1. Om forskelle på de tre fakulteter

Indhold: 1. Om forskelle på de tre fakulteter a) De humanistiske videnskaber 1. Hvad undersøger de humanistiske videnskaber? 2. Hvorfor undersøger de humanistiske videnskaber menneskeskabte genstande? 3. Hvordan undersøger de humanistiske videnskaber sine genstande? b) Naturvidenskaberne 1. Hvad undersøger naturvidenskaberne? 2. Hvorfor undersøger naturvidenskaberne naturen? 3. Hvordan undersøger naturvidenskaberne sine genstande? c) Samfundsvidenskaberne 1. Hvad undersøger samfundsvidenskaberne? 2. Hvorfor undersøger samfundsvidenskaberne samfundet? 3. Hvordan undersøger samfundsvidenskaberne sine genstande? d) Opsamling: basale videnskabsteoretiske begreber 2. Om det gode metodeafsnit + to eksempler + et N.B. om naturvidenskabelige metodeovervejelser 1. Om forskelle på de tre fakulteter Der er tradition for at inddele videnskaberne i tre hovedområder (fakulteter): de humanistiske, de naturvidenskabelige og de samfundsvidenskabelige videnskaber. Det ligger i ordene, hvad de tre hovedområder overordnet beskæftiger sig med: henholdsvis mennesket, naturen og samfundet. Men hvis man vil have en grundigere forståelse af de basale forskelle på de tre fakulteter, er det en god idé at skelne mellem tre ting: 1. Hvad der undersøges (fakultetets genstande) 2. Hvorfor det undersøges (fakultetets formål) 3. Hvordan noget undersøges (fakultetets metode metode betyder vej at gå og handler netop om, hvordan man undersøger noget og begrunder sine påstande) Her skal denne tredeling styre beskrivelsen af hovedforskellene på de tre fakulteter. Det er vigtigt indledningsvist at pointere, at nedenstående kun handler om de tre fakulteters overordnede metoder (de enkelte fags underordnede metoder beskrives ikke her, men fx laver man i fysik bestemte eksperimenter, i historie laver man bl.a. kildeanalyser, i dansk og andre

sprogfag laver man bl.a. retorisk analyse, argumentationsanalyse og forskellige slags analyser af skønlitteratur osv. osv.). Først om de humanistiske videnskaber: a) De humanistiske videnskaber (dvs. alle sprogfag, historie, dansk, religion, oldtidskundskab, mediefag, billedkunst, drama, musik, til dels filosofi og psykologi): 1. Hvad undersøger de humanistiske videnskaber? De undersøger individuelle, unikke og historisk enestående genstande skabt af mennesker, fx alle slags tekster, historiske begivenheder, billeder, film, kunstværker, musik, sprog. Der er fx ikke to kunstværker, der er ens netop derfor siger vi, at humanioras genstande er unikke. - Det videnskabsteoretiske begreb for dette er idiomatisk videnskab. Begrebet idiomatisk betyder som er om det særlige (jf. at idiot betyder særlig ), og de humanistiske videnskaber undersøger netop særlige, unikke genstande. 2. Hvorfor undersøger de humanistiske videnskaber menneskeskabte genstande? Det korte svar er: for at forstå dem. Humaniora vil forstå menneskeskabte betydninger. Det lidt længere svar er: for at forstå os selv og menneskelivet og blive bedre til at leve vores liv ved at lære af de forståelser, værdier, opfattelser, forestillinger, følelser og idealer, som mennesker har udtrykt noget dybsindigt og reflekteret om i tekster, kunst osv. Humaniora handler om, at mennesker prøver at forstå sig selv gennem det, mennesker har skabt. - Det videnskabsteoretiske begreb for dette er intentionelle forklaringer: Intention betyder hensigt, og humanioras formål er netop at forklare de intentioner og opfattelser, der ligger i forskellige menneskeskabte frembringelser (romaner, musik, historiske begivenheder osv.). 3. Hvordan undersøger de humanistiske videnskaber sine genstande? Hvad de humanistiske videnskaber undersøger, bestemmer, hvordan de undersøger det. Da det er betydningsbærende genstande (digte, sprog osv.), der undersøges, må man fortolke disse genstande betydningen kan man jo ikke se, observere eller måle på. Man må fortolke og indleve sig i andre menneskers frembringelser. - Det videnskabsteoretiske begreb for dette er hermeneutik (hermeneutik betyder fortolkningslære ). De humanistiske videnskaber er i deres væsen hermeneutiske.

Hvad kendetegner så denne fortolkende metode hvad sker der, når en humanistisk forsker møder og prøver at forstå en tekst fx? Fortolkningsprocessen er overordnet kendetegnet ved to træk: 1) Der sker en løbende justering og forfinelse af forskerens/den studerendes fortolkning og forståelse af teksten. Løbende udkaster man hypoteser (dvs. en tænkelig forklaring eller fortolkning), som løbende forkastes eller justeres, indtil man når den fortolkning, som man (foreløbigt) lægger sig fast på. 2) Fortolkningen veksler løbende mellem at være rettet mod en del af teksten og mod hele teksten. Man forstår en teksts dele ud fra helheden og helheden ud fra delene. Vi kender fx alle det, at man først forstår en fiktionsfortællings titel, når man har læst hele fortællingen, og at vi først forstår hele fortællingen, når vi har læst titlen og alle fortællingens dele. - Det videnskabsteoretiske begreb for både fortolkningens løbende justering af (for)forståelser og for fortolkningens del-helhed-vekslen er den hermeneutiske spiral. Ser man en opadgående spiral for sig, forstår man netop billedligt fortolkningsprocessens bevægelse mod en mere og mere korrekt, nuanceret og helhedsomfattende forståelse (som i princippet aldrig bliver endegyldig). Lidt yderligere om, hvorfor de humanistiske videnskaber ikke kan praktiseres gennem målinger eller observation eller i et laboratorium, men er nødt til at bygge på fortolkning og indlevelse: De humanistiske videnskaber er underlagt følgende vilkår: Menneskets indre liv dets følelsesliv, tankeliv og intentioner er ikke synligt eller målbart, og menneskets udtryk for dette indre liv fx i form af en tekst er ikke entydige, og deres indhold kan vi ikke se eller måle på. DERFOR kræver studier af mennesket og dets frembringelser fortolkning og indlevelse! Med lidt andre ord: Mennesket er et komplekst væsen, der kan formuleres i modsætninger som disse: 1. Psykisk og fysisk (sjæl og krop) 2. Det individuelle og det sociale

Mens menneskekroppen og det sociale kan ses og observeres, er det psykiske og det individuelle tankeliv kun tilgængeligt via fortolkning, indlevelse og indføling. Man kan derfor ikke forstå fx en roman ved at observere den i et laboratorium man må fortolke den og leve sig ind i dens personers følelsesliv og etiske dilemmaer. P.s.: Bemærk, at dette er den overordnede fremstilling af humaniora. Der er altid undtagelser og gråzoner. Fx er dele af sprogvidenskaben jo optaget af sprogets love og regler og dermed nomotetisk, ligesom litteraturvidenskaben også delvist er optaget af litterære teksters generelle træk og dermed også delvist har et nomotetisk sigte. b. Naturvidenskaberne (fysik, kemi, biologi, bioteknologi, til dels matematik): 1. Hvad undersøger naturvidenskaberne? Naturvidenskaberne undersøger naturen, og med naturen menes naturskabte genstande og naturens processer, mekanismer og årsag-virknings-forhold. Eksempler: dyr, planter, vejrfænomener, kemiske reaktioner, menneskekroppen, naturens bevægelser. Det vigtige her er at forstå, at naturvidenskaberne undersøger det generelle, universelle og lovmæssige ved genstande og fænomener i naturen. Lovmæssigt og lovmæssighed betyder netop noget, der altid er tilfældet. Man undersøger fx ikke bare den enkelte plante (som humanvidenskaberne undersøger den enkelte tekst), men flere eksempler på en planteart eller planter som sådan. Man er strengt taget ligeglad med den enkelte plante det handler om naturens fx en plantearts generelle processer og lovmæssigheder, fx fotosyntesen eller en plantearts farve eller opførsel. - Det videnskabsteoretiske begreb for dette er nomotetisk videnskab. Nomos betyder lov. De humanistiske videnskaber er som sagt idiomatiske, fordi de undersøger det særlige og unikke. Naturvidenskaberne er nomotetiske, fordi de netop undersøger det generelle og lovmæssige i naturen. 2. Hvorfor undersøger naturvidenskaberne naturen? Formålet er kort og godt at forklare det generelle og lovmæssige ved naturens genstande og fænomener, fx forklare hvorfor vulkaner, planter, menneskehjernen eller tyfoner opfører sig, som de gør. Formålet er med andre ord at opstille årsagsforklaringer. Det videre formål er

typisk at forstå den natur, der omgiver os, og som vi er indfældet i og afhængige af, så vi kan leve i og med den på hensigtsmæssige måder. - Det videnskabsteoretiske begreb for dette er kausale forklaringer. Kausal betyder som vedrører årsag-virkningsforhold, og naturvidenskaberne vil som sagt netop forklare naturens lovmæssigheder og årsag-virkningsforhold altså netop give kausale forklaringer. 3. Hvordan undersøger naturvidenskaberne sine genstande? Naturvidenskabernes overordnede metoder er observation, målinger og eksperimenter alt sammen for at se, afdække, påvise og forstå naturens lovmæssigheder. Mere præcist kan man beskrive naturvidenskabernes metode ved begrebet den hypotetiskdeduktive metode. Det er nemt at misforstå dette fremmede begreb, så hvad betyder det mon helt præcist? Lad os svare ved først at forklare begrebets to dele: Deduktiv (eller som substantiv: deduktion) eller som verbum: at deducere, betyder at udlede eller forudsige. Hypotese betyder tænkelig forklaring eller et udsagn, der fremsættes som en formodning eller antagelse. Og den hypotetisk-deduktive metode indebærer netop, at man først formulerer en hypotese (fx: planters vækst påvirkes af lys og vand). Dernæst udleder man en forudsigelse (fx: hvis vi giver en plante lys og vand, så springer dens blade ud). Og så efterprøver man forudsigelsen ved observation. Hvis forudsigelsen holder stik, er hypotesen styrket/forstærket, og man kan danne en teori (og jo flere observationer, der bakker teorien op, jo mere forstærket er teorien (på engelsk taler man om corroboration)). Hvis forudsigelsen ikke holder stik, må man forkaste hypotesen (det kaldes falsifikation/at falsificere). Man siger også, at naturvidenskaberne arbejder induktivt, og det er, fordi man går fra at have observeret noget (fx planters vækst) nogle enkelte gange til at sige, at det gælder generelt (man går fra enkeltobservationer til at opstille en lovmæssighed). Induktion betyder simpelthen at slutte fra enkelttilfælde til en generel regel/lovmæssighed. Men er naturvidenskabernes metode så både deduktion og induktion? Her må vi holde tungen lige i munden og huske, at deduktion (at udlede en forudsigelse) er det, naturvidenskaberne gør i den specifikke og indledende del af forskningsprocessen, hvor man gør en hypotese testbar ved at udlede en forudsigelse. Induktion (at slutte fra enkelttilfælde til en generel

regel/lovmæssighed) er det naturvidenskaberne gør i resten af forskningsprocessen, nemlig når man tester og observerer en række enkelttilfælde (fx 20 planters opførsel) og altså søger at forkaste eller forstærke en hypotese. Husk, at en teori (en forstærket og velbegrundet hypotese) aldrig kan bekræftes endegyldigt (verificeres/verifikation), da man ikke har undersøgt alle tilfælde eller kender fremtiden og således i princippet altid vil kunne finde et tilfælde, der modsiger teorien. Indtil 1788 troede man fx, at alle svaner er hvide. Men så opdagede man med opdagelsen af Australien, at der også findes sorte svaner. Det er det, man kalder induktionsproblemet: Induktion kan aldrig føre til sikker viden, fordi vi aldrig har undersøgt alle tilfælde. De empiriske videnskaber, dvs. de erfaringsbaserede videnskaber (empiri betyder erfaring på baggrund af sanselige data ), kan aldrig skabe helt sikker viden. Kun i matematikken eller logikken, som er naturuafhængige systemer, mennesker selv har skabt, kan man have sikker viden. 2+2 er per definition altid 4. c. Samfundsvidenskaberne (samfundsfag, økonomi, erhvervsøkonomi, jura, til dels psykologi og filosofi): 1. Hvad undersøger samfundsvidenskaberne? Samfundsvidenskaberne undersøger samfundet, dvs. sociale, økonomiske, politiske og kulturelle relationer mellem mennesker. Man plejer at sige, at samfundsvidenskaberne har tre sammenhængende hovedområder: det sociale, politik og økonomi, og at samfundsvidenskaberne undersøger samfundsforhold og samfundsudviklingen lokalt, regionalt, nationalt, internationalt og globalt. 2. Hvorfor undersøger samfundsvidenskaberne samfundet? Det korte svar er: for at forstå samfundet, så vi bedre kan handle og leve i det. Et yderligere svar på spørgsmål gives bedst ved at påpege, at samfundsvidenskaberne er en blanding af humaniora og naturvidenskab (og derfor beskrives de her efter humaniora og naturvidenskab), nemlig i den forstand, at de både har som formål at forstå og fortolke det unikke og enestående (idiomatisk videnskab), fx en politisk tale eller finanskrisen, og at forklare generelle, lovmæssige (nomotetisk videnskab) træk ved samfundet, fx hvorfor mennesker generelt opfører sig på en bestemt måde, fx forbruger penge på en bestemt måde.

Samfundsvidenskaberne er altså med de videnskabsteoretiske begreber fra ovenfor en blanding af idiomatisk og nomotetisk videnskab. 3. Hvordan undersøger samfundsvidenskaberne sine genstande? Samfundsvidenskaberne anvender overordnet tre forskellige metoder: kvalitativ metode, kvantitativ metode og komparativ metode. Forklaring: a. Kvalitativ metode handler om fortolkning af en eller få tekster, fx politiske taler eller enkeltpersoners udsagn, fx udsagn i et interview, en debat eller en dagbog. Denne metode giver viden of forståelse i dybden, men den er svær at generalisere udfra. b. Kvantitativ metode handler om at samle mange data, fx mange menneskers udsagn om noget (fx deres holdning til statsministeren) eller en gruppes indkomstforhold, for så at lave statistik over dette. Denne metode giver en mere overfladisk viden, men den er god til at generalisere udfra. c. Komparativ metode: Komparation betyder sammenligning, og det er netop, hvad man gør. Man kan fx sammenligne landes politiske systemer, kulturer eller forskellige gruppers syn på noget. Hvorfor gør man det? For at blive klogere på noget ved at se, hvordan det også kan være andre steder man forstår ofte noget bedre ved at se det i forhold til noget andet (ved at se ligheder og forskelle). Men man gør det også for enten at afdække og begrunde årsager eller for at afvise (falsificere) tænkelige årsager. Eksempel: Hvordan kan man forklare, at Danmark i modsætning til Sverige har haft en hård udlændingedebat i mere end 20 år? De to lande har mange ligheder: en homogen kultur, ét sprog, cirka samme velfærdsmodel mv. Men en afgørende forskel på de to lande er, at Danmark siden 1995 har haft et indvandringskritisk parti (DF, og tidligere også Fremskridtspartiet). Ved at sammenligne lignende tilfælde kan man altså udlede og bekræfte en årsagsforklaring (en uafhængig variabel), i dette tilfælde at Danmarks markante udlændingedebat (i nogen grad) skyldes eksistensen af et bestemt politisk parti. Dette kaldes Most similar systems design. Man kan også sammenligne to meget forskellige tilfælde, fx to lande, som har ens udfald, fx samme type indvandringsdebat. Her er formålet ikke at udlede en årsagsforklaring, men at udlede og slutte, at de mange forskelle ikke betyder noget for udfaldet. Man kan altså falsificere, at nogle tænkelige årsager skulle betyde noget. Dette kaldes Most dissimilar systems design.

Læg mærke til, at samfundsvidenskaberne igen er en blanding af humaniora og naturvidenskab: Den kvalitative metode er primært optaget af intentionelle forklaringer, og den kvantitative og komparative er primært optaget af kausale forklaringer. d. Opsamling: basale videnskabsteoretiske begreber: 1. Formål 2. Genstand 3. Metode 4. Idiomatisk versus nomotetisk videnskab 5. Intentionel versus kausal forklaring 6. Indlevelse, fortolkning 7. Fortolkningens løbende korrektion af for-forståelser gennem del-helhed-vekslen (den hermeneutiske spiral) 8. Hypotetisk-deduktiv metode og induktion versus hermeneutisk metode 9. Deduktion, induktion 10. Falsifikation, verifikation 11. Induktionsproblemet 12. Kvalitativ, kvantitativ og komparativ metode 13. Most different systems design og Most dissimilar systems design 14. Hypotese, teori og empiri 2. Om det gode metodeafsnit + eksempler + et N.B. om naturvidenskabelige metodeovervejelser Der er fem mål med AT eleven skal kunne: - 1) tilegne sig viden om en sag med anvendelse af relevante fag og faglige metoder - 2) foretage valg, afgrænsning og præcisering i arbejdet med sagen og på dette grundlag opstille og behandle en problemformulering samt selvstændigt fremlægge resultatet heraf - 3) perspektivere sagen - 4) vurdere de forskellige fags og faglige metoders muligheder og begrænsninger i forhold til den konkrete sag - 5) demonstrere indsigt i videnskabelig tankegang og gøre sig elementære videnskabsteoretiske overvejelser i forhold til den konkrete sag.

BEMÆRK for det første, som den fede skrift antyder, hvor meget metodeovervejelser og videnskabsteori faktisk fylder i AT s mål og altså i vurderingen af din eksamenspræstation. Bemærk for det andet, at det jo ikke mindst er dit metodeafsnit og dine metodeovervejelser, som kan opfylde mål 4) og 5). Dine metodeovervejelser er altså en meget vigtig del af din ATundersøgelse og AT-synopsis. Hvad er så et godt metodeafsnit? Det er et afsnit, som opfylder mål 4) og 5). Og hvordan gør man så det? Ved at gøre følgende to ting: 1) Forhold dig kritisk til styrker og svagheder ved de specifikke metoder, teorier, empirivalg, modeller og/eller begreber, som du konkret har anvendt i din undersøgelse. Medtag altså kun overvejelser over generelle styrker og svagheder ved de anvendte metoder, teorier, modeller og/eller begreber, i det omfang det også har relevans for overvejelser over din undersøgelses styrker og svagheder (jf. at der ovenfor to gange står i forhold til den konkrete sag ). 2) Du skal jo også, som mål 5) foreskriver, mere udfoldet gøre dig videnskabsteoretiske overvejelser. Forhold dig derfor også kritisk til din undersøgelse ved at inddrage forskelle knyttet til de tre fakulteters formål, genstande og metoder (jf. afsnittet herom ovenfor/andetsted [indsæt evt. hyperlink] her i VG-kosmos) kom ind på noget af det følgende (det, du finder relevant i forhold til din undersøgelse) og lad a) føre til b): a) Hvilken type viden har du produceret? Kom ind på noget af dette: Bygger den på tekstlæsning, laboratorieforsøg eller interviews eller? Bygger den på indlevelse og fortolkning (intentionel forklaring) eller på årsagsforklaring (kausal forklaring)? På induktion eller deduktion? Er den primært teoretisk eller empirisk begrundet? Handler den om noget historisk enestående (fx en roman) eller om noget mere universelt eller lovmæssigt (fx en naturlov eller en samfundsmæssig sammenhæng) er den nomotetisk eller idiografisk? Bygger den på (ubegrundede) antagelser? Er det en dristig og kontroversiel konklusion, eller er den ikke overraskende eller ikke svær at begrunde? b) Hvad er så konsekvenserne af dette? Hvor sikker er den viden, du har produceret? Gælder den kun for nogle få enkeltilfælde, eller er den generaliserbar? Hvorvidt er den

generaliserbar? Hvad ville andre fag kunne bidrage med? Hvilken type og hvor sikker en viden om sagen ville andre fag kunne have produceret? Autentiske eksempler på hhv. et godt og et mindre godt metodeafsnit Her følger to eksempler på autentiske metodeafsnit. Det første er et meget godt metodeafsnit, fordi det opfylder både mål 4) og 5) ved at gøre som netop beskrevet. Det andet er et mindre godt metodeafsnit, fordi det primært kun beskriver, hvad eleven har gjort, men ikke gennemgående vurderer det gjorte (metodernes kvaliteter), jf. mål 4). Eksempel på et godt metodeafsnit: Metodiske overvejelser I vores undersøgelse har vi arbejdet med to film, en dokumentarfilm og en spillefilm. Til at undersøge dokumentarfilmen Den hemmelige krig i dansk benytter vi fakta- og fiktionskoderanalyse og begrebsapparatet knyttet hertil, som hjælper til at skille de forskellige dele af filmen, så man får et bedre overblik over de virkemidler, der bruges i filmen, og deres effekt på modtageren. Der findes dog sjældent rene fakta- og fiktionskoder, da det er umuligt at forholde sig 100 % objektivt. Dermed vil mange virkemidler være svære at tolke, da de både kan indeholde fakta- og fiktionskoder. Det er også relevant at overveje, i hvor høj grad fakta- og fiktionskoder kan fortælle os, hvilken form for information, der er tale om. Selvom et filmisk virkemiddel kan være karakteristisk for hhv. fakta- og fiktionstekster, er det jo ikke ensbetydende med, at de informationer, man bliver præsenteret for, kan blive endegyldigt klassificeret som værende fakta eller fiktion. Endvidere kan man spørge: Er det overhovedet muligt at forholde sig udelukkende objektivt, når man præsenterer informationer på film? Næppe. Derfor kan fakta- og fiktionskode-analysen ikke alene fortælle os, hvilken type information der er tale om, men den kan give os en idé om, hvordan instruktøren forsøger at formidle informationen. Til at analysere fiktionsfilmen The Hurt Locker i engelsk benytter vi den nykritiske metode. Det betyder, at alle filmens dele tages i betragtning, så man får den mest tekstnære og dybdegående fortolkning af filmen. Til gengæld kan den tekst-interne tilgang til filmen skjule nogle muligvis vigtige faktorer, såsom forbindelser til instruktørens liv eller de samfundsforhold, som filmen er skabt under. Der kan altså være en risiko for, at fortolkningen drukner i analysen, da man har mange enkeltdele, som kan være svære at forbinde og dermed skabe en forståelse af filmen. Fordelen ved at fortolke filmen med fokus på filmen selv er, at man grundigt kan opfange mange af de budskaber, som filmen prøver at komme med, også uden at kende til instruktørens baggrund.

I undersøgelsen har vi haft en idiografisk tilgang (dvs. undersøgelse af unikke genstande, fx en film), som definerer humaniora. Vi har begrænset og unik empiri, men vi går til gengæld i dybden med denne empiri gennem fortolkning. Dette giver en grundig og dyb forståelse. Det er dog svært at generalisere, grundet den lille mængde empiri, som også er farvet af instruktørernes holdninger. Vi kunne med fordel også have benyttet metoder fra samfundsvidenskaben, eksempelvis kunne vi have set på, hvordan medierne fremstiller krigsfakta for befolkningen. Igennem en sådan bredere undersøgelse ville vi få en mere generel viden om sagen. Eksempel på et ikke helt så godt metodeafsnit: Metodiske overvejelser I den oldtidskundskabsfaglige del gøres der brug af den biografiske analysemetode i arbejdet med tekster, der enten omhandler epikurismen eller er karakteriseret ved epikuræisk tankegang. Dette vil især komme til udtryk i forsøget på at skabe en sammenhæng mellem oldtidens og nutidens filosofi og livsstil vedrørende madvaner. Her benyttes den kvalitative metode, idet bestemte værker analyseres i dybden og dermed giver et fyldestgørende billede, dog kun fra enkelte individers synsvinkler. Derudover arbejdes der med den social- og kulturhistoriske analysemetode til at belyse de samfundsmæssige og sociale tendenser fra den omtalte epoke, og hvordan og om den daværende tankegang har påvirket eftertidens forfattere og tænkere samt nutidens befolkning og dennes syn på tilværelsen med madvaner som fokuspunkt. De primære data vil bestå i tekster som direkte om- eller behandler epikurismen, mens det sekundære vil komme fra diverse tekster omhandlende livssynet og tankerne om mad fra det givne tidspunkt. I den samfundsfaglige del inddrages primært kvalitative data i form af Det Nye Nordiske Køkkens manifest samt Claus Meyers TED Talk og diverse links vedrørende Nyt Nordisk Køkken og dettes oprindelse og filosofi. Selektivt anvendes der derudover case-metoden med fokus på Nyt Nordisk Køkken, og der inddrages her modernitetsteorier og socialisationsteorier såsom Maslows behovspyramide og Minerva-modellen. Disse indgår også i den komparative metode, som yderligere vil lægge vægt på forskelle og ligheder mellem den nuværende og oldtidens tilgang til madvaner. Der gøres brug af den deduktive metode i analysen af folkelig adfærd angående madvaner og befolkningsgrupper samt mad som et identitetsdannende element. Der gøres derudover i begge fagområder brug af den hermeneutiske spiral, idet der løbende tilegnes viden gennem fagbøger og tekster omhandlende og forklarende begreberne inden for begge fag, samtidig med at der analyseres, således at der dermed tilegnes ny viden.

Et N.B. om naturvidenskabelige metodeovervejelser For mange naturvidenskabeligt interesserede opleves kravet om metodeovervejelser i AT som en unødvendig og kunstig øvelse. Det eksperimentelle arbejde i naturvidenskabelig undervisning følger ofte en skabelon, hvor en allerede kendt/accepteret teori bliver eftervist/afprøvet. Fænomenet reproduceres og undersøges ved f.eks. at isolere de interessante påvirkende/kausale faktorer, således at man ender i en input/output-analyse, der kan sammenholdes med gældende teori. Der er ikke noget egentligt spørgsmål eller problem i dette. Der skabes heller ikke ny viden man kan højst sige, at man træner naturvidenskabelig metode. Det skyldes, at der arbejdes i de naturvidenskabelige gymnasieundervisningsfag og ikke i videnskabsfagene, som de praktiseres på universitetet. AT forsøger at bryde denne traditionelle ramme og giver mulighed for at prøve at anvende naturvidenskabelige teorier til beskrivelse af fænomener i den komplekse sammenhæng, de optræder i. Det er bestemt ikke nemt, men lad os se nærmere på et klassisk eksempel på sager, der involverer naturvidenskabelige spørgsmål: Er anvendelsen af teknologi/kemikalier skadelig? Et kort fortalt eksempel på en sådan undersøgelse: Sag: Med indførelsen af katamaranfærger i Danmark i midten af 90 erne indførtes også et nyt fænomen i de indre danske farvende: bølger med bølgelængder på over 100m. Problemformulering: Er sådanne bølger skadelige? Metode: Hvad der menes med skadelig, må indsnævres til noget, der konkret kan undersøges. Fokus blev lagt på et følsomt område på Samsø, hvor et snævert rev adskiller et ferskvandsområde fra det omkringliggende hav altså et såkaldt CASE-study, hvor enkelte målinger på bølgers påvirkning af kysten kan undersøges og hvor evt. påviste påvirkninger må kunne siges at gælde generelt, dvs. at påvirkningerne sandsynligvis også forekommer andre steder. Det meget generelle problem om bølgernes skadelighed, besvaredes altså ved et forsøg på at demonstrere skadeligheden et specifikt følsomt sted. Konklusion: Katamaranfærgebølgerne var energimæssigt ikke stort anderledes end de andre bølger ved revet og en historisk undersøgelse påviste ikke hyppigere gennembrud af revet end før det nye bølgefænomen. Altså kunne bølgernes skadelighed ikke demonstreres på denne måde.

Spørgsmål om skadelighed/farlighed er gode at behandle naturvidenskabeligt, men de kræver mange metodiske overvejelser. Reelt set er der tale om en risikovurdering, hvor der både skal tænkes på sandsynligheden for, at skaden sker, og på størrelsen af konsekvenserne ved at skaden sker (fx atomkraftværker). En kortlægning af en påvirknings samlede skadelighed er stort set umulig (tænk fx på cigaretter eller global opvarmning) og kræver så uhyre omfattende undersøgelser, at de ikke bliver udført. Men kan man med sine undersøgelser påvise, at skaden er sket/sker med store konsekvenser, så har man demonstreret skadeligheden. Det store problem er som regel at isolere én enkelt påvirknings effekt i så komplekse systemer som mennesker, dyr eller økosystemer. Ofte vælger man at isolere det, man gerne vil undersøge, og så påvise en forskel i effekt mellem to systemer, der i udgangspunktet var ens, og som kun adskiller sig ved den ene påvirkning, man undersøger. At isolere påvirkninger og effekter er det vigtigste værktøj i naturvidenskabsmandens metodekasse, og stort set ingen teori gælder, uden at man først siger alt andet lige.