20. JUNI 2012 PRINCIPIELLE LANDSRETSDOMME OM ÅRSLØN TIL SELV- STÆNDIG ERHVERVSDRIVENDE EGEN SKYLD JAGT- ANSVARSFORSIKRINGENS DÆKNINGSOMRÅDE Østre Landsret har afsagt to domme, der udspringer af samme begivenhed: En vådeskudsulykke. I den erstatningsretlige sag mellem skadelidtes dødsbo og skadevolders forsikringsselskab måtte landsretten tage stilling til, om man ved beregning af årslønnen skulle tage udgangspunkt i virksomhedsprincippet eller vikarprincippet. Der var endvidere spørgsmål om, hvorvidt erstatningen skulle nedsættes på grund af egen skyld. Forsikringssagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt vådeskudsulykken kunne henføres under den lovpligtige jagtansvarsforsikrings dækningsområde, eller om den skulle dækkes af skadevolders almindelige ansvarsforsikring. Østre Landsret har den 14. juni 2012 afsagt to domme i henholdsvis en erstatningsretlig og en forsikringsretlig sag, der begge udsprang af en tragisk vådeskudsulykke. Sagerne blev hovedforhandlet samtidigt. To danske jægere, A og B, var på jagt sammen i Tyskland i november 2008. A var indehaver af en jagtforretning, der bl.a. solgte jagtvåben, og B var uddannet våbenmager og ansat i den pågældende forretning. Der var således tale om to personer, der havde særdeles godt kendskab til jagtvåben. Under en frokostpause, hvor jagten var afbrudt og jagtdeltagerne var kørt et stykke væk fra jagtterrænet, ville A indstille sin jagtriffel, hvilket han på et tidspunkt bad om B s hjælp til. Af uforklarlige årsager var jagtriflen imidlertid ladt og B kom til at affyre den, hvorved A blev dræbt. B var omfattet af den obligatoriske jagtansvarsforsikring, der tegnes af Dansk Jagtforsikring A/S (F2). Dette selskab afviste at dække skaden med den begrundelse, at jagtansvarsforsikringen kun dækker ulykker under jagt eller i umiddelbar forbindelse med jagtens påbegyndelse eller afslutning. En vådeskudsulykke opstået på et andet
2/4 20. JUNI 2012 tidspunkt burde i givet fald dækkes af skadevolders almindelige ansvarsforsikring, hvortil jagtansvarsforsikringen derfor henviste. årslønnen med udgangspunkt i vikarprincippet fastsættes til 529.600 kr. svarende til årslønnen for den bestyrer, der tiltrådte efter A s død. B s almindelige ansvarsforsikring (F1) accepterede at udbetale den erstatning, der tilkom dødsboet efter A; men forbeholdt sig regres over for jagtansvarsforsikringen. Der blev herefter anlagt to retssager. Erstatningssagen var anlagt af dødsboet efter A mod B (reelt dennes ansvarsforsikring F1). For det første gjorde dødsboet gældende, at forsørgertabserstatningen skulle beregnes med udgangspunkt i en langt højere årsløn end den, som F1 havde lagt til grund. Der var uenighed mellem parterne om, hvorvidt der ved beregning af årslønnen efter erstatningsansvarslovens 7, stk. 2, skulle anvendes det såkaldte virksomhedsprincip eller det såkaldte vikarprincip. For det andet var dødsboet utilfreds med, at F1 havde reduceret erstatningen med 50% som følge af egen skyld fra A s side. Dødsboet anførte bl.a., at B s tilsidesættelse af reglerne om sikkerhedsmæssig korrekt håndtering af våben var den direkte årsag til dødsfaldet, og at et øjebliks uopmærksomhed fra A s side i forbindelse med overdragelse af riflen ikke kunne danne grundlag for en reduktion i erstatningen pga. egen skyld. B bemærkede, at A oprindeligt havde afladet riflen, mens B var til stede. Efterfølgende havde A uden kendelig grund igen ladet riflen og senere overladt den til B uden at gøre opmærksom på, at riflen igen var ladt. Der var derfor udvist en meget betydelig grad af egen skyld. Ifølge seneste årsrapport for det selskab, som A var eneejer af, var resultatet før renter 1.540.880 kr. Når hertil kom gage til A på 314.144 kr. og pension til A på 22.696 kr., fremkom en bruttofortjeneste på 1.877.720 kr. Ifølge A s revisor svarede dette til det maksimale beløb, som A forsvarligt kunne have taget ud af virksomheden dette år. På denne baggrund gjorde dødsboet gældende, at forsørgertabserstatning skulle beregnes med udgangspunkt i en årsløn på 1.877.720 kr. Dødsboet anførte, at uhævet overskud i selskabet skulle medregnes til A s indkomst, og at A s reelle indtjening ved eget arbejde var væsentligt højere end den udbetalte løn. Værdien af hans arbejde var også højere end det arbejde, som en bestyrer efterfølgende udførte. B anførte, at årslønnen skal fastsættes således, at den er udtryk for værdien af skadelidtes personlige arbejdsevne. Derfor kunne årslønnen ikke fastsættes svarende til resultatet før finansiering i A s selskab, idet dette resultat var udtryk for indsatsen for alle ansatte i virksomheden. Ifølge B skulle Landsretten bemærkede, at årslønnen skulle fastsættes således, at den afspejlede A s reelle indtjening ved eget arbejde i året forud for ulykken, jf. erstatningsansvarslovens 7, stk. 2. A ejede og drev en butik med 14 ansatte. Efter A s død havde hans enke drevet virksomheden videre i selskabsform, herunder med antagelse af en bestyrer, som havde til opgave i det væsentlige at varetage A s opgaver. Det var ikke dokumenteret, at selskabet havde mistet omsætning som følge af A s død, og efter bevisførelsen måtte det lægges til grund, at selskabet ville kunne fortsætte sin virksomhed med den nye bestyrer. På denne baggrund fandt landsretten det ikke godtgjort, at selskabets resultat i 2007 alene var udtryk for A s reelle indtjening ved eget arbejde i 2007. I overensstemmelse med det, som B havde anført, måtte årslønnen derfor fastsættes til 529.600 kr. svarende til årslønnen for den bestyrer, der efter A s død blev ansat. Landsretten anvendte herved vikarprincippet. For så vidt angik spørgsmålet om egen skyld lagde landsretten til grund, at ulykken indtraf efter at A ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE 16 1459 KØBENHAVN K TEL 33 11 45 45 WWW.NNLAW.DK
3/4 20. JUNI 2012 havde overladt B sin riffel i ladt tilstand med henblik på gennemgang og montering af støtteben. A havde ikke gjort B opmærksom på, at riflen var ladt. Begge personer havde jagttegn og arbejdede med våben til daglig. På denne baggrund fandt landsretten, at A havde udvist en sådan grad af egen skyld, at erstatningen skulle nedsættes med 50%. B blev herefter i det hele frifundet for dødsboets påstand om yderligere erstatning. Dødsboet var repræsenteret af advokat Liv Dyrhauge-Klargaard, mens B var repræsenteret af advokat Kristian Svith. Forsikringssagen var anlagt af B s almindelige ansvarsforsikring, F1, mod jagtansvarsforsikringen, F2. Denne sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skaden kunne anses som opstået i en sådan tilknytning til jagten, herunder jagtens afslutning eller påbegyndelse, at den kunne anses som omfattet af jagtansvarsforsikringens dækningsområde. F1 gjorde bl.a. gældende, at ulykken var opstået i en for jagten naturlig tilknyttet situation, hvor der skulle håndteres de til jagten nødvendige skydevåben. Det var på grund af anskydninger af vildt nødvendigt at indskyde A s våben. Ifølge F1 måtte jagtloven, dennes bekendtgørelse og forsikringsbetingelserne forstås således, at skaderisikoen ved håndtering af de til en jagt fornødne våben skulle omfattes af den lovpligtige jagtansvarsforsikring. Retsstillingen for skadelidte i en skudulykke, der ikke er dækket af jagtforsikringen, ville være væsentligt ringere end retsstillingen for skadelidte i en ulykke med dækning fra jagtforsikringen, idet man ikke uden den obligatoriske forsikring kan være sikker på, at erstatningskravet kan honoreres. Det måtte ifølge F1 anses for det overordnede formål med jagtforsikringen at dække skader opstået som følge af skudafgivelse i situationer, der har en naturlig tilknytning til en verserende, nært forestående eller afsluttet jagt. F2 anførte, at der hverken forelå den nære fysiske eller tidsmæssige tilknytning mellem jagten og ulykken, som kræves i henhold til forsikringsbetingelsernes ordlyd. Der er hverken i retspraksis eller i jagtloven og dennes forarbejder grundlag for at anlægge en udvidende fortolkning af forsikringsaftalens tekst, der udspringer af jagttegnsbekendtgørelsens minimumsbetingelser. Efter bestemmelsens tilblivelseshistorie har det ingen relevans for spørgsmålet om forsikringsdækning, om ulykken er opstået i en situation, som måtte anses for naturlig i tilknytning til jagten, herunder ved anvendelse af jagtvåben. Det afgørende er, om skaden er sket under jagt eller i umiddelbar forbindelse med jagtens påbegyndelse eller afslutning. Dette var ikke tilfældet i den foreliggende sag, hvor jagten var afbrudt og jægerne var kørt langt væk fra jagtstedet for at holde frokost m.v. Landsretten lagde til grund, at A og B havde forladt jagtterrænet og efter ca. 20 minutters kørsel i bil var ankommet til værten C s ejendom, hvor de stillede deres våben fra sig og indtog frokost i C s private bolig, inden de på samme ejendom vendte tilbage til A s våben, som under B s håndtering med henblik på senere indskydning afgav et utilsigtet skud. Landsretten lagde endvidere til grund, at håndteringen af våbnet skete med henblik på, at man senere samme dag skulle vende tilbage til jagtområdet for at gå på jagt. På denne baggrund fandt landsretten ikke, at B s utilsigtede affyring af riflen var sket under jagt, eller at den havde haft en sådan tidsmæssig og stedlig tilknytning til jagt, at ulykken kunne anses for at være sket i umiddelbar forbindelse med påbegyndelse eller afslutning af en jagt, jf. herved forsikringsbetingelserne. B s erstatningsansvar var derfor ikke dækket af jagtansvarsforsikringen. F2 blev herefter frifundet. Advokat Kristian Svith repræsenterede F1, mens advokat Michael S. Wiisbye repræsenterede F2. Det kan bemærkes, at begge sager i medfør af retsplejelovens 226, stk. 1, var henvist til be- ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE 16 1459 KØBENHAVN K TEL 33 11 45 45 WWW.NNLAW.DK
4/4 20. JUNI 2012 handling ved Østre Landsret i 1. instans på grund af de principielle spørgsmål, som sagerne vedrørte. Begge domme vedhæftes i anonymiseret form som pdf-filer. Kommentar: Landsrettens dom i erstatningssagen illustrerer, at eventuel anvendelse af virksomhedsprincippet forudsætter, at skadelidte eller dennes efterladte kan godtgøre, at selskabets resultat alene er udtryk for skadelidtes reelle indtjening ved eget arbejde. Vikarprincippet kan efter omstændighederne anvendes, hvis en vikar/bestyrer reelt udfører et arbejde, der i det væsentlige svarer til det arbejde, som skadelidte før ulykken udførte. I relation til egen skyld er det nærliggende at antage, at landsretten har lagt væsentlig vægt på, at en ladt jagtriffel i sagens natur er særdeles farlig, og at A, der som led i sin profession arbejdede med og havde nært kendskab til våben, burde have sikret, at riflen ikke var ladt, da han overdrog den til B og sammen med B gik i gang med at justere riflen. I anden sammenhæng ville man nok have fundet, at denne undladelse indebar en så indlysende fare for en skade som den omhandlede, at A handlede groft uagtsomt. Som våbenmager havde B imidlertid også al mulig grund til at sikre, at riflen ikke var ladt, før han gik i gang med at håndtere den. Herefter har landsretten ligedelt ansvaret for ulykken mellem to personer, der begge havde særlige forudsætninger for at vide, hvordan man på korrekt vis skulle have håndteret riflen. en naturlig sproglig fortolkning følger af forsikringsbetingelsernes klare ordlyd. Der stod ikke blot, at en dækningsberettiget ulykke skal ske i forbindelse med påbegyndelse eller afslutning af jagten; men at forbindelsen oven i købet skal være umiddelbar. Dette kan ikke fortolkes på anden måde, end at der skal være en tæt tidsmæssig og stedlig tilknytning til jagten, således som landsretten antager i dommens præmisser. Dommen bidrager dermed til at fastlægge grænsen mellem hhv. jagtansvarsforsikringens dækning for vådeskudsulykker opstået i forbindelse med jagt og den almindelige familieforsikrings eventuelle dækning for andre vådeskudsulykker. 1 Der vil dog stadig være et grænseområde mellem hhv. jagtansvarsforsikringens og den almindelige ansvarsforsikrings dækning, hvor dækningspligten må afgøres efter den konkrete sags omstændigheder. Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til de nye domme. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) MSW@NNLAW.DK Landsrettens dom i forsikringssagen er et eksempel på, at man ikke ved en formålsfortolkning kan strække forsikringsdækningen udover det, der ved Tilmeld dig nyhedsbrevet her: For at scanne skal du have en app på din tablet eller smartphone. DETTE NYHEDSBREV KAN IKKE ERSTATTE JURIDISK RÅDGIVNING. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB OG DE OVENNÆVNTE JURISTER PÅTAGER SIG INTET ANSVAR FOR TAB SOM DIREKTE ELLER INDIREKTE FØLGE AF BRUG AF NYHEDSBREVET, HERUNDER FOR TAB SOM FØLGE AF UTILSTRÆKKELIGE ELLER FEJLAGTIGE INFORMATIONER, VURDERINGER ELLER ANDRE FORHOLD I FORBIN- DELSE MED NYHEDSBREVET. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNER- SELSKAB YDER RÅDGIVNING I FORBINDELSE MED KONKRETE SPØRGSMÅL I OVERENSSTEMMELSE MED DE ADVOKATETISKE REG- LER. 1 Hvis skadevolder er uforsikret, er der selvsagt ingen dækning. Det antages imidlertid, at 95% af den danske befolkning er dækket af en almindelig familieforsikring. Denne vil sædvanligvis dække vådeskudsulykker uden for jagtansvarsforsikringens område. Deltagelse i jagt forudsætter, at man har løst jagttegn og dermed er omfattet af den obligatoriske jagtansvarsforsikring, og det er derfor kun i tilfælde af ulovlig jagt, at der ikke vil være forsikringsdækning under jagt. ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE 16 1459 KØBENHAVN K TEL 33 11 45 45 WWW.NNLAW.DK