Alle Helgen 2016. B Matt 5,13-16 Salmer: 754-571-552 321-551-574 Alle Helgen er en svær dag. Det er en stærk dag. Alle Helgen er en hård dag. Ja, Alle Helgen opleves forskelligt. Det er en stor mærkedag, men den kan opleves forskelligt alt efter, hvor man er stedt i sit liv. Om man har mistet. Om sorg og savn river og slider. De følelser, som man ikke ligesom kan mestre, undertvinge, holde nede. Vi tror, vi ved, hvordan det er at miste. Vi tror, vi kan leve os ind i andres sorg og savn. Vi tror. Men så oplever vi så uendeligt stærkt, når det så rammer os, så oplever vi, at dét kunne vi ikke. Det er så forskelligt. Der er ikke to situationer, der er ens. Vi erkender, at vi ikke fuldt ud kan forberede os på det, der sker med os og vores kære. Alle Helgen handler om, at vi her kan tale om de store følelser. At vi kan tale om døden. Om det smertefulde, at vi alle skal miste og mistes. At der er en grænse. En grænse ved døden, som vi ikke kan overskride. At en dag er det forbi. En dag skal vi give slip, og vi ved 1
ikke, hvordan vi kan evne at forholde os til det. Vi ved det kommer til os alle, -det er det eneste, vi ved, skal ske os, det eneste vi ikke kan undgå, men hvordan vi skal opleve det, klare det, komme over på den anden side -det ved vi ikke. Det er svært at forholde sig til døden. Det er forskelligt. Lige før hørte vi 73 navne læst op. 73 som vi her i menigheden har mistet siden sidste Alle helgens dag. Nogle af navnene er kendt af mange. Andre af ganske få. Nogle døde efter et langt og godt liv, - mæt af dage som man siger. Andre døde for tidligt. Ramt af uretfærdig sygdom og måtte meget igennem. Nogle døde ventet, måske som en udfrielse. Andre døde pludselig, -som i et nu. Alle de 73 har nære pårørende. Og for de nærmeste er navnet ikke kun eet blandt 73, men dét navn, dét navn der kalder minder frem, -følelser af tab. Ja, for nogle pårørende er sorgen som et åbent sår. Sår, der synes uendeligt svært at få til at læges. 2
Døden berører os forskelligt. Og reaktionen på dødens realitet er forskelligt. Tillad mig at illustrere det med to personlige og meget forskellige oplevelser. Jeg var i bil på vej til Hammel. Jeg ventede på fri bane ved indkørslen til hovedvejen mellem Randers og Skanderborg. Jeg så to duer gå og søge føde på rabatten, -alt for tæt på den meget trafikerede vej. Der køres alt for stærkt på den strækning. En bil kom med en voldsom fart, og den ene due gik ud på kørebanen og blev påkørt med voldsom fart. Fjerene fløj til alle sider, og bilen for videre. Og så slog det mig. Dér endte et liv. Godt nok kun en fugls. En due, -men den anden due gik stadig der i rabatten og vidste i det øjeblik jo intet om, hvad der var sket med dens mage. Duer er monogame. De danner par for hele livet. Men nu var den ene due i et nu revet væk. Og jeg sad der i bilen. Jeg kunne godt køre frem, men tøvede et øjeblik. Det virkede så voldsomt. Ja, I synes måske det lyder barnligt og naivt. Det var jo kun en fugl. En due, -et umælende væsen. Og det er da bestemt også 3
sandt. Det tænkte jeg jo også. Men på en eller anden måde blev det, jeg så ske, så voldsomt, -det blev et billede på det, der sker for os. At døden kan komme så ubarmhjertigt, voldsomt, pludseligt, som i et nu ændres vores livssituation. Og at vi kan være som den overlevende due, at vi er berøvet noget af det, der er det vigtigste i livet, -samværet, samlivet, kærligheden. Det synes os uforståeligt, umuligt at forholde sig til. Og vi ved ikke, hvordan det rammer os, slår ned i os, og hvordan vi kommer videre. Jeg ved ikke, hvorfor lige det duepars skæbne berørte mig, men det blev for mig som en metafor, -et billede, en lignelse på det, der kan ske med os, at vi er så sårbare, -at der skal så lidt til. Lige fra det ene øjeblik til det andet, så kan livet blive noget helt andet. Den anden episode var onsdag den 19. i sidste måned. Der var sogneaften her i kirken. Jeg skulle tale om Folkekirkens situation, -er der puls er der liv. Hanne og jeg kom tidligt. Der var uro på parkeringspladsen, - 5 unge mennesker løb rundt, og der var en råben og 4
skrigen. Som så ofte før, tænkte jeg. Men da vi var på vej op til kirken, så vi i øjenkrogen, at der lå en ung mand helt stille på asfalten, og det blev tydeligt, at de unges råb havde noget at gøre med ham, der lå ned. De råbte, -han er død. Én begyndte at give ham førstehjælp. Men vi turde ikke blande os. Skyndte os væk. I kirken ringede vi efter politi og ambulance, - men ellers synes vi ikke, vi kunne blande os. Men at det var alvorligt, var vi ikke i tvivl om. Og når man så, hvor lang tid der trods alt gik før ambulancen var der, kunne man forstå, at den unge mands liv nok ikke stod til at reddes. Men det var ikke vores sag, ikke vores tilværelse, der blev berørt så voldsomt. Af frygt og af tanken om, at det, der var foregået på pladsen, var så voldsomt og grænseoverskridende forkert, at det ikke ligesom var vores verden. Vi afholdt vores sogneaften, vores samvær, som om det dødsfald der skete få meter derude ikke havde noget med os at gøre. 5
Sådan er døden så forskellig. Vi ved, døden sker omkring os, men vi kan ikke forholde os til alle dødsfald. Vi ved, at døden er en del af livet, men vi berøres kun af det, når det kommer nær, når det er blandt dem, der er som salt og lys for os, eller når vi på en anden måde føler, at det berører vores verden, noget vi relaterer til. Det er ubarmhjertigt, men jo også en måde at kunne leve i en verden, hvor døden er en del af livet. Et liv hvor der altid både må være velkomst og afsked. Det er på en måde ikke døden som sådan, der berører os. Det er dødens betydning, der er afgørende. At døden viser os med al sin gru, at vi kan miste noget som er så uendeligt godt, og medføre sorg og savn. Når vi græder over dem, vi har mistet, så er det fordi vi har elsket dem. De har været lys og salt for os. De har givet indhold i vores tilværelse. De har haft betydning for os. De har vist os kærlighed, og vi har haft dem at rette vores kærlighed imod. Tænk, at livet er så rig, at der findes gaver i livet, der er så dyrebare 6
for os, at det gør frygteligt ondt at miste dem. Derfor siger vi også, at sorgen er kærlighedens bagside. At sorgen er et resultat af kærligheden. Det er relationen, følelserne, der gør, at døden berører os, gør os så ondt. Og det er værd at tænke på, at når vi sørger, er det fordi, vi ikke var ensomme, -at vi ikke levede et liv uden kærlighed og varme fra andre. Alt det dybeste tilværelsen skal vi miste. Men så sandt vi ikke vil elske mindre. Så sandt vi glæder os over hver velkomst, hvert smil, hvert favntag, så må vi tage smerten med også. Kærlighed har altid en bagside. Vi ved det godt. Også selvom vi i de gode tider, lever og tænker som om glæden, lykken og kærligheden varer ved i det uendelige. Med et rives vi ud af den umulige drøm, -rives tilbage til virkeligheden, at alt under himlen har sin tid, -tid til danse og tid til at sørge, tid til at le og tid til at græde, tid til at miste. Når dødens strenge magt bryder ind over os. Når sorgen over et af de navne, vi læste, slår så voldsomt og ligesom ingen ende vil tage, så er der intet, jeg kan 7
sige, eller noget menneske kan sige, der kan få det til at forsvinde. Tiden læger alle sår, siger man. Det er for så vidt rigtigt. Men der er sår, der er svære at læge. Såret bryder op igen. Og når det så læges, så er der stadig et synligt ar. Et ar, der minder os om, at det tabte er tabt, og vi får ikke samværet tilbage. Men igen skal vi tænke: livet er at samle ar. Livet er at have levet og elsket, grint og grædt, elsket og holdt om. Og jo flere ar, jo mere sorg og savn, jo mere havde vi så også at miste, jo mere have vi at glædes over. I er jordens salt. I er verdens lys, siger Jesus i evangeliet. Salt er både en form for krydderi, men også et konserveringsmiddel. Saltet giver smag. Og salt kan gøre, at kød eller fisk kan gemmes og bevares. Den funktion, som saltet har, siger Jesus, at vi har. Vi er med til at give mening i andres liv, give andres liv betydning, smag og glæde. Ja vi er med til som salt at bevare andres liv, få andres liv til at folde sig ud. At vi passer på hinanden, kerer os om 8
hinanden, elsker, - elsker, hvor livet jo netop uden kærlighed mister sin kraft og sin smag. Jesus siger I er. Ikke I kan være, eller måske. Det er en konstatering, - I er, -men det kan også forstås som en opfordring, at pege på kærlighedens forpligtelse: I skal være jordens salt, I skal være verdens lys. I har en opgave. Og det er forpligtelse, der gælder gennem et helt levet liv. Vi skal være salt og lys for andre. Også når sorgen og mørket omkring os synes kvælende, også dér skal vi være lys og salt. Det er godt, at vi har Alle Helgen, en dag at mindes. Og det synes som om, at det at bearbejde sorg og savn, smerten når døden ryster vores tilværelse, - det synes som om, vi i dag mere og mere søger fællesskabet og en ydre bearbejdelse af de svære sider ved livet. Mange kommer til gudstjeneste i dag rundt om. I de fleste kirker bliver navne på de afdøde læst op, der tændes lys i kirken og på gravene. Vi undertvinger ikke, vi kvæler ikke følelserne som før hen. Vi føler stærkt i dag, at det er en styrke at kunne 9
gå i kirke med vores sorg og savn. Her i kirken, med den kristne tro, med budskabet om Kristi opstandelse fra de døde, -hans tilsagn om et evigt liv, hans tilsagn om, at Gud tager imod, når vi må tage afsked, -at Gud rækker hånd, når vi mister grebet om vores døde, -her er det budskab, der for alvor kan trøste. Budskabet om at alt ikke er sagt med døden At der er et liv bagom døden, at vore døde er godt gemt, -taget om og indeholdt i en grænseløs, almægtig kærlighed. Døden læger alle sår, -jovel, -men den bedste balsam for såret er at blive mødt af Kristi budskab om en grænseløs kærlighed i det evige liv. Det giver os kraft og ny styrke til at være salt og lys for andre, -med arrene ganske vist, -men også med modet og forståelse af forpligtelsen på at tage livet op på ny hver levet dag og være lys og salt for andre. Og når vi er det for andre, så breder lyset og saltet sig tilbage mod os. Vi gives styrken, glæden og livskraften tilbage, og derfor kan vi ønsker hinanden Guds fred i liv og i død. Amen. 10