XXIII. Øgede forventninger, individualisering og værdier
XXIII.1 Øgede forventninger Den danske velfærdsmodel gør det forholdsvis omkostningsfrit for den enkelte at kræve flere og bedre ydelser, Men forudsætter påden anden side, at sådanne forventninger ikke fuldt ud indfries. Når nye problemer opstår eller synliggøres er det på det nærmeste en selvfølge, at hovedansvaret ligger hos det offentlige; Ydelse til visse grupper trækker i retning af pres for udvidelse til alle qua universalismeprincippet.
XXIII.2 Forstærket individualisering Større vægt på noget-for-noget påbekostning af den ensidige transfereringsmodel; Udviklingen af arbejdsmarkedspensionerne; Stærkere individualisering i efterlønsordningen; Begyndende efterspørgsel efter arbejdsløshedsdagpenge-supplerende forsikringer; Tillægsforsikringer m.h.p. sundhedssektoren; Ønsker om øget valgfrihed; Mindre opbakning til den universelle velfærdsmodels kollektive ansvarlighed.
XXIII.3 Spændingen Politisk har vi sådan da indrettet samfundet, som om vi havde sympati for hinanden vel vidende, at det sålangt fra er tilfældet, men alligevel i en erkendelse af, at når sindelaget mangler, må gerningerne fremtvinges. Det er vel, når al krudtrøg har lagt sig, kernen i velfærdsstatens værdigrundlag. Just det grundlag kan være truet, og der kan være mening i at tale om en spænding mellem moralens minimumskrav og fristelsen til at vige af fra dydens smalle vej. Spændingen er ikke mindst i et velfærdssamfund, der omfatter os alle, organiseres af det offentlige, finansieres ved beskatning og bygger påindividuelle rettigheder, der er afkoblet fra den enkeltes bidrag til festmiddagen.
XXIII.4 Spændingen Ser vi os ikke i et samspil med, og bærer vi ikke et ansvar for det andet menneske, havner vi let i et samfund af ansvarsforflygtigelse i det nære. De andre bliver upersonlige, uden ansigt, anonyme, og de, i hvis sted den gennemsnitlige borger ikke kan forestille sig at se sig selv, marginaliseres: Vi og de dem og os! Man ser sig ikke længere i mellemmenneskelig gensidighed, men føler sig placeret i et spil med eller mod systemet : Jeg har betalt min skat og derfor har jeg ret til Det må det offentlige tage sig af. Min nabo fik, såskal jeg ogsåhave.
XXIII.5 Spændingen Et samfund, hvor den rationelle konklusion for den enkelte ikke er at vise solidaritet ved at afholde sig fra at udnytte systemet, men modsat at gøre, som han eller hun tror, de andre gør. Reglerne er jo ens for alle, og hvis alle udnytter systemet sådan cirka i lige høj grad, er der jo ingen, der bliver snydt undtagen de dumme eller naive, men de bliver altid snydt. Et samfund, hvor borgeren reduceres til offer for kræfter uden for sig selv, hvor vi kræver retten til lokalisering af skylden uden for os selv, retten til at kræve offentlige løsninger påprivate problemer, retten til at se os selv som manipulerede størrelser, retten til at se os selv ikke som handlende, men som behandlede,eller som dem, der handles med, retten til at brokke os, retten til dobbeltmoral.
XXIII.6 Spændingen Kernen i velfærdsstatens værdigrundlag er den rolleombytning, der lader os forstå, at det i dag er dig, der har et problem, mens det i morgen er mig, at vi alle er i samme båd, at vi lever i et risikofællesskab. Men såbliver det et problem, hvis det er de samme, der dag ind og dag ud hænger fast i overførselsindkomstsystemet, hvis der er dem, der af andre opfattes som ikke bidragydende, hvis der er dem, som skiller sig ud eller bliver udskilt pågrund af etnisk baggrund eller religiøs dæmonisering. Såhar vi spændingen mellem dem og os. Såer velfærdssamfundet påvej til at krakelere, mens flere og flere anbringes i velfærdsstatens kælder.
XXIII. 7 Den stille revolution Er det, fordi værdierne bag den klassiske velfærdsstat er ved at være ormædte, at vi gennem de sidste 25 år har set en bevægelse i velfærdsstaten mod en individualisering i en fællesskabsramme: arbejdsmarkedspensionerne, den i øjeblikket suspenderede særlige pensionsordning, den udvidede anvendelse af privat sygeforsikring, de individuelle indbetalinger til efterlønsordningen, begyndende udvikling af supplerende dagpengeordninger for de lidt bedre aflagte, den øgede vægt påfrit valg, de stærkere krav om aktivering osv. spejler alle en bevægelse væk fra den klassiske velfærdsvision. Fra kollektivet mod individet. Et bevidst valg? En utilsigtet glidebane? En tidsånd vi knapt har forstået?
XXIII.8 Forklarende variable i forståelsen af velfærdsstatens opståen, udvikling og legitimitet Socio-økonomiske faktorer Ideer og værdier Andre strukturelle forhold Velfærdsstatens oprindelse, udvikling og legitimitet Magtressourser Aktører Som rationale bag velfærdsstaten, som aktørers værdiunivers
XXIII.9 Idéer og værdier bag hjemmehjælpens udvikling over tid teorier / forklaringerom/ på verden Sikrer værdiernes meningsfylde Normative fyrtårne Idé Idé Idé Begrundelse Begrundelse Begrundelse Andre værdier Specifik analyseret værdi Andre værdier Hvordan bør husholdningsarbejdeudføres? Hvad er et godt liv som gammel? Hvad er de offentlige forpligtelser? Hvad er borgernes forpligtelser? Forholdet mellem børn og forældre? Organisation og tilrettelæggelse? Idéunivers Værdiunivers Kontekstbestemt forståelsesunivers
XXIII.10 Forholdet mellem den enkeltes ansvar og pligter Etiske forestillinger Det liberale koncept Individopfattelse/ menneskesyn Velfærdsstatens normative grundlag Det socialliberale koncept Samfundsopfattelse Statens rolle Kommunitarismen Ansvarsfordeling Begreb om medborgerskab Rettigheder Pligter
XXIII.11 Den velfærdsstatslige dynamik Socioøkonomiske og politiske vilkår på tidspunkt t bestemt af t-1 Større eller mindre politiske beslutninger på tidspunkt t Større eller mindre ændringer i den institutionelle struktur Befolkningens adfærd og normer/opfattelse af institutionernes legitimitet Forståelseshorisont/ tydningsunivers Socioøkonomiske og politiske vilkår på tidspunkt t+1 bestemt af t Større eller mindre politiske beslutninger på tidspunkt t Større eller mindre ændringer i den institutionelle struktur Befolkningens adfærd og normer/opfattelse af institutionernes legitimitet Forståelseshorisont/ tydningsunivers
XXIII.12»Konkurrerende«værdier bag velfærdsstaten Individualisme»Nationalisme«Tillid Lighed Demokrati Fællesskab Frihed Arbejde Næstekærlighed Substantiel retfærd Velfærdsstaten og dens institutioner Procedurel retfærd Solidaritet Uafhængighed Universalisme