Teenager med en kræftsyg forælder

TEENAGEGRUPPE AF ULLA JUEL-BLICHER, GRETE HEDEGAARD OG HELGE HALLMANN Teenager med en kræftsyg forælder MODELFOTO. BAM Der er i forvejen rigeligt at tage vare på, når man er 13 eller 17 år. Ensomhed, tvivl og angst kommer til, hvis den ene af ens forældre er alvorligt syg af kræft. Kræftens Bekæmpelses teenagegrupper er en vigtig støtte for mange af dem. 14 PSYKOLOG NYT Nr. 3. 2005

Kræftrådgivningen i Århus har de sidste tre år haft et gruppetilbud til unge mellem 12 og 18 år med en kræftsyg forælder. Baggrunden for tilbuddet er, at forældrene i kræftramte familier erfaringsmæssigt bekymrer sig allermest om netop de unges trivsel. Samtidig ses denne gruppe sjældent i den individuelle rådgivning. Af den sparsomme litteratur om at arbejde med teenagere i gruppe fremgår det, at unge er en speciel gruppe. Teenageren har behov for praktisk og følelsesmæssig løsrivelse fra forældrene. Forældrene i en kræftramt familie har behov for nærhed, støtte, praktisk hjælp samt behov for at vide, hvordan den unge har det. (Christ 2000). Vi ser grupperne for teenagere som et forum, der er i stand til at rumme dette særlige dilemma. Vores erfaring er, at forældrene i familier med alvorlig kræftsygdom ofte bliver stødt over teenagerens tendens til selvcentrering. Teenageren bliver omvendt nedstemt og føler sig udelukket, hvis forældrenes mindskede overskud og forøgede stressniveau fører til, at forældrene ikke er tilgængelige, hverken praktisk eller emotionelt, når den unge lejlighedsvis har behov herfor. Der er således rige muligheder for, at teenageren og forældrene kan gå fejl af hinanden i den i forvejen belastende situation. De unge i grupperne har generelt en meget stor ensomhedsfølelse og tvivl på, hvordan de kan forholde sig. Da puberteten er den udviklingsperiode, hvor der sker flest ændringer på kortest tid, har de unge særligt behov for Nr. 3. 2005 PSYKOLOG NYT 15

FAKTA stabilitet og forudsigelighed i hjemmet. Dette er netop ikke tilfældet ved alvorlig kræftsygdom. Samtidig får relationen til jævnaldrende en særlig stor betydning, og de unge udtrykker, at de kan føle sig meget sårbare i deres anderledeshed på grund af forælderens kræftsygdom. Gruppetilbud, hvor den unge er sammen med andre i samme alder og aktuelle situation, er af den grund relevant. Typiske mestringsmåder De fleste unge er trods deres selvcentrering meget opmærksomme på, hvor stressfyldt perioden med kræftsygdom er for hele familien. De vælger derfor ofte at være stærke og gemmer deres følelsesmæssige reaktioner for forældrene. Således nævner flere teenagere i gruppen, at de ofte græder sig i søvn alene, tager en maske på, når forældrene er i nærheden, lider under mangelen på omsorg og opmærksomhed, skriver dagbog, kaster sig pligtopfyldende over lektierne eller praktiske opgaver i hjemmet. Mange bliver meget bundet til hjemmet og har svært ved at slappe af, når de ikke er tæt på den syge forælder og kan følge tilstanden. Andre reagerer omvendt og flygter ud af hjemmet eller ind i aktiviteter, hvor de kan undgå konfrontation med sygdomssituationen. En del får somatiske gener. Hovedpine, mavesmerter, spiseforstyrrelser, søvnbesvær, hukommelses- og koncentrationsvanskeligheder og besvær med at omgås andre hører til de mest typiske. Nogle trækker sig fra vennerne, andre søger dem i endnu højere grad. Nogle får flere konflikter med forældrene, for andre forsvinder konflikter og uoverensstemmelser fuldstændigt i sygdomsperioden og den frigørelsesproces der eventuelt var i gang udsættes. Vores generelle erfaring fra grupperne er, at de kraftige reaktioner på situationen af de fleste unge søges nedtonet. At være som de andre Det vigtigste formål med gruppetilbuddet er at give de unge mulighed for at møde ligestillede i et erfaringsudvekslingsforum. Den største lindring, gruppen har bragt de unge, er beroligelsen ved at høre, at deres forskelligartede tanker, følelser og reaktioner er genkendelige for andre. Det, vi som gruppeledere bidrager med, er rammerne og det indholdsmæssige i samværet. Vi tilbyder de unge en forståelsesramme og et ordforråd, som hjælper dem til at formulere sig om deres psykiske og fysiske velbefindende i en belastet familiesituation. Mange af de unge har ikke mod til at udtrykke deres individuelle erfaringer, hvis ikke de præsenteres for en forståelsesramme, inden for hvilken de kan genkende deres egne erfaringer. Vores rolle som gruppeledere er anderledes end i voksengrupperne. Erfaringen er, at vores tilstedeværelse er meget nødvendig, idet de unge nok identificerer sig med hinanden og har stor glæde af hinandens tilstedeværelse og identifikationsmulighederne, men de formår ikke at yde hinanden emotionel støtte uden styring. (Christ, 2000) Gruppelederne bliver her garanter for, at den unge får den tilstrækkelige støtte. Samtidig er gruppelederne ansvarlige for, at der i gruppen opstår en kultur, der kan rumme de individuelle forskelligheder og vanskeligheder, de unge præsenterer. Temaer i gruppen Temaer som viden, handlemuligheder og emotionel støtte er gennemgående i grupperne. Det er af betydning, at gruppelederne har et godt kendskab til de emner, der tages op, idet specielt drengene i gruppen har behov for at få vedkommende information og høre udsagn, de kan relatere sig til. Drenge og piger har stor glæde af at være sammen i grupperne og lærer og låner meget fra hinandens forholdemåder og formuleringer. Fordelingen af drenge og piger har været næsten ligelig, hvilket er usædvanligt for vores grupper generelt. Langt de fleste unge ønsker præcis viden om forælderens kræftsygdom. De oplever det værdifuldt at være velorienterede. De befinder sig bedst ved, at der ikke kan komme overraskelser, hvis forælderens sygdom forværres. Hovedparten af de unge har alvorligt syge eller terminale forældre. Mange gruppesessioner har indeholdt psykoedukative elementer præsenteret af gruppelederne. Andre har som tema haft erfaringsudveksling om kræftsygdom, behandling og bivirkninger. De fleste unge tilkendegiver, at viden giver følelse af kontrol og kompetence. Et andet vigtigt tema for de unge er at finde frem til, hvordan de kan handle. Hvad de selv kan gøre for at tilpasse sig eller håndtere situationen. I gruppen arbejder alle med øget bevidsthed om egen mestringsmåde. Sidst kommer den følelsesmæssige støtte, som mange af de unge har svært ved at modtage og også indimellem svært ved at give til andre. De unges stærke behov for ikke at være anderledes og deres bekymring for at blive afvist af jævnaldrende virker hæmmende for at dele følelser, vise følelser og også selv yde emotionel støtte. Det er således fortsat fortrinsvis fra voksne, 16 PSYKOLOG NYT Nr. 3. 2005

Om teenagegruppen Teenagegruppen er en slow-open gruppe, som mødes på Kræftrådgivningen to timer hver 14. dag. Der er altid venteliste til gruppen, som består af 8-10 unge og to gruppeledere. Inden gruppestart er der en forventningsafstemmende samtale med den unge og forældrene og igen en afsluttende samtale. Gennemsnitligt er den unge i gruppen et halvt til et helt år. Fordelingen af drenge og piger har været ligelig. Omtrent 50 unge har deltaget. MODELFOTO. BAM teenagerne skal modtage den emotionelle støtte fra forældrene og andre betydningsfulde voksne, herunder gruppelederne. Om at finde balancen Karakteristisk for temaerne har været, at der er en stadig pendulering mellem at forholde sig til og tale om det svære i deres tilværelse og at distancere sig fra det. Det gælder først og fremmest i forhold til forælderens kræftsygdom, men også i forhold til ensomhedsfølelse, Nr. 3. 2005 PSYKOLOG NYT 17

vanskeligheder i forhold til skole, venner og omgivelser. Gruppedeltagerne beskæftiger sig i højere grad end jævnaldrende med livets store spørgsmål, fx overvejelser om meningen med livet og dødens nærhed. Penduleringen består også i, at de unge hver gruppesession har behov for at svinge mellem alvorsfuld dialog om vanskelige og betydningsfulde emner og hverdagsagtige emner af interesse for alderen udseende, tøj, forholdet til det andet køn. De arbejder til stadighed med at finde en passende balance mellem at forholde sig til sygdommen og dens mulige konsekvenser og distancere sig fra den. Svinger mellem håb om helbredelse og angst for sygdommens udvikling. Da mange af de unge har uhelbredeligt syge forældre, sker det, at en forælder dør. Vi ser gruppen som et forum, hvor det kan lade sig gøre at ventilere tanker om, hvordan fremtiden kan tegne sig, hvis forælderen ikke overlever sygdommen. Tanker og tale, der af den unge kan opfattes som forbudte i familien, da det kan tolkes som tegn på, at de har opgivet håbet om, at forælderen overlever. Vores erfaring er, at de unge aldrig opgiver, men til det sidste bliver ved at håbe og i tankerne beskæftiger sig med, hvad de kan gøre for at ændre sygdommens forløb. I den forbindelse spiller gruppen en stor rolle som et forum, hvor der er mulighed for at ytre sig MODELFOTO. BAM om det, man ønsker mindst og frygter mest, samtidig med at håbet bevares og kampen ikke opgives. Vækstmuligheder De fleste unge har udtrykt, at de oplever sig meget anderledes end deres jævnaldrende. De har tilkendegivet, at selv om det kan være hjælpsomt, at skolen, vennerne og netværket er velinformeret om forælderens kræftsygdom, kan det også indimellem være plagsomt, hvis de hele tiden bliver påmindet om sygdommen og fastholdt i følelsen af at være anderledes. Mange ønsker netop skolen eller en fritidsaktivitet som et fristed, hvor de kan føle sig normale og holde fri fra tanker om sygdommen. Pointen for nogle af de unge er, at de gerne selv vil have indflydelse på og kontrol over, hvornår, hvor og af hvem der bliver spurgt til sygdommen. De fleste finder det rigtig godt, at muren af tavshed er brudt. Det er godt, at omgivelserne kender til situationen med sygdom og tør spørge. Bagsiden af medaljen kan være, at den unge ikke altid selv kan vælge, hvornår det er hjælpsomt, at emnet bliver slået an. Ikke alle har lige meget fornemmelse for, hvornår det opleves omsorgsfuldt. Evalueringerne fra de unge har vist, at de fleste i gruppen får støtte til deres udvikling og modning. Vækstmulighederne i den belastende sygdomssituation bliver tydelige for de unge, når de præsenteres af andre i samme alder. De unge styrkes i at håndtere situationen på den måde, der er den mest hensigtsmæssige for dem selv og bekræftes i, at der er mange muligheder ikke én rigtig. Enkelte unge er efterhånden i stand til at se nogle positive aspekter ved sygdommen, såsom at familien rykker tættere sammen, og at det bliver muligt at udtrykke kærlighed og omsorg mere frit end før. Vores erfaring er, at forældrene lettes betydeligt, når den unge efter at have været i gruppen en tid ofte får styrke til at fortælle forældrene om nogle af deres overvejelser om sygdommens påvirkning. I en tidligere artikel (P-Nyt 2/2005) har vi beskrevet vores erfaringer med at lade en børnegruppe indgå som en del af et familierådgivningstilbud. Vi viste, hvordan familiesamtalerne og samtalerne i børnegruppen gensidigt kan berige hinanden. Teenagegruppen er i modsætning til børnegruppen et tilbud til alle 18 PSYKOLOG NYT Nr. 3. 2005

berørte teenagere. Kun enkelte teenagere har deltaget både i familiesamtalerne og gruppen. For teenagere er relationen til jævnaldrende vigtigere end for børnene, og de udvikler sig mest i kontakten med de jævnaldrende. Ikke desto mindre er erfaringen, at teenagere, der har deltaget både i gruppen og familiesamtalerne, har kunnet anvende sprogbrug og bevidsthed om forholdemåde erhvervet i gruppen i familiesamtalerne. Ligeledes kan de unge bruge den legitimering af deres følelser, som de har oplevet i gruppen til at få mod til at udtrykke sig. - - - Det sidste år har vi i Kræftrådgivningen i Århus sat særligt fokus på børns trivsel ved en forælders kræftsygdom. Dette er sket gennem deltagelse i et europæisk forskningsprojekt i samarbejde med Psykologisk Institut, Aarhus Universitet (Children of Somatically Ill Parents./COSIP). Erfaringerne herfra er samstemmende, at det har stor forebyggende effekt, at børn og unge med en syg forælder får mulighed for at formulere sig om deres situation og få støtte til at blive bevidste om, hvilke mestringsmåder der gavner dem mest under sygdomsforløbet. Ulla Juel-Blicher, socialrådgiver Grete Hedegaard, familieterapeut Helge Hallmann, psykolog Litteratur: Christ, Grace Hyslop (2000): Healing Children s Grief. Surviving a Parent s death from Cancer. New York: Oxford University Press. Worden, J. William (2003). Grief Counseling and Grief Therapy, 3rd Edition. Hove & New York: Brunner- Routledge. Taylor-Brown, Jill et al. (1993): Kids Can Cope: A group Intervention for Children Whose Parents Have Cancer, i: Journal of Psychosocial Oncology. Nr. 3. 2005 PSYKOLOG NYT 19