhold til sprognormering og sprogforandring, en forventning som jeg også føler blev indfriet. Desuden involverede e-brevene i svartjenesten mange sider af sproget - både kernediscipliner som morfologi, syntaks, semantik og pragmatik, også både synkront og diakront, og til dels udtale, sociolingvistik og dialektologi. Og det var meget lærerigt selv at prøve kræfter med at svare - både i 'researchen', selve udarbejdelsen, i hjælpen undervejs og den følgende feedback. Det var, som jeg har nævnt, i meget begrænset grad at min forventning om at se hvordan Retskrivningsordbogen og Nyt fra Sprognævnet redigeres, blev opfyldt. Jeg fik dog i begge tilfælde et overfladisk indtryk. En del af svarene i svartjenesten bygger jo på de principper der ligger til grund for ordbogen, og den baseres også på det øvrige arbejde i nævnet. Til gengæld kom andre ting til, såsom deltagelsen i it-ordbogen og Ud med sproget. Mere overordnet har praktikopholdet også givet det forventede indtryk af hvad Sprognævnet er og arbejdsgangen, og det vil mere alment også sige erfaring med en arbejdsplads hvor lingvistik anvendes. Medarbejderne har været meget åbne over for min deltagelse. Jeg mener selv jeg har været god til at gøre opmærksom på hvor jeg muligvis kunne deltage og involvere mig. Det gælder dog mest i de fælles arbejdsopgaver, mens jeg ikke har været lige så god til at gå til de enkelte medarbejdere og få et mere detaljeret indtryk af deres forskning. Men der er dog faldet noget af over fx frokostbordet, ved siden af mange forskellige, interessante samtaler om sprog. 5. Relevansen af praktikken og studiet i forhold til hinanden Den sproglige viden jeg har tilegnet mig gennem lingvistikstudiet, mener jeg har været en forudsætning for det udbytte jeg har fået af mit praktikophold. Den grundlæggende viden om dansk grammatik og almene grammatiske begreber har gjort det muligt at følge med i og bidrage til svartjenesten og til at følge med i diskussioner på stedet. Ikke mindst er det rart at anvende og se grammatisk viden anvendt. Omvendt var min indsigt i dansk 9

grammatik samtidig særdeles mangelfuld. Og på den måde har erfaringerne gennem praktikopholdet været med til at styrke min grammatiske kunnen. En styrkelse jeg dog væsentligst har fået igennem forberedelse til undervisning i Sprogvidenskab 1 på audiologopædi (med hovedvægt på morfologi og syntaks), som jeg har stået for samtidig med praktikken På den måde supplerede de to forløb hinanden rigtig godt. Ud over det grammatiske grundlag synes jeg også jeg har kunnet drage nytte af min lingvistiske opdragelse i form af den lingvistiske tilgang eller indstilling til sprog. Med det mener jeg blandt andet den viden om sprog at de er dynamiske og forandrer og udvikler sig, blandt andet gennem kontakt med andre sprog, men også af sig selv. Disse mekanismer eksemplificeres i både svartjenesten og ordsamlingen. Desuden har lingvistikken skærpet opmærksomheden på at dansk ikke bare er ét sprog, men mange varianter, hvoraf én er valgt som norm. Det er tydeligt i en del henvendelser at standardsproget betragtes som det korrekte dansk. Ligeledes gives skriftsproget størst autoritet, og skriftsprogets norm overføres til talesproget, der ofte anses for mindre grammatisk eller en sjusket udgave af skriftsproget (som pointeret af Møller 1991). Det kan føre til spørgsmål af typen: jeg har hørt det her ord, findes det? med den underliggende opfattelse at hvis det ikke findes i Retskrivningsordbogen, så er det ikke rigtigt dansk. Derfor har der været en god sammenhæng til kurset i Dansk talesprog, som jeg fulgte parallelt med praktikken, hvor vi er blevet opmærksomme både på forskelle mellem skrift- og talesprog, men også på holdninger til talesprog. Med studiet mere generelt er også fulgt bevidstheden om at sproget både som system og i brug - ikke altid kan passes ind i afgrænsede kasser, men derimod er fyldt med gråzoner og uklare grænser. Disse vilkår ses i praksis hos Sprognævnet, både i det der 'kommer ind', og i de svar der 'går ud'. Som del af den lingvistiske tilgang tænker jeg også på den overordnede skelnen mellem det deskriptive og det præskriptive eller normative. Hvor vi igennem studiet har bevæget os inden for det deskriptive (som en dyd), skal Sprognævnet balancere mellem de to da begge ligger inden for deres hovedopgaver: at registrere udviklingen og normere på retstavningsområdet. I det følgende afsnit vil jeg gå lidt mere i dybden med sprognormering, herunder sprogpolitik og sprogholdninger. Sprognormering Én ting er hvad Sprognævnet har til opgave at normere, hvilket faktisk er afgrænset til retskrivningen, en anden er hvad folk mener burde normeres. I forhold til normering aktualiseres altså også sprogpolitik og sprogholdninger. En del af henvendelserne til Sprognævnet handler, som nævnt, om hvad jeg samlende vil kalde bekymring over sprogets forfald eller sjusket, ukorrekt sprog, som folk forventer eller ønsker at 10

Sprognævnet skal sætte ind over for. I nogle tilfælde ville dette indebære at Sprognævnet gik ind og bestemte hvilke ord der skulle tillades i dansk, hvordan de skulle bruges, og hvad de skulle betyde (i en tro på at den slags overhovedet lader sig styre). Den slags holdninger, fremgår det af Hansens (1995) og Lunds (1995) artikler om forholdet mellem Sprognævnet og befolkning og presse, har været gennemgående i Sprognævnets historie i debatter om sprogets tilstand og har præget kritikken af Sprognævnet. En gentagen beskyldning lyder på at nævnet tillader for meget. Jeg er blevet opmærksom på at det er en meget udbredt fordom at når tilstrækkelig mange bruger noget 'forkert', så optages det i Retskrivningsordbogen, som fx i dette (ældre) eksempel: Dansk Sprognævn har netop udsendt sin årsberetning 1977/78, og den er et nyt vidnesbyrd om, at nævnet er en samling vatnisser, der ophøjer enhver hyppigt forekommende stavefejl til sproglig norm. (Leder i Jyllands-Posten 05.11 1978 i: Lund 1995: 139) En del savner fastere retningslinjer, og kritikken af Sprognævnets accept af begge betydninger af pendulord, som i følgende (nyere) eksempel, er et godt eksempel på dette (og på at nogle tror eller mener at Sprognævnet skal normere betydning): Et andet eksempel på sprognævnets inkompetence og manglende ansvarlighed åbenbarede sig fornylig i en artikel i Berlingske Tidende, hvor en magister i sprognævnet blev spurgt om betydningen af ordet forfordele. Avisen havde lagt mærke til, at der (..) tilsyneladende hersker en fejlagtig opfattelse af, at dette ord skulle betyde, at man er blevet godt behandlet, har fået for meget - hvilket står i skærende modsætning til forklaringen i Nudansk ordbog: "forfordele": forurette én ved uretfærdig behandling". Altså den stikmodsatte betydning. Men magisteren hævder, at ordet kan betyde begge dele. (Næstved Tidende 17.08 2002) Den type kritik kunne jeg forestille mig hænger sammen med en opfattelse af at der kun er en rigtig form eller brug, og resten er forkerte (med andre ord nogle skarpt afgrænsede kasser ) over for en forestilling om varians, og desuden af at sproget er statisk frem for dynamisk. Der synes at være en udbredt tendens til bedre at kunne forstå tidligere ændringer - at vi selvfølgelig taler anderledes i dag end i fx 50 erne end mere samtidige forandringer. Opfattelsen af at Sprognævnet retter sig efter faktisk sprogbrug, er rigtig, bare ikke i så udvidet forstand som det åbenbart giver indtryk af. Frem for enhver retter nævnet sig snarere efter dem som betegnes 'gode og sikre sprogbrugere'. Men opfattelsen kan måske hænge sammen med at udtalelser fra Sprognævnet fx i rådgivningen eller andre sammenhænge ofte også er deskriptive og konstaterer varians, og det kan muligvis opfattes som en godkendelse af de pågældende former for brug pga. 11

nævnets status som normgivende instans. Nogle af opfattelserne af Sprognævnet kan måske også tilskrives en misforståelse af nævnets bemyndigelse, dvs. at de også normerer inden for syntaktiske, semantiske eller pragmatiske områder, hvor de nøjes med at vejlede. Mens nogle altså ønsker mere eller strammere normering, kan der omvendt lyde kritik af for snæver normering og for lidt plads til varians. Med 2001-udgaven af Retskrivningsordbogen blev blandt andet linje, i overensstemmelse med retskrivningsreglen for udtale med tryksvag vokal (beskrevet af Schack 2001), eneform, og man fjernede valgfriheden mellem denne stavemåde og linie, hvilket vakte kritik fra blandt andre Henning Bergenholtz, der kaldte den slags begrænsning elitær og udemokratisk (Jyllands-Posten 06.06 2002, af Lone Ryg Olsen). Kristiansen og de øvrige forfattere af Dansk Sproglære mener at standardsproget er for dominerende og modvirker accepten af dialektale varianter: Vi tror altså ikke på at sprogbrugerne kan opdrage sig selv og hinanden til venligere sprogholdninger så længe man fastholder en standardnorm for sprogbrug i offentligheden. Efter vores opfattelse kan man kun påvirke holdningsklimaet i samfundet effektivt hvis også andre dialekter end standardsproget bliver acceptable og naturlige i offentligheden. Det indebærer at forestillingen om at der er brug for et standardsprog, må opgives. (Kristiansen 1996: 334) Det må opfattes som en indirekte kritik af Sprognævnet eftersom her normeres ud fra standardsproget. I rådgivningen gøres gerne opmærksom på variation, herunder dialektal, men for skriftsproget (og ikke talesproget, som kritikken også går på) anbefales typisk at holde sig til standardnormen, hvormed Sprognævnet vægter hvad Kristiansen (1996: 329) betegner som sprogets kommunikative funktion over sprogets identitetsfunktion, som Kristiansen og de øvrige forfattere sætter højere. Deres overordnede argument er at standardsproget ikke er socialt neutralt, men derimod associeres med social status og succes (1996: 333), og dialekter dermed det modsatte eller i hvert fald en ringere association. Det er et lignende socialt hensyn Frans Gregersen har brugt som argument i den debat han dette forår har sat i gang omkring en retskrivningsreform. Ud over at foreslå en mere lydret stavning for at lette stavningen, foreslår han også at åbne retstavningen for forskellige udtalevariationer (Politiken 18.06 2005, af Lotte Thorsen), hvor Sprognævnet 12

har udtrykt at "stavning principielt bør være en absolut norm" (Galberg Jacobsen 2005: 154-55). Man kan altså sige at Sprognævnet ligger mellem to lejre. Inden for retskrivningen kan placeringen illustreres med diskussionen om dobbeltformer. De medtages ud fra hensynet til variationen og forandringen i sproget og læner sig dermed (om end i svag grad) i retning af en mere åben normering. Men begrænses omvendt i retning af en mere snæver normering. Dobbeltformerne kan dog stadig opfattes som en fast norm, jf. Galberg Jacobsen (2005: 154). Baggrunden for valgfriheden har i en del tilfælde baggrund i en ændring af retskrivningen som følge af ændring i det talte sprog, og dobbeltformerne skyldes en bibeholdelse af den gamle form ved siden af den ændrede for at rigtig stavning ikke pludselig blev forkert (jf. Galberg Jacobsen 2005: 118). I forhold til debatten om en retskrivningsreform har sådanne ændringer der har forsøgt en tilnærmelsen til en mere lydnær (fordansket) stavning - med majonæse som den nok mest fremtrædende eksponent - vist at mange sprogbrugerne er (endnu) mere konservative end Sprognævnet. I nævnets rådgivende funktion kan midterpositionen ses ud fra blandt andet de principper der følges. På den ene side er der principper om normfasthed og om at følge tradition og rigssprogsnormen. I sammenhæng med disse ligger et pragmatisk princip til grund for rådgivning om at udtrykke sig så kommunikationen bliver så støjfri som muligt, så indholdet ikke forstyrres (jf. den nævnte 'kommunikative funktion' ovenfor) - eventuel støj og forstyrrelse vurderes ud fra hyppighed og rigssprogsnorm. På den anden side følges også principper om at følge den faktiske sprogbrug og om tolerance over for forskellig sprogbrug. Sprognævnet indtager altså den dobbeltrolle på den ene side at rådgive konservativt, men samtidig på den anden side at gøre folk opmærksomme på varians (fx dialektal eller mellem skriftsprog og talesprog, hvor varianterne ikke er mindre 'rigtige', men dog muligvis mindre neutrale), at forklare hvordan andre former kan være lige så fx historisk eller logisk oplagte eller berettigede og ikke mindst at opfordre til tolerance over for andres sprogbrug. 13

Litteratur Dansk Sprognævn. 2000. Fra streg til samling, 3. udg., april Galberg Jacobsen, Henrik. 1995. Sprognævn - sprogrøgt - sprogsyn. I: Hansen (red.), Fra tid til anden. Dansk Sprognævn i 40 år. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, s.97-109 Galberg-Jacobsen. 2005. På sproglig grund. Dansk Sprognævn fra a til å 1955-2005. Syddansk Universitetsforlag. Hamburger, Arne. 1995. Sprognævnets daglige arbejde gennem fire årtier. I: Hansen (red.), Fra tid til anden. Dansk Sprognævn i 40 år. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, s. 129-133. Hansen, Erik. 1991. Rigtigt og forkert dansk. I: E. Hansen, I.L. Petersen & I. Poulsen (red.): Auditorium X: Dansk før, nu - og i fremtiden? Forlaget Amanda, s. 31-47. Hansen, Erik. 1995. Dansk Sprognævn - superman eller funktionær? I: E. Hansen (red.), Fra tid til anden. Dansk Sprognævn i 40 år. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, s.121-128. Kristiansen, Tore. 1996. Sprogholdning og sprogpolitik. I: T. Kristiansen et al. (red.), Dansk Sproglære. København: Dansklærerforeningen, s. 315-337. Kulturministeriet. 2003. Sprog på spil - et udspil til en dansk sprogpolitik. Lund, Jørn. 1995. Offentligheden og Sprognævnet. I: E. Hansen (red.), Fra tid til anden. Dansk Sprognævn i 40 år. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, s. 135-143. Møller, Erik. 1991. Lad talesproget komme til orde! I: E. Hansen, I.L. Petersen & I. Poulsen (red.), Auditorium X: Dansk før, nu - og i fremtiden? Forlaget Amanda, s. 181-204. Schack, Jørgen. 2001. Ændringer i opslagsord staveform eller ordform. I: Nyt fra Sprognævnet 2001, nr. 4, s.12-17. 14