Baggrund om forslag til initiativer vedr. øget privat og offentlig konkurrence

om forslag til initiativer vedr. øget privat og offentlig konkurrence I. Privat konkurrence Byggeri Bedre adgang til udenlandske byggevarer...2 Ensartet og hurtigere byggesagsbehandling...3 Større effektivitet i byggeriet...4 Servicesektoren Detailhandlen Styrket produktivitet og konkurrence i detailhandlen...5 Større fleksibilitet for godstransport i byerne...6 Fri prisdannelse på løssalg af aviser og magasiner...7 Sundhedstjenester Liberalisering af apotekersektoren...8 Liberalisering af praksissektoren på sundhedsområdet...9 Andre serviceerhverv Lempelse af advokaters møderetsmonopol... 10 Liberalisering af taxibranchen... 11 Flere togstrækninger udbydes i konkurrence... 12 Mere konkurrence om affaldsforbrænding... 13 Mere konkurrence i energisektoren... 14 Ny model for levering af studieadministrative IT systemer... 15 II. Offentlig konkurrence Mere konkurrence om offentlige opgaver Kommunal udbudspligt for udvalgte opgaver... 16 Regional udbudspligt for udvalgte opgaver... 17 Konkurrence om etablering og drift af ældreegnede boliger... 19 Øget brug af udbud på hjemmehjælpsområdet gennem distriktsopdeling... 20 Øget incitament for private på dagtilbudsområdet & afknopning... 22 Fo renklede regler og rammer skal gøre offentlig privat samarbejde og konkurrence nemmere Enklere regler for offentlig konkurrence... 23 Styrket indsats for offentlig private partnerskaber (OPP)... 25 Nemmere offentlig privat samarbejde... 26 Mere fælles indkøb i den offentlige sektor... 28

Bedre adgang til udenlandske byggevarer Der omsættes i Danmark for ca. 130 mia. kr. byggevarer årligt, og der findes omkring 100.000 produkter på markedet. Først i de sidste 10 15 år er frihandlen på dette område for alvor slået igennem, og i dag udgør importerede varer ca. 40 pct. af markedet. Andelen af importerede byggevarer har været stigende gennem de sidste år og har bidraget til lavere priser for byggevarer. Undersøgelser fra blandt andet Euro stat viser dog, at byggeri i Danmark er over 20 pct. dyrere end i øvrige EUlande. Andelen af importerede byggematerialer kan øges ved at give flere udenlandske leverandører adgang til det danske marked. Dermed kan der skabes større konkurrence på markedet for byggematerialer med højere produktivitet og billigere dansk byggeri til følge. For de fleste byggematerialer er der udarbejdet fælles EU standarder, men en del af standarderne kræver også, at der fastsættes nationale krav, og de danske krav kan udgøre en handelsbarriere, som medvirker til at begrænse udenlandske leverandørers adgang til det danske marked. Samtidig gør det store antal standarder mv. det vanskeligt for virksomhederne at afsøge markedet for de billigste materialer, når det gælder den samlede pakke af materialer til typiske arbejder som fx tagarbejde eller facadearbejde. Dermed kan manglende overblik også blive en begrænsning for at få udenlandske byggevarer ind på markedet. Et konkret eksempel på særlige danske krav er stikkontakter, hvor det ikke er muligt at benytte stikkontakter efter tysk standard. Begrundelsen herfor har været sikkerhedshensyn, men disse vurderes at være reduceret væsentligt efter indførelse af krav om HPFI afbrydere i alle ejendomme. Samtidig er det vigtigt at sikre, at byggevarerne lever op til reglerne af hensyn til både forbrugersikkerhed og fair konkurrence på markedet. Bedre adgang til udenlandske byggevarer: Det foreslås, at der skabes lettere adgang til udenlandsk producerede byggematerialer på det danske marked, blandt andet ved at gennemgå og justere de nationale krav til byggevarer, så de stemmer overens med sammenlignelige lande. Adgang til udenlandske stikkontakter: Det foreslås at tillade den tyske standard for stikkontakter på det danske marked. Informationsindsats om standarder for byggevarepakker: Det foreslås at gennemføre en informationsindsats vedr. den samlede pakke af standarder for en række gængse arbejder for derved at hjælpe virksomhederne med at finde de billigste materialer. Markedskontrol af byggevarer: Der gennemføres en proaktiv markedskontrol af, om byggevarer på det danske marked lever op til reglerne. 2

Ensartet og hurtigere byggesagsbehandling Den offentlige byggesagsbehandling har væsentlig betydning for byggeerhvervets effektivitet og produktivitet. Byggesagsbehandlingen består af dels den bebyggelsesregulerende behandling, som vedrører byggeriets placering på grunde, højde og afstand til naboskel mv., dels den tekniske byggesagsbehandling, som vedrører de tekniske krav til byggeriet i forhold til blandt andet brand, konstruktioner og energiforbrug. Hvad angår de tekniske forhold, foretager kommunerne i dag teknisk byggesagsbehandling af kompliceret byggeri, fx erhvervsbyggeri og etageboligbyggeri, mens ukompliceret byggeri (fx parcelhuse) er undtaget for teknisk byggesagsbehandling. Kommunerne fortolker dog ikke de tekniske bestemmelser i byggelovgivningen på samme måde. Derfor kan virksomhederne opleve, at det ikke er muligt at opføre to ens bebyggelser i to forskellige kommuner, fx fordi den ene kommune stiller andre brandkrav til bygningens indretning end den anden det kunne være forskellige krav om sprinkleranlæg eller antal flugtveje, dørbredde mv. Hertil kommer, at forskellige kommuner kræver forskellig teknisk dokumentation, så ansøgningsmaterialet skal udformes på forskellig måde fra kommune til kommune. Det betyder blandt andet, at det er vanskeligt at udnytte de stordrifts og gentagelsesfordele, der ligger i standardiseret/industrialiseret byggeri, når virksomheden ikke kan være sikker på, at et byggeri, der er teknisk godkendt i en kommune, også kan teknisk godkendes i nabokommunen. Desuden kan de forskellige krav i kommunerne betyde store udsving i prisen for det endelige byggeri for bygherre. Virksomhederne påpeger herudover, at lang sagsbehandlingstid også udgør en væsentlig belastning, fordi det medfører ventetid og økonomiske tab for virksomhederne. Uens håndhævelse af reglerne i kommunerne og lange sagsbehandlingstider betyder altså, at virksomhedernes muligheder for at operere effektivt på markedet mindskes med lavere produktivitet til følge. For at sikre både ensartet og hurtigere teknisk byggesagsbehandling foreslås det at samle den tekniske byggesagsbehandling i et antal enheder/centre, som varetager den tekniske byggesagsbehandling. Bygherre vil selv kunne vælge, hvilket center der skal behandle deres ansøgninger. Kommunerne skal fortsat varetage den lokale, bebyggelsesregulerende byggesagsbehandling. Det skal nærmere fastlægges, hvordan enhederne/centrene skal organiseres, fx som fælleskommunale enheder eller gennem udbud. Mulighederne for at etablere en udfordringsret, så bygherre på kommunens regning kan få andre til at gøre byggesagen klar til afgørelse, såfremt kommunen ikke har afsluttet sagsbehandlingen inden for en fastlagt tidsfrist efter at have modtaget fyldestgørende ansøgning, overvejes desuden. 3

Større effektivitet i byggeriet Generelt er der et stort potentiale for øget produktivitet i byggesektoren. Det kan være ved at anvende nye digitale værktøjer, tænke i totaløkonomi og arbejde med nye organisationsformer og samarbejdsmodeller som fx OPP. Fx har COWI skønnet, at den samfundsøkonomiske gevinst ved en fuldt digitaliseret byggeproces kan være op til 17 mia. kr. Det Digitale Byggeri har allerede bidraget til udvikling af en række elementer af den digitale infrastruktur for byggeprocessen, men der udestår fortsat en opgave med dels at skabe fælles digitale standarder på tværs af arkitekter, entreprenører, de udførende og dem, der skal stå for driften af det færdige byggeri, dels at indhøste konkrete erfaringer med en fuldt digitaliseret byggeproces. Øget brug af digitale værktøjer ved tilbudsgivning vil medvirke til at øge produktiviteten. Det forudsætter dog efterspørgsel efter digitale tilbud. Ved statslige byggerier stilles krav om brug af IKT (informations og kommunikationsteknologi), dvs. brug af IT værktøjer ved udbud. Hvis disse regler udbredes til at gælde alt offentligt byggeri, dvs. også det regionale og kommunale byggeri, vil der kunne opnås langt større efterspørgsel efter digitale tilbud mv. Samtidig er der i det statslige byggeri krav om totaløkonomi og brug af nøgletal og OPP/partnering, som medvirker til at professionalisere de statslige bygherrer, som stiller krav til entreprenører og rådgivere (nøgletal) og sætter fokus på de samlede udgifter i hele byggeriets levetid i stedet for kun at fokusere på omkostningerne i byggefasen (totaløkonomi, OPP). Reglerne bidrager til at kvalificere de statslige bygherrers efterspørgsel, hvilket har en positiv effekt på produktivitet, kvalitet og effektivitet i byggeriet. Modsat de statslige bygherrer er mange af de regionale og kommunale bygherrer engangsbygherrer, som kun står for opførelsen af byggeri få gange. Der er derfor potentiale for øget produktivitet i det regionale og kommunale byggeri, hvis regioner og kommuner professionaliseres som bygherrer. Mere effektiv byggeproces: Det foreslås, at større kommunale og regionale byggerier omfattes af regler om brug af blandt andet nøgletal, IKT, totaløkonomi og OPP/partnering, som kendes fra statsbyggeloven. Ved at udbrede tilsvarende regler til det kommunale og regionale byggeri sikres, at de positive effekter omfatter en langt større del af byggeriet. Den nærmere afgrænsning, omfang og udmøntning vil blive fastlagt i samarbejde med KL og Danske Regioner. Videncenter for øget produktivitet og digitalisering i byggeriet: Der etableres et videncenter for øget produktivitet og digitalisering i byggeriet med det formål at høste de produktivitetsgevinster, en digitalisering af alle faser af byggeprocessen giver fra projektering over drift af bygninger til nedrivning mange år senere. Centret drives af et partnerskab bestående af byggesektorens centrale aktører. 4

Styrket produktivitet og konkurrence i detailhandlen Der er et stort potentiale for at styrke produktiviteten i detailhandlen, herunder især dagligvarehandlen ved at øge konkurrencen. Detailhandlen beskæftiger ca. 160.000 fuldtidsbeskæftigede personer, hvilket svarer til ca. 6 pct. af den samlede beskæftigelse), heraf er ca. 44.000 fuldtidsbeskæftiget i dagligvarehandlen. McKinsey & Company peger i en analyse på, at produktiviteten i detailhandlen generelt er lav, og at produktiviteten har udviklet sig utilfredsstillende i den største branche, dagligvarehandlen. Produktiviteten inden for den danske dagligvarehandel er nu over 10 pct. lavere end i Sverige. Det er afgørende for at øge produktivitet og vækst i samfundet, at produktiviteten i de store erhverv udvikler sig tilfredsstillende. En stigning i produktiviteten i detailhandlen på fx 10 pct. vil over en årrække kunne frigøre arbejdskraftressourcer svarende til knap 15.000 personer, som dermed kan bidrage til beskæftigelsen i erhverv i vækst. Samtidig vil forbrugerne opleve lavere priser og et mere varieret udbud. Analysen fra McKinsey peger på, at konkurrencen og effektiviteten vil kunne øges, hvis det tillades at åbne nye, meget store dagligvarebutikker (hypermarkets). De nuværende regler i planloven begrænser etablering af store butikker og butikscentre. Det er blandt andet ikke tilladt at åbne nye dagligvarebutikker over 3.500 m 2, og det mindsker store internationale aktørers interesse for at etablere sig i Danmark. Lukkeloven og næringsloven udgør ligeledes barrierer for en effektiv konkurrence og positiv produktivitetsudvikling. En liberalisering af de to love vil bidrage til en styrket konkurrence i detailhandlen samt skabe bedre rammer for udvikling af nye, innovative salgskoncepter. Det foreslås at iværksætte en række tiltag, der skal bidrage til at styrke konkurrencen og dermed produktiviteten i den danske detailhandel herunder i dagligvaresek Lukkeloven bliver fuldt liberaliseret i 2012. I maj 2010 blev en ændring af lukke toren: loven vedtaget. Hermed sker der en trinvis liberalisering af de regler, der regulerer butikkernes åbningstider. Næringsloven liberaliseres. Regeringen fremsætter i december 2010 forslag til liberalisering af næringsloven. Det indebærer, at der ikke længere vil være krav om, at salg af varer skal ske fra fast forretningssted. Flere aktører i detailhandlen. McKinseys forslag om etablering af hypermarkets bliver sendt i høring i det af regeringen nedsatte Detailhandelsforum. Økonomiog Erhvervsministeriet vil i forlængelse heraf se nærmere på spørgsmålet om flere aktører i detailhandlen. 5

Større fleksibilitet for godstransport i byerne I dag er der i mange byer restriktioner mht., hvornår og i hvilke områder varer kan leveres til butikker i byerne. Restriktionerne fastsættes af kommunerne (med samtykke fra politiet) og gælder især i de indre byzoner, hvor kommunerne fx kan indføre parkeringsforbud eller forbud mod kørsel med bestemte køretøjstyper (kørselsforbudszoner). Restriktionerne kan hæmme en effektiv godstransport til de indre byzoner. Det kan have negativ betydning for detailhandlen, især dagligvarebutikker, som er afhængi af daglige leverancer, og det kan begrænse transportørernes muligheder for at ge tilrettelægge en effektiv godstransport. Det foreslås, at der skabes større fleksibilitet for godstransport ved, at der ikke fastsættes unødige restriktioner på godstransport i byerne. Initiativet vil skabe grundlag for øget effektivitet og produktivitet hos detailhandlen især for dagligvarebutikker, der har behov for hyppige leverancer. Initiativet vil også kunne øge effektiviteten hos transportørerne, der får bedre muligheder for at tilrettelægge godstransporten ud fra økonomisk optimale løsninger. Der er endvidere trafikale fordele ved at få flyttet de tunge køretøjer væk fra myldretiden. Transportministeren har allerede taget initiativ til, at der etableres en forsøgsordning om varedistribution uden for myldretiden, og at der afsættes minimum 5 mio. kr. i 2011 til en forsøgspulje. Der er dialog med København, Århus, Odense og Aalborg om deltagelse i forsøgsordningen. Erfaringerne fra forsøgsordningen vil blive evalueret med henblik på at vurdere yderligere tiltag, herunder eventuelle regelændringer. Heri vil indgå en vurdering af eventuelle øgede gener ved lastbilerne mht. støj uden for myldretiden. KL inddrages i den videre proces omkring forslaget. 6

Fri prisdannelse på løssalg af aviser og magasiner En undtagelsesbestemmelse i konkurrenceloven giver bladudgivere af aviser, ugeblade og magasiner ret til at bestemme forhandlernes udsalgspris, hvilket i praksis forhindrer priskonkurrence i detailsalget. En ophævelse af undtagelsesbestemmelsen vil give mulighed for konkurrence på løssalgspriserne for aviser, magasiner og ugeblade. et skal vurderes i forhold til evt. konsekvenser i form af en reduk af antallet af udsalgssteder, herunder hensynet til den politiske meningsdannel tion se og kulturelle hensyn. Det foreslås at ophæve undtagelsesbestemmelsen i konkurrenceloven, der giver bladudgivere af aviser, ugeblade og magasiner ret til at bestemme forhandlernes udsalgspris. Det vil give mulighed for konkurrence på løssalgspriserne og dermed lavere forbrugerpriser. et skal ses i sammenhæng med et udvalg, der nedsæt under Kulturministeriet som opfølgning på tes mediestøtteudredningen. 7

Liberalisering af apotekersektoren Apotekernes mulighed for at konkurrere er stærkt begrænset på grund af omfattende offentlig regulering. Reguleringen fastlægger blandt andet ejerskabsforhold og antallet af apoteker samt åbningstider, varesortiment og priser. Desuden fastlægges gennem regulering en udligning, hvor apoteker med høj omsætning betaler til apoteker med lav omsætning. Øget konkurrence gennem mindre regulering vil kunne øge effektiviteten og tilskynde til innovation i branchen, herunder udvikling af nye servicekoncepter. Det vurderes, at øget konkurrence, afhængigt af de konkrete elementer, vil kunne medføre færre apoteker i yderområderne. Erfaringerne fra de lande, der har liberaliseret apotekersektoren, har vist, at medicinforsyningen i mindre tæt befolkede områder blandt andet kan sikres ved at oprette flere medicinudleveringssteder i tilknytning til dagligvarebutikker, på tankstationer eller postkontorer. Medicinforsyningen kan tillige sikres via almindelige postforsendelser og ved udbringning af akutmedicin med kurer, som også kan ske i dag. Nye modeller for distribution forudsætter desuden, at der skal udarbejdes alternati modeller for faglig rådgivning. Dette kan være via telefon eller ve mail ordninger. Det foreslås, at det undersøges nærmere hvordan apotekersektoren kan liberaliseres, fx gennem: Fri adgang til etablering af apoteker for alle, der opfylder visse krav. Mere fleksible åbningstider, fx svarende til resten af detailhandlen. Øget mulighed for at apoteker kan udbyde andre varer end medicin. En vurdering af konkrete tiltag foretages på baggrund af et analysearbejde af de økonomiske og forsyningsmæssige konsekvenser på kort og lang sigt samt konsekvenser i relation til servicen over for borgerne. Mulighederne for en gradvis nedtrapning af den omsætningsbestemte udligningsordning undersøges. Der udarbejdes alternative modeller for distribution af medicin i landdistrikter og mindre byer. De faste priser på medicin for forbrugerne fastholdes. 8

Liberalisering af praksissektoren på sundhedsområdet Der er stort set ingen konkurrence inden for praksissektoren på sundhedsområdet. Det skyldes især intensiv regulering og licensordninger, som medfører lokale monopoler. Forbedring af produktiviteten i sektoren fordrer en ændring, som tillader større enheder og friere ejerskabsforhold samt bedre arbejdsdeling og mere effektive forretningsgange og honoreringsformer. På tandlægeområdet er faste priser på mange behandlingsformer også med til at begrænse konkurrencen. Med større enheder og et fast antal læger vil der komme færre praksiser og mere begrænset dækning i yderområderne. Desuden vil liberalisering af ejerskabsforholdene indebære risiko for mindre stabilitet, idet man ikke længere erhverver en lægepraksis for livstid. På den anden side kan friere ejerskabsforhold også medvirke til at sikre sundhedstilbud i områder, som det i dag er svært at få dækket. Mange yngre læger ønsker ikke at investere i praksis i yderområder og socialt belastede områder. Hvis det gøres muligt for entreprenører at drive praksis med ansættelse af sundhedspersoner, vil det skabe større fleksibilitet for lægerne. Det kan medvirke til at få lægerne til at tage en stilling i de områder, som det i dag er svært at få dækket. Det er usikkert, hvorvidt større enheder kan medføre reduceret kapacitetsudnyttelse som følge af, at flere læger vil ønske at arbejde på nedsat tid. Omvendt vil større fleksibilitet, som efterspørges af yngre læger, kunne give muligheder for et større kapacitetsgrundlag i praksissektoren på sigt. Det foreslås, at praksissektoren på sundhedsområdet liberaliseres, fx gennem: Etablering af mulighed for større og mere effektive enheder samt mere fleksible ejerskabsforhold, idet der uændret er offentlig kontrol med antal ydere. Incitamenter til øget effektivitet, herunder fx ændringer i honoreringssystemerne eller generelle produktivitetskrav ved at reducere honorarer. Erstatning af faste priser med maksimalpriser på områder med egenbetaling. Etablering af en forbrugerportal, som skal øge fokus på kvalitet og priser. Incitamenter til effektiv medarbejdersammensætning og større virksomheder. Offentlige tilskud som tilpasses mhp. at understøtte øget effektivitet og samtidig sikre, at effektivitetsgevinsterne kommer det offentlige til gode. Konkrete modeller for gennemførelse af forslaget iværksættes på baggrund af et generelt analysearbejde om liberalisering af hele praksissektoren, herunder analyse af de økonomiske og kapacitetsmæssige konsekvenser. Den reguleringsmæssige ramme for praksissektoren skal vurderes som led i arbejdet. Overvejelserne skal inddrage sammenhængen til regulering på efterspørgselssiden. Danske Regioner og KL inddrages i den videre proces omkring forslaget. 9

Lempelse af advokaters møderetsmonopol Advokater har i dag eneret til at møde som repræsentanter for parter i retssager. Eneretten, der omfatter repræsentation i form af at give møde i retten og at underskrive processkrifter, er således til hinder for, at professioner med ekspertviden inden for særlige områder kan møde for parter i retten. De fleste sammenlignelige lande har i varierende omfang et møderetsmonopol, men i Sverige og Finland er der intet møderetsmonopol for advokater i civile sager. Der er i 2008 gennemført en række lempelser i møderetsmonopolet for advokater, hvorved der er blevet skabt adgang for andre end advokater til at møde for parter i alle sager i den forenklede inkassoproces, småsagsprocessen samt ved udlægsforretninger i fogedretten. En yderligere lempelse af møderetsmonopolet vil bidrage til en øget konkurrence på området, idet det vil indebære, at eksempelvis inkassobureauer fremover vil kunne repræsentere deres klienter i et langt større antal sager ved domstolene. Det foreslås at lempe advokaters møderetsmonopol yderligere. Lempelsen sker ved at forhøje beløbsgrænsen for sager, der kan behandles i den forenklede inkassoproces, hvor andre end advokater kan repræsentere parterne, fra 50.000 kr. til 100.000 kr. Domstolene har i de første 3 kvartaler i år modtaget over 6.000 nye sager, hvor sags ligger i intervallet 50.000 100.000 kr., og det må forventes, at en ikke genstanden ubetydelig del af disse sager ville kunne behandles i den forenklede inkassoproces. 10

Liberalisering af taxibranchen Taxibranchen reguleres ved en række ordninger, der begrænser konkurrencen og dynamikken i branchen. Blandt andet fastsætter de enkelte kommuner antallet af taxitilladelser i kommunen og maksimalpriser, og taxikørsel er geografisk begrænset til den kommune, som har udstedt tilladelsen, samt i et vist omfang til og fra kom Derudover har taxier i en kommune en serviceforpligtelse til at sikre døgn munen. betjening året rundt i hele kommunen, og taxier skal tilsluttes et bestillingskontor. De konkurrencebegrænsende ordninger påvirker udbuddet af taxier i større byer (inkl. det umiddelbare opland), hvor der på grund af manglende konkurrence heller ikke er et bredt udbud af taxier med hensyn til pris, service og/eller vogntype. Nogle af de konkurrencebegrænsende ordninger, fx serviceforpligtelsen, gør det også mindre attraktivt for taxivognmænd at etablere sig i yderområder. I forlængelse heraf er de mere tyndt befolkede områder ved at udvikle sig til taxifrie zoner. Taxier søger ind til de tætbefolkede områder, hvor kundegrundlaget er størst, og samtidig gennemføres samlede udbud af de kommunale kørselsopgaver, som derfor har et omfang, så den lokale landtaxi ikke kan byde. Udviklingen forstærkes af, at vognmænd i yderområderne i stigende grad bytter deres taxitilladelse ud med en tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring (EP), idet vognmænd med EP tilladelser ikke skal leve op til den serviceforpligtelse, taxier har. Taxier spiller samtidig en sær vigtig rolle i tyndt befolkede områder som et supplement til det kollektive trafik lig system, der er mindre udbredt her. Det foreslås, at det undersøges nærmere hvordan taximarkederne kan liberaliseres i de større byer. Liberaliseringen kan fx ske ved at: Ophæve de geografiske restriktioner vedr. kørselsområde. Tildele taxitilladelser på objektive betingelser uden antalsbegrænsning. Ophæve maksimalpriserne, men kræve klar skiltning uden på og inde i taxien af prisniveauet (fx guld, sølv og bronze ). Lette adgangen til at oprette bestillingskontor og ophæve tilslutningspligten. Ophæve eller reducere serviceforpligtelsen. Den geografiske afgrænsning af større byer skal defineres efterfølgende. Desuden skal den præcise liberaliseringsmodel og konsekvenserne heraf undersøges nærmere, herunder blandt andet i forhold til fleksibilitet og priser. På baggrund af erfaringerne i de større byer, kan liberaliseringen udbredes til andre dele af landet. Liberalisering af taximarkederne i de større byer vil øge antallet af taxier, forbedre konkurrencen og skabe et bredere udbud af taxier mht. pris, service og vogntype. Samtidig vil ventetiden i de større byer blive reduceret i spidsbelastningsperioder. Liberaliseringen vil omfatte en stor del af markedet samtidig med, at yderområderne friholdes. 11

Flere togstrækninger udbydes i konkurrence Transportarbejdet med tog er i de seneste 15 år vokset 3 4 gange så hurtigt som transportarbejdet med bil. Der er behov for en øget dynamik og effektivitet på jernbanen for at kunne håndtere de kommende års passagervækst, uden at dette kræver øgede tilskud fra staten. Der er i dag i princippet fri adgang for jernbaneoperatører til at køre på skinnerne. Når dette kun fører til en meget begrænset konkurrence, skyldes det især: at der er begrænset kapacitet på infrastrukturen (skinnerne). at jernbanedrift typisk er underskudsgivende, navnlig for så vidt angår by og regionaltrafik, og således kræver offentligt tilskud. at adgangen til egnet materiel er begrænset som følge af nationale standarder, så operatørerne kun vanskeligt kan bruge materiel fra udlandet. Konkurrenceudsættelse kan derfor primært ske gennem udbud af kontrakter om offentlig servicetrafik, hvilket allerede er sket for en række trafikstrækninger. Udbud for andre strækninger er undervejs. Målet er, at 33 pct. af DSB's trafik i 2003 bortset fra S tog og fjerntrafik, skal være i udbud inden 2014. Konkurrence ved udbud af kontrakter om offentlig service bidrager til øget effektivitet. Egentlig konkurrence om kunderne på pris og kvalitet fordrer, at der kommer mere end én operatør på de pågældende strækninger. Der er dog ingen strækninger i Danmark, hvor der er systematisk konkurrence på sporet, dvs. hvor to operatører kører den samme strækning i konkurrence. I Sverige er systematisk konkurrence om sporet imidlertid ved at blive gennemført. Betjening af samme strækning ved flere operatører vurderes på sigt at være en realistisk mulighed i Danmark på strækningen København Aalborg. Konkurrence mellem flere operatører på samme strækning vil kunne bidrage til at øge innovation, kvalitet og effektivitet af togdriften samt service for passagerne. Det foreslås, at der undersøges en konkret model for hvordan og hvornår, der kan etableres konkurrence mellem flere operatører på strækningen København Aalborg som kommerciel fjerntrafik, dvs. uden offentligt tilskud. 12

Øget konkurrence om affaldsforbrænding Kommunerne har ret til at anvise forbrændingsegnet affald til bestemte anlæg og har samtidig ansvaret for, at der er tilstrækkelig kapacitet til forbrænding af affald. Dette betyder i praksis, at anlæggene kun konkurrerer med hinanden om affald fra kommuner, som ikke selv ejer et anlæg, da kommunerne som regel anviser til egne anlæg. Anlæggene er desuden reguleret efter hvile i sig selv princippet, der fjerner incitamentet til at konkurrere og effektivisere. En hel eller delvis konkurrenceudsættelse af området vil give virksomhederne flere forbrændingsanlæg at vælge imellem og dermed bedre udnyttelse af de mest effektive anlæg. Desuden vil øget konkurrence føre til lavere priser samt øget dynamik i markedet. Kommuner, borgere og virksomheder forventes dermed at få lavere omkostninger til forbrænding af affald. Mindre effektive anlæg vil omvendt få svært ved at tiltrække affald. Dette kan føre til tab, herunder for kommuner med ejerskab i mindre effektive forbrændingsanlæg. En hel eller delvis liberalisering vil medføre, af forbrændingsanlæggene bliver sel som således vil give et skatteprovenu fra skaber, selskabsskatten. Det foreslås, at der skabes mere konkurrence om affaldsforbrænding ved at: Fjerne den kommunale anvisningsret for erhvervsaffald til forbrænding, så erhvervene får mulighed for at vælge det billigste, tilgængelige anlæg. Indføre kommunal udbudspligt for husholdningsaffald til forbrænding, hvorved husholdningsaffald sendes til det billigste, tilgængelige anlæg. Erstatte hvile i sig selv princippet med mere markedsbaseret regulering. KL inddrages i den videre proces omkring forslaget. 13

Mere konkurrence i energisektoren Det Internationale Energiagentur (IEA) forventer, at prisen på fossile brændsler vil stige med stigende energipriser til følge. Samtidig vil omstillingen til fossil uafhængighed på kort sigt påføre forbrugere og virksomheder nye omkostninger. 20 procent af det danske energiforbrug transporteres i dag via elsystemet. Den andel forventes at stige, samtidig med at elnettet vil skulle håndtere stigende mængder fluktuerende elproduktion fra særligt vindmøller. En øget udbygning og udvikling af elnettet i Danmark og forbindelserne til udlandet vil sikre en mere effektiv anvendelse af strømmen og muliggøre øget konkurrence på elmarkedet. Øverst på listen over fremtidige udvidelser står et offshore grid i forbindelse med en havvindmøllepark på op til 1800 MW ved Kriegers Flak mellem Danmark, Tyskland og Sverige i Østersøen, som vil kunne bidrage til udveksling af el mellem de tre lande. EU ser Kriegers Flak som et banebrydende pilotprojekt af stor vigtighed i Europas bestræbelser på at nå 20 20 20 målsætningerne og har afsat EU støtte på cirka 1,1 mia. kr. til foreløbig en dansk og tysk del. Projektet afventer politisk stillingtagen i Danmark og Tyskland. Samtidig skal elforbruget gøres mere fleksibelt og indrettes efter stadig mere produktion af strøm fra vindmøller, som i sagens natur er fluktuerende. Det kræver, at der udvikles et intelligent elnet. Ud over at understøtte balanceringen af elsystemet betyder et fleksibelt elforbrug, at vindkraftens værdi bliver maksimeret. Nye typer elforbrug bidrager ligeledes til en markant bedre energieffektivitet. Energiforbrugerne bærer udgifterne til drift og udvikling af elsystemet via PSOafgiften, men vil samtidig få fordelene af forbedret konkurrence i energisektoren med høj forsyningssikkerhed, lav klimabelastning og lavere priser til følge. Det er Energinet.dk, der investerer i elnettet, og de planlægger over de næste 10 år at investere ca. 23 mia. kr. heri. Klima og energiministeren har nedsat et Smart Grid netværk, som skal kortlægge udfordringen og finde løsninger på en mere effektiv drift af elnettet. Det foreslås, at konkurrencen på energimarkederne fremmes gennem udbygning og udvikling af eltransmissionsforbindelserne. Blandt andet udvides forbindelsen mellem Jylland og Tyskland, forbindelsen til Norden styrkes, og der etableres et nordisk slutbrugermarked i 2015. 14

Ny model for levering af studieadministrative IT systemer De selvejende uddannelsesinstitutioner under Undervisningsministeriet (de gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser) bruger administrative it systemer til at afvikle driften af uddannelsesinstitutionen effektivt og til at rapportere studieadministrative data til Undervisningsministeriet, statistiske oplysninger til Danmarks Statistik mv. Uddannelsesinstitutionerne har forskellige behov, hvilket stiller forskellige krav til it systemerne. Endvidere er der forskel på styringen og organiseringen af studieadministrative it systemer mellem uddannelsesinstitutionerne. F.eks. er erhvervsskoler forpligtet til at anvende it systemet EASY, der drives af UNI C, som er en styrelse under Undervisningsministeriet. På det gymnasiale område drives det studieadministrative system af to private leverandører. Erfaringen fra gymnasierne er, at private leverandører umiddelbart leverer en bedre og mere fleksibel løsning end den tidligere offentlige leverandør. Der gennemføres pt. en analyse, der skal opstille forslag til den fremtidige styring og organisering af studieadministrative it systemer til selvejende institutioner under Undervisningsministeriet. Det foreslås, at regeringen ud fra de opstillede forslag i den igangværende analyse vælger en model for styring og organisering af it systemer, som er omkostningsef risikobalanceret og værdiskabende for uddannelsesinstitutionerne og fektiv, staten. 15

Kommunal udbudspligt for udvalgte opgaver Konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver er en velafprøvet metode til at sikre, at offentlige opgaver netop løses bedst og billigst. Regeringen og KL indgik i 2006 en mål og rammeaftale om konkurrenceudsættelse. Aftalen indebar, at kommunerne forpligtede sig til at øge den kommunale konkurrenceudsættelse under ét med godt en fjerdedel. Den kommunale konkurrenceudsættelse har været stigende i aftalens løbetid, jf. tabel 1, og i 2009 blev der konkurrenceudsat opgaver for omkring 7½ mia. kr. mere end ved aftalens start. Stigningstakten i den kommunale konkurrenceudsættelse synes dog at være aftagende, og det kræver en indsats for kommunerne at nå målet om en konkurrenceudsættelse på 26,5 pct. i 2010. Tabel 1. Kommunal konkurrenceudsættelse (pct.) 2006 2007 2008 2009 Indikator for konkurrenceudsættelse (IKU) 20,2 23,7 24,8 25,0 Kilde: Indenrigs og Sundhedsministeriet. Regeringen har i Danmark 2020 tilkendegivet en målsætning om, at den kommunale konkurrenceudsættelse skal løftes til 31,5 pct. i 2015. Hvis kommunerne efterlever den allerede gældende aftale, svarer dette til et løft i den kommunale konkurrenceudsættelse på gennemsnitligt et procentpoint pr. år. Opgaver for yderligere knap 15 mia. kr. vil dermed skulle konkurrenceudsættes. Der vil derfor konsekvent skulle gennemføres udbud af de opgaver, hvor der er velfungerende leverandørmarkeder, men hvor opgaverne alligevel ikke udbydes i dag. Der er tale om en ambitiøs målsætning, som for den gennemsnitlige kommune inde en stigning i konkurrenceudsættelsen med mere end en fjerdedel på 5 bærer år. Det foreslås, at der for at styrke konkurrencen om offentlige opgaver gradvist introduceres en hel eller delvis kommunal udbudspligt på konkrete udbudsegnede opgaver. Regeringen vil drøfte forslaget med KL. Allerede i sommeren 2011 udvælges de første 5 8 opgaver, som omfattes af en hel eller delvis udbudspligt. Opgaverne vil skulle udbydes fra starten af 2012. Der tilføjes årligt yderligere 5 8 opgaver til listen over udbudspligtige opgaver. Udbudspligten indebærer, at kommunerne skal sende de omfattede opgaver i udbud. Kommunerne kan vælge selv at byde på løsningen af opgaven (kontrolbud), og hvis et kontrolbud er det bedste bud, kan kommunen vælge selv at løse opgaven. 16

Regional udbudspligt for udvalgte opgaver Konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver er en velafprøvet metode til at sikre, at offentlige opgaver løses bedst og billigst. Modsat det kommunale område er der ikke indgået en aftale med regionerne om et mål for konkurrenceudsættelsen af regionale opgaver. Regionerne har dog positive erfaringer med konkurrenceudsættelse af såvel sundhedsfaglige opgaver som opgaver af mere teknisk karakter, herunder kollektiv trafik mv. Regionerne bør i højere grad benytte sig af øget konkurrenceudsættelse som et aktivt styringsinstrument på udvalgte ukomplicerede behandlinger, herunder blandt andet knæ og hofteoperationer samt funktioner som fx laboratorium og radiografområdet. Hertil kommer potentialet for øget konkurrenceudsættelse af afledte områder og understøttende funktioner i form af blandt andet rengøring, vaskeri, vedligehold af bygninger, grønne anlæg mv., forplejning, receptionistfunktioner og anden administration, it funktioner mv. De sundhedsfaglige opgaver afviger fra et traditionelt marked og er karakteriseret ved en række særlige forhold blandt andet som følge af højt specialiseringsniveau. Ved konkurrenceudsættelse af sundhedsydelser skal der således tages højde for markedets sammensætning og specielle karakter, herunder blandt andet antallet af leverandører, for herigennem også på længere sigt at opnå en forbedret anvendelse af ressourcerne. Udbud og konkurrenceudsættelse skal derfor anvendes strategisk i forhold til den samlede sygehusaktivitet. Med rammeudbud og øget konkurrenceudsættelse af både sundhedsfaglige opgaver og støttefunktioner kan regionerne forbedre styringen af sygehusaktiviteten og kompetencebrugen og derved sikre en øget ressourceanvendelse generelt. Flere regioner har allerede påbegyndt dette arbejde. Der vurderes imidlertid stadig at være et potentiale for øget konkurrenceudsættelse inden for regionernes forskellige an svarsområder. Det foreslås, at der for at styrke konkurrencen om offentlige opgaver gradvist introduceres en hel eller delvis regional udbudspligt på konkrete udbudsegnede opgaver. Regeringen vil drøfte forslaget med Danske Regioner. Allerede i sommeren 2011 udvælges de første 5 8 opgaver, som omfattes af en hel eller delvis udbudspligt. Opgaverne vil skulle udbydes fra starten af 2012. Der tilføjes årligt yderligere 5 8 opgaver til listen over udbudspligtige opgaver. 17

Udbudspligten indebærer, at regionerne skal sende de omfattede opgaver i udbud. Regionerne kan vælge selv at byde på løsningen af opgaven (kontrolbud), og hvis et kontrolbud er det bedste bud, kan regionen vælge selv at løse opgaven. Udbudspligten vil ikke omfatte områder, hvor der i dag indgås aftaler med private leverandører ad anden vej, herunder privatpraktiserende læger og speciallæger og private aftalesygehuse under det udvidede frie sygehusvalg. 18

Konkurrence om etablering og drift af ældreegnede boliger Konkurrencen om boliger til ældre er begrænset. Det har været fremført, blandt andet fra KL og private virksomheder, at de nuværende rammer indskrænker mulighederne for, at private kan udvikle nye helhedsløsninger, der kombinerer etablering og drift af plejecentre og ældreegnede boliger. Private virksomheder har i dag mulighed for at etablere såkaldte friplejeboliger og levere pleje til ældre i konkurrence med de kommunale plejeboliger. Derudover kan private opføre ældreegnede boliger på det almindelige boligmarked. Når opførelsen af boligen tænkes sammen med plejen, giver det mulighed for at udvikle nye sammenhængende og anderledes plejekoncepter. Pensionskasser og private virksomheder har vist interesse for at etablere ældreegnede boliger og levere den medfølgende pleje. Der er imidlertid behov for at gøre det mere attraktivt for private leverandører at etablere og drive ældreegnede boliger i Danmark. Det gælder fx muligheden for at bygge og opkræve en højere leje for friplejeboliger af særlig god kvalitet, samt muligheden for at skabe helhedsløsninger i ældreboliger, som udbydes på det almindelige boligmarked, hvor virksomheden både kan etablere boligerne og levere den personlige pleje og praktisk hjælp til beboerne. Det foreslås at gøre det mere attraktivt for private leverandører at opføre boliger til ældre og udvikle nye plejekoncepter. Leverandørerne skal have gode muligheder for at sammentænke bolig og service og dermed udvikle effektive helhedsløsninger samt skabe mulighed for at tjene penge på boliger i særlig god kvalitet, med en særlig attraktiv beliggenhed mv. Det kan understøtte udviklingen af nye sammenhængende og anderledes plejekoncepter og give borgerne mere at vælge i mellem. Som led heri foreslås det at åbne for markedsbestemt husleje i friplejeboliger uden støtte for dermed at muliggøre opførelse af boliger af særlig høj kvalitet. Desuden ønsker regeringen at lade pengene til pleje følge borgeren gennem et servicebevis, når borgeren vælger at flytte ind i en bestemt privat opført ældreegnet bolig. Det foreslås samtidig at udvikle en standardmodel for etableringen af ældreegnede boliger. Modellen skal hjælpe leverandørerne med få et overblik over processen, bistå i organiseringen af samarbejdet og konsekvent sikre, at man bygger videre på de indhøstede erfaringer og ikke skal starte forfra hver gang. Modellen udarbejdes i dialog med blandt andet KL, institutionelle investorer og erhvervsorganisationer. Endelig foreslås der udviklet trin for trin vejledninger, som hjælper aktørerne igennem de forskellige faser i et projekt. Samtidig arrangeres netværk og matchmaking for offentlige myndigheder, institutionelle investorer og interesserede virksomheder. KL og Danske Regioner inddrages i den videre proces omkring forslaget. 19

Øget brug af udbud på hjemmehjælpsområdet gennem distriktsopdeling Kommunerne skal etablere rammerne for frit valg af personlig pleje og praktisk hjælp (inkl. madservice) og kan i dag vælge at benytte tre modeller, jf. tabellen. Model Udbudsmodellen Godkendelsesmodellen Udbud inden for godkendelsesmodellen Indhold Kommunerne bringer opgaverne i udbud, hvor et begrænset antal potentielle leverandører, herunder også den kommunale, konkurrerer på prisen. Kommunerne godkender og indgår kontrakt med alle kvalificerede private leverandører, der afregnes til samme pris som den kommunale leverandør. Der gælder samme principper som i godkendelsesmodellen. Dog afregnes øvrige leverandører til samme pris som en privat hovedleverandør frem for den kommunale leverandør. Da stort set alle kommuner benytter godkendelsesmodellen, er der i dag ikke priskonkurrence inden for levering af personlig pleje og praktisk hjælp. Samtidig er modellen kun delvist lykkedes med at udbrede det frie valg. I knap halvdelen af kommunerne har borgerne kun én eller ingen alternative leverandører til den kommunale leverandør af personlig pleje, mens det samme er tilfældet i omkring 10 pct. af kommunerne i forhold til den praktiske hjælp. Den begrænsede brug af udbud skyldes ifølge KL primært den kommunale forsyningsforpligtelse på områderne. Gennem distriktsopdeling har kommunerne i dag mulighed for at øge brugen af udbud samtidig med, at der tages hensyn til den kommunale forsyningsforpligtelse. Det kan ske ved, at kommunerne udbyder hjælpen i ét distrikt og anvender godkendel i et andet distrikt. Derved bevarer kommunen den kommunale leve sesmodellen randørvirksomhed. Ingen kommuner har i dag valgt at benytte denne model. Det foreslås, at der skabes bedre rammer for øget brug af udbud på hjemmehjælpsområdet. Kommunerne forpligtes derfor til at foretage distriktsopdeling. I mindst ét distrikt af et vist volumen fx 20 pct. af alle visiterede borgere vil kommunerne skulle anvende udbud. Kommunen kan ikke selv byde på opgaven i distriktet. Den private leverandør, der vinder udbuddet, træder i stedet for kommunen som hovedleverandør og får som udgangspunkt overdraget hele opgaven. For at give borgerne mulighed for at vælge mellem flere leverandører, skal kommunen sikre, at øvrige private leverandører, som ønsker at levere til samme udbudspris som hovedleverandøren, også har mulighed for dette. Den private hovedleverandør har i udgangspunktet ansvaret for at levere til alle bor i udbudsdistriktet, men borgerne vil eventuelt efter en given frist have mulig gere hed for frit at vælge mellem alle leverandører. 20

I den øvrige del af kommunen kan borgerne frit vælge mellem den kommunale leverandør og de af kommunen godkendte private leverandører. Kommunen får her mu for at afregne de private leverandører med udgangspunkt i priserne i ud lighed budsdistriktet. Det er en forudsætning, at distriktsopdelingen foretages, så der er sammenlignelige vilkår imellem distrikterne. Hvis dette ikke er tilfældet, skal der tages højde herfor ved prisfastsættelsen. Dermed fritages kommunerne for den væsentlige administrative byrde ved den årlige prisberegning. Muligheden for at afregne private leverandører med udgangspunkt i udbudsprisen indebærer samtidig et effektiviseringspres i den øvrige del af kommunen. Hvis kommunen ikke ønsker at tage udgangspunkt i prisen fra udbuddet, har kommunen stadig mulighed for at anvende en beregnet pris som i dag. Det skal sikres, at der er mulighed for dispensation fra kravet om distriktsopdeling, fx grundet geografiske forhold. Regeringen vil drøfte forslaget med KL. 21

Øget incitament for private på dagtilbudsområdet & afknopning I dag kan private leverandører drive dagtilbud og udtrække et eventuelt overskud på driften, hvis dagtilbuddet ikke er en del af kommunens forsyning. Der kan imidlertid ikke trækkes et overskud ud af driften, hvis dagtilbuddet er en del af kommunens forsyning. Her har de private leverandører således ikke noget incitament til at byde på kommunale udbud. Dette er formodentlig en væsentlig årsag til, at det i Danmark generelt har vist sig vanskeligt at få dannet et udbudsmarked med private leverandører inden for daginstitutionsområdet. I Sverige anvendes afknopning til at fremme privat leverandørdannelse inden for velfærdsområderne. Afknopning er en proces, hvor en kommune eller anden offentlig myndighed lader en eller flere ansatte danne et privat selskab med det formål at overtage en kommunal opgave. Det kan fx være driften af et dagtilbud. Flere svenske kommuner arbejder aktivt med afknopning ved blandt andet at støtte interesserede medarbejdere i form af gratis konsulentbistand eller med relevant uddannelse. Afknopning kendes ikke i Danmark, og danske kommuner har ikke inden for den gældende lovgivning samme mulighed for at støtte deres medarbejdere før og under en eventuel virksomhedsdannelse. Øget incitament for private på dagtilbudsområdet: Det foreslås, at der gennemføres en lovændring, så private leverandører får mulighed for at udtrække eventuelle overskud fra driften af dagtilbud, der er en del af kommunens forsyning. Det vil give private leverandører incitament til at byde på udbud om at drive dagtilbud. Det er op til kommunen selv at beslutte, om den ønsker at udbyde driften af dagtilbud, der er en del af kommunens forsyning Afknopning: Det foreslås, at der gives hjemmel til, at kommunerne kan yde støtte til interesserede medarbejdere før og under virksomhedsdannelsen i samme omfang, som de svenske kommuner kan i dag. Erfaringsmæssigt kan dette fremme den private leverandørdannelse inden for velfærdsområderne, hvilket vil være et første skridt mod etableringen af et velfungerende marked. KL og Danske Regioner inddrages i den videre proces omkring forslagene. 22

Enklere regler for offentlig konkurrence EU s udbudsdirektiver opfattes ofte som besværlige og ressourcekrævende for såvel de offentlige myndigheder som de private tilbudsgivere. Samtidig betyder den danske implementering af EU s udbudsdirektiver gennem en bekendtgørelse, at direktivets regler anvendes direkte uden mulighed for at støtte sig til Folketingets autoritative fortolkning af reglerne i lov og forarbejder. Anvendelsen af udbudsreglerne præges derfor i høj grad af den fortolkning, som Klagenævnet for Udbud anlægger ved konkrete tvister. På en række områder har det ført til en mindre fleksibel tilgang til udbudsdirektiverne, end det har været EU lovgivers hensigt, og det har skabt usikkerhed om den korrekte forståelse af reglerne. Resultatet er en vis uforudsigelighed, og at ordregiverne for en sikkerheds skyld ofte vælger den mindst fleksible løsning. Derfor har der udviklet sig en praksis, som er mere restrik foreskriver, særligt ift. krav om tiv, end Udbudsdirektiverne formalia. Desuden er sagsbehandlingstiden ved Klagenævnet for Udbud lang. Antallet af klager til Klagenævnet stiger støt fra år til år, og der ses en tendens til, at Klagenævnet bliver overstrømmet af klager over meget små og ubetydelige forhold. Risikoen for og besværet ved at blive indbragt for Klagenævnet udgør en væsentlig hindring for, at kommunerne skaber mere konkurrence om opgaverne. Ny udbudslov og smidigere udbudsregler: Det foreslås, at der skabes større fleksibilitet og smidighed i brugen af udbudsreglerne gennem en to faset model. For det første vil en ny dansk udbudslov sikre, at Folketinget kan fastlægge en autoritativ fortolkning af udbudsreglerne, der rummer den størst mulige fleksibilitet. Det vil give større klarhed og reducere transaktionsomkostningerne. En ny udbudslov vil kunne drage nytte af de erfaringer, Sverige har gjort sig med udarbejdelsen af deres udbudslov. For det andet foreslås det allerede ved årsskiftet 2010 11 at gøre den be der implementerer udbudsdirektiverne, smidigere, så fx fejl i formalia kendtgørelse, i kke betyder, at et ellers konditionsmæssigt tilbud erklæres for ugyldigt. Klagenævnet for Udbud skal fokusere på grove overtrædelser: Det foreslås, at Klagenævnet for Udbud skal fokusere sin indsats på grove og principielle overtrædelser af udbudsreglerne ved en ændring af lov om håndhævelse af udbudsreglerne. Samtidig ændres principperne for fordeling af sagsomkostninger, så både klager og ordregiver skal kunne idømmes at betale sagsomkostninger, hvis man ikke får helt eller delvis ret. Det vil reducere usikkerheden for ordregivere, nedbringe sagsbehandlingsti og ordregivernes udgifter samt sørge for, at Klagenævnet ikke sander til i klager den over mindre væsentlige forhold. 23

EU s udbudsdirektiver skal forenkles: Det foreslås, at der arbejdes for at forenkle udbudsdirektiverne, herunder forhøje tærskelværdierne, udvide adgangen til at benytte konkurrencepræget dialog, udvide adgangen til dialog med tilbudsgivere samt gøre det lettere at indgå og anvende rammekontrakter. KL og Danske Regioner inddrages i den videre proces omkring forslagene. 24

Styrket indsats for offentlig private partnerskaber (OPP) I et offentlig privat partnerskab (OPP) sammentænkes udvikling og etablering med den efterfølgende vedligeholdelse og drift af fx en skole, et sygehus eller en motorvej. Kontraktperioden er typisk 20 30 år, hvorefter aktivet overgår til myndigheden. Ofte er der privat finansiering af aktivet, som betales tilbage over årene. OPP kan dog også gennemføres med offentlig finansiering af aktivet. Det centrale i et OPP er fokus på en totaløkonomisk fornuftig løsning, som opnås ved at lade den private part stå for både anlæg og den efterfølgende drift og vedligeholdelse. De danske eksempler med OPP omfatter et par skoler, Rigsarkivet, en række byretter, et skattecenter mv. Sammenlignet med andre lande er der etableret få OPP er i Danmark. Det betyder, at der er usikkerhed om den mest hensigtsmæssige organi sering. En række institutionelle investorer har udtrykt interesse for at investere i offentlig infrastruktur gennem OPP i Danmark, sådan som det fx sker i udlandet gennem forskellige typer af infrastrukturfonde, der har ansvaret for de konkrete investeringer. De institutionelle investorer anfører imidlertid, at omkostningerne ved at byde på og deltage i OPP er for høje, blandt andet fordi der mangler en standardmodel for OPP i Danmark. Desuden fremhæver de institutionelle investorer, at der er uklarhed om den skattemæssige behandling af aktivet, herunder om den private part har mulig for at afløfte momsen og foretage skattemæssige hed afskrivninger. Det foreslås, at der oprettes et OPP kontaktpunkt, som kan bistå myndigheder og virksomheder med at afklare tvivlspørgsmål om OPP. Det foreslås endvidere, at der udvikles en OPP standardmodel, som skal gøre det lettere at etablere OPP er. Standardmodellen vil blive udviklet i samarbejde med KL, Danske Regioner, institutionelle investorer og erhvervsorganisationer. Modellen vil give en generel ramme for, hvordan samarbejderne organiseres og gennemføres bedst muligt. Modellen samler de danske erfaringer om, hvordan samarbejdet kan etableres med henblik på at opnå størst mulig sikkerhed for den skattemæssige sta Standardmodellen vil indeholde særskilte opgavespecifikke afsnit, eksempelvis tus. om infrastruktur, skoler, daginstitutioner mv. samt plejeboliger på ældreområdet. KL og Danske Regioner inddrages i den videre proces omkring forslagene. 25