1. PROBLEMFELT... 3 1. PROBLEMFORMULERING... 5 2. METODE... 5 2.1 PROJEKTDESIGN... FEJL! BOGMÆRKE ER IKKE DEFINERET. 2.1.1 Genstandsfeltet... 5 2.1.2 Analyse... 6 2.2 VIDENSKABSTEORI... 8 3. PRÆSENTATION AF TEORIER... 10 3.1 INTRODUKTION TIL HISTORISK INSTITUTIONALISME... 10 3.1.1 Institutioners vedholdenhed... 11 3.1.2 Path-dependency... 12 3.1.3 Path-shaping... 13 3.2 MULTI LEVEL GOVERNANCE... 14 4. DEL 1: DEN DANSKE AFTALEMODEL I SIN ESSENS... 16 4.1 INDLEDNING... 16 4.1.1 Regeldannelse... 17 4.1.2 Aktører... 19 4.1.3 Kontekst... 21 4.1.4 Ideologi... 23 4.2 DELKONKLUSION: BARRIERER FOR FORANDRING I DEN DANSKE AFTALEMODEL... 25 4.2.1 Kritik... 26 5. ARBEJDSTIDSDIREKTIVETS INDFLYDELSE PÅ AFTALEMODELLEN... 27 5.1 INTRODUKTION TIL AFSNITTET:... 27 5.1.1 Arbejdstidsdirektivet i et historisk oprids... 27 5.1.2 Direktivets gennemførelse i Danmark... 28 5.1.3 Utilstrækkelig implementering... 29 5.1.4 Regeldannelse... 29 5.2 AKTØRERNE... 30 5.2.1 EU som en fjerde aktør... 30 5.2.2 Statens rolle... 30 5.3 PARTERNES ROLLER... 31 5.3.1 Kollektive kontra individuelle rettigheder... 31 5.3.2 Interesseorganisation eller forhandlingspart?... 32 5.3.3 Kontekst... 33 5.3.4 Forholdet mellem Danmark og EU... 34 5.3.5 Ideologi... 34 5.4 DELKONKLUSION: BARRIERER FOR STABILITET... 35 6. EUROPÆISKE PERSPEKTIVER... 37 6.1 INDLEDNING... 37 6.2 EU'S ARBEJDSMARKEDSPOLITIK... FEJL! BOGMÆRKE ER IKKE DEFINERET. 6.2.1 Direktiver - hard law... 39 1
6.2.2 Åben koordination soft law (TODO her mangler noget analyse af hvad det vil sige rent funktionelt)... 40 6.2.3 Lissabonstrategien... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. 6.2.4 Lissabon-strategien som åben koordinationsmetode (TODO hvad skal der ske med dette afsnit?)... 41 6.2.5 Det nye arbejdstidsdirektiv (der mangler flere argumenter til underbygning af dette afsnit TODO).... 45 6.3 DIREKTIV ELLER ÅBEN KOORDINATION... 42 8. KONKLUSION... 46 9. PERSPEKTIVERING... 49 LITTERATURLISTE... 50 2
1. Problemfelt Danmark blev i 2005 udnævnt til det mest konkurrencedygtige land i verden (FAOS, 2005: 90). Dette kan blandt andet ses som et resultat af at virksomheder bosat i Danmark, på trods af skattetryk og høje lønninger, står i en meget fordelagtig position. Den danske såkaldte flexicurity-model sikrer nemlig virksomhederne tilgang til et meget fleksibelt arbejdsmarked, hvor de har et bredt udvalg indenfor arbejdsstyrken, samt løse ansættelsesvilkår, hvilket giver dem mulighed for at justere arbejdsstyrken efter konjunkturerne. Den danske arbejdsmarkedsorganisering har siden Septemberforliget i 1899 været baseret på aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, og så lidt som mulig indblanding fra staten. Dette medfører at der ikke findes meget lovgivning om arbejdsmarkedspolitik i Danmark inden for de områder, som vedrører lønninger, arbejdsforhold mv. Politikken fastlægges derimod i centrale og lokale overenskomstaftaler, der løber over kortvarige perioder, og det er derfor nemt at tilpasse sig ændrede forhold på arbejdsmarkedet, til begge parters fordel. Inden for det sidste årti er man begyndt at anvende begrebet flexicurity til at beskrive modellen, da den kombinerer fleksibilitet i form af nem afskedigelse og nem ansættelse for arbejdsgiverne med sikkerhed i form af høje sociale ydelser fra staten og høje lønninger til arbejdstagerne. Det der kaldes aftalemodellen, og som er mere grundlæggende, er kendetegnet ved forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter om ansættelsesforhold og regulering af arbejdsmarkedsforhold, mens staten supplerer med et udbygget socialt sikkerhedsnet (FAOS 2005). Det danske arbejdsmarked står overfor en række udfordringer, der vanskeliggør arbejdsmarkedsregulering på nationalt plan. Øget bevægelighed for arbejdskraft og kapital over landegrænser peger på behovet for ændrede styringsstrukturer på arbejdsmarkedet, der kræver at det ses i et internationalt perspektiv. Eksempelvis problematikken med arbejdere fra østeuropæiske lande, der tager til Vesteuropa og medvirker til, med deres lavere krav til løn- og arbejdsforhold, at presse de høje vesteuropæiske standarder. Denne slags problemstillinger er tidligere blevet løst gennem centrale forhandlinger på nationalt plan i Danmark mellem parterne LO og DA. På nationalt plan har der de sidste årtier været en tendens til at forhandlingskompetencen forskydes nedad, i en form for centraliseret decentralisering (Due & Madsen 2004a:18), med rammeaftaler 3
og lokale overenskomster, som et resultat af ændrede præferencer på lokalt niveau. Samtidig med et pres fra bunden kan der nu også ses et pres fra EU i form af mere lovgivning på området. Den danske aftalemodel er således under et dobbelt pres (Due & Madsen 2004b:173). Samtidigt med disse tendenser, har der inden for EU i de sidste mange år, også været fokus på netop arbejdsmarkedsområdet. Man kan sige, at EU's strategier for det fælles arbejdsmarked også er en reaktion på både den økonomiske globalisering og et EU med ti nye medlemslande bortset fra det, så udgør disse strategier en udfordring i sig selv for de nationale arbejdsmarkeds-modeller, herunder selvfølgelig den danske. I EU er arbejdsmarkedspolitikken et af de områder, som med tiden gradvist er kommet på dagsordenen, idet bl.a. Kommissionen har set nødvendigheden af en delvis harmonisering eller vidensdeling på området. Dette skyldtes for det første et ønske om at udvikle den politiske union, ved at fokusere på et område som også lå borgerne på sinde, samt nødvendigheden af at gøre en indsats for at nedbringe ledigheden på det indre marked, der såvel i 1980 erne, hvor de første skridt hen imod en fælles beskæftigelsesstrategi blev taget, såvel som nu, er relativt høj (Salais & Villeneuve 2004: 124). Målet om arbejdskraftens fri bevægelighed kan vise sig at påvirke de forskellige nationale arbejdsmarkeder, da forskellige direktiver, herunder f.eks. servicedirektivet og arbejdstidsdirektivet, har til sigte at ændre nogle grundlæggende forhold på markedet således at denne frihed bliver en realitet. Det vil stille grundlæggende krav til de enkelte nationers arbejdsmarkeder, eksempelvis i form af en fast standard for deltidsarbejdere (Sciarra 2005:18). Udover EU-direktiverne har man i løbet af 1990 erne udviklet en europæisk beskæftigelsesstrategi, som inden for rammerne af Lissabon-målene skal medvirke til at skabe fuld beskæftigelse i EU inden 2010. Strategien udarbejdes landene imellem, og der lægges årlige national action plans, som de enkelte lande skal følge. Her er målet ikke umiddelbart harmonisering af lovgivning, men snarere en myriade af forskellige nationale løsninger på et fælles problem, man arbejder under den såkaldte åbne koordinationsmetode, hvor landene evaluerer hinandens resultater, og udpeger best practice-lande, der kan stå som forbilleder for de andre (Overbeek, 2003:90). Nogle af vurderingerne af det danske arbejdsmarked går på at aftalemodellen tjener som et internationalt eksempel på tilrettelæggelsen af velfungerende arbejdsmarkedspolitik, og at modellen 4
derfor i fremtiden vil stå stærkt, set i et EU-perspektiv. Man kan stille spørgsmålstegn ved om aftalemodellen kan komme under pres fra direktiverne, på trods af at det kun kræves af medlemslandene, at de opfylder direktivernes mål, og ikke at de følger den nøjagtig samme fremgangsmåde. 1. Problemformulering Hvordan forandres den danske aftalemodel som følge af EU s politik på arbejdsmarkedsområdet? 2. Metode 2.1 Genstandsfeltet Vi har valgt at arbejde med den danske aftalemodel, og de påvirkninger den udsættes for, nu og i fremtiden, udfra en fælles interesse for arbejdsmarkedspolitik. Vores umiddelbare udgangspunkt var flexicurity-begrebet, der giver høj sikkerhed for arbejdstagerne og en smidig struktur, der tillader hurtige omstillinger på arbejdsmarkedet. I takt med at vores indblik i feltet er øget, har fokus flyttet sig fra selve flexicurity-modellen, over imod det komplicerede samspil mellem EU og den danske aftalemodel, som det har udfoldet sig gennem de sidste 15 år. Indledningsvist vil vi tage fat på det mest iøjnefaldende i vores problemformulering, nemlig den grundlæggende skelnen mellem EU og Danmark, hvoraf det der søges belyst er påvirkningen fra det overnationale til det nationale niveau. Etableringen af denne forskel er vigtig, da vi vælger at operere med en analysestruktur, der afspejler disse to niveauer, forstået på den måde at særskilte analyser baseret på hver deres historisk/politiske faktorer lægges til grund for at tale om hvilken påvirkning, der sker fra overnationalt til nationalt niveau, og derefter hvilken indvirkning dette vil have på den eksisterende aftalemodel. Den danske aftalemodel har systemiske træk, der gør det muligt at analysere dens regler og rammer for at kunne komme med udsagn om modellens stabilitet og dens fremtid i en europæisk kontekst. Vi opfatter EU og den danske aftalemodel som to systemer, og igennem opgavens analyse er det målet at vise hvordan de tilnærmes. Vi anerkender begge som kontingente, historiske og stadigt udviklende størrelser, hvorfor vi ønsker at analysere 5
dem begge, med det formål at identificere de afgørende processer, der kan tænkes at øve indflydelse i fremtiden. Vi beskæftiger os med den danske aftalemodel og arbejdstidsdirektivet. Arbejdstidsdirektivet udgør et bindeled imellem de to niveauer EU og Danmark. Den centrale udformning af regler på arbejdsmarkedet, som direktivet er et udmærket udtryk for, udgør en ekstern påvirkning af det historisk tilblevne aftalesystem. Implementeringen af arbejdstidsdirektivet har vist sig mangelfuld i forhold til de arbejdstagere, der ikke er dækket ind af en overenskomst og har gjort supplerende lovgivning fra Folketinget nødvendig. I 1980 erne havde det daværende EF et fokus på skabelsen af et frit marked og arbejdskraftens fri bevægelighed. I 1990 erne flyttede fokus sig til også at inkludere beskyttelse af arbejdstagerne. Arbejdstidsdirektivet kan ses som en udmøntning heraf. Vi har i hele projektet valgt at anvende den såkaldte multilevel governance teori (MLG) (Bache & Flinders 2004, Due & Madsen, 2004b), som den grundlæggende ontologiske forståelse af relationerne mellem forskellige politiske niveauer, som en generel ramme for at forstå de implikationer som EU-niveauet føjer til den danske aftalemodel. KORT OM DE ANDRE TEORIER 2.2 Analyse For at eksemplificere og tydeliggøre formålet med vores analyse, præsenteres først de erkendelsesmæssige interesser, hvis afdækning er en forudsætning for at besvare problemformuleringen. Kapitel Niveau Erkendelsens art Metodisk tilgang Teori 4 DK Hvilke faktorer er Der efterspørges her Historisk afgørende og bærende en essens i form af institutionalisme, i den danske en række forhold, Industrial Relations arbejdsmarkedsmodel? der samlet 6
5 EU Hvilke konsekvenser DK har arbejdstidsdirektivet for den danske arbejdsmarkedsmodel? 6 EU I hvilken retning bevæger EU sig og hvilke tendenser vil gøre sig gældende på længere sigt? konstituerer arbejdsmarkedsmodellen. Historisk dekonstruktion af den institutionelle udvikling af forholdet mellem AM s parter. Konstatering af implementeringen af arbejdstidsdirektivets konsekvens på det danske aftalesystem. Forklare den observerede forandring med teori. Det overnationale niveau. Diskussion af fremtidige kontra identificerede tendenser. Historisk institutionalisme, multilevel governance Historisk institutionalisme, multilevel governance Som det fremgår af skemaet er det vores intention at besvare problemformuleringen i form af en tretrins-model. Herunder er en kort præsentation af projektets enkelte dele: 1) Den danske aftalemodel - introducerer de relevante aktører, institutioner og begreber. Vi vil her indplacere den danske aftalemodel i en politisk/historisk kontekst, der muliggør en dybere forståelse for de inter-institutionelle forhold, der har bevirket dens udvikling og overlevelse. 7
2) Med udgangspunkt i arbejdstidsdirektivet som en eksogen påvirkning af et system, hvis karakteristika er identificeret forudgående for denne projektdel. Der vil her blive lagt vægt på forskydninger i forholdet mellem de tre parter i modellen og EU. Den teoretiske tilgang til de første to projektdele vil bestå i brug af historisk institutionalisme hvori de nuværende forhold i aftalemodellen ses som et produkt af historien, og hvori der lægges særlig vægt på forandringsprocesser og institutioners udvikling som et resultat af deres egen selvforståelse. Herudover ønsker vi at kunne forklare etableringen af et aftalesystem ud fra et systemisk perspektiv ved hjælp af Industrial Relations, hvori arbejdsmarkedsorganisationerne og staten udgør aktørerne indenfor et system på nationalt niveau af regulering, aftaler og love. 3) Til sidst vil vi vende blikket opad og skue mod det sted hvorfra direktivet kom og ophæve diskussionen til et mere generelt plan. Formålet med denne panorering er en afsøgning af fremtidige muligheder, og et forsøg på at fremstille perspektiver for udviklingen af den europæiske og danske arbejdsmarkedsorganisering. Med henblik på den mest optimale forståelse og anvendelse af teori og metode har vi valgt en decentral metodisk struktur, hvor vi inden det enkelte analyseafsnit vil redegøre for den konkrete anvendelse af relevante teorier. Før selve analysen vil der blive redegjort for de centrale teorier. Nedenstående model burde give en forståelse af vores opfattelse af hvorledes de enkelte elementer udgør en analytisk helhed. Tallene henviser til den rækkefølge de enkelte dele tages under behandling. David kommer evt. med en model. EVT. afrunding TODO 2.1 Videnskabsteori Vi har i projektet valgt at benytte et kritisk realistisk tilgang da det repræsenterer en metodologisk forståelse, der giver en brugbar tilgang for at arbejdet med problemformuleringen. Kritisk realismes metodologiske tilgang baseres på, at det er virkeligheden, der skal forstås og forklares, hvilket betyder at den anvendte metode frit kan bestemmes på baggrund af genstandsfeltet (dvs. metodepluralisme). Den kritiske realistiske ontologi er en forståelse af samfundet, som et åbent, struktureret, og dermed delvist stabilt system, der eksisterer uafhængigt af forskeren. Kritisk realisme er udviklet som et modspil til den kritiske rationalisme, hvori metoden har forrang over genstandsfeltet (Jespersen 2004:146). 8
Kritisk realisme opererer med en stratificeret ontologi hvilket resulterer i en epistemologisk forståelse, hvor erkendelse inddeles i tre niveauer. Et empirisk og direkte observerbart niveau, et aktuelt niveau med betingede prædiktioner af tendenser og hændelser, og slutteligt et dybere uobserverbart transcendent niveau med strukturer, kræfter og mekanismer, hvor det kun er muligt at fremstille hypoteser og åbne teorier (Jespersen, 2004:148). Vores udgangspunkt for anvendelsen af denne ontologiske forståelse er problemformuleringen, der i modsætning til en forklaring af en statisk og afgrænselig problemstilling, lægger op til en vis grad af prædiktion i form af mulige ændringer af den danske aftalemodel. Dette genstandsfelt omfatter ontologisk både det analytiske og det empiriske niveau, da vi udfra opgavens første to analysedele ønsker at komme med betingede relativt sikre prædiktioner mens vi i den tredje analysedel åbner den systemiske opstilling, hvilket betyder at det prædiktive grundlag indskrænkes, til fordel for en større realistisk gyldighed. For at kunne fremstille betingede prædiktioner udfra genstandsfeltets første to dele, er det nødvendigt at redegøre for de betingelser, der ligger til grund for forudsigelser. Det primære argument imod prædiktioner er at samfundet er et åbent system, og at den komplekse interaktion underminerer den meningsgivende forudsigelse. Man kan tale om flere forskellige slags systemer, svingende fra de helt åbne kontra de helt lukkede (sidstnævnte eksemplificeret ved artificielle naturvidenskabelige systemer). Et afgørende kriterium til bestemmelse af strukturer i åbne systemer peger Næss på hos Danermark et al. (Næss 2004:167), idet han introducerer begrebet pseudosluttede systemer. Denne samfundsmæssige organisering er godt nok hverken evig eller universel, men den har stor stabilitet over tid. Den åbner også vores muligheder til at opnå holdbar viden om det sociale liv. (Danermark et al. i Næss 2004: 168) De pseudo-sluttede systemer repræsenterer en idemæssig genskabelse af de forhold, hvorunder naturvidenskabelige forsøg gennemføres. Vilkårene af stabil karakter konstitueres af samfundets vilje til at gøre verden mere kontrollerbar. (Næss 2004:168) For at kunne foretage denne prædiktion, er det vigtigt at identificere de hovedmekanismer, der fungerer indenfor systemet, da det er disse mekanismer, der åbner for mulige ændringer af strukturerne over lange tidsperioder. For at kunne lave en prædiktion, redegøres for de enkelte mekanismers effekter. De samlede mekanismer opstilles i kausal forklaring, der tilsammen kan danne grundlaget for en prædiktion. 9
På baggrund af iagttagede hændelser og fænomener vil vi forsøge at slutte os til de bagvedliggende mekanismer, med henblik på at identificere de kausale processer, der er determinante i forhold til vores problemformulering. (Næss 2004: 159-161). Vi vælger at se diskussionen om åbne/lukkede systemer som illustrativ og filosofisk, og som et kontinuum, hvor indenfor analysen befinder sig. Derfor vil vi operationalisere denne forståelse af pseudo-sluttede systemer i projektet, og argumentere for at betingelserne for at en sådan prædiktion er opfyldt. 3. Præsentation af teorier Følgende er en gennemgang af de anvendte teorier, med undtagelse af Industrial Relations-teorien, som vil blive anvendt som et analytisk værktøj og derfor vil blive præsenteret i forbindelse hermed.. 3.1 Introduktion til historisk institutionalisme Som den overordnede teoretiske tilgang anvender vi historiske institutionalisme, som i projektet vil forklare den tilgang vi har til begrebet forandring. Historisk institutionalisme (HI) er en tilgang til studiet af institutioner, deres opkomst og forandring, der ligesom flere andre tilgange udspringer af den såkaldte ny-institutionalisme (NI). Ny-institutionalismens analyseobjekt er institutioner, men det anerkendes at en institution er et strukturelt fænomen, formelt eller uformelt, der har en vis stabilitet over tid. Institutioner skal påvirke eller begrænse individer, og inden for institutionen skal der gøre sig nogle fælles værdier gældende (Peters, 1999: 25pp). Paul Pierson og Theda Skocpol (Pierson & Skocpol 2002) gør dog opmærksom på, at HI-tilgangen, og institutionalisme i det hele taget, også vedrører regimer, dvs. sammenhængende dele, der er komplementære, idet the removal of one component may diminish the performance of others, increasing the cost of institutional revision. (Pierson & Skocpol 2002: 46). Således kan teorien også anvendes på den danske arbejdsmarkedsmodel, som i sig selv indeholder flere dele eller institutioner. HI-teoriens fornemste opgave er at sikre, at studiet af institutioner ikke bliver foretaget ud fra snapshots af institutionen som den er, men derimod med baggrund i lange tidsspænd, og dermed at se institutionen som et produkt af dens historie. Formålet er at opnå en forståelse af de mekanismer, der har gjort sig gældende over længere tid, for kun på den måde får man et indtryk af, hvor skrøbelig eller hvor stabil institutionen er, og dette er en vigtig ingrediens f.eks. i studiet af 10
institutioners forandring (Pierson, & Skocpol 2002). Peters (1999) forklarer HI s syn på udviklingen af institutioner som en evolution, hvor mulige policyvalg begrænses af tidligere perioders institutioner. Hvor det tidsmæssige aspekt i studiet af institutioner kan ses som en isoleret metodisk opfordring fra HI-forskerne, har teorien naturligvis også et forudsigende element, som i det følgende vil blive forklaret. HI s ontologiske udgangspunkt er en kaotisk verden, hvori institutionerne skaber struktur, og hvor forandringer finder sted mellem institutionen og dens omverden, det vil sige at institutionen påvirkes udefra og ikke indefra (Esmark, 1998: 20). Institutionernes strukturelle betingelser er interesser og idéer, og ikke, som i de fleste andre NI-tilgange, individer (Esmark, 1998: 8). HI anerkender kollektiv handlen, og går ud fra, at individet i institutionen lader sig begrænse af idéen/strukturen 1, og det er derfor disse to elementer, idé og interesse, man som HI-forsker skal rette sin opmærksomhed mod. 3.1.1 Kriterier for institutioners vedholdenhed Institutioner er overlevere. Når først en institution er blevet formet, en proces som HI ikke beskæftiger sig med, vil den selv løbende definere sit formål og sin eksistensberettigelse, snarere end lade sig forme af omgivelsernes behov og krav. Dette skyldes iflg. Peters (1999) idéernes vedholdenhed. Pierson & Skocpol (2002: 35pp) nævner fire barrierer for institutioners forandring, disse understøtter argumentet om, at institutionerne er væsentlig mere stabile end nogle ville antage. For det første nævnes koordinationsproblemer: forandring kræver nye samarbejdsformer, der kræver koordination, og da dette kan være en omfattende og besværlig proces, kan der være en tendens til at institutionen står i stampe, også på trods af, at visse formalia eller forandringsstrategier er blevet anerkendt. Denne træghed skyldes, at institutionen vender tilbage til de vante koordinationsformer, da koordination er at foretrække, om end med et mindre ønsket resultat, frem for ingen koordination overhovedet (Pierson & Skocpol, 2002: 35). For det andet møder forsøg på forandring de såkaldte veto points, situationer hvor det kræver et stort flertal for et nyt forslag, for at det kan blive gennemført. Jævnfør koordinationsproblemerne, kan man nemt forestille sig, hvor sjældent det lykkes at trumfe nye idéer igennem, specielt taget i 1 Det som March og Olsen ville kalde logic of appropriateness (Peters, 1999) 11
betragtning, at et forsøg på forandring f.eks. kan være blot et enkelt lovforslag, et enkelt forslag til en ny opgavefordeling eller en enkelt klage til den øverste myndighed i institutionen. For det tredje kan specificiteten, af de aktiver institutionen har i sin anvendelse for at fungere, ligeledes være afgørende. Aktiver definerer Pierson & Skocpol (2002) meget bredt, og kan derfor være både produktionsmidler, individer eller øvrige institutioner knyttet til den institution, der analyseres. Jo mindre anvendelige disse aktiver er i andre sammenhænge, dvs. efter en forandringsproces, jo mindre vil tilskyndelsen være til faktisk at ændre sig. Til sidst nævnes positiv feedback som en barriere for forandring, en dynamik der medvirker til institutionens selvforstærkelse og som gør forandringsprocesser ikke bare svære, men uønskelige: Rather than reflecting the (functional) benefits of institutionalized exchange, institutional continuity (or strong tendencies towards only incremental adjustment) may reflect the rising costs of adopting previously available alternatives. (Pierson & Skocpol, 2002:41). 3.1.2 Path-dependency De forskellige barrierer for forandring kan siges at stamme fra institutioners tendens til path dependency, som er et meget anvendt begreb i HI-forskningen. Path-dependency, eller sporafhængighed, er en betegnelse for det spor, som en institution følger, og hvor valg af policy begrænses af tidligere tiders valg (Peters 1999: 63). Denne opfattelse af udvikling kan dog siges at være problematisk, da HI hermed undlader at forklare de situationer, hvor forandring faktisk finder sted. Peters (1999) mener at kriterierne for forandring må søges uden for teorien selv, ved at identificere de dynamikker, som kan skabe tilstrækkeligt politisk pres til at skabe forandringer, men dette kan også problematiseres, og bliver det bl.a. af Esmark (1998), som beskriver konsekvensen af dette; at alle forklaringer bliver lige gode, da belæggene herfor er genskrivninger af empiriske årsagsforklaringer (Esmark, 1998: 9). Problemet ligger i strukturens eller idéernes dominans i årsagsforklaringerne, og det faktum, at HI ikke beskæftiger sig med forholdet mellem institution og individ, men udelukkende med forholdet mellem institution og struktur. Yderligere er det et problem, at man med et HI-perspektiv nemt kan henvise til, at tidligere beslutninger og inerti har haft en betydning for udviklingen, og iflg. Peters (1999) leder det HI over i et funktionalistisk spor, hvor hændelser forårsages af nødvendighed (Peters, 1999: 63pp) 12
HI afviser naturligvis ikke, at institutioner kan forandre sig. Der skal bare mere til, end det man på overfladen kan observere, før man kan tale om reel forandring. De to ting som man i anvendelsen af HI derfor skal holde øje med, er for det første det tidsmæssige perspektiv, i vurderingen af institutionens vedholdenhed. For det andet skal man være opmærksom på institutionens idé eller de vedholdende mønstre, der er grundlaget for institutioner. Først når disse ændres, kan man sige at forandring har fundet sted. Løsningen kommer fra path-shaping. 3.1.3 Path-shaping De begrænsninger for forandring, som Pierson & Skocpol (2002) påpeger, har muligheden for at blive overvundet, hvis man inddrager aktørerne i institutionen og deres indflydelse. Den pathdependency, som en historisk institution følger, har et forandringsperspektiv, hvis man ser på aktørernes fortolkning af den institutionelle ide, og en deraf følgende reformulering. Klaus Nielsen og Bob Jessop (2003) ser det som nødvendigt, at man ser på mere end blot regler og institutioner i samfundet, derudover skal man inddrage institutioners mikro-fundament og institutioners samspil. En analyse af institutioners mikro-fundament indeholder bl.a. en undersøgelse af hvordan institutionen sætter sig igennem og forstås i forskellige situationer, normer for opførsel, kognitive rammer. Denne analyse suppleres og danner grundlag for en analyse af resultatet af institutioners samspil på makro-plan. En analyse af samfundet og institutioners påvirkning heraf skal altså sættes ind i en ramme af et dialektisk forhold imellem path dependency, makro-niveauet som skabes af institutionernes samspil, og path-shaping (Nielsen & Jessop 2003). Et udgangspunkt er at institutions are typically associated with specific logics of appropriateness that are irreducible to formal rationality. Instead they specify more or less specific and substantive rules of conduct. (Nielsen & Jessop 2003: 4). Der er ikke et helt klart sigte med hvad en institution tilsiger, og der er derudover heller ikke altid et fast sæt regler, der er med andre ord rig plads til fortolkning. Dermed gives der mulighed for at individernes fortolkning inden for strukturerne kan påvirke strukturerne. Path-dependency regulerer hvordan der kan path-shapes, men path-shaping kan til gengæld også ændre stien og den deraf afhængige handlingsramme. Aktørerne handler inden for nogle faste rammer fastlagt af institutionen, men dog stadig med rum til at der kan ske forandring. Individerne overlades faktisk en del tiltro, derved at de er refleksive. Et utilsigtet resultat af en handling kan rettes til, så man undgår fejlen opstår igen. Det nye kan altså 13
godt fortrænge tidligere tiders gøremåde. Dette forhold imellem individernes forståelse, refleksion inden for fastlagte rammer kan analyseres som et dialektisk forhold imellem individernes pathshaping på mikro-niveau, og de rammer som individer handler og tænker inden for på makroniveau altså path-dependency (Nielsen & Jessop 2003: 4). Path-shaping vil således blive brugt til at påpege hvordan institutioner kan forandres. 3.2 Multi level governance Denne teori er udviklet over de sidste tyve år i et forsøg på at beskrive udviklingen, der er sket indenfor, over og omkring de moderne nationale velfærdsregimer (Overbeek, 2003: 5 & Geyer, 2005: 31) HVORFOR?! Begrebet blev første gang anvendt i 1992 af Gary Marks om den strukturelle udvikling i EU's politik og efterfølgende indgåelsen af fællesakten i 1987. Siden da er begrebet blevet om- og redefineret, utallige gange, således at det i dag anerkendes som et videnskabeligt begreb, om end stadig flertydigt (Bache & Flinders, 2004: 16). Vi vil i denne tekst redegøre for vores egen forståelse, der anvendes her i opgaven. Som udgangspunkt beskæftiger teorien sig med forskydningen af autoritativ beslutningskompetence op og ned fra nationalstatens (historisk set) centraliserede styringsmonopol, der i kraft af denne overførsel ikke længere nødvendigvis udgør en forudgiven højeste instans, men derimod reduceres til et enkelt niveau blandt flere (Bache & Flinders, 2004:32). Baggrunden for disse iagttagelser er blandt andet studier af politik i de nordiske og ibiriske nationer, hvor decentralisering i gennem 80 erne faldt sammen med en accelererende udvikling af EU s politiske og økonomiske dimensioner og dermed det overstatslige samarbejde (Bache & Flinders, 2004:15). Udviklingen har affødt, hvad Scharpf refererer til som the joint decision trap (Scharpf, 2001:62), hvor nationalstaten udsættes for et dobbelt pres mellem det sub- og supranationale. Hermed ikke sagt at MLG er en gravskrift over nationalstaten som funktionel moderne styringsenhed, tværtimod udgør stater, grundet deres enestående historiske position, stadig det primære styringsniveau i mange sammenhænge, hvilket er forståeligt, givet den demokratisk aflejrede legitimitet den moderne stat er konstrueret på (Bache & Flinders 2004). Baggrunden for MLG-teorien er først og fremmest den fragmentering, affødt af forskydningen af autoritet, der er sket fra styringsinstanser på det traditionelle nationale niveau i flere retninger; nedad til subnationale governance-institutioner og opad til supranationale ditto. Sideløbende er de 14
traditionelle repræsentative institutioner blevet dubleret af en række private, civile og semioffentlige institutioner, der har fået indflydelse på den konkrete policy-making proces på de enkelte niveauer. Heraf stammer begrebets to betegnelser: multilevel flere vertikale og horisontale niveauer altså governance, som skal ses som et procesfokuseret skridt væk fra government, dvs. polycentrisme, indtoget af ikke-statslige aktører (Bache & Flinders 2004). 15
4. Den danske aftalemodel i sin essens Herunder vil den danske aftalemodel blive analyseret ud fra John Dunlops teori om arbejdsmarkedssystemer, såkaldte industrial relations-systemer (IR), med henblik på at fremhæve de centrale mekanismer i aftalemodellen.. Dunlop påpeger de mekanismer, der konstituerer et arbejdsmarkedssystem, og ud fra disse kategorier vil der i slutningen af afsnittet blive peget på de stabile elementer i systemet, ved hjælp af Pierson & Skocpols (2002) barrierer for forandring. Dette er nødvendigt for i det efterfølgende afsnit, at kunne sige noget om den danske aftalemodels mulige forandring, i mødet med det supranationale niveau. Især vil der blive lagt vægt på hvorvidt systemet er stabilt og dermed hvor påvirkeligt det er overfor udefrakommende faktorer. Desuden må det nødvendigvis undersøges, hvilke interne aspekter der kan påvirke modellen, for at forstå hvilke forandringer der udelukkende kan tilskrives EUregulering. I den anvendte litteratur om aftalemodellen, forekommer det at der hersker to generelle og ikke nødvendigvis modstridende opfattelser. Den ene forudsætter at aftalemodellens konstruktion er skrøbelig, da den i sig har en række elementer, som hvis man fjernede eller ændrede bare ét, ville forandre modellen fundamentalt (CARMA, 2005:46). Den anden beskriver modellen som værende modstandsdygtig men samtidig fleksibel i mødet med forandringer, det vil sige, at selv om modellen retter sig ind, så bevarer den stadig sin grundlæggende udformning (Andersen, 2004:32; Mailand, 2004:36). I det følgende vil det derfor blive undersøgt, om der i modellen findes elementer, der i denne sammenhæng kan siges at være essentielle, og om de i så fald også på længere sigt er foranderlige. IR-systemer skal ses som analytiske subsystemer (Dunlop, 1958:45), og kan derfor anvendes til at opstille en analytisk-teoretisk ramme til at karakterisere den danske aftalemodel. Systemet er sammensat af fire elementer: tre aktører, en kontekst, en ideologi der binder IR-systemet sammen, samt et skelet af regler (Dunlop, 1958:47). Dunlops model er fokuseret på det input/outputorienterede forhold mellem henholdsvis systemets aktører, konteksten, ideologien og de regler systemet producerer. Iflg. Scheuer (2004:18) udgør systemets regeldannelse output-siden og det er med dette fokus vi vil tage vores afsæt i denne, og dernæst vil de øvrige tre faktorer blive gennemgået med henblik på efterfølgende diskussion. 16
4.1 Regeldannelse Det spind af regler der gør sig gældende i den danske arbejdsmarkedsmodel, og den måde hvorpå de forhandles frem, er et produkt af en historisk udvikling, der røber meget både om aktørerne, den ideologi der binder dem sammen, og systemets kontekst. Helt grundlæggende er det de kollektive aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) der skaber spillereglerne. Både de konkrete overenskomster, men også Hovedaftalen, som sikrer nogle overordnede formelle rammer vedrørende forhandlingsprocessen, og umiddelbart erstatter en central lovgivning. Aftalerne indeholder normative, indholdsmæssige bestemmelser angående de forhold hvorunder der arbejdes - herunder løn, arbejdstid, arbejdsmiljø mv. samt organisatoriske betingelser, hvorunder parterne interagerer i øvrigt (Bendixen, 2002:23). Disse betingelser vedrører bl.a. fredspligten, som historisk set er altafgørende for etableringen af forholdet mellem parterne, idet den foreskriver, at arbejdsstandsninger udgør et brud på overenskomsten, og arbejdstagerne må derfor kun tage sådanne midler i brug under forhandlinger af en ny overenskomst. For arbejdsgiverorganisationerne udgør dette en sikring af den stabilitet på arbejdspladserne, som historisk set har været et gennemgående krav, og det er givet, at det derfor er og har været vigtigt at overenskomstperioderne strakte sig så langt som muligt (Gravesen TODO, 2003) Fredspligten reducerer dermed risikoen for konflikter og giver mulighed for at skabe mere debat og inddragelse for organisationernes medlemmer i en afgrænset periode. Det skal dog også nævnes at overenskomster også forhandles decentralt, idet man udlægger kompetence fra hovedorganisationsniveauet til virksomhedsniveauet indenfor nogle, fra centralt hold, fastlagte rammer indenfor forhandlinger om f.eks. løn og arbejdstid. Man kan her tale om et pres fra det lokale niveau. (FAOS 2004: 18). Der eksisterer, som sagt, ingen formel lov der regulerer de kollektive overenskomster, og dette understreger det element af frivillighed der får parterne til at forhandle sig frem til en fælles aftale. Frivilligheden er dog bundet op på et bytteforhold mellem de to parter, hvor de i fællesskab kommer frem til kompromisser angående de indholdsmæssige bestemmelser. Endvidere accepteres abejdstagerpartens ret til organisering til gengæld for arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet i overenskomstperioderne. I kraft af parternes selvforvaltning inden for rammerne af det fagretlige system er aftalemodellen præget af søgen imod konsensus. De ser aftalemodellen som 17
den bedst mulige løsning med lovgivning som eneste alternativ, og dette virker som en tilskyndelse til at komme overens (Gravesen, 2003: TODO; Jensen, 1996:191f). Kombinationen er interessant, da den brede konsensus kan føre til en høj grad af stabilitet, og på den måde legitimerer aftalemodellen sig selv. Omvendt kan frivilligheden betyde skrøbelighed, da aftalerne ikke er implementeret ved lov, og modellen er dermed afhængig af at opbakningen til den ikke forsvinder. Her er en tilskyndelse til parterne til ikke at stille urimelige krav, men derimod at indtage en mere helhedsorienteret fremgangsmåde og delvist opfatte situationen på en måde som muliggør kompromis, således at det fælles bedste kan opnås. (se figur 1 i slutn. af kap.) Der er flere tendenser der peger i retning af at parterne er tvunget til at finde en fælles løsning. På trods af fraværet af regulering ved lov, er regelsystemets organisatoriske betingelser meget stabile. Hovedaftalen, der løber over lange perioder, er en videreudvikling af retlige principper, men det er de centrale organisationers ansvar, at bestemmelserne overholdes. Iflg. Bendixen kunne Hovedaftalen lige så vel fungere som almindelig lovgivning (Bendixen, 2002:32). Statens indflydelse på forhandlingerne, og dermed sikkerheden for, at overenskomsterne overholdes, skal dog ikke undervurderes, ligesom staten til hver en tid kan lovgive på arbejdsmarkedsområdet, hvor den finder dette nødvendigt eller ønskværdigt. Dette skaber for det første en form for pres på arbejdsmarkedets parter, som bliver nødt at finde kompromisser og løsninger på problemer og interessemodsætninger, og for det andet til dels en ustabilitet da den eneste garanti for, at regeringen ikke skrider ind, er den politiske vilje til at give parterne en vis autonomi. Indbygget i aftalemodellen er tre statslige instanser; Statens Forligsinstitution, Arbejdsretten og Den Permanente Voldgiftsret. Førstnævnte blev etableret i 1910 med det formål at fremme arbejdsfreden ved forhandlingerne mellem parterne, og har historisk set spillet den rolle i regeldannelsen, at parterne forhindredes i at forlade forhandlingsbordet. Forligsmanden stiller et mæglingsforslag, som parterne kan acceptere eller afslå, og hvis, i sidste instans, parterne ikke kan enes, kan der lovgives på området (Norrbom, 2003:4). De to retsinstanser træder i karakter, når der foreligger uenigheder om fortolkningen af allerede udarbejdet overenskomst, eller når der foreligger brud herpå, hvilket kan sanktioneres med bøde (GravesenTODO 2003). Rammerne om forhandlingerne er dermed i høj grad blevet institutionaliseret, både som følge af frivillige hovedaftaler og offentlige instanser der kan træde i kraft. Således kan man hurtigere og mere effektivt komme til det rent indholdsmæssige. 18
Disse instanser kan opfattes som stabiliserende faktorer for systemet, i kraft af at arbejdsmarkedets parter vil undgå at de bliver bragt i anvendelse. Det som specielt kendetegner dannelsen af regler i aftalemodellen, er altså autonomien mellem arbejdsmarkedets parter. Det vil sige de umiddelbart frivillige forhold, hvorunder parterne forhandler, lige indtil en konflikt opstår. Selvom systemet kun delvist er stadfæstet i lov, er det kendetegnet ved klart definerede rammer; for det første hvad angår de normative bestemmelsers rækkevidde, idet begge parter kender hinandens begrænsninger af erfaring, og som en følge heraf, forstår at slække på eller stille krav i en udstrækning så modparten ikke forlader forhandlingerne. For det andet de ydre rammer for regeldannelsen, idet begge parter er indforståede med at de forhandler inden for deres fælles forum og ikke andre steder. Regeldannelsen er altså begrænsende for aktørerne, men aktørerne er også væsentlige i udformningen af regler. 4. 2 Aktører Hos Dunlop forklares aktørerne i et arbejdsmarkedssystem som to hierarkier af hhv. arbejdsgivere og arbejdere, samt de statslige instanser der har indflydelse på systemet og de øvrige aktører (Dunlop, 1958:47-48). Der er således altid tre aktører i systemet, hvilket fra begyndelsen gør det konstant, da Dunlop ikke beskæftiger sig med en fjerde eller femte aktør. Modellen kan dog godt være genstand for forandring, da aktørerne indgår i mange forskellige sammenhænge, og deres krav til hinanden kan dermed ændre sig, ligesom magtbeføjelserne fordelt på de tre aktører kan forskyde sig. De to hierarkier i aftalemodellen har hver for sig været meget foranderlige, især i det første halve århundrede af modellens eksistens. Ved Septemberforliget, som er det historiske skæringspunkt, som alment accepteres som afsættet for aftalemodellen, kan man tale om to parter, DA og det daværende DsF (senere LO) som repræsentanter for hhv. arbejdsgiver- og arbejdstagersiden (Gravesen, 2003:TODO). DA dannedes i 1896 som et modtræk til fagforeningernes brugb af kollektiv strejke som et redskab til at presse arbejdsgiverne, og to år senere dannedes DsF som repræsentant for de forskellige fagforbund. DsFs kompetence som repræsentant for arbejdstagerne var imidlertid stærkt begrænset, især sammenlignet med DA, som fra starten fik stor opbakning til at handle på arbejdsgivernes vegne (Gravesen, 2003:TODO) DsFs rolle blev dog institutionaliseret i kraft af dannelsen af 19
Forligsmandsinstitutionen i 1910, som havde den umiddelbare virkning, at DsF fik tildelt kompetence fra staten til at forhandle på fagforbundenes vegne, og blev dermed også givet en slags vetoret. Dette gjorde sig især gældende i 1934, hvor Forligsinstitutionen kædede de forskellige overenskomstforhandlinger sammen i én, om hvilken DA og DsF samlet måtte tage stilling til. Her synliggøres endnu et bytteforhold i modellen, og samtidig en kilde til stabilitet; at DsF/LO i den grad har fungeret som repræsentant for en masse små og større forbund, har sikret de rolige og stabile forhold på arbejdsmarkedet, der i begyndelsen i højere grad var DA s ønske end arbejdstagernes. Den tredje aktør, staten, kan oplagt beskrives ud fra dens skiftende rolle og indflydelse over tid. Som allerede nævnt har staten tidligt i udviklingen stillet nogle institutioner til rådighed for parterne, som på den ene side er med til at underbygge og institutionalisere systemets koncept, men som på den anden side selvfølgelig bevirker, at konceptet ikke fungerer selvstændigt. Det er begrænset i hvor høj grad aftalesystemet kan beskrives som frivilligt, når det netop er et element af statslig tvang, der holder parterne til ilden, og Forligsinstitutionen har f.eks. i mellemkrigstiden taget nogle proceduremæssige initiativer, som har formet arbejdsmarkedspolitikken væsentligt. Eksempler herpå er indførelsen af kvalificeret flertal i Forligsinstitutionen i stedet for vetoret, eller som nævnt ovenfor, sammenkædningen af alle de overenskomster der skal forhandles. Begge tiltag har tilgodeset stabiliteten på arbejdsmarkedet og stækket fagforbundenes formelle muligheder for kollektive kampskridt (Gravesen, 2003:TODO) På den anden side må man understrege, at Forligsinstitutionen blev skabt for at mægle imellem parterne; når der har været væsentlige konflikter har institutionen derfor været relevant, og man har fra statslig side haft mulighed for at påvirke parterne politisk. Men i tider med stabilitet, eller hvor parterne er i stand til at løse deres uoverensstemmelser selv, er institutionen ikke relevant, og det frivillige element i aftalemodellen træder i karakter. Derimod har staten også haft en politisk rolle i udviklingen af modellen, der viser sig både eksplicit i kraft af lovbestemmelser på arbejdsmarkedsområdet, og implicit i form af politiske velfærdsstrategier der underbygger den såkaldte flexicurity -tilstand på arbejdsmarkedet. Denne model binder de tre aktører sammen, da den sikrer en gunstig situation for alle parter. Flexicurity -paradigmet består af tre dele. For det første det fleksible arbejdsmarked som et strukturelt fænomen der er konsensus omkring. De to andre elementer; et socialt sikkerhedsnet og 20
den aktive beskæftigelsespolitik, er derimod anliggender der er underlagt den politiske vilje til at fastholde velfærden, og den samfundsøkonomiske situation iøvrigt (se figur 1) Ifm. den aktive beskæftigelsespolitik vil man opkvalificere arbejdsløse, der ikke kommer hurtigt i arbejde af sig selv. Dette er dog et relativt nyt fænomen sammenlignet med forholdet mellem arbejdsmarkedets parter. Den kan opfattes som et eksempel på statens understøttende rolle, hvor staten ikke direkte blander sig, men alligevel hjælper med til at sikre en kvalificeret arbejdsstyrke til rådighed for arbejdsmarkedet. Både beskæftigelsespolitikken og sikkerhedsnettet er med til at underbygge samarbejdet mellem de tre aktører, ved blandt andet at stille arbejdskraft og sikkerhedsnet til rådighed, og sætte nogle rammer for overenskomstsystemet, og staten har dermed en indirekte indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken gennem disse tiltag. Staten er villig til at komme med løsninger på strukturelle problemer, og afhjælpe uønskede konsekvenser, og man tilpasser således politikken efter modellen, i stedet for at lave den om. Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i politikskabelsen indebærer imidlertid en række fordele for staten. Parterne legitimerer politiske beslutninger, i kraft af deres repræsentation af 80% af arbejdstagerne (Bendixen, 2002:22), og de bidrager med viden. Således får staten organisationerne inddraget i de generelle overvejelser og den økonomiske situation, og får dermed parterne til at indgå i et kompromis mellem deres egne interesse og samfundets fælles bedste, når overenskomsterne forhandles på plads. Den konsensusprægede forhandlingsmetode mellem parterne skal ikke ses som et fravær af konflikt, men en gensidig accept af parternes forskellige interesser og en fælles tilslutning til et konfliktløsningssystem (FAOS 2004:21). Ved hjælp af samarbejde frem for konkurrence får parterne altså mulighed for at sætte sig ind i den andens situation og derved er det nemmere at opnå kompromis. Dette gør systemet til en konfliktløsningsmekanisme, der tilskynder de relevante parter til at organisere sig og blive repræsenteret. Tendensen er selvforstærkende. Forudsætningen for denne antagelse er naturligvis at aktørerne handler rationelt og kollektivt. 4. 3 Kontekst Når Dunlop bruger begrebet kontekst sigter han mod det overordnede system som den pågældende arbejdsmarkedsrelation indgår i. Det omkringliggende samfund kan indvirke på relationerne mellem aktørerne enten i kraft af de teknologiske forhold, der måtte ændre sig, men vigtigst i denne sammenhæng, de økonomiske forhold samt distribueringen af magt på makroniveau mellem 21
statslige og private aktører. Denne fordeling vil til en vis grad afspejle sig i den pågældende arbejdsmarkedsrelation, eller i det mindste have en indvirkning herpå. En forståelse af aftalemodellens kontekst må søges i de økonomiske og politiske konjunkturer der ændrer sig uden for systemet 2. Gravesen (2003) beskriver, at målet om stabilitet har været det springende punkt ift. hvor meget det politiske system har kunnet interferere med arbejdsmarkedet i økonomiske spørgsmål (Gravesen, 2003:TODO). Dette virker som en plausibel konklusion over en historisk udvikling, hvor det netop typisk har været i økonomiske krisetider, at styrkeforholdene er begyndt at forskyde sig, og statens rolle er blevet større. Samtidigt må man konkludere, at den grundlæggende struktur i systemet ikke har ændret sig; aftaleparternes ret til overenskomst før lovgivning, Forligsinstitutionen, Arbejdsretten og Voldgiftsretten har f.eks. stået ved magt. En forklaring kan være en træghed i systemet foranlediget af netop de institutioner der er stillet til rådighed for systemets opretholdelse. Disse kan siges at virke som en slags forsvarsmekanismer der gør, at modellen består på trods af økonomiske konjunkturændringer. Man går dog på kompromis med autonomien i visse hårde perioder, men vender tilbage til udgangspunktet. I mødet med økonomiske konjunkturer træder modellen i karakter, for det første fordi styrkeforholdene ændrer sig i perioder, men vender tilbage til et udgangspunkt, og for det andet, fordi muligheden for at tilpasse sig konjunkturerne er afgørende. Aftalemodellen er temmelig stabil i mødet med politiske magtskifter. Først og fremmest er det i et overordnet historisk perspektiv tydeligt at se, at modellen trods skiftende regeringer igennem tiden har bibeholdt sin struktur. Et mere håndgribeligt faktum er, at nutidige magthavere også har i sinde at bevare modellens grundstruktur, og at modellen derfor næppe vil møde modstand fra sin politiske kontekst. Dette viser sig ved at de fire politiske partier der har været i regering bare de sidste tyve år K,S, R og V alle i deres politik støtter idéen bag aftalemodellen 3. På det seneste kan dette især skyldes den brede accept af aftalemodellen som den bedst mulige løsning (www.bm.dk, 2005; Due 2 I denne sammenhæng fravælges fokus på teknologisk udvikling som eksogen faktor for systemet, da denne faktor ikke i samme grad finder sin berettigelse i et makroperspektiv som i et meso- eller mikroperspektiv med enkelte brancher eller virksomheder for øje. 3 Denne antagelse kunne udgøre en undersøgelse i sig selv, men for nærværende konstateres det blot at der er opbakning til modellen, og en dybere undersøgelse af forholdet mellem hvad det enkelte parti hhv. mener og gør, vil ikke blive foretaget. Det understreges at de relevante partier siger at de er begejstrede for modellen, eller i hvert fald fører en politik, der ikke som sådan går på kompromis med den. 22
og Madsen, 2004b:TODO; CARMA, 2005:TODO), men endnu vigtigere, den før nævnte antagelse, at ændrer man ét sted i modellen, ændres hele konceptet. Så hvor konteksten kunne være noget der til tider gik arbejdsmarkedssystemet på klingen, forholder det sig i det danske system nærmere sådan, at den politiske kontekst (her snævert forstået som det politiske system) indeholder visse veto points i form af politiske flertal for systemets nuværende udformning. Går man dybere ned i dansk arbejdsmarkedspolitik, vil man dog finde tiltag der om ikke modarbejder, så ikke fuldt ud understøtter modellen. Den siddende VK-regering har f.eks. foreslået en lov om individuelle overenskomster, et forslag der, på trods af at det ikke undergraver hverken retten til organisation eller muligheden for kollektive aftaler, åbner for den enkeltes mulighed for ikke at deltage i de kollektive overenskomster (Due og Madsen, 2004b:TODO). Dermed fjernes en god del af begrundelsen for at være medlem af en fagforening. Også på andre politikområder vil det sikkert være muligt at spore tiltag, der kunne have lignende følgevirkninger. For at afklare problemstillingen må man igen skelne mellem de organisatoriske betingelser og de indholdsmæssige bestemmelser. Man kan således sige, at den politiske kontekst for nuværende ikke udgør en destabiliserende faktor for aftalemodellen, så længe man taler om de rent organisatoriske forhold der er ikke udsigter til grundlæggende omvæltninger af måden hvorpå regler dannes. Hvad angår reglernes indhold, kan de politiske konjunkturer dog have en vis indflydelse på aftalemodellen, på det lange sigt, og dette kan sagtens udgøre en svaghed i systemet; især hvis der hersker forskellige opfattelser af, hvor interdependente de enkelte dele af modellen faktisk er. Det der kendetegner aftalemodellen i forhold til sin kontekst er altså, i en sammenfatning, at der for det første er en snæver sammenhæng mellem modellen og konteksten; der er politisk opbakning til modellens grundstruktur, og politiske magtskifter vil derfor ikke have umiddelbar indflydelse på modellen. Både politiske og økonomiske påvirkninger vil ikke have længerevarende konsekvenser for modellen som sådan, da der hersker konsensus om stabilitet. 4. 4 Ideologi I Dunlops optik er systemets ideologi en samling af ideer og overbevisninger båret af aktørerne, som binder systemet sammen til en enhed (Dunlop, 1958: 53). Det er et skelet af fælles ideer som definerer rollerne og placeringen af hver aktør, og en opfattelse af at hver aktør holds toward the place and function of the others in the system (Dunlop 1958: 53). For at der er stabilitet i systemet 23