1 Urup Kirke Søndag d. 28. juni 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 4. søndag efter trinitatis, Luk 6,36-42. 1. tekstrække Salmer DDS 724: Solen stråler over vang (mel: Morten Nyord) DDS 598: O Gud, du ved og kender DDS 564: Tænk, når engang - - - DDS 365: Guds kærlighed ej grænse ved Altergang DDS 471: O glædelig dag DDS 51: Jeg er i Herrens hænder Tekstlæsninger GT-læsning: 2 Sam 11,26-12,7a Da Urias' kone hørte, at hendes mand var død, holdt hun ligklage over sin mand. Men da sørgetiden var omme, hentede David hende hjem til sig; han giftede sig med hende, og hun fødte ham en søn. Men det, David havde gjort, var ondt i Herrens øjne. Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde:»der var to mænd i
2 samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.«davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan:»Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!«da sagde Natan til David:»Du er manden!«epistel: Rom 8,18-23 Jeg er overbevist om at den lidelse vi bliver udsat for nu, er det rene ingenting i sammenligning med den herlighed vi engang vil få at se. Alt det Gud har skabt, venter i længsel på at han afslører at vi er hans børn. Alt det skabte skal nemlig dø. Ikke fordi det gerne vil, men på grund af ham, der lagde det ind under tomheden. Nu håber det skabte på en dag at blive befriet så det ikke længere skal være underlagt døden, men opnå den samme guddommelighed som Guds børn får. Vi ved at alt det skabte indtil nu har sukket og stønnet som om det havde voldsomme smerter. Det gælder også os der i første omgang har fået Helligånden. Vi må sukke og leve i forventning om den dag hvor Gud tager imod os som sine børn ved vort legemes forløsning. Prædiketekst: Luk 6,36-42 Jesus sagde:»vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«han fortalte dem også en lignelse:»kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i
3 dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«prædiken Mens vi sidder til gudstjeneste her i kirken, er statsministeren hos dronningen og i gang med at præsentere den nye regering i Danmark. Det kan måske nok have fristet lidt at følge med i det i stedet for at tage i kirke, men vi fik alligevel listen over ministre i morges?! Nu ved vi, hvem der er finansminister, indenrigsminister, undervisningsminister, kultur- og kirkeminister osv. Og det er vigtigt, hvem der får de forskellige poster, for det gælder ledelsen af vores land og retningen de kommende år. Selve det, at der er en styreform i samfundet, som bestemmer i borgerlige ting, er forordnet af Gud, og er en af Guds måder at regere verden på. Vi skal derfor underordne os myndighederne, også når de straffer os for forseelser. Jesu ord fra Luk 6 kaldes sletteprædikenen, fordi den i modsætning til Bjergprædikenen blev holdt på en slette. Her er det ikke myndighederne, Jesus taler om. Døm ikke, tilgiv, så skal der tilgives jer kan man ikke regere et land efter. Ordene er talt til disciple af Jesus! Her gælder en helt anden målestok end i samfundet. Det er kærlighedsetik, der styrer Jesu formaninger til os. Jesus svarer på spørgsmålet: Hvordan skal jeg leve? Helt overordnet, og ind imellem ned i detaljer? Men Jesu prædiken er ikke bare en gang regler, ligesom vores lovsystem. Færdselsloven fx med 1, 2 osv. Når Jesus giver os sin lov, begynder han med at tegne en vidunderlig ramme for hele en kristens liv med saligprisningerne. Han løftede sit blik, så på sine disciple og sagde: Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres. Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes. Salige er I, som græder nu, for I skal le. Han advarer også mod rigdom og optaget af denne verden, som kan få os til at falde fra troen, så vi mister det hele igen, men saligprisningerne står først! Jesus priser disciplene salige, hvilket er den store frihed og den åbne himmel, vi lever under. Du er saligprist, før Gud begynder at give dig sine leveregler. Overvej, hvad det betyder for dit liv. Jeg kommer tit tilbage til et fantastisk ord i Sl 119,32: Ad den vej, du befaler vil jeg løbe, for du har gjort mit hjerte fri.
4 Det går ad samme spor, når Jesus siger: Vær barmhjertige, ligesom jeres fader er barmhjertig. Jesus siger: I kender Guds barmhjertighed, I har selv mødt den i evangeliet, og den har sat jer fri fra al synd, skyld og skam. I kender målestokken og det er den, I skal virkeliggøre i praksis: Vær barmhjertige! Når Jesus så fortsætter med formaningerne: Døm ikke Fordøm ikke Giv Tilgiv, så begynder vi at tabe pusten lidt. Hvor barmhjertig er jeg egentlig? Er jeg helt fri for at dømme og fordømme? Giver jeg sådan at jeg kan forvente, at der gives mig? Eller tilgiver jeg? Så er det, at man snarere end friheden kan komme til at tænke på et eksamensbord. Netop i disse dage er der mange unge mennesker, som kan glæde sig over, at deres eksamen er i hus. Der er studenterhuer at se overalt, og alle disse studenter kan nu se tilbage på en drøj tid med læsning. De har siddet ved eksamensbordet og svedt over de udfordringer, de er blevet stillet. Nogle må gå fra studiet med dumpekarakterer. Når vi kommer i kirke i dag, så kunne det godt lyde, som om det med eksamensræset ikke er helt overstået. At vi er til eksamen hos Gud, og jo mere vi hører af formaningerne, desto mere forstår vi, at vi dumper den eksamen. Jeg dømmer andre fordømmer dem også. Jeg giver ikke gerne penge og tid væk, jeg tilgiver nødig mennesker det, de har gjort forkert mod mig. Hvordan skal vi forstå det med ikke at dømme eller fordømme? Man hører tit, at de kristne er så fordømmende, og lad os bare slå øjnene ned og indrømme, at det er sådan. Men det er også tit en floskel, der bruges, når kristne siger fra over for uret og moral. Betyder det, at vi skal lade 5 og 7 være lige, når vi står over for uret og ondskab, sladder og umoral? Nej, absolut ikke. Jesus selv dømte farisæerne og gjorde gang på gang op med hykleri og synd. Davids syndige handlinger med Batseba og Urias, som vi hørte om, var ikke i orden, og Isis nedslagtninger og voldtægter er afskyeligheder, som vi ikke bare må, men skal sige fra over for. Derfor holder vi fast i, at synd er synd, og advarer mod syndens bedrag, hvad enten det er materialisme, seksuel synd af forskellig slags, fosterdrab, tidsåndens bombardement mod ægteskabet og Kristus-troen, for nu at tage noget af det aktuelle i vores samfund lige nu.
5 Vi må huske to ting: For det første: Det at fordømme uretten er ikke det samme som at dømme personen. Man kan godt elske en person, hvis handlinger man fordømmer. Sådan er det altid hos Jesus, og det er et eksempel til efterfølgelse uden lige for os og en udfordring: Hvordan viser du, at du elsker dem, hvis handlinger du taler imod? Bliver det til andet end at tale imod? For det andet: Hvis du påtaler en andens synd, så husk på, at du selv er en lige så stor synder, hvis ikke større. Jo, for du har synd ligesom den, hvis synd du påtaler, og oven i købet har du den synd at være selvretfærdig. Du har en bjælke i øjet og kan derfor ikke se klart til at tage splinten ud i din brors øje. I øvrigt en humoristisk beretning, hvis man forestiller sig situationen. Det er hykleriet, Jesus påpeger, at man ikke vil indrømme sine egne synder. Her kan vi tænke på historien med David og profeten Natan. En kort opridsning af historien lyder således: David var konge i Israel og havde som den tids konger et harem af hustruer. En dag ser han fra sit kongepalads en kvinde, der tager bad, og han bliver betaget af hende og fyldt med begær. Kvinden er Batseba, Urias hustru. Ved vi, hvem Urias er allerede her? Ja, det gør vi. Han er omtalt i 1. Krøn 11 som en af Davids trofaste krigere, der bevogtede kong David med deres eget liv. David sender bud efter Batseba og gør hende gravid. Som det tit er med synd, så må David enten gå til bekendelse eller dække over synden, og han vælger det sidste. Han beder om at få Urias hjem fra slagmarken i håb om, at han tager hjem til Batseba, så han kan tro, at han har gjort hende gravid. Det lykkes ikke, for Urias er loyal mod kongen og sine medsoldater. David må derfor tage endnu et skridt og får hærføreren Joab til at sætte Urias på den mest udsatte post ved fronten, Uriasposten, og lade ham i stikken alene med fjenden, så han bliver dræbt. Du må ikke begære din næstes hustru. Du må ikke bryde et ægteskab. Du må ikke slå ihjel sådan lyder Guds bud. Og David har overtrådt dem alle. Så sender Gud profeten Natan, som fortæller den triste historie om den rige mand, som ikke kunne nænne at tage et af sine egne dyr, da han fik besøg, men i stedet forgreb sig på den fattige mands eneste lille lam. Den mand, der gør sådan, skal dø, siger David og så kommer det frygtelige øjeblik, hvor Natan peger på David og siger: Du er manden. Gud havde givet ham rigdom og ære, kvinder og magt, og så forgriber han sig på den loyale Urias hustru.
6 Hele episoden kom til at påvirke fremtiden for David. Hans og Batsebas første fælles barn døde. En af Davids sønner, Amnon, voldtog sin egen søster og blev slået ihjel af en anden bror, Absalom. Denne Absalom gjorde snart efter oprør mod David og fordrev ham fra kongeborgen, og som et synligt tegn på sin bedrift, rejste han et telt på taget af paladset og voldtog ti medhustruer, som David havde måttet efterlade i sin flugt. Opgøret blev så bittert, at Davids hær slog sønnen Absalom ihjel, før der igen blev fred i Jerusalem. Og du taler om familieproblemer?! Jo, jo det kan vi have, men det er set før, og det er set værre. David var blevet blind for sine egne synder, og kan en blind vejlede en blind? Nej, der måtte en seende til, profeten Natan, som kom og overbeviste David om hans synd. David blev klar over, at han var dumpet så slemt, så slemt. Han var manden, der havde taget det ene får, den eneste hustru, Urias havde, og derefter nedslagtet ham. Du er manden, lød det til ham. Sådan er det også med os der må en seende til, for at vi erkender vores skyld, og denne seende er Jesus Kristus. Den nu afdøde biskop Gejl har en prædiken, der hedder: Fremtid for livets dumpekandidater, hvor han fortæller om en mand, der gik frem og tilbage i en sidegade i Stockholm. Det så den svenske prins Oscar Bernadotte, og da han kendte manden, gik han hen til ham og spurgte, hvorfor han gik frem og tilbage her i denne sidegade. Jo, svarede han, min søn er oppe til en afgørende eksamen nu, og det er usikkert, om han klarer det. Gør han ikke det, sniger han sig nok ned ad bagtrappen og kommer ud her, og så vil jeg som den første være hos ham med det samme. Biskop Gejl bruger historien til at sige, at sådan er det med Gud. Livets dumpekandidater, det er os men Gud står ved bagtrappen og samler os op. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Og hvordan er han barmhjertig? Han er så barmhjertig, at han selv gik ind under den dom og den fordømmelse, som mennesker gav ham og som Gud gav ham. Han gik ind under den dom og den fordømmelse, der kommer af vores domme og fordømmelser over hinanden. Han udsonede straffen på korset og skaffede forsoning og tilgivelse. Det er barmhjertighed. Jeg nævnte i begyndelsen af gudstjenesten, at temaet i dag er sammenhængen mellem evangeliet, som sætter os fri, og det liv, vi lever i efterfølgelse af Kristus og Guds barmhjertighed.
7 Formaningerne kan høres helt, helt forkert, hvis ikke Guds barmhjertighed står som fortegn. Hvis ikke du hører det ud fra evangeliets frihed, så bliver det nye lovbud, som fører til selvretfærdighed, modløshed eller dom. Det gælder ordet: For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Når man kom med korn til opbevaring i foderstoffen dengang, så brugte man det samme mål, den samme balje eller bøtte, når man afleverede korn og hentede kornet igen, så ingen blev snydt. Med evangeliet som fortegn, så kan formaningerne høres, så de præcis gør, sådan som Jesus vil: De presser alt ud af os, udfordrer os max, og samtidig med giver de os alt: Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. Hvilket mål skal vi måle med? Mål med evangeliets mål. Mål med barmhjertighedens mål. Uanset, hvordan den nye regering kommer til at virke i praksis, så er Guds regering 1000 gange vigtigere og kærligere. Kun om den regering kan vi sige: Ad den vej, du befaler mig, vil jeg løbe, for du har gjort mit hjerte fri. Amen!