Prædiken Skærtorsdag i Skibet kirke Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Menighedssvar I vor herre Jesu Kristi navn. Amen Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid - Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud - så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham:»herre, vasker du mine fødder?«jesus svarede ham:»hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.«peter sagde:»aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.«jesus svarede:»hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.«simon Peter sagde til ham:»herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!«jesus sagde til ham:»den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.«han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde
han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem:»forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«joh 13,1-15 Amen Prædiken I vor Herre Jesu Kristi navn, Amen I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Det begyndte med en helhed, da Gud skabte verden, og så, hvor godt det var. Helhed, sammenhæng, harmoni er godt. Men sådan blev det ikke ved! Helheden blev brudt. Da Adam og Eva spiste af æblet blev syndefaldet en realitet. Det er en realitet. For syndefaldet er ikke noget abstrakt. Syndefaldet er her og nu. Ind i mellem er det os selv, der slår det, der var ment godt, i stykker i de sammenhænge, vi nu færdes i. Meget af det som vi egentligt mener godt, kommer alligevel forkert ud og bliver forkert. Tag nu denne platte af skibet kirke. Den er skåret, og jeg kan derfor uden kvaler slå den i stykker. Men hvad nu hvis den havde været en andens kæreste eje? Men bevægelsen væk fra det gode, fra Paradis til syndefald, fra helheder til noget, der bliver slået i småstykker går igennem de bibelske fortællinger og igennem evangeliet. - Abraham og Sarah, der ikke kunne få børn -, mennesker der uden skyld er ramt af spe-
dalskhed og blødninger osv. Det er historier om ituslåede relationer mellem mennesker og mellem mennesker og Gud, om stumper af liv. Vi kender det jo alle. Minder fra barndommen, hvor man havde slået noget i stykker af det spisestel, som mor holdt så meget af, og hvor man følte skammen, selvom hun tilgav en eller ting, man gjorde, men slet ikke havde mod til at fortælle om, og derfor gemte sig eller ligefremt forsøgte at give andre skylden for. Disse erindringer minder mig og måske nok også jer, hver især- om, at jeg og du er dem, der indimellem slår dele af helheden i stykker. Dem, der ødelægger, det, der var godt ment. Ind imellem ved et uheld og til andre tider ganske bevidst. Med kirkens ord er vi syndere det er uomgængeligt. Og her er vi så, som menighed og som enkeltpersoner, med hver vores stykker af helheden. Som illustration til stykkevise, vil jeg bede Jer alle om at tage en af de stumper med, når I går fra nadver. Om lidt vil I altså sidde med en ituslået stump platte. Alle disse stumper var engang en del af noget, der var helt. Både konkret i tallerkenen, og overført. Jeg kender ikke de sammenhænge i dit liv, der engang var hele, men som nu opleves som mere fragmenterede. Hvilke platter, paradiser, ægteskaber, venskaber, relationer, der gik itu i dit liv. Men hver især sidder vi med vores private stumper af noget, der engang var helt. Men vi sidder ikke kun med stumperne af noget, der engang var helt. Vi sidder også al-
le med håbet og drømmen om eller længslen efter enheden. Det hele. Det, der bare er godt, såre godt. Derfor var det så godt, at min mor ikke samlede sit fine spisestel til 12, men altid tænkte, at en af drengene kunne slå en kop i stykker og derfor købte 13. Når vi høre om nadveren i dag, så er der dækket til 12, men også der var der plads til os der fejlede. Judas var der også!. For hos Jesus er der dækket til alle. Alle de små eller store syndere, alle os, der i årevis bar på byrden af en ituslået platte og hvilke stumper, der ellers skærer i vort sind og der er dækket op til den, der som Judas ved, at han har det største forræderi foran sig. Et komplet service det er til 12. Og den 13, der sidder til bords det er Kristus selv. Og han behøver ingen tallerken og intet krus af platin. For han giver af sig selv. Giver sig selv helt og fuldt. De får alle sammen lod og del i ham. Vi får alle sammen lod og del i ham. Platten bliver aldrig hel igen. Det gør jeres stumper heller ikke. Og vi kan også tænke, at det samme gælder for relationer eller sårede følelser: Helede kan de aldrig blive. Klinkes kan de måske, men man vil altid kunne se skårene lige som alle sår nok vokser sammen men der kommer et ar. I dag kan det lyde som om Jesus i evangeliet siger det samme: Vi bliver aldrig et. I vil altid kun være en lille del af mig og jeg i Jer. Måske er det også det Peter protesterer imod. Når Jesus nu er i gang, vil Peter ikke nøjes med at have vasket fødderne. Han vil at Jesus tager hænderne og hovedet med
hele ham. Peter vil ikke nøjes med en del. Han vil have det hele. Ydmyghed var aldrig Peters stærke side. Men er det nu også hvad Jesus siger : I vil altid kun være en lille del af mig og jeg af Jer? Siger han ikke tværtimod, at delen, stumpen, er mere end nok? At selv det at have bare en lille del af helheden, det er at være en del af Jesus. Selv når vi spiser en lille stump brød og drikker en mundfuld vin, så er det ikke kun en del af Jesu forsoning, vi får indenbords. Det er fuldt og helt Fuldgyldigt. En lille stump er mere end nok. Når vi mødes ved nadverbordet, kommer vi hver især som en lille stump af skaberværket. Vi kommer hver især med stumperne af det, der gik i stykker i vores liv: Det onde, vi gjorde, det vi splintrede i andres liv, det, der gik i stykker og det, der slet ikke gik. Men vi kommer med håb. Vi kommer som blottede. Vi kommer som mennesker og vi kommer med tro troen på at Gud vil os. Nadverbordet er fællesskabet for de splintrede. For alle stumperne. Vores stykker kommer ikke til at hænge sammen der. Vi bliver ikke nødvendigvis ét med sidemanden eller kvinden. Vi forsoner os ikke nødvendigvis med det splintrede, af at gå til alters. Men for en stund bliver vi ét med Jesus selv. Vi tager Jesus ind i os. Han bliver en del af os. Vi bliver ét. Du bliver et med Jesus. Bare det splitsekund fra vinen har dækket dit spejlbillede i alterbægeret til du har drukket er I et. Igen. Og det er hvad erkendelse er: at stykke sammen. Tro er håbet om, at vi ikke kun skal
stykke sammen af vores stumper, men at Gud i Kristus har lagt sine stumper til vores. Og netop det får vi bekræftet, i dag ved nadverens bord Og derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Far, Søn og Helligånd, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen. Kirkebøn: Lad os bede: Jesus, vor bror. Du giver os himmelbrød og hjerteblod. Vi får del i dit liv og din død. Tak, fordi du viser os, at du hører sammen med os. Nu beder vi dig: Lad os aldrig glemme, at du sidder til bords med os, både i kirken og i dag og hver gang vi spiser sammen. Du gav hele dit liv bort. Tag nu det fra os, som andre har mere brug for. Lær os som enkeltindivider og som samfund at dele af vores overflod. Lær os at dele mad, drikke, mentalt overskud. Lær os at give til den, der sulter efter mad og mening. Vær os nær, når vi skærer os på stumperne i vores liv Og når vi har svært ved at se, hvordan tingene skal hænge sammen Vær du da, Herre, den dybe sammenhæng. Vær nær hos det splintrede i vores liv: Den nye sorg, det brudte venskab, det kolde ægteskab, det, der ikke lykkedes og det, vi aldrig turde give os i kast med. Vi beder for det, der fylder for os hver især lige her og lige nu. (Stilhed)
Vær hos vore døde, hos dem og det, vi hver især måtte savne i vort liv. Læg stump for stump til vor tro og vort håb. Indtil vi en dag skal se alle stumperne samlet i en himmelsk mosaik i dit evige rige. Amen. Meddelelser I morgen er det Langfredag. Det er den måske lavmælte dag i kirkeåret, hvor temaet er Jesu død på korset. Derfor holder vi kl. 10.30 en liturgisk gudstjeneste - dvs. en gudstjeneste uden prædiken - hvor vi i stedet lader musikken sætte stemningerne til de bibelske læsninger. Både cellist Brian Friisskov og vores organist de to kirkesangere deltager med indslag, som jeg er sikker på, vil gøre tjenesten i morgen til en stærk gudstjeneste. trods det dystre tema. På søndag er det påskedag, hvor vi fejrer, at Jesus overvandt døden for vores skyld. Derfor er der festgudstjeneste kl. 10.30 her i kirken. Kristian Kloster kommer og spiller trombone, og Rachelle Nadine Jensen spiller violin. Påskefejringen fortsætter 2. påskedag, hvor Henrik Skoven prædiker over Johannes-evangeliets opstandelsesberetning. Den måske smukkeste af dem alle fire! Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!
Amen.
ALTERETS AFKLÆDNING: Præsten læser om Jesus i Getsemane have (Matt. 26.30-46): v36 Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene:»sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.«v37 Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. v38 Da sagde han til dem:»min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!«v39 Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad:»min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«v40 Han kommer tilbage til sine disciple og finder dem sovende, og han sagde til Peter:»Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig? v41 Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.«v42 Atter, for anden gang, gik han bort og bad:»min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.«v43 Og atter kom han og fandt dem sovende, for deres øjne var blevet tunge. v44 Han forlod dem igen, og for tredje gang gik han væk og bad den samme bøn. v45 Da kom han tilbage til disciplene og sagde til dem:»sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder. v46 Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«amen hvorefter sangeren synger Herre, gør mit liv til bøn (DDS 588). Under sangen afklædes alteret af præsten og frivillige, og elementerne bæres ud i våbenhuset i procession. Alterets
afklædning erstatter den normale udgangsbøn denne dag. POSTLUDIUM Max Reger, Introduktion og passacaglia