Forestillingen om, at man kan være kristen uden at drive mission, er lige så absurd, som den er populær blandt mennesker, der ikke kender Jesus Kristus. Det ligger i selve det at være kristen, at man er vidne om Kristi død og opstandelse, den selv samme Kristus, som lige inden han fór til himmels sagde til sine disciple:»mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«1 Nu var det jo ikke noget, Jesus sådan lige kom i tanker om på falderebet, nej, at Gud er alles Gud, og at de, som kender ham, proklamerer hans navn ud over hele jorden, går som en rød tråd gennem hele Bibelen, 2 i Missionsbefalingen skærer han det blot ud i pap for disciplene til alle tider.
Ingenting er ændret siden dengang. Jo, vi har lært at flyve, elpæren og computeren er opfundet, men når det gælder livets væsentlige spørgsmål, har ingenting ændret sig, siden dengang Jesus stod på bjerget i Galilæa. Det er Jesus, der har al magten, og han har befalet sine disciple at gøre, døbe og lære. Det, vi læser her ja, ikke bare her, men i hele Det Nye Testamente er netop de første kristnes vidnesbyrd om, hvad det var for en Jesus, som vandrede omkring her på jorden i godt tredive år, det er hans lære, som er videregivet til os også her i dag og vil bestå, indtil enden kommer. Der findes mennesker, som vil betvivle evangelisternes troværdighed, og skønt jeg undertiden mærker en voldsom vrede, når jeg konfronteres hermed, afløses vreden heldigvis snart af både medlidenhed og undren. Da Simon Peter havde sagt, hvem han troede, Jesus var, sagde Jesus til ham:»salig er du, Simon,
Jonas søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene«3 ja, må jeg tilføje, og salig er jeg, Thomas, Eriks og Ninas søn, at også jeg af hjertet kan bekende, at Jesus er Kristus, Guds søn. De, derimod, som ikke er salige, er dem, som ikke kender Jesus. De har måske læst om ham og hørt om ham. De beundrer ham. De lærer af ham. De tror også på det, de mener er ham. Men Jesus af Nazaret, ham kender de ikke. Gjorde de det, ville deres hjerter boble af fryd alene ved lyden af hans navn. Kendte de ham og forstod, at han virkelig dér på bjerget gav sine venner denne store opgave og det skønt der var nogle, der tvivlede ville de vide, at alting afhænger af ham, som elsker dem, og som virkelig har magten både i himlen og på jorden. 4 Hvis ikke man skal have medlidenhed med et menneske, som ikke kender Jesus, ved jeg ikke, hvem man skal have medlidenhed med. 5
Og hvis man som Jesu discipel ikke undres over, at lige netop jeg har fået troens gave, så har jeg ingen som helst anelse om, hvorfra man nogensinde skulle blive i stand til at mobilisere undren. Hvorom alting er: Jesus, som har al magten, har befalet sine disciple at gøre alle folkeslag til sine disciple. Hvordan det? Jo, ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og ved at lære dem at holde alt det, han har befalet. Det er opgaven. Er du en Jesu discipel, er kursen for dit liv hermed afstukket. Og er du ikke en Jesu discipel, må jeg her fra begyndelsen af (ud over at udtrykke min allerdybeste forundring over, at du har fået fingre i denne bog) sige det til dig, som det er: Se at få bragt det i orden. Få bragt hvad i orden? spørger du måske. Og hertil er svaret: Forholdet til Gud. Forstår du: Uden Jesus har du ikke fred med Gud. Uden Jesus er du uden håb. For uden Jesus 10
står du ganske alene, når du engang skal stå foran Guds trone. Og da er undergangen nær. Det sker nemlig. Det sker nemlig virkelig virkelig virkelig det sker en dag, at vi alle skal møde vores Skaber. Verden, som vi kender den, ender, og hvert eneste menneske skal dømmes efter sine gerninger, og har man forbrudt sig på blot ét punkt, går man fortabt. Det betyder, at også du og jeg skal møde Gud. Og den dag åh, hvilken forfærdelig og vidunderlig dag den dag skal vi dømmes. Eller det vil sige: Jeg skal ikke dømmes. Ligesom Simon Peter, der bekendte Jesus som Guds søn og herre, ligesom han ikke bliver dømt, bliver jeg det heller ikke. Hvorfor ikke? Bestemt ikke, fordi Simon Peter var nogen helgen. Læs blot historien om ham i Bibelen, hvordan han altid talte, før han tænkte, hvordan han svigtede sin herre, hvordan han hyklede, så en anden apostel, nemlig Paulus, måtte tale ham midt imod, mens folk så måbende til. Og jeg er ikke et hak bedre, tro mig 11
(eller spørg min kone). Også jeg er fordærvet, hyklerisk, en kujon. Og dog går vi begge fri af dommen. Simon Peter og jeg uden sammenligning i øvrigt klarer os gennem livet, døden, dommen og evigheden, og det gør vi, fordi Jesus er vores herre og frelser. Hvordan det forholder sig med dig, ved jeg ikke; jeg ved bare, at de, som går fri på dommens dag, er dem, som ikke dømmes efter deres egne gerninger, men efter en andens. Det er altså Jesus og hans gerninger, som er afgørende. Hvor mange gode eller dårlige gerninger Peter og jeg end kan prale med eller skamme os over, så har det dog ingen betydning på dommens dag. Det har naturligvis betydning for vores medmennesker, hvordan vi agerer over for dem, men over for Gud gælder kun ét spørgsmål: Har vi givet afkald på vores egne gerninger, ja, vores eget liv, og modtaget det liv og de gerninger, Jesus har givet os? 6 12
Dette, som er et opgør med alverdens religiøsitet, er det centrale i denne lille bog, og jeg vil blive ved med at vende tilbage til det.»vende tilbage?«tænker du måske.»jamen er alt ikke netop sagt hermed?«ja, det skulle man måske tro, men man skal ikke have studeret særlig megen kirkehistorie, før man indser, at det langtfra er tilfældet. Man skal ikke have skævet særlig meget til sit indre, før man indser, at skønt alting står og falder med dette ene forsoningen og forløsningen ved Jesu fuldbragte værk så har vi mennesker, også de velmenende, også dem, som læser mange teologiske bøger, også dem, der taler i tunger og tager sig af de hjemløse og sultne, os alle sammen, så har vi en besynderlig tendens til at miste fokus. Selv i bestræbelserne på netop ikke at miste dette af syne kan vi opbygge strategier og metoder, som gør, at vi til sidst kun ser metoderne og strategierne, mens Jesus forsvinder. 13
Alt er på sin vis sagt med Jesu gerning. Det er ved ham, vi begynder og ender. Det er ved ham, vi lever og dør. Det er ved ham, vi genfødes til det evige liv. Det er ved ham, vi opbygges som kristne. Det er ved ham, vi henter kraft til kristenlivet. Det er ham, der har magten både i himlen og på jorden, og det er derfor, han samler sine disciple dér på bjerget, før han stiger til himmels for at gøre en plads rede til alle, der vil tage imod invitationen. Som sagt er der sket meget siden dengang på bjerget politisk, teknologisk osv. men i alt væsentligt har intet af betydning ændret sig. Jesus er den samme, hans befaling er den samme. De vidnesbyrd, vi har om, hvem Jesus var og dermed er, er bevaret. Først og fremmest har vi de skrifter, som er samlet i Det Nye Testamente. 7 Og går man Det Nye Testamente igennem, viser det sig snart, at det er en naturlig fortsættelse af Det Gamle Testamente. Hvor Det Gamle 14
Testamente peger frem på den Messias, som skal redde menneskeslægten, fortæller Det Nye Testamente om den Messias, som rent faktisk reddede menneskeslægten, dig og mig. Det er med andre ord Messias Jesus af Nazaret som er alle de bibelske skrifters midtpunkt. Det er ham, alting handler om. Og det er såmænd ikke kun i Bibelen, at det forholder sig sådan. Faktum er, at alting siger og skriver alting handler om én person: Mennesket og Gud: Jesus Kristus. Efter at have læst Missionsbefalingen er det selvfølgelig nærliggende at spørge, hvad det var for et budskab, disciplene så bragte med sig. Hvad sagde de? Hvad gjorde de? Hvad var vigtigt for dem, at mennesker skulle høre? Hvad ønskede de, at folk skulle tro på? Det er der skrevet tonsvis af bøger om, og eftersom Prædikeren jo har ret i, at man bliver træt 15
af den megen læsning, 8 vil jeg her tillade mig at skære helt ind til benet og groft inddele budskabet i tre hovedpunkter, de selv samme hovedpunkter, som, ligeledes forenklet, også udgør Det Gamle Testamente: 1. Gud har skabt alting, hvilket altså inkluderer mennesket. Der er ingen anden gud end Gud, resten er noget, vi finder på. 2. Vi står til regnskab over for Gud, hvad enten vi ved det eller ej, og hvad enten vi vil det eller ej. 3. Eftersom vi alle er gennemsyret af ondskab og egoisme og ikke giver Gud den ære, som tilkommer ham, går vi til grunde i mødet med Gud. På dommens dag vil ingen mennesker kunne bestå, alle vil gå fortabt. Drevet af sin store kærlighed til mennesket besluttede Gud derfor engang i tidernes morgen at lægge al synd over på sin egen søn, Jesus Kristus, ved hvem vi får syndernes forladelse og evigt liv. 9 16
Bibelen er en samling af skrifter profetier, oplæring, vidnesbyrd mv. inspireret af Guds Hellige Ånd; alt sammen stiler det imod dette ene: At vi skal nå til erkendelse af vores skyldforhold til Gud og derfor gribe ud efter den redning, han har givet os. Der er, jeg ved det godt, også meget andet at hente i Bibelen visdomsord, praktisk hjælp, trøst osv. men jeg vover at påstå, at det alt sammen sådan set kun er forklaringer. Bibelen er snarere historien om Gud, og hvad han har gjort for mennesket, end det er historien om mennesket og dets tanker om Gud. Og når apostlene f.eks. kommer med konkrete råd med hensyn til det ene eller det andet, så er det, fordi disse formaninger tjener som redskab til dette højeste mål: At føre læseren til Jesus og vokse i erkendelse af ham. 10 17