1 Grindsted Kirke. Søndag d. 21. april 2013 kl. 19.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner DDS 654: Aftensukket, nattegråden - - - DDS 230: Påskemorgen slukker sorgen Altergang: DDS 471: O glædelig dag DDS 51: Jeg er i Herrens hænder Tekstlæsninger GT-læsning Es 54,7-10 Prædiketekst Joh 16,16-22
2 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde:»en kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.«da sagde nogle af hans disciple til hinanden:»hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?«De sagde altså:»hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem:»i spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«prædiken Som nævnt er det sorgen, der vendes til glæde, der er temaet i dag. Og selv om sorgen er et alvorligt emne, vil jeg godt begynde med en lille sjov historie. Jeg har nemlig hørt en ret fantastisk og efter sigende sand historie om en taler, som skulle holde en prædiken over den her tekst. Det var en meget lav mand, som knap nok kunne se op over talerstolen. Derfor havde han arrangeret med en skammel, han kunne stå på og så se tilstrækkelig høj ud og se ud over tilhørerne. Så han gik op og sagde: En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig. Og i samme øjeblik kollapsede skamlen, han havde sat op, og mand og jakkesæt og slips og det hele røg ned med et brag. En kort tid, så ser I mig ikke længere. Det gik mere pludseligt i opfyldelse, end han havde regnet med. Atter en kort tid, så skal I se mig. Det gik også sådan. Efter lidt tid kiggede manden op over kanten og begyndte på sin tale.
3 Faktisk ville jeg faktisk godt have set den situation! Den er nemlig hamrende morsom! Det var det til gengæld ikke for disciplene, da de oplevede det, Jesus fortalte dem om. Det er nemlig den værste situation, man overhovedet kan komme ud for. De havde mistet det kærligste menneske, de nogensinde havde mødt. I en ung alder på 33 år døde han på korset, og nu var han væk. Nogle af os har prøvet at miste et menneske, vi holdt utroligt meget af, og man bliver fyldt af en sorg, som slet ikke kan beskrives. Den situation var disciplene i. Og det er det ene, jeg godt vil sige noget om. Disciplenes katastrofe omkring Langfredag og Påskedag. Derudover så skal det handle om, at Gud kan blive væk for os. Der kan ske det samme for os, som der skete for disciplene. Alle kristne har sikkert oplevet det, at Gud synes væk! Esajas sagde det også: Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage. I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig. Og man kan spørge: Hvorfor er det sådan? Hvorfor kan Jesus nogen gange synes helt væk for os? Hvorfor skulle disciplene opleve den kæmpestore sorg? Hvorfor var Jesus ikke bare død i ½ minut eller ½ time og så blev vækket op? Hen over 3 lange dage skulle de trevles igennem sorgen! Hvorfor? Man kan godt sige, at Gud vil tage håbet fra os. Eller ikke håbet som sådan, men håbet om, at vi selv kan hjælpe os selv til at blive frelst. For så længe vi selv tror, vi kan hjælpe os til at blive frelst, så længe kan Jesus ikke frelse os! I vores almindelige liv kan vi gøre meget, og i forhold til vores interesser og familie, skole og arbejde er det bare med at give den gas, så vi kommer så langt som muligt. Her gælder det virkeligt, at vi selv kan gøre noget, at vi selv er vores lykkes smed, som det er blevet udtrykt. Sidder man hjemme hele dagen foran en skærm hele dagen,
4 så bliver man dummere og dummere og når ikke så langt, som hvis man bruger sin krop til noget sport eller læser en bog. Det siger sig selv. Men sådan er det bare ikke i forhold til Gud! I forhold til Gud, i forhold til at blive frelst og komme med på den nye jord, kan vi ikke gøre noget som helst. Hvis vi tror, vi kan gøre noget, så er det bare i vejen for os og kan faktisk blokere frelsen for os. For at det skulle gå op for disciplene, gik der så lang tid med Jesus. De skulle ikke kunne sige: Han blev nok levende igen, fordi vi fik ham taget ned fra korset så tidligt. Eller: Det var nok, fordi vi bad så meget om at han måtte blive levende igen! Nej, Jesus var død og det var gået op for dem, at han aldrig nogensinde ville komme tilbage igen. Alt håb var ude! Og først da bliver Jesus levende igen. Så står han op fra de døde og lever for altid. Når Jesus skjuler sig for os, så er det for at vi ikke skal bygge på os selv, men alene på ham. Jeg har flere gange oplevet det, at Jesus var væk. Og tænkt: Nu er det slut med din kristne tro! Nu har fjenden has på dig, og du kommer aldrig tilbage igen. Bønnen når ikke engang op til loftet, Gud er helt væk. Og så alligevel når alt håb er ude, så kommer Jesus tilbage! Men alt håb må være ude først. Det vil Gud lære os i erfaringen af, at han er væk. Når man er i kirken og alting går godt, er livet måske let nok, men helt anderledes er det, når det er det, vi kan kalde dagligdag. Men det er netop i dagligdagen, at Gud vil lære dig at håbe kun på ham. Og det kan vi kun, når der ikke er noget at bygge på i os selv. Kan Gud måske endda lære os at takke for erfaringen af, at han føles fjern? En anden vigtig lektie, vi lærer i Guds skjulthed, er fortabelsens og frelsens virkelighed. Når Gud skjuler sig, så er det er forsmag på fortabelsen, hvor Gud for evigt er væk, og hvor det er for sent at kalde på ham. Paulus skriver om de fortabte: De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt.
5 Og når disciplene senere har husket de dage, hvor Jesus var død og alt håb var ude, så har de tænkt: De tre dages rædsel vil jeg for alt i verden ikke udsættes for i evighedernes evigheder. Jeg vil leve i evighedernes evigheder, ligesom et barn lever, når det kommer ud af moders liv. Jeg vil ikke være dødfødt, når jeg går ud af livet, men leve. Da kan et stærkt håb bryde frem og troen, som knytter sig til Jesus. Også selv om lidelsen slår ind over en, og måske endda særligt dér! I løbet af et liv ophober man en masse sorg, en masse smerte, en masse lidelser, som sidder i én og godt kan tynge én mere og mere. Det tænker man ikke så meget på, når man er ung og livet står åben for en. Men gennem livet vil vi alle sammen opleve lidelse! Nogle oplever så meget lidelse, at man synes, det er umenneskeligt. Og at det er urimeligt at Gud må have givet op. Men det har han ikke, og det kan den lille tale, Jesus holdt, minde os om. Jesus fortalte endda disciplene på forhånd, at de skulle udsættes for sådan en sorg, så de kunne tro, når det skete, at de stadig var i hans hånd, og han sorgen en dag skal vendes til glæde. Han ville have dem til at holde fokus på ham. En, jeg kender, var så syg af kræft, at lægerne havde opgivet alt håb om, at hun blev rask. Det havde hun også selv og havde indstillet sig på, at hun skulle dø. Hun henvendte sig til en præst for at få et trøstende ord, men det er svært at give særlig meget hjælp i en sådan situation. Men han gav alligevel hjælp. Han sagde til hende: Nu er det for alvor svært for dig at se Guds kærlighed. Nu har du kun korset! Hun overlevede mirakuløst, og det var fantastisk, men det er ikke pointen. Pointen er det håb, som knytter sig til korset. Du har kun korset! Og sådan er det for os. Vi har kun korset. Det er vores håb, også når vi ikke kan se Guds kærlighed. På det kors hang verdens og vores frelser og betalte, hvad vi skyldte. Dét er vores håb og det er vores glæde. Og Gud skjuler sig nogle gange for at vi skal se, at det er vores glæde intet andet. Jo, glæder er der da masser af også i vores almindelige liv. Vi kan godt tale om glæde over at foråret kommer og vi holder af mennesker, og der er mennesker, som holder af os.
6 Men den dybeste og sande glæde, som ikke kan sammenlignes med nogen glæde på jorden, er glæden over korset, den tomme grav og det evige liv. Og det skal du vide: Alt det, Gud gør med dig og for dig, har liv og glæde som mål. Gud er glædens Gud, han arbejder på vores glæde vores evige glæde! Jesus siger om den glæde, at det er en glæde, som ingen kan tage fra jer. Ingen! Den er sikker, for den bygger ikke på os, men på Jesus! Den er evig og ophører aldrig. I Bibelens sidste bog, Åb, får disciplen Johannes et syn ind i Guds evighed, hvor han ser den evige glæde: Åb 21,1-5: Jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Det er håb! Det er opstandelse til evigt liv. Her på jorden er der tårer, sorg, pine. Det er der ikke dér! Vi kan sammenligne vores tårer her på jorden med en mors smerte, når hun føder sit barn. Det er en kort tid, som dog kan føles som en evighed, men så kommer forløsningen så kommer glæden. Så husker hun ikke længere smerten. Enhver kvinde, der har prøvet at føde et levende barn, kender den brusende lykke og glæde, der fuldstændig overdøver smerten. Men tiden med fødsel er også vigtig. Det er der, Jesus kan føles væk. Det er han ikke, fordi skamlen under ham falder sammen og han mister grebet om vores liv, men fordi han vil lære os noget vigtigt på vej mod universets største glædesfest: Evigheden!
7 Den fest glæder jeg mig til ja, jeg glæder mig som et lille barn! Amen!