c a r l s b e r g f o n d e t å r s s k r i f t 2 0 1 1

c a r l s b e r g f o n d e t å r s s k r i f t 2 0 1 1 1 carlsbergfondet 2011

carlsbergfondet årsskrift 2011 carlsbergfondet 2011 redaktør: gunver kyhn tilrettelægning: michael jensen tryk: narayana press isbn: 978-87-988774-9-3 carlsbergfondet h.c. andersens boulevard 35 1553 københavn v telefon 33 43 53 63 telefax 33 43 53 64 mail: carlsbergfondet@carlsbergfondet.dk www.carlsbergfondet.dk direktion: professor, dr. povl krogsgaard-larsen, formand professor, dr. flemming besenbacher professor, dr. niels kærgård professor, dr. lars stemmerik professor, dr. per øhrgaard kontorchef gunver kyhn regnskabschef anders garrigues kvæstor jens otto veile carlsberg laboratorium gamle carlsberg vej 10 2500 valby telefon 33 27 33 27 mail: carlslab@crc.dk www.carlsberglab.dk bestyrelse: professor, dr. flemming besenbacher, formand professor, dr. lars stemmerik professor, dr. povl krogsgaard-larsen tilforordnede: koncerndirektør, cfo jørn p. jensen senior vice president kasper madsen professor klaus bock koordinerende leder: professor jens duus frederiksborgmuseet frederiksborg slot 3400 hillerød telefon 48 26 04 39 telefax 48 24 09 66 mail: frbmus@frbmus.dk www.frederiksborgmuseet.dk bestyrelse: kabinetssekretær, dr. niels eilschou holm, formand professor, dr. povl krogsgaard-larsen direktør per kristian madsen direktør: cand.mag. mette skougaard ny carlsbergfondet brolæggerstræde 5 1211 københavn k telefon 33 11 37 65 telefax 33 14 36 46 mail: sekretariatet@nycarlsbergfondet.dk www.ny-carlsbergfondet.dk direktion: direktør, mag.art. hans edvard nørregård-nielsen, formand lektor, dr. maria fabricius hansen professor, dr. morten kyndrup på omslaget: j.c. jacobsen, 1811-1887, marmorbuste, hugget af h.w. bissen 1865. h. 90 cm. carlsbergfondet. foto: ole haupt. 2

2 0 1 1 c a r l s b e r g f o n d e t å r s s k r i f t tilegnet brygger j.c. jacobsen i anledning af 200-årsdagen for hans fødsel 2. september 2011 3 carlsbergfondet 2011

indhold 10 1. hans edvard nørregård-nielsen at gribe tiden 20 2. knud j.v. jespersen j.c. jacobsen en praktisk patriot 32 3. helge kragh j.c. jacobsen og naturvidenskaberne 46 4. birgitte skadhauge og jens duus carlsbergs forskning i en globaliseret verden 58 5. peder olesen larsen anderledes og tak for det 80 6. mette skougaard og thomas lyngby brygger j.c. jacobsen som museumsmand 98 7. kirsten nannestad kongens bedekammer 4

108 8. steen thomsen de gyldne ord og moderne governanceprincipper 118 9. niels kærgård og nina smith j.c. jacobsens dilemma: forskning for folket eller for virksomheden? 128 10. hans chr. johansen jeg en fond mig bygge vil 138 11. carlsbergfondet bevillinger 2010 herunder regnskab de grønne sider: postkort 1888. etiketter fra carlsberg og alliance 1855-1887. alliance var gl. carlsbergs tapperi og mineralvandsfabrik. oprettet i 1870 af j.c. jacobsens kompagnon erhard kogsbølle og cand. farm. edvard blad. efter 1880 bryggede alliance lagerøl, pilsner og porter, og blev da kaldt porterbryggeriet. frimærke 1975. øltøndemærkat 1880. 150 12. carlsberg laboratorium beretning for året 2010 herunder regnskab 158 13. frederiksborgmuseet beretning for året 2010 herunder regnskab 174 14. ny carlsbergfondet beretning for året 2010 herunder regnskab 5 carlsbergfondet 2011

carlsbergfondet Brygger J.C. Jacobsen. Daguerreotypi, 1846. Carlsbergfondet blev stiftet i 1876 af brygger J.C. Jacobsen. I 1882 overdrog han sit bryggeri, Gamle Carlsberg, til fondet. Jacobsens ønske var at skabe et fond med faste videnskabelige forpligtelser og direkte ansvar over for en erhvervsvirksomhed. Carlsbergfondet har til formål at bidrage til dansk grundforskning og skal til enhver tid besidde aktiemajoriteten i Carls berg A/S. Fondet ledes af en direktion på fem medlemmer, udpeget af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab blandt Selskabets medlemmer. Årsskriftet er tilegnet J.C. Jacobsen i anledning af hans 200-års dag den 2. september 2011. 6

ny carlsbergfondet I 1902-03 overdrog J.C. Jacobsens søn, brygger Carl Jacobsen, sit bryggeri, Ny Carls berg, til Carls berg fondet, og en selvstændig afdeling, Ny Carls berg - fondet, føjedes til Carls bergfondet. Foruden at yde støtte til kunst og kunstvidenskab driver Ny Carlsbergfondet i fællesskab med Staten Ny Carlsberg Glyptotek, der rummer en af Europas fineste antiksamlinger samt betydelige samlinger inden for nyere dansk og fransk kunst. Ny Carlsbergfondet ledes af en direktion på tre medlemmer. carlsbergfondet 30% af aktierne i carlsberg a/s frederiksborgmuseet I 1878 stiftede J.C. Jacobsen Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot som en afdeling under Carlsbergfondet. Det rummer i dag landets betydeligste samling af malerier, tegninger, skulpturer, møbler og kunstindustri med tilknytning til Danmarks historie helt op til vor tid. Museet er tillige hjemsted for landets historiske portrætgalleri, der i de seneste år er blevet suppleret med portrætfotografier. Samlingerne, der er opstillet i slottets sale, er tilgængelige for publikum alle årets dage. Museet ledes af en bestyrelse på tre medlemmer. Den daglige ledelse forestås af en videnskabelig uddannet museumsdirektør. frie forskningsmidler frederiksborgmuseet carlsberg laboratorium tuborgfondet ny carlsbergfondet ny carlsberg glyptotek carlsberg a/s carlsberg laboratorium Ved oprettelsen overtog Carlsbergfondet det året forinden oprettede forskningslabo ra to rium, Carlsberg Laboratorium. Carlsberg Laboratorium er i dag en selvstændig enhed af Forskningscentret ved Carlsberg A/S. Det ledes af en bestyrelse på tre medlemmer og to tilforordnede. De tre medlemmer er tillige medlemmer af Carlsbergfondets direktion. Carlsberg Laboratorium omfatter flere forskningsgrupper. Laboratoriets aktiviteter ledes af en koordinator på professorniveau. Laboratoriets hovedopgave er at tilvejebringe et så fuldstændigt videnskabeligt grundlag som muligt for malt nings-, brygnings- og gæringsproces serne. carlsbergs mindelegat for brygger j.c. jacobsen tuborgfondet I 1991 blev Tuborgfondet, oprettet i 1931, en afdeling af Carlsbergfondet. Tuborgfondet ledes af en bestyrelse og skal virke for samfundsgavnlige formål og særligt støtte dansk erhvervsliv. Tuborgfondet udgiver sin egen årsberetning og er derfor ikke omfattet af nærværende årsskrift. carlsberg breweries 7 carlsbergfondet 2011

9 carlsbergfondet 2011

1 at gribe tiden j.c. jacobsen 200 år af hans edvard nørregård-nielsen ny carlsbergfondet J.C. Jacobsen i Borgerbevæbningens uniform, 1848. Illustration af Preben Kannik, 1945 J.C. Jacobsen blev født i København i 1811. Det gav ham en barndom og nogle tidlige ungdomsår i en af de mest depraverede og nedslående perioder, hovedstaden havde oplevet. Rækken af ulykker sved ikke mindst, fordi de næsten uden varsel afløste en lang velhavende periode, der er blevet husket som den florissante. Tvillingeriget Danmark- Norge med tilliggende hertugdømmer var en betydelig magtfaktor i Europa, man lukrerede på indbringende kolonier, og den danske handelsflåde nåede vidt omkring. Folk blev, som man kan se det på Jens Juels malerier, ligefrem pæne af bare trivsel, og rigeligheden nåede i aftagende strømme også nedad i samfundet. Landbruget var under en energisk omordning, så smukke og glade de bønder vi se, skrev Adam Oehlenschläger på vejen ud til Sølyst, og det gamle middelalderlige Danmark blev opdyrket og drænet, så det efter et par generationer ikke var til at kende igen. De danske ulykker begyndte, da England i 1793 trådte ind i krigen mod Frankrig, og efter forgodtbefindende opbragte de danske handelsskibe. I 1794 brændte landets stolthed, det storslåede Christiansborg, men man trøstede sig med, at det især berørte den mand i landet, som bedst havde råd til at bygge sig et nyt hus. Alligevel indgik slottet i landets selvbevidsthed, og hertil kom, at København i 1795 blev ramt af en brand, der på tværs af byen ødelagde hen ved 1000 huse. Der blev overalt strittet mod ødelæggelserne med nybygninger efter tidens formåen, og det resulterede mere i det nette end i det prangende. Samtidig var der, som det klassiske København stadig fastholder i store og sammenhængende partier, en kultiveret forbindelse mellem de selvbevidste manifestationer og de mere jævne etageejendomme, der tilsammen skulle sætte et eget fornemt aftryk på hoved- og residensstaden. Forsøgene på en genrejsning blev brat sat i stå, da en engelsk flåde på 53 krigsskibe under admiralerne Parker og Nelson angreb København den 2. april 1801. Datoen har mejslet sig ind mellem de danske mærkedage, fordi den på trods af en sønderskudt by og et afmægtigt had til den overlegne fjende skulle markere begyndelsen på en ny nationalbevidsthed. Medens brandene havde været en hændelig ulykke, var det engelske angreb et overfald, som mobiliserede en fællesfølelse, og derfor blev nederlaget trods mængden af forsmædeligheder overgået af en dansk selvfølelse over det tapre og selvopofrende forsvar fra Kongedybet. Man var stolte af hinanden; forsvaret var 1 0

især blevet leveret fra aftaklede skibe og af folk, der aldrig før havde fyret en kanon af, medens modstanderne var professionelle krigsfolk med flere års erfaring bag sig. Englænderne vendte tilbage i 1807, hvor de i september begyndte et bombardement af byen, der efterlod mere end 900 ødelagte huse samt førte til fjendens beslaglæggelse af den danske flåde. Men der var igen blevet ydet en tapper modstand mod de krigstrænede elitestyrker. Så selv om nederlaget var entydigt og lammende, mødtes københavnerne igen i en følelse af som nation at have udrettet en dåd, der udgik fra folkets midte. Det forhindrede ikke, at nationen som sådan havde fået et ulivssår. Landets store handelshuse gik fallit på stribe, medens korruptionen og en demoraliserende spillegalskab greb om sig som en del af den såkaldte kaperånd. En række forvovne unge mennesker kastede sig fra deres små skibe ud i en kaperkrig mod de rigtlastede engelske konvojer på vej gennem danske farvande, og det havde både eventyret, muligheden for vældige gevinster og en udflugt fra en mere og mere gråmeleret hverdag i sig. Den efterfølgende krigssituation med England varede i adskillige år, den rev os med ind i Frankrigs fald, og truede en overgang under fredskonferencen i Wien med at udslette landet som en selvstændig nation. Det blev med samtidens udtryk en blod- og dådløs periode, men den endte med at koste Danmark hen ved fem sjettedele af sit tidligere territorium. Hertil kom en uundgåelig statsbankerot, og som Søren Kierkegaard bemærkede om sin opvækst på Amagertorv: 1813 blev jeg født i det gale Pengeaar, da saa mangen anden gal Seddel blev sat i Cirkulation. Slaget var demoraliserende og langvarigt; J.C. Jacobsens liv skulle for en stor dels vedkommende falde fra denne nederlagsperiode og frem til 1864, der med tabet af hertugdømmerne Slesvig- Holsten igen greb så dybt ind i landets fortsatte beståen, at det kun ved hjælp af hedeopdyrkningen og de store landindvindinger langs kysterne lykkedes at reetablere et tilstrækkeligt areal til landets selvstændige opretholdelse. Alt udvikledes i de første forvildede år på bedste beskub. Uhæderligheden og dobbeltmoralen i de øverste kredse var til at tage og føle på, men der begyndte fra ruinerne at spire en ny ånd, der med en række demokratiske idealer også vendte sig med en fornyet utilfredshed mod den hensygnende enevælde. Denne klædte sig samtidig arkitektonisk på, som var det med henblik på evigheden. Harsdorffs solmodne stil blev afløst af C.F. Hansens tungere inspiration fra årene i Rom. Det nye slot, Københavns domhus og den senere domkirke rejste sig som myndighedspersoner mellem den mængde af andre nybyggede huse, der stadig udmærker og fastholder det borgerlige København. J.C. Jacobsens barndomshjem på hjørnet af Brolæggerstræde og Knabrostræde hørte med i den første række af de energisk nybyggede huse, der efter 1795 rejste sig i brandens spor. Man koncentrerede sig i første omgang om bryggeriet for igen at sikre en indtægt, og senere rejstes forhuset og sidebygningerne i en skikkelse, der i det store og hele er passeret uændret gennem tiden. Man kan stadig se det København, som i J.C. Jacobsens barndom opstod uden for barndomshjemmets vinduer, nydelig over enhver kritik og ikke mindst som del af en ny og gennemtænkt byplan. Således var gadehjørnerne skåret af, så det i påkommende tilfælde var lettere at komme frem med sprøjterne. Mængden af rensede genbrugssten gjorde det mange steder nødvendigt at arbejde med pudsede facader, der blev sparet, hvor det var muligt, men derfor er der også en ekstra fylde og tyngde i de dekorative indslag i sandsten, der flere steder løfter helheden. J.C. Jacobsen var bestemt til at blive brygger, fremtiden tegnede sig for ham som forældrenes eneste barn både sikker og ligetil, og efter faderens tidlige død forestod han på sin moders vegne bryggeriet. Det udgjorde en lille lukket og i sig selv hvilende verden inden for sine egne mure. Man fremstillede efter skik og brug undergæret øl til især husholdningsbrug, men Jacobsen hav- 1 2

de fået så meget forærende gennem sin opvækst, at han tidligt begyndte at interessere sig for den bedre, men også teknisk mere krævende, overgærede øl, man ellers i dyre domme importerede fra Tyskland. Hele den voksende personlighed træder frem i den unge bryggers ensomme og sammenbidte kamp for at nå sit mål som repræsentant for en ung og selvbevidst borgerklasse. Han begyndte i takt med, hvad det daglige arbejde tillod ham, at orientere sig i hele det opbrud, der fra alle sider gjorde sig gældende og fra begyndelsen anbragte ham mellem sit fag og den vældige vækst i tiden. Bl.a. familieforhold førte ham tøvende ind på livet af en række af tidens vordende videnskabsmænd, der skulle forblive hans venner og støtter gennem livet. København kom igennem alle sine prøvelser, og det har siden været det store spørgsmål, hvordan der på baggrund af så megen elendighed kunne rejse sig en generation, der har efterladt os guldalderen. Lad det være en slags forklaring, at man lukkede øjnene for det uafvendelige, men vendte et observerende blik mod alt det små. Eller som Kierkegaard skriver fra den ruindynge, han selv voksede op i: Faderen havde lært ham at see det Store i det Smaa. Tæt ved det Huus, hvor de boede, var der en Jord-Forhøining, paa hvilken der voxede frodigt Græs. Han var netop saa høi, at han, naar han stod paa den flade Jord, kunde skue derind. Det havde Faderen ofte viist ham. Græsset var da en uhyre Skov, et lille Dyr der løb om derinde, han selv blev saa lille, at han saae sig selv gaae derinde. Udsigt fra J.C. Jacobsens barndomshjem i Brolæggerstræde i København. Foto: Janne Klerk. 13 carlsbergfondet 2011

Carl Bloch, Peters fornægtelse, 1865-1879. Bedekammeret, Frederiksborg Slotskirke. Kierkegaard formåede i en anden og senere sammenhæng at løfte blikket sådan op over sine omgivelser, at han så to flokke af vildgæs hvælve sig som et par øjenbryn, hvorunder han så videre ud i fantasiens land. København blev en by, hvor det store med en udsøgt balance mødte det mindre, gadebillede efter gadebillede omgiver vandreren med en dulmende ro, der ikke mindst breder sig gennem en stille aften med sne. Guldalderens hovedpersoner udgik fra disse gader, og adskillige strækninger ligger tilbage som et smukt eksempel på, at når mennesker dør, bliver deres omgivelser tilbage. Stringensen og nydeligheden mødtes i den svale og disciplinerede form, som skulle komme til at præge så meget af periodens kunst. J.C. Jacobsen greb ud i samtiden og valgte tre husguder. Det var med H.C.Ørsted den blændende og vidtfavnende naturvidenskabsmand, hvis forelæsninger Jacobsen gerne fulgte, men som selvbevist borger og demokrat beundrede han desuden lederen af den københavnske opposition mod enevælden, N.L. Hvidt, samt som et koryfæ i tiden billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, der ved egne kræfter havde været i stand til at skabe et navn ude i Europa. Alle tre var repræsenteret i det vidunderlige lysthus, Pompeji, som J.C. Jacobsen skabte omkring sig selv i forbindelse med det domicil, han lod opføre til familien efter udflytningen til Carlsberg. Det er et åndeligt frirum, og ikke mindst i forbindelse med den statelige, men knastørre hovedbygning, han lod opføre efter især sine egne tegninger. Bygningen fremstår stivbenet, kold og umusikalsk, men med sine paraderum, relieffer og søjler og således nydeligt over enhver kritik, for bryggeren var en dreven dilettant, men efterhånden selvhjulpen nok til ikke i et og alt at ville lade sig belære. J.C. Jacobsen havde tilsyneladende ikke nogen passion for den billedkunst og litteratur, der løftede guldalderen, men han hørte hjemme i den flok, der med den samme kraft banede vejen for en ny driftighed i industri og handel. Han fulgte fra sin københavnske position den samtidige Louis Pasteur i Paris, hele den europæiske scene var ham fortrolig, men han havde ikke nogen ambition om at træde ind på den på anden måde end ved i København at drive en af periodens mest respekterede bryggerier. Han ønskede kun at fremtræde under den titel som kaptajn, han havde erhvervet som medlem af borgerbevæbningen. Den lille ranke skikkelse optrådte med en ubøjelig disciplin i forhold til sig selv, og han glemte aldrig sin ungdoms klare tro på, at det ikke er et spørgsmål, hvad dit fædreland kan gøre for dig, men hvad du kan gøre dit fædreland. Hele det frie fald, som havde omgivet J.C. Jacobsens tidlige år, var nedefra blevet løftet tilbage i en ny samfundsorden af en bred og ansvarlig kreds af borgere. Hver føjede sit bidrag til genrejsningen af København, og man samledes trods den voksende uvilje om en treenighed som gud, konge og fædreland. Danmark levede og var, båret af en ung og sprudlende nationalisme, kommet på benene igen. Demokratiet fungerede trods forskrækkende trusler udefra, men så gik det pludselig grueligt galt igen. Udviklingen i hertugdømmerne udløste som noget næsten uundgåeligt nederlaget i 1864, og dermed igen en situation, der nær havde kostet kongeriget Danmark livet. Jacobsen følte sig som patriark skyldig, krigen burde have været undgået, men det lykkedes som nævnt at rekonstruere et nyt grundlag ved hjælp af opdyrkningen af den jyske hede og vådområderne langs især Limfjorden. En hær af nøjsomme slidere rykkede ud, medens alle ansvarlige kræfter i vores adsplittede ørige rykkede tættere sammen i en fællesskabsfølelse, der i sit udgangspunkt var båret af nederlagsånden. Det skulle blive J.C. Jacobsens store indsats for fædrelandet, at han med hele sin energi og handlekraft var med til at skabe et nyt åndeligt grundlag, der fra Vesterhavet til Øresund greb nogle 1 4

kræfter i tiden, som endda skulle overleve nogenlunde usvækket i de følgende 100 år. For medens en tidligere tids fortrædeligheder alene havde angået København, var hele landet nu ramt, så det gjaldt om at etablere en ny fællesskabsfølelse. Danmark var trods det adskilte båret af en fælles historie og en kristendom, der undertiden lå en smule i dvale, men ligesom Holger Danske er der, når behovet banker på. Guderne må vide, hvad Jacobsen selv havde troet og håbet, alt hos bryggeren var præget af en storborgerlig og selvhjulpen svalhed, men man hører måske ikke hans hjerte slå varmere, end da han med en enorm generøsitet gav den historiske bevidsthed og kristendommen et hjemsted gennem først genopbygningen af det nedbrændte Frederiksborg Slot og i forlængelse heraf den samling af kunstværker, der skulle blive et monument over det tilknappede menneske. Der lå en jernvilje bag tanken og det udvalg af kunstnere, som helt frem til de nyeste tider ikke bare har lært danskerne bibelhistorie og fædrelandshistorie, men desuden gjort helheden til et hjerteanliggende for mange. Enhver kender Otto Baches fremstilling af de fredløse, der rider fra den brændende Finderup Lade. Der er selve beretningen om det fjerne kongemord, drabsmændene og som en lille medrivende detalje i bonden, der skjult i baggrunden, har situationen under observation. Man kunne med egne øjne orientere sig i alt det, der var dronning Dagmar samt se vores forulempede lands historie afspejlet i karakteristikken af den fængslede Christian II. J.C. Jacobsen bestilte og dirigerede med kunstnerne, og derfor malede Lauritz Tuxen senere Arkonas Indtagelse og Svantevits fald, så vi er nogle, der takker maleriet for vores indgang til kunsten. Heldet ville, at J.C. Jacobsen kunne disponere over en lang række gennemprofessionelle folk, der alle var farvet af nationens deroute, men desuden ikke betænkte sig på at arbejde i overensstemmelse med deres mæcens ønske om selv at afgøre motiverne. Det skulle gøre de tidligere kongesale til hele nationens ejendom; enhver var inviteret for indenfor selv at orientere sig i vores historie. Det gjaldt kunstens slagkraft i historiens tjeneste, ramme og indhold forenedes, så der siden ikke er set magen. Det skabte en sammenhængende kæde gennem nationens skæbnestunder, der her var lagt frem som illustrationer, og dermed som en anden slags virkeliggørelse af det fortalte. Den voksende indremission blev bl.a. båret frem af den serie malerier, som J.C. Jacobsen i perioden 1865 79 lod Carl Bloch udføre til Bedekammeret i Frederiksborg Slotskirke. De skulle på stedet og siden gennem de glansbilleder, søndagsskolerne belønnede sine elever med, nå langt ud i kirkens anskueliggørelse af især Kristi lidelseshistorie, ligesom adskillige kopier af Blochs malerier fandt anvendelse som altertavler. Her lå det fjerne Israel med ørken og palmetræer, men på fascinerende vis befolket med alt det, man ellers kun havde anet for sit indre blik. Her lå ypperstepræstens gård, Peter står og varmer sig mod morgenkulden ved et bål, og medens hanen galer fornægter han for tredje gang Kristus, der imedens bliver ført forbi på pladsen ovenfor. Det var som den samaritanske kvinde eller Kristus i Getsemane Have steder man kendte, som om de lå i sognet, men kun i overensstemmelse med sin egen sørgelige forestillingsevne. Hos Bloch blev de løftet, det var af oliens glans på kobberet, men desuden så man på en ny måde syntes, at man havde set ham som barn med det solrige øje. Blochs inderliggørelse af det kristne skulle som et grundtvigiansk modspil afføde Joakim Skovgaards storladne udsmykning, der fra 1897 1906 gav Viborg Domkirke en ny fylde. Begge måtte som hovedværker fra deres tid fremkalde en eftertids store og undertiden overdrevne skepsis, og jeg skulle selv blive en halvgammel kunsthistoriker, før jeg, også inde i mig selv, turde vedgå en glæde over dem begge. Frederiksborg har formet den sammenhængende generation af danskere, som nu er ved at dø ud, men lad os se, om stedet ikke vil bevare bryggerens navn imellem os. 1 6

Otto Bache, De sammensvorne rider fra Finderup efter drabet på Erik Glipping i 1286, 1882. Frederiksborg Slot. 17 carlsbergfondet 2011

j.c. jacobsen og a.g. moltke 2 j.c. jacobsen en praktisk patriot af professor, dr.phil. knud j.v. jespersen institut for historie, kultur og samfundsbeskrivelse, syddansk universitet J.C. Jacobsen. Foto 1850. Som Adam Gottlob Moltke kan siges i kraft af sin position og mæcenvirksomhed at personificere 1700-tallet og enevælden på dens middagshøjde, tegnede Brygger J.C. Jacobsen i mange henseender på samme måde 1800-tallet og det borgerlige samfunds gennembrud. Jacob Christian Jacobsen blev født i 1811 som søn af en beskeden københavnsk hvidtølsbrygger, Christen Jacobsen, søn af en fæstebonde fra Thy. Han kom til verden midt under Englandskrigen 1807-14, der berøvede landet dets vigtigste aktiv, orlogsflåden, og endte med at forvandle det florissante Danmark til det, der med Poul Martin Møllers ord fra 1820 blev et lidet, fattigt Land. Han tilbragte sin barndom og ungdom under Frederik VI s landsfaderlige enevælde som paradoksalt nok, i betragtning af alle ulykkerne, kulturhistorisk set også betegnes guldalderen var siden hen aktiv ved omvæltningerne i 1848, stirrede ned i den nationale afgrund efter nederlaget i 1864 og døde i 1887 midt under de forbitrede provisoriekampe, som bragte Danmark så tæt på revolutionære tilstande, som landet nogen sinde har været. Som tro fyrstetjener gjorde A.G. Moltke tilsvarende hele 1700-tallets bevægede historie med fra Den store nordiske Krig til Den franske Revolution. J.C. Jacobsen var på sin side en politisk engageret borger. Han tog aktivt del i de afgørende store begivenheder i 1800-tallet, som forvandlede Danmark fra et enevældigt landbrugssamfund til et borgerligt demokrati med en begyndende industri. Begge blev de ved deres virksomhed og foretagsomhed overordentlig velstående, og begge blev de mæcener for kunst og videnskab i en grad, som hverken før eller siden er set i danmarkshistorien. Men dermed hører ligheden mellem de to også op. Moltkes mæcenvirksomhed udfoldede sig i hovedsagen på grundlag af midler fra kongens kasse, hvorimod Jacobsen udelukkende trak på overskud genereret af hans egen succesrige erhvervsvirksomhed. De levede og virkede med andre ord i to vidt forskellige tidsaldre med den borgerlige franske revolution som den afgørende skillelinje. Moltke var godsejeren og fyrstetjeneren, som ønskede at tjene sin konge; Jacobsen var den borgerlige erhvervsmand og politiker, der så det som sin pligt at tjene sit land, den gryende nationalstat Danmark. Jacobsens samfundsvendte eller, om man vil, patriotiske virke faldt i to temmelig klart adskilte hovedafsnit, nemlig for det første en lang periode fra 1843 til 1871, hvor 2 0

han i forskellige roller virkede som aktiv politiker og i denne egenskab søgte at fremme borgerskabets interesser og sikre dets ledende rolle i det nye demokrati. Denne fase faldt tidsmæssigt nogenlunde sammen med opbygningen af hans nye industrielle bryggerivirksomhed ude på Valby Bakke. For det andet hans storstilede mæcenvirksomhed, efter at det franske nederlag i Den fransk-tyske Krig 1870-71 havde fuldbyrdet katastrofen i 1864 ved at gøre det klart, at tabet af hertugdømmerne var permanent. Denne fase varede frem til hans død i 1887 og indebar, at hans livsværk, Carlsberg, i realiteten blev stillet til fuld rådighed for den store nationale genrejsning, som han i lighed med mange andre ledende skikkelser anså for uomgængelig nødvendig efter det traumatiske nederlag i 1864. Denne sidste del af virksomheden udfoldede han uden nogen formel politisk platform. Der var snarere tale om et personligt projekt med nationalt sigte, som han på eget ansvar var i stand til at realisere i kraft af den rigdom, som hans livsværk havde kastet af sig. Denne sidste fase repræsenterede på sin vis en beskikkelse af den patriotiske bryggers bo til fællesskabets bedste, således som han opfattede det. jacobsen og ånden fra 48 Den første fase den aktivt politiske tog sin begyndelse i 1843, da den dengang 32-årige Jacobsen blev indvalgt i Københavns borgerrepræsentation. Her forblev han som medlem, indtil han i 1857 udtrådte efter eget ønske i protest mod en ny kommunalordning, der efter hans mening gav regeringen alt for stor indflydelse på byens styre et skridt, der kan tages som klart udtryk for bryggerens selvbevidste borgerlige indstilling. Den frie, foretagsomme borgerstand skulle efter hans mening ikke lade sig hundse med af en emsig statsmagt. Samme år som Jacobsen indtrådte i borgerrepræsentationen, optrådte han som medstifter af Skandinavisk Selskab. Denne sammenslutnings mærkesag var øget skandinavisk samforståelse og i sidste instans en forening af de skandinaviske lande i en samlet pan-skandinavisk statsdannelse under borgerlig-liberal ledelse i lighed med de liberalt inspirerede samlingsbestræbelser, som på samme tid var under udvikling i Tyskland og Italien. Både dér og gennem arbejdet i borgerrepræsentationen kom han på tæt hold af nationalliberale koryfæer som Orla Lehmann, D.G. Monrad, L.N. Hvidt og J.F. Schou, som senere kom til at spille fremtrædende roller ved enevældens fald i 1848. Han identificerede sig helt med disse oppositionslederes liberale grundsynspunkter og også med den ejderdanskhed, som sammen med det liberale kom til at udgøre kernen i den nationalliberale bevægelses program. I disse politiske kampår, hvor det gamle enevældige regime kæmpede med ryggen mod muren mod de nye borgerlige frihedstanker, sprang Brygger Jacobsen med andre ord ud som fuldblods nationalliberal. Og som sådan agerede han da også politisk både i borgerrepræsentationen og i sin korte tid som stænderdeputeret ved Roskilde Stænderforsamling fra 1846, og indtil institutionen opløstes i forbindelse med regeringsforandringen i 1848. Bryggeren stod ved sidstnævnte valg øverst på den nationalliberale liste over mulige kandidater og fik i øvrigt i den forbindelse opbakning fra uventet hold, nemlig fra det satiriske ugeblad Corsaren, der anbefalede hans kandidatur med ordene den Jacobsen, der brygger det fortrinlige bayerske øl kan sg u også være deputeret, det er klart. En fin tillidserklæring både til hans evner som brygger og som politiker. I forbindelse med de berømte martsbegivenheder i 1848, som førte til enevældens fald, var Jacobsen ivrig fortaler for anvendelse af rabiate midler, såfremt kongen skulle ende med at afvise de nationalliberale krav om en fri forfatning, og han tilsluttede sig helhjertet Orla Lehmanns truende ord om i givet fald at gribe til fortvivlelsens selvhjælp for at gennemtvinge et systemskifte. Som følge af Frederik VII s smidige optræden i de kritiske dage omkring 22. marts 1848 viste dette sig til alt held unødvendigt, og den danske revolution forløb i modsætning til revolutionerne i Frankrig, Østrig og Tyskland i en fredsommelig, næsten jovial atmosfære. Men bryggeren havde med sine klare holdninger og krigeriske 2 2

udtalelser vist, hvor langt han sammen med andre på den nationalliberale venstrefløj ville have været rede til at gå for at tvinge det i hans øjne uduelige regime bort til fordel for det borgerlig-liberale styre, som i hans øjne var den eneste redning for den danske nationalstat i den aktuelle kritiske situation. Og kritisk var situationen. Det slesvig-holstenske oprør støttet af stærke tyske kræfter truede den gamle oldenborgske helstat på livet og i kraft af kravet om Slesvigs forening med Holsten også den danske nationalstat til Ejderen, som Brygger Jacobsen og de ledende nationalliberale så som deres politiske ønskemål. I Danmark og især i hovedstaden, kom de nationale følelser i kog, og ånden fra 48 satte derefter den politiske dagsorden. I tusindvis meldte unge mennesker sig under fanerne for med våben i hånd at bekæmpe den forhadte slesvig-holstenske oprørsbevægelse. En vældig patriotisk bølge fejede hen over landet. Bryggeren, som på dette tidspunkt var en moden mand i nærheden af de fyrre og en veletableret erhvervsdrivende, var for gammel til selv direkte at melde sig under fanerne og dermed personligt yde en aktiv indsats i de blodige kampe, der udspillede sig i Sønderjylland. Han kompenserede imidlertid ved i krigsperioden at gøre aktiv tjeneste i Københavns borgerværn. Borgerværnet var en gammel borgermilits, som han i en årrække havde været mere eller mindre aktivt medlem af, og som nu under de regulære troppers fravær fik som hovedopgave at opretholde ro og orden i hovedstaden. Det var en tjeneste, som han satte stor ære i aktivt at bestride, og han avancerede i løbet af disse år til kaptajn i borgerværnet en titel, som han også siden hen gerne lod sig tiltale med og ofte også benyttede om sig selv. Kaptajnen blev i hans hus en almindelig omtaleform af ham i modsætning til den æresdoktortitel, som Københavns Universitet tildelte ham i forbindelse med universitetsjubilæet i 1879. Denne titel følte han som lidt for artsfremmed i modsætning til kaptajnstitlen, der lå langt bedre for hans borgerlige, københavnske naturel. fra liberal til national Egentlig aktiv i politik på nationalt plan blev Jacobsen dog først i 1854, da konseilspræsident A.S. Ørsted en gammel helstatsmand og kongetjener mod de nationalliberales vilje gennemtvang en rigsrådsforfatning, der skulle gælde for hele riget inklusive hertugdømmerne. Dermed søgte konseilspræsidenten at imødekomme stormagtskravet om, at 1849-grundloven kun skulle gælde nord for Kongeåen, mens resten af Helstaten skulle regeres efter en fællesforfatning, der for hertugdømmernes vedkommende førte tilstandene tilbage mod enevælden. Dette skridt, som i Ørsteds optik var dikteret af den europæiske nødvendighed, medførte kraftige protester. I Folketingets debatter føg det med ord som statskup og grundlovsbrud, og J.C. Jacobsen var selv aktiv i protestbevægelsen. Han blev således en af pionererne i den såkaldte Grundlovsværneforening, der stiftedes samme år med det formål at sikre den liberale grundlovs gyldighed i dens fulde udstrækning. Og ved valget den 2. august 1854 lod han sig opstille til Folketinget som en trofast ven af vor lovlige frihed, dvs. på 1849-grundlovens grund. Han indvalgtes i Folketinget ved kåring og indledte dermed en landspolitisk karriere, der med afbrydelse varede indtil 1871, hvor han nedlagde sit mandat som kongevalgt landstingsmand og dermed satte endegyldigt punktum for sin landspolitiske karriere. I sin første valgperiode 1854-58 forfægtede han ivrigt de nationalliberale synspunkter uden derfor at kunne betegnes som en egentlig partigænger, og nogen fremtrædende rolle i den nationalliberale gruppe fik han heller ikke. Med sit udgangspunkt som selvhjulpen storborger var han ikke indstillet på at underkaste sig nogen form for partidisciplin og ved valget i 1858 genopstillede han ikke. Det gjorde han til gengæld i 1861, hvor han i sit valgprogram præsenterede sig som en uafhængig kandidat, der nærede en varm hengivenhed for Grundloven og den frie valgret. I 7. kreds blev han derefter valgt på dette program. Jacobsens valggrundlag svarede i realiteten nøje til de Nationalliberales oprin- 23 carlsbergfondet 2011