NETVÆRK SOM FAGLIGE REFLEKSIONSRUM - et undersøgelsesprojekt på Specialrådgivningen Holbæk Udarbejdet i 2010 af Helle Dreier Ergoterapeut, MSI og fagkonsulent og Lisbeth Hvid Ergoterapeut, Soc.D 1
Indholdsfortegnelse: Resume.... s.1 Indledning.. s.1 Baggrund... s.2 Forandringer. s.2 Netværk på s.2 specialrådgivningen... s.3 Problemformulering.. Formål s.3 Hovedspørgsmål s.3 Begreber og teoretiske s.3 referencer Opsamling på teori... s.6 Projektdesign. s.7 Resultater, analyse og s.8 diskussion. Delkonklusion 1. s.11 Delkonklusion 2 s.13 Delkonklusion 3 s.14 Delkonklusion 4 s.15 Hovedkonklusion... s.16 Diskussion. s.16 Løsningsforslag s.17 Perspektivering. s.18 2
Dannelse af netværk som faglige refleksionsrum RESUMÉ Projektet belyser fremtidige muligheder og behov for at udbyde deltagelse i netværk, der har til formål at styrke høj faglig kvalitet og udvikling af praksis inden for specifikke hjælpemiddelområder. Specialrådgivningen har 2010 gennemført en mindre undersøgelse blandt kunder med erfaring omkring brug af Specialrådgivningens tilbud herunder også tilbud om netværksdannelse. Undersøgelsen konkluderer, at Specialrådgivningen ses som et naturligt og nødvendigt udgangspunkt for dannelse, forankring og drift af netværk. Der efterspørges viden omkring emner, der traditionelt opfattes som særligt komplekse, og der efterspørges mere gensidighed og forpligtelse i netværkene. Undersøgelsen peger på, at man først og fremmest ønsker sig dannelse af kontinuerlige, monofaglige terapeutnetværk, der hen over et kalenderår består af de samme faste medlemmer, som kan drage nytte af, at det både er et fysisk og et virtuelt netværk. Det forudsætter, at medlemmerne og Specialrådgivningens medvirkende i netværkene gensidigt forpligter sig til at bidrage til netværkets fælles læringsrum med relevante kompetencer, således at et medlemskab er afstemt med arbejdsgiveren, hvad angår anerkendelse af, at det kræver tid og forberedelse at medvirke. Det kan fx dreje sig om at forberede cases til fremlæggelse, præsentation af ny viden og konkret afprøvning af nye hjælpemidler eller procedurer. Undersøgelsen peger desuden på, at man foruden de monofaglige terapeutnetværk også ønsker sig tværfaglige netværk, der fokuserer på særlige emner eller indsatser, der enten kan være forankret lokalt eller på Specialrådgivningen. For nogle kunne Specialrådgivningens rolle som lokal iværksætter vise sig at være en mulighed, som man vil kunne fremsætte ønsker til. På baggrund af den teoriramme, som vi har lagt ind over projektet, er det projektets konklusion, at denne form for refleksion over egen praksis og sidemandsoplæring giver den største bonus hvad angår vidensdeling, refleksion, læring og faglig udvikling i et praktikerfelt. For at sikre, at de 2 årlige netværksmøder i hvert netværk planlægges i overensstemmelse med de medvirkendes kompetencer, ønsker og behov er det et ønske, at disse overordnet planlægges af en styregruppe bestående af 1 fra Specialrådgivningen samt 1-2 deltagere valgt i netværkets midte. Specialrådgivningen står for den praktiske afvikling af arrangementerne. I forhold til projektet som helhed er det blevet tydeligt, at der for Specialrådgivningens vedkommende er behov for at arbejde mere systematisk med udvikling omkring formidling af kompleks viden. Her ligger et spændende fremtidsperspektiv for Specialrådgivningen både som medspiller og lokomotiv. INDLEDNING Vi har på Specialrådgivningen i Holbæk i en lang årrække arbejdet med vidensformidling og vidensdeling på mange forskellige måder. Vi har tradition for at arbejde på tværs med forskellige former for netværk og strukturer, og vi har desuden tradition for og erfaring i at afholde en lang række kurser og temadage. Specialrådgivningen har forpligtet sig til at drive og udvikle specialfaglige netværk for kommunerne med det formål at udveksle viden og erfaringer om specialet, introducere ny viden, drøfte koordinering af indsatsen og udveksle nye ideer til udvikling af kvalitet og indhold. Før struktur reformen var målgruppen alle kommuner i det gamle Vestsjællands Amt, sagsbehandlerne på hjælpemiddel- og handicapområdet og personale på regionens institutioner for handicappede. 3
På nuværende tidspunkt er målgruppen de kommuner i region Sjælland, der har rammeaftale 1 med Specialrådgivningen. BAGGRUND Igennem de seneste år nærmere bestemt efter kommunalreformen 2007 har hjælpemiddelområdet været præget af store forandringer. Området er blevet markedsgjort, og der er opstået nye kunderelationer. Borgerne er fx blevet kunder i kommunerne, og de kommunale terapeuter, der står for hjælpemiddelformidlingen, er blevet kunder i Specialrådgivningen. Forandringer på arbejdspladserne og for de professionelle På de enkelte arbejdspladser har forandringerne bl.a. manifesteret sig i reformer, nye ledelses- og organisationsformer samt ændrede former for finansiering. Samtidig har udlægning af hele det specialiserede område medført store forandringer i kommunerne. Forandringer, der på en gang har betydet en voldsom forøget arbejdsbyrde, men også nye muligheder for udvikling og vidensskabelse, efter/videreuddannelse og individuelle karriereforløb. Der er sket en forandring i den måde, vi som fagpersoner inden for det terapeutiske, sundheds- og socialfaglige felt betragter os selv. Der formuleres i stigende grad samfundsmæssige krav til en evidensbaseret praksis, og dette lader sig ganske enkelt ikke gøre i en travl hverdag, med mindre der er mulighed for tid og rum til refleksion og udvikling af egen praksis under mere systematiserede former Netværk på Specialrådgivningen Igennem de seneste år i ovennævnte virkelighed har det på Specialrådgivningen været oplevet som tiltagende vanskeligt at opnå nogle frugtbare og gensidigt givende netværk. Vi har undret os over, at engagementet fra deltagerne indimellem blev oplevet som begrænset. Vi stillede os selv spørgsmålene: Hvor styrende kunne vi tillade os at være i forhold til form og indhold? Hvad ønskede vores hidtidige kontakter som vi efter strukturreformen nu definerer som kunder egentlig af os? Ønskede de i det hele taget netværkene? I betragtning af, at Specialrådgivningen var blevet takstfinancieret og derfor var blevet sælger af viden -, blev vi i også i tvivl om, i hvor høj grad vi kunne bidrage til netværkenes indhold ved at forære vores viden væk i forbindelse med, at netværkene er omfattet af rammeaftalen og derfor ikke giver direkte indtjening. Vi havde svært ved at finde vores rolle i netværkene og var generelt i tvivl om, hvordan vi kunne bidrage relevant i forhold til den virkelighed de kommunale terapeuter stod i efter kommunalreformen. Endelig var der spørgsmålet om - og i givet fald hvordan - planlægning og afholdelse af netværk kunne bidrage med og skabe en sammenhæng i (øvrig) vidensudvikling på Specialrådgivningen. 1 Der henvises til den aftale som kommunerne kan indgå med Specialrådgivningen vedr. brug af stedets ydelser inden for specialrådgivning herunder deltagelse i netværk. 4
Det er vores indtryk, at forandringerne indenfor hjælpemiddelområdet, som beskrevet ovenfor, måske i fremtiden kalder på helt nye og anderledes måder at formidle og dele viden på lokalt. Vi igangsatte derfor et udviklingsprojekt ved at inddrage nogle af vores traditionelle kunder til at fortælle os om, hvilke behov de oplever og ser i deres hverdag og praksis. Vi ønsker dels at få belyst, hvilke ønsker vores kunder måtte have til dannelse af nye netværk, og dels at få inspiration fra deltagerne i undersøgelsen til at kunne generere et nyt formål for Specialrådgivningens faglige netværk, samt få defineret form og indhold på ny. PROBLEMFORMULERING Vi ønsker altså med andre ord at undersøge, hvordan vi tilpasser specialrådgivningens tilbud, så det bliver attraktivt og nyttigt for vores kunder og kan matche Specialrådgivningens behov for vidensgenerering. Formål Vores konkrete mål med projektet er at opnå en viden, der skal danne baggrund for en diskussion og efterfølgende beslutning i terapeutgruppen på Specialrådgivningen vedr. fremtidens tilbud om faglige netværk på Specialrådgivningen startende januar 2011. Målgruppen for projektet er primært vores egen organisation Specialrådgivningen, men også terapeuter, der er ansat i kommunerne med praksis indenfor hjælpemiddelområdet, og som er brugere og kunder på Specialrådgivningen. Der forudsættes viden om de aktuelle rammevilkår for brug af Specialrådgivningen. Hovedspørgsmål: Hvordan tilrettelægges fagligt bæredygtige netværk, der i et gensidigt samarbejde kan styrke høj faglig kvalitet i udvikling af praksis inden for området hjælpemiddelformidling og dertil knyttede områder, og hvordan kan vidensdeling, refleksion og læring blive det centrale indhold i netværksmøderne? For at få svar på dette hovedspørgsmål arbejdes der i projektet med følgende undersøgelsesspørgsmål: 1. Hvordan skaber man et erfaringsrum til refleksion i daglig praksis, som giver mulighed for at udvikle de tavse dimensioner? 2. Hvordan undgår man, at erfaringsrummet bliver et rum, hvor man alene kommer til at bekræfte dogmer og overtro? 3. Hvordan kan Specialrådgivningen bidrage? 5
BEGREBER og TEORETISKE REFERENCER Afsnittet indledes med en forklaring og uddybning af begreberne anvendt i projektets hovedspørgsmål. Derefter følger en beskrivelse af forskellige vidensformer, som præsenteres som det teoretiske grundlag for projektet, og som et væsentligt fundament for udvikling af netværksform og mødeindhold. Vidensdeling Med vidensdeling forstås den proces, hvor eksisterende viden identificeres, overføres og efterfølgende anvendes til at løse konkrete aktiviteter hurtigere, bedre og mere sikkert end de ellers ville være løst. (3) Vidensdeling kræver viden om, hvor viden er, en platform, hvor vidensdelingen kan foregå og endelig, at den, der søger viden, rent faktisk i praksis kan få adgang til den. Barrieren for vidensdeling opstår som en konsekvens af faktorer, der enten findes i den situation/relation, der foregår vidensdeling i, hos de aktører, der deler viden, eller Ved den viden der ønskes delt. Karakteren af viden, manglende forståelse mellem de personer, der deler viden og manglende mulighed for og vilje til at dele viden er således vigtige fokuspunkter i forbindelse med en optimal vidensdeling. Refleksion I al professionel udøvelse af en erhvervsrolle, indgår der en vekslen mellem praktisk handlen og refleksion over handlingerne. Det er netop dialektikken 2 mellem det konkrete og det abstrakte, der er grundlaget for udvikling en proces der foregår, når der reflekteres over udførte handlinger og hvad der var grundlaget for de faglige beslutninger. (2) I det daglige arbejde er der ofte ikke tid til denne refleksion, og udbyttet af refleksionen bliver anderledes, hvis man har nogen at reflektere sammen med. (7) Læring Læring er de processer, hvori man på grundlag af eksisterende erfaringer, forandrer eller udvider sine kundskaber, færdigheder eller værdier. (1) Tavse dimensioner Med tavse dimensioner refereres til en vidensform som er tavs, dvs. den ikke er italesat. (4),(8). Erfaringsrum Med erfaringsrum forstås et sted, hvor flere typer af vidensformer kan sættes i spil, indhentes, afprøves og deles. (9) Dogmer og overtro 2 vekselvirkning 6
Disse begreber handler om handlingsmønstre og opfattelser, som har sikret sig sin egen overlevelse, gennem at have fået status som selvfølgelige sandheder, som ikke nødvendigvis findes beskrevet nogen steder, men som ikke desto mindre er styrende for praksis. (4) Eksempler kan være opfattelser af, hvilke klienter der er vanskelige og hvilke der er nemme, hvordan mødet med brugeren skal konstrueres, hvordan forskellige problemer skal forklares osv. Vidensformer Det er nævnt i det foregående, at bla. karakteren af den viden, der ønskes delt, er et vigtigt fokuspunkt for at opnå en optimal vidensdeling. Vi har derfor som udgangspunkt valgt at inddrage to teoretikeres synspunkter om vidensformer som den foreløbige teoretiske ramme for projektet. Teorierne er meget overensstemmende og uddyber og komplementerer hinanden på flere centrale områder. Netop i forhold til dette projekts fokus, giver det mening at nuancere perspektiverne ved hjælp af begge teorier. For det første for at blive bevidst om praktikeres nuancerede vidensgrundlag for handling og for det andet for at påpege, hvordan vedligeholdelse og udvikling af viden bedst muligt finder sted. Først inddrages Jens Guldager, som beskriver og diskuterer praktikerens kundskabsgrundlag i socialt arbejde (5 ) - et kundskabsgrundlag, der primært er erfaringsbaseret, men også er bundet i en ikke bevidst kropsliggjort viden, samt i intentioner og engagement. Dernæst inddrages Steen Wacherhausen (9) som belyser kompetencer og vidensformer, som er kendetegnet ved ikke alene at være båret af boglige studier, men også af oplevelser, erfaringer og praksis. Guldager: Jens Guldager opererer med 3 vidensformer, som praktikere gør brug af: 1. Praktisk teori: viden for handling, 2. Praktisk sans: viden i handling 3. Videnskabelig teori: viden om handling. Ad.1. Viden for handling = praktisk teori, eksisterer som instrument for praksis og bevæger sig inden for praktikkens verden og logik fra start til slut. Den praktiske teori er kontekstafhængig - udvikles og praktiseres på forskellige niveauer, i forskellige sammenhænge og i samspillet med disse. Der er tale om en teori i den forstand, at den analyserer den måde, praktikken fungerer på og lægger op til refleksion om, hvordan vi kan gøre det bedre. Forenklet kan man sige, at den praktiske teori omfatter praktikerens professionelle og faglige ballast, som stammer fra uddannelse, erfaringer og resultatet af faglige refleksioner. Praktisk teori kan have karakter af tavs viden og være mere eller mindre bevidst og eksplicit. Guldager konkluderer, at man kan godt være en god praktiker uden at kunne sætte ord på sine handlinger, hvorfor man handler som man gør, men italesættelse eller blot 7
bevidstgørelsen fremmer det, at være kritisk og reflekterende over for sin professionalisme hvordan kan jeg gøre det bedre? Guldager kommer med en opfordring til, at få den praktiske teori diskuteret og udfordret både i et forskningsmæssigt perspektiv, men også i et praktisk perspektiv f.eks. i form af støtte til en mere udbredt og systematisk erfaringsopsamling og styrket refleksiv praksis blandt praktikere. (kompetenceudvikling) (5) Ad.2: Viden i handling = praktisk sans består af et handleberedskab af ikke-bevidste indoptagede erfaringer, som praktikeren har erhvervet sig i sit personlige og faglige liv. Det er en ikke bevidst, kropsliggjort viden. Den praktiske sans er praktikerens samlede livserfaringer, som de udmønter sig i dennes grundlæggende, mere stabile og ubevidste holdninger - tavs viden og empati, men det kan også være bevidste, refleksive holdninger. Den praktiske sans anses som et aktivt og virksomt kundskabsgrundlag for at handle, men Guldager understreger, at praktikeren ikke kun handler på baggrund af deres praktiske sans, men også ud fra intentioner og engagement, som begge er begreber, der er spundet ind i betydninger, meninger og tanker om fremtiden: om det gode, det meningsfyldte, det rigtige liv som individ og herunder også som praktiker. (5) Ad.3: Viden om handling = videnskabelig teori, altså viden der er underkastet videnskabelige kriterier og krav, og er viden om, hvad vi foretager os og ikke mindst hvorfor? Videnskabelig teori siger noget om, hvordan jeg skal handle på et overordnet niveau, men ikke om hvordan i den specielle konkrete situation. På den ene side kan videnskabelig teori være værdifuld som retningsgivende for, hvordan et fænomen skal opfattes og hvad man skal være opmærksom på, men den vil samtidig være et utilstrækkeligt grundlag for de ofte meget komplekse handlesituationer, praktikere står over for. Guldager skriver, at praktikere sjældent bruger den videnskabelige teori som grundlag for at handle. Han siger, at praktikere mangler både kompetencer, tid og måske motivation til at orientere sig i den videnskabelige teori, og det er ligeledes spørgsmålet om, hvordan teorien bliver oversat til brug i praksis og kan danne baggrund for relevant justering af denne. (5) Wacherhausen Wacherhausen opererer med begrebet praksisviden, som bestående af to vidensformer: teknologisk viden og tavs viden. (9) Den teknologiske viden stammer fra bøger og indlæres på grunduddannelse og skal vedligeholdes med fortløbende opdatering af ny teknologisk viden. Der er tale om en rationel og vidensskabsbaseret praksis, hvor praktikerens kompetence er konstitueret af og karakteriseret ved eksplicit viden og regel-baserede færdigheder i at anvende den eksplicitte viden på givne problemområder. (9) Eksplicit viden og eksakte regelsystemer er imidlertid ikke tilstrækkelige der mangler noget og det, der mangler - de tavse dimensioner - tilegnes ikke ved skolastiske studier, men gennem deltagelse i en given praksis og via observation af kompetente fagudøvere. På denne måde øges kendskabet til 8
konkrete eksempler på fænomener i fagfeltet, såvel som kendskab til flere og flere konkrete eksempler på succesrige praksisformer. (9) Den tavse viden eller de tavse dimensioner - stammer netop fra oplevelser, erfaringer og praksis. Ekspertens (den erfarnes) praksis udviser nemlig træk, som ikke umiddelbart lader sig forene med den teknologiske logiks bestemmelser vedrørende problemløsning, viden, kompetence osv. Meget tyder på, at jo mere erfaren og professionel en person bliver inden for et givet domæne, jo mindre dækkende er den teknologiske logiks beskrivelser af personens viden, færdigheder og kompetence. Jo mere ekspert man bliver, jo mere ordløs bliver ens praksis jo mindre bliver man i stand til at give dækkende sproglige bestemmelser af ens praksis og de konkrete ræsonnementer og forhold, som gav den konkrete praksis den form, som den fik. (9) Wacherhausen udtrykker, at det at tale om en kundskabsbærende praksis ikke betyder, at den etablerede praksis er hellig og fuldendt, at kun praksis bærer kundskab. Væsentlige sider af en etableret praksis kan meget vel være legemliggørelse af dogmer, ideologi og overtro, der rettelig bør gøres til genstand for kritik(9). Han fortsætter: Her har videnskaben en nødvendig kritisk rolle at spille, netop ved at beskrive den givne praksis og konfrontere denne praksis med en detaljeret analyse af dens konsekvenser. Etableret praksis skal ikke erstatte eller overflødiggøre videnskaben, bestemt ikke. Vi skal legitimere og udvikle kunsten i fagudøvelsen, men under vejledning af videnskaben. For at udvikling af de tavse dimensioner i vidensgrundlaget kan finde sted, må man fastholde eller skabe det nødvendige erfaringsrum, i arbejdet og under uddannelsen, hvori disse tavse sider genereres. (9) Opsamling på teori Det må således, iflg. det valgte teoretiske perspektiv, konkluderes, at følgende punkter er væsentlige opmærksomhedspunkter i forbindelse afholdelse af netværk for praktikere: Praktikere benytter i høj grad viden opsamlet via erfaringer i praksis - en viden, der er mere eller mindre bevidst og ofte ikke italesat. Det er ikke muligt direkte at italesætte al tavs viden Tavs viden videregives bedst i praksisrelaterede situationer (sidemandsoplæring) En del af den tavse viden er opsamlet i vores krop og udgør sammen med erfaringer og vores personlighed et handleberedskab Bevidste og ubevidste holdninger spiller udover viden og erfaringer en rolle for, hvordan vi handler i praksis. Den videnskabelige viden er ikke i særlig grad et aktivt vidensgrundlag for praktikeres handlinger. Praksis skal udfordres, dels ved blot at italesætte og beskrive denne, og dels ved at inddrage videnskabsbaseret viden i en kritisk analyse af praksis. 9
Videnskabelig teori skal oversættes for at give mening for praksis og efterfølgende kunne anvendes i en ofte kompleks praksis. Vi har nu fået kendskab til, hvad der karakteriserer den viden, vi som praktikere anvender, når vi agerer i praksisfeltet med hjælpemiddelformidling et vidensgrundlag som således er fundamentet i mødet mellem praktikere. Det stiller nogle særlige krav til formidling af hvorfor, man handler som man gør, hvor det overordnede formål er hvordan kan jeg gøre det bedre? PROJEKTDESIGN Undersøgelsesmetode Til at få besvaret hovedspørgsmålet i problemformuleringen anvender vi litteratur, erfaringer fra egen praksis på Specialrådgivningen samt empiri, der stammer fra et semistruktureret forskningsinterview et fokusgruppeinterview med 7 deltagere, afholdt af Spcialrådgivningen i maj 2010. Målet med interviewet er at få kendskab til og forståelse for interveiwpersonernes livsverden oplevelser og tanker i forhold til emnet. Mht. fokusgruppeinterviewets struktur valgte vi en såkaldt tragtmodel, hvor man starter åbne spørgsmål og slutter mere struktureret. Undersøgelsesenhed Interviewpersonerne blev udvalgt med repræsentation fra de kommuner, som havde indgået rammeaftale med Specialrådgivningen, og som havde benyttet sig af vores tilbud inden for de seneste år. Deltagerkredsen blev afgrænset til udelukkende at omfatte sagsbehandlende terapeuter på hjælpemiddelområdet samt erfarne terapeuter og potentielle kunder fra forskellige kommuner med kendskab til Specialrådgivningens specifikke praksis. Vi prioriterede, at gruppen var homogen, da vi ønskede, at gruppens diskussioner baserede sig på et forholdsvis fælles grundlag. Analysemetode Analysen gennemføres inden for en fænomenologisk forståelsesramme, hvor menneskers perspektiver på deres verden udforskes. Den forsøger at give en detaljeret beskrivelse af indholdet og strukturen i menneskers bevidsthed, gribe deres oplevelses kvalitative forskellighed og vedlægge deres essentielle betydninger (6). Formidling Projektet tænkes formidlet internt i Specialrådgivningen til kollegerne samt til den samlede organisation og bestyrelse for CSU ved fremlæggelse på relevante møder med henblik på diskussion af, hvilke konkrete tiltag undersøgelsen skal afføde. Projektet skal desuden formidles eksternt dels ved at kunne downloades fra Specialrådgivningens hjemmeside men også ved en fremsendelse af resuméet til deltagerne i fokusgruppeinterviewet samt andre relevante parter og kunder. 10
RESULTATER, ANALYSE OG DISKUSSION I det følgende redegøres for vigtige fund i undersøgelsen. Herefter foretages en analyse med udgangspunkt i de empiriske fund, som vi tillægger den største betydning i forhold til vores problemformulering. Citater er skrevet i kursiv. Analysen foretages inden for hvert undersøgelsesspørgsmål i forhold til den teoretiske forståelsesramme og hvor det skønnes hensigtsmæssigt i forhold til analysens kvalitet inddrages nye teoretiske begreber og undersøgelser. Analysen afsluttes med delkonklusioner for hvert undersøgelsesspørgsmål. Før den afsluttende diskussion/konklusion præsenteres Specialrådgivningens erfaringer vedr. afholdelse af netværk. Erfaringerne inddrages i diskussionen sammen med de anførte delkonklusioner. Resultater og analyse vedr. spørgsmål 1: Hvordan skaber man et erfaringsrum til refleksion i daglig praksis, som giver mulighed for at udvikle de tavse dimensioner? De vigtigste empiriske fund: 1. Monofaglige netværk med faste medlemmer: Informanterne giver udtryk for, at man har ønsker til, at der skabes et erfaringsrum til refleksion over daglig praksis, som giver mulighed for at udvikle de tavse dimensioner ved at tilbyde et monofagligt netværk, der består af faste medlemmer på tværs af forskellige kommuner. Informanterne giver udtryk for, at de ønsker en netværksdannelse, der tilbyder kontinuitet og tryghed, hvorved man dels ønsker at opnå en høj grad af meningsfuldhed ved at kunne dele erfaringer med de samme deltagere på de formaliserede netværksmøder, dels ønsker at opnå mulighed for at tage kontakt i hverdagen til de enkelte medlemmer, når og hvis man skulle have behov for sparring eller vidensdeling fx omkring konkrete, aktuelle problematikker. Jeg tænker, at en netværksgruppe kan danne ramme om faglige diskussioner Der er behov for at få særlig monofaglig plads til terapeutfaglighed der er mange facetter at dyrke som terapeut og ikke som sygeplejerske eller visitator Jeg savner rum til at være terapeut at få bekræftet sin faglighed og få energi bare ved at være sammen med terapeuter, der forstår, hvad man siger, og hvor man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken. 2. Opdatering omkring den nyeste viden og sidemandsoplæring: Der udtrykkes behov for, at blive opdateret med hensyn til den nyeste viden og med hensyn til behovet for sidemandsoplæring. Der gives udtryk for, at man ønsker en ramme omkring muligheden for at reflektere over sin praksis med henblik på at udvikle sin ekspertise og bidrage til vidensdeling, supervision og faglig sparring. Informanterne giver udtryk for, at indholdet som udgangspunkt skal være specialeopdelt og give mulighed for at dele viden på et konkret, praktisk plan på områder, som kommunernes terapeuter opfatter som særligt komplekse. Der nævens områder som bolig, biler, teknologi og svære siddestillingsproblematikker. 11
Der ønskes som udgangspunkt netværksmøder, hvor der er indlagt oplæg fra en vidende, erfaren person, og hvor der også planlægges konkrete case-bidrag og fx fysiske afprøvninger af hjælpemidler. Det vil være ok at bruge tid på forberedelse, hvis man ved, at det er de samme, der kommer Jeg ønsker at få mere tid til sager, der kræver individuel vurdering Det farlige er, at det ender med, at det du ved, og den måde du handler på er tilstrækkelig du ender med ikke at vide, hvad du ikke ved 3. Egne tværfaglige erfaringsrum i hverdagen: Informanterne giver desuden udtryk for, at de i hverdagen har behov for at etablere og dyrke deres egne erfaringsrum, hvor de kan formulere sig omkring deres tavse viden i nuet sammen med deres kollegaer på hjemmefronten og altså tværfagligt. De erkender behovet for sidemandsoplæring, og at der skal være tid afsat til det i hverdagen. De opfatter også, at der er behov for at opnå enighed hjemme og at opnå fælles holdninger i egne hjemlige netværk. Det er et problem, at man aldrig får talt om de gode sager for dem skal man selv tage initiativ til 4. Emnespecifikke tværfaglige netværk: Informanterne giver dog også udtryk for, at der måske kan være behov for at danne emnespecifikke, tværfaglige netværk fx inden for områder som lovgivning, biler, ALS eller tryksårsforebyggelse, og måske også lokale netværk med særligt fokus på fx bariatri, skole/specialinstitutioner. Et læringsrum for nye terapeuter de bliver socialiserede til dårlige handlinger. Der er ikke tid til at lave sidemandsoplæring Vi agerer meget som øde øer og behøver i realiteten ikke at kommunikere med nogen Analyse Det centrale svar på spørgsmålet består i at ønske sig monofaglige netværk, der består af faste medlemmer. Det vil sige, at man ønsker sig en tæt forbindelse, der både kan udnyttes på de formaliserede netværksmøder og i forbindelse med det behov for faglig sparring eller vidensdeling fx omkring konkrete, aktuelle problematikker, som man kan have i hverdagen. Der er således tale om et både fysisk og virtuelt netværk, som en platform for vidensdeling som et erfaringsrum, hvor viden kan sættes i spil, afprøves, indhentes og deles.. Indholdet af netværket skal skabe rum for faglig refleksion med basis i den konkrete erfaringsbaserede viden, samt inddrage formidling af viden af mere teoretisk, videnskabelig karakter. På baggrund af informanternes understregning af ønsket om dannelse af monofaglige netværk uddybes i det følgende Wacherhausens beskrivelse af de tavse dimensioner.(9) Den tavse viden, siger Wacherhausen, kan enten være aktuel tavs viden eller principiel tavs viden. Den principielle tavse viden kan ikke ekspliciteres sprogligt, men lader sig indikere, f.eks. ved metaforer, men kun under den forudsætning at 12
kommunikationspartnerne har relativt analoge oplevelser og erfaringer. Disse oplevelser skal netop, udgøre den semantiske 3 ræsonnansbund, hvorfra bla. metaforerne får deres indhold. Derfor giver det god mening, at deltagerne i møderne som minimum ønsker sig et fællesskab = ræsonnansbund, der som udgangspunkt har fagligheden dvs. den fælles terapeutfaglige identitet og den fælles hjælpemiddelfaglige indfaldsvinkel. Et sådant fællesskab vil give deltagerne mulighed for at frembringe de tavse dimensioner i deres vidensgrundlag, således som det opfordres af Guldager (5), at få udfordret og diskuteret den praktiske erfaringsbaserede viden og som Wacherhausen siger, få praksis beskrevet og analyseret dens konsekvenser.(9) Informanterne giver udtryk for, at de i det daglige skal forholde sig til mange forskellige faggrupper, og at de opfatter de terapeutiske vinkler som betydningsfulde at sætte i spil, med det formål at sikre en god faglig kvalitet i arbejdet med borgeren i centrum. Det samme teoretiske perspektiv jf. Wacherhausen, giver imidlertid også god mening i forhold til at skabe et tværfagligt fællesskab, der fokuserer på særlige emner eller indsatser fx i bilsager, hvor bilsagsbehandlere og terapeuter kan have en fælles ræsonnansbund, fordi de samarbejder på tværs i dagligdagen med hver sin faglighed og fokus. Set i dette perspektiv vil det i forhold til et tværfagligt sammensat netværk være nødvendigt at deltagerne har et fagligt sagsrelateret fællesskab indenfor den samme organisation, for at kunne skabe mulighed for at italesætte den tavse viden. Et andet perspektiv, der er interessant i forbindelse med et tværfagligt fællesskab er begrebet om refleksiv praksis, hvor det beskrives at: Udbyttet af refleksionen bliver størst, hvis deltagerne er mest muligt forskellige. Under forudsætning af et godt refleksionsklima er det netop forskellene og kontrasterne, der giver mulighed for indsigt og forståelse. (7) Dette understreger, at indsatsområder, der lægger op til tværfaglighed og tværsektorielt samarbejde i løsningen af en brugers aktivitetsproblemer med fordel kunne understøttes af netværk på tværs af forskelligheder. Informanterne nævner her eks. et område som IKT hjælpemidler, men de understreger, at de ikke er klar til det endnu. Forskellighederne kan således være både forskellige fagligheder, tilhørende forskellige organisationer men også forskellighed i forhold til erfaringsniveau indenfor det terapeutfaglige. Der blev i relation til forskelligt erfaringsniveau peget på følgende dilemmaer: at det ofte er de erfarne terapeuter, der deltager i netværk, da det netop er indenfor de specialiserede områder, der typisk er behov for et netværkstilbud at der ikke er tid i daglig praksis til oplæring af nye terapeuter 3 semantik, (af gr. semantikos 'betydningsfuld, som indeholder betydning', afledn. af semainein 'betegne, markere', af sema 'tegn'), betydningslære, den gren af lingvistikken, der beskæftiger sig med betydning. 13