Der findes øjeblikke i livet, hvor det er som om himlen rører jorden. Øjeblikke af svimlende lykke; øjeblikke, hvor alting står klart for en, og man forstår, hvad det hele handler om, øjeblikke, der gør livet værd at leve. Det kan dreje sig om religiøse oplevelser, og det kan handle om oplevelser af kærlighed eller lykke. Når man oplever noget sådant, kan det føles, som om tiden står stille, og alt andet må vente. Og man ville sådan ønske, at man kunne fastholde øjeblikket i en evighed. Men det kan ikke lade sig gøre. Øjeblikke er kun øjeblikke, og de forsvinder hurtigt. Man kan ikke få øjeblikke til at vare ved, uanset hvor meget man måtte ønske det. Peter nærede det samme ønske. Det hører vi om i teksten til i dag. Det bliver fortalt, at Jesus en dag tager tre af sine disciple med op på et bjerg. Et sluttet selskab, en lukket fest deroppe på bjergets tinde. Og der, for øjnene af de tre disciple, forvandles den mand, de troede, de kendte. Hans ansigt lyser som 1
solen, og hans tøj bliver lysende hvidt. Ingen kan være i tvivl; Jesus ER Guds søn. Så kommer til overflod også Moses og profeten Elias, ham, der ved sin død blev hentet op i himlen i en ildvogn spændt bag ildheste, og de tre står og taler sammen. Det er et svimlende øjeblik for Peter. Han bliver begejstret og ønsker at fastholde øjeblikket, og foreslår at bygge hytter til de tre, så de kan blive deroppe i herligheden på bjerget. Da Gud derefter taler fra en lysende sky, falder disciplene til jorden i ærefrygt. Men Jesus går hen og rører ved dem, han er alene igen og han lyser ikke mere. Han siger: Rejs jer, og frygt ikke. Det er nemlig ikke meningen, at Jesus og Moses og Elias og disciplene skal blive på toppen af et bjerg og lytte til Gud og hinanden. Disciplene skal rejse sig, for de skal videre. Ligesom Jesus. Det er ikke meningen, at Jesus skal lyse så stærkt, at enhver bliver overvældet af ærefrygt eller bare frygt ved synet af ham. Jesus har en opgave, han skal udføre. Og den 2
udfører han ikke på et bjerg, isoleret fra verdens larm. Peter havde netop prøvet, hvordan det er, når himlen rører jorden, for oppe på bjerget sammen med to af de andre disciple så han Jesus i al sin lysende klarhed. Han vil fange øjeblikket, hvor Jesus står så klart for dem som det, han virkelig er. Peter vil bygge en hytte på bjerget og lukke den lysende Jesus inde i den, så han altid ved, hvor han har sit øjeblik af svimlende lykke. Men Peter kom aldrig i gang med at bygge hytterne. For øjeblikket passerede, det fantastiske forsvandt, og de måtte ned fra bjerget igen. Og sådan er det også for os. Når vi oplever den overvældende kærlighed til et andet menneske, enten et barn eller en anden voksen, så oplever vi den store kærlighed i øjeblikke. Lykken er der i et glimt, og så forsvinder den igen. Måske kommer der et nyt øjeblik senere, men også det vil forsvinde. Vi kan ikke fastholde det hele tiden. 3
Det bliver altid hverdag igen. Der kommer forhåbentlig atter øjeblikke af lykke, men vi må nyde dem, mens de er der, for de forsvinder. Vi kan stå som Peter og Jakob og Johannes oppe på bjerget og få et glimt af noget vidunderligt, himlen rører ved jorden, og så straks efter skal vi ned ad bjerget igen. Det vidunderlige er væk, og vi skal ned i dalen og leve vores hverdagsliv. Men selv om livet leves i dalen, i den daglige omgang med vore medmennesker, på godt og ondt, så har vi alle brug for en tur op ad bjerget engang i mellem. Et liv uden de store øjeblikke er trivielt og farveløst. Selv om det kun er øjeblikke, og de tidsmæssigt ikke fylder meget, så er deres betydning så meget desto større. Øjeblikkene, hvor grænsen bliver overskredet mellem vores almindelige liv og det fantastiske, det guddommelige, det vidunderlige, disse øjeblikke er uundværlige. Vi har brug for de store og indholdsrige øjeblikke, så vi kan mærke, at vi lever, og hvorfor vi lever. For de store øjeblikke oppe på bjerget kan 4
være det, der giver os mod og kræfter til at leve hverdagslivet nede i dalen, hvor vi hører til, og de kan være med til at sætte vores hverdagsliv i et nyt perspektiv. De store øjeblikke, hvor himlen og jorden mødes, kan handle om kærlighed mellem mennesker. Men de kan også handle om noget religiøst. Der er mennesker, der kan fortælle om, at de har talt med Gud eller Jesus, eller ligefrem har mødt Jesus, og sådanne øjeblikke bliver beskrevet som storslåede og vidunderlige. Religiøse oplevelser kommer på mangfoldige måder. De religiøse øjeblikke, der har været vigtige for mig, har været øjeblikke med oplevelser af, at Gud er helt nær, at han giver en klarhed og en lykke i et fantastisk øjeblik. For mig har de øjeblikke næsten altid indfundet sig i kirken eller hvor vi har været flere forsamlede om det, vi tror på. Det er sikkert forskelligt, hvordan vi oplever det religiøse; himlen rører utvivlsomt jorden på mange, fantastiske måder. 5
Men det er sådanne stunder, der kan give næring til det dagligdags liv og sætte det liv i et helt bestemt lys. Det er sådanne stunder, vi har brug for. Det er der, vi har lyst til at sætte tiden i stå, som Peter ønskede det. Vi er nogen, der har oplevet det under ganske almindelige søndagsgudstjenester. Og derfor næsten har haft lyst til at sætte tiden i stå. Det er sikkert ikke alle, der har følt den trang. Jeg vil tro, at mange konfirmander i tidens løb hellere ville skrue tiden lidt frem, når de sad her. Men jeg vil nu alligevel vove at påstå, at kirken er et godt sted at gå hen for at få sig den tur op på bjerget, som vi har så hårdt brug for. Jesus siger selv, at hvor bare to eller tre er forsamlet i hans navn, der er han til stede midt iblandt dem. Han er her i dag, og alle andre dage, hvor vi samles om vores tro. Om vi så lige mærker, at han er her, om vi får disse øjeblikke af klarhed, det er ikke sikkert. Men han er her, og derfor er dette et godt bjerg at besøge, når man vil have et glimt af det, der virkelig betyder 6
noget. Ikke fordi prædikenen nødvendigvis er noget at skrive hjem om eller fordi alle salmerne er til at synge eller til at forstå, heller ikke fordi det meste af byen kommer her, men fordi gudstjenesten er noget særligt i og med, at vi her mødes om den Gud, vi tror på. Her kommer vi med alle vores bekymringer og sorger, alle vore glæder og håb, og her får vi for et øjeblik lov til at lægge det hele fra os og bare være til stede. Her hører vi ordene om Gud og hans mening med os, her holder vi et barn ind over døbefonten, fordi vi ønsker, at Gud skal tage imod også det lille menneskebarn som et af hans egne børn, her går vi til alters for at få tilgivelse for de fejl, vi begår, her får vi velsignelsen med os, her bliver vi taget imod som dem vi er og her får vi på så mange måder muligheden for at få en ny begyndelse. Jo, her er godt at være. Men her kan vi ikke blive. Vi har bevæget os op på bjerget for at se og mærke himlen, men bagefter må vi ned igen. Det er nemlig 7
ikke Guds mening med os, at vi skal standse helt op ved de store øjeblikke, vi får her i livet. Han vil have os ned i dalen igen. Han vil have os ned i den virkelige verden, ned blandt vores medmennesker, hvor vi skal tage vare på hinanden. Det er dernede, vi skal leve vores liv. Men vi bliver ikke sendt tomhændede væk. Vi bliver sendt ned med Guds fred og velsignelse i vore hjerter. Derfor kan gudstjenesten være en tur med Jesus på bjerget. Et helt særligt møde med Guds nærvær, som kan give os mod til at leve det liv, der ligger foran os. Amen. 8