Opgave i International Politik

Opgave i International Politik Søren Rasmussen Bunden ugeeksamen. Opgaveformuleringens præcise ordlyd er blevet væk, men lød ca. sådan her: Gør rede for USA s magtposition i det internationale system og giv en vurdering af, hvordan denne position kan udfordres. Analysen skal inddrage artiklerne af Nye (1989), Ikenberry (2002) og Kagan & Kristol (2000) samt relevante dele af pensum. Institut for Statskundskab Aarhus Universitet Juni 2003

INDHOLD 1 INDLEDNING 1 2 USA S MAGTPOSITION I DET INTERNATIONALE SYSTEM 1 2.1 Hard Power et neorealistisk perspektiv...1 2.2 Soft Power et neoliberalt perspektiv...2 2.3 Aktuelle stemmer en kritisk perspektivering...3 3 UDFORDRINGER AF DEN AMERIKANSKE MAGTPOSITION 4 3.1 Terrortruslen...5 3.2 Den multipolære udfordring...7 En transatlantisk adskillelse...8 Truslen fra Asien...9 4 KONKLUSION 10 5 LITTERATUR 11

1 Indledning Nærværende opgave omhandler den amerikanske magtposition i det internationale system og giver en vurdering af, hvordan denne position kan udfordres. Opgaven skelner mellem to magtbegreber, et snævert begreb om hard power overfor en bredere forestilling om soft power. Således forholder opgaven sig teoretisk til neorealistiske og neoliberale retninger indenfor forskningen i international politik. I analysen af udfordringer af den amerikanske magt vil den neorealistiske position have en vis overvægt, idet den vurderes at have størst forklaringskraft i forhold til det amerikanske forsøg på at håndtere potentielle trusler. Til dette formål indføres endvidere en sondring mellem defensiv og offensiv neorealisme. USA har siden den globale recession i 1873 været en magtfaktor i international politik, men for at fokusere analysen begrænser opgaven sig primært til tiden efter den kolde krig, hvor USA s magtposition er blevet betegnet som unipolær (Wallerstein, 2002:60; Waltz, 2000:1). Empirisk tager opgaven udgangspunkt i en amerikanske opfattelse af, at landet står overfor to trusler. For det første truslen om en gentagelse af terrorangrebene den 11. september 2001, hvilket også indebærer en frygt for at såkaldte slyngelstater skal udvikle masseødelæggelsesvåben. For det andet udviklingen af andre stormagter, der kan true den unipolære amerikanske position (Ikenberry, 2002:49). USA forsøger at dæmme op for disse udfordringer ved at føre en ekspansiv udenrigspolitik. For at vurdere, hvor succesfuld strategien vil være, analyseres først terrortruslen med Irak som case. Dernæst følger to analyser, som tager udgangspunkt i, at stater vil balancere en unipolær hegemon. Europa er valgt som case på baggrund af en aktuel debat om the end of the West (Kupchan, 2002), og Kina er den anden case, fordi landet fremstår som den mest umiddelbare udfordrer af amerikansk hegemoni (Waltz, 2000). Tilsvarende ville en analyse af Ruslands potentiale som stormagt være relevant, men er af pladshensyn fravalgt. 2 USA s magtposition i det internationale system 2.1 Hard Power et neorealistisk perspektiv Siden Sovjetunionens opløsning og afslutningen af den kolde krig har USA haft en enestående rolle som unipolær magt i det internationale system (Waltz, 2000:1). Waltz repræsenterer den strukturelle neorealisme, som grundlæggende antager, at det internationale system er anarkisk, og at de [ 1 ]

eneste relevante aktører er stater. Staterne opfattes som like units i den forstand, at de er autonome enheder, der søger et fælles mål: overlevelse (Waltz, 1979:88-95). Systemet er relationelt, hvilket betyder, at staters magt måles i forhold til andre staters magt:»power is estimated by comparing the capabilities of a number of units«(waltz, 1979:98). Kapabiliteter forstås indenfor neorealismen som hard power og refererer til økonomiske ressourcer, militær styrke, politisk kohæsion og befolkningsstørrelse (Walt, 1988:281). Det er ud fra dette snævre magtbegreb, at Waltz betegner USA som verdens eneste supermagt. Det amerikanske bruttonationalprodukt er halvanden gang større end den nærmeste rivals, og landet bruger mere på sine militære styrker end de næste seks store militærmagter tilsammen (Waltz, 2000:1). USA har i løbet af 1990 erne haft en større vækst end andre store stater, men har samtidig reduceret udgifterne til militær i et langsommere tempo og har domineret investering i teknologisk udvikling af sine styrker, hvorfor den amerikanske strategi hos Ikenberry (2002:50) betegnes som breakout. Den amerikanske position illustreres af den nuværende udenrigsminister Colin Powell:»I m running out of demons. I m running out of enemies«(i: Waltz, 2000:2), og det er i dette perspektiv, man skal se Kagans & Kristols konklusion:»today s international system is built not around a balance of power but around American hegemony«(2000:61). 2.2 Soft Power et neoliberalt perspektiv Den neorealistiske forståelse af den amerikanske magtposition udfordres af neoliberal teori. Nye (1990) nedtoner betydningen af militær magt: For det første hævdes, at den militære magt er blevet mindre ombyttelig, idet muligheden for at opnå økonomisk gevinst ved militær magtanvendelse er aftagende (Nye, 1990:189). For det andet er magten i mindre grad baseret på tvang. Anvendelsen af militær magt er behæftet med store omkostninger; dels skal mobiliseringen af militæret finansieres, dels har brugen af militær tvang afsmittende effekter på den økonomiske samhandel staterne imellem. Konsekvensen af dette er, at stater og navnlig USA udvikler en mere subtil form for tvang, der af Nye betegnes som»co-optive power«(1990:191). Denne tilsyneladende venlige form for tvang, som har klare konstruktivistiske affiniteter, baserer sig på staters evne til at strukturere en situation, så andre stater vil udvikle præferencer og definere deres interesser på en måde, som er konsistent med statens egen interesse (Nye, 1990:191). Nye nævner blandt andet IMF og OECD som institutioner, der i høj grad afspejler et amerikanske ønske om et liberalt marked for verdensøkonomien. Kagan & Kristol (2000:61) hævder derfor ud fra et neorealistisk synspunkt, at institutionerne i det store billede er irrelevante, men den neo- [ 2 ]

liberale pointe er imidlertid, at eksistensen af internationale institutioner implicerer en kompleks interdependens staterne imellem (Keohane, 1989:9). 1 Kompleks interdependens er karakteriseret ved en grundlæggende forventning om, at anvendelsen af militær magt mellem stater er virkningsløs. Europa, Nordamerika og Japan former en sådan zone af kompleks interdependens: [P]ower is an important element in relationships among these states (as well as between states and nonstate actors), but this power does not derive from the use or threat of force toward one another (Keohane, 1989:9). I dette perspektiv er USA s ledende rolle i udformningen af internationale institutioner årsag til amerikansk hegemoni i det internationale system. En yderligere årsag til denne amerikanske soft power-dominans finder Nye (1990:193-94) i udbredelsen af den amerikanske livsstil i form af markedsføring af demokratiske idealer, blandt andet igennem en massiv eksport af populærkultur. Udover magtens aftagende ombyttelighed, den reducerede virkning af militær styrke og udviklingen af mere subtile magtformer betoner Nye (1990:196), at magten er blevet mere uhåndgribelig. Materielle ressourcer er mindre vigtige i et samfund, hvor adgangen til information er en væsentlig faktor. På dette område anerkender Nye, at Japan har været bedre til at udvikle organisationelle evner og fleksibilitet. USA har dog en stærk position i anvendelsen af informationsteknologi til militære formål (Nye, 1990:197). Konklusionen er, at USA s fordelagtige position i det internationale system ikke alene skyldes militær overlegenhed, men også at USA har været i stand til at præge det internationale system med amerikanske værdier og samtidig har investeret i nye, alternative magtformer. 2.3 Aktuelle stemmer en kritisk perspektivering Aktuelle stemmer i debatten om det amerikanske hegemoni argumenterer imidlertid i retning af en alternativ konklusion. Nye (2002) gør op med en forestilling om det globale samfund som et netværk med USA som nav og alle andre stater som eger. For det første varierer graden af netværksarkitekturen. Militært er USA stadig en enestående magtfaktor, men Nye (2002:74) peger på, at stater oftere bekymrer sig om trusler fra nabostater end trusler fra USA. Samtidig eksisterer der i det økonomiske netværk andre knudepunkter; Europa og Japan er signifikante centre for handel. Endelig tager netværksmetaforen ikke højde for systemets reciprocitet. Nok har USA militær kapacitet til at gribe ind stort set over hele kloden, 1 Keohane definerer institutioner som»persistent and connected sets of rules (formal and informal) that prescribe behavioral roles, constrain activity, and shape expectations«(1989:3). [ 3 ]

men det gør ikke USA usårlig, som terrorangrebene i 2001 viste (Nye, 2002:75). En mere radikal revurdering af det amerikanske hegemoni leverer Wallerstein (2002), der argumenterer for, at det amerikanske herredømme har været i forfald siden slutningen af 1960 erne. Vietnamkrigen var ikke kun et militært nederlag, men også et slag for den amerikanske økonomi. USA måtte opgive sin guldreserve samtidig med, at Vesteuropa og Japan oplevede økonomiske opsving, så situationen på det økonomiske område siden har været præget af jævnbyrdighed. For det andet havde studenteroprørene i 1968 voldsomme intellektuelle følgevirkninger; Wallerstein peger på en øget grad af ideologisering (2002:63). For det tredje forsvandt legitimiteten bag amerikansk hegemoni med Sovjetunionens opløsning, og endelig hævder Wallerstein (2002:66), at den offensive amerikanske udenrigspolitik efter angrebene på World Trade Center og Pentagon vil øge hastigheden af det amerikanske herredømmes forfald. Disse kritiske nuanceringer af den amerikanske magtposition peger på, at USA nok er en dominerende faktor i det internationale system, men ikke den eneste. Flere udfordringer venter den unipolære supermagt. Dette vil være temaet for de følgende afsnit. 3 Udfordringer af den amerikanske magtposition Ledende nykonservative røster har siden den kolde krigs ophør plæderet for en aktiv amerikansk udenrigspolitik. Kagan & Kristol skal ses i forlængelse af dette synspunkt, når de argumenterer for, at USA skal føre hånden i udformningen af den internationale orden:»[t]he overarching goal of American foreign policy to preserve and extend an international order that is in accord with both our material interests and our principles endures«(kagann & Kristol, 2000:61). Den amerikanske administration har været lydhør overfor opfordringerne ikke mindst efter George W. Bushs overtagelse af præsidentembedet og særligt efter den 11. september 2001. Argumentet for den neoimperialistiske strategi har baggrund i en amerikansk opfattelse af, at landet står overfor to trusler nemlig en gentagelse af terrorangrebene samt fremkomsten af andre stormagter, så det internationale system ændrer sig fra sin nuværende unipolære struktur til en multipolær (Ikenberry, 2002:49). Disse to udfordringer analyseres i de følgende afsnit. [ 4 ]

3.1 Terrortruslen Den amerikanske trusselsperception blev ændret efter terrorangrebene i New York og Washington. Den amerikanske administration måtte se i øjnene, at sikkerheden i USA udfordres af en usynlig fjende, nemlig terroristgrupper, som opererer med ukonventionelle våben. Frygten for, at disse grupper også skulle komme eller allerede være i besiddelse af masseødelæggelsesvåben (WMD) kommer til udtryk i Rumsfelds retoriske spidsfindighed»unknown unknowns«(i: Ikenberry, 2002:50). Til denne frygt hører også risikoen for, at såkaldte slyngelstater som Irak, Iran og Nordkorea, der af Bush er udpeget som en ondskabens akse udvikler WMD og giver dem videre til terrorister. For at afværge en sådan situation må det amerikanske forsvar fra at have baseret sig på en neorealistisk afskrækkelsesstrategi antage en mere forebyggende karakter. USA påberåber sig retten til at intervenere slyngelstaterne for at bremse udvikingen og udbredelsen af WMD, selv om dette implicerer et brud på såvel internationale normer om staters suverænitet som multilaterale aftaler, der sanktionerer og begrænser anvendelsen af militær magt (Ikenberry, 2002:50-53). Ved at basere sit forsvar på forebyggende intervention frem for på afskrækkelse af potentielle trusler afviger den amerikanske grand strategy fra neorealistisk teori, som den i udgangspunktet fremstilles af Waltz (1979). For at begribe den nye amerikanske sikkerhedspolitik er det derfor relevant at sondre mellem defensiv og offensiv neorealisme. Den defensive neorealisme, som repræsenteres af Waltz (1979, 2000) og Walt (1988), identificerer magtbalancering og afskrækkelse som grundlæggende i staternes adfærd. Den offensive realisme forudsiger derimod, at stater vil føre en ekspansiv udenrigspolitik for at sikre deres overlevelse i det internationale system (Wivel, 2002:435). Den amerikanske grand strategy kan ses som et udtryk for offensiv neorealisme, og i forholdet til terrortruslen og slyngelstater synes den at være præget af den revolutionistiske stemme, der af Martin Wight identificeres som en af tre grundlæggende idéer i international politik. Det revolutionistiske standpunkt er, at eksisterende regimer ud fra en given begrebsliggørelse af godt og dårligt skal omstyrtes om nødvendigt med anvendelse af militær magt (Jackson & Sørensen, 2003:146-50). Mearsheimer fremstår som en af de fremmeste repræsentanter for den offensive realisme (Wivel, 2002:435-36). Ikke desto mindre leverer han i en artikel skrevet sammen med Stephen Walt en kraftig kritik af de amerikanske motiver for en forebyggende krig i Irak. Artiklen former sig som et defensivt realistisk argument, der peger på, at krigen var unødvendig. For det første gør Mearsheimer & Walt op med en forestilling om, at Saddam Hussein skulle være så hensynsløs og aggressiv, at en afskrækkelsespolitik ville være virkningsløs. Ud fra en neorealistisk optik var Saddams adfærd rationel både i forhold til krigen mod Iran og invasionen af Kuwait. Krigen [ 5 ]

mod Iran var et forsøg på at opretholde den lokale magtbalance for at undgå iransk hegemoni i Mellemøsten, og netop på den baggrund mente Saddam, at Irak var berettiget til økonomisk støtte fra Kuwait. Dette blev imidlertid afslået, og derfor invaderede Irak Kuwait. Invasionen havde således en klar årsag, og da den blev iværksat, havde Saddam ingen grund til at tro, at amerikanerne ville reagere, som de gjorde, hvorfor invasionen ikke kan bruges som et argument for Saddams manglende perception af en afskrækkende opposition (Mearsheimer & Walt, 2003:53-54). Yderligere bevis for, at Saddam kan afskrækkes, finder Mearsheimer & Walt (2003:55) i det faktum, at Irak alene brugte konventionelt armerede Scud-missiler under Golfkrigen, fordi den amerikanske administration havde gjort klart, at den ville gengælde brug af WMD. Endvidere finder Mearsheimer & Walt (2003:57-58) det usandsynligt, at Saddam hvis han var i besiddelse af dem skulle give atomvåben videre til terroristgrupper som al Qaeda. For det første savnes der troværdige beviser for, at Irak havde noget at gøre med terrorangrebene i september 2001. For det andet er det tvivlsomt, at en våbenoverførsel fra Irak til terrorister ville passere ubemærket. Siden terrorangrebene har den amerikanske efterretningstjeneste overvåget både Saddam og Al Qaeda intenst. For det tredje har Saddam ikke noget incitament til at give de atomvåben, som han i mere end tyve år har forsøgt at udvikle, til et terrornetværk og dermed miste kontrollen over dem. Således savner Mearsheimer & Walt et strategisk rationale bag den amerikansk-ledede krig i Irak. I forlængelse af analysen må man spørge, om terrortruslen er så evident, som den fremstilles af den amerikanske administration. Er den så påtrængende, at den eneste udvej er en neoimperialistisk strategi, som har teoretisk opbakning i den offensive neorealisme? Det defensivt neorealistiske svar er nej. En politik, som baserer sig på inddæmning og utvetydige signaler om, at brug af WMD vil blive gengældt, vil kunne sikre den amerikanske magtposition. På længere sigt er det snarere følgevirkningerne af terrortruslen, som kan blive et problem for USA. Dette er kernen i den neoliberale kritik, som Ikenberry fremfører overfor den amerikanske grand strategy. Den neoimperialistiske strategi kan underminere multilaterale aftaler, institutionel infrastruktur og den samarbejdsvilje, som er nødvendig for en langvarig succes i bekæmpelsen af WMD. Desuden overser den amerikanske administration, at den vil få brug for opbakning fra FN, Verdensbanken og andre store stater i genopbygningen af stater, som måtte blive interveneret på baggrund af en opfattelse af, at de producerer WMD. Denne opbakning vil være vanskelig at tilvejebringe, hvis beslutningen om en militær intervention tages uden om internationale institutioner. Endelig vil USA ved at tilsidesætte internationale regler have svært ved at argumentere for, at andre stater ikke kan følge en tilsvarende forebyggende strategi (Ikenberry, 2002:56-57). [ 6 ]

Endvidere er der træk af neorealistisk argumentation i Ikenberrys kritik, når han hævder, at USA s overvældende militære magt kan medføre en aktualisering af sikkerhedsdilemmaet, hvis fjendtligtsindede stater forsøger at balancere den amerikanske magt ved at udvikle det eneste, som skræmmer amerikanerne, nemlig WMD (Ikenberry, 2002:57). Det må således ud fra en defensiv neorealistisk analyse konkluderes, at den umiddelbare trussel for en gentagelse af terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon ikke er så overhængende, som den amerikanske administration hævder. Til gengæld argumenteres der fra neoliberal side for, at USA s respons på terrortruslen kan få negative følger for den amerikanske magtposition. 3.2 Den multipolære udfordring USA s magtposition står overfor endnu en udfordring, som på længere sigt kan vise sig at have betydelig mere substans end terrortruslen, nemlig en udvikling af det internationale system i retning af multipolaritet. Dette er i hvert fald holdningen i den amerikanske administration, og er blandt andet blevet udtryk af præsident Bush: America has, and intends to keep, military strengths beyond challenges thereby making the destabilizing arms races of other eras pointless, and limiting rivalries to trade and other pursuits of peace (Bush i: Ikenberry, 2002:49). For at imødegå en udvikling af konkurrerende stormagter må USA føre en aktiv udenrigspolitik. Dette er argumentet hos Kagan & Kristol, som anfører, at USA ikke skal trække sig tilbage fra den globale scene for at vente på, at den næste ækvivalent til Nazityskland skal rejse sig, men i stedet indtage en anticiperende rolle»to prevent such a threat from arising in the first place«(kagan & Kristol, 2000:61). Denne strategi forklares bedst af den offensive realisme, som netop peger på, at stater for at sikre deres relative magtposition i det internationale system vil føre en ekspansiv udenrigspolitik: Every state would like to be the most formidable military power in the system because this is the best way to guarantee survival in a world that can be very dangerous. [ ] The aim is to acquire more military power at the expense of potential rivals. The ideal outcome would be to end up as the hegemon in the system. Survival would then be almost guaranteed (Mearsheimer, 1995:339). Denne tese står i modsætning til et defensivt realistisk synspunkt, som vil hævde, at en unipolær magtposition ikke kan fastholdes over længere tid (Waltz, 2000:1). Det globale amerikanske engagement vil på sigt dræne landets økonomiske, militære og politiske ressourcer, hvorfor USA løber risikoen for imperial overstretch (Waltz, 2000:1,15; Ikenberry, 2002:57). Kagan & [ 7 ]

Kristol indvender heroverfor, at neoimperialismen i princippet kan føre til færre amerikanske interventioner, fordi den anticiperende strategi betyder, at USA får grebet ind i tide overfor potentielle trusler. Empirisk henviser de til, at krisen på Balkan kunne have været håndteret med en mindre amerikansk indsats:»[a] broader and more forwardleaning conception of the national interests might have made the later interventions unnecessary«(kagan & Kristol, 2000:62). Waltz vil overfor dette argumentere, at en forebyggende indsats er utilstrækkelig i forhold til, at andre store stater vil forsøge at balancere den amerikanske magt:»in international politics, overwhelming power repels and leads others to try to balance against it«(waltz, 2000:2). Hvor denne afbalancering skal komme fra, er imidlertid et åbent spørgsmål. En transatlantisk adskillelse Waltz er skeptisk overfor, at Europa skulle kunne komme til at udgøre en modpol til USA indenfor en overskuelig fremtid. Han anerkender, at Europa er i besiddelse af de fornødne kapabiliteter (population, ressourcer, teknologi og militær), men efterlyser den politiske vilje og organisation til at gøre brug af dem. Ifølge Waltz blev denne udenrigspolitiske passivitet demonstreret under krigen på Balkan (Waltz, 2000:3). Overfor dette anfører Kupchan, at der er træk i den europæiske debat, som peger i retning af en øget integration også på det sikkerhedsog udenrigpolitiske område. Konventet, som arbejder på et fælles forfatningsforslag for EU, har rejst spørgsmålet om opbygningen af væbnede styrker, som skal kunne operere uafhængigt af USA (Kupchan, 2002:42). Siden 1999 har Javier Solana optrådt som EU s højtstående repræsentant, der varetager udenrigsanliggender, og der lægges i konventets forfatningsforslag op til, at denne rolle udvides til en egentlig udenrigsministerstilling, som udpeges af Rådet, men også har sæde i Kommissionen, så tidligere dårlig koordination elimineres (Larsen, 2003:11). Endelig peger Kupchan på, at introduktionen af EU s eget satellitnetværk Galileo vil reducere den europæiske afhængighed af amerikansk teknologi (Kupchan, 2002:43). Den interne uenighed i EU om holdningen til den amerikanske intervention i Irak kan imidlertid vise sig at blive en udfordring for en klarere europæisk profil i det internationale system. En fortsat ekspansiv amerikansk udenrigspolitik kan tvinge de europæiske stater til at vælge side for eller imod USA s neoimperialisme. Omvendt kan den tyske og franske opposition i forhold til den amerikanske magtanvendelse betragtes som startskuddet til en mere balancerende europæisk adfærd. Denne realistiske analyse modificeres dog af Kupchan, der har svært ved at forestille sig, at striden mellem USA og EU skal udvikle sig til en situation, som under den kolde krig. En militær konfrontation ligger [ 8 ]

langt ude i fremtiden, men den europæiske balancering af amerikansk hegemoni kan betyde en paralysering af FN og andre institutioner, som de seneste 50 år har været baseret på et transatlantisk samarbejde (Kupchan, 2002:42). En renere neoliberal analyse vil fastholde, at den komplekse interdependens (Keohane, 1989:9) mellem USA og EU er så udviklet, at de to konkurrerende poler ikke vil have nogen interesse i at afbryde samarbejdet. USA s boykot af Kyotoaftalen, den internationale krigsforbryderdomstol og ophævelsen af den anti-ballistiske missiltraktat peger dog på, at USA i højere grad vil forfølge en go it alone-politik. Udvides denne til at gælde flere low politics-områder, efterlades den neoliberale teori med et forklaringsproblem. I dette perspektiv kan man argumentere for, at det i højere grad er USA s enegang, end det er et europæisk ønske om at balancere den amerikanske magt, som er årsag til udviklingen af et trans-atlantic divide. Truslen fra Asien USA s formulerede bestræbelse på at fastholde en unipolær position i det internationale system møder en større udfordring i Asien, hævder Waltz. Særligt fremstår Kina som en trussel for den amerikanske magtposition. Kinas population er mere end fire gange større end den amerikanske, og landet oplever en økonomisk vækst på 8 procent om året mod 0,3 procent i USA, 2 hvorfor Kina uvægerligt vil udvikle sig til en stormagt (Waltz, 2000:6). Regionalt forudser Waltz, at der primært på baggrund af en konkurrence mellem Kina og Japan vil opstå en magtbalance i Østasien, som vil blive en del af en ny global magtbalance (Waltz, 2000:15). Det er svært at forestille sig, at USA skal kunne forhindre denne udvikling. Et forsøg på at justere udviklingen ved anvendelse af militær magt forekommer usandsynligt, da Kina som en atommagt vil være i stand til at svare igen overfor amerikanske angreb. Den fortsatte amerikanske troppeopmarchering i Sydkorea må først og fremmest ses i et defensivt realistisk perspektiv som et signal om, at USA vil opretholde magtbalancen, i første omgang i forhold til Nordkorea, men på lidt længere sigt også Kina. Som et korrektiv til denne neorealistiske analyse må man ud fra neoliberal teori se bestræbelsen på at få Kina inddraget i WTO-samarbejdet som et forsøg på at skabe en øget grad af institutionalisering. Kina udgør et kæmpe marked, som USA må have interesser i, og derfor forekommer en markant forringelse af den amerikansk-kinesiske relation mindre sandsynlig. Konklusionen må imidlertid fortsat være, at den amerikanske magtposition er og i højere grad vil blive udfordret af et Asien, som oplever stigende økonomisk fremgang. 2 The World Factbook, http://www.odci.gov/cia/publications/factbook/index.html. (Tal fra 2001-2002). [ 9 ]

4 Konklusion Analysen af den amerikanske magtposition argumenterer i et neorealistisk hard power-perspektiv for, at USA udgør den eneste supermagt i et unipolært system. Den internationale orden er ikke præget af magtbalance, men af amerikansk hegemoni. Overfor dette indvender neoliberal teori, at anvendeligheden af militær magt er aftagende, mens mere subtile former for soft power har fået en større betydning. USA har imidlertid i høj grad været i stand til at udforme internationale institutioner efter egne interesser, hvorfor det konkluderes, at USA også i dette perspektiv nyder en fordelagtig rolle i det internationale system. Kritiske stemmer i debatten om amerikansk hegemoni peger dog på, at den politiske og økonomiske udvikling i Europa og Asien korrigerer den amerikanske dominans. Den nuværende amerikanske administration identificerer to trusler for landets position i det internationale system nemlig truslen om terror og truslen fra potentielle stormagter. Overfor disse udfordringer fører USA en neoimperialistisk grand strategy, som baserer sig på forebyggende militær intervention. Der argumenteres imidlertid fra en defensiv neorealistisk position for, at terrortruslen kan imødegås ved en strategi, som er baseret på inddæmning og afskrækkelse. Tilsvarende vurderes den neoimperialistiske strategi som ufrugtbar i forsøget på at undgå rivaliserende stormagter. Den øgede europæiske integration også på det udenrigspolitiske område kan betragtes som et forsøg på at balancere amerikansk magt, men omvendt vil der fra neoliberal side blive argumenteret for, at den komplekse interdependens mellem USA og EU er så udviklet, at en egentlig konfrontation er usandsynlig. I forhold til Kinas potentiale som stormagt fremstår et forebyggende militært indgreb tilsvarende utænkeligt. Kinas arsenal af atomvåben betyder som et minimum at magtbalancen opretholdelses. Ligeledes vil Kinas stærke økonomiske vækst bidrage til indløsning af stormagtspotentialet, men også til en øget interdependens mellem USA og Kina. Afslutningsvis kan man spørge, om de trusler, den amerikanske administration mener at identificere, er reelle. Terrortruslen forekommer at være overvurderet, og udfordringen fra potentielle stormagter implicerer ikke nødvendigvis en trussel for den amerikanske sikkerhed. En defensiv realistisk strategi med fokus på magtbalance kombineret med en fortsat investering i soft power-ressourcer kan vise sig at være nok til at opretholde den amerikanske position. Den største udfordring for USA kan derfor vise sig at være landets egen udenrigspolitik. Defensiv neorealisme forudsiger, at USA s unipolære magt vil blive forsøgt balanceret af andre stater, samtidig med, at USA løber risikoen for imperial overstretch. Neoliberalister hævder, at nedprioriteringen af internationale institutioner medfører ustabilitet, og at den komplekse interdependens umuliggør den amerikanske strategi. [ 10 ]

5 Litteratur Ikenberry, G. John (2002). America s Imperial Ambition, Foreign Affairs, vol. 81, no. 5, pp. 49-60. Jackson, Robert & Georg Sørensen (2003). Introduction to International Relations. Theories and Approaches, 2 nd edition, Oxford: Oxford University Press. Kagan, Robert & William Kristol (2000). The Present Danger, The National Interest, no. 59, Spring 2000, pp. 61-62. Keohane, Robert O. (1989). Neoliberal Institutionalism: A Perspective on World Politics, i Keohane, International Institutions and State Power, Boulder: Westview, pp. 1-20. Kupchan, Charles A. (2002). The End of the West, The Atlantic Monthly, Nov 2002, vol. 290, Issue 4, pp.42-44. Larsen, Henrik (2003). EU har en udenrigspolitik, Weekendavisen, uge 22, 2003, p. 11. Mearsheimer, John (1995). The False Promise of International Institutions, i M.E. Brown m.fl., The Perils of Anarchy, Cambridge: MIT Press, pp. 332-53, 364-76. Mearsheimer, John & Stephen M. Walt (2003). An Unnecessary War, Foreign Policy, Jan/Feb 2003, Iss. 134, pp. 50-59. Nye, Joseph S. (1990). Bound to Lead The Changing Nature of American Power, New York: Basic Books, pp. 188-201. Nye, Joseph S. (2002). The Dependent Colossus, Foreign Policy, Mar/Apr 2002, Iss. 129, pp. 74-76. Wallerstein, Immanuel (2002). The Eagle Has Crash Landed, Foreign Policy, Jul/Aug 2002, Iss. 131, pp. 60-68. Walt, Stephen (1988). Testing Theories of Alliance Formation: The Case of Southwest Asia, International Organization, vol. 42, no. 2, pp. 277-85, 308-16. Waltz, Kenneth N. (1979). Theory of International Politics, Reading: Addison- Wesley, pp.79-101, 116-28. Waltz, Kenneth N. (2000). Intimations of Multipolarity, i Birthe Hansen & Bertel Heurlin (eds), The New World Order, London: Macmillan, pp. 1-18. Wivel, Anders (2002). Realismen efter Waltz: udvikling eller afvikling?, Politica, 34. årg., nr. 4, pp. 431-448. [ 11 ]