Kl. 11.00 Fælles friluftsgudstjeneste ved Spejder huset Salmer: 290, 289; 335, 725 (sangblad) Tema: Livets brød Evangelium: Joh. 6,44-51 Pinsedag kom Helligånden over apostlene, og Peter holdt en brandtale. Han sagde at den Jesus som jøderne havde fået korsfæstet, han var Guds Søn. Ham havde Gud gjort både til Herre og Kristus. Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte hvad de skulle gøre. Da var det Peter sagde at de skulle omvende sig og lade sig døbe i Jesu navn til deres synders forladelse, så ville de få Helligånden som gave. Næsten 3000 mennesker lod sig den dag overbevise af Peters prædiken. De blev døbt, og de blev dermed grundstammen i den nye kristne kirke. Om dem står der at de holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. (Ap.G. 2,42) Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst. 1
Det er Gud der skaber sin kirke ved at give mennesker Helligånden og give dem tro på at Jesus er deres frelser. Lige som Gud engang skabte alle levende væsener, skaber han også nu i dag en levende kirke. Vi får del i fællesskabet med Gud som er livets kilde. Gud giver verden liv ved sin Ånd. Dette liv er i hans Søn, Jesus Kristus. Det sagde han selv flere gange: "Jeg er livet", fx da han opvakte den døde Lazarus og kaldte ham ud af graven. At Jesus som Guds Søn kunne gøre døde levende, var et klart bevis på at han var livets herre. Opvækkelsen af Lazarus var et stærkt tegn på at Jesus var den som Gud sendte til verden for at give os evigt liv. At give verden del i det evige liv var den dybe mening med alt hvad Jesus sagde og gjorde. Når Jesus mættede de 5000 i ørkenen med fem brød og to fisk, var det jo ikke kun fordi han havde medlidenhed med de sultne, men det var mere for at det skulle blive klart for mennesker i verden hvem Jesus var: At han var livet fra Gud. I den forbindelse tager Jesus sit udgangspunkt i de spørgsmål, som folkeskaren stillede ham efter bespisningsunderet: "Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: Brød fra himlen gav han dem at spise." Til det kunne Jesus kun sige at det brød som Moses dengang havde givet Israels folk i ørkenen ikke var det egentlige og sande brød, som Gud ville give. For brødet som dengang faldt ned fra himlen havde jo en meget begrænset virkning. Brødet var ganske vist folkets eksistensgrundlag, men det kunne ikke forhindre dem i at dø i ørkenen. Brødet kunne ganske vist sikre folkets eksistens og holde dem i live, men det kunne ikke give dem livet. Jesus derimod kom ned fra himlen som det sande brød, der giver liv til verden, evigt liv. Gud giver os livet, både det jordiske og det himmelske. En dag skal vi vende tilbage til jorden som vi er taget af. Men senere skal vi oprejses af jorden og få herlighedslegemer, lige som Jesus fik det efter sin opstandelse påskemorgen. 2
Både mannaen i ørkenen og Jesu bespisningsunder i ørkenen var tegn på Guds godhed, at han giver os det daglige brød. Men samtidig pegede disse tegn ud over sig selv. De pegede hen på at det er Gud der giver os liv. Han giver os evigt liv ved troen på hans søn Jesus Kristus. For Jesus er det himmelske brød, den nye pagts manna, der giver verden liv, ikke kun for en tid, men han giver os liv for evigt. Også mannaen i den gamle pagt pegede ud over sig selv. Ikke alene gav den israelitterne den mad de havde brug for dag for dag, men den mindede dem også om at det var Gud der gav dem den. De blev hver eneste dag mindet om at det var Gud der stod bag. Det betød at forholdet til ham var det vigtigste i deres liv. Det var dybest set Gud der gav dem livet. Det var det Moses sagde til dem, dengang de efter 40 års ørkenvandring stod ved grænsen til det forjættede land: "Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund." (5. Mos. 8,2-3) Når evangeliets ord lyder i vore ører, så virker Gud ved sin ånd i os og skaber troen i vore hjerter. På dén måde drager Gud os til Jesus og giver os det evige liv i hans navn. Gud giver os ikke det evige liv på én gang, én gang for alle. Nej, han sætter os i livets skole, hvor vi lige så stille, lidt efter lidt, lærer ham og hans rige bedre at kende. Sådan har Gud altid handlet med sit folk. Han ønsker at have et personligt og nært forhold til sine børn. Derfor taler han til os gennem sine profeter og apostle. Gud har jo aldrig været en tavs og tilbagetrukket Gud, men han har alle dage givet sig til kende. Han kender os, og han ønsker at vi skal kende ham. Det er den dybe mening med ordene fra Esajas' Bog, som Jesus citerer: "De skal alle være oplært af Gud" (Es. 54,13). Vi lærer hans veje at kende og ønsker at blive som han. Det betyder at vi har fred med Gud. Vi er ikke længere Guds fjender. Vi står heller ikke i noget modsætningsforhold 3
til andre, for vi behøver ikke at fremhæve os selv på andres bekostning. Som Guds disciple, som dem der går i skole hos ham, er vi hele mennesker. Og denne helhed påvirker alle vores relationer til andre mennesker. I den nye pagts tidsalder er Guds lov ikke længere hugget ind i stentavler eller trykt i fine, indbundne bøger, men loven er skrevet i vores hjerter. Gud har ved sin Ånd givet os sin lov i vores indre, så vi har lyst til at gøre hans vilje. Fordi Gud har taget vores synd og skyld fra os, bliver vi fyldt af taknemlighed for alle hans velgerninger. Fordi vi er i Kristus, er vi nye skabninger der længes efter at gøre Guds vilje, og som glæder sig over at han kan lide os. Han har lært os at komme til hans Søn, vor Herre Jesus Kristus. Hos ham får vi det brød som giver os evigt liv. Brødet er Jesu kød, dvs. at han giver os sig selv. Igennem hele sit liv og sin tjeneste som forkynder og helbreder gav Jesus sig selv til andre. Og i en hel speciel betydning gav han sig selv til verden, da han hengav sit liv i døden på korset. Det er det vi mindes med taksigelse, hver gang vi holder nadver. Da bliver hans nærvær hos os virkeliggjort i form af brød og vin. I den læsning vi hørte fra Apostlenes Gerninger, ser vi hvordan de første kristne levede sammen i et godt fællesskab. Den beskrivelse vi har dér indeholder flere træk, som findes hos Guds menighed til alle tider. De første kristne holdt fast ved apostlenes lære, dvs. den overlevering om Jesus som de havde hørt fra apostlene, og som vi har samlet i det Nye Testamente. Det centrale i denne overlevering er at Jesus er Kristus, Herren, og Guds Søn, som døde og opstod for os. Det er den tro vi har bevaret i vores trosbekendelse. Et andet kendetegn for den første kristne menighed er at de troende holdt fast ved fællesskabet, brødets brydelse og ved bønnerne. Kristendom er ikke en privatsag. Ingen kan tilbede Gud alene. Når vi beder til Gud, sker det altid i fællesskab med alle troende, også selv om vi rent bogstaveligt er alene. I vores bøn står vi for Guds ansigt, og da han hverken er begrænset af tid eller rum, er det egentlig alle troende til alle tider og på alle steder der er samlet i 4
bøn til Gud. Vi indgår i et verdensomspændende fællesskab, der omfatter alle kristne til alle tider! I fællesskabet i vores lokale kirke bruger vi af praktiske grunde de små brød som kaldes oblater. Men alligevel er der egentlig dybest set kun ét brød, som vi er fælles om. Det brød er Jesus som gav sig selv hen i døden for vores skyld. I nadveren ihukommer vi med taksigelse hans bitre lidelse og død, sådan som det lyder i vores nadverbøn. Endelig står der også om de første kristne, der lod sig døbe pinsedag, at de priste Gud af hele deres hjerte. De strømmede over af taknemlighed til Gud for alle hans velgerninger mod dem. Lad da også os på denne 2. pinsedag stemme i med jubel og tak til Gud, Fader, Søn og Helligånd, fordi han giver os evigt liv! Lad os med glæde spise af det brød, som er kommet ned fra himlen! Amen. 5