Aalborg Stiftsavis Aalborg Stiftsavis 16. årgang nr. 4-2011 Blytækker - gammelt håndværk ved gamle kirker Foto: Niels Clemmensen
og Folkekirken Tekst: Jens F. Munksgaard, sognepræst i Hurup Thy siden 1990 og i Assing sogn i Herning provsti fra 1978 Missionshuset ligger på Kirkevej I 33 år har jeg i taknemmelighed nydt godt af missionsfolks trofasthed imod søndagens gudstjeneste. Søndag efter søndag har missionsfolk sat sig på kirkebænken i snesevis - sammen med grundtvigianere, dåbsfolk og andre kirkelige godtfolk. Missionsfolkene er stort set altid i flertal - i hvert fald mennesker med baggrund i den vækkelse, som lige har fejret 150 års jubilæum. Hvor er de dog trofaste de kirkegængere, som er børn og børnebørn af de vækkelser, der ofte går mere end en generation tilbage. De ved, at missionshuset ligger på Kirkevej, og at kirkens døbefont og alterbord samler og holder synder fast hos frelseren. Sådan har det været i 150 år; lige siden Vilh. Beck og Johs. Clausen med blik for evangelisk fællesskab sikrede, at Indre Mission i Danmark blev til Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. Ny kurs Fra sommeren 2011 er der sat en ny kurs af Indre Missions hovedbestyrelse med den nye formand i spidsen. Fra nu af vil hovedbestyrelsen anerkende frimenigheder, der vil knytte sig til indre Mission. Hvor er Vilh. Becks kongstanke om, at IM skal være i Folkekirken for at kunne sikre evangelisk luthersk forkyndelse og for at kunne kritisere Folkekirken indefra? Hvor er viljen til at ville være en del af folkets kirke - Folkekirken? Den er væk! hos den nye ledelse af Indre Mission. Viljen til at ville være en del af Folkekirken er væk. Vilh. Becks kongstanker er kastet overbord. Indre Missions bestyrelse vil ikke længere stå i spidsen for den forening, som blev stiftet for 150 år siden. Indre Missions nye bestyrelse vil øjensynligt være vogter for en klub, der vil styrke en ensartethed, som lukker sig inde i sig selv. Sæt garn i de brede sunde Indre Missions gamle logo var et billede af Peters fiskedræt. Der skal kastes garn ud til en dræt. I Grundtvigs dejlige salme Der sad en fisker så tankefuld hedder det i vers 8: På snekken vajer det røde flag, vort garn vi sætte ved højlys dag og ej i de smalle sunde. Det lader til, at den nye ide i Indre Missions bestyrelse er, at der ikke længere skal kastes garn ud i de brede sunde. Nej, nu skal der dyrkes fisk i havbrug - i net. Nu skal vi passe på vore egne. Nu skal der dyrkes afkom, som ikke kender til andet end det, som hører os selv til. Hvor er det fattigt i sammenligning med de gamle stridsmænd, som ville kæmpe, evangelisere og omvende folk i de brede sunde. Hvor er det snævert i sammenligning med de gamle ihærdige folk, som stiftede alle de diakonale bevægelser i kirke og folk. Missionshuset flyttes til Sandhedens gyde Hvis vi fremskriver den nye bestyrelses tanker, vil vi om få år se, at der bliver fejret nadver i missionshuse. Der bliver opstillet døbefonte i missionshuse. For nu vil Indre Missions bestyrelse acceptere frimenigheder, som tilslutter sig Indre Mission. Dermed bliver en del af Indre Mission en frikirke uden for Folkekirken. På dåbsattesten kommer der til at stå døbt i Indre Missions Frikirke! Vielsen kommer til at foregå i missionshuset, som skifter adresse fra Kirkevej til en blind vej, der hedder: Sandhedens gyde. Er det det, de ønsker, alle de trofaste missionsfolk, som jeg kan takke for, at der er mange folk til gudstjeneste søndag efter søndag? Jeg tror det ikke! En kirkeklub er fattig De unge, der tegner Indre Missions nye ledelse, siger, at Folkekirken trues af et ritual, der skal kunne bruges, når to mennesker af samme køn, ønsker en kirkelig markering af deres registrerede partnerskab. Det er kun en undskyldning. En undskyldning for at slippe ud af en Folkekirke, som de ikke længere vil være en del af. Disse såkaldt konservative teologer gider i virkeligheden bare ikke tage det store arbejde at være lys og salt for en sognemenighed, der har brug for evangelisk forkyndelse i glæde og sorg. De vil hellere lukke sig inde i klubber, der holder lovsangsgudstjenester og dyrker de indforståedes indbyrdes udveksling af åndrigheder. Det er eksklusivt. Det er fattigt. Det er ikke den indre mission, jeg kan takke for trofasthed og kirkegang i 33 år som sognepræst for to trofaste sognemenigheder i Vestjylland og i Thy. De unge i Indre Mission skal træffe et valg mellem en folkekirke eller en lukket kirkeklub. De unge i Indre Mission skal vide, at vi er mange, der mener, at folkekirken ikke kan undvære Indre Mission inde i Folkekirken. Men de skal selv ville være med og bære med for kirkens skyld og for menneskers skyld. Sæt garn ved højlys dag og ej i de smalle sunde! NYT OM PRÆSTER I AALBORG STIFT Fratrådt 31 08 2011: Ole Pihl, Abildgård, Frederikshavn 31 08 2011: Karen Else Lind Christoffersen 30 09 2011: Arne Mumgaard, Budolfi 30 09 2011: Bart Kris Auweele, Vestervig-Agger 30 09 2011: Kaj Mogensen, Hvidbjerg-Ørum-Lodbjerg 30 09 2011: Ingeborg Asschenfeldt, Skt. Hans-Skt. Olai, Hjørring 30 09 2011: Jørn Gindeberg Schmidt, Vejgård, Aalborg 30 11 2011: Jette Wegeberg Christensen, Bangsbostrand, Frederikshavn Nyansatte 01 09 2011: Anette Melbye Madsen, Romdrup-Klarup 01 10 2011: Niels Christian Kobbelgaard, Budolfi 01 10 2011: Bart Kris Auweele, Hvidbjerg-Ørum-Lodbjerg 15 10 2011: Sanne Birkely Sørensen, Gerding-Blenstrup og Skørping-Fræer 2 Aalborg Stiftsavis nr. 4 2011
Ny farverig feltpræst Tekst og Foto: Christian Roar Pedersen Man bliver en bedre sognepræst af at være feltpræst. Det mener Aalborg Stifts nye feltpræst fra Ræhr. Men man bliver hverken en bedre eller værre feltpræst ved at være kvinde. Dette er historien om den seje pige fra Spentrup ved Randers, der studerede teologi i Århus, drog til Rumænien og blev gift, kom hjem igen og slog sig ned som sognepræst i Ræhr nær Hanstholm. Det er samtidig historien om Aalborg Stifts nye feltpræst, der gravid i syvende måned tog til Kosovo med militæret og faldt i en grøft. Mariann Dyhrberg Christensen er navnet. Foran mig toner en storsmilende kvinde på 33 år med en kæmpe mave frem i køkkenet i præstegården i Ræhr. Jeg har rigget min lille røde Peugeot med kamera, blok og lydoptager og kørt en time vestpå. Jeg vil skrive en historie om, hvordan i alverden en gravid kvinde kan finde på at blive feltpræst. Mine mandschauvinistiske intentioner bliver dog hurtigt gjort til skamme, da jeg starter med at udspørge Mariann Dyhrberg Christensen. Dette har intet med køn at gøre, men med et brændende ønske om at blive feltpræst. Hverken Mariann Dyhrberg Christensen eller omgivelserne var i tvivl, da der blev slået stillinger op som feltpræst. Det skulle hun da søge. Så nu kan hun stolt fremvise sin militæruniform og kalde sig feltpræst. Trods den gravide mave kan hun stadig passe uniformen. Hendes direkte facon gør, at vi hurtigt kan blive enige om, at hun ligner sjanten fra tegneserien Basserne. Maven kom ikke som en overraskelse for hendes militære arbejdsgivere. Tværtimod. Da hun søgte jobbet, meldte hun klart ud, at hun var gravid. Alligevel fik hun jobbet. Sådan kan kønspolitik også være anno 2011. Alting er, hvad du gør det til Alting er, hvad du gør det til. Sætningen bliver gentaget flere gange, da jeg spørger ind til, hvad det betyder som feltpræst, at hun er kvinde. For Mariann Dyhrberg Christensen betyder det ikke noget specielt i forhold til det nye job. Selvfølgelig er der forskel på mænd og kvinder, og ja hun træder nu ind i en mandsdomineret verden, men hvis ikke man gør et problem ud af det, er det ikke et problem. Og med et smil på læben og en god portion humor kommer hun langt: Første gang jeg skulle på toilet sendte de mig hen til pissoiret. Det bliver jeg jo ikke sur over, griner hun. Det eneste der kan gøre hende sur er, hvis folk mener, at hun er en dårlig mor fordi hun er blevet feltpræst og gerne vil udsendes til Afghanistan. Det ved de ikke noget om! Lyder det prompte. Selv om en udsendelse først kan komme på talte i 2013, har Mariann Dyhrberg Christensen allerede gjort sig nogle alvorlige overvejelser om, hvad der skal ske, hvis hun skulle blive slået ihjel i tjenesten. Man skal ikke være naiv, siger hun. Men for hende er det de samme overvejelser hun ville have gjort sig, hvis hun var en mand. Og som hun siger: Jeg tror min mand Marius vil være en lige så god far, som jeg er mor. Og derved får hun alligevel pustet til fordommene ved, hvad mænd og kvinder kan. Hvorfor skulle det kun være mænd der kan drage ud i krig med risiko for at miste livet? 100% præstearbejde Det der tiltaler Mariann Dyhrberg Christensen ved livet som feltpræst er, at hun får lov at være præst i en meget koncentreret form. Der er ikke alt det udenomsarbejde, der kan præge et almindeligt sognepræstejob, hvor hun ofte bruger lang tid som kontormus. Det er 100% præstearbejde. Hvor privilegeret er man ikke, når de spørger, om man vil komme ned og holde gudstjeneste for 300 mennesker. Privilegeret føler hun sig også, når hun har de dybe samtaler med soldaterne. Nogle af dem bærer rundt på tunge ting fra de har været udsendt, og da letter det at tale med en præst. Mariann Dyhrberg Christensen Mariann Dyhrberg Christensen fødte 12. november en dreng på 3810 gram og 53 cm. Hvis hun skulle blive slået ihjel under en udsendelse som feltpræst, mener hun, at hendes mand er en ligeså god far som hun er mor for barnet. er ikke en stor fortaler for krig. For hende drejer det sig om, at hun kan få lov til at være præst for nogle mennesker, der har brug for hende. Og nej: Hun er ikke præst specielt for de kvindelige soldater. Feltpræst er man ikke på fuld tid men i kombination med et almindeligt sognepræstejob. Derfor fortsætter Mariann Dyhrberg Christensen også som sognepræst i Ræhr. Jeg bliver en bedre præst fordi jeg er feltpræst. At kunne udfylde den funktion og bare være præst, kunne jeg godt unde alle andre præster, siger hun. Afslutningsvis kan jeg ikke lade være med at spørge til, hvordan man falder i en grøft i en militærlejr i Kosovo? Når maven er så stor, kan man ikke se, hvor ens fødder er, griner hun og fortæller, at hun er røget ned af kældertrappen seks gange hjemme i præstegården siden hun blev gravid. Alting er, hvad du gør det til. Jeg gør Mariann Dyhrberg Christensen til den seje sogneog feltpræst. For det er hun. Kvinde eller ej. En feltpræst har ret til 30 dages uddannelse om året. Mariann Dyhrberg Christens kan kalde sig feltpræst med det samme. Men hun skal gennem en grunduddannelse, før hun kan sendes ud på mission i udlandet. Bl.a. skal hun lære at betjene sin tjenestepistol. Aalborg Stiftsavis nr. 4 2011 3
Når Kirkens tag er utæt Blytækkerne lider ikke af højdeskræk. De færdes hjemmevant oppe på de skrå brædder: tagunderlaget på Vust kirkes tårn. Ligeså højt oppe som syv etagers stillads. Sådan har blytækkerne arbejdet i hundredvis af år. Deres erhverv er ældgammelt håndværk, men de udøver det topprofessionelt og seriøst, så det matcher den lovgivning, der er i 2011 Tekst: Mariann Amby // Foto: Niels Clemmensen og Mariann Amby Håndværk med 1000 års historie - De gamle romere støbte bly på samme måde, som vi gør nu, - og de brugte det til vandrør og lignende, fortæller John, den ene halvdel af søskendeparret John og Charles Michaelsen, Hvidbjerg, som driver Blytækker Michaelsen A/S, ét af de sidste blystøberier, der er i Danmark. - Man ved også, at nogle af de gamle 1200-tals stenkirker i Danmark har haft bly på taget fra starten, så vi regner med at faget kom hertil sammen med munkene i sin tid. Fra begyndelsen var der gamle skrøner forbundet med erhvervet. Ja, man opfattede støbningen af blyplader som trolddom, fortæller Charles. - Dengang tækkede de med strå, spån eller lignende, og pludselig! Så stod der nogle, der kunne lave metal plader, blot ved at varme noget op. Hokus - pokus! De, der kan det, må være troldmænd! Der er nu ingen trolddom forbundet med at smelte og støbe blytag, og brødrene må skuffe dem, der tror, at blytækkeren beder en bøn over hver eneste tagplade, der støbes. - Tiden er rendt fra, at få folk til at tro på det, konstaterer Charles. Men man skal holde Når vi sidder oppe på et kirketag, så er det sjovt at tænke på, at farfar har siddet her for mange år siden og lagt det tag på, som vi nu reparerer. Vust Kirkes tårn har i en tid været pakket ind i stillads. I de sidste dage i oktober lagde Brødrene Michelsen A/S nyt tag på tårnet. 4 Aalborg Stiftsavis nr. 4 2011
sin koncentration om det, for det er håndværk! Genbruge, smelte og støbe Den aktuelle opgave på Vust Kirke starter for blytækkeren den dag, taget skal af kirken. Blystøbning beror nemlig på genbrug. Blytækkeren henter de gamle tagplader på stedet, transporterer dem hjem til støberiet i Hvidbjerg, hvor de smeltes om og tilsættes ca. 25% nyt bly til erstatning for det, der med tiden er fordampet eller forsvundet. Dernæst skal der støbes nye tagplader: Det flydende bly simrer. Blytækkeren står midt i det varme støberi ved den glohede, flydende masse i kedlen og holder øje. Når tid er og kun blytækkeren kan se hvornår! sænker han den store øse i kedlen, hæver den igen med omtrent 30 kg flydende bly. I et kontrolleret snuptag, hælder han massen ud på det glatstrøgne underlag af sand. Og få sekunder senere er blyet størknet. De to blytækkere trækker handsker på hænderne, løfter pladen af, lægger den hen i bunken og gør klar til næste støbning. De støber 20 plader i timen. I arv fra far til søn Det er mere end 100 år siden brødrenes oldefar startede virksomheden i Hvidbjerg. Dengang var det en blikkenslagerforretning. Første generation støbte næppe ret meget. Det gjorde til gengæld næste generation: farfar, som overtog i 20erne. Han skrev om sit arbejde. Charles Michaelsen, John Michaelsen og Henrik Christiansen fra toppen af Vust Kirke, hvor de i smukt efterårsvejr har tækket tårnet med nyt blytag. - Farfar kunne rejse hjemmefra i mange dage. Han støbte udendørs på stedet, hvor der skulle tækkes, så blikkenslagerforretningen hjemme lå stille, når han var af sted. Så den del af firmaet blev efterhånden lukket. Nye tider og nye vilkår Siden overtog brødrenes far. Han lærte sine sønner faget, og nu driver John og Charles Michaelsen støberiet i Hvidbjerg som fjerde generation. Om virksomheden så også består i fremtiden, tør brødrene ikke spå om. Med den miljølovgivning, der er i dag, har vilkårene for erhvervet selvsagt ændret sig. - Vi arbejder i 2011. Når man i 2011 vil være seriøs med dette fag, så er det vigtigt, at det, vi gør, er i overensstemmelse med de krav og den lovgivning, der eksisterer, pointerer Charles. Derfor er støberiet miljøgodkendt og indrettet, så det modsvarer tidens krav. Det betyder, at virksomheden har styr på alt det affald, der kommer ud af støberiet og kan dokumentere, at det bliver håndteret i overensstemmelse med gældende regler. I vor tid må der kun tækkes med bly på gamle, fredede bygninger, - ikke på nye bygninger. Så blytækkerne arbejder kun med restaurering og reparation på gamle bygninger, kirker, herregårde og lignende. Den sidste nye kirke, brødrenes far tækkede med bly var Hjerting Kirke ved Esbjerg. Den blev bygget i 1991. Vust Kirke Cirka to arbejdsdage skal brødrene og deres medhjælper bruge for at tække tårnet på Vust Kirke med de omtrent 250 nye tagplader. Det er én af de sidste større tækkeopgaver i 2011. Fra jul til 1. marts ligger de stille. Brødrene kan ikke forsvare at åbne for et gammelt historisk hus, som en kirke jo er, midt i vinteren med risiko for storm eller lignende. Men får et kirketag en stormskade i vinterperioden, så kan der naturligvis tages hånd om det. FAKTA Blytækkerarbejde er et tillidsarbejde. Et menighedsråd konstaterer, at et eller andet er utæt på kirkens tag. Så ringer de og spørger: Hvad gør vi? Kan vi få det repareret? Vi ser på det, og kan det ikke uden videre repareres, så er vi rådgivere, skriver en rapport, som menighedsrådet kan bruge, når de skal søge midler. John Michaelsen Bly er et helt unikt materiale, der kan smeltes ved 300-400 grader. Det har en bøjelighed, der betyder, at man kan forme det med nogle relativt simple værktøjer. Charles Michaelsen Tagpladen skal have en ensartet tykkelse. Derfor kræver det koncentration og håndelag, når Charles Michaelsen hælder den glohede, flydende bly ud. Aalborg Stiftsavis nr. 4 2011 5
Velkommen igen Guds
engle små... Engleklip i Thisted Kirke - sidste år En engel er en budbringer. Billedengle er et billede, en fantasi af den virkelighed, at Gud sender bud til os. Det kan være gennem andre mennesker, i en tanke, i glæden, og gennem en engel. Englen er det øjeblik, hvor det virkelig går op for én, at der er håb. Engle findes. Men ikke nødvendigvis sådan, som vi laver billeder af dem. Nogle er menneskelige, andre er lyse øjeblikke, hvor vi oplever Guds beskyttelse og omsorg. Når englen går gennem stuen går den ind i livet, og det går op for mig, at der er håb. Vi kan være mere eller mindre optagede af at skelne mellem vore naive fantasier om, hvordan engle ser ud. Som barn havde jeg en engel, - sådan en stor engel med hvide vinger, der passer på børn, - men jeg vidste, da godt, at sådan ser en engel ikke ud. Alligevel er det et udmærket billede. Man skal ikke være så bange for alt, hvad man har af billeder af Gud og Guds virkelighed. Foto: Klaus Madsen Marianne, præst
Vorupør Kirke Kirken er en del af vores sjæl, og den er vi nødt til at bevare. Thomas Thomsen, formand for Vorupør menighedsråd Vorupør Kirke blev nyrenoveret i 2010 til 2011 Kirkens historie FAKTA Lokalhistoriker og tømrermester Henrik Grønlund fortæller, at kirken blev indviet i 1902. Kun 24 år forinden havde man opført en kirke ca. 1½ km fra den nuværende, hvor kirkegården ligger. Den blev nedbrudt, og både materialer og inventar blev genanvendt. Altertavlen med billede af Anker Lund fra 1883: Jesus stiller stormen på søen, stammer således fra den første kirke. Bænkene blev genbrugt, og nye blev tilføjet. Under restaureringen opdagede man, at tagspær fra den gamle kirke var blevet genanvendt som støtte under gulvbrædderne. Den nye kirke kostede 22.000 kr.ved en ombygning af Roskilde Domkirke blev et beløb på 17.000 kr. til overs, som blev skænket til Vorupør kirke. Resten blev indsamlet lokalt. Det indsamlede beløb er ganske imponerende, når man tænker på den udbredte fattigdom. Med sine 250 pladser var kirken nærmest en katedral i det lille sogn med ca. 500 indbyggere. Vorupør kirke er opført som en korskirke i 1902. At man kan forvente at støde på noget uforudset, når man begynder at bygge om på et gammelt hus, er noget, man må forvente. Det gælder også gamle kirker. Da Vorupør menighedsråd påbegyndte en større reparation af kirken i 2004, var der ingen, der havde nogen anelse om, at det skulle ende med en næsten helt ny kirke i 2011. Det har været en lang og til tider også vanskelig, men altid spændende proces hele vejen igennem, fortæller tre af de implicerede nøglepersoner, som Stiftsavisen har talt med. Deres stemmer røber et engagement, der ikke er til at tage fejl af. Det er menighedsrådsformand Thomas Thomsen, Vorupør, tømrermester og lokalhistoriker Henrik Grønlund, Vorupør, og provst Henning Sørensen, Thisted provsti. Kirken, der er indviet i 1902, er opført som en korskirke med tårnet placeret midt over korsskæringen. Denne konstruktion skulle vise sig at byde på store udfordringer, da der opstod problemer med byggematerialet, som er røde mursten. Ydermurene var efterhånden så medtaget af vejr og vind, at det stod klart, at noget måtte gøres. Derfor opførte man en ny skalmur i 2004. Det var i sig selv et stort projet, og man regnede med, at nu var arbejdet færdigt. Men det skulle vise sig, at det kun var begyndelsen. Saltskader Den store synder er den saltholdig luft fra Vesterhavet. I fugtigt vejr trænger saltet ind i murstenene. Det meste af murværket var massivt. Saltet kunne derfor vandre hele vejen til indersiden af muren. Når det blev tørt, krystalliserede det og ødelagde pudslaget. Allerede for 50 år siden dryssede det med fint kalkpuds, så kirkegængerne måtte børste tøjet af efter en gudstjeneste. Men efter renoveringen af ydermurene blev det helt galt, idet store flager faldt ned. Det blev derfor nødvendigt at lukke kirken af sikkerhedsgrunde. Henrik Grønlund fortæller, at murene var så mættede med salt, at hver kvadratmeter indeholdt 8 kg salt. I første omgang troede man, at det var tilstrækkeligt at banke pudset ned og smøre nyt på. Men fordi den indvendige del af muren også var mættet af salt, var det nødvendigt at skifte alle sten ud. Da murene bærer tårnet, måtte man tage en korsarm ad gangen. Skibet med de venlige nye farver. Koret med Anker Lunds alterbillede fra den gamle kirke og nye stafferinger på rammen udført af Bjørn Søndergaard. Loftet i de fire korsarme er himmelblåt. 8 Aalborg Stiftsavis nr. 4 2011
Alle indvendige mure er udskiftet med undtagelse af visse partier mod øst, der står i læ for vestenvinden. Udfordringen var: Hvordan genskaber man det gamle udtryk uden at gentage de gamle fejl? Man kan ikke læse sig til det i en bog, men må bygge på sine erfaringer, siger Henrik Grønlund og fremhæver det frugtbare samarbejde med arkitekt Asger Thomsen, Thisted, og ingeniør Keld Abrahamsen, Århus. Det er rart, at man sætter sig sammen og spørger hinanden: Hvad er det så, vi gør? Det har været det gode ved den proces. Alle tre fortæller, at især tårnet har været en stor udfordring. Henning Sørensen forklarer: Tårnet, der er anbragt i korsskæringen, er mindre i omkreds end korsskæringens omkreds. Derfor har man måttet lave nogle skrå overgange. Thomas Thomsen: For at hindre saltets vandring gennem muren har man brugt nogle murbindere, der er placeret sådan, at vandringen standses. Men de skrå overgange til tårnet var det nødvendigt at lave i massivt murværk. Så for at forhindre saltet i at trænge ind, er de skrå murflader inddækket af kobber. Påvirkningen fra vejret vil fortsætte, men vandringen er stoppet, slår Henning Sørensen fast. Udformning af kirkerummet Thomas Thomsen fortæller, at det store restaureringsarbejde førte mere med sig. Der er blevet lagt helt nyt gulv, og kirken har fået ny belysning. Derimod valgte man at genskabe de gamle dekorationer på murene og i loftet. Den lokale kunstner Bjørn Søndergaard blev engageret til at sætte farver af. Han gik til opgaven med både ildhu og ærbødighed. Farverne er valgt ud fra naturens farver som sand og marhalm. Den grå farve er valgt ud fra en grå sten, der findes på stranden, og som er den eneste oprindelige danske stenart, idet de andre er ført hertil under istiden. Bjørn Søndergaard har også udført de fem billedfelter på prædikestolen, der alle er variationer over temaet himmel og hav med al den symbolik, der kan lægges ind i det. Han har tillige udført dekorationer på rammen omkring alterbilledet. Foran indgangsdøren ligger en stor sten med flere stiliserede kors. Besøgende kan undre sig over, at man nærmest skal træde på korset for at komme ind. Men inde i kirken kan man ikke undgå at få den gode fornemmelse af, at her er godt at være. Man bliver uvilkårligt overvældet af det harmoniske rum, de smukke farver og den høje håndværksmæssige standard. Udsmykningen i hvælvet er korsskæringen som er genskabt. Thomas Thomsen: Restaureringen af Vorupør kirke har skabt en stor interesse, der medfører, at der kommer mange udflugter hertil. Og ja, Vorupør kirke er en rejse værd! Mon ikke det gode resultat skyldes de involverede parters store engagement? S T E N E N E F O R T Æ L L E R S T E N E N E F O R T Æ L L E R S T E N E N E F O R T Æ L L E R S T E N E N E F O R T Æ L L E R S T E N E N E F O R T Æ L L E R S T E N E N E F O R T Æ L L E R STENENE FORTÆLLER Romansk granitkors, Rubjerg Tekst og foto: Sognepræst Niels Clemmensen, Børglum Ude i klitten umiddelbart syd for Rubjerg Knude og langt fra nærmeste beboelse lå den middelalderlige Rubjerg kirke. Kirken blev i 1904 nedrevet og flyttet længere ind i landet, men et fragment af den oprindelige kirkemur og en vold af græstørv angiver, hvor kirken lå. På den gamle kirkegård ligger stadig nogle få gravsten som et stilfærdigt minde om et liv, der en gang blev levet. En af gravstenene er i øvrigt bemærkelsesværdig på grund af en skrivefejl, idet datoen den 31. april forekommer! Stedets beliggenhed under Knuden med det forlængst slukkede fyr og de barske naturforhold kan ikke undgå at gøre indtryk på den besøgende. Når det første umiddelbare indtryk har lagt sig, kan man begynde at se ned i græsset. Lidt syd for den gamle kirkemur vil man få øje på et romansk granitkors på en lille forhøjning. Korset er kun 52 cm højt, men er forankret nede i jorden. Det er 42 cm bredt. Korset, der ikke er helt regelmæssigt, er kompakt med nogenlunde lige arme. På forsiden ses et kors bestående af rundstave og omgivet af en ring. På bagsiden findes et ligearmet kors. Torkild Hinrichsen, der er videnskabelig leder af Altonaer Museum für Kunst und Kulturgeschichte ved Hamborg, har i et omfattende upubliceret arbejde om Danmarks romanske gravsten beskrevet korset i Rubjerg. Ifølge ham er der tale om et gavlkors fra et monument, der har været sammensat af flere sten. En tydelig kant markerer stedet, hvor korset har været sat sammen med en vandret sten. Da kun korset er bevaret, er det desværre ikke muligt at sige mere om det samlede monument. Korset er solidt forankret i et støbt fundament. Det er der en særlig grund til. I foråret 1980 forsvandt det. Tyven har haft masser af arbejdsro på det øde sted. Men i 1989 dukkede det op i Himmeland efter et tip til Vendsyssel Historiske Museum, Hjørring. I en årrække stod det i museumsgården i Hjørring, men blev ført tilbage til Rubjerg gamle kirkegård omkring 2006 til glæde for de mange besøgende. S T E N E N E F O R T Æ L L E R S T E N E N E F O R T Æ L L E R S T E N E N E F O R T Æ L L E R S T E N E N E F O R T Æ L L E R S T E N E N E F O R T Æ L L E R S T E N E N E F O R T Æ L L E R Aalborg Stiftsavis nr. 4 2011 9
Kirken den er et gammel hus, bygget af levende stene Ved rejser i Skotland og Irland har jeg set mange lukkede kirker, dvs. kirker, der ikke mere fungerer som kirker, men som er omdannet til enten ungdomsklub, sagførerkontor, turistbureau e.l. Er samme udvikling på vej i Danmark? Tekst: Lone Olsen // Foto: Viggo Olsen Det debatteres i skrivende stund livligt i såvel Menighedsrådenes blad som i Præsteforeningens blad. Men for mig at se er det en debat, der afføder langt flere spørgsmål end der besvares. For affolkningen fra landet og dermed små sogne med egen kirke, er en realitet. Skoler, forretninger, daginstitutioner lukkes ned mens kirken (be) står. Og det gamle bondesamfunds tradition med at gå til gudstjeneste om søndagen og få velsignelsen med sig hjem til sig og sine, er en saga blot. Virkeligheden samfundet og dermed mennesker har forandret livsstil. Vi lever i langt højere grad i en visuel kultur end i en auditiv kultur. Gudstjenestens sprog og liturgi er helt fremmed for mange. De gamle, der bar gudstjenestelivet, dør ud og den unge generation er flyttet fra landet til byen. Og hvad gør man så? - græder man som præst når man kører hjem fra en højmesse med kun 3-4 deltagere? - foreslår man at kirken lukkes og evt. bruges som lejlighedskirke? - udtænker man alternativ brug af en kirke, der tilsyneladende ikke mere er brug for? - mange af de gamle landsbykirker er fra 1100-1200 tallet og således en del af kulturarven - betyder det, at de skal stå der til evig tid som museer? - overvejer man hvor mange mennesker der egentlig skal til førend man kan køre smilende hjem som præst? - kan åndelig forløsning måles i antal deltagere? - er en kirkes betydning afhængig af deltagerantallet ved søndagens højmesse? - kan præster leve med det faktum, at det ofte tager lang tid at skrive en god og solid - prædiken og så er der stort set ingen, der hører den? - hvor længe kan man i de små landsogne holde på præsten, hvis ingen kommer i kirke udover juleaften, begravelser, bryllupper, dåb og konfirmation? - tænker man søgnegudstjenester ( spaghetti, meditation, pilgrimsvandring osv.) ind i sit virke som menighed og præst og hvad er succesraten så her? -vinterlukker man sognekirker i de små landsogne og indretter gudstjenestetiderne efter menighedens sommerferie? - er der et folkeligt liv i sognet, som kirken kan koble sig på og i givet fald hvordan? Forslag til et af mange svar Der kunne stilles mange flere spørgsmål men ovenstående rækker for nu. Og jeg har naturligvis ikke svaret havde jeg det ville jeg fluks lave en afhandling, hvorefter jeg sikkert i kirkelige kredse- ville blive verdensberømt i Danmark! Men der er tiltag, som kan iværksættes mange steder - også uden særlig hensyntagen til lokalområdet. F.eks. kan man i flersognspastorater danne fælles menighedsråd, man kan aftale at der kun er een højmesse hver søndag på skift i pastoratets kirker, og man kan lave flere hverdagsgudstjenester af forskellig karakter. Det gavner også altid kirkelivet, hvis præsten kommer ud af sit kontor engang imellem og deltager i sognets og fællesskabets øvrige liv. Bliver en del af det folkelige fællesskab. Det vigtigste er nok at man påbegynder en samtale og debat Denne kirke, beliggende i centrum af Dublin, fungerer i dag som turistbureau med cafe i pulpituret og små souvenirbutikker i skibet! om disse spørgsmål og problemstillinger for de kan ikke ties ihjel. Den døde kirke Et noget mere radikalt svar er at gøre som præsten i fortællingen om den døde kirke. I Øst-Afrika fandtes en kirke, hvor mennesker virkelig forstod at elske Gud og var ham dybt taknemmelig. Menigheden voksede og voksede og man samledes ofte i kirken både til gudstjenester og i andre fællesskaber om troen. Men så kom velstanden og udviklingen langsomt krybende og flere trak sig tilbage fra kirken. Nogle hævdede, at det var bedre at side foran computerskærmen og tænke på Gud end at sidde i kirken og tænke på computeren, på facebook og på twitter. Andre mente at de i den grad havde fortjent deres morgensøvn søndag formiddag og atter andre syntes at de, der kom i kirke, ikke var sådan rigtig kristne, ikke rigtige i deres tro derfor blev de væk. Der var tusinde undskyldninger. En søndag, hvor der kun var ganske få i kirke, meddelte præsten fra prædikestolen, at kirken var død og skulle begraves næste søndag. Han bad den lille flok om at lade meddelelsen gå rundt i byen og bede folk om at dukke op til begravelsen. Og det kan nok være at nysgerrigheden spredte sig. Man var vantro en kirke kunne da ikke dø og da slet ikke begraves. Næste søndag var kirken propfuld en sensation var på færde - hvad skulle der ske. Præsten var ikke til stede - men efter præludiet gik kirkedøren op og præsten trådte ind med en lille kiste på skulderen. Den stillede han foran alterskranken, tog låget af og bad folk i een lang række defilere respektfuld forbi og tage afsked med deres kirke. Nysgerrigheden var enorm og folk gjorde som præsten sagde, så de vandrede op og kiggede ned i den lille kiste. Hvad så de der? Jo den geniale præst havde limet et spejl i kistens bund så det de alle så, var deres eget ansigt. Disse mennesker måtte altså hver for sig sige Jeg er den døde kirke.. 10 Aalborg Stiftsavis nr. 4 2011
Folkekirken er forberedt på dansk katastrofe Folkekirkens Katastrofeberedskab er parat, hvis terroren skulle ramme Danmark Tekst: Ellen Aagaard Petersen, folkekirken.dk Ledende beredskabspræst, Laurids Korsgaard. Fredag aften den 22. juli, få timer efter terrorhandlingen i Oslo og på Utøya udsendte Den norske Kirke en pressemeddelelse, som fortalte, at kirker over hele landet var åbnet for mennesker, som søgte fællesskab og trøst. Der var forslag til bønner til søndagens gudstjenester og annoncering af særlige mindegudstjenester. Siden var norske præster til stede på krisecentre og i lokale kirker som del af det beredskab, der hjalp det norske folk gennem katastrofen. og lægge bønner og andre ord til trøst på internettet, som den norske kirke har gjort det. Folkekirkens katastrofeberedskab har 6 10 beredskabspræster i hver region, og de er forberedte på at blive kaldt hjem fra ferie, hvis en stor katastrofe som den norske skulle indtræffe. Psykisk robusthed og indføling Det kræver en vis psykisk robusthed at manøvrere i et meget følelsesintenst miljø. Det opbygge i fællesskab, fortæller han. I dag er beredskabspræsterne en integreret del af et velorganiseret katastrofeberedskab. Præsterne uddanner sig sammen med medarbejdere i regionenes psykiatri, som de i tilfælde af en katastrofe skal arbejde sammen med. Præster kan ikke gå i selvsving Omkring 45 beredskabspræster er uddannet til opgaven i dag, men katastrofeberedskabet er går i selvsving, men det gør folkekirkepræster heller ikke. Den samme udfordring, møder præsten, når han kommer ud til de pårørende efter et selvmord eller en trafikulykke. Præsten kommer ikke med krisehjælpsteknikker og i den akutte chokfase er det sjældent tid at prædike opstandelse. Det gælder om at lytte og være sammen i den menneskelige afmagt. Håber aldrig, der bliver brug for os I hver af landets regioner er der altid en katastrofeberedskabspræst på vagt med en tændt mobiltelefon på sig. Det er regionens Akut Medicinske Koordinationscenter, som koordinerer indsatsen og vurderer behovet for præster i en konkret situation. Laurids Korsgaard tør godt love, at folkekirkens katastrofeberedskab er klar: - Sidst vi lavede en prøvealarmering i Region Nordjylland, var juleaften kl. 22.17, og i løbet af få minutter meldte fem af seks præster sig klar. Det kan føles absurd at bruge så meget energi på at forberede en situation, som vi håber, aldrig opstår. Men erfaringerne viser, hvor vigtigt det er, at have beredskabet, når ulykken rammer. Læs mere om Folkekirkens Katastrofeberedskab på fkk.folkekirken.dk Katastrofen ved Scandinavian Star viste behov for organiseret folkekirkelig beredskab. Foto: Polfoto. Folkekirkens Katastrofeberedskab De færreste har hørt om Folkekirkens Katastrofeberedskab, for det ville være usmageligt at profilere kirken på, siger ledende beredskabspræst, Laurids Korsgaard fra Frederikshavn. Men skulle noget tilsvarende ske i Danmark, er folkekirken på samme måde klar til at træde til med samtaletilbud til ofre og pårørende. Det vil også være naturligt at organisere mindegudstjenester oplevede Laurids Korsgaard selv på den hårde måde, da han som ung præst blev kastet ind i en krisesituation med flere end hundrede ofre. Ved skibsbranden på Scandinavian Star for tyve år siden, var han i nærheden og etablerede sammen med Rigshospitalets psykologer en interimistisk kriseindsats. - Bagefter blev vi klar over, at det var tilfældigt, at vi havde været på plads. Det var nødvendigt med et organiseret beredskab og det begyndte vi så at hele folkekirkens opgave, understreger Laurids Korsgaard. Man inddrager efter behov flere præster og opgaverne skal hurtigst muligt sendes videre til den lokale sognepræst, som jo vil være den, der senere skal begrave i tilfælde af dødsfald. Præstens opgave er at lytte og tale med mennesker i krise. Det kræver indføling og empati, men også en vis nøgternhed og accepten af, at her kan ikke alt lade sig gøre. - Vi kan ikke have præster, der Ved Landemodet 30. september 2011 indsatte biskop Henning Toft Bro 3 nye provster. Provst Yvonne Alstrup, domprovst Niels Chr. Kobbel gaard og provst Mette Moesgaard Jørgensen. Aalborg Stiftsavis nr. 4 2011 11
Videojournalister godt fra start Aalborg Stifts videojournalistkursus for teenagere kom flyvende fra start, da den første af fem weekendkurser blev afholdt den 23. til 25. september. Tekst og foto: Christian Roar Pedersen Klokken er 21.45 lørdag aften, og fem teenagere sidder koncentreret foran deres computer i en øde kontorbygning i Aalborg. Den eneste lyd man hører er et tastetryk i ny og næ. Der bliver ikke sagt et ord, for de har travlt. De skal nå at redigere et tv-indslag færdigt, og de har været i gang i siden kl. 17 dagen før. De er med på videokurset Teenage VJ, og journalisten Christian French banker på tre dage de journalistiske grundprincipper ind i de unges hoveder. Han lærer dem at holde kamera, redigere og vinkle. Der er meget at huske, men det er en indlæringsmæssig spanking, der falder i de unges smag. Det er tydeligt, at de brænder for det at lave tv. Havde det været skole, var jeg faldet i søvn, men det gør jeg ikke her, fortæller en af deltagerne i en pause. Søndag morgen kommer forløsningen så. Fire tv-portrætter har set dagens lys. Der bliver klappet. Og så kommer efterkritikken. Hvad er godt og hvad kunne gøres bedre næste gang? Næste kursusweekend byder på visual proof og fortællemodeller. Men inden da skal de unge jo lige træne alt det de har lært på denne weekend. Derfor giver Christian French dem et videokamera, et redigeringsprogram og en opgave med hjem. Fredag den 18. november kan man se dem igen. Sent om aftenen foran computeren med et kamera i den en hånd og en cola i den anden. For da er der endnu engang Teenage VJ kursus i Aalborg Stift. Læs mere om Teenage VJ på www.aalborgstift.dk FAKTA Teenage VJ Er er et etårigt videokursus for teenagere udbudt af folkekirken i Aalborg Stift. Fem weekender og individuel coaching danner rammen om forløbet. Formålet er at gøre unge interesserede i journalistik og samtidig få et indblik i, hvordan de unge vil formidle kirken på tv. Folkekirke TV AALBORG STIFT Folkekirke TV i Aalborg Stift kan ses på Kanal Nord (samme kanal som TV2/Nord Plus) på disse tidspunkter (ændres efter nytår): Mandag 15.30 Magasin Tirsdag 15.30 Liv i Kirken og Præstens Værksted Onsdag 22.00 Magasin Torsdag 22.30 Liv i Kirken og Præstens Værksted Fredag 22.30 Magasin Lørdag 21.00 Liv i Kirken og Præstens Værksted Søndag 15.30 Magasin Desuden kan du se Folkekirke TV på Youtube: http://www.youtube. com/user/folkekirketv Eller du kan finde Folkekirke TV på facebook: http://www.facebook. com/group.php?gid=140963849253030 Folkekirkeligt TV - Kanal Midtvest Mandag 21.15-21.30 Præstens værksted Tirsdag 15.00-15.30 Magasinprogram 1 Onsdag 16.30-16.45 Præstens værksted (G) Torsdag 15.00-15.30 Magasinprogram 2 21.15-21.30 Præstens værksted (G) Fredag 13.15-13.30 Præstens værksted (G) Lørdag 15.00-15.30 Magasinprogram 1 (G) Søndag 15.00-15.30 Magasinprogram 2 (G) AALBORG STIFTSAVIS Abonnementsprisen på Aalborg Stiftsavis 2012: Aalborg Stiftsavis Blytækker - gammelt håndværk ved gamle kirker Aalborg Stiftsavis 16. årgang nr. 4-2011 FOLKEKIRKELIGT TV Kanal Midtvest Mandag 21.15-21.30 Præstens værksted Tirsdag 15.00-15.30 Magasinprogram 1 Onsdag 16.30-16.45 Præstens værksted (G) Torsdag 15.00-15.30 Magasinprogram 2 21.15-21.30 Præstens værksted (G) Fredag 13.15-13.30 Præstens værksted (G) Lørdag 15.00-15.30 Magasinprogram 1 (G) Søndag 15.00-15.30 Magasinprogram 2 (G) Aalborg Stiftsavis anstrænger sig altid for at bringe spændende artikler om kirkelivet i Aalborg Stift. Avisen er helt afhængig af at have abonnenter, derfor opfordrer vi til at forny abonnement i forbindelse med årsskriftet. Årsabonnement 1: (40 eks. pr. nr.) Årsabonnement 2 (20 eks. pr. nr.) Årsabonnement 3: (5 eks. pr. nr.) Årsabonnement 4: (1 eks. pr. nr.) Årsabonnement 5: (30 eks. pr. nr.) 2.585 kr. 1.555 kr. 485 kr. 160 kr. 2.085 kr. Journalist Christian French underviser unge videojournalister. AALBORG STIFTSAVIS Redaktør: Lone Olsen Kragholmvej 8, 7742 Vesløs Tlf. 97 99 30 45 lo@km.dk I redaktionen: Jens F. Munksgaard Tlf. 97 95 11 84 jfm@km.dk Mariann Dahl Amby Tlf. 97 92 17 50 mda@km.dk Christian Roar Pedersen Tlf. 23 20 30 99 crpe@km.dk Niels Clemmensen Tlf. 98 99 40 24 ncl@km.dk Ekspedition og abonnement: Kirkevej 40-7760 Hurup Thy Tlf. 97 95 11 84 Fax 97 95 11 73 jfm@km.dk Bestyrelse: Formand: Biskop Henning Toft Bro Provst Jens-Anders Djernes Civilingeniør Poul Jacobsen Priser 2011: Årsabonnement 1 (40 eks. pr. nr.) 2.585 kr. Årsabonnement 2 (20 eks. pr. nr.) 1.555 kr. Årsabonnement 3 (5 eks. pr. nr.) 485 kr. Årsabonnement 4 (1 eks. pr. nr.) 160 kr. Årsabonnement 5 (30 eks. pr. nr.) 2.085 kr. Læserbreve, debatindlæg eller forslag til manuskripter kan indsendes til redaktøren. Indlæg til næste nummer af Aalborg Stiftsavis skal være redaktøren i hænde senest den 1. februar 2012. Næste nummer af Aalborg Stiftsavis udkommer i foråret 2012. Aalborg Stiftsavis udkommer 4 gange årligt Sats og tryk: Dantryk A/S, Hurup Thy