Tilknytningsforstrrelse og relatoner

Tilknytningsforstrrelse og relatoner Personal atachment disorder and relatons UCSJ Campus Roskilde Professionsbachelor 6/1-2016 Denise Katine Schrum, Pr11s188, 12.D Gruppe 53 Christan Sung Dan Pedersen Antal anslag: 52.454 1

Indholdsfortegnelse 1) Indledning...S.4 2) Problemformulering...S.5 3) Afgrænsning...S.5 4) Læsevejledning...S.6 5) Metode...S.6 6) Teori Anbringelse og tilknytning...s.8 6.1) Definition og formål med anbringelse...s.8 6.2) Tilknytning...S.9 6.2.1) John Bowlby...S.9 6.2.2) Tilknytning...S.9 6.2.3) En sikker base (John Bowlby...S.10 6.2.4) Indre arbejdsmodeller (John Bowlby)...S.10 6.2.5) Indre repræsentationer & RIG'er (Daniel Stern)...S.11 6.3) Tilknytningsforstyrrelse...S.11 6.3.1) Definition...S.11 6.3.2) Strange situation test...s.12 6.4) Analyse...S.14 7) Teori Relationer...S.17 7.1) Daniel Stern Børns sociale kompetencer...s.17 7.2) Den professionelle relation...s.18 7.3) Forskning om relationer og anbragte (SFI rapport)...s.19 7.4) Det private, det personlige og det professionelle...s.20 7.5) Analyse...S.21 8) Diskussion...S.24 9) Konklusion...S.27 10) Perspektivering...S.28 2

11) Litteraturliste...S.29 Bilag 1 Interviewspørgsmål...S.32 Bilag 2 Interviewsvar...S.33 3

1. Indledning De fleste børn i Danmark vokser op i familier, hvor der er tryghed, omsorg og beskyttelse. De har mulighed for at være børn, gå i skole og mulighed for at udvikle deres personlighed i selskab med voksne, der guider dem. Vigtigst af alt vokser de op med nærhed og omsorg, som er vigtigt for barnets udvikling. Men det er desværre ikke alle, der får den mulighed. Nogle børn bliver født ind i et miljø, hvor de voksne ikke er i stand til at tilbyde rammer som er hensigtsmæssig for barnet, og systemet er derfor nødt til at gribe ind, og fjerne dem. Ved udgangen af 2013 var 11.614 børn og unge anbragt uden for hjemmet. Heraf var 58 % anbragt i plejefamilier, 21 % på døgninstitutioner, 14 % på et socialpædagogisk opholdssted og resten var på efterskole eller bosiddende i eget værelse (www.ast.dk). En rapport fra SFI viser, at det i 53,8 % af anbringelses tilfældene er barnets generelle adfærd og tilpasningsproblemer, der er udslagsgivende for at barnet bliver fjernet. Men rapporten viser også, at det i 90 % af tilfældene er udslagsgivende forhold hos forældrene, der er den grundlæggende årsag til at barnet bliver fjernet. Der kan være flere årsager til, at barnet bliver fjernet fra sine forældre, men i de fleste tilfælde (36%) er det voldsom disharmoni i hjemmet der er grunden (www.sfi.dk). Børnene vil under anbringelsen blive mødt af andre normer og regler end dem, de er vokset op med i deres familier, og vil i løbet af anbringelsen møde nye mennesker, de skal indgå i relation med. En vigtig del af pædagogens arbejde er netop at gøre barnet i stand til, at indgå i sociale relationer, men for nogle af børnene kan dette være særlig problematisk, da de på grund af tidlig svigt fra deres omsorgspersoner, har svært ved at indgå i relationer. Pædagogens rolle i forhold til at udvikle barnets relationskompetence er beskrevet i servicelovens 46 stk. 2: Sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk (www.retsinformation.dk). 4

I praksis har jeg selv erfaret i mit arbejde på et opholdssted for tilknytningsforstyrrede børn, og på mit arbejde på en skole, også for tilknytningsforstyrrede børn, hvor stor en opgave det er for pædagoger, at skabe en bæredygtig relation og give børnene kompetencer til at indgå i relationer. 2. Problemformulering Hvordan har diagnosen tilknytningsforstyrrelse betydning for børnenes evne til at indgå i relationer, og hvilke problemstillinger kan opstå i relationsarbejdet med denne målgruppe? 3. Afgrænsning Jeg vil i min opgave sætte fokus på tilknytningsforstyrrede børn og unge, som er anbragt på socialpædagogiske opholdssteder. Jeg har valgt målgruppen, da jeg i begge mine jobs arbejder med netop denne målgruppe. Det centrale fokus i opgaven vil være pædagogens rolle i arbejdet med børn som allerede er anbragt, og jeg vil derfor ikke belyse anbringelsesgrunde eller forældrenes rolle under anbringelsen. Jeg er dog bevidst om, at disse forhold har betydning for kvaliteten af en anbringelse. Mit fokus vil være på børnenes tilknytningsforstyrrelse, og hvordan dette påvirker evnen til at indgå i relationer. Jeg er bevidst om, at mange anbragte tilknytningsforstyrrede børn har andre problemstillinger og diagnoser (Afvigende sexual adfærd, adfærdsvanskeligheder osv.) og at dette har betydning for evnen til at indgå i relationer, men jeg afgrænser mig til at fokusere på tilknytningsforstyrrelsens betydning for relationsdannelsen. Jeg vil i min opgave forholde mig til den socialkonstruktivistiske tilgang, men er bevidst om, at man også kan forholde sig til det med en naturvidenskabelig tilgang. Jeg mener dog, at miljøet har en stor betydning for barnets udvikling, og derfor er min opgave bygget op ud fra denne hypotese. Jeg har valgt at lave et kvalitativt interview med en socialpædagog, som er ansat på et opholdssted for tilknytningsforstyrrede børn. Han har mange års erfaring på området, og har arbejdet med flere grupper af adfærdsvanskelige børn og unge. Jeg er bevidst om, at interviewet kun giver et begrænset og subjektivt billede af arbejdet med relationsdannelsen. 5

4. Læsevejledning Jeg har opdelt min opgave i 2 teoriafsnit, som hver afsluttes med en analyse. I 1. afsnit fokuseres på tilknytning, tilknytningsforstyrrelse og dennes betydning for barnet, og for barnets evne til at indgå i relationer. I 2. afsnit vil jeg fokusere på den professionelle relation med fokus på tilknytningsforstyrrede børn. Dernæst vil jeg diskutere de problemstillinger jeg er stødt på, både i forbindelse med mit interview, og i min redegørelse og analyse af teorierne. Afslutningsvis vil jeg præsentere min konklusion og perspektivering. 5. Metode Nedenfor vil jeg redegøre for, hvordan jeg har forsøgt at besvare min problemformulering. For at belyse omfanget af anbringelser i Danmark har jeg i indledningen, med udgangspunkt i kvalitative undersøgelser, præsenteret relevant statistik fra dst og ankestyrelsen. Min egen empiri er baseret på et kvalitativt interview med en socialpædagog fra et opholdssted. Jeg har valgt denne metode, for at få et indblik i hvordan man arbejder med tilknytningsforstyrrede børn i praksis. Derudover finder jeg det interessant at få en socialpædagogs subjektive holdning til relationsarbejdet. Jeg vil ud fra serviceloven præsentere pædagogens mål set fra et lovmæssigt perspektiv. Dette er vigtigt, da pædagogen arbejder ud fra samfundsmæssige retningslinier, og derfor har nogle mål, som skal stræbes mod. Jeg vil redegøre for børnepsykiater og psykoanalytiker John Bowlby s teori om tilknytning for at få en forståelse af, hvilken betydning tilknytning har for barnet, og hvordan den sunde tilknytning opstår. Herunder redegøres der for hans begreber om den trygge base, indre arbejdsmodeller og om tryg og utryg tilknytningsmønster. Desuden inddrages Cand. Psych Niels Peter Rygård kort i afsnittet om tilknytning, da han har specialiseret sig inden for tilknytningsforstyrrelse og for Bowlbys teorier. 6

I mit afsnit om tilknytning redegør jeg kort for udviklingspsykolog Daniel Sterns teori om indre repræsentationer og RIG er, da jeg finder dem relevante i forhold til at underbygge Bowlby s teori om indre arbejdsmodeller. Derudover redegøres der for Sterns relateringsteori i afsnittet om relationer, for at få en viden om spædbarnets evne til at indgå i relationer. Jeg har fundet det relevant at redegøre for Sterns teorier om RIG er og relatering, men er dog bevidst om, at hans teori indeholder mere end dette. På grund af pladsmangel har jeg undladet at beskrive de forskellige domæner, barnet gennemgår. Jeg anvender WHO s diagnosesystem ICD-10 for at få den kliniske betegnelse for tilknytningsforstyrrelse, og for at få en viden om barnets adfærd inden for de forskellige former. Der redegøres for familieterapeut Jesper Juul og psykolog Helle Jensens litteratur om relationskompetence, for at få en viden om, hvilken rolle pædagogen har i den professionelle relation. Dette underbygges med konsulent Bent Madsens litteratur om socialpædagogiske relationer, da han sætter fokus på de forskellige aspekter der findes i relationer med anbragte børn. Derudover præsenteres en rapport udarbejdet af SFI, som redegør for pædagogens rolle i anbringelser som bryder sammen. I samme forbindelse finder jeg det relevant at redegøre for Cand. Psych og lektor Susanne Idun Mørchs model om de 3 P er i den pædagogiske profession. Den fokuserer på grænserne mellem pædagogens arbejdsliv og privatliv, hvilket er et vigtigt fokus i relationsarbejdet med anbragte børn. Efterfølgende vil jeg med udgangspunkt i mine redegørelser og analyser diskutere de problemstillinger, som jeg er blevet bevidst om i løbet af min opgave. Afslutningsvis vil jeg konkludere på min viden, og perspektivere til emner, jeg er blevet nysgerrige på i tilblivelsen af min opgave. 7

6. Teori - Anbringelse og tilknytning I det kommende afsnit vil jeg definere anbragte børn, og med udgangspunkt i serviceloven forklare formålet med anbringelserne i et lovmæssigt perspektiv. 6.1 Definition og formålet med anbringelse Anbringelse af børn og unge beskrives således af SFI: En kommune kan med hjemmel i Serviceloven beslutte at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, når det må anses at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. (SFI, 2003). Overordnet er det børn og unge, der på grund af forældrenes manglende forældrekompetencer eller dødsfald, og/eller børnenes adfærds og tilpaningsvaskeligheder ikke er i stand til at blive boende hjemme. Formålet med anbringelsen er beskrevet i servicelovens kapitel 11 46: Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Støtten kan formidles på forskellige måder, men hvad der er relevant for opholdsstederne, er beskrevet i 52 stk. 3. punkt 7: Kommunalbestyrelsen kan iværksætte hjælp inden for følgende typer af tilbud. - Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted. - (www.retsinformation.dk) Anbringelsesstedet varetager under anbringelsen den samfundsmæssige opgave, som er beskrevet i servicelovens 46: 1) sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk, 2) sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk, (...) 5) forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv (www.retsinformation.dk) 8

6.2 Tilknytning I det kommende afsnit vil jeg med udgangspunkt i John Bowlby s teori om tilknytning redegøre for, hvad en sund tilknytning betyder for barnet. Dette mener jeg, er relevant, da man for at forstå hvilken betydning tilknytningsforstyrrelse har, skal have en viden om, hvad normal tilknytning er. 6.2.1 John Bowlby Bowlby 1 var en engelsk psykiater, der arbejdede som børne- og familiepsykiater ved Tavistock klikken i London. Bowlby udarbejdede i 1951 monografien Maternal care and mental health for WHO, og i hans forskning til denne, fandt han, at der manglede en teori om forstyrrelser i personlighedsudviklingen, grundet savnet af manglende moderlig omsorg. Dette blev til teorien om tilknytning (Bowlby, 1988 s.10). 6.2.2 Tilknytning Tilknytningsteorien beskriver evnen til at skabe nære emotionelle bånd til specielle individer, og evnen til at opretholde den tætte kontakt. Tilknytningsadfærden kommer tydeligst til udtryk, når barnet bliver udsat for pressede situationer, er syg eller er bange, og her vil barnet, hvis tilknytningen er udviklet, søge beskyttelse og trøst hos det stærkere individ. Bowlby mener, at når barnet bliver født, er det genetisk indstillet på, at udvikle en adfærd, der resulterer i at barnet holder sig i nærheden af de mennesker, der vil drage omsorg for det (Bowlby, 1988 s.15) Dette adfærdsmønster er beskyttelsesfaktorer i barnets opvækst. Tilknytningen dannes ikke, fordi omsorgspersonen giver barnet mad, men udvikles, når der drages emotionel omsorg, og når der ydes beskyttelse (Hart & Schwartz, 2008 s. 73). Kendetegnende for adfærden ved en tryg tilknytning er, at moderen registrerer barnets signaler, og tilpasser sine handlinger, så hun besvarer signalerne i det omfang, barnet har brug for det. Bowlby mente, at der i forholdet mellem barnet og omsorgspersonen udvikles et adfærdssystem, som omhandler grænserne for afstand og tilgængelighed. Når barnet f.eks. er utryg, kan det søge tryghed hos omsorgspersonen, mens det i trygge situationer kan søge væk, og udforske verden alene. Det vigtige er, at barnet har tillid til, at omsorgspersonen vil være der, når der er brug for det (Hart & Schwartz, 2008 s.72). 1 F. 1907 D. 1990 9

6.2.3 En sikker base Når barnet i løbet af de første leveår udvikler sine kompetencer og færdigheder, er det vigtigt, at omsorgspersonen står til rådighed for barnet, hvilket Bowlby betegner som den sikre base. Den sikre base er en platform, hvorfra barnet kan bevæge sig ud og udforske verden, men også har muligheden for at vende tilbage til, hvis det er nødvendigt. Når barnet danner positive tilknytningserfaringer, opstår den sikre base, og barnet vil organisere sin adfærd, så det både vil søge tryghed hos omsorgspersonerne, og være i stand til at udforske verden på egen hånd (Bowlby, 1988. S. 20). 6.2.4 Indre arbejdsmodeller Bowlby mener, at de oplevelser og erfaringer barnet får i løbet af sine første leveår, vil danne indre konstruktioner, som barnet vil lagre i sig. Dette betegner han som de indre arbejdsmodeller. De indre arbejdsmodeller indeholder, både de lagrede erfaringer barnet gør sig i relationen med sine omsorgspersoner, og barnets opfattelse af sig selv. I udviklingen er det vigtigt, at omsorgspersonen er opmærksom på, hvilke kompetencer barnet har, og regulerer sin omsorg herefter (Hart & Schwartz, 2008 s.80). Arbejdsmodellerne styrer barnets forståelse og reaktion på de oplevelser, der kommer fra miljøet. De er bestemmende for, hvordan barnet vil forholde sig til omverden, barnets forventninger og hvorvidt det vil knytte sig til andre. Oplever barnet at omsorgspersonen er nærværende og troværdig, vil det efterlade barnet med en erfaring af, at det er noget værd. Dette styrker barnets mentale repræsentationer af sig selv, og vil styrke det i relationen med andre individer senere hen i livet (Bowlby, 1988 S. 145). De tidlige erfaringer er vigtige for arbejdsmodellerne, da individet fører den tidlige forståelse af omverdenen med sig. Barnet vil senere i livet have tendens til at opsøge de mennesker og miljøer, der minder om det kendte, og som barnet har udviklet kompetencer til at omgås med (Hart & Schwartz, 2008 s.81). 10

6.2.5 Daniel Stern Daniel Stern arbejdede med en teori om, at individet danner sig nogle indre erfaringer, hvilket han kalder for indre repræsentationer. Teorien minder meget om Bowlby s indre arbejdsmodeller (jf:6.2.4). De indre repræsentationer indeholder de subjektive erfaringer, barnet får af sine samspil. I relationen med en omsorgsgiver etablerer barnet indre billeder af sin omverden, og disse konstrueres gennem oplevelsen af at være sammen med andre. Ifølge Stern er individets oplevelse af situationer og samspil altid subjektive, og det er barnets gentagne oplevelse af dagligdags hændelser, der påvirker de indre repræsentationer. Når disse oplevelser gentages nok bliver de indre repræsentationer til RIG er (Repræsentation af interaktion som er generaliseret) (Hart & Schwartz, 2008 S. 150). RIG er er fleksible strukturer, som er konstrueret ud fra barnets gennemsnitlige erfaringer med omsorgspersonen og omverden. RIG erne påvirker individets forventning til senere relationer, og er barnets subjektive vurdering af samspillets forløb. Hvis barnet oplever gennemsnitlige ændringer i samspillet struktur, kan barnets RIG er ændres (Hart & Schwartz, 2008 s. 149). 6.3 Tilknytningsforstyrrelse Jeg har i det forudgående afsnit redegjort for den almindelige udvikling i et tilknytningsteoretisk perspektiv. Jeg vil i det følgende redegøre for, hvad tilknytningsforstyrrelse er, og med udgangspunkt i John Bowlby redegøre for konsekvenserne af den manglende tilknytning. Til sidst vil jeg med udgangspunkt i interview og egen erfaring analysere, hvordan dette kan ses i praksis. 6.3.1 Definition Tilknytningsforstyrrelse bliver i WHO s internationale diagnosesystem ICD-10 betegnet som en personlighedsforstyrrelse for børn og unge. I systemet står de som henholdsvis nr. F94.1: Reactive attachment disorder of childhood (På dansk kaldet reaktiv tilknytningsforstyrrelse) og nr. F92.2: Disinhibited attachment disorder of childhood (Kaldet uselektiv uhæmmet kontaktform på dansk). (www.who.int) Jeg vil fremover bruge de danske betegnelser. 11

Reaktiv tilknytningsforstyrrelse: Børn som grundet manglende tidlig omsorg, ikke lærer at indgå i varige relationer med dyb og intim kontakt. Børnene reagerer negativt på intimitet, og udviser asocial adfærd overfor andre i opvæksten. Barnet vil uanset om det tilbydes trygge rammer og kærlige relationer udvise samme adfærd, og ikke være i stand til at knytte sig. I nogle tilfælde fungerer børn endnu dårligere, hvis de placeres i et miljø, hvor der er forventning om gensidig nærhed fra barnet af (rygård, 2011, s.14) Uselektiv uhæmmet kontaktform: Børn med denne diagnose er børn, der uhæmmet, overfladisk og ukritisk tager kontakt til alle, også folk de ikke kender. Barnet har mange skift i sine relationer, og knytter sjældent et tæt bånd (rygård,2011, s.15) Kendetegnet for tilknytningsforstyrrede børn er, at deres følelsesmæssige udvikling er gået i stå. Børnene kan virke alderssvarende på andre udviklingsområder, men hvis de bliver udfordret følelsesmæssigt, vil de reagere på samme måde som børn på 1-2 år (Rygård,2011, s.21). 6.3.2 Strange Situation Test Bowlby definerede, med udgangspunkt i Mary Ainsworth s forskningsprojekt, to former for tilknytningsmønstre: Det trygge og det utrygge tilknytningsmønster (Bowlby, 1988 s.137). Bowlby arbejdede i 1950-1953 sammen med forskeren Mary Ainsworth, hvor hun var en del af hans forskningsenhed. Ainsworth påbegyndte et felt arbejde med fokus på småbørn og deres reaktioner på adskillelse fra deres mor (Hart & Schwartz, 2008 s.84). Hendes observation var, at mødre som var følsomme og responsive havde trygt tilknyttede børn, mens mindre følsomme mødre havde børn, der var utrygt tilknyttede. I studierne gennemførte Ainsworth den såkaldte Strange situation test (fremmed situationen). I testen bliver barnets tilknytningsadfærd observeret ved adskillelse fra moderen. Ainsworth var interesseret i at undersøge, hvordan barnet responderer på at blive placeret i et rum med et fremmed menneske, hvorefter moderen forlader rummet. Ud fra disse observationer blev børnene kategoriseret i grupper, alt efter hvordan børnene reagerede på adskillelse og genforening med moderen. Børnenes reaktionsmønstre blev kategoriseret i tre grupper: 12

Det sikre (trygge) tilknytningsmønster: Den trygge tilknytning er karakteriseret ved at barnet anvender forældrene som den trygge base, når det har brug for det. Her viser det trygt tilknyttede barn fleksibilitet og robusthed overfor udfordringer. Dette mønster udvikles, når barnets behov for omsorg bliver opfyldt og når barnets signaler bliver anerkendt af forældrene (Bowlby, 1988, s.137, Hart & Schwartz, 2008. S. 87). Det utrygge ambivalente tilknytningsmønster: Dette tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at børnene er anspændte og meget usikker på sig selv. Barnet har konstant brug for nærhed, uden at det tilfredsstiller behovet for tryghed. Det udvikles, når forældrene er ustabile og deres tilgængelighed for barnet er varierende (Bowlby, 1988 s. 138, Hart & Schwartz, 2008. S. 87). Det utrygge undvigende tilknytningsmønster: Dette tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at barnet undgår emotionel kontakt og derved forsøger at være følelsesmæssigt selvforsynende. Barnet undlader at søge tryghed og trøst i et forsvar mod at blive afvist. Mønsteret udvikles, når forældrene er afvisende og ikke følelsesmæssigt til rådighed for barnet (Bowlby, 1988 s. 138, Hart & Schwartz, 2008. S. 87). Desorganiseret tilknytning: I senere forskning har man snakket om et fjerde tilknytningsmønster. Dette betegnes som det desorganiserede. Dette mønster er kendetegnet ved, at barnet ikke har et mønster. Barnet udviser modstridende og/eller uforstående adfærd, og og udvikler derfor ikke en stabil adfærdsform. Denne form for tilknytning viser sig ofte, hvis barnet bliver udsat for fysisk mishandling (Hart & Schwartz, 2008. S. 88). Tilknytningsmønsteret bliver en indre arbejdsmodel, der påvirker måden hvorpå barnet opfatter sig selv og sine omgivelser, og modellerne vil være fastlagt på forhånd. Undersøgelser viser, at når tilknytningsmønsteret først er udviklet, vil det have tilbøjelighed til at vare ved, men Bowlby påpeger, at det ikke behøves at være sådan. Hvis barnet oplever et ændret adfærdsmønster, vil der være mulighed for at ændre mønsteret (Bowlby, 1988 s. 141). 13

6.4 Analyse For mange anbragte børn og unge gælder det, at de er vokset op med forældre, som ikke har varetaget deres generelle sundhed. For 11.614 børn og unge betyder det, at de er anbragt uden for hjemmet, lidt over halvdelen anbragt i plejefamilie. Resten er placeret i forskellige pædagogiske tilbud (Opholdssteder, døgninstitution osv.) hvilket betyder, at pædagoger er blevet en del af deres hverdag (www.ast.dk). Pædagogen arbejder ud fra direktiver i serviceloven (jf.6.1) som beskriver, hvordan pædagogerne skal forsøge at udvikle kompetencer, så barnet lærer at begå sig i samfundet og i sociale relationer senere hen i livet. Målet er, at barnet skal ende som et selvstændigt individ. Dette gøres ved generel støtte i forhold til barnets adfærd, og støtte til relationsdannelse (www.retsinformation.dk). Arbejdet med relationsdannelse er særlig vigtig for tilknytningsforstyrrede børn, da de er vokset op med omsorgspersoner, som ikke har formået at skabe nære emotionelle bånd til dem, og skabe en tryg tilknytning. Barnets evne til at knytte sig til andre mennesker udvikles netop, når omsorgspersonen er lydhør overfor barnets signaler, og er omsorgsfuld og beskyttende. En tryg tilknytning har stor betydning for dannelsen af barnets mentale strukturer, som fører til personlighedsdannelsen og som senere i livet fører til barnets evne til at danne relationer (Hart & Schwartz, 2008, s.72). Tilknytningsforstyrrelse bliver af WHO betegnet som personlighedsforstyrrelse, og bliver opdelt i to former; Reaktiv og uselektiv uhæmmet kontaktform (www.who.int). For pædagoger er det relevant at kende tegnene i forhold til at aflæse børnene og korrigere dem i deres adfærd. Fælles for tilknytningsforstyrrede børn er ifølge Rygaard, at deres følelsesmæssige udvikling er gået i stå ved omkring 2 års alderen. Denne viden er relevant for pædagoger, da man skal være bevidst om, at selvom barnet f.eks. er fyldt 15 år, og på mange udviklingsområder (motorisk, sprogligt) er godt med, kan de reagere som en 2-årig, hvis de bliver følelsesmæssigt udfordret (Rygaard, 1998 s.20). John Bowlby (jf.6.2.1) John Bowlby s teori om tilknytning er vigtig i det pædagogiske arbejde, fordi teorien sætter fokus på vigtigheden i omsorgspersonens emotionelle tilknytning. Dette afspejles i barnets tilknytningsmønster, hvilket udvikles i takt med omsorgspersonens omsorg og respondering på signaler (Bowlby, 1998). De anbragte børn og unge jeg selv arbejder med, har alle udviklet et utrygt 14

tilknytningsmønster, og har fået stillet diagnosen tilknytningsforstyrrelse. Alle er vokset op i familier, hvor omsorgspersonen ikke har været i stand til at tilbyde sig som den trygge base, som er vigtig for barnets personlighedsudvikling. Hvis barnet føler, at det har en sikker base, som det altid kan få hjælp hos, vil det afføde høj selvtillid, selvstændighed og kompetencer til at indgå i sunde positive relationer (Hart & Schwartz, 2008). Indre arbejdsmodeller (jf. 6.2.4) & RIG er (jf. 6.2.5) På grund af forældrenes manglende nærvær og manglende respons på signaler, er børnenes indre arbejdsmodeller og indre repræsentationer påvirket negativt. Det betyder blandt andet, at de har udviklet en tilknytningsadfærd der gør, at de har svært ved at indgå i varige relationer med andre individer. Arbejdsmodellerne er påvirket i en sådan grad at børnene har en forventning om, at de vil blive svigtet, uanset hvilken voksen som tilbyder en relation (Bowlby, 1988, S. 145). Ligeledes gælder det, at de gennemsnitlige erfaringer barnet har gjort sig i samspillet med sin omsorgsperson, påvirker barnets RIG er i en sådan grad, at barnets forventning til de voksne og relationens kvalitet og forløb, fra start vil være negativ (Hart & Schwartz, 2008 S.150). Eks. fra egen praksis: 7-årig pige blev fjernet fra hjemmet som 3 årig. På grund af grov svigt har hun fået diagnosen reaktiv tilknytningsforstyrret. Pigen er placeret i en plejefamilie, som giver omsorg, kys og kram. Pigen søger væk, når plejemor krammer og kysser, og er konstant i konflikt hjemme med familien. Min interviewperson beskriver også dette, da jeg spørger til, hvordan han kan se børnenes diagnose i praksis (Jf. Bilag 2, s.1) For mange af de her børn, er det sådan, at hvis man nærmer sig (..) så lukker børnene ned. Det kan godt virke som om de vil åbne sig op for dig, når du kommer og er ny her. Men hvis du nærmer dig mere, sådan på det mere følelsesmæssige plan.. Så lukker de ned.. De kan ikke rumme at en voksen vil dem, for de ved ikke hvad de skal gøre. Det er for svært - Interviewperson. Både i min interviewpersons eksempel og i mit eget er barnets indre arbejdsmodel og indre 15

repræsentationer påvirket af de tidligere erfaringer. Børnene har i sine relationer med de tidligere omsorgsgivere ikke udviklet de kompetencer, som er nødvendige for at indgå i en nær relation. De har ikke evnerne til at danne nære emotionelle bånd. Derudover viser eksemplerne, at børnene har oplevet så meget svigt fra tidligere omsorgspersoner, at RIG erne er konstrueret sådan, at barnets forventning til relationsdannelsen med plejefamilie og pædagoger på forhånd er negativ. Barnet er ikke vant til omsorg og kærlighed, og ved derfor ikke, hvordan man håndterer dette. Derudover har børnene en forventning om, at voksne, som burde være den trygge base svigter, og derfor reagerer RIG erne med mistillid og afstand fra de nye omsorgspersoner for at undgå afvisninger. Bowlby mener, at hos de utrygt tilknyttede børn vil arbejdsmodellerne være mindre fleksible end hos trygt tilknyttede, og de vil ikke indeholde handlemuligheder, som fører til tryghed, da det ligger uden for barnets erfaringer (Bowlby, 1988 s. 137). For de tilknytningsforstyrrede børn gælder det, at når først skaden er sket, vil det i forhold til relationsarbejdet tage lang tid at ændre på deres indre arbejdsmodel og RIG er. Bowlby og Stern mener dog, at det kan ændres, men det er en lang proces (Bowlby, 1988 s.141). Der kræves en målrettet indsats med fokus på stabilitet og struktur, og en solid tryg base. På min interviewpersons arbejdsplads tilbyder man den trygge base i form af en nær relation med en primærpædagog. Primæren varetager det officielle arbejde omkring barnet. Han tager sig af de svære samtaler, holder møder og tager alle beslutningerne. For barnet giver det en vished om, hvem man skal henvende sig til. I selve relationsarbejdet giver det også en mere intens og målrettet proces, i forhold til hvis barnet skal forholde sig til mange forskellige. Han siger følgende om primærrollen (jf. Bilag 2, s.4) Jeg tror at primærrollen er langt vigtigere end vi tror (..) Mit primærbarn er 18 år her om lidt, (..) og han behøver den jo egentlig ikke. Men hold da op.. hvis jeg giver et andet barn lidt for meget opmærksomhed, så lader han mig det vide. Den er vigtig for ham. Han reagerer, hvis han skal dele mig med andre (..) Han har brug for at vide, at her er et menneske i hele verden der vil ham så meget, altså når jeg er her.. Han har desværre før oplevet ikke at være nogens nr. et. Han er jo ikke mors nr. et. Det har været vigtigt for mig. Selvom han i princippet ikke er min nr. et. Jeg har jo mine egne børn. Men når jeg er her, så er han nr. et. Og det tror jeg, han har brug for, så længe han bor her - Interviewperson 16

Drengen er vokset op uden den nære emotionelle kontakt, som der burde være mellem mor og barn. Primærpædagogen har på de 8 år, han har arbejdet med drengen formået at tilbyde sig som en tryg base, og har forsøgt at ændre på drengens indre arbejdsmodel. På mit spørgsmål til, hvordan man skaber den gode relation, svarer han således (jf. Bilag 2, S.4) For mig er det vigtigt, at være tydelig i min relation, uanset hvad vi laver (..) Dernæst er troværdigheden. Der skal siges de ting, der skal siges (..) Og så handler det om tillid - Interviewperson. I pædagogens arbejde er det vigtigt, at være tydelig og ærlig. Børnene har brug for at vide, hvordan virkeligheden ser ud. Det kan ikke hjælpe noget, at man pakker tingene ind, da mange af disse børn i deres tidligere relationer, ikke har oplevet tydelige voksne, som har guidet dem. Derudover skal man som pædagog opbygge et tillidsforhold. Man skal overholde de ting man lover, og komme når man siger, at man kommer. Drengen har gennem relationen med sin primærpædagog erfaret, at det ikke er alle voksne, der svigter, og hans indre arbejdsmodeller er derfor blevet ændret i en sådan grad, at han stoler på netop denne voksen. 7. Teori - Relationer Jeg vil i det følgende afsnit redegøre for Daniel Sterns relateringsteori for at få viden om barnets evne til at indgå i sociale relationer. Herefter vil jeg redegøre for den professionelle relation med udgangspunkt i Juul og Jensens litteratur om pædagogisk relationskompetence og Bent Madsens litteratur om relationsarbejde for socialpædagoger. Jeg vil præsentere en rapport udarbejdet af SFI, som fokuserer på vigtigheden i pædagogens relationsarbejde, og til sidst vil jeg redegøre for pædagogens 3 P er. 7.1 Daniel Stern - Børns sociale kompetencer Daniel Stern mener, at barnet fra fødslen som udgangspunkt er et kompetent individ med kompetencer til at indgå i relationer. Spædbarnet er socialt, og er i stand til at styre samværet med sin omsorgsperson. Én af Sterns centrale pointer er, at for at barnets kognitive, perceptuelle og motoriske udvikling skal være vellykket, er stimuli nødvendigt for hjernen. Stimulien opnås gennem omsorgspersonens interaktioner med barnet. Stern mener, at barnets udvikling sker i forskellige relateringsdomæner, og at hvert domæne udvikles af barnets aktive samspil med omsorgspersonen og omverden. Hvis barnets oplevelse er, at 17

omsorgspersonen er afvisende, depressiv eller stimulerer i overdreven mængde, vil barnets sociale udvikling tage en uhensigtsmæssig drejning (jf. afsnit 6.2.5 om RIG er) (Hart & Schwartz, 2008 s. 157). Stern påpeger, at omsorgspersonens subjektive erfaringer påvirker måden, hvorpå han fortolker og handler overfor barnet. Dette påvirker barnets egen oplevelse af interaktionen, som dernæst påvirker barnets handlinger. I Sterns teori er det centralt, at man som voksen er bevidst om vigtigheden i ens interaktion med barnet. Kvaliteten af relationen er afhængig af, om man som omsorgsperson kan regulere sig selv, da barnet påvirkes af den voksnes handlinger (Wedel-Brandt, 2008 s. 421; Stern, 2000, s. 165). 7.2 Den professionelle relation Pædagogens opgave er at tilbyde sig selv som aktør i en professionel relation, da netop barnets manglende mulighed for at indgå i den tidlige tilknytning til voksne mennesker, er baggrunden for min målgruppes problemstilling. Professionel relationskompetence defineres således: Pædagogens evne til at se det enkelte barn på dets egne præmisser og afstemme sin egen adfærd herefter uden dermed at fralægge sig lederskabet, samt evnen til at være autentisk i kontakten (Juul & Jensen, 2002. S. 128) Den professionelle relation bygger på en relationel tilgang, som ikke er af emotionel karakter. Barnet vælger ikke selv relationen til pædagogen, men på grund af pædagogens profession bliver relationen pålagt (Juul & Jensen, 2002 s.130). Pædagog-barn konstellationen er en asymmetrisk relation, hvor pædagogen har det største ansvar for processen og samspillets kvalitet. Begge bidrager til relationen, men resultatet er udelukkende pædagogens ansvar, da børn ikke er i stand til at tage ansvar for kvaliteten af relationer. Derudover bidrager pædagogens magt, viden og livserfaring også til at gøre relationen og magtforholdet asymmetrisk (Juul & Jensen, 2002). For at relationen mellem et anbragt barn og en pædagog kan betegnes som pædagogisk, er det 18

vigtigt, at relationen bygger på intentionelle handlinger. Der skal være mål for relationen, der på forhånd er fastsat. Bent Madsen beskriver to sider af den professionelle relation. Kompetencerelationen som er underlagt samfundsmæssige betingelser, og hvor den professionelle agerer i en hjælpe og støtte position overfor barnet. Relationen er præget af asymmetri og ulighed (Madsen 2002, s.255). I Personrelationen befinder sig to mennesker, som er ligeværdige. Her må pædagogen undlade at bruge den magt, som kompetencerelationen giver den professionelle (Madsen, 2002, s. 256). Bent Madsen påpeger, at der i arbejdet med mennesker, hvis livsførelse repræsenterer en problematisk anderledeshed, er tre måder man skal forholde sig til relationsarbejdet på: Ansvarskarakter: Socialpædagogen forvalter et betydeligt ansvar over for anbragte børn og unge, og det centrale er, at pædagogen har ansvaret for barnet over en længere periode (Madsen, 2002). Ressourceperspektivet: Socialpædagogen skal fokusere på at udvikle barnets muligheder for at kunne klare sin egen tilværelse. Arbejdet består i at tilføre barnet kompetencer til egen livsførelse, og at udvikle ressourcer, som endnu ikke er til stede på grund af barnets problemstillinger (Madsen, 2002). Normativ menneskearbejde: Socialpædagogen skal i sit arbejde både forholde sig til barnets subjektive livsform, respektere de livsmønstre og livsformer, som barnet bidrager med og guide barnet ud fra dette (Mørch, 2007 s. 150). Derudover skal pædagogen arbejde ud fra systemets korrektiv af adfærd, og ligeledes guide ud fra dette (Madsen, 2002). 7.3 Forskning om relationer og anbragte børn I en forskningsrapport sætter SFI fokus på sammenbrud i anbringelser, og redegør med baggrund i kvantitative undersøgelser og kvalitative interviews for, hvorfor mange anbringelser bryder sammen efter kort tid. Rapporten viser, at anbragte unge har næsten lige så stor risiko for sammenbrud, som de har for stabilitet. Tal fra rapporten viser, at ud af de 225 adspurgte teenagere, havde 44 % af dem oplevet sammenbrud i deres anbringelse (SFI, 2010). 19

Derudover viser rapporten med baggrund i interviews med pædagoger og anbragte unge, at følgende forhold i pædagogens arbejde har betydning for sammenbrud i anbringelsen: 1) Systemprocesser som dækker over i hvor stor grad, sagsbehandlerne har været i stand til at føre en ordentlig sagsbehandling i forhold til barnet og dets anbringelsessted. 2) Institutionsprocesser Problemstillinger i forhold til grundlæggende forskellige orienteringspunkter for pædagogerne og de anbragte. Pædagogerne fokuserer på relationsarbejdet mellem pædagog-barn, mens de unge fokuserer på at få etableret nogle gode relationer med jævnaldrende. Dette giver institutionelle parallelverdener, og der opstår problemer i forhold til at nå målbare resultater. 3) Relationsprocesser: Den professionelle omsorgsperson tillægges stor værdi for den anbragte, hvis pædagogen formår at etablere en bæredygtig relation. Unge som har oplevet sammenbrud, har den opfattelse, at der under anbringelsen ikke er opstået bæredygtige relationer til anbringelsesstedets voksne. De adspurgte mener, at kilden til en bæredygtig relation med den professionelle, var ligeværd og gensidighed mellem parterne. (SFI, 2010 s.13). 7.4 Det private, det personlige og det professionelle En pædagogs grundlæggende arbejde er relationsarbejde og relationsdannelse til andre individer. I en relation indgår flere individer, og en pædagog vil derfor inddrage sig selv, for at relationen og brugeren kan udvikles (Mørch, 2008 s. 115). En problemstilling som medarbejdere indenfor det humanistiske arbejdsfelt ofte støder på, er grænsen mellem det private og det professionelle. Netop denne grænse illustreres i nedenstående model (Mørch, 2008 s. 158): 20

Modellen er relevant i forhold til forståelsen af pædagogens grænse i den professionelle relation. Det professionelle felt betegner pædagogens faglige kompetencer og viden om målgruppen, hvorimod det personlige betegner den generelle viden om mennesker og relationer, og pædagogens eget bidrag til disse. Befinder man sig kun i det professionelle felt, vil relationen være præget af distance til brugeren, og hvis man kun befinder sig i det personlige, vil det professionelle aspekt mangle. Det private felt omhandler de følelsesmæssige og ubevidste behov, som rører sig i individet. Bevæger man sig ind i dette felt, befinder man sig i en risikozone. Alle mennesker har brug for privatliv, og faren for, at pædagogens egne følelser og behov, vil komme til at styre relationen med det anbragte barn, vil opstå (Mørch, 2008. s. 158). 7.5 Analyse Daniel Stern (jf. 7.1) For mange anbragte gælder det, at de ikke har videreudviklet de sociale kompetencer som spædbarnet ifølge Stern bliver født med. Omsorgspersonen har ikke været i stand til at møde og udfordre barnet i de forskellige domæner, og barnets sociale udvikling har derfor taget en uhensigtsmæssig drejning. På grund af manglende interaktion med omsorgspersonen ligger det ikke i deres natur at indgå i relation og knytte sig til andre. For pædagogen gælder det derfor om, at tilbyde en stabil og nær relation, som barnet kan profitere af. Pædagogen er omsorgspersonen, som skal udfylde den rolle, som forældrene ikke har været i stand til at varetage. Som Stern påpeger, er det vigtigt at være bevidst om sin egen rolle i relationen med barnet. Ens subjektive holdninger og erfaringer, vil fremtræde i pædagogens handlinger overfor barnet, og vil påvirke barnets egne handlinger. Dette omtaler min interviewperson (Bilag 2, s. 7): 21

Det jeg vil sige er, at man som voksen altid skal være bevidst om, hvem er jeg nu, og hvor er jeg nu. Altså jeg kan jo få mit primærbarn til, at synes hvad som helst (..)For han kopierer, det jeg siger, og det andre siger. Og det er farligt. For det er uanset om det er politisk, ekstremistiske holdninger eller lignende (..) der pålægger jeg mig et ansvar, for hvilke holdninger jeg fortæller om. For jeg har at gøre med en dreng der adopterer dem. Og det er rigtig farligt, for han er en stor potentiel medløber. Om det er politisk.. Eller den kriminelle linie - Interviewperson. Han påpeger her, hvor vigtigt det er, at pædagoger er bevidste om, hvad der er rigtig og forkert set i et samfundsmæssigt perspektiv, og at vi præsenterer dette for børnene, hvilket Bent Madsen betegner som det normative relationsarbejde. F.eks. kan vi som privatpersoner godt have en politisk holdning, men når vi er på arbejde, er det vigtigt, at forholde sig neutralt, da børnene kopierer vores holdninger. Dette kan være farligt, hvis han ytrer disse meninger i selskaber, hvor han ikke kan argumentere for dem. Man skal derfor være bevidst om sit objektive professionelle virke. Bent Madsen (Jf.7.2) I den pædagogiske profession er det relationsarbejdet, der er det centrale. Man skal dog være bevidst om, at der er flere sider af relationen. Bent Madsen omtaler kompetencerelationen, hvor pædagogen er ansat i et lønforhold, og er underlagt samfundsmæssige betingelser. Pædagogen skal arbejde ud fra de direktiver, som er beskrevet i serviceloven (Jf. 6.1.1). Derudover er der nogle uskrevne regler om adfærd, som pædagogen skal guide det anbragte barn hen imod. Her er pædagogens egen livserfaring et vigtigt redskab. Som pædagog skal man dog være opmærksom på magtforholdet i den asymmetriske relation, og sin rolle i forhold til dette, så man ikke underkender barnet og dets kompetencer. I relationsarbejdet er der ifølge Bent Madsen også en personrelation. Det er nødvendigt at se barnet, som en ligeværdig aktør i relationen. Pædagogen bør forholde sig anerkendende for at opnå en bæredygtig relation. Netop dette forhold peger mange anbragte unge, som har oplevet sammenbrud i deres anbringelse, på som værende grunden til sammenbruddet (SFI, 2010 s.13). Hvis anbringelsen skal være succesfuld, er det vigtigt, at pædagogen inddrager barnet, og anerkender de kompetencer og livsforhold barnet bidrager med. Det er ikke kun vigtigt, at have en anerkendende tilgang i forhold til relationsarbejdet. I pædagogens arbejde er det også vigtigt, at være opmærksom 22

på, at barnet bliver hørt, når der skal laves individuelle mål for anbringelsen. Mange anbragte unge føler, at det ofte går galt, fordi pædagogen og barnet netop arbejder i hver sin retning. De unge har et ønske om at sætte større fokus på relationerne med jævnaldrende, hvor pædagogen fokuserer på pædagog-barn relationen (SFI, 2010 s.13). Det er vigtigt, at barnet bliver hørt, så der ikke opstår en parallelverden i processen. Dette gøres blandt andet ved en nysgerrig og opmærksom tilgang til barnet i den daglige praksis, og at barnet bliver spurgt, når der skal planlægges individuelle mål. De tre P er (Jf.7.4) I en relation er der flere parter, og hvis relationsarbejdet skal lykkes, kræves der en vis form for involvering fra pædagogen. Men det kan være svært at definere og sætte en grænse for relationen mellem barnet og den professionelle. Især for pædagoger ansat på døgninstitutioner, kan det være et svært skel. Dels fordi pædagogernes arbejdsplads er barnets hjem og private område, dels fordi barnets tidligere primære omsorgsperson har svigtet, og pædagogen derfor varetager barnets manglende omsorgsfigur (Mørch, 2008. S. 157). Men det er som pædagog vigtigt, at man finder sin grænse. Interviewpersonen besvarer spørgsmålet om grænser mellem det private og professionelle således (Bilag 2-s. 5) Der er mange sider af det. Man skal passe på, ikke at tage det for tæt på. Og der er min grænse nok, at de ikke skal hjem til mine børn (..) Og så skal man overveje rigtig meget, hvordan man formidler den relation med profession og privat, så barnet ikke forvirres, og knækkes på et andet tidspunkt - For jeg kan jo i realiteten godt sige op og barnet kan blive flyttet i morgen - Interviewperson. Interviewpersonen har sat grænsen ved hans børn. Det kommer for tæt på hans private og følelsesmæssige område, og rent fagligt mener han ikke, at de anbragte vil profitere af dette. Han siger følgende (Bilag 2- s.5) Det er to adskilte verdener (..) Hvis mit primærbarn skal føle, at han er min nummer et, så skal han ikke se mit forhold til min egne børn - (Interviewpersonen) 23

Når børnene under anbringelsen får stillet en primær til rådighed, vil barnet opleve, at være mere for lige netop denne pædagog, end resten af børnegruppen er. Hvis børnene kommer hjem til pædagogen og erfarer, at der er nogen, som betyder endnu mere for primæren, kan det give en negativ oplevelse for barnet. Én af problemstillingerne ved den pædagogiske relation er netop, at den er professionel, og at der er risiko for, at den ophører (Mørch, 2008. s.115). Pædagogen kan sige op, barnet kan blive flyttet til en anden institution eller blive frataget sit behandlingstilbud. Denne problemstilling omtaler interviewpersonen: (jf. Bilag 2- S-5) Vi skal knokle rigtig meget mod at udvikle en bæredygtig relation, der hjælper barnet, men jeg mener også, at vi skal være meget obs. på hvordan vi afvikler relationen - Interviewperson. I det pædagogiske arbejde fokuserer vi meget på, hvordan vi kan danne en bæredygtig relation, som barnet kan profitere af i behandlingsarbejdet. Men når vi arbejder professionelt med relationen, er det vigtigt, at have i baghovedet, at det kan slutte, og afvikling skal derfor tiltænkes. Her er det vigtigt, at det private område ikke overskrides, da dette kan gøre afviklingen kompliceret i et følelsesmæssigt perspektiv. Dernæst er der også det aspekt, at vi i henhold til serviceloven (jf.6.1) skal arbejde hen imod en socialisering af børnene. Det forhold som Bent Madsen betegner som ressourceperspektivet (jf. 7.2) De skal på længere sigt tage ansvar for egen livsførelse, og her er det relevant at være bevidst om, at hvis relationen bliver for afhængig, kan det blive svært for barnet, når pædagogen ikke er der mere. 8. Diskussion Med udgangspunkt i mine analyser, vil jeg nu diskutere de problemstillinger, som jeg finder særlige vigtige i forhold til mit emne. Jeg synes, det er relevant at diskutere, om tilknytningsforstyrrede børn profiterer af, at blive placeret på et opholdsted. Dette er en kompleks diskussion, da et nej til dette, vil underkende den pædagogiske profession. Men jeg synes alligevel, det er relevant i forhold til børnenes diagnose; 24

tilknytningsforstyrrelse. Børnene har i deres første leveår manglet den nære relation til sine forældre, og har taget stor skade af dette. Når samfundet vælger at fjerne børnene, er det derfor med et mål om, at børnene skal tilbydes nære og stabile relationer jf. servicelovens 46 stk.1. Men er det et muligt mål at opnå, når barnet bliver placeret et sted med daglige skift i personalet, og en risiko for, at relationen ophører? Min interviewperson og jeg arbejder steder, hvor den nære relation tilbydes i form af en primærpædagog, hvilket jeg mener, er det tætteste man kan komme på en egentlig ny omsorgsgiver på et opholdssted. Når teoretikere som Bowlby og Stern påpeger, at børnenes indre arbejdsmodeller og RIG er kan ændres, så længe der arbejdes intenst og målrettet, burde børnene så ikke tilbydes en mere intens proces? Skal de i virkeligheden ikke mærke omsorg fra de samme få personer hele tiden? Dette kunne f.eks være i form af en plejefamilie. Fordelen ved en plejefamilie er netop, at de er der for barnet hele tiden. De vil, forhåbentlig, tilbyde barnet rammer, som minder om den almindelige familie, og derfor skabe en emotionel zone, som er kendetegnet ved familier. Hvis familien formår at tilbyde en kvalitetsfyldt hverdag, er plejefamilie en god løsning. Ifølge rapport fra ankestyrelsen er 58 % af de anbragte børn placeret i en plejefamilie, så man må gå ud fra, at dette er en holdbar løsning for nogle anbragte (www.ast.dk) Jeg mener, at ulempen ved plejefamilier er, at de ikke har den pædagogiske/teoretiske baggrund, som pædagoger har. At arbejde med denne målgruppe kræver en teoretisk og praktisk viden, som man får gennem undervisning og praktikker på pædagoguddannelsen. Derudover er der også det aspekt, at arbejdet med disse børn er krævende. Man skal som pædagog stå model til mange ting både fra børnene og forældrenes side, og det kan være opslidende. Børnene har svært ved at begå sig i relationer, og min erfaring er, at de ofte skal korrigeres, og dette skaber tit konflikter, hvilket kan være opslidende for pædagogerne. Derudover har børn med denne diagnose, som nævnt i analysen, det ekstra svært, hvis der bliver sat følelsesmæssige krav til dem. Det er en vigtig pointé, at nogle af børnene, slet ikke er i stand til at tage imod nærhed og kærlighed, fordi de følelsesmæssigt ikke kan rumme det. Det kan være opslidende for plejefamilier, da de i mange tilfælde giver rigtig meget kærlighed, og sjældent får meget igen. Pædagogerne på opholdsstederne har den fordel, at de kan gå hjem, holde fri, og lade op til næste 25

vagt. Det kan plejefamilierne ikke. De tager børnene ind i deres private zone, og har ikke så tit muligheden for en pause. I praksis har jeg oplevet flere plejefamilier, som har opgivet plejebarnet, fordi de skabte for mange konflikter i familien, og fordi de gav og gav og intet fik tilbage. Når dette sker, oplever barnet endnu et svigt, og får endnu en erfaring med at blive fjernet fra sin familie. Dette må opleves som et større svigt, end hvis f.eks. primærpædagogen vælger at sige op på et opholdssted. Her vil resten af personalet stadig være kendte for barnet, hvorimod barnet skal starte helt forfra, hvis det fjernes fra plejefamilien. Det kan selvfølgelig også være et tab for opholdssteds børn, hvis primærpædagogen, eller en anden tæt pædagog, vælger at sige op. Pædagogens opgave er jo netop at danne bæredygtige relationer, og her kræves indlevelse af begge parter. Da pædagogen er ansat i et lønforhold, er indlevelsen nok ofte større fra børnenes side, hvilket jeg tror, kan give nogle problemstillinger. Som nogle af eks. fra mit interview viser, har primærpædagogen opbygget en relation, hvor han er yderst vigtig for barnets trivsel. Men som pædagogen også påpeger, er det anbragte barn ikke hans nummer ét, da han selv har børn. Dette giver en stor asymmetri i relationen, og barnet vil derfor lide det største nederlag i tilfælde af en afvikling af relationen. Om løsningen er at placere barnet i en plejefamilie eller på et opholdssted er svært at svare på. Som med alt andet inden for det pædagogiske område, er det et individuelt spørgsmål, da børn er forskellige. Som beskrevet i forskningsrapporten fra SFI (jf. 7.3) er det først og fremmest vigtigt, at sagsbehandlerne sætter sig ind i barnet og dets behov. I rapporten påpeges, at grunden til mange sammenbrud i anbringelserne skyldes, at sagsbehandlerne har brugt for lidt tid til, at undersøge barnets behov og finde anbringelsessteder, som passer til behovet. Der bør laves flere børnefaglige undersøgelser på børnene, blandt andet der viser, i hvor stor en grad børnene er skadet, og om de er i stand til at tage imod den nærhed, som findes i en plejefamilie. Når der er fundet et passende behandlingstilbud til barnet, mener jeg, at pædagogen i højere grad skal involvere børnene og især de unge i beslutningen om, hvilken retning behandlingsarbejdet skal gå. Som beskrevet i analysen peger flere anbragte på, at relationen bliver bedst, hvis de oplever anerkendende voksne, som inddrager dem i beslutningerne. Det er selvfølgelig ikke alle forhold, som børnene kan inddrages i, da vi som voksne har en større viden om, hvad der er rigtigt og 26