\\1651-fs-0\vol2\brugere\gs\doer-11-00\kap-1-ln.doc Af Lise Nielsen 14. december 2000 Foreløbige vurderinger af DØR's rapport, kapitel I: Konjunkturvurdering Det følgende er AE s foreløbige kommentarer til DØR s rapport, kapitel I. Kapitlet analyserer: den danske og internationale konjunkturudvikling og den aktuelle økonomiske politik Ud fra analyserne kommer Vismændene med en række anbefalinger og konklusioner. Først gennemgås rapportens væsentligste konklusioner og derefter findes AE s umiddelbare kommentarer. Rapportens konklusioner Rapportens væsentligste konklusioner med hensyn til konjunkturerne og den økonomiske politik er, at: 1. Dansk økonomi er i øjeblikket inde i et meget positivt forløb (det kan næsten ikke gå bedre). Det gælder: vækst og beskæftigelse beskæftigelsen stiger med 25.000 personer fra 2001-3 og ledigheden falder til 136.000 personer i 2003 betalingsbalancen overskuddet stiger til 47 mia. kr. i 2003 det offentlige overskud overskuddet stiger til 53 mia. kr. i 2003 nedbringelse af udlandsgælden vil i 2003 vil være nede på 5 pct. af BNP (gælden var 32 pct. af BNP i 1993) og nedbringelse af den offentlige gældsbyrde gælden vil i 2003 vil være nede på ca. 30 pct. af BNP (gælden var 80 pct. af BNP i 1993).
2 2. Den nuværende høje inflation (på 3 ¼ pct. i år) skyldes i hovedsagen olieprisstigningerne og den lave euro- og kronekurs. Inflationen forventes at falde til 1 ½ pct. om året i 2003. Vismændene ser inflationstakten de næste år som et risikomoment. Deres skøn frem til 2003 er baseret på en stigning i euroens og kronens kurs overfor amerikanske Dollars (stigningen vil medføre lavere inflation i Danmark), svagt faldende råoliepriser og lave lønstigninger. Alle tre faktorer er risikomomenter. 3. Væksten i de lande, vi handler mest med (blandt andet euro-landene og USA), er mellem ½ og 1 pct. point højere end i Danmark. 4. Den høje vækst i euro-landene gør, at den Europæiske Centralbank kan finde det hensigtsmæssigt at føre en pengepolitik, der øger renterne, for at undgå overophedning i euro-landene og holde inflationen dér nede. Danmark vil ikke have et tilsvarende behov for højere renter, fordi væksten i Danmark er lavere. 5. Finanspolitikken for 2001 er for lempelig. Væksten i det offentlige forbrug vurderes til mere end 2 pct. dette år. Vismændene vurderer, at denne vækst øger BNP-væksten i 2001 med ½ pct. point i forhold til en situation med neutral finanspolitik. Den førte finanspolitik (inklusiv pinsepakkens skattelettelser i 2002) vil medføre et fald i ledigheden på ca. 30.000 personer fra 2001 til 2003. Lempelsen af finanspolitikken vil bidrage til at øge risikoen for en overophedning af økonomien, skriver Vismændene. 6. De høje oliepriser og opjusteringer af skønnene for oliereserverne i Nordsøen gør, at DUC nu og i de kommende år får en betragtelig indtjening, mens staten kun får en beskeden del af det samlede overskud ved indvindingen af olie og gas. På den baggrund mener Vismændene, at det er positivt, at Skatteministeriet har anbefalet at se nærmere på beskatningen af olie og gas. 7. Energiafgifterne bør ikke sættes ned, selvom oliepriserne er steget markant. En nedsættelse af energiafgifterne kan komme olieproducenterne og ikke forbrugerne til gode. AE s kommentarer En række af Vismændenes analyser og anbefalinger er AE helt enige i. Andre lægger op til diskussion. Vismændenes konklusioner kommenteres i samme rækkefølge som ovenfor. Punkt 1-3. At det går godt for dansk økonomi, er der ingen tvivl om (AE s konjunktur-analyser viser det samme). Et hovedpunkt i DØR s rapport er den lave ledighed og muligheden for flaskehalse på arbejdsmarkedet i 2001-3. Den seneste beskæftigelsesopgørelse fra Danmarks Statistik (offentliggjort d. 22. no-
3 vember dvs. efter Rådsrapporten) viser, at den sæsonkorrigerede beskæftigelse er faldet med 13.400 fuldtidspersoner fra 2. til 3. kvartal. Beskæftigelsesopgørelsen er baseret på indberetninger fra ATP, og der er erfaring for, at tallene kan være usikre. Men tallene antyder, at arbejdsmarkedet måske bliver mindre stramt, end rapporten lægger op til. Det er rigtigt, at Danmark i perioden 94-98 havde en højere vækst end udlandets, og at den danske vækst i perioden frem til 2003 må forventes at være lidt lavere end udlandets. AE er enig i Vismændenes analyse af inflationen og enig i, at risikoen for øget inflation knytter sig til udviklingerne i euro-kurs, oliepriser og lønninger. Punkt 4. Væksten i euro-landene og Danmark er ikke parallel. Vismændene udtrykker på den baggrund bekymring for, at den Europæiske Centralbank kan finde det hensigtsmæssigt at føre en pengepolitik, der ikke er i Danmarks interesse. Det, der tænkes på, er, at øget vækst i euro-landene kan medføre en strammere pengepolitik og dermed højere rente. Da Vismændene samtidig peger på, at dét, der er risikoen for dansk økonomi, er overophedning og inflation, synes der ikke at være modstrid mellem kravene til den europæiske og danske pengepolitik. Punkt 5. Er finanspolitikken for 2001 for lempelig? Vismændenes påpegning af, at finanspolitikken er for slap, bygger i høj grad på deres vurdering af væksten i det offentlige forbrug, som de mener er på 2,2 procent i 2001. Men selv med dette vækstskøn ligger stigningen i det offentlige forbrug under BNP-væksten. Det betyder, at den offentlige sektor, målt på sin andel af samfundsøkonomien, bliver mindre. Det harmonerer med, at det offentlige overskud stiger, og den offentlige gæld nedbringes (som det også fremhæves af Vismændene). Når finanspolitikken alligevel beskrives som for lempelig i 2001, skyldes det, at de 2 procents vækst i det offentlige forbrug sættes i forhold til udviklingen i arbejdsstyrken, og at neutral finanspolitik defineres som en situation, hvor væksten i den offentlige beskæftigelse følger væksten i arbejdsstyrken. Essensen i det, Vismændene siger, er, at finanspolitikken er for lempelig, fordi den offentlige beskæftigelse stiger mere end arbejdsstyrken. Det er altid vanskeligt at vurdere, hvad en neutral finanspolitik er. Det forekommer dog at være en stor svaghed i Vismændenes analyse, at vurderingen af finanspolitikken havde været en anden, hvis stigningen i det offentlige forbrug
4 var sket via udlicitering. I dette tilfælde ville der nemlig have været tale om en stramning af finanspolitikken selvom de offentlige udgifter havde været nøjagtig de samme. Det skyldes, at neutral finanspolitik med hensyn til offentligt vare- og tjenestekøb defineres som en uændret procent af BNP. Den danske vækst er i øjeblikket lavere end udlandets. Det taler isoleret set for, at finanspolitikken ikke bør være stram. Men fordi ledigheden netop nu er så lav, kan ekspansiv finanspolitik være et problem, fordi øget offentlig beskæftigelse kan øge riskoen for flaskehalse på arbejdsmarkedet. Der er ikke noget forkert i dette ræsonnement, men der er en række argumenter, der trækker den anden vej: Olieprisstigningerne har mindsket forbrugernes købekraft og har medvirket til en meget svag forbrugsvækst i både 1999 og i år. Vurderet på baggrund af udviklingen i det private forbrug vil en lempelig finanspolitik være mindre skadelig. Den meget lave ledighed øger behovet for en offentlig politik, der forbedrer arbejdsmarkedets strukturer og øger arbejdsudbuddet. Initiativer her er langt vigtigere for udviklingen i dansk økonomi end, om finanspolitikken muligvis er ½ procent mere eller mindre stram. Regeringen har gennemført en række initiativer, hvis formål netop er at øge arbejdsudbuddet og forbedre arbejdsmarkedets strukturer. Enkelte reformer kostede dyrt med hensyn til popularitet i befolkningen. I finansloven for 2001 er vedtaget opbyggelsen af en vinterbyggefond (som har til formål at gøre beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren mindre sæsonbetonet), tilskyndelse til flere praktikpladser (for at sørge for, at flere unge får en uddannelse hurtigere), øget indsats med hensyn til uddannelse og forskning og indførelse af nye arbejdsmiljøafgifter (som forbedrer arbejdsmiljøet og mindsker nedslidning og sygefravær). Regeringen arbejder også på en førtidspensionsreform, der medfører, at førtidspensionisterne får bedre muligheder for at arbejde, hvis de kan. Alt sammen med det formål at øge arbejdsstyrken og kvaliteten af den. Hvis prisen for disse strukturforbedringer er en mindre lempelse af finanspolitikken, er pengene givet godt ud. Punkt 6. AE er enig i, at der bør ses nærmere på beskatningen af produktionen af Nordsøolie og -gas AE foreslår en stramning af beskatningen af overskuddet fra olie- og gasproduktionen fra både nuværende og fremtidige felter i Nordsøen til et niveau, så den overnormale profit inddrages og kommer den danske befolkning til gode. Private selskaber bør ikke opnå en overnormal profit, fordi staten overdrager efterforsknings- og udvindingsopgaver til dem.
5 Både DØR og Skatteministeriet lægger op til kun at stramme beskatningen af de fremtidige koncessioner. Der argumenteres for, at skattestramninger på de nuværende koncessioner vil virke med tilbagevirkende kraft, og at man derfor bør afstå fra at lave stramninger af beskatningen af de nuværende koncessioner. AE er uenig i denne konklusion. Rationelle olieselskaber må som udgangspunkt forvente kun at kunne få en markedsmæssig kompensation (incl. en risikopræmie) for at udvinde olie- og gasressourcerne. De kan ikke berettiget forvente at skulle have nogen betydelig del af ressourcerenten (den overnormale profit), da den tilhører det danske samfund. Derfor vil en stramning af skattereglerne, så den nuværende overnormale profit beskattes væk, ikke virke skræmmende på rationelle virksomheder som selskaberne bag DUC (A.P. Møller, Texaco og Shell) eller andre olieselskaber for den sags skyld. Der er masser af eksempler på lovgivning med tilbagevirkende kraft. F.eks. de gentagne reduktioner af rentefradraget, forøgelse af vægtafgiften på biler, ændringerne i beskatningen af pensionsopsparinger. Alle disse indgreb virker med tilbagevirkende kraft, da de ændrer på forudsætningerne for at købe hus, bil og spare op til sin alderdom. Imidlertid har man ladet andre hensyn veje tungere. Desuden har man jo allerede fra dansk side lavet en betydelig mængde lovgivning vedr. DUC/A.P. Møller, som har virket med tilbagevirkende kraft. F.eks. gentagne indskrænkninger i den oprindelige koncessioner til A. P. Møller, løbende strammet beskatningen, pålæggelse af afgifter mv. Alle disse tiltag havde tilbagevirkende kraft, så det er svært at forstå, at dogmet om ingen lov med tilbagevirkende kraft ophøjes til et ubrydeligt princip. Andre lande har også ændret lovgivningen løbende ud fra samme overvejelser om at sikre samfundet deres retmæssige andel. Derfor er olieselskaberne vant til, at der ændres i forudsætningerne for deres investeringer, og rationelle selskaber må også forvente sådanne ændringer, når forholdene tilsiger, at sådanne ændringer er rimeligt begrundet. Punkt 7. AE er enig i, at energiafgifterne ikke bør nedsættes af de grunde Vismændene nævner.