SMF. Sundhedspersonalets MissionsFællesskab INDHOLD

Sundhedspersonalets MissionsFællesskab INDHOLD Andagt 2 Missionærbreve 3 Missionærpræsentation 11 Missionærbreve 13 Girokort 17 Gaver 18 Opslag 19 AUGUST 2006 4

SUNDHEDSPERSONALETS SMF MISSIONSFÆLLESSKAB www.ydremission.dk/smf Bladet sendes gratis til alle kontingentbetalende medlemmer af SMF. Medlemskontingent er 150,- pr. år. Udkommer 6 gange årligt. Oplag: 900 stk. ISSN 1604-1143. Forside: Helmer Breindal. Tryk: Team Lynderup, tlf. 97 17 34 08. Adresseændringer bedes meddelt til Hans Kallesø. SMF s formål: SMF er et kristent fællesskab, der søger at opfylde Jesu Kristi missionsbefaling i Matt. 28, 19-20 ved: a) at støtte kristent sundhedspersonale (SMF-missionærer og -volontører), der udsendes til evangeliserende og/eller praktisk arbejde normalt i den 3. verden. b) at virke blandt sundhedssektorens personale i Danmark for: - evangeliets udbredelse. - styrkelse af det kristne fællesskab. - forståelse for nødvendigheden af ydre missionsarbejde. SMF s bestyrelse: Anni Moslev (formand) Lærkevænget 10, Rk. Mølle 6900 Skjern. Tlf./fax. 97 36 25 52. E-mail: moslev@mail.tele.dk Ester Bruun Jeppesen (næstform.) Agervej 7, Sandvad, 7300 Jelling Tlf. 75 87 31 55. Bente Hammer (sekretær) Toplærkevej 13, 4190 Munke-Bjergby. Tlf. 57 80 60 92 Hans Chr. Kallesø (kasserer) Skrænten 45, 6870 Ølgod Tlf.: 75 24 62 56. Fax. 75 24 62 59. SMF. giro nr: 1 00 28 64. E-mail: info@regnskaber.net Mette Haahr, Søndre Egknudvej 5, 6870 Ølgod. Tlf. 75 24 42 51. Kirsten Marie Hansen, Bølshavn 64, 3740 Svaneke. Tlf. 56 49 61 46. KÆMP FOR AT VINDE! Af Birgitte Elmkvist Fodboldfeberen raser i England, det er VM-tid! Mange englændere har i lang tid pyntet deres biler og huse med det engelske flag, og der kan købes alverdens»come on England«- gøgl. Hele England hepper på dem og mange englændere drømmer om, at de engelske fodbolddrenge kommer hjem som verdensmestre. Det har fået mig til at tænke på 1. Kor. 9:24-25:»Ved I ikke, at de, der er med I et løb på stadion, alle løber, men kun en får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt - de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en sejrskrans, der ikke visner«. Kristenlivet sammenlignes her med et løb. Som kristne er vi med i det løb, der skal føre os hjem til vores himmelske far. Og vi opfordres til at løbe så vi vinder! Fodboldspillerne har trænet hårdt op til VM, så de har de bedste chancer for at vinde. De har formodentlig afholdt sig fra ting, som forhindrer dem i at komme i topform. Hvordan lever jeg mit liv, så jeg sikre mig, at jeg vinder den pris, der venter mig? Der er dog en væsentlig forskel, jeg ved at»med sit eget blod, gik Kristus en gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning«. Jo, Jesus har vundet prisen for os. Det kan intet ændre på. Som fodboldspillerne må vi være afholdende overfor, hvad der forhindrer os i at holde fokus på Jesus og leve til Hans ære. Prisen der venter os er helt uvurderlig - den er så ubeskrivelig meget mere end en VM-medalje. Den vil ende med at samle støv på hylden og en dag blive gemt af vejen, men den pris, vi kæmper for at vinde, er af evigheds-værdi -»Ja, Herren vil fri mig fra alt ondt og bringe mig frelst ind i sit himmelske rige«2.tim. 4:18. Hvilken vidunderlig pris - den er værd at kæmpe for! Lad os kæmpe i»tillid til, at Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag«. Filip. 1:6 2 Anni Lindhøj, Kamma Rahbeksvej 12, 8230 Åbyhøj. Tlf. 86 15 67 13.

BREVE FRA MISSIONÆRERNE SMF Jette Læbro Nielsen Født den 17. marts 1965. Uddannet sygeplejerske 1991 fra Roskilde Sygeplejeskole. Udsendt af Pinsekirken 1998 til arbejde med Ungdom Med Opgave (=UMO). Kære venner! Så er det tid til en lille hilsen fra»udrust Nationerne«. Jeg er for nyligt hjemvendt fra en 10 ugers missionstur til Ghana, hvor jeg opholdt mig i Ashaiman, hvilket er tæt på hovedstaden Accra. blev bedt om at give en kortere hilsen. Så jeg talte lidt om, hvordan sygepleje ikke bare er et job men en»kunst«. Jeg opmuntrede dem til at være stolte af deres erhverv og til at gøre det, som gjorde de det for Jesus med udgangs punkt i verset fra Matt.25:40»Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig«. Jeg var dernede med en gruppe på i alt fem personer, som alle har gennemgået 3 måneders kurset»metoder og Modeller I bibelsk Rådgivning«gennem»Ungdom Med Opgave«(UMO) i Schweiz. Under mit ophold blev jeg inviteret med ud til en sygeplejeskole til et møde, hvor kristne sygeplejerske studerende var samlet. Det var ikke mig, der stod for forkyndelsen, men jeg Jeg har været væk fra sygeplejen i 8 år nu, men da jeg kom ind sammen med disse kære afrikanske søstre føltes det som at jeg»mødte min stamme«hvis vi nu skal blive i afrikanske termer. (fortsættes næste side) 3

Sygeplejen har meget vanskelige vilkår i Ghana. De fleste familier har svært ved at skaffe penge til at tage uddannelsen, og derfor ligger der en forventning om, at den færdigt uddannede sygeplejerske betaler nogle penge tilbage til familien, som har hjulpet med at finansiere studierne. Problemet er, at lønnen er så lav, at de dårligt kan forsørge sig selv. Som følge deraf vælger mange at rejse til udlandet for at tjene penge, typisk rejser de til USA. Men det betyder så, at der er mangel på sygeplejersker. Jeg besøgte et fint nyt hospital bygget efter Europæisk standard som skulle fungere som rolle model. De fleste afsnit var dog lukket pga. personale mangel. Afsnittet som jeg besøgte var en senge stue, hvor der lå ca. 25 patienter. Der var kun en sygeplejerske på vagt og pga. de lukkede afsnit havde hun både medicinske, ortopæd kirurgiske og mave tarm kir. patienter. Ikke overraskende havde hun også lyst at rejse til udlandet. Elisa Kristine Riis Født den 19. marts 1964 Uddannet sygeplejerske på Hillerød sygehus, november 1989. Uddannet jordmoder på Greenwich District Hospital, England, september 1996. Udsendt af Luthersk Missionsforening til Ethiopien. Kære venner! Egentlig har jeg vældig dårlig samvittighed over ikke at have skrevet til jer før for at give jer lidt tilbagemelding på vores Maternity Waiting Area Projekt, som I har været med til at støtte rent økonomisk. Det er en glæde for mig at kunne fortælle, at projektet nu er afsluttet, så jeg har lyst til at takke jer for støtten. geprojektet for 50.000 birr. Jeg havde forhørt mig hos en anden konstruktør, som forlangte 60.000 birr. Arbejdet gik i gang umiddelbart efter, og blev afsluttet for ca. 3 uger siden. Derefter har vi været i gang med at arrangere senge og få beklædt madrasser med plastik. Det er vi ved at være færdig med. Nu har vi så 2 rum til kvinderne, som hver indeholder 6 senge med et tilhørende ude køkken. Desuden er der et mindre rum, som evangelisten bruger som kontor. (fortsættes næste side) I slutningen af november indgik vi en kontrakt med to bygge- konstruktører, som tog hele byg- 4

Sygehus evangelisten Gebre Mikael Jeg er glad for, at vi kom i gang og fik afsluttet byggeriet, inden regnen kom. Det har regnet kraftigt den sidste måned - en regn som var ventet efter en lang og meget tør periode. Midt i det hele ser jeg også Guds ledelse i dette projekt. Da vi kom tilbage fra vores årlige missionærkonference midt i februar, havde de jævnet den gamle jordklinede bygning med jorden. I denne bygning holdt kvinderne tidligere til - en elendig bygning - utæt og ikke fri for rotter. Kvinderne havde de vist nærmest smidt ud fra den ene dag til den anden, så de måtte flytte over i det halvfærdige hus, hvor der manglede både døre og vinduer. Men der var ikke andre muligheder. I nogle uger har vi så ikke kunnet tage i mod nye kvinder. Lidt trist at sygehuset ikke kunne vente til vi var færdige, men sagen var den, at der hvor den gamle bygning stod, er de gået i gang med at bygge en ny bygning, som bl.a. skal indeholde kontorer til behandling af HIV positive patienter. Sygehuset har fået en del penge til dette projekt, som skulle sættes i gang inden udgangen af marts. Så betyder kvinder og te hus mindre. Te huset holdt nemlig også til i denne bygning foruden evangelist kontoret. Jeg var ganske overrasket over at se den åbne plads, men glædede mig samtidig over, at vi trods alt var så langt fremme med den nye bygning. Nu kan vi så tage i mod risiko mødrene og tilbyde dem et bedre ophold i ugerne op til fødslen. Sengene er specielt beregnet til kvinder, som tidligere har haft fødselsproblemer eller som man forventer får problemer denne gang -kvinder som bor for langt væk til at de kan nå sygehuset, når de går i fødsel. De betaler et mindre beløb for at føde, men selve opholdet er gratis. Det er et godt tilbud med tanke på at påvirke mødre og spædbørnsdødeligheden, som i Etiopien er blandt de højeste i verden. Ingen tvivl om at dette projekt er med til både at redde mødre og nyfødte fra døden. Vi har igennem det sidste års tid oplevet flere gøre brug af dette tilbud, men vi har ikke haft så stor kapacitet. Kapaciteten er nu fordoblet og det glæder vi os over. Endnu engang en stor tak og som etiopierne ville tilføje: Må Gud velsigne jer. Mange kærlige hilsner fra Elisa Riis 5

Inger Olsen Født den 12. marts 1944. Uddannet sygeplejerske i Hillerød 1966. Udsendt 1975-1985 til Etiopien og Djibouti af Red Sea Mission Team. Ungdom Med Opgave fra september 1993. Kære venner! Selv om det snart er længe siden, så vil jeg alligevel her benytte lejligheden til at sige, hvor dejligt det var at være med på Nyborg Strand stævnet. Jeg følte, jeg hørte til familien og mærkede den varme og kærlighed, som trofaste SMF ere viste. Der fik jeg også lejlighed til at fortælle lidt om mit arbejde, som jo hovedsagelig er forbøn. Jeg nævnede bl.a. at vores forbøns team skulle til Thailand i november. Om bønnens virkning Når jeg se tilbage på de sidste måneder, kan jeg kun være meget taknemmelig for Guds trofasthed og kærlighed. Hvilket privilegium at få lov at tilhøre ham og hans familie. Jeg takker ham for bønnesvar på både vores og venners bønner. Tak at I står med mig i dette arbejde. Vores rejse til Thailand forløb utrolig godt. Herren beskyttede os og vi har fået tilbagemelding fra nogle af missionærerne og Thai medarbejderne, om hvorledes Herren brugte os til at bringe velsignelse og forandring i deres liv, så de blev fornyet i Herren, fik nye kræfter og vision og så svar fra Gud i vanskelige situationer. Mens vi var der, betjente vi enkelt personer, grupper, en skole, et børnehjem for forældreløse børn og et for misbrugte børn og unge og forhenværende prostituerede. Vi møblerede og bemandede også et bønnerum til 72 timers uafbrudt bøn. Der var musik instrumenter, lovsangs cd er, papir, farver, malergrej og meget andet, så man kunne tilbede Herren med vores forskellige talenter. Der kom mange til bøn på alle døgnets timer og alle aldre var repræsenterede. Mange fik et nyt møde med Herren og et nyt syn på bøn og ønsker selv at oprette bønnecentre. Vi var også en dag på bønne vandring i Burma og på en ø, der tilhører Laos. Vi var fem i teamet og oplevede en kærlighed og enhed, som gjorde det en glæde at være sammen. Fremstød i Skotland Da vi har aflyst vores bønneskole i år, har vi haft mere tid til forbøn. Vi får mange invitationer til at bede for forskellige ting, og vi søger sammen Herren for, hvad han ønsker, vi skal. 6

I februar fornemmede vi, at vi skulle tage til Hebriderne her i vest Skotland på en retræte for at tilbringe tid i Guds nærvær og lytte til ham. Vi lejede et øde hus i fire dage. Det blev en uforglemmelig velsignelse for os alle. Herren talte til os og vi oplevede en dybere kærlighed og fællesskab med Gud og med hverandre. Denne retræte var en god forberedelse til en uges fremstød i Dundee her i Skotland, hvor vores missionærer begyndte et arbejde for ca. 3 år siden. Der har været mange anslag mod enhed i kirkerne og mellem de kristne arbejdere. Vi tror, at vores enhed i teamet har en indflydelse i den åndelige verden og at vore bønner har en langt større slagkraft, når vi er et i ånden. Se Salme 133. I Dundee blev vi igen brugt til at betjene og opmuntre vore missionærer og vi bad sammen med dem for byen og var også på bønne vandringer. At finde Herrens planer for vort liv Når vi ikke er på fremstød, beder vi for det, som Herren lægger os på hjerte. På vores UMO base og i UMO på verdensplan, sker der mange forandringer. Gud har advaret os mod at leve, som verden lever. Vi er kaldet til at leve hellige og rene liv, at skille os ud fra denne verden, så han kan udgyde sin velsignelse, over det vi foretager os. Når Jesus kommer igen, er det for at hente sin rene brud, som er rede og har olie på lamperne. Jeg skulle have haft nogle sabbats uger fra midten af april til midten af juni. Da jeg søgte Herren for, hvad jeg skulle bruge dem til, følte jeg, at jeg skulle være involveret i en lederskabskole på 6 uger, som vi har her på basen hvert år. Der kommer UMO ledere til undervisning fra mange lande. Der lægges stor vægt på, at disse ofte trætte missionærer får betjening i bøn og rådgivning, mens de er her, så de kan vende tilbage til deres krævende arbejde fornyet i Herren. Sidste år blev jeg bedt om at hjælpe med at rådgive og betjene på skolen, men jeg var for involveret i mit arbejde til, at det kunne lade sig gøre. Jeg troede derfor, at det var det, jeg skulle i år og så resten af tiden hvile mig og samle nye kræfter. Man søger imidlertid flere undervisere og skolepersonale til rådgivning og forbøn i lederskabskolerne, som holdes i forskellige lande. Efter bøn blev jeg opmuntret til selv at blive studerende på denne skole, da man selv må tage en skole, som man senere vil arbejde på her i UMO. Derfor starter jeg som elev her den 22. april og bliver færdig den 3. juni. Det er et meget intens kursus, så jeg har brug for jeres forbøn, at jeg må have kræfter dertil og i stand til at lære alt det, Herren vil jeg skal lære. Herren har de sidste år talt til mig mange gange også gennem andre, at jeg skal rejse mere og undervise. Jeg bliver også mere og mere brugt til at betjene ledere, hvilket ikke er så mærkeligt, da jeg er den ældste på vores base. Må Herren rigt velsigne jer alle! Kærlig hilsen fra Inger 7

Jeannette Jørgensen Født den 28. april 1968. Uddannet ernærings-og husholdningsøkonom fra Ankerhus seminarium ved Sorø 1995. Udsendt af Livets Kilde i Esbjerg til Mongoliet. Hej kære venner! Som i historien om Narnia af C. S. Lewis har vinteren i Mongoliet varet i mindst 100 år med sne igen og igen senest her i starten af juni - en sommer måned! Hvornår bliver den evige sne og kulde erstattet af sol, sommer og varme? Det sker når menneskebørnene, sønnerne og døtrene af Adam og Eva, den levende og sande Guds børn, træder ind på scenen og opdager, at de, som de troede, ikke er ligegyldige, kraftløse børn, der som offer for de voksnes krig, er sat ud af spillet og gemt væk i en afkog, hvor de er henvist til som trælle af omstændighederne at leve et urealistisk, fattigt og begrænset liv, bundet af frygt, forvirring og vantro, ude af stand til at have indflydelse og gøre en forskel, der hvor de er. Men at de derimod er stærke frygtløse arvinger, bestemt til at sidde på 4 troner og herske, med et kald og et ansvar til at bruge de våben, de har fået til at kæmpe sammen med løven Aslan (aslan er det mongolske ord for løve, så nu kender både I og C.S Lewis mindst et mongolsk ord) for hans gode riges ekspension i stedet for at løbe tilbage og gemme sig i skabet bag tykke mølædte vinterfrakker af frygt for heksens rige. Først når det sker brydes heksens onde, kolde og mørke herrevælde af og erstattes af et varmt, frit, fredfuldt rige. Og det er det som både Narnia og vi her i Mongoliet sukker og længes efter må ske. Biograftur Ja, den seneste Narnia film er også kommet til Mongoliet og jeg var inde og se den sammen med nogle af børnene fra klubben. Første gang i en biograf, og første gang en film med farver og uden sne, som på det lille sorte/hvide tv, som er der hjemme. Det gjorde derfor et vældigt indtryk på dem, som de sent vil glemme. Forhåbentlig vil historien om 4 menneskebørn, som henter kraft og styrke til at gå imod deres egen frygt og svære omstændigheder også stå frem i deres hukommelse og minde dem om, at der er en meget bedre og større fremtid og bestemmelse for dem end det klædeskabsliv, 8

som de lever nu, gemt væk og besejret af fjenden og fattigdom. Community Center Fra Alphas side har vi det sidste halve års tid arbejdet på at starte et»community center«som skal hjælpe med at få mennesker ud af deres håbløse situation gennem undervisning og forskellige praktiske aktiviteter og tiltag. Nådetid Gud har også givet et ord om, at nu et tiden inde for et gennembrud i Mongoliet og at de næste 3 år skal være en tid, hvor Guds kirke bliver bygget op og udrustet til at blive et stærkt vidnesbyrd for andre om Guds Riges magt til at drive mørket og vinterkulden ud. Vinterens tag vil blive brudt med alt hvad det indebærer af nød, elendighed, fattigdom og sult og sommeren og Guds Rige af fred, frelse og helse vil komme og vinde frem i Mongoliet. Hjertesygdommen brudt Bajermaa, moderen til de 5 børn som jeg hjælper med at starte en lille forretning op med salg af parfume, fik en lille forsmag på det. Hun blev syg i hjertet, og lægen ordinerede absolut ro og indlæggelse på sygehus med penicillinbehandling til hjertet var faldt til ro. Da der ingen ledige senge var til rådighed på hospitalet, fik hun i stedet den besked, at hun skulle gå hjem og hvile sig. Men hvordan kan man finde ro og hvile med 5 små børn og den konstante bekymring over økonomien og hvordan det næste måltid mad kan komme på bordet, når man ikke har kræfterne til at gå ud og arbejde? Jeg tilbød hende derfor, at dersom hun kunne få nogen til at se efter børnene hjemme, kunne hun komme og bo hos mig en uge til hvile og god mad. Det blev hurtig arrangeret og vi købte mad til børnene og barnepigen derhjemme og hun flyttede ind. Hvad var det dog jeg havde sagt ja til? Jeg troede, det blot drejede sig om lidt stress og behov for hvile og god mad, men hurtigt blev jeg klar over, at det var mere alvorligt end jeg først havde antaget. Hun havde reumatisk hjerte, som er en betændelse i hjertehinden, som kommer fra en tidligere ubehandlet halsbetændelse og som kræver penicillin behandling i op til 5 år. Hendes hjerte var på det tidspunkt meget uroligt og truede mange gange helt med at holde op med at slå og den penicillin, som lægen havde ordineret, skulle gives som indsprøjtninger 4 gange i døgnet i ballen eller låret. Og hvem var det der lige pludselig skulle til at være»sygeplejerske«og give det? Heldigvis var hun ikke en sart patient, så jeg fik lov til at lære at gøre det ved indimellem at fejle og skyde ved siden af. Efter en uges bøn og penicillin behandling var hun helt frisk igen og kunne tage hjem til børnene og genoptage hendes arbejde med parfumesalget. Men alt er ikke længere ved det gamle, for ud over en penicillin dosis fik hun også en dosis af Gud, så nu kommer hun trofast i kirken om søndagen og bringer alle hendes venner med for de må og skal også møde den Gud og frelser og helbreder, som hun har mødt og nu kender. Hjem til Danmark Det ser ud til, at jeg kommer et kort smut hjem til Danmark i juli og halvdelen af august måned, mens vi har sommerferie her. Jeg håber da, at I ikke alle er ude at rejse, men at jeg kan se og møde mange af jer. Lad mig høre fra jer hvad jeres planer er for den tid, så vi kan arrangere et møde. Kærlig hilsen Jeanette City Kirken Østergade 8.2, 7400 Herning Jyske bank 5096 1062184 mærk Jeanette, samt hvem der er giver. 9

Solveig Nielsen Født den 23. oktober 1934. Gift med Niels Christian Nielsen. Uddannet på Brønderslev Sygehus. Udsendt første gang 1970 til Burundi af Det Danske Baptistsamfunds Ydremission. Tidligere arbejdet i Burundi fra 1973-1985 og fra 1993-1996. Rejste til Burundi den 15. september 2005 for en 2 års periode. Regn igen Efter et halvt år at have kørt på de tørre veje i Bugabira Kommune med visne afgrøder på begge sider af vejen, og bladene på kaffetræerne hængende nedad, var det en fornøjelse i sidste uge at køre rundt i regnvejr på de samme veje, og med bønnerne rigtig godt på vej til at sætte frugt, og kaffetræerne friske og grønne, som de skal være. Kort sagt: Alle takker Gud for regnen, der giver håb om en god bønnehøst om et par måneder. Kaffen havde for lidt vand til at sætte frugt for et halvt år siden, så den kaffehøst, der skulle være godt på vej nu med en god ekstra indtægt til de fleste, udebliver. Der er ingen frugter på. Regnen kom også for sent til at man kunne nå at så majs og hirse, så det bliver der heller ikke noget af. Men bønnerne får de - i hvert fald dem, der havde såsæd at komme i jorden for halvanden måned siden. Hvordan hjælper vi bedst? Vi var rundt og snakke med alle de lokale administrative myndigheder i Kommunen og i Zonerne (3 stk), og i Sektorerne (12 stk), som er den mindste administrative enhed. Hvordan kan vi bedst hjælpe de svagest stillede børn? var vort store spørgsmål. I den første sektor, som vi besøgte, fortalte de, at 27 børn var døde af sult indenfor de sidste 3 uger. I den næste var det 19, og så fremdeles. De sidste vi besøgte sagde bare: Mange! Så der er vel ikke noget at sige til, at det første de nævner er: Mad! Det næste er drikkevand, og når man kører ned til søen og ser, hvor de henter deres grønne og grumsede drikkevand, er det også meget forståeligt. Det tredje er hjælp til at dyrke jorden. For hvordan kan man hjælpe mennesker, der ikke har mad, ingen jord at dyrke, og dermed heller ikke har nogen mulighed for at skaffe sig mad? Hvordan kan man hjælpe børn i sådanne familier? Familier uden jord I kommunen er der ca. 400 familier, der ikke har noget jord at dyrke, og det er dem, der har de største problemer. De må hutle sig igennem eller leve på nåde hos andre familier. De 100 familier er folk, hvis familier flygtede til Rwanda (fortsættes side 13) Hvis så regnen kommer som normalt igen i oktober vil situationen være nogenlunde normal for mange mennesker i området. Men den aktuelle situation vil trække spor efter sig i endnu et par år. 10

PRÆSENTATION TANZANIA LUTHERSK MISSIONSFORENING SMF Mai-Britt Østrem Pihl Født den 16. juni 1973. Uddannet på Århus sygeplejerskole år 2000. Gift med lærer Claus Pihl - født den 7. december 1972. Børn: Mathilde født den 1. december 1996. Marius født den 9. juni 1999. Andreas født den 28. marts 2002. Forventes udsendt af Luthersk Missionsforening til Iringa, Tanzania den 4. sept. 2006. Jeg er selv opvokset i Tanzania. Fra jeg var 0-7 år boede vi i Ulanga. Derefter boede vi på Bornholm. Jeg gik på efterskole i Løgumkloster og derefter på det kristne gymnasium i Ringkøbing, hvor jeg mødte min mand Claus. Efteråret 1992 var jeg lærer volontør på den danske skole i Iringa, hvor jeg boede hos mine forældre. De var igen udsendt af Luthersk Missionsforening, som litteratur missionærer. Min mor er sygeplejerske, så derfor har jeg hørt om SMF. Tanken om at rejse ud som missionær har aldrig ligget fjernt for os. Da LM søgte et lederpar til skolen, tænkte vi: Det kunne måske være os. Lige siden vi blev antaget, har vi glædet os til denne opgave. Børnene glæder sig også selvom de to yngste nok har svært ved at forestille sig, hvad det indebærer. Men sandaler og shorts forstår de dog. Jeg ser frem til en hverdag, hvor vi kan følges ad i skole - ja bare det at være mere sammen - have mere tid. Sygeplejemæssigt får jeg ansvaret for LM`s missionærer med vejledning, rådgivning, vaccinationer o.s.v. Fra 7 august til 1 september skal jeg på tropemedicinsk kursus i København. Jeg har tidligere arbejdet på intensiv afdeling, Skejby Sygehus. På medicinsk afdeling og er nu på abdominal kirugisk afdeling samt mammae kirugi på Holstebro Sygehus. 11

PRÆSENTATION ETHIOPIEN DANSK ETHIOPERMISSION Inger Holmgaard Født den 25. september 1954. Uddannet diakon og fysioterapeut. Gift med Arne Holmgaard, sognepræst - født den 19. august 1953. Børn: Benedicte (f. okt. 1980) Anna (f. nov. 1981) Christian (f. sep. 1983) Andreas til I juni 1988. Udsendt af Dansk Ethiopermission Så er jeg på banen igen og skal præsentere mig selv til SMF-bladet. Jeg glæder mig til endnu en gang at blive inkluderet i dem, der kan regne med forbøn fra SMF. Det sætter jeg stor pris på. Ellers vil en del af jer måske huske mig fra tidligere. Jeg er uddannet diakon og fysioterapeut, og så har jeg i tillæg dertil på det sidste været i gang med noget videreuddannelse: Dels Master i Sundhedsantropologi og dels 3. modul af Master i International Health, som specifikt handlede om HIV/AIDS. Jeg rejste til Etiopien første gang for 22 år siden sammen med min familie, som den gang bestod af min mand, Arne og vore børn: Benedicte (f. okt. 1980), Anna (f. nov. 1981) og Christian (f. sep. 1983). Siden kom Andreas til I juni 1988. Vi vendte hjem fra Etiopien for at bosætte os i Danmark i 1993, og fra 1994 og indtil nu har vi boet i Hanning ved Skjern, hvor Arne har været sognepræst, mens jeg har haft arbejde som fysioterapeut først i Egvad Kommune og siden i Herning Kommune. Arne havde orlov fra sin stilling i et år for tre år siden, hvor vi igen var i Etiopien. Da boede vi i Dodola, hvor DEM startede sit arbejde 50 år tidligere. Vi oplevede en kirke i hastig vækst, hvor der var et enormt behov for undervisning såvel om kristentro og om mange andre emner f.eks. helse. Den gang var jeg med som medfølgende ægtefælle, men de sidste måneder af vores ophold kom jeg til at stå for afholdelse af nogle kurser inden for kirkens kvindearbejde. Kurserne indeholdt dels noget bibelundervisning, men i høj grad også sundhedsrelaterede emner så som ernæring, hygiejne, opgør med skadelige praksis i kulturen osv. Jeg fik øjnene op for, at der er et vældigt behov for denne form for undervisning, for befolkningens sundhed afhænger i allerhøjeste grad af, om kvinderne har den viden, de har brug for som mødre og hovedansvarlige for familiens sundhed. Det er derfor med stor glæde at vi nu kan vende tilbage dertil. Meget vil være kendt for os, eftersom det kun er 3 år, siden vi var der sidst. F.eks. skal vi bo i det samme hus som den gang. Men arbejdet bliver anderledes for mit vedkommende, idet jeg direkte skal deltage i kirkens sundhedsarbejde og specielt arbejde med forebyggelse af HIV/ AIDS og omsorg for de, der er berørt af denne sygdom. Jeg håber også, der bliver mulighed for noget lignende de kurser, som jeg omtalte ovenfor. Tak fordi jeg må regne med jeres forbøn - også når det gælder at bære savnet af børnene og vores lille barnebarn. Hilsen Inger Holmgaard 12

i 1960 erne efter selvstændigheden eller flygtede fra massakrerne i 1972. De synes, det er for»varmt«i Rwanda nu, og har foretrukket at komme hjem til Burundi, selv om mange ikke aner, hvor deres familie egentlig hører hjemme i Burundi. De har slet ingen ting. Nogle af de andre 300 familier har været flygtet under den sidste krig, og kommer hjem og finder deres jord overtaget af andre. Andre har været nødt til at sælge ud af deres jord for at få mad på bordet gennem de sidste års svigtende regn. Den eneste måde at gøre noget for dem er, at skaffe dem et stykke jord. For ca. 3000 kr. kan man købe et stykke jord på 2 ha, som en familie kan leve rimeligt af i normale tider. Besøg hos»vore børn«i den kommende tid har vi planlagt at tage rundt til forskellige af»vore børn«, og omsorgsgrupper. Vi vil gerne se, hvordan de har brugt hjælpen, som de har fået. Og snakke med nogle af børnene og deres»forældre«. Det var dejligt at være rundt på den første tur, hvor vi besøgte alle, og vi glæder os til at besøge nogle af dem igen, selv om det ikke kan blive alle denne gang. Det har vi simpelthen ikke tid til. Desværre har vi haft noget vrøvl med bilen den sidste tid. Men vi håber det er noget forbigående, og at vi snart er køreklar igen. Vi kommer til Danmark til Missionsstævnet og glæder os til at møde mange af jer. Kærlig hilsen Solveig og Niels Chr. Hjørdis Bernhard Født den 5. marts 1939. Udannet sygeplejerske på Sct. Lukas Stiftelsen 1963. Gift med Jørgen Bernhard - cand. teol. Børn: Thomas, Ruben, Mirjam, Daniel og Sara. Udsendt til Etiopien 1974-1978, 1998-2001, 2002-2003 af Luthersk Missionsforening. Genudsendt 2005. Kære SMF venner Jeg har lyst til at delagtiggøre jer i de begivenheder, der har fyldt meget i vores tilværelse på det sidste. Til jer, der kender eller har hørt om Mekonnen fra Gidole (den yngste af de 2 forældreløse drenge, jeg før har fortalt om) vil jeg sende en lille hilsen. Gud hentede ham hjem den 20/4, Skærtorsdag efter etiopisk kalender. Han blev 11 år. I nogen tid havde det været på tale, at Mamush og Mekonnen skulle få lov at komme på en lille påskeferie hos os i Jinka. Pludselig viste der sig en oplagt mulighed, da Bertukan planlagde at besøge sin veninde Gennet i vores nabolag. De kunne følges med hende. De jublede, da jeg fortalte dem det i telefonen.»måku (Mekonnens kælenavn) springer højt af glæde. Han har grædt så meget, for han længtes efter at se dit ansigt, Mama«, sagde Mamush. Det var en 2 dages rejse med bus. Først fra Gidole til Arba Minch. Overnatning på et enkelt hotel, og ved daggry af sted igen. Det er ingen luksusrejse på de dårlige veje, som regntiden har tæret godt på. Ud på eftermiddagen dukkede de op. Glædestrålende overrakte de mig deres gave: 3 kg. æbler! Nærmest et under at få æbler herude. (fortsættes næste side) 13

Mekonnen var så træt, at han sad og faldt i søvn på stolen. Bertukan fortalte, at han havde sovet hele vejen i bussen. Det var ikke normalt. Jeg puttede ham i dobbeltsengen på gæsteværelset. Han sov, inden jeg var færdig med Fadervor. Næste dag stod han frisk op og var med rundt på det store marked. Med glubende appetit spiste han middagen på restauranten. Til aften faldt han igen i søvn på stolen. Den nat begyndte opkastningerne. Og de fortsatte. Han kunne hverken spise eller drikke, men lå døsende på sofaen. Usigelig træt. Jeg var utryg ved situationen og bad dr. Jerin se på ham. Hun kunne ikke stille nogen sikker diagnose. Fra da af sagde han ikke et eneste ord. Næste dag fik vi en aftale med en mediciner på sygehuset. Mekonnen vaklede af sted mellem røntgenrum, laboratoriet og undersøgelsesrummet. Lægen mente, der var mulighed for behandling. Mekonnen blev indlagt. Det var langtfra nogen kærlig modtagelse, han fik på afdelingen. Jeg var frustreret. Han skulle først have sat intravenøst drop op. Ved 4. forsøg lykkedes et omsider. Og så blev der ellers de følgende 2-3 dage iværksat en meget kraftig behandling med intravenøs væske, mavesonde og en masse medicin. Hans tilstand blev hurtigt yderligere forværret, og for mig var det helt tydeligt, at det gik mod døden. Den sidste nat overnattede Bertukan og jeg ved Mekonnens seng sammen med Mamush. Jeg sang for ham den sang, som vi havde sunget utallige gange:»jesus elsker alle små...jesus har beredt mig plads i sit himmelske palads«. Det var strengt at se ham.»herre, tag ham!«bad vi. Af og til kunne han nikke, men var ellers nærmest bevidstløs. Hele natten igennem kørte hans venstre ben op og ned uafbrudt. Vi bad forgæves personalet om lindring for det. Torsdag middag døde han, mens vi alle var omkring ham. Tænk, at jeg fik lov at være hos ham de sidste 5 dage af hans liv indtil hans sidste øjeblik!! Nu forstår jeg bedre, hvorfor Jesus kaldte mig til Etiopien endnu engang. Hvor er jeg ham taknemmelig! Vi måtte skynde os at gøre klar til at køre ham til Gidole. Han lå bag i bilen, pakket ind i et stort sjal. Det er regntid, og vejene er frygtelige. Der er store, dybe mudderhuller mange steder, som man kan sidde fast i. Gud ske lov nåede vi frem. En stor flok mennesker, de fleste hans kammerater, mødte os ved sygehuset og græd voldsomt. Langfredag blev der af alle kræfter gjort klar til begravelsen. Der skulle graves grav og laves kiste. Sammen med Mamush sad Bertukan, Jørgen og jeg i kostskolens spisesal og tog imod de mange, børn, unge og gamle, der kom for at vise deres deltagelse. Der var højlydt gråd. Flere tog ordet. De talte stærkt om opstandelsen fra de døde for enhver, der tror. Mekonnens liv vidnede tydeligt om, at han hørte Jesus til. Han var elsket af alle, men man frygtede hans sygdom (AIDS). Over 200 mennesker fulgte ham gennem hele byen til graven. Mamush var utrøstelig og græd og skreg med hovedet ud af vinduet.»måku, Måku! Min bror, min far! Hører du mig, Måku? Det er Mamush. Kom og sæt dig her ved siden af mig! Kald på mig! Se, der kommer Måku gående ud fra Tele. Han har været inde at ringe til Mama i Jinka. Hvorfor skulle du, den lille, gå forud for mig? 14

Hvordan skal jeg kunne leve uden dig? Vi rejste herfra med glæde. Vi vender tilbage i sorg...«. Måkus kiste stod bag i vores bil. Vi ville gerne bringe ham til hans sidste hvilested. Foran kørte en ladvogn med et stort skilt, pyntet med blomster. Mekonnen Getachew stod der. Det var en bevægende samling på kirkegården. Et klart kald til tro på Jesus til de mange, der sad rundt om på træstammerne. En fantastisk fin afsked med lille Måku. Hans liv var fyldt med mange trængsler, men han fik også mange dage med glæde og sang. Jeg husker hans smukke sangstemme, når han i Gidole tidligt om morgenen, syngende af fuld hals, gik forbi vores hus op til morgenmaden på kostskolen. Hans yndlingssang var»du, som leder mig, har ført mig hertil, gennem onde og gode dage. Du kender også min morgendag«. Han var en solstråle. Hans øjne kunne skinne som tindrende stjerner. Vi måtte afsted straks efter begravelsen, mens det endnu var tørvejr. Folk skyndte på os. Mange ville bede om, at vi måtte nå vel frem. Og vi fik kun 1 kraftig regnbyge på vejen og nåede Jinka kl.19.30. Ære være Mekonnens minde! Kærlig hilsen fra Hjørdis Helene Kofoed Jespersen Født den 24. marts 1970 på Bornholm. Uddannet sygeplejerske på Bispebjerg Sygeplejeskole 1996. Gift med Preben - født den 11. maj 1968 - elinstallatør. Børn: Milka - født den 2. juni 1993. Magnus - født den 16. september 1997. Udsendt til Peru af Evangelisk Luthersk Missionsforening. Kære Venner! Hvor er det godt at vide, at I findes derude på den anden side af min computerskærm. Ikke ofte nok tænker jeg på den velsignelse det er, at I står med i arbejdet her. At jeres tjeneste i forbøn, medleven og givertjeneste er vigtig og uundværlig. Vi kom til at snakke om det herhjemme, da vi læste Andagtstykket i»gud taler«til den 30. maj. Hver vores tjeneste er vigtig og Gud givet! Det er også en af vores kamppladser som missionærer. Det er så nemt, at det bliver det at være missionær, der bliver det rigtige set med andres øjne, men at være en samvittighedsfuld snedker eller motor/taxichauffør, det er ikke så fint i kirkelig målestok. Jeg ved udmærket godt, at det ikke er den store nyhed at skrive hjem om, men det er en gammel kampzone. Det er finere at have den ene tjeneste end den anden. Og ja, disciplene havde såmænd også disse diskussioner - så vi skal nok heller ikke overraskes over at møde dem i vores arbejde i dag. Siden sidst har den stået meget på afskedsceremonier. Og en afskeds ceremoni i Peru skal man ikke undervurdere! Store grupper fra kirkerne møder op på busstationen. Der flyder mange tårer og ja, alt i alt meget bevægende. Det er helt sikkert noget, der gør noget ved os alle, når en kær ven og kollega rejser. Det gør noget ved vores børn, når deres lærere rejser. Samtidig glæder vi os over, at jeg faktisk endnu ikke har stået på busstationen med en eneste, der har sagt:»hvor er det godt, at jeg skal hjem«. Det er ikke så let at rive sig væk fra Chiclayo. (fortsættes næste side) 15

. Og det har vi så i baghovedet, når vi selv skal se fremad. Planen er, at vi skal rejse om et år. Det er en meget underlig tanke. Egentlig er der meget lang tid til - men et år går hurtigt. Et år, hvor vi på en eller anden måde skal vænne os til tanken om at, vi er danskere. Hvad børn tænker Det er også noget vi snakker om omkring middagsbordet. En dag sagde Magnus: - Når vi kommer til Danmark, skal jeg så have sådan en orange en med lynlås? Den skulle hans mor lige tænke over - hvad var det for en orange en med lynlås han tænkte på? Så gik det op for mig, at det var hans flyverdragt han tænkte på. Så fik vi en snak om vintertøj, om støvler og vanter og sådan noget. Magnus kan også sige:»mor jeg er dansker, men jeg ved jo ikke så meget om mit land«. Og det kan være sandt for et missionærbarn. Preben og jeg kan se frem til at møde venner og familie - men for vores børn er det at skulle til Danmark at skulle skifte til noget delvist ukendt. En ting er at have læst i en bog, om det at skulle forberede sig til at komme hjem. Nu er vi så gået i gang med det arbejde - vi har aldrig prøvet det før! Her er det godt at vide, at Gud er den samme. I bakspejlet kan vi se, hvor ofte Gud har sendt mennesker og begivenheder på vores vej, der har været til hjælp, opmuntring og vejledning - og Gud har ikke ændret sig, han vil være med os i dette. Kirken vokser Hvad optager os for øjeblikket? En ting er Prebens udvidede prædikantgruppe. Inden for de sidste par måneder er gruppen udvidet fra to til fem. Det er virkelig meget glædeligt. En af dem spurgte Preben, hvem der egentlig havde fået den ide, at flere skulle i gang med at prædike. De fik så en snak om det, at det er meget naturligt, når en kirke vokser og medlemmerne bliver modnet til at gå ind i nye og flere opgaver eftersom de vokser.»nåh, det er da meget smart«siger han så! Med en meget forklaret mine på. Ja, det er nemlig meget smart. At et arbejde vokser - langsomt ja, det er sandt, men Gud arbejder. En anden sag, som står på vores dagsorden, er de store børn af vores medlemmer. Store teenagere, der kæmper med det at være kristne - at have mange spørgsmål om tro og tvivl. Nogle af dem begyndte at komme i kirken før deres forældre, og en del af dem ved rigtigt meget om, hvad deres tro indeholder. Nogle har troende forældre, andre ikke. Andre har forældre, der selv er meget unge i troen. Men hvorom alting er, så har de behov for at støtte sig op ad andre kristne - behov for»åndelige forældre«i kirken. Vi håber, at vi må kunne være ærlige vejledere for dem, og glæder os over at der er nogle af medlemmerne der har ladet sig adoptere som forældre. Noget af en valggyser Søndag den 4. juni skal vi sove længe, for den dag er der valg, og så er der forsamlingsforbud indtil eftermiddagen. Det har været og er en ganske forunderlig valgkamp denne gang. Loven er sådan, at hvis der ikke er en af kandidaterne, der i første runde kommer ud med mere end 50% så skal der en anden runde til. Sådan blev det så også denne gang. Men med mindre end 1% mellem 2. og 3. pladsen blev det jo lidt af en gyser. Efter 1. runde blev der spået en hård valgkamp op til 2. runde. Og den forudsigelse har ikke slået fejl. På TV har vi set partilederrunde. De to kandidater fik lov til at præsentere deres programmer; en vældig kontrolleret og rolig omgang. Men desværre må vi konstatere, at der er blevet taget ganske barske metoder i brug - og der har ind i mellem været hårde (fortsættes side 19) 16

GIV EN GAVE SMF Overførsel fra kontonummer GIROINDBETALING Indbetaler 8 7 Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse 100-2864 Sundhedspersonalets Missionsfællesskab Kassereren Skrænten 45 6870 Ølgod Evt. meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt Dit medlemsnummer, som er anført på bagsiden af dit SMF-blad, bedes venligst påført. Medl.nr.: Alm. gaver Gavebrev Kredsgave fra kreds: Kroner Øre Underskrift ved overførsel fra egen konto Betalingsdato eller Betales nu.., Til maskinel aflæsning Undgå venligst at skrive i nedenstående felt Dag Måned År Sæt X 4060S 2004.09 BG 431-23650 +01< +1002864< Gaver til Sundhedspersonalets Missionsfællesskab kan fradrages på selvangivelsen 7.100 kr. - reglen Ved et samlet gavebeløb på 7.100 kr. (i 2006) kan der fratrækkes 6.600 kr., idet de første 500 kr. ikke giver ret til fradrag. Ægtefæller kan hver for sig få fradrag på højst 6.600 kr. Mindstebeløb for fradrag til SMF er 500 kr. om året. Beløbsmodtager 100-2864 Sundhedspersonalets Missionsfællesskab Kassereren Skrænten 45 6870 Ølgod Indbetalers navn og adresse Til frankering Gavebreve (Ligningsloven 12) er retsligt bindende i 10 år og kan enten være et fast beløb eller en procentdel af årsindkomsten. Sundhedspersonalets Missionsfællesskab rådgiver gerne om de nærmere regler. Ovennævnte gavemuligheder kan benyttes samtidig af begge ægtefæller. Kroner Øre Testamenter Sundhedspersonalets Missionsfællesskab vil være meget taknemmelig for at blive betænkt testamentarisk og er berettiget til at modtage arv uden at skulle betale boafgift. TAK FOR DIN GAVE! Post Danmarks kvittering.., Check og lignende accepteres under forbehold af, at BG Bank modtager betalingen. Når du betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb du har betalt. Gebyr for indbetaling betales kontant 17

GAVER... givet i april 2006 Kreds 31 Odense 755,00 Ålborg kredsen 500,00 Kreds 76 Randers 700,00 Kreds 57 Hillerød 450,00 Kolding kredsen 500,00 Kreds 19 Dianalund 1.070,00 Kreds 39 Frederikshavn 400,00 Morsø kredsen 222,25 Kreds 75 Maribo 200,00 Kreds 52 Tarm/Skjern 400,00 Kreds 65 Rønne 1.020,00 Alm. gaver 1.750,00 Kredsgaver 6.317,25 Gavebrev 1.650,00 Kontigent 300,00 Gave fra andre org. 167,25 I alt 10.184,50 April... givet 2005 i maj 2006 Kreds 31 Odense 420,00 Kreds 52 Tarm/Skjern 660,00 Kreds 44 Hjørring 750,00 Kolding kredsen 450,00 Kreds 19 Dianalund 500,00 Kreds 57 Hillerød 650,00 Kreds 13 + 70 Århus 883,00 Morsø kredsen 529,25 Kreds 76 Randers 800,00 Vejle kredsen 450,00 Kreds 65 Rønne 1.250,00 Ålborg kredsen 1.500,00 Alm. gaver 1.775,00 Kredsgaver 8.842,42 Gavebreve 8.000,00 I alt 18.617,25 Hjertelig tak for alle gaverne! Hans Chr Kallesø 18

konfrontationer. Chiclayo er en»ren«socialdemokratisk zone - hvorfra den ene kandidat kommer - så derfor har vi ikke lige her mærket meget til urolighederne. Også valg giver mange anledninger til snak om, at Gud indsætter verdslige magter, at vi skal respektere dem, og hvor svært det kan være fra tid til anden, når de ikke altid lever efter så rette regler. Men nu skal I så ikke tro, at vi skal ligge og snue hele Pinsedagen. Nej, vi skal til fællesgudstjeneste i San Antonio, når forsamlingsforbudet ophæves klokken 3. Så skal vi fejre kirkens fødselsdag. Fra Chiclayo med hilsen fra Ap.G. 2,21:»Og enhver som påkalder Herrens navn, skal frelses«. Fam. Koefoed-Jespersen Kig gerne forbi på: http://www.123hjemmeside.dk/k-jespersen Der skulle gerne (endelig) være lidt nyt at se på. OPSLAG Nyt fra bestyrelsen Luthersk Missionsforening Ingerborg og Svend Bernhard kommer til Danmark efter endt tjeneste i Tanzania den 24. juli. Hjørdis og Jørgen Bernhard er efter 9 måneders tjeneste i Ethiopien kommet til Danmark. Sudanmissionen Frederikke Vestergård er efter 40 års missionærtjeneste i Nigeria vendt hjem til Danmark. Kirsten Sønderby har afsluttet sit arbejde i Sierra Leone og er kommet til Danmark. Landsdelsstævne i Roskilde Jacobskirken den 7. oktober kl. 10-16. Reserver allerede nu datoen. Program følger med i næste nummer. Arrangør LMF & SMF 19

Afsender adresse: SMF v/ Hans Chr. Kallesø, Skrænten 45, 6870 Ølgod B BED & ARBEJD August»Frelseren er mig en hyrde god«(dds 664,1) Sl. 23,1-3 Johs. 10,27-28 September»Han slipper ikke, hvem han har kær«(dds 547,8) ES. 54,10 1.TESS. 5,24 Meddelelse fra kasseren Da der ikke længere er penge på A. Langhoffs mindelegat kan der fremover ikke søges om hjælp herfra. Stof til bladet skal sendes til redaktøren: Kaj Moslev, Lærkevænget 10, Rækker Mølle, 6900 Skjern Telefon: 97 36 25 52 E-mail: moslev@mail.tele.dk Adresseændringer Bemærk at adresseændringer sendes til: Hans Chr. Kallesø Skrænten 45 6870 Ølgod tlf. 75246256. Fax 75246259 E-mail: info@regnskaber.net