Indholdsfortegnelse. Pædagogiske Psykologiske refleksioner i forhold til pædagogisk praksis...8

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning...2 Problemformulering...3 Hvad er relationer og anerkendelse?...3 Psykologiske refleksioner omkring relationer og anerkendelse i relation til barnets psykiske udvikling:...4 Udfra Daniel Sterns udviklingsteori:...4 Udfra John Bowlbys tilknytningsteori:...6 Pædagogiske Psykologiske refleksioner i forhold til pædagogisk praksis...8 Begrænsninger og etiske dilemmaer ved den pædagogiske praksis...10 Konklusion...11 Perspektivering...11 litteraturliste

2 Indledning. Denne opgave tager udgangspunkt i opgave 1 som bygger på stikordene relationer og anerkendelse. Relationer og anerkendelse er begreber, der benyttes adskilt og sammenhængende i den pædagogiske og psykologisk verden (Bae, 2003). Det har umiddelbart altid været kendt i psykologiens verden, at relationer har haft en betydning for børns psykiske udvikling. Dette udtrykte sig fx igennem Freuds teori om forældrenes betydning og dermed relation til barnet, som fik afgørende betydning for barnets senere personligheds -udvikling (Brørup et. al, 2003 s. 21). Bowlbys teori omkring barnets tilknytning til forældrene, fokuserede også på relationen igennem tilknytning, som får en afgørende betydning for barnets indre arbejdsmodeller og derigennem barnets udvikling (Bowlby,1995). Mange nyere børnepsykologiske forsker fokusere på relationens betydning i en større sammenhæng, ved at den rækker ud over familiens skød, da de påpeger, at barnets øvrige netværk også har en afgørende betydning for børns psykiske udvikling (Sommer, 2003a,b & Stern,2000). Forskningsresultaterne i psykologiens verden afspejler sig også i pædagogens felt og derved også i pædagogens dagligdag. Som Denick (2001) og Langsted & Sommer (2002) påpeger med dobbeltsocialiseringsbegrebet, så udvikles børn og socialiseres igennem relationer i flere forskellige arena, dette gør sig fx gældende ved skole, daginstitutioner, fritidsinteresser, kammerater og familien. Det betyder derfor, at barnets psykiske udvikling ikke længere kun udvikles i hjemmet, men at barnet også socialiseres og udvikles uden for hjemmet igennem alle de forskellige arena barnet befinder sig i. Dette betyder derfor også, at pædagogens relationer og anerkendelse af barnet, får indflydelse på barnets psykiske udvikling, hvilket betyder at relationer og anerkendelse bliver centrale pædagogiske psykologiske omdrejningspunkter. Har pædagogens relationer og anerkendelse af barnet nogle begrænsninger, eller må pædagogen gerne udvikle et tættere kærlighedsforhold til barnet, som måske bygger på en bæredygtig relation og en anerkendende omgangsform? Eller er denne form for relation kun reserveret til familien? Hvordan kan pædagogen i relationen til barnet imødekomme evt. etiske dilemmaer omkring magtposition, som jo er en grundsten i det pædagogiske samvær, da det altid vil være pædagogen, der har en afgørende magt i relationen og derved også i anerkendelse eller mangel på samme i forhold til det enkelte barn? Spørgsmålet melder sig derfor omkring, hvordan kan det centrale pædagogiske psykologiske omdrejningspunkt omkring relationer og anerkendelse omsættes til praksis, så det kan bruges som et pædagogisk redskab med etiske refleksioner? Dette fører derfor til undersøgelse af følgende problemformulering: 2

3 Problemformulering. Hvordan kan der i pædagogisk praksis arbejdes med relationer og anerkendelse for at understøtte barnets psykiske udvikling og på samme tid imødekomme eventuelle begrænsninger og etiske dilemmaer? Før jeg begynder en nærmere undersøgelse af denne problemformulering, synes det relevant at undersøge hvad relationer og anerkendelse er, da det er de grundlæggende begreber i denne opgave. Hvad er relationer og anerkendelse? Hvis man kigger på begrebet relation, som en nærmere forståelse af hvad dette begreb indeholder, så definere Det nye Psykologiske leksikon en relation som:..socialt og følelsesmæssigt forhold mellem individer, mellem individer og grupper samt mellem grupper (Katzenelson et.al s.487) Den Pædagogiske Psykologiske ordbog definere en relation som: Forhold mellem to eller flere genstande ( Hansen, Thomsen & Varming, s. 313). Disse definitioner henføre umiddelbart til, at en relation er et socialt og følelsesmæssigt forhold eller forbindelse imellem nogle mennesker. En nærmere undersøgelse af at definere begrebet anerkendelse, leder til andre definitionsmuligheder, da anerkendelse ikke beskrives i de Psykologiske leksikons eller Pædagogiske Psykologiske ordbøger. Ifølge Berit Bae er anerkendelse: en grundlæggende holdning som indebærer, at det anden ser dig som adskilt med rettigheder over egne oplevelser, som er en person som er forståelig og agtværdig (Bea,1996.s. 8) Hun uddyber anerkendelses indhold med Anerkendelse er baseret på ligeværd. Derfor betyder anerkendelse ikke, jeg er enig, men derimod, at jeg er villig til at lade dig have dit syn. Relationen, som er præget af anerkendelse, tager vare på behovet for både tilknytning og afgrænsning.... Den anerkendende relation mellem pædagog og barn indebærer, at pædagogen ser barnet som individ med egne rettigheder, integritet og egen identitet. Hun giver barnet retten til at have egne erfaringer og oplevelser. Anerkendelse betyder, at den anden opfattes som ekspert på egen oplevelse. (Ibid.s.8) Denne definition illustrere umiddelbart, at anerkendelse i relation til en pædagog og et barn er en grundlæggende holdning fra pædagogens side, hvor pædagogen fokusere på ligeværd og respekt for barnet opfattelse af verden, følelsesliv, identitet og rettigheder, selvom denne har en anden ens pædagogens egen og pædagogen skal på samme tid være i stand til at binde sig og adskille sig fra barnet udfra barnets behov.(ibid.s.8) I relation til min undersøgelse af problemstillingen, henfører disse definitioner til, at fokus i anerkendelse og relationer er at pædagogen skal opretholde en relation til barnet, der har et følelsesmæssigt og socialt indhold. Relationen skal foruden indeholde en anerkendelse fra pædagogen til barnet, som indholdsmæssigt bygger på 3

4 At pædagogen respektere barnet for det, barnet er og hvordan det oplever sig selv og verden uden, at pædagogen selv har samme opfattelse. På samme tid skal pædagogen kunne indgå i en relation, hvor pædagogen kan skabe en tilknytning til barnet og alligevel afgrænse sig til barnet udfra barnets behov For at undersøge, hvordan der i pædagogiske praksis kan arbejdes med begreberne relationer og anerkendelse for at understøtte barnets psykiske udvikling, leder dette mig til en undersøgelse af, hvad psykologiske teorier påpeger, der er understøttende for barnets psykiske udvikling med fokus på relationer og anerkendelse. Psykologiske refleksioner omkring relationer og anerkendelse i relation til barnets psykiske udvikling: Som udgangspunkt til de psykologiske refleksioner vil jeg tage afsæt i Daniel Stern udviklingsteori omkring barnets Selvopfattelse. Dette synes relevant, da Sterns teori påpeger relationens betydning for barnets psykiske udvikling igennem samspil og som måske kan give nogle ledetråde til pædagogiske handlemuligheder. Stern vægter også det følelsesmæssige element i samspillet, som jo også er en vigtig del i en relation imellem en pædagog og et barn. Udfra Daniel Sterns udviklingsteori: Ifølge Daniel Stern (2000) dannes der i de tidlige opvækstår grobund for udviklingen af selvfornemmelser igennem relaterings domæner, som bygger på samspillet og anerkendelsen af barnets følelser, der får en afgørende betydning for barnets psykiske udvikling. Udviklingen af de 4 overordnet fornemmelser sker først igennem fornemmelse af det emergente selv, fornemmelsen af et kerne selv, fornemmelsen af et subjektivt selv og i andet leveår fornemmelsen af et verbalt selv (Ibid, s. 13, 88, 113, , ). Fornemmelsen af det emergente Selv: I denne fornemmelses opstart er spædbarnet opslugt af vitalitetsfølelserne, dvs. barnet mærker sig frem, idet der ifølge Stern er tusinde måder at smile på, tusinde måder at rejse sig fra en stol på, tusinde måder at gøre alt muligt på (Ibid,s. 65). Det vil sige, hvis der er en meget følelsesladet mor, far eller anden omsorgsperson eks pædagogen, så mærker barnet disse følelser igennem vitalitetsfølelserne. Alt efter for stabil og hvordan disse omsorgspersoner har det med sig selv, og det Stern kalder deres egne moderskabskonstellation (Stern, 1997, s. 217) får en betydning for, hvordan det lille barn udvikler det emergente selv. Et barn der oplever positive vitalitetsfølelser med omsorgspersoner der har overskud og ikke for mange lig i lasten, vil udvikle en sund fornemmelse af et emergent Selv og det modsatte gør sig gældende den anden vej rundt. 4

5 Fornemmelsen af et kerne Selv I denne selvfornemmelses opstart sker der det, at barnet får en fornemmelse af Agens, Kohærens Kontinuitet (Stern,2000 s. 126,135) det vil sige, at barnet har en fornemmelse af sig selv som særskilte og sammenhængende kroppe, med kontrol over egne handlinger, med egen effektivitet, og af andre mennesker. Foruden dette udvikler barnet RIG systemer igennem en selv regulerende anden, hvor barnet fremkalder samspil af sig selv og omsorgspersonerne eks. pædagogen som en fremkaldt ledsager. Disse Riger er en nødvendighed for at give kontinuitet i oplevelsen af kerne selvet (Ibid. s. 115, 148, 157). Dannelsen af Rigèr sker i forhold til alle de samspil barnet indgår i, og dette fortsætter livet igennem hvorfor den anden, eks pædagogen deltager i samspillet med barnet, også har en mængde Rigèr der repræsentere Hans/hendes subjektive verden og har en betydning for hvordan vedkommende tænker, føler og reagerer i samspillet med barnet (Ibid. s. 168) Fornemmelsen af et subjektivt selv I denne fornemmelses opstart har barnet en fornemmelse af at det selv kan have opmærksomhedsfokus og at omsorgspersonen eks. pædagogen også kan have opmærksomhedsfokus, hvor disse fokus ikke behøver at være ens. Dette sker igennem fælles opmærksomhedsfokus, fælles intentioner og fælles affektive tilstande (Ibid. s ). På denne måde udviser barnet intuitiv fornemmelse for andre mennesker, præcis som det selv, har en indre verden der kan formidles. Dannelsen af denne intuitive fornemmelse forudsætter, at omsorgspersonerne eks pædagog er i stand til at afstemme barnet igennem affektiv afstemning. Hvis omsorgspersonerne eks. pædagog ikke er i stand til det og i stedet giver mis afstemninger, så kan barnet danne et falsk selv (Ibid. S. 278). Fornemmelse af et verbalt selv Denne fornemmelse er den eneste fornemmelse der optræder senere end de andre. I denne selvfornemmelse skabes sproget, hvor barnet nu oplever et objektivt selv og et subjektivt selv alt efter hvordan barnet er i stand til at håndterer denne opdeling af selvfornemmelser, får en betydning for hvordan den verbale selvfornemmelse udvikles. Hvis barnet ikke mødes der, kan der ske en dannelse af et falsk privat selv(stern,1997.s ). Som nævnt tidligere påpeger Stern også vigtigheden, i den narrative betydning i denne selvfornemmelse. Her er det igen omsorgspersonernes eks pædagogens behandling og omsorg af barnet der kommer på banen, for alt efter hvilken historie omsorgspersoner skaber sammen med barnet (hvor omsorgspersonen ifølge Stern (Ibid.s46) inddrager egen familiedrejebøger, får en betydning for udviklingen af det narrative selv. Denne gennemgang af Sterns teori omkring barnets psykiske udvikling viser, at barnet udvikles igennem 5

6 forskellige selvfornemmelser, der sker igennem barnet interaktion med omverden herunder pædagogen. Det samspil og den relation der forekomme imellem barn og omsorgperson er præget af emotioner både fra barnet og omsorgspersonen side. Hvilket jo netop er definitionen på relation i denne opgave. Disse emotioner og affektive afstemninger behøver ikke nødvendigvis at være ens, men skal afstemmes efter barnets behov på samme måde, som Berit Bae i sin definition påpeger er relevant i relation til anerkendelse.(bae,1996,s.7) Dette viser umiddelbart at relationen og anerkendelse fra en pædagog til et barn kan være udviklingsstøttende i relation til Stern teori, alt efter hvordan pædagogen håndtere relationen og anerkendelsen. Med baggrund i dette synes det relevant, at undersøge John Bowlbys teori omkring tilknytning, for at undersøge andre vinkler på barnets psykiske udvikling. John Bowlby synes også interessant på baggrund af, at han taler om omsorgspersonernes tilknytning til barnet, som basis for en sund udvikling, hvilket jo netop også er det Berit Bae har fokus på i anerkendelse, ved at den voksne skal kunne knytte sig til og adskille sig til barnet udfra barnets behov. John Bowlbys (1995) teori er valgt velvidende om, at denne tager udgangspunkt i den nære relation imellem forældre og barn og ikke så meget vægter andre omsorgspersoner herunder pædagogen som et vigtigt element. Men teorien omkring tilknytning er meget veldokumenteret og jeg tænker, at viden herfra måske kan være en hjælpende hånd i relation til pædagogens praksis i at understøtte barnets psykiske udvikling, da barnet er påvirket af disse mønstre og også videreudvikler disse mønstre i andre sammenhæng, som kan være i relation til pædagogen. John Bowlby (1995.s 27) påpeger selv i hans bog, at mødre kan indgå som rolle model for moderen, for at skabe en bedre tilknytning, så spørgsmålet melder sig om pædagogen derfor ikke også kunne gå ind og nuancere barnet tilknytningsmønster til andre, via pædagogens egen tilstedeværelse som rollemodel. Dette spørgsmål, må stå som et åbent spørgsmål. Intentionen er ikke at fratage forældrene deres betydning til tilknytningen, men udfra et dobbeltsocialiserings perspektiv, at se pædagogen som en nuancering til etablering af disse mønstre. Udfra John Bowlbys tilknytningsteori: Ifølge John Bowlbys tilknytningsteori (1995) så dannes der i den tidlige barndom et tilknytningsmønster, som har en afgørende betydning for barnets udvikling og derved også barnets mulighed fog evne til at indgå i relationer med andre. Disse mønstre beskrives som følgende: En sikker tilknytning (B) Denne tilknytning opstår hvis forældrene er i stand til at reagere konsekvent, hensigtsmæssig og rigtig på barnets adfærd, og i øvrigt er tilgængelige for barnet. (Ibid. s.138). På den måde får barnet fuld tillid til at forældrene er til rådighed og opbygger en indre arbejdsmodel af forældrene som tilgængelige. Dette mønster fremmes hvis forældrene, forstår at læse barnets signaler, giver barnet opmærksomhed, er nærværende og 6

7 følsom overfor barnets signaler, og reagere kærligt når barnet søger trøst. Denne adfærd danner barnet en indre arbejdsmodel udfra det,der er kendetegnet ved en basal tillid til forældrene. Det betyder for barnet, at det kan vise aktiv udforskningsadfærd og bruge sine forældre som sikker trøst (Ibid. S. 276) Ængstelig ambivalent tilknytning Denne tilknytning opstår når forældrene fremstå som uberegnelig for barnet, når der ikke er nogen konsekvens ved deres handlinger. Nogle gange reageres der adækvat på barnets signaler, og andre gange reageres der slet ikke. Barnets arbejdsmodel af moderen viser hende som uforudsigelig og usammenhængende, og har derfor ingen tillid til at hun er tilgængelig (Ibid. s ). Det betyder for barnet, at det ikke vil vise aktiv udforskningsadfærd, da det enten vil klamre sig til moderen af frygt for at blive forladt, eller skubbe moderen fra sig udfra, at barnet forventer at det vil blive skuffet Ængstelig undvigende Denne tilknytning opstår når moderen afviser barnet ikke reagerer på dets adfærd og omsorgsbehov. Barnet er holdt op med at tro på moderen er tilgængelig, og er interesseret i at opfylde dets behov. Barnet forventer at blive afvist, arbejdsmodel af moderen er afvisende. Dette bevirker at barnet søger for at leve sit liv uden kærlighed og støtte fra andre (Ibid. s. 139) Desorganiseretudgave Denne tilknytning opstår, når barnet er blevet fysisk mishandlet eller alvorlig vanrøgtet af forældrene, hvilket kunne være på baggrund af at tilknytningsfiguren stadig er optaget af at sørge over manglende forældrefigur i barndommen. Disse børn virker desorganiserende og eller desorienterede. (Ibid. s.139) Denne gennemgang af John Bowlbys teori omkring barnets psykiske udvikling med fokus på tilknytningsmønstre viser, at barnets psykiske udvikling er påvirket af barnets tilknytningsmønstre til forældrene via barnets arbejdsmodeller. Det sunde tilknytningsmønster er baseret på, at forældres relation til barnet som bygger på kærlige emotioner og at forældrene følger barnets signaler og er tilgængelig for barnet i et passende tidsrum, så barnet føler sig tryg. Denne tilgang til barnets psykiske udvikling lægger sig meget op af defintionerne på relation og anerkendelse, som netop påpeger, at en relation bygger på emotioner imellem mennesker, hvor anerkendelsen er den voksnes holdning til barnet, som har fokus på barnets behov og har muligheden for at justerer deres samvær i et tilpas tidsrum. Med baggrund i ovenstående undersøgelse af Daniel Sterns og John Bowlbys teorier med fokus på relationer og anerkendelse, synes det relevant at forholde disse til den pædagogiske praksis, da det er dette der ønskes en nærmere undersøgelse af. 7

8 Pædagogiske Psykologiske refleksioner i forhold til pædagogisk praksis Den pædagogiske praksis kan tage afsæt i mange forum og med mange forskellige målgrupper. Denne pædagogiske praksis har ikke fokus på en bestemt alder, fokus er indgangsvinklen til barnet igennem pædagogens holdning til barnet, da det er der, anerkendelse kan fremkomme som en understøttelse til barnets psykiske udvikling. Foruden pædagogens holdning til barnet er fokus også på, hvordan relationen kan understøtte barnets udvikling via pædagogens sociale og følelsesmæssige forhold til barnet. Udfra disse fokus områder melder spørgsmålet sig nu om, hvilken form for anerkendelse og hvilken form for relation skal der til, for at pædagogen kan støtte barnets psykiske udvikling. Medbaggrund i Daniel Sterns teori om barnets udvikling påpeger Stern, at omsorgspersonen /eller pædagogens egne moderskabskonstellation får en betydning for barnets udvikling af vitalitetsfølelser. Det betyder derfor, at pædagogen skal være bevidst om egne lig i lasten, da det vil påvirke barnets egen fornemmelse af det emergente Selv. Pædagogens egne lig i lasten, vil få en betydning for samspillet og den relation pædagogen har med barnet. Hvis pædagogen har for mange lig i lasten, så vil pædagogen umiddelbart have svært ved at støtte barnet i dets psykiske udvikling, da relationen vil få en negativ effekt på barnet, selvom relationen kan være emotionel. Dette betyder derfor, at pædagogens relation i forhold til at understøtte barnets psykiske udvikling ikke bare er en følelsesmæssig relation imellem to mennesker, men er en følelsesmæssig relation, der skal indeholde en kvalitet af følelserne, hvori pædagogens egne følelser fra tidligere erfaringer, ikke skærmer for at pædagogen ser barnets behov. Hvis pædagogen vil bruge relationen til at understøtte barnets udvikling af det emergente selv som et bevidst pædagogisk redskab, skal denne vise barnet positive vitalitetsfølelser. Dette understøttes af Berit Bae (1996.s.8) der netop påpeger, at anerkendelsen i relationen netop er betinget af, at pædagogen er lydhør og opmærksom på det, der formidles gennem det nonverbale, da det nonverbale udtrykker personens forhold til det talte og derfor også viderebringer informationer til barnet. I relation til barnets RIG system, så er dette udviklet via forskellige samspils og relations former, alt efter hvordan barnet afstemmes og bliver mødt i verden igennem vitalitetsfølelser. Dette betyder derfor, at pædagogen også har en indflydelse på barnets udvikling af RIGér udfra dobbeltsocialiseringsbegrebet. Igen må det påpeges, at for at en pædagog kan understøtte barnets psykiske udvikling igennem relationer og anerkendelse, så er det vitalitetsfølelserne der omkranser RIG érne. Det pædagogen kan sætte konkret ind med, er bevidst at lave nogle positive og nuanceret samspil som et bevidst pædagogiske redskab, da RIG 8

9 systemet følger barnet hele tiden i dets psykiske udvikling. Hvis pædagogen er bevidst om, at barnet har mange negative erfaringer /RIG s så handler det netop om, at nuancere og udbygge disse med gode erfaringer. I relation til Sterns hypotese omkring affektiv afstemning, så forudsætter dette, at pædagogen i praksis i sin relation spore sig ind på barnet og afstemmer sig i forhold til det. Pædagogen skal ikke gøre det samme, men lægge sig op af barnet og dets initiativ, hvorefter pædagogen kan nuancere perspektivet ved ikke at spejle det, men at respondere på det, så der sker et samspil. Måden dette kunne gøres på i praksis illustreres mere konkret i Marte Meo metoden, hvori det at forfølge barnets initiativ også er med til at afspejle denne udviklingsstøttende relation og anerkendelse (Birk, 1999.s.97) I forhold til barnets udvikling af fornemmelse af verbalt selv bliver pædagogens beskrivelse af barnet en afgørende betydning for barnets opfattelse af sig selv. Det betyder derfor, at hvis pædagogen pga. sin egen familiedrejebog, selv er blevet opfattet som negativt pga. af en givende adfærd, så kan dette afspejle sig i relationen imellem pædagogen og barnet, da hun formentlig vil tillægge barnet sammen negative omskrivning af denne givende adfærd, Dette betyder derfor, at barnet vil sig selv i et negativt lys i den givende adfærd. Dette betyder derfor, at pædagogen må være opmærksom på, at omtale og kommunikere positivt med barnet i relationen og når hun/han anerkender barnet, da det vil understøtte barnets psykiske udvikling. Hvis hun/han vil understøtte en positiv psykisk udvikling igennem relationen og anerkendelsen til barnet indbefatter dette, at pædagogen ser bagved adfærden i stedet for at tolke på adfærd. Dette bliver især vigtigt, hvis pædagogen tager sig selv i at omtale eller kommunikere med barnet på en negativ form, der definere barnet som negativt. Mate Meo metoden giver yderligere nogle konkrete redskaber, der kan understøtte den positive historie om barnet og derved barnets selvopfattelse ved, at pædagogen fokusere på positivt at bekræfte barnets initiativ og bruge positiv ledelse i den pædagogiske praksis. (Birk, 1999.s ) Med baggrund i John Bowlbys teori omkring tilknytningsmønstre, kan de forskellige mønster give pædagogen et praj om, hvilken tilknytning barnet har erhvervet sig igennem sin opvækst og hvad det evt. kunne have brug for. For at understøtte et positivt tilknytningsmønster, skal man ifølge Bowlbys teori basere relationen på positive følelser til barnet. Måden man kan anerkende barnet på, er at følge barnets signaler, hvilket netop gør sig gældende i Bea s definition af hvordan man kan anerkende et barnet. Bowlby påpeger yderligere, at den sunde tilknytning som understøtter barnets psykiske udvikling afspejler sig ved, at den voksne tilknytter sig i relationen og er tilgængelig for barnet i et passende tidsrum. Dette påpeger Bea kan ske igennem 9

10 anerkendelse, ved at pædagogen skal tilknytte sig barnet og på samme tid afgrænse sig udfra barnets behov. Dette kræver umiddelbart en utroligt fint føling fra pædagogens side, der kan mærke, hvornår barnet adfærd viser, at det har behov for den voksne og hvornår den voksne skal afslutte en relation, så den bliver passende for barnet. Med baggrund i ovenstående refleksioner omkring den pædagogiske praksis, åbner der sig umiddelbart nogle begrænsninger og etiske dilemmaer, som synes relevant at medinddrage, da dette påvirker den pædagogiske praksis Begrænsninger og etiske dilemmaer ved den pædagogiske praksis Der kan umiddelbart opstå mange begrænsninger i den pædagogiske praksis i forhold til at understøtte barnets psykiske udvikling via relation og anerkendelse, da det afhænger meget af pædagogens egne formåen og psykiske liv i form af vitalitetsfølelser og familiedrejebog. Dette betyder derfor, at pædagogen for at imødekomme denne begrænsning, må have en bevidsthed om sig selv, der omhandler det, at kunne reflektere over egne handlinger, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, kunne jeg have gjort det anderledes osv. Refleksionen bør være bevidst for at få det største udbytte at sin egen handlen og barnets reaktion omkring relationen. Den største begrænsning opstår, hvis pædagogen ikke reflekterer bevidst over relationen og ser sine egne fejl eller andre muligheder for at handle anderledes. Denne begrænsning kan yderligere understøttes, hvis kulturen i det pædagogiske felt ikke lægger op til supervision eller kollegial sparring, hvor disse begrænsninger kan bearbejdes, så pædagogen kan blive i stand at understøtte barnets psykiske udvikling via relationen og anerkendelse. For at imødekomme denne begrænsning handler det derfor om, at disse selv refleksioner gøres til en bevidst pædagogisk praksis, som understøttes af ledelsen ved at skabe rum til disse refleksioner og påvirke kulturen i retningen af at anerkende disse refleksioner fra ledelsens side. Jeg ser umiddelbart også en begrænsning ved, at barnet har brug for den personlige pædagog til at støtte og forstå det, mens pædagogen samtidig skal være professionel behandler og inddrage sin viden og faglige kompetence. Pædagogen skal vise sin personlighed i tilknytningen til barnet for at opbygge relationen og give anerkendelse og samtidig bruge sin faglige viden om barnet, for at kunne indleve sig i dets problemer. Det kan umiddelbart her være svært at finde balancen mellem at være personlig og professionel. I relation etiske dilemmaer, kan der opstår en ubalance i definitionsmagten i relationen og anerkendelse af barnet, hvis pædagogen vil definere barnets behov og initiativ. Hvis pædagogen misbruger denne magt, vil pædagogen ifølge Berit Bae (1996 s. 77) opnå den modsatte effekt, hvor pædagogen ikke er med til at understøtte barnet psykiske udvikling via relationen til pædagogen. Det etiske dilemma består i, at pædagogen 10

11 har definitionsmagten over barnet, som tit er afhængig af pædagogen. Pædagogen skal derfor være sig bevidst om denne magt position, da den altid er tilstede og har en grundlæggende betydning for barnets psykiske udvikling. Et andet etisk dilemma kan fremkomme hvis, pædagogen ikke anerkender og følger barnets initiativ, men i stedet er optaget af at nå egne mål. Dette kan være en hårfin grænse, for pædagogen har jo tit et mål med sin pædagogisk praksis, men omvendt må dette mål ikke afspejle pædagogens egne mål, men forudsætte at pædagogen hele tiden følger barnet og måske gør dette til et mål. Konklusion Det kræver meget af pædagogen i praksis, at understøtte barnets psykiske udvikling via relationen og anerkendelsen. Som udgangspunkt handler det om pædagogens holdning til barnet samt pædagogens evne til at indgå i en emotionel relation og tilknytning til barnet, der bygger på positive vitalitetsfølelser, hvor pædagogen afstemmer barnet udfra der hvor barnet er og respektere barnets behov og følelser. Pædagogen skal i den sammenhæng være i stand til at nuancere og udbygge barnets erfaring i form af RIG systemet, hvor pædagogen med sin egne erfaringer og familiedrejebog påvirker den relation hun/han indgår i med barnet, som får en betydning for, hvorvidt pædagogen kan understøtte barnets psykiske udvikling. I den pædagogiske praksis med fokus på relationen og anerkendelse opstår der begrænsninger via pædagogens egen formåen eller mangel på samme. Dette kræver derfor, at pædagogen er i stand til at reflektere over sin praksis og sin kvalitet af relationen og den anerkendelse pædagogen giver barnet, da det er denne der er med til at understøtte barnets psykiske udvikling. Når det kræver meget nærhed af pædagogen, at fornemme barnets behov, kan pædagogen komme i et dilemma omkring det følelsesmæssigt felt, der på samme tid skal være professionelt. De etiske dilemma kan yderligere opstår i den pædagogiske praksis, hvor barnet er afhængig af pædagogen, hvis pædagogen ikke er bevidst om den magtposition, som pædagogen har og kun er optaget af egne mål, da dette er ødelæggende for barnet psykiske udvikling. Perspektivering Medbaggrund i denne opgave, åbner der sig nye spørgsmål og perspektiver. Når barnets psykiske udvikling er meget afhængig af pædagogens eget psykiske liv udfra et dobbeltsocialiserings perspektiv, så opstår der umiddelbart et dilemma omkring den pædagog uddannelses der forekommer i dag, hvor pædagogens eget psykiske liv ikke er på som udviklings fag. Hvordan kan der laves en pædagog uddannelse, hvor der tages højde og arbejdes med pædagogernes psykiske liv, uden at pædagogerne føler sig udleveret, men i stedet bliver udrustet til en af de opgaver, der kræves i den pædagogiske praksis i forhold til børns psykiske udvikling, som netop understøttes via relationer og anerkende pædagogik. 11

12 litteraturliste Bae, B. (1996). Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse. Social kritik nr. 47 Birk, J. (1999). Ser man det. Marte Meo Metoden i et udviklingspsykologisk perspektiv Dafolo Bowlby, J. (1995) En sikker base. DET lille Forlag. Brørup, M.Hauge,L. Thomsen, U (2003) Den nye psykologihåndbog. Gyldedals Bogklubber. Denick, L, Schultz Jørgensen, P. (2001) Børn og familie i det postmoderne samfund Hans Reitzel Forlag Hansen, M, Thomsen,P & Warming,O (1995) Psykologisk Pædagogisk Ordbog. Gyldendal Katzenelson, B. Agervold,M.Bertelsen, A.Haugaard, E. Karpatschof,B. Larsen,S & Schultz Jørgensen,P. (2001). Nyt Psykologisk Leksikon Hans Reitzel Forlag Langsted,O & Sommer, D. (1992) Småbørns livsvilkår i Danmark. Hans Reitzels Forlag Larsen, S. O. (2003) : Fem aldre systime. Ritchie, T. (2005) : Relationer i psykologien.billesø og Baltzer. Sommer, D. (2003a) Barndomspsykologiske facetter Systime Sommer, D. (2003b) Barndomspsykologi udvikling i en senmoderne verden. Hans Reitzel Forlag Stern, D. (1997) Moderskabskonstellationen Hans Reitzel Forlag 12

13 Stern, D. (2000) Spædbarnets interpersonelle Verden Hans Reitzel Forlag 13