2. juledag 2016 kl.10.00 i Vor Frue Kirke v. Eva-Maria Schwarz Apostlenes Gerninger kapitel 6 vers 8 til 14 Og kapitel 7 vers 54 til 60 Stefanus for Rådet Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. v9 Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. v10 De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. v11 Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige:»vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.«v12 De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, v13 og de stillede med falske vidner, som sagde:»denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. v14 Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.«v15 Alle, der sad i Rådet, stirrede på ham, og for dem at se var hans ansigt som en engels ansigt. Steningen af Stefanus Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. v55 Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. v56 Og han sagde:»nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«v57 Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. v58 De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. v59 Så stenede de Stefanus, mens han bad:»herre Jesus, tag imod min ånd!«v60 Han faldt på knæ og råbte med høj røst:»herre, tilregn dem ikke denne synd!«og da han havde sagt dette, sov han hen. Matthæusevangeliet kapitel 23 vers 34 til 39 Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. v35 For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. v36 Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Dommen over Jerusalem Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. v38 Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. v39 For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«prædiken: 2. Helligdage har en helt særlig karakter: 2.juledag, 2.påskedag og 2.pinsedag. Først højtiden med den store fortælling; Barnet der fødes os, korsfæstelsen og opstandelse, og endelig Helligånden der vækker flammende begejstring og mod. Vi glæder os og fejrer Guds uventede og ufortjente kærlighed til os. Alt er fryd og fred.
Det varer ikke ved! Fokus skifter på 2. helligdagen: fra at vi på behørig afstand har hørt om, hvad der er sket, så rammer fortællingen os; vi trækkes ind i den og bliver medvirkende. Det er en brat opvågning oven på et par fredelige juledage. Det der er sket har afgørende betydning i vores eget liv, vi må enten tro og handle på den tro, eller afvise og tage afstand. Nu kræves der stillingtagen af os, og vi vil mærke konsekvensen af vores beslutning. 2. Helligdage er alvorsfulde og kræver eftertænksomhed: Hvad betyder det for verden, at Guds Søn blev født som et menneske i kød og blod, i tid og sted? Et spædbarn, med menneskelige behov, skrøbelig og dødelig. Guds magt og vælde, i et nyfødt barn! Vi må tage imod og velkomme et spædbarn med ømhed, kærlighed og omsorg intet andet kan beskytte og nære barnet. Ømhed, kærlighed og omsorg, hvad er det for en magt? Verden forventer jo et opgør: oprejsning, retfærdighed, at Gud vil forsvarer os, de troende, og bekæmpe fjenderne, gøre jorden frisk og ny igen. Det har vi brug for i denne til tider, og vel især lige for tiden, barske verden: Vi har brug for et mirakel eller rettere mange mirakler, vi har brug for en ny begyndelse. For vi kan ikke overskue konsekvenserne af menneskets hærgen af naturen, og ondskab og opfindsomhed når det gælder at ødelægge og fornægte hinanden. Men intet tyder på at Gud vil fixe verden og vores elendige relationer for os det må vi selv gøre. Vi skal ikke styres og dirigeres, så vi kan gå i takt nej, vi skal være frie og ubundne, for kun i frihed kan vi vælge ømhed, kærlighed og omsorg. Kun som frie mennesker er der håb for os. Tvang skaber derimod frygt, modvilje, ulighed og protest. Dagen i dag er tilegnet Stéfanus, den første kristne martyr. De kristne var forfulgte. Dem som offentlig bevidnede deres tro på Jesus Kristus måtte betale med døden. Sådan var det i flere hundrede år et besøg i Colosseum i Rom giver os en ide om, hvor barbarisk kristne blev slagtet! Man kan med rette mene, at det er et mirakel, at kristendommen overhovedet overlevede! En martyr et altså et menneske der blev altså slået ihjel for sin tros skyld ikke omvendt. En martyr er ikke en som slår ihjel og ofrer sig selv for sin tros skyld dem kalder man en selvmordsbomber eller
en terrorist. Det har aldrig været Guds mening at vi skulle slå hinanden ihjel, ikke engang for Guds skyld. Gud kom med fred, med et hvidt flag hævet så højt at alle kunne se det så afvæbnet som det overhovedet kan lade sig gøre for Gud at komme til jorden i et lille nøgent nyfødt barn. Ingen hævn, ingen retfærdighed der skulle gennemtrumfes, ingen triumferende magt der skulle manifesteres. Han blev lagt i vores arme og vi blev bedt om, at passe på ham, på sammen måde som vi skal passe på hinanden. Men det var modstand der mødte ham fra første færd. Evangelisten Matthæus fortæller, hvordan Josef og Maria efter fødslen måtte flygte til Egypten med deres nyfødte Kong Herodes ville slå ham ihjel. Splittelse og strid hører altså tilsyneladende uløseligt sammen med gudsbarnets fødsel. Lidelse og forfølgelse er en del af fortællingen ikke som en bi-omstændighed eller noget, der sådan nærmest tilfældigt fulgte med ind i historien. Nej, det ligger langt dybere og det er udtryk for at barnets fødsel endnu i dag fremprovokerer modstand, vrede, forargelse. Der er noget i julens budskab, så tilforladeligt og indtagende det end ser ud, der er sprængfarligt. Ellers ville det ikke kalde på den reaktion. Det der sker julenat, hvor himlen kysser jorden, får konsekvenser af sådan en karakter, at det vækker forargelse og vrede. Det handler ikke kun om dén modstand, det vækker hos kristendommens modstandere, hvad enten de tilhører andre religioner eller har ateismen som deres overbevisning. Det virkelige interessante er jo, at det også vækker en modstand hos os selv, som ellers opfatter os som troende, fordi det udfordrer os og vores måde at tænke på. I julenattens mysterium træder Gud os i møde i en konkret skikkelse og dermed forvandles gudstro til Kristus-tro. Gud er i sig selv er et vidt begreb. Hvad menes der egentlig, når nogen spørger om man tror på Gud? Når jeg selv bliver stillet det spørgsmål, og det bliver jeg overraskende tit for tiden, så svarer jeg altid ja, jeg tror på Gud. Men tvivlen er der altid bagefter ikke på om jeg tror men, hvad den spørgende egentlig mente med gud? Hvad svarede jeg ja til?
Gud er et rummeligt begreb, mange formulerer deres gudstro som en helt særlig tro Jeg har min egen tro på gud ville de måske svare på det spørgsmål. Så er der diskussionen som popper op med jævne mellemrum: om Allah og Jahve er den samme som Gud? Findes der flere guder? Det vil både Jøder, muslimer og kristne benægte, men vi mener så afgjort noget forskelligt om Gud. Krige er blevet og bliver stadig ført i Guds navn de største uhyrligheder har været tolket som udtryk for guds vilje. Man kan handle i guds navn, fordi begrebet gud kan betyde, hvad som helst man lægger i det. Og det kan være dødsensfarligt, Ikke mindst fordi det derved får et skær af guddommelig legitimitet, men i virkeligheden er baseret på magtbegær, had og et ønske om berigelse. Med Jesus er det anderledes. Det er straks noget andet at svare: ja, jeg tror på Gud som vi kender ham gennem Jesus Kristus. Det vækker en helt anden reaktion. Det vækker modstand. For kristustro er noget andet og mere end guds-tro. Det handler med ham ikke længere om nogle love eller forskrifter, fornemmelser eller spirituelle oplevelser, men det handler om Gud der kommer til os i kød og blod. Et menneske ligesom os. Dermed får den farlige og åbne Gudstro et helt konkret indhold og er ikke længere åben for hvad man måtte fylde i det. Kristus viser os den sande Gudsdyrkelse, som består i anstændighed og barmhjertighed. Intet andet, men til gengæld hele tiden, og uden undtagelse. Og derfor også bevidstheden om, at vi aldrig slår til, altid selv behøver overbærenhed, tilgivelse og frelse. Det er det Jesus selv lader gælde i alle forhold, det der gør at han kan se værdigheden i selv det mest usle menneske. Kristus modsiger os, hver gang vi har gjort en forestilling om, hvem gud er eller, hvad gud vil, til et fastlåst dogme eller en sandhed der egentlig ikke gøre andet end at sætte skel mellem mennesker. Han modsiger os, hver gang vi tager gud til indtægt for vores mening og holdning. Når vi bruger gud til at afgrænse os over for andre. Derfor mødte han modstand lige fra begyndelsen og mødet med ham er stadig lige provokerende. Overfor Gud har vi intet at komme med det er os det modtager.
Det er en udfordring for os at lægge alt i Guds hånd det er næsten naturstridigt at tage imod hans nåde, uden selv at forsøge at gøre at gøre sig fortjent til den. Uden at stille krav og regler til sig selv og andre, eller det som forekommer som den største udfordring: uden at tage patent på Gud. Men det er det Ord, der lyser os i møde. I det lys, der strømmer ud fra krybben i Betlehem, der er den fremmede en ven, fjenden din næste, de fattige din opgave, og nåden uden ende. Glædelig jul.