1 Jesper Stange 1. søndag efter helligtrekonger, den 8. januar 2017 Vor Frue kirke kl. 10 Tekst: Luk 2,41-52 Salmer: 318, 434, 411, 140, 454, 122, 424, 101. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom. Det er måske derfor, at Lukasevangeliet, som er det seneste af de fire evangelier, ved mest om Jesus som barn. Han var både lydig og klog. Religionsstiftere tiltrækker sig biografiske oplysninger efter princippet, at jo længere, vi får dem på historisk afstand, desto mere ved vi at fortælle. Deres biografi breder sig som ringe i vandet. Og det viser sig med tiden, at de allerede som børn var genier. Vi kan som Benny Andersen blive helt stakåndede ved tanken om, hvor lidt vi selv har nået Da Mozart var fem år da Jesus var tolv da Colombus lettede anker da Homer da Gama Damokles det er på høje tid det er over tiden min hat min frakke mine cykelspænder det er nu eller aldrig. (Citat: Benny Andersen, På høje tid) Da Mozart var fem da Jesus var tolv
Da Jesus var tolv imponerede han de religiøses lærere i Jerusalems tempel med sin indsigt og sine svar. Og det var kun begyndelsen, forstår vi. Perikopen slutter med oplysningen om, at det ikke toppede hér. Jesus gik frem i visdom, vækst og yndest hos Gud og mennesker. Visdom, vækst og yndest Ifølge den halvofficielle oversættelse i Den Nye Aftale voksede han op og blev en klog ung mand. En klog ung mand Der er altså mere spræl i visdom, vækst og yndest Den vandkæmmede beskrivelse af barnets udvikling skyldes måske, at det lige inden hedder om den tolvårige Jesus, at han fulgte med forældrene hjem til Nazaret og rettede sig efter alt, hvad de sagde. Jesus var en lydig og klog dreng. Hos Grundtvig er han tillige englemild. Vor Herre var englemild ifølge den salme, vi netop sang. Og Grundtvig øste sikkert af samme kilde som Lukas, - den frie fantasi. Alvorlige salmebogsredaktører har selvfølgelig luget de morsomste vers ud, selvom de vers med deres underdrejede humor sætter barndomslegenderene på plads som det, de er, nemlig frie fantasier. Det hedder i et af de udeladte vers af salmen I Nazaret i trange kår, at Vor Herre var så englemild 2
som man sig vel kan tænke var ej som andre drenge vild sprang ej på bord og bænke. Var glad i vår og glad i høst sin moders fryd, sin moders trøst især da hun blev enke. Det er det rene klingklang, og det har sikkert moret Grundtvig at digte videre inspireret af Lukas oplysning om den lydige og kloge dreng. Kirken tog barndomslegenderne til sig, og dagen i dag er ifølge den kirkelige tradition barnets søndag, hvor vi skal mindes om forældres forpligtelser som vejledere for deres børn og om børnenes lydighed mod forældrene. Så fik vi med guddommelig autoritet sat hinanden på plads. Nu kunne man i historisk-kritisk arrogance afvise disse fromme barndomslegender som den rene fantasi, men man kunne også vælge at tage dem alvorligt på samme måde, som vi tager eventyr alvorligt. Når H.C. Andersen skriver om en soldat, der kom marcherende hen ad landevejen, for han havde været i krig og nu skulle han hjem, så spørger vi ikke, hvad det var for en landevej, hvad det var for en krig, han var på vej hjem fra, og hvor han boede. Det er et eventyr, men vi ved, at der i eventyret gemmer sig en meddelelse om livsvilkår, vi har vanskeligt ved at høre, hvis vi føler os belært uden at blive berørt. 3
Vi føler med soldaten, som får så mange gode venner med sin rigdom men mister dem i sin fattigdom. Ikke at de siger det, vennerne, men da soldaten måtte flytte fra sine fine gemakker og op på et kvistværelse, syntes vennerne, at der var så mange trapper at gå op ad! På samme måde kunne vi spørge, hvad det er for en meddelelse, som gemmer sig i Lukas barndomslegende. Svaret er, at det er oplysningen om, at Jesus skal være hos sin far. Og faren er ikke Josef. Maria bebrejder den indtil da - alt andet end lydige søn, at han ikke fulgte med karavanen, da de skulle hjem fra festen i Jerusalem. Mildt bebrejdende hedder det, at din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige, hvortil Jesus med helt uden sønlig respekt svarer ved at spørge, hvorfor de overhovedet ledte, for vidste I ikke, at jeg bør være hos min far? (Jo, vores oversættelse benævner rigtignok Josef som far og Gud som fader, men det er et og samme ord, der anvendes: far). Jesus bør være hos sin far, og det er Gud, og hjemmet er templet i Jerusalem. Endnu. Det er sikkert den oplysning, Lukas vil udfordre sin læser med. Jesus er hjemme hos sin far, når han er i templet. Det er ikke den lydige og kloge dreng, der giver os lyst til at vide mere. Mozart, Columbus, Homer, Rembrandt, Pasteur og Darwin var fremmelige i en ung alder. Det var Jesus selvfølgelig også, - og det 4
er lige før, vi alene af den grund taber interessen, men så hedder det altså om ham, at hans himmelske far har hjemme i et tempel. Og det pirrer interessen. For det stemmer ikke med vores viden om, at templet blev en alt for trang bolig for den far, Jesus var søn af. Det er i al sin enkelhed evangeliets væsentligste budskab. Da Jesus blev korsfæstet, sprængtes forhænget i templet, fortæller samme Lukas, som giver den tolvårige et hjem i templet. Forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: Far, i dine hænder betror jeg min ånd. Gud skal ikke længere findes i et tempel. Gud findes ikke bag et forhæng. Her er ikke længere noget at komme efter. Farens hus er herefter ingen steder eller alle vegne eller helt præcist dér, hvor vi som sønnen betror vores liv i hans hænder. Det er evangeliets pointe, og mon ikke også det er derfor, vi har affundet os med, at vores kirker ligner museer. Danmarks kirker ejer tilsammen Danmarks største kunstsamling og kirkerne er tilsammen Danmarks største koncertarrangør. Det er vores måde at sige det på, at kirkerne kun er faderhuse, huse som huser faren, i den udstrækning vi i Jesus navn betror vores liv i Guds hænder dér. Men i grunden kan vi gøre det alle vegne. Jesus gjorde det på tærsklen til døden og udenfor byporten. 5
6 Kirkerne er ikke Guds bolig i den forstand, at Gud kun kan søges og findes hér. Det sker, og det sker ikke, at Gud findes. Når det sker, er det fordi historien om ham, som kaldte Gud sin far også giver os modet til at lægge vores liv i samme fars hænder. Og så gjorde det ikke noget, hvis vi også gik frem i visdom, vækst og yndest ikke bare i kirken men hvor som helst Da har og Gud et Nazaret til os etsteds på jorden en lille køn og yndig plet i syden eller norden, hvor overalt vi ser Guds spor og lytter glade til hans ord som fuglesang og torden. Klingklang men morsomt, og sådan tror jeg også det er ment. Det sande er det, der morer. Og det, der morer, er det eneste vi bliver vise af og vokser ved, for vi kan slet ikke kloge os på noget, vi ikke først har lært at holde af. Mon ikke også det er grunden til, at barndomslegenderne trods alt holder endnu. Man bliver glad i låget over, at den viseste af alle selv har været barn. Så er der da noget, vi deler med hinanden. Og selvom vi så ikke er hverken en Mozart, Columbus, Homer, Rembrandt eller Jesus, så er der sikkert også mere, vi deler med i hvert fald Jesus.
Vi kan som han betro vores liv i Guds hænder. På den måde kan vores verden gå hen og blive helt hjemlig. 7