DEN NY VERDEN 2004:3 Vrede unge mænd?

DEN NY VERDEN 2004:3 Vrede unge mænd? 1

Michael Barrett og Staffan Löfving Ungdom, marginalitet og statsborgerskab Et perspektiv fra det sydlige Afrika og Centralamerika I denne artikel undersøger vi relationerne mellem unge og to stater i forandring, Zambia og Guatemala. Uden at tage hensyn til den plads vi er blevet tildelt, maler vi med den brede pensel, og vi forsøger at følge udviklingen i det vi kalder den politiske subjektivitet hos unge. Med dette begreb refererer vi til de måder hvorpå unge mennesker er i stand til at få indflydelse eller blive en del af de politiske processer i de samfund de lever i. Da den unge Ernesto Ché Guevara skrev sin Motorcykeldagbøger i 1952, gav han meget passende det sidste og mest programagtige kapitel titlen Noter i marginen. Når man læser det et halvt århundrede senere, bliver man slået af tekstens blanding af personlige og politiske projekter. Det er som om den unge mands vej til voksenalderen bliver opfattet som en vej, der løber parallelt med vejen til udvikling for hele det latinamerikanske kontinent. Nøglen til debatterne om politisk forandring og udvikling dengang og i de årtier der fulgte, var konstruktionen af en rumlig og begrebsmæssig dualitet i kerne og periferi, centrum og margin. Fattigdom var indeholdt i det marginale rum i underudviklede samfund. I Ché Guevaras revolutionære udlægning af denne geografiske asymmetri med hensyn til rigdom og indflydelse var margin et sted med en bestemt slags subjektivitet et rum befolket af potentielle oprørere, der ventede på politisk og militær mobilisering (Guevara 1995). Men, tiderne skiftede og afhængighed og 1970ernes teorier om verdenssystemerne omformulerede marginer til at være en del af systemet og viste på overbevisende måde, at fremgang i centeret nødvendigvis må hvile på skuldrene af arbejdere andre steder. Denne indsigt fik store og indlysende konsekvenser for hele området inden for udviklingsstudier, og senere kom også forbrugerne til i forsøgene på at holde trit med stadigt mere liberale økonomier, med en stadigt større global rækkevidde. Vi kan nu se en stigende interesse i marginalitetshypoteserne fra 1950erne og 1960erne, for eksempel i den herskende opfattelse af ungdommen som en speciel og marginal kultur eller identitet. Ligesom afhængighedsteoretikerne fra 1970erne udfordrer vi den forestilling, at marginale DEN NY VERDEN 2004:3 Ungdom, marginalitet og statsborgerskab 39

DEN NY VERDEN 2004:3 Michael Barrett og Staffan Löfving 40 mennesker på en eller anden måde er afskåret fra de økonomiske og sociale systemer som de lever i, og den tid som de vokser op i. Intentionen med vort argument er, at det har betydning for, hvordan man forstår problematikken omkring den ændrede subjektivitet hos unge i den nuværende postpolitiske periode. Aldrende revolutionære i Guatemala Både unge mennesker og ideen om en oprørsk ungdom havde indflydelse på de centralamerikanske revolutioner de der ikke lykkedes i El Salvador og Guatemala, og den nicaraguanske som sejrede i 1979. Materialistiske forklaringer på de revolutionære potentialer hos utilfredse unge peger på den begrænsede adgang til jord, som i tidligere generationer og i kraft af at der var relativt meget af den, havde udgjort magtbasen for de gamle i den lokale sfære: Opdelingen i jordlodder blandt arvinger var mulig generation efter generation for eksempel i Guatemalas højland, så længe ny jord kunne ryddes i udkanten af landsbyerne og byerne. Befolkningstilvæksten forudsatte således territorial udvidelse. De forandringer, som kom med en tidligere bølge af kapitalistisk indtrængen i periferierne sent i det 19. århundrede, satte en stopper for denne udvikling. Privatiseringen af fællesjord var en betingelse for, at Guatamala kunne optages i den på det tidspunkt ekspanderende globale økonomi. I midten af det 20. århundrede blev indianernes territorier indskrænket og overbefolket i en sådan grad, at gammelmandsvældet mistede selve betingelsen for sin egen reproduktion. De gamle mænd mistede magt i takt med, at de ikke længere havde nogen jord at dele ud af. Den massive mobilisering af unge mennesker ind i de oprørske rækker gennem fagforeninger og kirkegrupper blev i løbet af 1970erne en del af en dobbelt logisk følge af den økonomiske forandring på den ene side og på den anden geopolitiske problemer i anden halvdel af det 20. århundrede. For at støtte både regeringer og de store firmaer, som opererede i Centralamerika, gjorde USA regionen til et af de varmeste steder under den Kolde Krig hvor nogle af landets mange fjender var centralamerikanske unge, som umiddelbart før havde gjort oprør, først og fremmest mod deres egne ældre. Nok havde oprøret engang gjort fælles sag med de lokale oprørere mod gammelmandsvældet og mangelen på jord i 1970erne, men det var også lykkedes at skabe noget, der lignede en politisk klasse i en ny krigsøkonomi. Disse guatemalanske kadrer nærede et menneskeligt ideal, der var centreret om ungdom en renhed, fri fra traditionens og korruptionens falskhed og en styrke, der var nødvendig for at skabe et nyt samfund. Men efterhånden som medlemmerne blev ældre, viste den politiske struktur, som blev etableret af de engang rene og stærke, sig ikke at være ukuelig nok til at leve op til dens egne idealer. I stedet beskyttede den politiske klasse sine lederstillinger gennem hele krigen og marginaliserede sine egne unge og formindskede af den grund hurtigt den folkelige støtte.

Parallelt med svækkelsen af det revolutionære projekt i Guatemala begyndte en anden slags oppositionel mobilisering, nemlig Mayabevægelsen. Den byggede på et diametralt modsat projekt om etnicitet i stedet for klasse, og på forfatningsmæssige reformer i stedet for revolution. Det vi gerne vil vise her om unges rolle, som historisk er under forandring, går et stykke af vejen i forklaringen af dette skifte. Det er slående, at så mange aktivister i bevægelsen for en Maya-vækkelse i det moderne Guatemala faktisk har en fortid i oprørsbevægelsen. Fra stillinger både i ud- og hjemland var der mange, der fandt det nødvendigt at revurdere målene, midlerne og indholdet i kampen, som tiderne skiftede, og til sidste udskiftede de idealet om ungdom og renhed med et om alderdom og gammel visdom en udvikling der falder sammen med deres egen gang i livet. Forandringerne i Guatemala og indianerbevægelsens opståen skyldes et komplekst sæt af faktorer, herunder en hidtil uset international opmærksomhed omkring oprindelige folks rettigheder og den racisme, som var så indgroet i den postkoloniale nationalstat. Efter vor mening er der behov for mere forskning med fokus på unge generationers politiske indflydelse i forskellige tidsperioder. I den lokale kontekst, som var genstand for Löfvings undersøgelse, forekom dette generationsaspekt ikke som en glidende overgang fra et menneskeideal og en politisk utopi til en anden, men mere som gnidninger uden løsninger (Löfving 2004). I de samfund, som blev administreret af guerillaen, havde hver landsby et råd af ældre, en slags moralsk autoritet uden noget lovligt mandat. Rådene blev dannet i 1992, da guerillaen aktivt nærmede sig den dengang voksende Maya-bevægelse i en søgen efter fælles interesser. Blandt de opgaver som de ældre fi k tildelt, var at modvirke ægteskabelig utroskab og korruption samt at give den politiske beslutningstagning en aura af legitimitet. Disse råd var uden magt til at øve indflydelse på lokalpolitik. En del af det politiske projekt var på dette tidspunkt en markedsføring af disse samfund som en fortsættelse af mayaernes politiske systemer et billede som man mente ville tiltrække europæiske donorer. Da en skinnende rød EU helikopter en dag i april 1997 ankom med fire delegerede fra Bruxelles og et spansk filmhold, samledes folk for at hilse de besøgende velkommen og i fællesskab repræsentere samfundene. Der deltog fem ældre, men deres entusiasme over at repræsentere folket vendte sig gradvist til skuffelse som tiden gik og oprørssoldaterne, som fulgte en hård linje, ikke viste noget tegn på at lade andre komme med i diskussionerne med de fremmede donorer. Det fremgik senere af diskussionen med de EU-delegerede, at oprørerne havde forkastet dele af den traditionelle maya-kultur, som man betragtede som udemokratisk. Bare et par måneder senere var guerillaen imidlertid demobiliseret, og de fleste mennesker vendte tilbage til deres oprindelsessteder, hvor Mayabevægelsen og de ældres autoritet ikke skulle konkurrere med magten DEN NY VERDEN 2004:3 Ungdom, marginalitet og statsborgerskab 41

DEN NY VERDEN 2004:3 Michael Barrett og Staffan Löfving 42 fra AK 47ere. De afvæbnede og aldrende revolutionære i Guatemala var nu optaget af en ny subjektivitet i form af et rettighedsbaseret og ikkevoldeligt apolitisk projekt i Maya-vækkelsen. Andre muligheder, andre begrænsninger Hvad så med ungdommen af i dag? Det der normalt slår besøgende i efterkrigstidens El Salvador og Guatemala, for ikke at sige det der i bogstaveligste forstand slår salvadoranere og guatemalanere, er det høje niveau af ikke-politisk vold. Dennis Rodgers skriver, at den verdensomspændende stigning i kriminel vold er blevet specielt tydelig i Latinamerika, hvor ideologiske konflikter ikke mere udgør de mest synlige former for vold. I El Salvador for eksempel overgik det gennemsnitlige antal dødsfald pr. år som følge af vold i forbindelse med kriminalitet i midten af 1990erne det gennemsnitlige antal dødsfald som følge af krig gennem 1980erne med over 40%, medens de økonomiske omkostninger ved kriminalitet i Guatemala blev beregnet til at være USD 565 millioner i 1999, sammenlignet med et anslået tab på USD 575 millioner i landets bruttonationalprodukt som følge af krig i perioden 1981-85 (Rodgers 2003, 2). Den generelle tendens blandt forskere er at se på denne vold som en ny type og forklare den med en vis grad af demokrati medens den åbenlyse brug af vold tidligere kunne tilskrives den autoritære stat, ofte gennem dens paramilitære netværk, opfatter man nu udøverens identitet og rationale for meget mere kompleks. Det ville imidlertid være en misforståelse at overbetone en kvalitativ forskel i magtbalancen USA-Centralamerika med udviklingen af et stadigt mere åbent marked og erstatningen af en lav-intensitet krig med en liberal fred. Supermagtens tilstedeværelse i Guatemala i 1980erne var forskellig fra situationen nu, på grund af den dengang åbenlyse militære støtte til hærens antioprørs-krigsførelse. Men mekanismerne til en økonomisk omfordeling er stadig bemærkelsesværdigt underudviklede, på trods af den FN-overvågede fredsaftale fra 1996 og de forfatningsmæssige omredigeringer. Medens åben militær vold er ophørt, så er strukturel vold som fattigdom og social udelukkelse i øjeblikket i stigning. Og det bringer os til den forskel som interesserer os mest her, den der har med ungdommens subjektivitet at gøre. Opfattelsen af afstanden mellem et rigt samfund oppe nordpå og de centralamerikanske unges økonomisk underkuede hjemlande har forandret sig dramatisk siden 1970ern og 1980erne. Gennem de sidste 15 år har pengeoverførsler fra migranter i udlandet, især i USA, udviklet sig til at være den vigtigste enkeltkilde til indkomst for millioner af salvadoranere og guatemalanere. Pengeoverførsler er interessante ikke kun set ud fra et økonomisk synspunkt, men også et socialt, fordi de opretholder familiernes økonomier netop ved at opbryde familierne socialt. Unge

forlader deres hjem med, om ikke andet, så løftet om at bidrage til deres familiers indtægter, når de engang har slået sig ned i USA. Sammen med forbruget af nordamerikansk populærkultur i Centralamerika genererer dette migrationsmønster historier, billeder og erfaringer om et forskelligt og mere attraktivt liv end det, man kan leve derhjemme. Hvis samfund som af sociologen Ghassan Hage defineres som det der fordeler håb, og samfundets sundhed måles ved succesen af denne fordeling (Hage 2003), så forbindes håb i det moderne Centralamerika med muligheden for at slippe væk fra samfundet. Velstandens umiddelbare nærhed er selvfølgelig lokkende. Udelukket fra det lovlige marked og de sociale fordele, som et nordamerikansk statsborgerskab giver, vender latinamerikanere i USA og de, der befinder sig i transit mellem syd- og nordamerikansk økonomi, sig mod de ulovlige midler, som er til rådighed for dem til at få en indkomst. Selv om smugleraktiviteter både af narkotika, våben og mennesker og arbejdsmuligheder i USA for illegale immigranter er politisk strukturerede, skønt det sker uden om lovene i staterne i de to lande, og skønt sådanne aktiviteter gør nogle rigere end de var før, så repræsenterer de antitesen på statsborgerskab og velfærdsstatens sociale kontrakter og sikkerhedsnet (se Zilberg 2004). De autoritære stater i Centralamerika, kunne man indvende, gav jo aldrig nogen rettigheder til deres borgere, og det er derfor migration kunne forklares som en ægte mulighed i den betydning, at tingene kun kan ændre sig til det bedre. Men det er denne opfattelse af at være i umiddelbar nærhed af rigdom, som underminerer en politisk mobilisering blandt unge i dag. Hvis de unge rebeller fra Guatemalas revolution for en generation siden også ønskede at slippe væk fra deres skrøbelige positioner i den globale økonomi, så var det der forekom dem den mest fornuftige løsning at ændre selve systemet ved fra marginen at ødelægge centret. Derimod synes migration at være den individuelle, apolitiske valgmulighed i vor tid. De unge så at sige fravælger (kampen om) statsborgerskabet. Veje til voksenalder i Vestzambia Forandringen af forholdet mellem ungdom og statsborgerskab i Centralamerika udfordrer moderne analyser af historisk forandring. Sådanne analyser lider af det, som Barrett kalder problemerne i nu og dengang og her og nu (2004). På den ene side opstår nu-og-dengang problemet ud af en analytisk sammenkædning af unge mennesker og udtryk for modernitet. Der er en fælles afrikanistisk opfattelse af, at generationskløfter i det koloniale og postkoloniale afrikanske samfund, som undergår en hurtig social og kulturel transformation, manifesterer sig som en forskel mellem tradition og modernitet (Gable 2000). De ældres moralske og stabile orden stilles således op over for de unges umoralske og flygtige praksis. Der er, som vi senere vil fremhæve, grund til være skeptisk DEN NY VERDEN 2004:3 Ungdom, marginalitet og statsborgerskab 43

DEN NY VERDEN 2004:3 Michael Barrett og Staffan Löfving 44 overfor disse brede modstillinger. På den anden side forekommer herog-nu problemet, når en legitim bekymring for her-og-nu erfaringerne hos unge mennesker (Bucholtz 2002) indarbejdes i en videnskabelig optagethed af tidspunktet der normalt falder sammen med tidspunktet for feltarbejdet hvilket fører til en reduktiv forståelse af hvordan dette tidspunkt er socialt og historisk skabt. Det vil sige, man glemmer at sætte de unges her-og-nu-oplevelser ind i deres historiske sammenhæng. Hvis man ser specifi kt på den lokale historie i Vestzambia, møder vi de differentierede temaer i unge mænds muligheder, svarende til de tre forskellige perioder i arbejdsmigrationen (1900-1965), op- og nedtursårene efter uafhængigheden (1965-1990), og endelig overgangen til den økonomiske liberalisering (1990-til nu) tre tidsperioder som hver indeholder sin egen specifikke form for økonomiske, politiske og sociale forhold. Da den internationale arbejdsmigration fra Zambia blev suspenderet af det regerende United National Independence Party (UNIP) kun få år efter dannelsen af det uafhængige Zambia i 1964, var denne praksis blevet den vigtigste kilde til indkomst på landet siden begyndelsen af det 20. århundrede. Den organiserede hyring af arbejdskraft skaffede masser af unge mænd en lettilgængelig vej til relativ rigdom, ægteskab og voksenstatus i minerne og på gårdene i hjertet i de koloniale økonomier i Sydafrika og det sydlige Rhodesia (Zimbabwe). På trods af en potentiel trussel mod det landlige gammelmandsvælde (forstærket af det indirekte kolonistyre) fra de unge, som vendte tilbage påvirkede af bylivet, så gavnede arbejdsmigrationsperioden tydeligvis voksne og ældre mænds position på bekostning af unge mænd og kvinder i landsbyerne på landet (van Binsbergen 1975). Spændingerne mellem gamle og unge, som var voldsomme, blev kanaliseret ind i tusindårs-kirker, nye politiske bevægelser, smag for modernitet, men også i enorme bølger af anklager om trolddom. Vejen til voksenalderen for mænd på landet var således i denne periode fuldstændigt afgrænset til det landlige univers, som kolonimagten ihærdigt forsøgte at holde adskilt fra et hvidt by-univers (Ferguson 1999). I sådanne bestræbelser var der ikke plads til afrikansk statsborgerskab i den koloniale stat, medlemskab blev minimeret til periodisk adgang (gennem arbejde) til de bymæssige områder. Sådan et politisk skabt arbejdsmarkedssystem bar imidlertid kimen til sin egen undergang i sig, da den lidt uddannede afrikanske elite begyndte at organisere sig imod udelukkelse fra det koloniale projekt. Da uafhængigheden kom, var et aspekt i UNIPs politiske dagsorden et velovervejet angreb på det landlige gammelmandsvælde med henblik på at transformere relationerne mellem gamle og unge mænd, hvilket kulminerede i 1970erne i forsøgene på at skabe en ungdomsorden i samfundet (van Binsbergen 1975). I forbindelse hermed blev der foretaget massive investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed i de landlige centre, hvilket var muligt på grund

af store indtægter fra kobber i de første ti år efter uafhængigheden. Disse reformer gik hånd i hånd med afrikaniseringen af den offentlige sektor efter koloniårenes farve-skel, som stort set havde holdt afrikanere væk fra funktionærjobs. Resultatet var en frigørelse for unge uddannede mennesker i landdistrikterne gennem politisk deltagelse og lønarbejde i statslig, halvstatslig og privat beskæftigelse. Demografisk medførte skiftet en flugt mod byen en betydelig migration til byerne og små byområder (Barrett 2003, 2004). Mænds vej til voksenalderen gik således i denne periode, umiddelbart efter uafhængigheden, fra landsbyen til byområderne, uden om høvdinge- og ældrestrukturerne, ved hjælp af et nationalt statsborgerskab og politisk fremkaldt økonomisk vækst. Allerede i 1973 var Zambias økonomiske formue dog svundet ind på grund af oliekrisen, international tilbagegang og et kollaps i kobberpriserne. Denne udvikling fyldte hurtigt selv den uformelle sektor med overflødig arbejdskraft, og gjorde det meget vanskeligt for nye migranter (både mandlige og kvindelige) at få adgang til handelen i byen. Den økonomiske nedgang indvarslede udskiftningen af det socialistiske UNIP med Movement for Multiparty Democracy (MMD) i 1991 og en ny neoliberal dagsorden, der stort set blev dikteret af internationale multilaterale økonomiske institutioner. Den beskedne økonomiske vækst fortsatte imidlertid, medens statslige goder blev skåret ned sammen med ansættelsesmulighederne i det offentlige. I denne nedgangsøkonomi søgte unge mænd i regionen som i stigende grad var bedre uddannede, mere fortrolige med de globaliserede måder og artefakter forgæves efter de muligheder som blev givet deres forældregeneration. Migration og mobilitet, som engang var en forudsætning for at nå voksenalderen for en mand, var i 1990erne blevet en eksklusiv affære. Nogle unge mænd var stadig i stand til at skaffe sig arbejde med at skære sukkerrør (symbol på Zambias drejning væk fra kobber og industri over til dyrkning af udvalgte salgsafgrøder) i den sydlige provins, specielt hvis de havde ressourcer til at bestikke dem der hyrede dem, med. At bo i byen er kun blevet en mulighed for dem som allerede har penge, ikke for dem som ikke har. For de fleste er at sidde i landsbyen den triste udsigt for den umiddelbare fremtid. I stedet for disse eftertragtede strategier til at opretholde livet, er der opstået alternative veje. Det som Barrett har kaldt de små veje mod voksenalder (2004), er ofte en kombination af modvilligt subsistenslandbrug og fouragering i skyggeøkonomier (diamanter, smugling) og en stigende tendens til at sætte sin lid til heldet: til at finde den store juvel, til at modtage et legat. Økonomiske aktiviteter for dem der ikke ejer kapital, er ofte direkte relateret til handel, muliggjort af økonomisk liberalisering som for eksempel fri bevægelse af varer. Det er imidlertid ikke den slags indkomstskabende strategier, som Verdensbankens økonomer forestiller sig vil kunne føre ud af fattigdom, de tager mere form af løs arbejdskraft som flytter varer fra et sted til et andet, næsten uden at få løn. Som en af DEN NY VERDEN 2004:3 Ungdom, marginalitet og statsborgerskab 45

DEN NY VERDEN 2004:3 Michael Barrett og Staffan Löfving 46 Barretts interviewede mente i en kommentar til dette begrænsede udvalg af måder at tjene til livets ophold på: du har forvandlet din krop til en bus. Midt i den svindende rigdom og fordømmelser fra forældregenerationen som genopfinder sig selv som vogtere af tradition er de unge mænds vej til voksenalderen lang og krævende, og det går langsomt. Afhængige af de ældre og bundet i et globalt økonomisk system, som holder de nationale regeringers politiske handlekraft fanget, tvivler ungdommen i Vestzambia, i lighed med unge afrikanere over hele kontinentet, på muligheden for statsborgerskab som middel til at skabe forandring. De tager tilflugt i transnationale strategier, hvor deres kroppe forvandles til transportcontainere, i desperate forsøg på at blive rige. Ungdom i teori og praksis Kolonisamfundene i både Afrika og Latinamerika tilpassede ungdommens subjektivitet i forhold til det stabile gammelmandsvælde, som generelt ikke blev nedbrudt, før de nationaløkonomiske transformationer efter kolonitiden. Veje til voksenalder i Zambia blev så forbundet med gradvise skridt mod modernitet. Denne proces blev også tydelig i Guatemala, skønt de stadigt eksisterende kolonistrukturer i en post-kolonial, men stadig racemæssigt opdelt, nationalstat gjorde denne vej til voksenalder og modernitet for unge mænd til en mere voldelig stræben, i opposition til både staten og de ældres lokale magt. Den tredje historiske fase, som denne artikel har behandlet, viser sig også egnet til at foretage sammenligninger, idet den nuværende post-politiske periode efterlader unge i både Afrika og Latinamerika med få andre muligheder end at udforske mulighederne for at blive voksne i omgivelser, som ligger uden for staten, både territorialt og lovligt. Muligheder for fremgang fi ndes ikke ved at overholde nationale love og institutioner (som tidligere i Zambia) eller gennem det aktive engagement i transformeringen af selve staten (som tidligere i Guatemala), men i at gå de transnationale og ofte illegale økonomiske veje. Ved at se på ungdommen isoleret fra historie, politik og økonomi kan man undgå forudfattede opfattelser af en marginaliseret ungdom som en udviklingsmæssig station på vej til kulturel voksenalder gennem en snæver opmærksomhed på de mange og variable former for handlekraft, som unge menneskers søgen efter tilhørsforhold og mening involverer. Derfor ønsker vi ikke på nogen måde at give indtryk af, at unge menneskers problemer er irrelevante. Men efter vor mening er et fokus på ungdom som en specifi k kultur og identitet ikke i sig selv i stand til at behandle betydningen af historisk forandring (se Neyzi 2001). Et snævert fokus på den sociale og kulturelle praksis hvormed [unge mennesker] former deres verdner (Bucholtz, 2002) medfører en risiko for at overse andre sociale forhold end dem, som er defineret af ungdomsgruppernes identificering og stil, og fremstiller derved metodisk ungdommen som

marginal, eller uden for samfundet. Det kan føre til falske påstande om, at alder er hovedårsagen til sociale kløfter i regioner som Centralamerika og det sydlige Afrika, og at man derved antyder en mislykket socialiseringsproces. Det kan man kun hævde, hvis ungdomskategorien betragtes separat fra samfundet som helhed, altså marginaliseret, og ikke som fast indlejret i de relationer som udgør selve samfundet. Oversat af Ellen-Marie Bentsen Michael Barrett, er antropolog og Ph.D.-kandidat ved Institutionen för Kulturantropologi och Etnologi, Uppsala Universitet Staff an Löfving, er antropolog og adjunkt ved Latinamerika-institutet, Stockholms Universitet Litteratur Barrett, Michael (2003): Social Landscapes and Moving People: The Mysterious Meaning of Migration in Western Zambia, New Issues in Refugee Research, Working Paper No. 78, Geneva: UNHCR Barrett, Michael (2004): Paths to Adulthood: Freedom, Belonging and Temporalities in Mbunda Biographies from Western Zambia, Uppsala: Acta Universitatis Upsaliensis, Uppsala Studies in Cultural Anthropology, 38. Bucholtz, M. (2002): Youth and cultural practice, Annual Review of Anthropology Vol. 31: 525-552. Ferguson, J. (1999): Expectations of Modernity: Myths and Meanings of Urban Life on the Zambian Copperbelt, Berkely, CA.: University of California Press. Gable, E. (2000): The Culture and Development Club: Youth, neo-tradition, and the construction of society in Guinea-Bissau, Anthropological Quarterly 73(4): 195-203. Giroux, Henry A. (2001): Mis/Education and Zero Tolerance: Displosable Youth and the Politics of Domestic Militarization, Boundary 2, 28:3. (Ingen henvisning i tekst til denne reference.) Guevara, E. (1995): The Motorcycle Diaries: A Journey around South America, London: Verso. Hage, Ghassan (2003): Against Paranoid Nationalism: Searching for Hope in a Shrinking Society, Annandale, N.S.W.:Pluto Press Löfving, Staffan (2004): Silence, and the Politics of Representing Rebellion: On the Emergence of the Neutral Maya in Guatemala, in Paul Richards, ed., No War, No Peace: Ethnographic Essays on Contemporary Armed Confl icts, Oxford: James Currey. Neyzi, Leyla (2001): Object of Subject? The Paradox of Youth in Turkey, International Journal of Middle East Studies, 33.:411-432. DEN NY VERDEN 2004:3 Ungdom, marginalitet og statsborgerskab 47

DEN NY VERDEN 2004:3 Michael Barrett og Staffan Löfving Rodgers, Dennis (2003): Dying for It: Gangs, Violence and Social Change in Urban Nicaragua, Working Paper no. 35, Crisis State Program, London School of Economics. Zilberg, E. (2004): Fools Banished from the Kingdom: Remapping Geographies of Gang Violence between the Americas (Los Angeles and San Salvador), American Quarterly, Vol. 56, No. 3, September 2004, pp.759-779. van Binsbergen, W. (1975): Labour Migration and the Generation Confl ict: An essay on social change in central western Zambia, 34th Annual Meeting, Society for Applied Anthropology, Section: Anthropological Contributions to the Study of Migration, 19-22 March, Amsterdam 48