Læringsstile er kun en del af løsningen Af Morten Stokholm Hansen, lektor Gauerslund Skole og skoleleder Magnus te Pas blev landskendt i efteråret 2008, da de forsøgte at blive en skole i verdensklasse ved hjælp af læringsstile. Morten Stokholm Hansen fra VIA spørger skolelederen, i hvilken grad læringsstile præger undervisningen fire år efter. Magnus, når jeg kigger på jeres hjemmeside, står der ingenting om læringsstile (LS), hvordan kan det være? Ja, vi er opmærksomme på det og det er ofte et af punkterne på ledermøder. Nu skal vi have skrevet noget om det, men der har egentlig aldrig rigtig stået noget. Vi kunne selvfølgelig have lagt artikler og bøger ud. Der har været et kompendium, og vi har informeret forældre rigtig meget, men udadtil har vi ikke gjort så meget, måske synes vi, at vi har været nok i medierne. Udgangspunktet var elevernes trivsel Kan man kalde jer en læringsstilsskole? Nej, men vi er en skole der arbejder med mange måder at lære på. Vi er ikke specielt tro overfor læringsstile, og bruger det ikke systematisk. Vi udvælger og bruger mange elementer fra det, overvejer hvad der er godt. Efter udsendelsen i TV havde vi en pædagogisk weekend med det formål at samle op på vores erfaringer. Hvad skulle den røde tråd være? Og der var mange, der gerne ville arbejde videre med det. Overvejelserne gik på, om og hvordan vi skulle sætte en overligger eller en underligger. Vi blev enige om, at vi to gange om året lavede teamudviklingssamtaler med alle os i ledelsen, og der satte fokus på, hvordan vi synliggør mange måder at lære på. Et projekt Vejle kommune har sat i gang som også handler om fx Cooperative Learning (CL), vilkår for at drive skole, forskellige undervisningsformer, ikke traditionelle etc. Det er allerede en hel del. Normalt skulle det være i to 29
Vi bruger ikke læringsstile systematisk. Magnus te Pas er skoleleder på Gauerslund Skole Morten Stokholm Hansen er cand. pæd. og lektor i VIA 30 forløb, hvor man var inde på det, mange måder at lære på, læringsstile etc., men det var egentlig allerede integreret. Mange team havde allerede skrevet det ind i årsplaner, lavet samarbejdsaftaler med børn om at se forskelligheder og praktiserede det allerede. Vi evaluerer bl.a. med God skole (www.godskole.dk ), et trivselsprogram med spørgsmål om f.eks. det gode børneliv, hvordan det er at gå i skole, er der sammenhæng imellem det du lærer i skolen og det uden for, trivsel, mobning, får man sovet etc. Vi startede egentligt med at sætte fokus på trivsel. Det blev så til læringsstile, og eleverne går stadig ind to gange om året og klikker på spørgsmålene i God skole. Svarene kan man se, både på elevniveau, på klasseniveau, på afdelingsniveau og på skoleniveau. Vi dunker ikke lærerne i hovedet, for man kan jo også bruge programmet til at sætte fokus på, hvad der kunne arbejdes med og hvad de selv reflekterer over. Eleverne siger, det flytter noget, når de kan komme med forslag og se, at der bliver gjort noget ved det. Lærerne accepterer flere ting end før Vi kan også gå tilbage og snakke med eleverne på en anden måde. Synes du fx undervisningen har været spændende? Ja det er jo lidt floffy, men senere i God skole kommer der et spørgsmål, om du har været med til at gøre den spændende. Det giver et godt grundlag for en samtale med eleverne i forhold til, hvad de selv kan gøre, hvilke emner de selv kunne tænke sig. Et andet spørgsmål handler om, hvorvidt du har kedet dig, men også om hvordan kan du lade være med det, hvad har du selv gjort, hvad har du af muligheder? Det som især har rykket, så kan man kalde det læringsstile eller ej, er at vi accepterer flere ting nu end før. Man må spise og drikke og har man en aftale om det, må man holde en pause i timerne. Det der med at alle skal være med og gøre det samme på samme tid, holder ikke. Vi ved jo, at de falder fra. Man kan tage en lufter uden at spørge læreren, hvis der inden er snakket og lavet aftaler om det. Det samme med at arbejde uden for klassen, rende en tur på sportspladsen, rundt om skolen eller har et time-out-sted med legetøj i de små klasser. Samlet betyder det, at der er flere, der trives og mere individuel tilgang. Højere motivation, men kræver mere tid Hvad mener du er læringsstiles styrker og svagheder? Bortset fra den øgede accept fra lærerne, er eleverne blevet mere opmærksomme på, hvordan de selv lærer. De, der keder sig og ikke gider gå i skole, kan godt se, der er noget at hente, når det bliver mere kreativt og går mere over imod legen. Det, at man begynder at give det accept, får børnene til at vokse og giver dem mere selvværd. Det har også en effekt, at man ved, at ikke alle har brug for det samme. F.eks. er de auditive og visuelle (se- og høre-børn) gode til at motivere sig selv. Hvis man acceptere det, er der mere tid til de andre. En af ulemperne er, at det er meget individuelt.
Et spørgsmål handler om, hvorvidt du har kedet dig, men også om, hvordan kan du lade være med det. Det kan være svært nogen gange at nå hele vejen rundt, hvis der er mange forskellige elever, og det kræver meget tid. Undervisningstilbuddet skal være meget varieret. Hvis det f.eks. skal køres som i den amerikanske stil, med fire forskellige spor, der skal lægges ud til børnene, så bliver det svært, også at forberede sig til. Det har vi måttet sande, men vi har en masse materiale, man kan låne. Den største ulempe er den måde, det bliver solgt på. Det er jo ikke meningen, at man skal bruge det hele tiden. Når man skal lære nyt og fremmed stof er det måske ikke så godt, men når man skal træne og samle op, er det godt. Ulemperne er især tiden og materialeomkostninger. Fokus på det individuelle og på samspillet I bruger jo også Cooperative Learning (CL)? Ja, efter det her fandt vi ud af, at det også krævede classroom- management. Man skal have styr på sine elever. CL er meget på bredden, hvor LS er mere på det individuelle. Det havde vi mange diskussioner med LS folkene om. De siger, at det ikke passer helt sammen, det ene er meget individuelt og det andet har fokus på grupper, men de kan godt se, at det virker sammen. Da vi havde Rita Dunn på besøg, syntes hun jo nærmest, det var et fy ord at sige CL, men for vores lærere giver det god mening. Sådan er det jo. Koncepter bliver solgt, bølger af nye ting. I stedet skulle man gribe der, hvor det er godt og passe på, at det ikke bliver for meget i kasser. Den værktøjskasse, man selv har med, er ligeså vigtig, så skal man have nogle værktøjer, der understøtter det. Det er godt med en pragmatisk holdning, hvor begge tilgange jo også understøtter et bredt læringsbegreb, hvor der både er fokus på en individuel tilegnelsesdel og en samspilsdel. En systematiseret form for variation Hvilke tanker gør man sig som leder inden man tager det ind på en skole? Vi havde travlt. Læringsstile er jo ikke noget nyt. Heller ikke på denne skole, flere havde arbejdet med det inden. Man ved jo også mange af tingene, f.eks. at nogle lærer mere ved at bruge deres hænder, f.eks. i sløjd og så er det jo fint, hvis man i denne sammenhæng kan lægge matematik ind i sløjd. Men for mange var det godt at sætte teori og systematik på begreber. LS er både en teori og en systematik, en systematiseret form for variation, hvor man gør ting anderledes og det er en accept af, at der er mange måder at være dygtige på. Samtidig er det en god erkendelse for folkeskolen. I dag er det sådan, at skal man blive dygtigere til dansk, så får man flere dansktimer. For nogle er det jo bare at give dem mere af det, de ikke kan finde ud af. Også de kreative fag har vi arbejdet meget med at få ind i timerne sammen 31
Vi accepterer flere ting nu end før. 32 med legen. Men så siger forældre, at de ikke har lavet noget. De er svære at overbevise, da skolen bliver radikalt anderledes. Kortlægger I jeres elever på skema eller lignende, så I ved hvor deres styrker er? Vi bruger et piktogram, hvor man snakker om, hvordan man fungerer bedst. Eleverne er gode til at fortælle. Det er et kortlægningsprogram i forhold til LS, som ikke viser et komplet billede, men viser styrker og svagheder. Men bare fordi man er bedst i et område, kan man godt lære noget i de andre, det ene udelukker ikke det andet. Vi deler ikke børn op efter læringsstile. Metodefrihed er at vælge det gode Går det ud over lærernes metodefrihed, eller kan man sige, at det faktisk kan styrke den ved en pragmatisk tilgang? Ja lærerne har metodefrihed til at vælge noget, der er godt. Hvordan udvikler vi personalet til at finde det, der er godt? For mange er det en lettelse, at vi skal fokusere mere på leg og læring, men hvad er godt, f.eks. i et bogsystem? At vælge det faglige ud og overveje, hvad der er godt for de elever, jeg har, det er jo metodefrihed. Er der en risiko for, at lærerne med indføring af læringsstile lægger mere vægt på faglige tilgange? Ja, præcis, derfor lægger man flere timer ind til f.eks. dansk. Men kommer faglighed kun ud af det boglige? Mange erhvervsfolk er i dag meget meget kreative. Vi kan ikke have et samfund, hvor alle er akademikere, det er der ikke plads til. Det er vigtigt at se og udvikle børn med deres krop. Jeg kan bruge andet end mine øjne og ører, jeg kan også hoppe og danse. Formulerer LS en anden faglighed end den traditionelle? Ja, og testene kommer til kort, da de kun tester noget meget specifikt. Der er noget godt i testene, hvis man bruger dem rigtig. Vi laver f.eks. før- og efter-test: Hvad ved de inden, hvilke mål sætter vi for forløbet, hvad skal vi lære, direkte på processen og indholdet. Det gør noget godt ved den svage elev, at de kan se en løbende udvikling. Det er mere anerkendende, end at de får en dårlig karakter hver gang. Hvorfor skal jeg altid have at vide, at jeg er under middel? Det giver et negativt billede af dem selv, det vidste de jo godt i forvejen. Evalueringen kører på to niveauer: Pisa test, mere faglighed, flest mulige igennem ungdomsuddannelser, og en anden med det hele menneske, kreativitet og inklusion, men den er svær at måle. Vi kan snakke om en hård og en blød diskurs. Selvom vi ved den bløde diskurs også kan give mere læring og faglighed, f.eks. kan mere idræt ændre en hel del. Men vi bliver ved med at snakke faglighed i snæver forstand. Der er ikke så meget prestige i den bløde faglighed, vi vil hellere have nogle faglige læseresultater, der kan fremvise præcist, hvor vi ligger. Eksperiment, men ikke videnskabeligt Er LS et videnskabeligt eksperiment, når Knoop gør det op i procenter, tal, systematik mm? Nej, det Knoop har undersøgt om godt samarbejde og en anden faglighed, det har ikke været videnskabeligt. Det har været et forsøg. Vi har f.eks. ikke fulgt det op over en årrække og har ikke haft nogen kontrolgruppe. Vi kan se, at vi i år har haft gode resultater med afgangsprojektet, men det kan skyldes rigtig mange ting, og året efter kan det være knap så gode. Det handler også om hvilke årgange, der er involveret. Arbejdet har på ingen måde været videnskabeligt, men et eksperiment, der har vist, at med fokus og vilje til at gøre noget andet kan man rykke nogle ting. Og så er der TV, det rykker også. Ingen tvivl om det. Der er gang i den, det smitter af, forældre, der gerne vil være med, kommer og laver materialer og underviser, Vi får samfundet
Det der med at alle skal være med og gøre det samme på samme tid, holder ikke. ind i skolen så at sige, det gør jo at eleverne tænker: Der sker noget spændende. Jeg hørte for nylig en elev fortælle, hvad det havde gjort ved hende for fire år siden. En elev, der fortalte om, hvad det betyder for hende, at hun kender sine læringsstile. Hun bruger det ikke hele tiden, men hun ved, hvordan hun skal kompensere for den. Svært at sammenligne skoler Er du forbeholden overfor at ville evidensbasere skoler? Nej, men pædagogik og skolegang er en floffy ting, der er mange meninger. Forskere, der siger det ene og andre forskere, der siger det andet. Der er meget langt fra forskningen i Danmark til gulvet. Vi satser ikke på efteruddannelse, grundet mangel på penge. Udfordringerne er individuelle som skoler: Hvad er rigtigt for os, vores røde tråd, visioner, læringssyn, handler om stedet, konteksten, etc. Derfor er det også svært at sammenligne skoler. Resultater er vigtige for vores egen skole og dets udvikling. I den kontekst er et testresultat vigtigt som en form for evidens, hvis det kan vise, at det går den rigtige vej. Man skal lytte og inspireres af forskningen, men også passe på ikke at lægge for meget i forskningen, da den fortæller noget meget forskelligt. Hvad er den vigtigste erfaring I har haft med LS? Det var en Aha oplevelse, da vi begyndte at se, hvad det er for børn, vi har med at gøre. Jeg kan ikke huske de præcise tal, men 64 % af vores børn ligger i røre og gøre. Resten befinder sig i se og høre. Det er altså de 36 %, vi egentlig laver skole for, med bøger, tavle, samtale og dem, som kan motivere sig selv. Tendensen viser, at det rykker lidt med alderen, men det viser sig, at der stadig er 61 % i røre og gøre fra 3.-9. kl. Det billede er der stadig. Når nu vores undervisere ser det her, så siger de: Ja der er nok noget om snakken, vi skal gøre noget lidt anderledes, måske bare 15 %. Og billedet er ikke enestående for Gauerslund. Så nu har vi mindre af den typiske klasseundervisning, hvor alle laver det samme, og mere hold- og gruppearbejde, kryds på tværs, undervisning, der lægger op til ansvar for egen læring. Det skal der opdrages til. Skolen skal udvikle sig Den største udfordring for skolen i dag? Det er at lave skolen så nærværende, at børn kan se en fordel og et formål med skolen. Jeg vil tro, at 75 % går i skole, som jeg gjorde det. De kommer, laver lektier, vil gerne, men vel omkring 25 % fortæller, at de ikke har lyst til at gå i skole. Helt ned til 3. klasse. Den største udfordring er, hvor vi bruger leg til læring, det kreative, hvor det er spændende, hvor de udfordres og udvikles. Undervisningen skal være anderledes og derfor er vi nødt til som lærere at udvikle os. Ellers får vi nogle tilbagemeldinger, vi ikke kan holde til. 33