NIELS HENRIK CHRISTENSEN Advokat (H) Larslejsstræde 15, 2. sal 1451 København K Tlf.: + 25 32 12 13 CVR-nr.: 10052637 E-mail: nielshenrikcc@yahoo.dk Konto: 9570-5590426 Danske Bank Påstandsdokument Landsrettens 6. afd. nr. B-4057-13 berammet til den 29. juni 2015 i 5. afdeling. Boet efter Anne Lunn ved advokat Henrik Holmblad, Ambassadør Jens Christensen Birte, Camilla og Louise Lunn mod Tatovør René Cambo Lunn og Advokat Christian Harlang (begge ved advokat Christian Harlang) Påstande - sideordnede: Københavns Byrets dom af 13. december 2013 stadfæstes således at: I. De sagsøgte skal anerkende, at de var uberettigede til at foretage overdragelse og/eller pantsætning og tinglysning af dokumenter herom for så vidt angår de, nu afdøde, Anne Lunn tilhørende ejendomme, der er: la: Matr. nr. 5482, Udenbys Klædebo kvarter, ejerlejlighed nr. 25, beliggende Solvænget 5, 3. th., Ib: Matr. nr. Ik, Tibirke By, Tibirke, Ic: Matr. nr. lfo, Tibirke by, Tibirke og 1
Id: Matr. nr. lfr, Tibirke by, Tibirke, sammatrikuleret med matr. nr. fco, Karsemose by, Vinderød. II. II. De sagsøgte skal anerkende, at det af Københavns Byrets fogedafdeling den 16. april 2012 nedlagte forbud er lovligt nedlagt og forfulgt. Anbringender: Det gøres til støtte for påstanden gældende: At afdøde Anne Lunn, på tidspunktet, hvor hun underskrev de ovennævnte fuldmagter, på grund af sindssygdom, herunder især svær demens, manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt, jf. Værgemålslovens 46. Anne Lunns underskrifter på tinglysningsfuldmagterne er ugyldige. At afdøde Anne Lunn - dersom det hypotetisk antages, at hun havde haft evne til at handle fornuftsmæssigt - ikke var berettiget til ved sin underskrift på tinglysningsfuldmagter at tage skridt til at forringe det uskiftede bo efter hendes tidligere afdøde ægtefælle, Ulrik Christian Lunn, jf. Arvelovens 29. Ved at underskrive tinglysningsfuldmagterne fremkaldte Anne Lunn en nærliggende fare for at en væsentlig forringelse af det uskiftede bo ville finde sted. At det var berettiget at imødegå denne trussel om forringelse af boet ved anvendelse af reglerne om forbud og at betingelserne for at nedlægge forbud var opfyldte. Efter en overdragelse af særligt ejendommen Solvænget 5, ville det ikke have været muligt ved anlæg af en omstødelsessag efter Arvelovens 31 og 32 at rette op på den ved overdragelsen forvoldte forringelse af Anne Lunns formue. Tinglysningslovens 27 indebærer, at rettighedshavere, ifølge tinglyst aftale over den overdragne ejendom, ved ekstinktion fortrænger den/de tilbagesøgende arvingers ret. Det var ikke muligt at standse den elektroniske tinglysning med henvisning til Tinglysningslovens 8 stk. 2. (Tinglysningsrettens præsident, Sørup Hansen blev af Hrs. Claus Christensen forespurgt om disse spørgsmål. Sørup Hansen anbefalede forbud som det adækvate retsmiddel). 2
Sideordnet hermed gøres gældende: At Landsrettens kendelse af 3. oktober 2012 har (materiel) retskraft mellem appellanten Christian Harlang og de appelindstævnte og da afgørelsen næppe havde været anderledes, hvis appellanten René Cambo Lunn havde deltaget i kæremålet som præjudikat i forholdet mellem appellanten René Cambo Lunn og de appelindstævnte. Kendelser afsagt i en civil sag mellem de samme parter antages at have retskraft, jf. eksempelvis Den Civile Retspleje 3. udgave (2015), hvori problemstillingen omtales side 584 med henvisning til U2007.2564/2 Ø. Det taler for at tillægge Landsrettens kendelse af 3. oktober 2010 retskraft eller betydning som præjudikat: At kendelsen er truffet efter en hovedforhandling, hvorunder 4 parter, Louise Lunn, Claus og Jens Christensen samt Christian Harlang og desforuden 5 vidner, heriblandt 2 læger, overlæge Leif Bering Mikkelsen samt læge Per Friedlænder samt 3 notarer, afgav forklaringer, ligesom speciallæge Volker Riedlins erklæring af 21. juni 2012 (der forinden og uden de appelindstævntes viden - var trukket tilbage den 24. august 2012) var fremlagt og at Landsretten i kendelsen giver de appelindstævnte medhold i de anbringender, der er gjort gældende af de appelindstævnte i nærværende sag, hvorefter Landsretten i kendelsen fastslår, at det nedlagte forbud er lovligt foretaget og forfulgt. Det skal til spørgsmålet om retskraft i forholdet til appellanten Christian Harlang bemærkes, at kære af forbudet blev indbragt for Landsretten af Christian Harlang og at det var på dennes begæring, at der fandt mundtlig hovedforhandling sted med (omfattende) bevisførelse. Det forhold, at forbudet ikke forinden havde været prøvet under en justifikationssag og at appellanterne ikke var til stede da forbudet blev nedlagt i Fogedretten den 16. april 2012, fratager ikke afgørelsen retskraft eller i hvert fald afgørende værdi som præjudikat. Dersom princippet om forudsigelighed, som bestanddel af retssikkerhedsbegrebet skal give mening, er det vanskeligt at forestille sig 2 forskellige afgørelser i samme sag, på nøjagtigt samme grundlag, truffet af 2 3
forskellige afdelinger af Østre Landsret. I en kendelse af 3. januar 2013 om Anne Lunns underskrift på en lejekontrakt begrundede Landsretten afgørelsen under henvisning til de allerede trufne afgørelser og dermed til deres retskraft eller præjudikats værdi, idet følgende anføres som Landsrettens begrundelse: "Det fremgår af sagen, at Retten på Frederiksberg den 20. juli 2012 har truffet foreløbig afgørelse om fratagelse af den retlige handleevne og beskikkelse af en foreløbig værge for Anne Lunn, jf. værgemålslovens 21, jf. 5, stk. 1 og 6, stk. 1. Østre Landsret har ved kendelse af 3. oktober 2012 (19. afd. nr. B-1762-12) stadfæstet et af Københavns Byret den 16. april 2012 nedlagt forbud imod, at Anne Lunn foretager overdragelse, pantsætning eller tinglysning af dokumenter vedrørende sine faste ejendomme. Landsretten lagde i denne forbindelse til grund, at Anne Lunn grundet demens i marts 2012 var ude afstand til at overskue sin økonomi og sine formueforhold Efter de således foreliggende oplysninger må det antages, at Anne Lunn ved den omhandlede lejekontrakts indgåelse den 19. marts 2012 på grund af sin tilstand manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt. Lejekontrakten er herefter ikke bindende for Anne Lunn, jf. værgemålslovens 46, og landsretten hjemviser sagen til fogedretten til gennemførelse af udsættelsesforretningen." Om Landsrettens endelige afgørelse i værgemålssagen og vurderingen af Anne Lunns evne til at handle fornuftsmæssigt. Landsretten stadfæstede den 11. april 2012 Frederiksberg Rets afgørelse af 21. december 2012, hvori angives følgende begrundelse for etablering af værgemål for Anne Lunn: "Efter de afgivne forklaringer sammenholdt med de foreliggende erklæringer fra overlæge Leif Bering Mikkelsen, læge Per Friedlænder og Dronning Ingrids Hjem samt rettens indtryk af Anne Lunn ved besøget den 21. november 2012, må det lægges til grund, at Anne Lunn er svært dement og ude af stand til at tage vare på sig selv og sine økonomiske anliggender. Som følge heraf skønnes de helbredsmæssige betingelser for 4
iværksættelse af værgemål at være opfyldte, jf. Værgemålslovens 5, stk. 1. Erklæringen af 21. juni 2012 fra speciallæge Volker Riedlin fører ikke til anden vurdering. Retten finder derfor heller ikke anledning til at forelægge erklæringerne for Retslægerådet. På baggrund af det oplyste om Anne Lunns økonomiske forhold findes der tillige at være et behov for at Anne Lunn sættes under værgemål. Det er endvidere nødvendigt at Anne Lunn også fratages den retlige handleevne, jf. 6, stk. 1, for at forhindre, at Anne Lunn udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at blive forringet væsentligt eller for at hindre økonomisk udnyttelse." Landsretten anførte som begrundelse: "Landsretten finder, at sagen er oplyst i tilstrækkeligt omfang og finder ikke, at der foreligger oplysninger om sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at imødekomme anmodningen om, at de helbredsmæssige erklæringer skal forelægges for Retslægerådet. Landsretten finder, at Anne Lunn efter sin helbredstilstand hører til den personkreds, der er omfattet af Værgemållovens 5, stk. 1. Landsretten lægger herved navnlig vægt på den erklæring og forklaring, som er afgivet af læge Per Friedlænder i forbindelse med værgemålssagens behandling for byretten, og som støttes af oplysningerne i erklæringen af 2. maj 2012 fra overlæge Leif Bering Mikkelsen. Over for disse erklæringer kan speciallæge Volker Riedlins erklæring af 21. juni 2012 ikke tillægges nogen betydning henset til oplysningerne om dens tilblivelse og grundlag." Forberedelse af appelsagen: Under appelsagen har der været et telefonmøde og et berammelsesmøde efter Harlangs sygemelding til hovedforhandlingen den 27. januar 2015, hvor Harlang og jeg gav møde i Landsretten. Appellanterne har 3 gange - med henvisning til Volker Riedlins erklæring af 21. juni 2012 - begæret spørgsmål forelagt for Retslægerådet. Da dette, i begrænset omfang, blev tilladt af Landsretten i appellanten Harlangs andet forsøg, indhentede de indstævntes advokat samtlige 5
journaler for Anne Lunn hos dennes praktiserende læge, Per Friedlænder. Dette materiale er, hvad angår de elektroniske journaler samt "papirjournaler" fra 2010 og frem overdraget til Landsretten og til Retslægerådet, medens det blev meddelt, at papirjournaler fra 1973 og frem kunne afleveres til Retslægerådet, dersom dette ønskedes. Da appellanterne i oktober 2014 afleverede kopi af mailkorrespondance med Volker Riedlin fremgik det, at Riedlin havde trukket sin lægeerklæring tilbage den 24. august 2012 og, jf. mit brev til Østre Landsret af 16. november 2014, meddelt dette til Harlang i august 2012. På Landsrettens opfordring var der herefter skriftsveksling om det fortsatte behov for at forelægge spørgsmål for Retslægerådet, når der ikke var en (vedstået) erklæring fra en psykiater, hvilken vurdering af Anne Lunns tilstand var forskellig fra overlæge Leif Bering Mikkelsens og læge Per Friedlænders vurdering og diagnose. Herefter traf Landsretten beslutning, hvorefter forelæggelse for Retslægerådet ikke kunne finde sted. Landsretten bestemte ved kendelse af 23. december 2014, at forelæggelse af spørgsmålene til Retslægerådet ikke kunne finde sted og ligeledes ved kendelse den 15 januar 2015 at et sagkyndigt vidne ikke kunne afhøres (idet dette ville være bevisførelse om bevisførelsen ). Desuden har appellanterne begæret edition i alt regnskabsmateriale og samtlige kontoudtog for Anne Lunn fra 14. juli 2005 til den 20. juli 2012, hvilken begæring, i lighed med en tilsvarende fremsat under sagens foretagelse for Byretten, blev nægtet ved kendelse af 23. december 2014. På et møde hos bobestyreren i Boet efter Anne Lunn, advokat Henrik Holmblad, den 12. juni 2014, tilkendegav Harlang på egne og Rene Cambo Lunns vegne, at garantien stillet af de indstævnte som sikkerhed for forbudet på kr. 2,5 mill, kunne frigives. Dette skete i november måned, vidst nok den 7. november 2014. Jeg har anmodet bobestyreren om en samlet opgørelse af udgiften til garantistillelsen. København den 4. maj 2015 Niels Henrik Christensen Niels Henrik Christensen 6
7
8
9