Relationsarbejdet og forhindringerne for integrationen af hjemløse belyst via case Denne artikel beskriver en kontakt, projekt UDENFOR har haft med en hjemløs mand i 50erne, som er EUborger. I denne artikel kalder vi ham Carlo. Carlo har pendlet mellem DK og sit oprindelsesland som hjemløs i op mod 7 år og har ikke haft en opholdstilladelse i Danmark. Efter flere års besvær, er det lykkedes for projekt UDENFOR i samarbejde med Carlo at skaffe ham en bolig, et arbejde og en opholdstilladelse. Artiklen beskriver forhindringerne på vejen. Formålet med artiklen er dels at vise vigtigheden af relationsarbejdet og en gennemgående og fleksibel kontaktperson og dels at vise, hvor svært det er at komme igennem systemet. Artiklen vil pege på de faldgrubber, der har været forbundet med at skaffe en bolig og et arbejde til en udenlandsk hjemløs med vægt på det sidste. I artiklen vil vi vise, hvordan bureaukrati, lovgivning, formkrav og misinformation spænder ben for bl.a. hjemløses integration på arbejdsmarkedet. Med en uddybede forløbsbeskrivelse fra april til juni 2008 vil vi tydeliggøre nødvendigheden af relationsarbejdet og nødvendigheden af, at hjemløse har en fleksibel kontaktperson, der tager det koordinerende ansvar på sig, hvis en given indsats skal lykkes og bære frugt. Relationsarbejdet og projekt UDENFORs kontakt til Carlo projekt UDENFOR har kendt Carlo i ca. 3 år, og vi har lavet intenst relationsarbejde med ham de sidste par år. Den succes vi har haft i forhold til at skaffe en bolig og et arbejde til ham i foråret 2008, skal ses med afsæt i det foregående relationsarbejde, der har fundet sted de sidste par år, hvor vores gadeplansmedarbejdere har opbygget Carlos tillid til projekt UDENFOR og genopbygget hans selvtillid ved at anerkende ham som menneske samt motiveret ham til ikke at give op, når han har mødt barrierer og forhindringer på sin vej. Uden det langvarige relationsarbejde ville integration på arbejdsmarkedet og boligmarkedet ikke have været mulig, da relationsarbejdet har motiveret Carlo til at tro på forandring og på, at han ville kunne få en bolig og et arbejde. I modsætningen til mange andre hjemløse, vi har været i kontakt med i tidens løb, er Carlo en af de brugere, som har været meget glad og imødekommende for vores kontakt med ham. Mange hjemløse får ofte modstand mod systemet, hvilket som regel bunder i en følelse af ikke at blive mødt af systemet. Carlo har ikke haft decideret modstand mod systemet, men han har haft ringe tiltro til systemet. Ofte har hjemløse, selv om det for udestående måske ikke ser sådan ud, de samme drømme om bolig, arbejde og familie, og Carlo har ikke været anderledes, hvad det angår. Han har længe gerne ville have et arbejde, en bolig og leve et normalt liv, og vi har forsøgt af flere omgange at finde en bolig og et passende arbejde til ham, da han ikke selv har kunnet gennemskue, hvordan han skulle komme i gang. Han har tidligere haft småjobs her og der, og han har overlevet ved at samle og sælge flasker, da han ikke har haft et forsørgelsesgrundlag. 1
De første forsøg på at hjælpe Carlo og forhindringerne Allerede for ca. to år siden, da vi for alvor lærte Carlo at kende, var han i stor risiko for at blive overfaldet af andre hjemløse. Livet på gaden er hårdt, og nogle gange stjæler de hjemløse fra hinanden for selv at kunne overleve på gaden og skaffe sig penge til fornødenheder som mad, alkohol og stoffer. Som en dreven flaskesamler lavede Carlo flere penge end de fleste andre, der samler flasker på gaden, hvorfor han også havde en masse kontanter på sig. Det fik de andre hjemløse nys om, og Carlo har derfor flere gange været udsat for overfald og tyveri. I vores indledende kontakt med Carlo efter tillidsopbygningen, forsøgte vi derfor at eliminere risikoen for, at han blev overfaldet og mistede sine hårdtjente penge ved at skaffe en bankkonto til ham. Vores gadeplansmedarbejdere henvendte sig til noget nær samtlige banker i København i forsøget på at oprette en bankkonto til ham, og samtlige banker afviste Carlo med den begrundelse, at Carlo ikke havde et dansk CPR-nr. Borgerservice tager sig af spørgsmål vedr. CPR-nr., så projekt UDENFOR henvendte sig efterfølgende til Borgerservice, som pointerede nødvendigheden af et arbejde for at få et dansk CPR-nr. Efter mødet med Borgerservice gik projekt UDENFOR derfor i arbejdsretning og fik flere aftaler på plads med forskellige arbejdspladser ud fra Carlos ønsker og ressourcer. Her blev Carlo og gadeplansmedarbejderen fra projekt UDENFOR mødt med mistro. Arbejdsgiverne forlangte en bankkonto og oplevede det som ekstremt underligt, at Carlo ikke havde en bolig. Ganske forståeligt sagde en arbejdsgiver bl.a. hvordan skal han kunne møde op på arbejde uden en bolig, og en anden stillede sig undrende og mistroisk overfor det faktum, at Carlo oveni alt det heller ikke havde en e-mail-adresse! Ting vi andre ikke tænker over kunne blive en forhindring for ens integration på arbejdsmarkedet, blev det pludselig for Carlo, hvorfor næste skridt blev at etablere en e-mailadresse til Carlo, som åbenbart er adgangsgivende og en del af normalitetsopfattelsen i samfundet. En e-mailadresse ser godt ud på et CV hvem skulle have troet det? En stabil bolig er ofte et nødvendigt fundament for at kunne varetage et arbejde og derfor er det ikke helt ved siden af, at arbejdsgiveren tænker at en bolig er en nødvendighed for at kunne varetage et arbejde. Men ikke at give hjemløse en chance ud fra projekt UDENFORs anbefaling - fx via en prøvetid på nogle måneder - er ærgerligt, da Carlo via fast indtægt ville blive i stand til at betale, og derfor formentlig med projekt UDENFORs hjælp skaffe sig, en bolig. Det, at arbejdsgiveren forlangte en bankkonto, kunne vi ikke komme uden om. Samtidig havde Borgerservice givet udtryk for at et arbejde var nødvendigt for at få et CPR-nr., og idet banken forlangte et CPR-nr. for at åbne en bankkonto til Carlo endte hele sagen i en uløselig cirkelslutning. Vi måtte derfor ryste posen, tænke anderledes og begynde et nyt sted, hvilket var som at begynde forfra. 2
projekt UDENFOR begyndte at overveje anskaffelsen af bolig som det første skridt. Men hvordan skaffer man en bolig til en udenlandsk hjemløs, som ikke har en holdbar indtægtskilde? Integrationen på boligmarkedet lykkes Det er ikke nemt at skaffe en bolig som udenlandsk hjemløs uden fast indtægt, men en indtægt fra flaskesamling. Vi forsøgte også mange gange og efter lang tids søgen, fandt vi endelig en passende bolig til Carlo. Grunden til, at det overhovedet kunne lade sig gøre at skaffe en bolig til Carlo, var, at en række boliger stod tomme i en overgangsperiode hos en samarbejdspartner, og fordi projekt UDENFOR gik ind og dækkede huslejeudgifterne de første 3 måneder. (For at værne om Carlos anonymitet vil vi ikke nævne navnet på samarbejdspartneren). Med andre ord skal der penge på bordet - i det mindste for en periode, hvis man vil skaffe en bolig til en hjemløs mand uden fast indtægt. I dette tilfælde indgik vi derudover en aftale med boligejeren, vores samarbejdspartner om, at de til enhver tid kunne ringe til os. Selv i en situation, hvor boligejeren er en samarbejdspartner, som har fokus på udsatte mennesker, kan det være nødvendigt at stille en støttekontaktperson til rådighed for boligejeren, således at samarbejdspartneren føler sig tryg til at tage en hjemløs ind og ikke skal tænke på arbejdsressourcer, der kan være forbundet med det. I marts 2008 flyttede Carlo ind i egen bolig, projekt UDENFOR stod fleksibelt til rådighed i form af en af vores gadeplansmedarbejdere som støttekontaktperson, og projekt UDENFOR betalte huslejen de første tre måneder. Efter indflytningen gik jobjagten endnu engang i gang. Integrationen på arbejdsmarkedet mislykkes endnu engang I mellemtiden var vi i projekt UDENFOR blevet noget klogere på EU-lov og Udlændingeloven. Som bekendt er det ikke nemt at få en opholdstilladelse i Danmark. For EU-borgere er det dog langt nemmere end for andre udlændinge, idet EU arbejder for den frie bevægelighed af arbejdskraft indenfor EU's grænser. Så hvis man er EU-borger, kan man få en opholdstilladelse i Danmark uden de store problemer, hvis man har et arbejde i Danmark. Ud fra en lovgivningsmæssig ramme kan Carlo betragtes som en af de heldige udenlandske hjemløse, idet han er EU-borger, umiddelbart er arbejdsdygtig og uden forhindrende fysiske og/eller psykiske problemer. En måneds tid efter Carlos indflytning, lykkedes det os at skaffe en ny aftale om job til ham. Så i midten af april fandt projekt UDENFOR et job til Carlo ud fra de ønsker, Carlo selv havde givet udtryk for. Vores pædagogpraktikant deltog i jobsamtalen og sørgede for den indledende kontakt til arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren var utrolig positiv over for Carlo og ønskede også at ansætte ham, men inden den endelige aftale kunne falde på plads og kontrakten kunne underskrives, ønskede arbejdsgiveren imidlertid at se en 3
ren straffeattest, hvilket er almindelig procedure i DK. Bolig og en adresse var nu ikke længere et problem, bankkonto blev der ikke spurgt ind til, men i stedet en ren straffeattest. For at skaffe en straffeattest til Carlo, tog projekt UDENFOR herefter kontakt til politiet, og fortalte dem om Carlos situation som udenlandsk hjemløs uden opholdstilladelse. Vi bad politiet om at udstede et dokument, der viser, at Carlo ikke er kendt af dansk politi - selvfølgelig såfremt, at de ikke havde set Carlo før. Svaret fra politiet var nej, at det ville de ikke, og begrundelsen var, at politiet ikke kan udstede straffeattester uden et CPR-nr. Politiet henviste os til Borgerservice og bad os om at skaffe Carlo et CPR-nr. først! Deja-vu, sagen endte endnu engang i en blindgyde, selv om vi havde skaffet forhindringen, manglen på bolig, af vejen. Alligevel tog vores pædagogpraktikant personlig kontakt til Borgerservice endnu engang. Ved Borgerservice fremlagde han situationen og bad om at få udsted et CPR-nr. til Carlo efter politiets opfordring. Borgerservices svarede, at det kunne de ikke, og at udstedelse af CPR-nr. kræver en opholdstilladelse og en lejekontrakt. Vores pædagogpraktikant vendte derpå tilbage til projekt UDENFORs lokaler og talte med os andre om sagen. Vi kontaktede derpå Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og spurgte en fuldmægtig til råds. Den fuldmægtige er velbevandret i reglerne omkring den frie bevægelighed af arbejdskraft i EU og kunne heller ikke forstå, at det var så besværligt at få udstedt en straffeattest og få Carlo i arbejde. Sidst i samtalen foreslog den fuldmægtige, at vi kontaktede Justitsministeriet vedr. betingelserne for udstedelse af straffeattester. Dernæst kunne vi evt. gå tilbage til arbejdsgiveren for at få præciseret, om arbejdsgiveren ønskede en dansk straffeattest eller en straffeattest fra oprindelseslandet. Den fuldmægtige afbrød imidlertid sig selv midt i sætningen, da der højst sandsynligvis, ifølge vedkommende, ikke er noget, der hedder straffeattest i Carlos oprindelsesland. Sagen blev dermed endnu mere kompliceret, og alt pegede på, at vi ikke ville kunne skaffe en straffeattest i Carlos navn. Efter telefonsamtalen, påpegede vores pædagogpraktikant, der havde haft kontakten til politiet, at det er nødvendigt med et CPR-nr. for at få udstedt en straffeattest. Med andre ord, havde vi ingen grund til at ringe til Justitsministeriet, når vi allerede kendte svaret. Men hvad skulle vi gøre nu? Ringe til oprindelseslandets ambassade i DK og spørge, om straffeattester findes i det pågældende land, og om de kan udstede eller rekvirere en fra oprindelseslandet i Carlos navn? Eller skulle vi snarere forsøge at få arbejdsgiveren til at omgå procedurerne ved at overtale arbejdsgiveren til at lave en midlertidig kontrakt på fx en måned, så Carlo kunne få en opholdstilladelse, et CPR-nr., derefter en dansk straffeattest, derefter en ny arbejdskontrakt og ny opholdstilladelse? Kunne det overhovedet lade sig gøre? Vi vidste det ikke, men vi måtte finde en løsning. 4
Integrationen på arbejdsmarkedet lykkes endelig Ovenstående sagsgang strandede på manglen på straffeattest, hvilket endnu engang tydeliggør, at det nærmest er umuligt at komme igennem junglen af regler, formkrav m.v., hvis arbejdsgiveren fx forlanger at se en straffeattest. Derfor er det nemmeste også at finde et job, hvor straffeattester ikke er et krav fra arbejdsgiverens side, når vi har at gøre med udenlandske hjemløse. Carlo var så heldig, at et andet job bød sig midt i al problematikken omkring anskaffelse af en straffeattest. Han havde fået tid til en jobsamtale via en af projekt UDENFORs samarbejdspartnere, og vores pædagogpraktikant deltog i selve samtalen for at skabe tillid til arbejdsgiveren, således at Carlo følte sig tryg og for at lette sagsgangen. I mellemtiden havde Carlo også fået sin lejekontrakt, som dokumentation på fast bopæl. Den nye arbejdsiver spurgte ikke ind til straffeattest, hvorfor det var meget nemmere at komme igennem. Ansættelseskontrakten blev derfor underskrevet af parterne og med den i hånden som dokumentation for arbejdstilknytning til DK, gik det hele gnidningsfrit i forhold til at skaffe Carlo en opholdstilladelse og derefter et CPR-nr. Nu var det blot at få styr på formalia. Det er Statsforvaltningen, der udsteder et EU-opholdsdokument med baggrund i ansættelseskontrakten, og udover ansættelseskontrakten skal foto, id-kort og lejekontrakt også medbringes til den personlige henvendelse i Statsforvaltningen. Derefter sender Statsforvaltningen papirerne til ens adresse, hvorefter man kan henvende sig til Borgerservice med dokumenterne og få udstedt et CPR-nr. i form af det gule sygesikringsbevis. Alt dette blev gjort i den angivne rækkefølge, og i dag er Carlo lykkelig over, at han endelig efter mange år i hjemløshed har fået en bolig, et arbejde og en fast indtægt. Carlo har stadig kontakt til gadeplansmedarbejderne i projekt UDENFOR og har derudover fået et lille netværk af bekendte igennem det nye arbejde, som giver ham et nyt fast holdepunkt i tilværelsen. Vigtigheden af relationsarbejdet og en fleksibel kontaktperson En gennemgående kontaktperson var nødvendig og vigtig i den to år lange proces fra at skabe tillid til og til at få en udenlandsk hjemløs mand fra gaden i bolig og i arbejde. Selv som erfarne systemkendere, som vi professionelle er, har sagsforløbet i denne sag, endnu engang været overvældende, og vi er som professionelle endnu engang blevet overrasket over junglen af regler, formkrav og bureaukrati. Hvordan mon det så er for hjemløse i en yderst udsat situation at forholde sig til denne jungle uden kontakt til ressourcepersoner? Når selv vi som videnspersoner har svært ved at greje system-logikken og finde frem til relevant information, så er det vel ikke så mærkeligt, at udsatte mennesker slet ikke kan forstå og komme igennem systemet. 5
I det foregående har vi hovedsageligt beskrevet de praktiske gøremål og de forhindringer, der har været i vores kontakt til det offentlige system, potentielle boligudlejere og potentielle arbejdsgivere. Relationsarbejdet i projekt UDENFOR rummer langt mere end det. Når Carlo har haft svære dage, og når han endnu engang har mødt en forhindring (sammen med os), har vi skulle opmuntre ham til fortsat at tro på, at det kan lykkes. Gadeplansmedarbejderne i projekt UDENFOR har spillet en vigtig rolle i den henseende og genopbygget Carlos selvtillid, hver gang de via nederlagene blev taget fra ham. Måske bruges 80 pct. af tiden i relationsarbejdet på denne opgave - at genopbygge folks selvtillid, således at de ikke endnu engang oplever sig forkerte. Vi opbygger selvtilliden ved at opmuntre de hjemløse, ved at fokusere på de positive ting i tilværelsen og ved at anerkende dem og de ressourcer, de er i besiddelse af. Det er vigtigt at få fokus fjernet fra deres hjemløshed og de fiaskoer, de har mødt gennem et længere forløb - måske gennem hele livet. Fokus skal være fremadrettet på positive ting og på den enkeltes ressourcer. I dette arbejde er det derfor vigtigt også at give folk gode oplevelser. I projekt UDENFOR samler vi derfor på gode oplevelser med vores brugere: Med Carlo har vi for blot at nævne nogle - været ude at spise, gået ture og været til fodboldkamp, og vi har set ham blive rørt over små og store oplevelser, fordi han i lang tid ikke har haft sådanne oplevelser eller kontakt til personer, der kunne give ham gode oplevelser. Hvad har vi lært? Via kontakten til Carlo og andre udenlandske hjemløse er vi i projekt UDENFOR dag for dag blevet klogere på, hvor svært det er at hjælpe udenlandske hjemløse, som ikke har et dansk CPR-nr. Vi er desuden endnu engang blevet bevidste om, hvor meget umiddelbar fysisk fremtoning betyder i mødet med systemrepræsentanter og andre. Fx er det helt tydeligt, at Carlo har fået en god og fair behandling, når han er dukket op i Udlændingeservice med to velklædte mænd (projekt UDENFORs ansatte). Omvendt har Carlo haft knap så gode oplevelser alene. Han har berettet om helt andre, negative og ydmygende oplevelser i de tilfælde, han er mødt op alene fx i Udlændingeservice. Der kan være to grunde til denne forskel: For det første kan det skyldes det faktum, at vi som fagfolk er godt forberedte, og at vi ved, hvad vi skal spørge om eller for det andet, at man får en anden behandling, når man er udsat, fordi man ser forkert ud. Uanset hvilken grund det er, er det uacceptabelt og ikke godt nok for, hvad skal vi bruge et system til, hvis ikke det kan tage sig af udsatte mennesker? Er systemet kun for folk, der har ressourcerne til selv at søge hjælp og er så vidende, at de måske ikke engang behøver at henvende sig til systemet? 6
projekt UDENFOR har flere oplevelser med Borgerservice med udgangspunkt i de forskellige brugerkontakter vi har, og vi har gentagne gange oplevet, at få forskellige og til tider modstridende informationer fra forskellige medarbejdere i Borgerservice, hvilket har forhindret os i at give den rette hjælp og gjort arbejdet med de hjemløse endnu mere udfordrende. Fx har de ikke altid formået at fortælle os, hvor man skal henvende sig for at få en opholdstilladelse. Forskellige medarbejdere har endvidere fremlagt forskellige rækkefølger over, hvordan tingene skal gribes an, før man kan løse en given udfordring - fx at skaffe en opholdstilladelse. Vores erfaring er, at de medarbejdere, vi har mødt i denne sag, tænker firkantet ud fra lovgivning eller til tider slet ikke ved, hvordan tingene/lovgivningen hænger sammen. Hele tiden har vores gadeplansmedarbejdere skulle pendle mellem udstødelsesprocessen og marginaliseringen på den ene side og lovgivningen på den anden. Fx står der ingen steder, at man skal have et CPR-nr. for at få et arbejde, men det er stadigvæk et (u)udtalt krav fra arbejdsgiverens side, fordi arbejdsgiveren har brug for en bankkonto. Det er derimod et krav som ikke-dansk statsborger at have et arbejde for at få et CPR-nr., såfremt personen ikke har et andet opholdsgrundlag som fx familiesammenføring. Ud fra ovenstående case er vi blevet mere overbeviste om, at anskaffelse af bolig er vigtig som et første skridt, hvis det skal lykkes for hjemløse at få et arbejde. Hvis vi har at gøre med en udenlandsk hjemløs uden fast indtægtskilde, er det imidlertid ikke muligt at skaffe en bolig uden, at en (offentlig) hjælpeinstans dækker huslejen i en periode, indtil den hjemløse har fået et arbejde og kan forsørge sig selv. Carlos historie vidner om, at det kan lykkes, hvis det professionelle system er fleksibelt. Serap Erkan, projekt UDENFOR, d. 4. juli 2008 7