Prædiken 14. søndag efter Trinitatis. 2. tekstrække, Johs. 5,1-15 overfører perioden til 2016, så skulle manden have ligget der siden 1978. Der er sket rigtigt meget siden 1978. Nogle af os i dag Nu er der vist nok ikke nogen hemmelighed at en prædiken kan være mere eller mindre god eller effektiv. Prædikanten kan i højere eller mindre grad brænde igennem med sit budskab, som nogle udtrykker det. I dag hører vi måske den mest kortfattede og mest klare prædiken Jesus holder: Vil du være rask? Og kanske det ikke blot er manden der bliver spurgt. Manden, der ligger ved Bethesda dam, har ligget der i 38 år. Han har i hvert fald været syg i 38 år, så mon man ikke kan tillade sig at antage, at han har ligget kan huske 1978, andre ikke. Der var ingen netbank. Regninger blev betalt med girokort i tilsyneladende endeløse køer på posthuse og i banker. Der var ingen computere, med mindre man var rigtigt meget med på moden. For de fleste, der ville skrive et brev, hvor man ikke udsatte modtageren for sin egen håndskrift, betød det, at man fandt en skrivemaskine frem, der, hvis det gik fint til, var elektrisk. I Sovjetunionen vinkede en stadig mere stivbenet Bresjnev til 1. Maj parader, mens danskerne i stigende grad tog farve-tv til sig. der omtrent ligeså længe? 38 år er lang tid. Hvis vi 1
I dag er sort-hvid tv ligesom Sovjetunionen en saga blot. Jo, 38 år er med menneskelige øjne lang tid. I al den tid har manden ligget ved dammen og ventet. Familien og vennerne er langsomt blevet færre og færre. Kanske at han engang imellem har set dem og hilst på mennesker som han tidligere kendte, men mon ikke det langsomt er blevet længere og længere imellem at den syge mand har haft noget rigtigt med andre mennesker at gøre. Ubehageligt til mode har de hilst på hinanden, forsøgt at holde en samtale i gang; en samtale med mange lange pauser. Efter at de mest almindelige høflighedsfraser er brugt op, har de måske kigget utilpasse ned og måske er de kommet i tanke om at de da for resten skal noget vigtigt, men de lover at kigge forbi dammen i allernærmeste fremtid; hvem ved måske kan de ved samme lejlighed hjælpe ham ned i dammen. Det viser sig dog i alle tilfælde at det ærinde som venner og familie kom i tanke om, var mere tidskrævende end først antaget, de kommer i hvert fald ikke tilbage. I stedet er han sunket hen i armod, menneskeligt, økonomisk og socialt. Han er blevet den lamme ved Bethesda dammen. Kvarterets børn kender ham naturligvis og fortæller hinanden fantasifulde historier om, hvorfor han er der. Selv sidder han tavs og for sig selv. Håber han stadigvæk på at han en dag kan nå ned i dammen som den første, eller sidder han der bare fordi, det kan vel være lige så godt som 2
alle mulige andre steder? Her kan han da i det mindste sidde i skyggen. Det er ikke spørgsmål, som kan besvares umiddelbart. Men det er da interessant, at da Jesus spørger den syge mand, om han vil være rask, så svarer han ikke. I stedet giver han sig ud i en vævende forklaring om, at der ikke er noget menneske, som kan hjælpe ham ned i vandet. Måske hører han slet ikke spørgsmålet rigtigt. Når man har siddet 38 år det samme sted, så har man haft tilstrækkelig lang tid til at nå frem til, at det eneste rigtige svar på en sådan henvendelse er: Ja, mange tak, det vil jeg gerne. For nogle år siden kørte der et radioshow, som jeg Chris ringer hver morgen til sin chef og kommer med den ene mere vanvittige undskyldning for, hvorfor han desværre ikke kan komme på arbejde i dag. Chef, jeg kommer ikke på arbejde i dag, der er et kæmpe ringbind, der fylder hele indkørslen. Chef jeg kommer ikke på arbejde i dag, jeg er helt fuld af fjer. Chef, jeg kan ikke komme på arbejde i dag. Poul Thomsen er kommet på besøg. Chef jeg kommer ikke på arbejde i dag, jeg skal giftes med Susse Wold. Man behøver ikke at være noget geni for at regne ud at der under Chris mærkværdige undskyldninger ligger en uvilje imod at komme på arbejde. Chris har ikke lyst til at gå på arbejde. tror mange her hørte. Chris og chokoladefabrikken. 3
Manden i dag vil måske nok gerne være rask, men han har været syg så længe, at han ikke overhovedet ikke kan forestille sig at være rask. Måske håber han kun halvt på at blive rask, for så bliver smerten og nederlaget, over sygdommen også kun halv. Misforstå mig ret. Det her er ikke et forsvar for at manden bare skal tage ja-hatten på som det hedder med et mærkværdigt moderne udtryk. Det er ikke, tror jeg, det, det drejer sig om. Det handler derimod om, at manden har været syg så længe at hele hans virkelighed er bundet til sygdommen. Mennesker, der er mere moderne end mig, ville måske sige, at hans identitet er bundet til Heroverfor står Evangeliets løfte. At menneskers virkelighed kan forandres. Hvis manden nu var uhelbredeligt syg, så var Jesu spørgsmål: Vil du være rask? ubarmhjertigt. Stedet hvor dagens læsning udspiller sig er Bethesda; ordet betyder i sig selv: barmhjertighedens hus. Den barmhjertighed som den syge mand møder, kommer til ham i skikkelse af Jesus, Han der er barmhjertig, giver også manden og os et tegn om at der ganske vist findes sygdom som vi ikke kan frigøre os fra. Men Han kan. Nu sælger vi ikke billige mirakler her i huset, det er der andre der har specialiseret sig i. sygdommen. 4
Men efter manden er blevet rask, møder Jesus ham på tempelpladsen. Her siger Jesus til ham: Synd ikke mere, for at det ikke skal gå dig værre. Se det lyder, synes jeg, temmeligt uluthersk. Forestilling om at vores gerninger enten bliver straffet eller belønnet hver den første i måneden af en himmelsk bogholder. Jeg tror heller ikke det er pointen. Hvis I ikke har hørt efter indtil nu, mens jeg har forlystet mig med forskellige betragtninger over dagens tekst, så hør efter nu, for nu kommer min pointe. Hvorvidt manden endte syg ved siden af dammen i 38 år fordi han syndede eller ej, er uvæsentligt. Det, der er centralt er at Kristus har ført ham ud af den virkelighed, hvor elendigheden strækker sig ud i fortid og fremtid. Ingen glæde i fortiden og intet håb i fremtiden. Han er blevet ført bort fra den virkelighed, hvor det eneste han har at se frem til er døden. Der findes et billede som jeg synes er et af de mest deprimerende, der nogensinde er malet. Det viser en klovn, der cykler på en line, der hænger i luften. Ved den ende er en vugge, ved den anden en grav. Du ved, hvor det ende, du kan håbe på, at der er nogen, der klapper, når det er forbi, men det er også det hele. Det er døden i livet. Det er livet uden håb. Den virkelighed blev den helbredte ført ud af og den er vi ført bort fra Den helbredte mand er netop ikke i den virkelighed som salmisten klager over i dagens 5
gammeltestamentlige læsning, han er ikke et skyggebillede, der går bort og ikke er mere. Han er derimod stillet det evige liv i udsigt; det som skænkes i troen på Kristus. Som også Paulus skriver i sit andet brev til Timotheus: Er vi døde med Ham, skal vi også leve med Ham. Ligesom Kristus døde og opstod som førstegrøden af de opstandne, således skal også vi opstå, det er Evangeliets løfte. At det som ikke kan ske, er sket. Synden antager mange former, men den er netop ikke noget med at spise for mange flødeskumsboller, som det nogle gange fremstilles i dag. I sin betydning, som Shakespeares Macbeth formulerede det. Men når vi nu gennem vor dåb er udfriet fra håbløsheden og bragt til et levende håb på at vores hjem er hos Gud i denne verden såvel som i den næste, så er håbløsheden at falde bort fra det løfte og den glæde. Derfor, og nu kommer min endelige pointe, kan vi ligesom manden ved dammen sige til enhver, der måtte spørge: Det er Kristus, der har gjort os raske, og det var også svaret på det indledende spørgsmål. Amen. grundform er den det, der skilles mennesket fra Gud, fra Kristus og fra håbet. Det er den stemme, der siger at livet er en buldren på scenen et mummespil uden 6