Europa i spalterne - et speciale om europæisering i danske aviser Pernille Boelskov Hansen Cand. public., SDU Vejleder: Klaus Levinsen
Indhold 1. Indledning...4 1.1. Afgrænsning...6 1.2. Specialets opbygning...8 2. Teori...8 2.1. Europæisering...8 2.1.1. Mod en definition af europæisering...9 2.2. En forventelig europæisering? Mulige forklaringer...12 2.2.1. Verden og EU: Udviklingen...13 2.2.1.1. Verden og EU: Når EU smitter af...14 2.2.2. Danmark og EU: Udviklingen...16 2.2.2.1. Danmark og EU: EU som elitens projekt?...17 2.2.3. Avisredaktionerne og EU: Udviklingen...17 2.2.3.1. Avisredaktionerne og EU: EU-events...19 2.2.3.2. Avisredaktionerne og EU: Nyhedskriterier...20 2.2.3.3. Avisredaktionerne og EU: Domesticering...21 2.2.3.3.1. Avisredaktionerne og EU: Domesticering som symptom...22 2.2.4. Journalisterne og EU...24 2.2.4.1. Journalisterne og EU: Arbejdsmetoder...25 2.2.5. En forventelig europæisering? Opsummering...26 2.3. Teoretiske overvejelser om måling af europæisering...27 3. Metode...29 3.1. Indholdsanalysen som metode...29 3.1.1. Kvalitative og kvantitative indholdsanalyser...30 3.2. Hvad er en indholdsanalyse egentlig?...31 3.2.1. Kritik og kvalitet...33 3.3. Mod et metodedesign...33 3.3.1. Specialets delspørgsmål...34 3.3.1.1. Delspørgsmål til EU-journalistikken...35 3.3.1.2. Delspørgsmål til Europa-journalistikken...43 3.3.2. Valg af medier...45 3.3.3. Valg af undersøgelsestidspunkt...47 3.3.4. Bias...48 4. Resultater og analyse...50 4.1. EU-og Europa-stoffet i avisen...50 4.2. EU-journalistikken...53 1
4.2.1. Er der plads til EU i avisen?...53 4.2.2. EU vinkles...58 4.2.3. Hvem har ordet i EU-journalistikken?...61 4.2.4. EU som kilde til konflikt eller som problemløser?...69 4.2.5. Danmark i EU...74 4.2.6. Stormagter og småstater hvem får mest plads i EU-journalistikken?...78 4.2.7. Det handler om korn, kroner og konflikt...82 4.2.8. Opsummering på EU-journalistikken...87 4.3. Europa-journalistikken...89 4.3.1. Er der plads til Europa i avisen?...89 4.3.2. Avisernes Europa-kort...91 4.3.3. Europa vinkles...95 4.3.4. Andre interessante observationer i Europa-journalistikken...97 4.3.5. Opsummering på Europa-journalistikken...98 4.4. Styr på tendenserne opsamling...99 5. Konklusioner og perspektiver...102 5.1. Tilbage til metoden...105 5.2. Perspektivering...107 Litteratur...110 Summary...119 Bilag 1...121 Bilag 2...135 Bilag 3...141 Bilag 4...148 Bilag 5...166 Bilag 6...173 2
Anvendte forkortelser i specialet ECB EP EU EU15 EU25 EU27 JP MEP ØMU Den Europæiske Centralbank Europaparlamentet Den Europæiske Union EU med de 15 medlemsstater: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland, Østrig EU med 25 medlemsstater efter udvidelsen med Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn EU med 27 medlemmer efter udvidelsen med Bulgarien, Rumænien Jyllands-Posten (anvendes kun i fodnoter) Medlem af Europaparlamentet Den Økonomiske og Monetære Union 3
1. Indledning Som oftest tilbyder medierne den bedste mulighed for at følge med i hvad, der foregår i verden omkring os. Også i forhold til EU og Europa er mediebilledet borgernes bedste mulighed for at følge med. 1 Jo længere ud over de danske grænser vi kommer, jo svære bliver det for borgeren at danne sig en mening uden mediernes mellemkomst. 2 Medierne følger med i den daglige verdenssituation og prioriterer stoffet for os. Som Cohen slår fast i sin klassiske bog fra 1963 om udenrigspolitik og medier, så er vores indre politiske verdenskort og forestillinger i høj grad tegnet af reportere og redaktører på medierne. De vælger, hvad vi skal vide noget om. Hvis en begivenhed ikke bliver til en avisartikel eller et tv-indslag, findes den ikke i vores bevidsthed, for vi har ikke oplevet den, mener Cohen. 3 Med den øgede europæiske integration har journalisterne netop fået til opgave at tegne nye mediebilleder eller politiske europakort i borgernes hoveder, og det er derfor interessant at se på, hvilke historier de danske medier spytter ud til borgerne. At tegne mediebilleder er blot én af mediernes opgaver i demokratiet. Forholdet mellem medier og demokrati kan beskrives som en social kontrakt, hvor begge parter er gensidigt afhængige af hinanden. 4 Medierne har brug for demokratiet, fordi det er den eneste styreform, der tillader ytringsfrihed og en fri mediestruktur. Omvendt har demokratiet brug for medierne til at tegne billeder af samfundet og verden omkring os, til at skabe en offentlig debat og til at agere vagthund uden at være i lommen på staten. I denne sociale kontrakt giver medierne borgerne den information, de har brug for, for at kunne agere frit og selvstændigt. Magthaverne får til gengæld information om borgerne og deres meninger, så de kan træffe beslutninger i overensstemmelse med borgernes ønsker. 5 Så langt kan de fleste blive enige, men når mediernes rolle og indhold skal defineres nærmere, opstår uenighed, fordi der er forskellige normative forestillinger om, hvad et demokrati egentlig er, og dermed også forskellige forventninger til mediernes roller. Mens nogle mener, at mediernes rolle i et demokrati i høj grad går ud på at inddrage borgerne, mener andre, at medierne blot skal være vagthunden, der fanger personer med urent mel i posen. Altså skal 1 Det vurderer borgerne selv (Eurobarometer 2007: 13). 2 Shoemaker & Reese 1996: 33 3 Cohen 1963: 13 4 Strömbäck 2005: 332 5 Strömbäck 2005: 332 4
demokratiet forstås i eksempelvis en habermask forstand, hvor borgerne i høj grad inddrages, eller nærmere som en praktisk foranstaltning, der sikrer, at de politiske ledere skiftes ud ved en jævnlig og tilbagevendende valghandling? 6 Mediernes formidling af EU og Europa falder både ned midt i denne debat om mediernes rolle i demokratiet og i debatten om EU som demokratisk institution. 7 For hvilken rolle skal medierne spille i EU s demokrati, og hvordan skal EU s demokrati overhovedet forstås? Groft sagt er der to lejre i debatten: den ene lejr vil hævde, at borgerne har brug for meget mere europæisk information for at kunne blive deltagere i den demokratiske proces, mens den anden lejr kunne være fortaler for, at danskerne ikke har brug for andet end journalistisk dækning de største begivenheder i Europa. Den sidstnævnte lejr ser derfor ikke noget problem i mediernes dækning af EU. Det gør den førstnævnte lejr til gengæld. EU har demokratiske problemer og skylden ligger bl.a. hos medierne, der er for passive og for fokuseret på nationalstaten. Mere europæiserede medier er blevet fremhævet som en løsning, der kan hjælpe EU s borgere med at opføre sig som gode borgere og deltage aktivt i den politiske proces. 8 Oprindeligt gik tanken på, at der skulle skabes fælleseuropæiske medier, som dækkede hele Europa, men sådanne medier findes kun i et meget snævert omfang, og forsøg med at skabe europæiske massemedier har ikke haft stor succes. I erkendelse af dette er diskussionerne i stedet begyndt at handle om de nationale medier og en såkaldt europæisering af disse. 9 Argumentet lyder, at europæiserede nationale medier er den næstbedste løsning, hvis medierne skal hjælpe med til at løse EU s demokratiske problemer. Igen er der altså to forskellige forestillinger om demokrati og medier på spil, men uanset hvilken normativ forestilling, der er udgangspunktet for diskussionen om mediernes rolle i demokratiet og i EU, er det interessant at se på mediernes indhold og de billeder, de tegner af verden, EU og Europa om ikke andet så alene ud fra Cohens argument. 10 Det leder mig frem 6 Se mere om demokratimodeller i f.eks. Strömbäck 2005, Baker 2006. 7 For yderligere om demokratidebatten og EU se f.eks. Hix 2005: 177-180. Se også afsnit 2.1. 8 Gerhards 2000: 293 9 Begrebet europæisering uddybes i afsnit 2.1., men henviser til EU s indvirkning på det politiske og økonomiske liv i medlemsstaterne. 10 Opfattelsen af demokratiet i EU og mediernes europæisering diskuteres ikke yderligere her, men berøres kort i opgavens perspektivering. 5
til dette speciales problemformulering, hvor jeg vil undersøge, hvilke mediebilleder de danske aviser skaber, når det drejer sig om EU og Europa. På baggrund af indholdsanalyser søges svar på, hvorvidt de danske avisers dækning af EU og Europa viser tegn på europæisering, hvordan en eventuel europæisering kommer til udtryk i avisernes indhold, samt hvor omfangsrig denne eventuelle europæisering er. 1.1. Afgrænsning Denne problemformulering rejser en række nye spørgsmål bl.a. hvordan udtrykket dækningen af EU og Europa skal forstås. Jeg mener, at det er for smalt kun at analysere avisindhold, der referer til EU. 11 Hvis vi antager, at jo mere EU integreres, jo mere betydning får de andre europæiske lande for Danmark, og derfor vil andre europæiske lande også optræde i de danske medier. 12 På jagt efter europæisering er det derfor ikke kun interessant at se, hvordan journalisterne skriver om EU, men også hvor meget og hvordan andre europæiske lande optræder i de danske aviser. Derfor inddrages både avisernes omtale af EU, Europa og landene i Europa i dette speciale. 13 Dette betyder, at der er brug for et klart skel mellem EU-journalistik og Europa-journalistik hvordan et sådan skel kan opstilles, defineres yderligere i metodeafsnit, men den pragmatiske definition er ind til videre, at EU-journalistik har med EU at gøre - forstået som alt, der har med den Europæiske Union at gøre både nationalt, internationalt, transnationalt og inden for 11 I forskningen om integrationsteorier og den Europæiske Union opfattes EU og integrationsprocessen forskelligt. Meget groft sagt ses EU enten som et rent intergovernmentalt samarbejde mellem nationale aktører eller som en overnational integration, hvor EU-institutioner og aktører har en egen interesse og fremdrift (Hix 2005: 14-18). I dette speciale forsøger jeg så vidt muligt at holde mig ude af denne diskussion, da det ikke er relevant for opgavens problemformulering. 12 Dette diskuteres yderligere i specialets analysedel. 13 Jeg bruger i denne opgave en forståelse af Europa, som inkluderer de 27 nuværende EU-medlemslande, de tre EU-kandidatlande Kroatien, Tyrkiet og den tidligere jugoslaviske republik Makedonien samt Norge, Schweiz og Island. Definitionen af Europa kan ikke kun fastsættes efter EU grænser, men det er også nødvendigt at tilføje andre lande som Albanien, Bosnien og Hercegovina, Montenegro, Serbien (inklusiv Kosovo), Moldova, Ukraine og Hviderusland. Man kan argumentere for, at de tidligere russiske republikker Armenien, Azerbaijan, Georgien osv. også burde medtages, men hvis dette argument følges, bør hele det nordlige Afrika også inddrages. Generelt viser denne korte diskussion, at der er en stor debat om, hvad Europa egentlig er. Pladshensyn tillader dog ikke, at dette uddybes yderligere. 6
EU s institutioner. Europa-journalistik har omvendt med Europa og Europas lande at gøre. 14 Også begrebet europæisering defineres grundigere i den teoretiske del. 15 Endelig skal begreberne aviser, avisindhold, nyheder og historier også nævnes. Jeg vælger i denne opgave udelukkende at se på aviserne og deres indhold, selvom jeg godt er klar over, at aviserne ikke er ene om at producere EU-og Europa-journalistik. 16 Det avisindhold, min indholdsanalyse omfatter, defineres som nyheder/historier. Journalister bruger ordene nyheder og historier i flæng, og i denne opgave skelnes ikke mellem de to begreber. Jeg definerer nyheder/historier, som alle de redaktionelle enheder i en avis med undtagelser. Disse undtagelser er ledere, læserbreve, kronikker, andet debatstof, navnestof, billeder, billedtekster, grafiske fremstillinger, anmeldelser. Når indholdsanalysen vælges som metode i denne opgave, er det fordi, den kan undersøge det indhold, borgerne får stillet til rådighed af medierne, når de skal danne sig indtryk af verdenen og i dette tilfælde EU og Europa. Nogle forskere mener, at danske medier er mere europæiserede end mange af de andre nationale medier i Europa. 17 Det lægger selvfølgelig op til en sammenlignende analyse på tværs af de nationale medier. En sådan undersøgelse vil dog blot sammenligne de danske medier med de andre landes medier, men ikke sige ret meget om den danske dækning som sådan. I stedet rettes fokus mod de danske medier over de sidste otte år gennem indholdsanalysen. 18 Ud over problemformuleringen har denne opgave også en anden rettesnor i forhold til indholdet og opbygningen nemlig en række delspørgsmål, som præsenteres og uddybes i specialets metodeafsnit. På den måde styrkes indholdsanalysen, og den holdes på rette kurs. 19 14 Se afsnit 3. for uddybning. Som samlende betegnelse for både EU- og Europastoffet bruges fremover udtrykket det europæiske stof/den europæiske journalistik. 15 Se afsnit 2.1. 16 Valget af aviser frem for andre medier diskuteres i afsnit 3.3.2. 17 Se f.eks. Ørsten 2006. 18 Altså fra 2000 2007 (begge inklusive). Yderligere begrundelser og overvejelser findes i metodeafsnittet. 19 Krippendorff 2004: 32 7
1.2. Specialets opbygning Efter dette korte blik på specialets spiseseddel bladrer vi længere ind og undersøger begreber som europæisering og domesticering nærmere. I denne sektion søges også et svar på, hvorfor vi overhovedet kan forvente, at der sker en europæisering af mediernes indhold. På baggrund af teorien udarbejdes i metoden en række delspørgsmål. Da det er svært at måle europæisering, bliver disse delspørgsmål det nærmeste denne opgave kommer på at finde et europæiseringsmeter, som kan måle europæiseringens udbredelse. I selve analysedelen sættes europæiseringsmetret i gang, og med udgangspunkt i både teori og metode analyseres de udvalgte artikler. Det resultat, europæiseringsmetret spytter ud, kommenteres og søges efterfølgende forklaret. Afslutningsvis diskuteres det kort, om europæiseringsmetret skal justeres, og hvordan opgavens konklusioner kan bruges fremover. 2. Teori I denne sektion af specialet gås i dybden med den teoretiske baggrund for problemformuleringen. Først sættes begrebet europæisering under lup. Der udarbejdes både en overordnet definition af begrebet og en specifik definition af europæisering af medierne. Efterfølgende søges i teorien efter mulige forklaringer på, hvorfor en sådan europæisering kunne være forventelig. 2.1. Europæisering I den akademiske verden bliver begrebet europæisering brugt i flere forskellige sammenhænge. I historieforskningen kan europæisering bl.a. forstås som de europæiske styreformers udbredelse til lande langt fra Europa under kolonitiden. Europæisering kan også forstås i et kulturelt perspektiv, hvor begrebet bl.a. dækker over udbredelsen af bestemte normer eller ideer enten inden for Europa eller udenfor. 20 Den politologiske forskning har også beskæftiget sig med europæisering. Det er dels sket i forlængelse af teorierne omkring europæisk integration, og dels i forhold til debatten om EU s såkaldte demokratiske underskud. 21 Kort sagt handler diskussionen om EU s demokratiske underskud om, at der mangler legitimitet og en overnational, fælleseuropæisk politisk offentlighed i EU. 22 Blandt løsningerne på dette problem er bl.a., at både borgerne og 20 Featherstone 2003: 6-7 21 Europæisering i forbindelse med integrationsteori uddybes ikke her, men danner baggrund for afsnit 2.2.1.1. 22 Politisk offentlighed forstås som den fælles samtale mellem samfundets borgere (Bro 1998:10). 8
medierne skal aktiveres gennem fælleeuropæiske partier og fælleseuropæiske medier. 23 Tanken om fælleseuropæiske medier blev dog hurtigt afvist bl.a. fordi, der ikke findes et fælles europæisk sprog. 24 Dermed afvistes også ideen om en fælleseuropæisk politisk offentlighed. I stedet har europæiseringstankegangen åbnet op for, at de nationale offentligheder kan europæiseres og dermed øge EU s legitimitet. 25 En sådan europæisering af de nationale offentligheder skulle bl.a. spire frem vha. mediernes mellemkomst. Argumentet lød, at såfremt de nationale medier havde nok europæisk stof, kunne man måske tale om nationale europæiserede del-offentligheder. 26 Hvordan denne europæisering defineres, og hvor meget europæisk stof, der skal til, for at f.eks. en avis er europæiseret, har været livligt diskuteret. 27 Disse diskussioner tages også op her, og i denne teoretiske del diskuteres derfor først, hvordan begrebet europæisering kan defineres, hvilke faktorer der kan forklare en eventuel europæisering af mediernes indhold, og hvornår medier i givet fald er blevet europæiserede. 2.1.1. Mod en definition af europæisering Umiddelbart ser det ud til, at medieforskerne har svært ved at skabe en sammenhængende disciplin og metode inden for forskning i EU og medierne. Derfor er det småt med solide definitioner af begrebet europæisering, selvom begrebet er ganske flittigt brugt i litteraturen. En af de mere kendte definitioner er Jürgen Gerhards definition fra 2002. Egentlig skelner han mellem transnationalisering og europæisering, men ender med at konkludere, at i forhold til tysk økonomi, politik og offentlighed er transnationaliseringen i høj grad det samme som europæisering. 28 Han mener, at europæisering af nationale offentligheder vil komme til udtryk i to tendenser i offentlighederne og dermed også i medierne. Disse to træk er dels et stigende 23 Esmark 2005: 48-49. Se Hix 2005: 177-180 for en uddybende diskussion af begrebet demokratisk underskud. Begrebet demokratiske underskud er dog blevet kritiseret se bl.a. Majone 1998 og Moravcsik 2002. 24 van de Steeg 2002: 500-502 25 Esmark 2005: 49. Men også forestillingen om europæiserede nationale (del-)offentligheder kan kritiseres (van de Steeg 2000: 64-65). 26 Se f.eks. Machill et al. 2006: 63. 27 Se f.eks. diskussionen i Esmark 2007: 341. 28 Gerhards definerer transnationalisering som das Verhältnis zwischen Außeninteraktion und Binneninteraktion eines sozialen Teilbereichs einer Gesellschaft... (Gerhards 2000: 280). Dvs. transnationalisering er forholdet mellem interaktion nationalt og uden for nationen - set inden for et socialt delområde af samfundet. Den del af interaktionen med aktører uden for nationen kan dermed være interaktion med andre europæiske aktører denne del af transnationaliseringen kalder Gerhards så for europæisering (Gerhards 2000: 284). 9
fokus på europæiske temaer og aktører, og dels at disse temaer og aktører evalueres ud fra et ikke-nationalstatsligt perspektiv. 29 Gerhards operationaliserer dette til, dels hvilke temaer der optræder i de tyske medier han inddeler i tyske, europæiske og internationale temaer, og dels til hvor ofte europæiske aktører kommer til orde i medierne. 30 Men når Gerhards taler om, at temaer og aktører skal evalueres ud fra et ikke-nationalstatsligt perspektiv, kan man kritisere ham for at vende tilbage til forestillingen om europæisering som en overnational europæisering. Netop den forståelse, som forskerne har bevæget sig væk fra, og Gerhards afviser endda selv, at en sådan fælleseuropæisk offentlighed kan eksistere. 31 I dansk forskning definerer blandt andre Mark Ørsten europæisering med klar hilsen til Gerhards. Han ser europæisering som, at europæiske emner og europæiske aktører i stigende grad præger de nationale offentligheder, her især forstået som de nationale massemedier. 32 For medierne vil konsekvensen af en europæisering derfor være en mere omfattende transnational politisk journalistik, mener Ørsten. 33 Derfor operationaliserer Ørsten europæiseringen af danske medier til en dækningsprocent, der illustrerer, hvor stor en andel EU-journalistikken udgør af det samlede danske mediebillede. 34 En anden forståelse af europæisering findes hos Barbara Pfetsch, som mener, at en europæisering af nationale offentligheder vil finde sted, når nationally based mass media shift their focus away from the national political arena and towards the European level. 35 Dette leder hende til at skelne mellem to former for europæisering - horisontal og vertikal europæisering. Den vertikale europæisering består af kommunikation mellem det nationale niveau og det europæiske. Den horisontale europæisering består af kommunikation mellem forskellige EUmedlemsstater. 36 Dette skel mellem vertikal og horisontal europæisering genfindes hos Meyer. Han definerer den vertikale dimension af europæisering mere praktisk som en stigning i EU s tilstedeværelse i 29 Gerhards 2000: 293 30 Gerhards 2000: 293-296 31 Gerhards 2000: 292 32 Ørsten 2006: 105 33 Transnational politisk journalistik forstås som nyhedsjournalistik, der omtaler emner, aktører eller begivenheder [der] kan knyttes til EU s transnationale politiske beslutningsproces (Ørsten 2006: 106). 34 Ørsten 2006: 113 35 Pfetsch 2007: 403 36 Pfetsch 2007: 407 10
medierne. Den horisontale europæisering går på tværs af medlemslandene og defineres derfor ud fra antallet af referencer til andre medlemsstaters politikker eller politikere. 37 Dermed ser både Pfetsch og Meyer ud til at være nogenlunde enige om dette skel. Faktisk er det svært inden for medieforskningen at finde andre udbredte definitioner på europæiseringen af medierne end Gerhards. Derfor vendes blikket her kortvarigt mod definitionerne i den politologiske lejr, hvor begrebet europæisering har større udbredelse, men samtidig en noget mere afgrænset betydning. Heller ikke her findes endnu autoritative definitioner, men blandt de definitioner, som er forholdsvis brede og kunne være interessante for denne opgave, finder vi bl.a. Morten Kallestrups definition. Han definerer begrebet europæiseringen af nationalstaten som EU s konsekvenser for offentlig politik og forvaltning i nationalstaterne. 38 En endnu bredere og mere simpel definition finder vi hos Holzhacker og Haverland. For dem er europæisering blot the effect of European integration on the member states. 39 I medievidenskaben kommer definitionerne af europæisering hurtigt til at dreje sig om, hvordan europæiseringen konkret kan måles i medierne. For at undgå denne faldgrube startes her med en mere politologisk og principiel definition, hvorefter denne definition udvides med en mere praktisk dimension, der er inspireret af medievidenskaben. Jeg vælger derfor at definere europæisering af medierne rent principielt som konsekvenser af EU-medlemskab for de nationale mediers indhold. I forhold til denne opgaves problemformulering er det som nævnt også nødvendigt med en mere praktisk udlægning af denne definition. Her vælger jeg at tage udgangspunkt i Gerhards definition. Jeg mener dog, at det er nødvendigt at måle europæiseringen på flere parametre, end Gerhards gør dermed bliver definitionen mere robust, og problemstillingen kan undersøges i et bredere perspektiv. Desuden opretholdes Pfetschs og Meyers skel mellem vertikal og horisontal europæisering. Samtidig opfattes europæisering som en proces, hvor mere europæisering afspejles i, at visse fænomener bliver mere udbredte. I definitionen af den vertikale europæisering genbruges Gerhards træk, nemlig at når medierne bliver europæiseret, vil der være et stigende fokus på europæiske aktører. Hertil føjes et stigende fokus på europæiske kilder, europæiske vinkler og EU-vinkler. Desuden genbruges idéen om en stigende dækningsprocent, og en stigende brug af emner, der ikke kun er 37 Meyer 2005: 122, 134 38 Kallestrup 2005: 20 39 Holzhacker & Haverland 2004: 8. Dette er blot to ud af mange definitioner inden for politologien. 11
fokuseret på nationalstaten. En europæisering af medierne forventes også at give sig udslag i, at EU i stigende grad ikke udelukkende beskrives i relation til Danmark, men også beskrives som en selvstændig og neutral institution. Ved en europæisering må det forventes, at når Danmark beskrives, er det i stigende grad som en naturlig del af EU, hvor Danmark deltager i samarbejdet på lige fod med andre lande. Den horisontale europæisering mellem landene i Europa defineres også ud fra antagelsen om, at europæisering er en udvikling. Det betyder, at når medierne bliver vertikalt europæiseret, vil der være et stigende fokus på andre lande i Europa og på europæiske eller andre landes indenrigske vinkler. Også her tilføjes, at den horisontale europæisering vil komme til udtryk i en stigende dækningsprocent. Desuden forventes en europæisering at betyde, at andre europæiske lande omtales i en europæiseret sammenhæng. 2.2. En forventelig europæisering? Mulige forklaringer Når europæisering af medierne defineres som konsekvenser af EU-medlemskab for de nationale mediers indhold, er det selvfølgelig ud fra en forestilling om, at EU-medlemskab har en række konsekvenser for medlemslandene og institutioner i medlemslandene. Men hvorfor kan vi overhovedet forvente en europæisering af medierne? Svaret på dette spørgsmål er langt fra simpelt det kan lige så vel handle om EU s udvikling som om journalisternes praksis. Forskellige niveauers påvirkning på mediernes indhold er tidligere blevet sat i system af bl.a. Shoemaker & Reese 40 De deler omverdenens indflydelse på mediernes indhold ind i fem niveauer, der udgøres af fem koncentriske cirkler. Inderst er den individuelle journalist og dennes baggrund. Rundt om journalisten er de rutiner, der bruges på mediernes til indsamling og formidling af nyhederne. Næste ring består af mediernes organisatoriske niveau, uden om denne er det ekstra-mediale niveau, der inkluderer social, økonomisk og politisk indflydelse. Yderst er det ideologiske niveau, der primært beskæftiger sig med magtfordeling. 41 En model, der minder om Shoemaker og Reeses, er Denis McQuails. Han har også journalisten inderst omgivet af organisationen, dernæst mediet/industrien/institutionen, som igen er omgivet af samfundet. Yderst er det internationale niveau. 42 I det følgende er jeg inspireret af begge tankegange, men jeg vælger at tilpasse modellerne specifikt til medieindholdet om EU og Europa. 40 Se Shoemaker & Reese 1996. 41 Shoemaker & Reese 1996: 60, 64 42 McQuail 2005: 280 12
Journalistens individuelle niveau er også den inderste kerne i min model, rundt om den vælger jeg at slå Shoemaker & Reeses næste to niveauer sammen, så der her bliver tale om mediernes rutiner og medieorganisationerne som samlet forklarende niveau. Rundt om disse er samfundet her særligt forstået som det danske samfund og forholdet til EU. Yderst er det internationale niveau - igen relateret til EU. Se figur 1. Figur 1: Forklaringsniveauer, der kan have indflydelse på mediernes indhold. Inden for hvert niveau vil jeg i det følgende først bruge udviklingen over tid som den forklarende variabel. Derefter følger på hvert niveau en række andre bud på faktorer, der kan forklare en eventuel vertikal og/eller horisontal europæisering af medieindholdet. Det er selvfølgelig klart, at det ikke er muligt at lave en fuldstændig analyse, men udvalgte aspekter nævnes for at skabe en bredere forståelsesmæssig kontekst for indholdsanalysens resultater. 2.2.1. Verden og EU: Udviklingen I et internationalt perspektiv skiller nogle få store begivenheder sig ud efter årtusindeskiftet. Terrorangrebene i New York den 11. september 2001, den efterfølgende krig i Afghanistan og krigen i Irak i 2003. Hertil kommer terrorangrebene i London og Madrid. 43 Siden år 2000 har disse begivenheder både givet anledning til megen ny politik og meget debat. Særligt i tiden omkring Irak-krigen kredsede debatten omkring uenighederne mellem Europa og USA, og om krigen mod terror havde vist, at de to allierede var vokset fra hinanden. 44 43 Se bilag 2. 13
I EU blev uenighederne mellem medlemslande udstillet. 45 Fællesskabet kunne ikke nå til enighed om deltagelse i USA s krig mod terror debatten stod mellem det gamle Europa og det nye Europa, der enten var med eller imod USA. Men bl.a. Christopher Hill peger på, at krisen kan have været midlertidig og nødvendig for at undgå endnu større skade. 46 Han konkluderer, at splittelsen viste nogle tegn på re-nationalisering, hvor fokus vender tilbage til nationalstaterne, men samtidig peger han også på tegn på, at EU-medlemmerne ikke opgav den fælles udenrigspolitik, men i stedet begyndte at samles om den igen. 47 Generelt er udviklingen i EU i de sidste otte til ti år gået mod en konsolidering af endnu mere union med store punkter som fælles monetær politik, fælles mønter og pengesedler, nedsættelsen af et EU-konvent, forsøgene på at lave en forfatning, afvisningen af forfatningen i Frankrig og Holland, den efterfølgende tænkepause og senere en ny forfatningstraktat, udviklingen af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og udbredt brug af EU s udenrigspolitiske højkommissær. Overordnet vidner EU s udvikling over de sidste otte til ti år om øget integration, om end der også er blevet spændt ben for integrationen som i forfatningsspørgsmålet. 48 Umiddelbart ser det altså ud til, at der både er tendenser, der peger på europæisering, som følge af den øgede integration, mens der også er tendenser, som er mere fokuseret på nationalstaten altså det, Hill kalder, re-nationalisering. Endelig har perioden også været præget af store internationale debatter, som kunne tale for et større internationalt fokus. 2.2.1.1. Verden og EU: Når EU smitter af En af de andre faktorer, som kan være med til at forklare en ændring af det europæiske stof, finder vi i europæiseringsforskningen. Her har en række studier beskæftiget sig med, hvordan EU-medlemskab påvirker medlemsstaterne. Dette inddrages kort her, da disse forklaringer kan tjene til en dybere forståelse af, hvilke mekanismer der er på spil, når Europa bliver mere 44 Se f.eks. Cox 2005 og Pouliot 2006. 45 Hix 2005: 394-395, Hill 2004: 153-154 46 Hill 2004: 154 47 Hill 2044: 160-161 48 Se bilag 2 og http://www.europa.eu/pol/cfsp/overview_da.htm. Denne udlægning er hverken udtømmende eller fuldstændig. Desuden afhænger konklusionen af øjnene, der ser. Men konklusionen om øget integration er blot bygget på, at EU ikke er begyndt at smuldre, og at der er sket yderligere konsolidering samt nye tiltag og lovgivning. 14
integreret, og EU dermed smitter af på medlemsstaterne - og sandsynligvis også på journalistikken. Der ser ud til at være en vis enighed om, at EU påvirker medlemsstaternes politiske system og politikkens indhold på tre måder. 49 I den mest direkte form for europæisering, kaldet institutionel europæisering, giver EU direkte besked til medlemsstaterne om, hvordan de skal indrette bestemte nationale politikker, så EU kan ensrette forskellige politikker i medlemsstaterne. 50 I en mindre direkte form sker afsmitningen gennem interaktionsorienteret europæisering, hvor EU s politikker betyder ændringer og udfordringer af de nationale aktørers handlemuligheder og af deres indbyrdes positioner. 51 Den indirekte eller ideationelle europæisering sker gennem socialisering og læringsmekanismer. De nationale aktørers forståelser, forventninger, ideer, normer, værdier og diskurser påvirkes fra EU. 52 Denne påvirkning kan på længere sigt betyde, at ønsket om et bestemt policy-output på nationalt plan kan fremmes. Det er dermed en langsigtet strategi/logik, der først rigtig kan måles, når/hvis egentlige politikker bliver udformet nationalt og i overensstemmelse med EU s ønsker. 53 I forholdet mellem EU og de nationale medier kan man netop argumenterer for, at det er denne indirekte form for europæisering eller socialisering, der finder sted. Eksempelvis er det ikke aktuelt med EU-lovgivning om medieindhold, men alligevel kunne man forestille sig, at EU s institutioner gør, hvad de kan for at påvirke pressen på andre måder. 54 Samtidig har flere studier f.eks. vist, at Bruxelles-journalisterne til en vis grad bliver socialiseret ind i EUinstitutionerne og bliver en del af systemet. 55 Her er det netop den ideationelle europæisering, 49 Se f.eks. Featherstone 2003: 14 eller Radaelli 2003: 41-43. 50 Denne direkte besked sker, når EU stiller specifikke krav til, hvordan det skal være i medlemsstaterne (Kallestrup 2005: 52-53). 51 EU kan f.eks. ændre på, hvordan det politiske samspil skal organiseres. Dermed skabes nye situationer og fordelinger mellem de politiske aktører, og EU kan på den måde opnå et bestemt policy-output (Kallestrup 2005: 54). 52 Kallestrup 2005: 58, Radaelli 2003: 35-36, Börzel 2005: 54 53 Man kan stille spørgsmålstegn ved, om denne strategi/logik overhovedet er en europæiseringslogik, da EUpolitikken så bare bliver et middel i samspillet mellem de nationale aktører. Kallestrup mener dog, at det er en form for europæisering, fordi alene det faktum, at EU-politikker til en eller anden grad påvirker den nationale proces, er en form for europæisering (Kallestrup 2005: 59). 54 Egentlig institutionel europæisering kan dog finde sted, men har mindre betydning for mediernes indhold. 55 Se afsnit 2.2.4. 15
som påvirker de nationale aktørers forståelser, forventninger, ideer, normer, værdier og/eller diskurser. Det virker usandsynligt, at dette ikke vil smitte af på medieindholdet. Med den øgede integration i baghovedet virker det derfor plausibelt, at europæiseringen af medierne kunne blive fremmet af bl.a. disse mekanismer. 2.2.2. Danmark og EU: Udviklingen Selvom de helt store internationale begivenheder har været dominerende i denne undersøgelses tidsperspektiv, er der også sket en lang række af mindre begivenheder, der viser, at forholdet mellem Danmark og EU har ændret sig. I 2000 afviser danskerne at deltage i ØMU-samarbejdet, i 2002 bliver Danmark formandsland for EU, og i december i København forhandles aftalen om øst-udvidelsen af EU på plads med den danske statsminister for bordenden. I 2004 er der valg til Europaparlamentet. I 2005 afviser de franske og hollandske vælgere den nye forfatning, og der erklæres tænkepause, hvor borgerne skal inddrages, og EU diskuteres. I 2007 er tænkepausen forbi, forfatningen bliver støvet af og konverteret til en traktat i Danmark diskuteres det, om den nye traktat indebærer en suverænitetsafgivelse, og derfor skal til afstemning. 56 At dansk medlemskab har konsekvenser for dansk politik, danske institutioner og den almindelige hverdag virker næsten indlysende. En række undersøgelser prøver at sætte tal på, hvor meget EU egentlig påvirker den danske hverdag, økonomi og politik. Det ser ud til, at en stigende andel af Folketingets lovgivning sker på baggrund af EUregulering. Togeby et al. finder, at 12% af alle vedtagende love i 2000/2001 var en direkte konsekvens af EU-samarbejdet, mens yderligere 25% af lovene var tilpasset EU-regulering. 57 Derudover sker en del EU-regulering af den danske lovgivning via administrativt faste forskrifter. 58 Lykke Friis kommer med et noget højere bud på andelen af lovgivning, der har rødder i EU - hun peger på franske beregninger, der viser, at allerede i 1994 blev 75-80% af den franske lovgivning påvirket af EU. 59 Anders Esmark beskriver derudover, at det danske medlemskab har haft stor betydning for den danske forvaltnings organisation. 60 56 Se bilag 2. 57 Togeby et al. 2003: 121, 310. I 1981/82 var tallene henholdsvis 3% og 11%. 58 Togeby et al. 2003: 310 59 Friis 1999: 285. Blom-Hansen & Christensen vurderer dog, at selv i de ministerier, der er mest påvirket af EUlovgivningen, er politik stadig overvejende et nationalt anliggende (Blom-Hansen & Christensen 2004: 130). 60 Esmark 2002 16
Også økonomisk har medlemskabet betydning for Danmark. Eksempelvis går omkring 70% af dansk eksport til andre EU-lande. Den samme tendens gør sig gældende for importen. 61 EU s betydning i Danmark ser altså ud til at være ganske betydelig og stigende på nogle områder til trods for de fire danske EU-forbehold. 2.2.2.1. Danmark og EU: EU som elitens projekt? En faktor, som også kan være med til at forklare omfanget af avisernes EU-journalistik, er muligvis elitens holdning til EU. Flere undersøgelser kæder uenighed om EU-deltagelse blandt et lands elite sammen med en højere national EU-dækning. 62 Mediernes fokus på konflikt som nyhedskriterium gør, at uenighed i den politiske elite om EU genererer omtale i medierne. 63 Dette bliver f.eks. tydeligt under en valgkamp, hvor politisk uenighed skaber konflikt. 64 Den politiske elite i Danmark blev med SF s ja til EU-deltagelse i 2004 forholdsvis bredt over det politiske spektrum enig om, at EU-medlemskab og mere integration er en god ting. 65 Dog er der stadig anti-eu partier, som kommer på banen i perioderne omkring EP-valg. 66 Hvis de Vreeses tese holder stik, bør der altså ikke være en stor national EU-dækning i de danske medier. Desuden er det værd at holde øje med, om der så sker et skift i debatten efter SF s holdningsændring. Igen ser vi på dette niveau forklarende faktorer, der peger i forskellige retninger. Udviklingen med øget dansk deltagelse i EU taler for europæisering, men omvendt kan enigheden blandt den politiske elite pege i retning af en mindre omfattende EU-dækning i de danske aviser. 2.2.3. Avisredaktionerne og EU: Udviklingen Dette forklaringsniveau går længere ind i mediebranchen - her bliver mediernes organisation og rutiner set som tænkelige forklaringer på en eventuel europæisering. Det går ikke godt i avisbranchen. Siden 1990 erne har branchen været præget af faldende annoncesalg og færre læsere, og efter årtusindeskiftet er presset på dagbladene blevet yderligere 61 Fra 1996 til 2005 har tallene ligget på ca. 70% for både eksport og import til og fra de andre EU-lande (Danmarks Statistik 2006: 67-68). 62 de Vreese 2007: 36, Peter et al. 2004: 418, 426 63 Peter et al. 2004: 418 64 Peter et al. 2004: 418 65 Weiss & Thobo-Carlsen 2004 66 Der er dog stadig stor uenighed mellem den politiske elite og befolkningen generelt i EU-spørgsmål (Togeby et al. 2003: 108-109). 17
forstærket af gratisavisernes fremkomst. 67 Udviklingen har bl.a. betydet nedskæringer og fyringsrunder, og nogle vil hævde, at det er gået ud over avisernes kvalitet. 68 I 1990 erne gjaldt det om at lave en så tyk avis med så mange tillæg som muligt, men efter årtusindeskiftet begyndte aviserne at skære ned på stoffet og integrerer specialstoffet i selve avisen. 69 Umiddelbart er der ikke udsigt til opklaring for de hårdt prøvede aviser oplagstallene taler for sig selv. På to år det halvårlige oplag for B.T., Politiken og Jyllands-Posten tilsammen faldet med næsten 30.000 aviser. Urban derimod har i samme periode forøget sit oplag med mere end 18.000 aviser. 70 Samtidig med dette har både tv og aviser valgt at spare penge ved at trække en del af deres faste udenrigskorrespondenter hjem og i stedet sende korrespondenter af sted i en kortere periode til aktuelle brændpunkter. 71 Specifikt omkring dækningen af EU er der i dag 27 danske journalister akkrediteret ved EUinstitutionerne. 72 Det er dog ikke alle 27, der er faste korrespondenter. 73 Det vurderes, at der er omkring 14 danske journalister i Bruxelles med faste leverancer til danske medier. 74 I perioden fra 1999/2000 til 2004 er antallet af danske, akkrediterede journalister i Bruxelles tilsyneladende halveret, påpeger Raeymaeckers et al. 75 Derudover findes ingen samlet oversigt over udviklingen i antallet af Bruxelles-journalister i den undersøgte periode, men både DR, Jyllands-Posten, TV2 og Erhvervsbladet har i den undersøgte periode trukket journalister hjem fra Bruxelles. 76 Blandt undersøgelsens aviser har Jyllands-Posten en fast journalist i Bruxelles, mens Politiken har to og en praktikant. Derudover har både Jyllands-Posten og Politiken europæiske 67 Jensen 2003: 123. Også de elektroniske medier og Internettet presser aviserne. 68 Jensen 2003: 123 69 Jensen 2003: 126, 128 70 Tal for 1. halvår 2005-2007. Tallene er tilgængelige på http://www.do.dk/. 71 Jensen 2003: 36. Denne tendens ses også i andre lande jf. Gleissner & de Vreese 2005: 239. 72 Soldati 2007. De danske journalister udgjorde i 2004 1,3% af det samlede EU-pressekorps (Raeymaeckers et al. 2007). 73 Iblandt disse 27 er bl.a. også praktikanter, journalister med adresse i Danmark og danske journalister ved udenlandske medier. 74 Dalgaard 2007 75 Raeymaeckers et al. 2007: 106-107 76 Maressa 2007a, Jessen 2007, Dalgaard 2007 18
korrespondenter i Berlin, Paris og Prag. Derudover har Jyllands-Posten i Stockholm, London og Rom, og Politiken i Madrid og Malmø. 77 Desuden må det forventes, at en del af det europæiske stof produceres af hjemmeredaktionen og nyhedsbureauerne. 78 Alt i alt peger de generelle udviklingstendenser i branchen på, at der nok bliver færre sider i avisen, men økonomien er stram, og det betyder bl.a., at der skæres ned på korrespondenterne. Det kunne pege i retning af en mere event- eller brændpunktsorienteret europæisk journalistik. 2.2.3.1. Avisredaktionerne og EU: EU-events Særlige begivenheder er en af de faktorer, som tidligere forskning har peget på, er med til at forklare en stigning i mængden af EU-journalistik. Mediernes dækning af EU-emner ser ud til at være langt fra lineær. Medierne dækker i stedet EU, når der sker noget og derfor bliver dækningen periodisk med større dækning omkring visse begivenheder. 79 Blandt disse begivenheder er bl.a. møderne i Det Europæiske Råd. 80 Det har ledt flere til at konkludere, at EU-dækningen kan betegnes som cyklisk. Det vil sige, at dækningen er høj, når topmøderne forekommer, men både før og efter disse står EU ikke ret højt på mediernes dagsorden. 81 Omvendt viser ikke-tilbagevendende begivenheder, at det ikke kun er topmøder, der kan få medierne til at dække Bruxelles omfattende både nationale begivenheder i de enkelte medlemsstater og begivenheder uden for EU kan aktivere mediernes interesse, hvis EU blandes ind i disse sager. 82 Det skete f.eks. i forbindelse med Haider-sagen i Østrig, hvor EU blandede sig i, at Jörg Haiders højrefløjsparti kom med i en koalitionsregering. 83 Desuden skaber andre store begivenheder som f.eks. indførelsen af euroen også medieomtale. 84 77 Maressa 2007a, Aagaard 2008 78 Raeymaeckers et al. 2007: 113. Trenz finder, at i de store kvalitetsaviser er omkring en tredjedel af EU-stoffet skrevet af EU-korrespondenterne (Trenz 2004: 299). 79 de Vreese finder faktisk, at der måske er en undtagelse for de danske medier, idet dækningen mellem de store begivenheder er højere i Danmark end de lande, han sammenligner med (de Vreese 2007: 29). Til denne observation skal det dog indvendes, at i de Vreeses rutineperiode er der afstemning om ØMU en i Danmark, og dette kan forklare den forholdsvis høje dækning mellem begivenhederne. 80 de Vreese 2007: 30, Norris 2000: 188, Machill et al. 2006: 77 81 Norris 2000: 188, de Vresse 2001: 298-299, de Vreese 2003: 91 82 Machill et al. 2006: 77 83 van de Steeg et al. 2003 84 de Vreese 2003: 91 19
Til gengæld ser det ikke ud til, at valghandlinger i særlig høj grad hører til blandt disse begivenheder. EU bliver umiddelbart ikke gjort til et stort emne ved de nationale valg, til trods for at de nationalt valgte politikere skal træffe beslutninger i EU. 85 Heller ikke valgene til Europaparlamentet giver den store genklang i pressen. 86 Men spørgsmålet er nu, hvad det er, der gør Haider-sagen mere interessant end EP-valg. I det følgende ses derfor på, hvilke faktorer der spiller ind på omfanget af EU-nyheder, og på hvilke nyheder der er vigtige nok til at komme i dagens avis. 2.2.3.2. Avisredaktionerne og EU: Nyhedskriterier Journalisterne fungerer som gatekeepere og lukker kun de nyheder ind i avisen, de mener, har nyhedsværdi. 87 For at vurdere nyhedsværdien benytter journalisterne sig af en række nyhedskriterier. Nyhedskriterierne er meget omdiskuterede, og der er en vis uenighed om den præcise udformning af kriterierne. 88 De fem mest anerkendt kriterier på de danske journalistuddannelser er dog: Aktualitet, Væsentlighed, Identifikation, Sensation og Konflikt. 89 Kriterierne fungerer som en slags rygrad, som journalisten ubevidst bruger til at bedømme en histories nyhedsværdi ud fra. Desuden fungerer nyhedskriterierne som en slags fælles arbejdssprog, som journalisterne kan bruge til at argumentere for eller imod en bestemt historie. 90 Dog må man være sig bevidst om, at det ikke udelukkende er nyhedskriterierne, der er afgørende for, om en historie når frem til avisens spalter. 91 Ida Schultz observerer, at nyhedskriterierne bruges af alle journalister, og de dermed er institutionaliserede, men samtidig er de også differentierede. Alle journalister arbejder nemlig forskelligt med nyhedskriterierne. 92 85 Holzhacker & Römmele 2007: 66-67 86 Campbell 2007, Kevin 2003: 67, 72 87 Se f.eks. White 1950, McQuail 2005: 308. 88 Se f.eks. Esmann 2002. 89 Meilby 2004: 55-56. Rækkefølgen af kriterierne er ikke et udtryk for rangorden. Wien skriver, at den gode historie skal nærmere forstås som en slags cocktail, der i et passende miks lever op til flest mulige af kriterierne og i størst mulig koncentration (Wien 2005: 22). Kriterierne er altså i princippet ligestillede. Se f.eks. Meilby 2004 for en uddybning af nyhedskriteriernes indhold. 90 Schultz 2005: 47, Meilby 2004: 55 91 Schultz 2005: 197, Hjarvard 1995: 74-75 92 Schultz 2005: 45. Alene fra medie til medie er der stor variation af, hvilke nyhedskriterier man vægter højest. 20
I forhold til nyhedskriterierne og EU-journalistikken ser det også ud til, at de bruges til at vurdere EU-historiernes værdi. 93 de Vreese karakteriserer den gode EU-historie som historier, hvor der er konflikt og spændinger mellem eliter. Det skal helst tage udgangspunkt i store EUevents og spørgsmål, der har store politiske eller økonomiske konsekvenser for den hjemlige nationalstat. 94 2.2.3.3. Avisredaktionerne og EU: Domesticering Når de Vreese fremhæver, at en historie skal have betydning for den hjemlige nationalstat, beskæftiger han sig i virkeligheden med begrebet domesticering. Oprindeligt kendes det fra udenrigsjournalistikken. Egentlig betyder det at tæmme noget eller gøre det tilknyttet til hjemmet. Dette noget har ofte karakter af at være noget fremmet, uforståeligt og uforudsigeligt. En nyhed fra et andet land kan netop være fremmed og uforståelig, men ved at fortælle om de nationale konsekvenser af nyheden, interviewe nationale kilder eller lægge en national vinkel ned over nyheden, kan den tæmmes og gøres forståelig for det hjemlige publikum. Nyheden er blevet domesticeret. 95 Med andre ord kan man kalde domesticering for en national ramme, der lægges ned over en ikke-national nyhed/begivenhed for at gøre den forståelig. Derfor må denne ramme nødvendigvis trække på de nationale politiske, historiske og kulturelle forestillinger. Det handler altså om at sætte nyheden i en kulturel kontekst, som gør nyhederne forståelig og relevante for hjemmepublikummet. 96 Dermed får muligheden for at domesticere en nyhed også en betydning for, om en nyhed overhovedet er interessant at beskæftige sig med for det nationale medie. Men man skal dog ikke glemme, at nyhedskriterier som identifikation og nærhed også kan bruges som argumenter for at fordanske en udenlandsk nyhed. Dermed kan domesticeringen på linje med nyhedskriterierne lige så vel være en forholdsvis ubevidst taktik fra mediernes side. 93 de Vresse mener dog, at det kan se ud til, at medierne nogle gange sænker deres krav til EU-historierne for at få EU-stoffet med (de Vreese 2001: 300). Dette understøttes dog ikke umiddelbart af andre undersøgelser. 94 de Vreese 2003: 73. de Vreese fandt, at dette gjaldt i både Holland, Danmark og Storbritannien. Også Ørsten peger på, at nyhedskriteriet konflikt er et af de mest benyttede i den danske EU-journalistik. Han finder dog ligeledes, at identifikation og væsentlighed er vigtige (Ørsten 2005: 425). 95 Chan et al. 2002: 43 96 Gurevitch et al. 1991: 206-207, Cohen et al. 1995: 85 21
Domesticering er i øvrigt ikke noget særligt dansk det foregår i alle nationale medier fra USA til Belgien og Japan. 97 Også EU-journalistikken bliver udsat for en vis grad for domesticering. Som eksempel fremhæver Ørsten, at debatten om Tyrkiets mulige optagelse i EU bliver til en national debat blandt de danske politikere. 98 Tendensen ser ud til at være ganske omfattende han finder i hvert fald en massiv tilstedeværelse af en nationalt fokuseret politisk kommunikation i sin undersøgelse af EU-stoffet. 99 Også Anker Brink Lund finder, at forhold i EU skal helst kunne defineres som problematisk for danske interesser, hvis den hjemlige nyhedsinstitution skal aktiveres. 100 Dog viser interviews med EU-journalister, at de selv er klar over, at en historie med en national tilgang, er lettere at sælge til redaktøren. 101 2.2.3.3.1. Avisredaktionerne og EU: Domesticering som symptom Ovenfor ridsedes mulige praktiske forklaringer på EU-journalistikkens domesticering op, men flere ser også domesticeringen af europæisk stof som et symptom på, at de danske medier har store problemer, når det drejer sig om dækningen af EU og Europa. Et bud på en forklaring kommer fra Anker Brink Lund, der i sin tolkning af de danske mediers hverdagsdækning af EU anlægger den vinkel, at en stor del af EU-stoffet kan tolkes i et vi/deperspektiv. 102 Lund finder, at der er mange konfliktfyldte vi er på spil i den danske mediedækning af EUstoffet og de danske EU-forbehold. Det handler bl.a. om et nationalt vi, der er i konflikt med et transnationalt vi. Men disse forskellige vi er er for komplekse for medierne. I stedet fremstilles den danske debat om f.eks. EU-forbeholdene som en kamp mellem de nationale politikere, og dermed gør medierne det fremmede (altså EU og forbeholdene) til en debat på en velkendt scene med de velkendte politikere fra det danske Folketing. 103 Det virker dog ikke som en bevidst strategi, og Lund ser faktisk denne domesticering som et udtryk for, at den danske medieinstitution ikke kan finde sine egne ben at stå på, når omgivelserne bliver europæiseret. 97 Se f.eks. Clausen 2004, Gurevitch et al. 1991, Morgan 1995. 98 Ørsten 2005: 421 99 Ørsten 2005: 421 100 Lund 2002: 146. Samme mønster finder de Vreese. 69% af hverdagens EU-historier har en dansk vinkel, mens 20% har en europæisk vinkel (de Vreese 2003: 108). Palm finder, at svenske journalister også fortæller EUhistorier ud fra et nationalt aspekt (Palm 2002: 157-160, 250). 101 Se f.eks. Gleissner & de Vreese 2005: 228. 102 Se f.eks. Lund 2002, Lund 2000b, Lund 2001 og Lund 2005. 103 Lund 2000b: 24 22