De blå sider 2006 side 85 Ministerielle skrivelser m.m. Om befæstelse af vejareal på privat fællesvej på landet Vejdirektoratets afgørelse af 1. september 2006 (J.nr. 683-D0312-4) Vejdirektoratet har behandlet P s klage af 7. juni 2006 over, at Vinderup Kommune i sin afgørelse af 18. maj 2006 har afvist at tage stilling til placeringen af en terrasse på vejarealet ud for H-vej 24. Vejdirektoratets afgørelse Vi mener, at P s indsigelse af 29. august 2005 er en opfordring til, at kommune afholder et vejsyn fordi H- vej ikke er i god og forsvarlig stand. Vinderup Kommune er derfor forpligtet til at afholde vejsyn. Dette fremgår af privatvejslovens 15. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan kun tage stilling til retlige spørgsmål, det vil sige om afgørelsen er lovlig, jf. privatvejslovens 7, stk. 1. Vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn inden for lovens rammer. Reglerne Det fremgår af sagen, at H-vej er en privat fællesvej i et sommerhusområde, der skal administreres efter bestemmelserne i privatvejslovens afsnit II, som en privat fællesvej på landet. Dette fremgår af lovens 13, stk. 3. En vejberettiget kan forlange, at vejmyndigheden (kommunen) skal afholde et vejsyn, hvis vejen ikke bliver holdt i en stand, der er god og forsvarlig i forhold til færdslens art og omfang. Dette fremgår af privatvejslovens 15, stk. 1. Ved vejsynet skal de fremmødte have mulighed for at udtale sig. Efter vejsynet skal kommunen træffe en beslutning om vejens stand. Hvis det viser sig, at der er mangler ved vejen, skal beslutningen blandt andet indeholde bestemmelser om hvordan vejen kommer i god og forsvarlig stand, og hvem der skal betale for forbedringerne. Dette fremgår af privatvejslovens 16. Kommunen skal fordele udgifterne til de pågældende arbejder mellem de vejberettigede i forhold til deres brug af vejen. Dette skal ikke ske, hvis der foreligger en særlig overenskomst om fordelingen af udgifterne. Dette fremgår af loven 17. Sagens baggrund P har i mail af 29. august 2005 gjort indsigelse mod, at ejeren af H-vej 24 har etableret en terrasse/ parkeringsplads på 1 m. af H-vej. Han skriver blandt andet, at regnvand fra fliserne bliver ledt ud på vejen i stedet for i rabatten. Dette forringer vejen. Kommunen har i sin afgørelse af 18. maj 2006 skrevet, at vejen er i en god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang. Kommunen mener, at indsigelsen vedrører et spørgsmål af privatretlig karakter. Vejdirektoratets redegørelse Vi må forstå P s indsigelse af 29. august 2005 som en anmodning til kommunen om at afholde et vejsyn, fordi H-vej ikke er i god og forsvarlig stand på grund af befæstningen ud for H-vej 24. Kommunen kan kun tage stilling til, om en privat fællesvej på landet er i god og forsvarlig stand i forbindelse med et vejsyn. Dette fremgår af privatvejslovens 15, stk. 1. Vi skal derfor bede kommunen om at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse i sagen i overensstemmelse med bestemmelserne i privatvejslovens 15-20. I forbindelse med den fornyede behandling af sagen skal de vejberettigede have mulighed for at udtale sig om vejens stand. Kommunen skal herefter træffe sin beslutning. De personer, der bliver berørt af beslutningen skal have besked om den. Dette fremgår af privatvejslovens 16. På baggrund af beslutningen om en eventuel vedligeholdelse skal kommunen fordele udgifterne hertil, jf. lovens 17..
2006 side 86 De blå sider Om erstatning for beskadigelse af allétræer Vejdirektoratets afgørelse af 1. september 2006 2006 (j.nr. 265-D0312-13) Vejdirektoratet har behandlet klagen. Vores afgørelse Kommunens afgørelse af 26. april 2006 er ikke lovlig. Kommunen har med sin afgørelse rejst krav om, at A skal erstatte skaderne på en række allétræer på en privat fællessti. Privatvejsloven indeholder ikke bestemmelser om erstatning for skader på vejen og vejens udstyr i forbindelse med brug af vejen. Kommunen kan derfor ikke pålægge A at erstatte skaderne på træerne med henvisning til privatvejslovens 49, stk. 4, jf. vejlovens 101. Vi skal derfor bede kommunen om at trække sin afgørelse tilbage. Baggrund I forbindelse med et byggeri ved K har A beskadiget nogle allétræer syd for Nymarksgård som følge af kørsel med tunge lastbiler. Roskilde Kommune har telefonisk oplyst, at allétræerne står på en privat fællessti. Kommunen er ejer af stien. Hvad Vejdirektoratet kan tage stilling til Vi kan alene tage stilling til lovligheden af en kommunes afgørelse truffet efter privatvejslovens bestemmelser, jf. denne lovs 7, stk. 1. Vi kan ikke tage stilling til forhold, der ikke er reguleret i vejlovgivningen, herunder privatvejsloven, eksempelvis spørgsmål om erstatning. Privatvejslovens og vejlovens bestemmelser Det kræver kommunens tilladelse at grave, pløje m.m. i en vej (og en sti, jf. privatvejslovens 5). Vejafmærkninger, skelsten m.fl. må i den forbindelse ikke beskadiges. Den som udfører byggeri, udgravning m.m., skal sikre, at der ikke opstår fare eller ulempe for færdslen, og skal sikre mod udskriden eller beskadigelse af vejarealet m.m. Dette fremgår af privatvejslovens 49, stk. 4, jf. vejlovens 101. Beskadigelse af allétræerne Reglen i vejlovens 101 præciserer naboejerens pligter, hvis denne ved pløjning, opgravning og opfyldning mv. herved udsætter vejens stabilitet for risiko. Kommunen kan ikke kræve erstatning for beskadigelse af kommunens ejendom under henvisning til denne bestemmelse (og privatvejslovens 49, stk. 4). Skader på træer m.m. er et erstatningsretligt spørgsmål. Sådanne spørgsmål skal i stedet afgøres efter dansk rets almindelige erstatningsregler og hører under domstolene. Kommunens afgørelse er derfor ikke lovlig, og vi skal anmode kommunen om at trække sin afgørelse af 26. april 2006 tilbage.. Om påbud om konkrete arbejder på en privat fællesvej, der administreres efter byreglerne Vejdirektoratets afgørelse af 31. august 2006 (j.nr. 213-D0312-22) Vejdirektoratet har truffet afgørelse i ovennævnte sag, jf. din klage af 31. oktober 2005. Du skriver, at: den fremtidige vedligeholdelse af T-vej skal udføres af det vejlav, der er nævnt i kendelserne fra 1967-1969 omkostningerne skal fordeles som bestemt i disse kendelser. Vores afgørelse Vi mener, at Græsted-Gilleleje Kommunes påbud af 18. oktober 2005 er lovligt. Vi kan derfor ikke pålægge kommunen at ændre eller omgøre påbuddet. Baggrund T-vej er en privat fællesvej, der ligger i et sommerhusområde. Vejen bliver administreret efter reglerne i privatvejslovens afsnit I, III og IV (om private fællesveje i byer og bymæssige områder). Kommunen har i brev af 18. oktober 2005 påbudt dig at foretage den nødvendige vedligeholdelse af T-vej ud for din ejendom, da der er huller i vejen.
De blå sider 2006 side 87 Hvad Vejdirektoratet kan tage stilling til Vi kan alene tage stilling til, om en kommunes afgørelse er lovlig (retlige spørgsmål), men ikke til kommunens skøn (vurderinger) inden for lovens rammer. Dette fremgår af privatvejslovens 7, stk. 1. Vi kan derfor ikke tage stilling til, om kommunens påbud er rimeligt eller hensigtsmæssigt. Fortsat brug af kendelserne fra 1967-1969 Blistrup Sogneråds kendelse af 10. maj 1967 m.fl. er truffet efter reglerne i en lov fra 1865 om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje. Denne lov blev den 1. januar 1973 afløst af den nuværende privatvejslov. Med loven fra 1973 blev indført særskilte regelsæt for private fællesveje på landet (afsnit II) og i byer og bymæssige områder (afsnit III). Den nuværende lovs regler om private fællesveje på landet svarer i det store hele til 1865-lovens regler. Kommunen har den 21. august 2006 telefonisk oplyst, at området, hvor T-vej ligger, er blevet omfattet af privatvejslovens afsnit III pr. 17. september 2001.. Det er en væsentlig ændring i det retlige grundlag, at en vej ikke længere er omfattet af reglerne i privatvejslovens afsnit II eller de tilsvarende tidligere regler i loven af 1865. Græsted-Gilleleje Kommune har efter den 17. september 2001 derfor ikke kunnet administrere T-vej på grundlag af kendelser, truffet efter reglerne i loven fra 1865. Kommunen skal benytte reglerne i den nuværende lovs kapitel 10 ( 57-62) ifm. afgørelse om istandsættelse og vedligeholdelse af T-vej. Privatvejslovens bestemmelser Det er ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej, der skal holde vejen i en god og forsvarlig stand under hensyn til færdslens art og omfang. Dette fremgår af privatvejslovens 57, stk. 1. Kommunen bestemmer, om og hvordan private fællesveje skal vedligeholdes og istandsættes. Kommunen kan bestemme, om et arbejde skal udføres som et samlet arbejde under kommunens kontrol, eller om de enkelte grundejere skal udføre en nærmere angiven del af arbejdet. Dette fremgår af privatvejslovens 57, stk. 2. Kommunen kan bestemme, at andre brugere end ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen, skal deltage i udgifterne ved vedligeholdelsen eller istandsættelsen. Det kræver, at kommunen vurderer, at deres benyttelse i særlig grad medfører slid på vejen. Dette gælder også for benyttelse af midlertidig karakter. Dette fremgår af privatvejslovens 58, stk. 1. Hvis kommunen bestemmer, at andre brugere skal deltage i udgifterne ved et påbudt arbejde, skal dette altid udføres som et samlet arbejde under kommunens kontrol. Dette fremgår af privatvejslovens 57, stk. 3. Hvis grundejerne ikke udfører et påbudt arbejde rettidigt eller på en måde, som kommunen ikke finder tilfredsstillende, skal kommunen sørge for, at arbejdet udføres snarest muligt for de forpligtedes regning. Dette fremgår af lovens 61, stk. 2. Pligten til at vedligeholde vejen og inddragelse af andre brugere Din ejendom grænser til T-vej. Kommunen kan derfor lovligt påbyde dig at udbedre huller i vejen ud for din ejendom, jf. ovenfor. Kommunen har den 21. august 2006 telefonisk oplyst, at der kun er tale om konkrete arbejder på vejen og ikke om et samlet arbejde. Efter kommunens opfattelse er der ikke tale om et særligt slid på vejen. Trafikken afviger ikke umiddelbart fra, hvad der kan forventes af trafik på T-vej og andre veje i området. Der er primært tale om biltrafik og sporadisk tung trafik som følge af ny- eller ombygning af sommerhuse. Kun hvis kommunen vurderer, at andre brugeres benyttelse af vejen har medført et særligt slid på denne, kan reglen i privatvejslovens 58, stk. 1, anvendes. Med udtrykket slid forstås som udgangspunkt slid fra trafik af en anden karakter, end den, de forpligtede grundejere selv udøver, f.eks. tung erhvervstrafik på villaveje eller sommerhusveje. Dette fremgår af pkt. 45 i cirkulæret til privatvejsloven. Vi kan som nævnt ikke tage stilling til kommunens vurderinger. Dvs. vi kan ikke tage stilling til, om at der ikke foreligger et særligt slid, eller om at vejen skal istandsættes ved påbud om konkrete arbejder. Vi mener ikke, at kommunen med påbuddet har varetaget usaglige hensyn. På den baggrund mener vi, at kommunens påbud er lovligt. Vi kan derfor ikke pålægge kommunen at ændre eller omgøre påbuddet. Frist for anlæg af sagen ved domstolene Såfremt du ønsker lovligheden af kommunens påbud prøvet ved domstolene, skal søgsmål herom være anlagt inden 6 måneder efter modtagelsen af denne afgørelse. Dette fremgår af privatvejslovens 7, stk. 6, 2. punktum...
2006 side 88 De blå sider Om afslag på nedlæggelse af markvej stadfæstet har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref. Naturklagenævnet Orienterer nr. 383, juni 2006 Vestsjællands Amt havde i medfør af naturbeskyttelseslovens 26a, meddelt afslag på en ansøgning om at nedlægge en markvej. Hele vejen var ca. 1250 m og udgjorde forbindelsen mellem to skove. Ca. 900 m af vejen var en markvej i det åbne land. Den offentlige adgang til det ene skovområde kunne opretholdes ved en af kommunen nyanlagt stiforbindelse. Ansøgeren der påklagede afgørelsen til Naturklagenævnet anførte bl.a., at vejen udgjorde et tabt dyrkningsareal på 1,05 ha, og at den ikke havde væsentlig rekreativ betydning. Naturklagenævnet udtalte bl.a.: Efter naturbeskyttelseslovens 26 a må nedlæggelse af bl.a. gennemgående veje og stier kun ske efter ejerens forudgående skriftlige meddelelse herom til amtsrådet. Amtsrådet kan træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt denne har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder. Bestemmelsen fastlægger den nærmere procedure for anmeldelsen og amtets afgørelse. Af lovbemærkningerne til naturbeskyttelseslovens 26 a fremgår bl.a. følgende:»udviklingen viser, at mange markveje er nedlagt og mange kulturhistoriske stiforløb er forsvundet. Der findes derfor behov for regler, der kan være med til at sikre, at veje og stier af væsentlig rekreativ interesse kun nedlægges, såfremt der findes eller etableres alternative rekreative adgangsmuligheder. Amtsrådet kan efter stk. 3 forhindre nedlæggelsen af vejen eller stien, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende adgangsmuligheder. Ved vurderingen af, om en vej eller sti har væsentlig betydning, lægges der ikke alene vægt på, hvor mange der benytter vejen. Bedømmelsen heraf må bero på en konkret vurdering af den rekreative betydning, de alternative adgangsmuligheder og af de omstændigheder, der ligger til grund for ønsket om nedlæggelse.«naturklagenævnet anser vejen for at være gennemgående og dermed omfattet af bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens 26 a, stk. 1. Nævnet finder, at markvejen er af væsentlig rekreativ betydning. Nævnet lægger herved vægt på, at vejen udgør den direkte forbindelse mellem to større skove, og at vejen har gjort det muligt at færdes i området uden at skulle følge trafikerede veje over længere afstande. Nævnet finder ikke, at den af ejeren anviste allerede etablerede - stiforbindelse udgør en tilfredsstillende alternativ adgangsmulighed for gående og cyklende i området. Forløbet af stiforbindelsen indebærer, at gående og cyklende, der ønsker at færdes fra det ene skovområde til det andet, skal følge en ca. 1200 m lang trafikeret vej uden cykel- eller gangstier. At stiforbindelsen er baseret på en aftale mellem godset og kommunen kan ikke tillægges afgørende betydning i relation til spørgsmålet om markvejens nedlæggelse. Henset til baggrunden for og formålet med bestemmelsen i naturbeskyttelseslovens 26 a finder nævnet heller ikke, at de af ejeren anførte driftsmæssige forhold er et tilstrækkeligt tungtvejende hensyn over for hensynet til befolkningens rekreative adgangsmuligheder.«nævnet stadfæstede herefter amtets afslag. (Afgørelse af 31. marts 2006 j. nr. 03-133/300-0007)
De blå sider 2006 side 89 Om udstykning af en landbrugsejendom indenfor strandbeskyttelseslinjen har Naturklagenævnet truffet følgende afgørelse ref. Naturklagenævnet Orienter nr. 385, juni 2006 Vejle Amt havde meddelt dispensation fra naturbeskyttelseslovens 15 til udstykning af en landbrugsejendom i to selvstændige landbrugsejendomme, samt opførelse af et nyt stuehus, stald og garage i stedet for de eksisterende utidssvarende bygninger. Afgørelsen blev af Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Juelsminde Kommune påklaget til Naturklagenævnet. Ejendommen, der udgør ca. 5 ha, er registret som landbrugsejendom. Der ligger to bygningssæt på ejendommen; det ene (Sverrigsvej 19), som ønskes nedrevet og genopført, er bygget i 1877 og ligger ca. 220 m fra kysten, i ejendommens nordøstlige hjørne. Det andet bygningssæt (Sverrigsvej 17) ligger ca. 170 m fra kysten på linje med bygningerne på Sverrigsvej 19. Ansøger havde søgt om udstykning af landbrugsejendommen i 2 selvstændige landbrugsejendomme på hhv. 2,10 ha og 2,96 ha. Endvidere var der ansøgt om tilladelse til at opføre nye bygninger på den ene ejendom. Jordbrugskommissionen havde meddelt tilladelse til det ansøgte. Jordbrugskommissionen vurderede, at der i henhold til landbrugsloven fandtes to»fornødne boliger«på ejendommen. Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Juelsminde Kommune påklagede afgørelsen og henviste bl.a. til, at tilladelsen kunne danne præcedens i lignende sager, og at presset på strandbeskyttelseslinjen i lokalområdet i forvejen var stort. Naturklagenævnet udtalte bl.a.:»efter naturbeskyttelselovens 15, stk. 1, 3. pkt. gælder der et generelt forbud mod udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel inden for strandbeskyttelseslinjen. ( ) Det er i lovbemærkningerne forudsat, at forbuddet ikke er til hinder for f.eks. hensigtsmæssige omlægninger af ejendomsstrukturen i jordbrugserhvervet eller for gennemførelse af kystnære naturforvaltningsprojekter. I denne sag er der ansøgt om dispensation til udstykning af én landbrugsejendom til to selvstændige landbrugsejendomme med henblik på, at der samtidig tillades opført et nyt moderne stuehus og to nye driftsbygninger på den ene af ejendommene (Sverrigsvej 19), hvorefter den eksisterende bebyggelse nedrives. Det fremgår af sagen, at Jordbrugskommissionen for Vejle Amt har meddelt tilladelse til udstykning af ejendommen i to landbrugsejendomme. Jordbrugskommissionen har i den forbindelse bl.a. anført, at der findes to»fornødne boliger«på ejendommen. Tilladelsen er givet efter landbrugslovens 30, som bestemmer, at når beboelsesbygningen på en landbrugsejendom fraskilles efter lovens 10 med et jordtilliggende på 2 ha eller derover, oprettes ejendommen med beboelsesbygning og den bygningsløse ejendom som to selvstændige landbrugsejendomme. Jordbrugskommissionens tilladelse til udstykning af en ejendom betyder ikke nødvendigvis, at betingelserne for meddelelse af en dispensation efter naturbeskyttelsesloven er til stede. Et flertal på 7 af nævnets medlemmer udtaler herefter: Der er tale om udstykning af en ejendom, hvorpå der i dag er to bygningssæt. Ejendommen er en mindre landbrugsejendom på ca. 5 ha, der ønskes udstykket til to meget små landbrugsejendomme på henholdsvis 2,1 ha og 2,96 ha. Den eksisterende bebyggelse på Sverrigsvej 19 ønskes nedrevet og genopført ca. 20 m vest for den oprindelige placering. Uanset Jordbrugskommissionen har meddelt tilladelse til udstykningen efter landbrugsloven finder flertallet ikke, at der er tale om sådan en» hensigtsmæssig omlægning af ejendomsstrukturen«, der kan begrunde en dispensation, da der er tale etablering af to meget små landbrugsejendomme. Hertil kommer, at den ansøgte udstykning medfører direkte kystadgang for endnu en ejendom, hvorved risikoen for uønskede ændringer af kystlandskabet øges. Flertallet finder herefter ikke, at der i den konkrete sag er tale om sådanne særlige forhold, der kan begrunde en dispensation fra naturbeskyttelseslovens udstykningsforbud indenfor strandbeskyttelseslinjen. Under hensyn til, at amtets tilladelse til opførelse af ny bebyggelse på Sverrigsvej 19 er givet under forudsætning af, at ejendommen samtidig udstykkes i to selvstændige landbrugsejendomme finder flertallet, at dispensationen bør ophæves i sin helhed og ændres til et afslag. Såfremt ansøger herefter fastholder ønsket om opførelse af et nyt bygningssæt på Sverrigsvej 19, må der fremsendes en ny ansøgning herom til amtet som første instans.«naturklagenævnets ændrede herefter Vejle Amts dispensation til udstykning og opførelse af ny bebyggelse til et afslag. Et mindretal på 3 ud af 10 medlemmer. (Afgørelse af 20. marts 2006, j.nr. 03-132/600-0022)
2006 side 90 De blå sider Fra domstolene m.v. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Hegnsyns afgørelse ugyldig, da der var uenighed om skellet (U 2006.2724 VLD) Ejeren af en ejendom blev i forbindelse med et garagebyggeri opmærksom på, at der kunne være uoverensstemmelse mellem den faktiske og den registrerede ejendomsgrænse. Det førte til, at skellet blev fastlagt af en landinspektør, men afvigende fra den fysiske grænse i marken, et stakit, som viste sig at stå på ejerens grund. Under en efterfølgende hegnsyns sag blev det klart, at der var uenighed mellem ejerne om ejendomsgrænsens beliggenhed, men der blev alligevel truffet afgørelse om, at stakittet skulle flyttes til egen grund. Denne afgørelse indbragte naboen for byretten, som underkendte afgørelsen under henvisning til, at der efter hegnslovens 37, stk. 1 i tilfælde af uenighed om skellet, skal sættes en frist til at den, der gør gældende, at hegnet ikke står i skel, kan lade afholde en skelforretning. Hegns synets afgørelse blev derfor underkendt som ugyldig. Hvilket landsretten stadfæstede. Hvis der under en hegnssag konstateres uenighed om, hvor skellet ligger, er der ikke grundlag for, at hegnsynet kan tage stilling til hegnet. Det er derfor nødvendigt at få dette spørgsmål af klaret. Der skal i så fald sættes en frist med henblik på at den, der påstår skellet forandret, skal søge skellet fastlagt ved en skelforretning. Sker det ikke, genoptages sagen, som om denne på stand er blevet underkendt af domstolene (hegnslovens 37, stk. 1). Hvis hegnsynssagen frem mes, uden at der er sat en sådan frist, foreligger der en formel fejl, som indebærer forret ningens ugyldighed. I den foreliggende sag var skellet blevet fastlagt af en landinspektør inden hensyns forretnin gen. Så vil man umiddelbart mene, at der er klarhed over ejendomsgrænsens beliggenhed. Men - men - men. Selv om en landinspektør har fastlagt skellet, udelukker det jo ikke, at skel afsætningen anfægtes af en af parterne. Det var præcis tilfældet i denne sag. Har land inspek tøren gjort sit arbejde rigtigt, skulle skelforretningen gerne føre til det samme resultat (det samme skel). Så hvis man anfægter en skelafsætning, er risikoen for at pådrage sig en større udgift til en efterfølgende skelforretning overhængende. Det er altså væsentlig at holde sig for øje, at en skelafsætning ikke er endelig. Det forekommer i øvrigt mystisk, at hegnssynet forlanger hegnet flyttet til egen grund - det skal vel flyttes til skellet! Det gode spørgsmål er, hvem der skal pålægges at rejse skelforretningen. Lad os se, hvad loven siger. Den relevante be stem melse i hegnsloven har følgende ordlyd (nu gælder det om at holde koncentrationen - det er rendyrket kancellisprog): Fremsættes der i øvrigt fra en af par ternes side påstand om, at noget af de ved sagens ordning i betragtning kommende forhold ifølge særlig adkomst vil være at afgøre på en fra nærværende lovs bestemmelser afvigende måde, skal der, hvis de pågældende ikke kan blive enige om at lade spørgsmålet afgøre af hegnsynet, gives vedkom men de part en passende frist til at indbringe spørgsmålet for domstolene. Det er godt nok ikke let at læse - endsige at forstå. Som det fremgår af det følgende, voldte teksten åbenbart også domstolene problemer. I den pågældende situation, hvor ejeren har haft en landinspektør ude for at fastlægge skellet, må hegnsynet tage udgangspunkt i dette fastlagte skel. Det er jo hovedreglen i loven, at hegnet skal stå i skellet (ikke omvendt). Hvis rigtigheden af skellets beliggenhed anfægtes, må det påhvile den, der anfægter skellets beliggenhed at rejse en skelforretning. Ergo må det her være na boen, der skal rekvirere skelforretningen. Det forekommer helt akavet, at såvel by- som lands retten pålægger den ejer, der accepterer det matrikulære skel at lade skelfor retningen afholde!!!