1 Prædiken til trinitatis søndag kl. 10.00 403 - Denne er dagen 416 O Herre Krist dig til og vend 435 Aleneste Gud 349 Herren han har besøgt sit folk 439 O, du Guds lam 292 v. 3 - af Kærligheds og sandhedsånd 11 Nu takker alle Gud Da jeg var barn, holdt mine forældre vore fester derhjemme, konfirmation, runde fødselsdag og den slags. Og jeg elskede det. Når min far allerede ugen før hentede ekstra borde og stole, og vi hjalp til med at flytte sofaen ind i sovekammeret. Når min mor hentede de stivede hvide duge frem og købte oasis til blomsterdekorationer. Når alting i flere dage var på den anden ende
2 og ommøbleret, så man måtte en anden vej omkring møbler på sin vej gennem stuen. Og vi dækkede bord og foldede servietter og skrællede kartofler. Allerfinest så det ud, lige før gæsterne kom, og stuen strålede i festskrud. Ingen pletter på den hvide dug, blomsterne struttende af kraft i oasisen, tallerkner og stole på lige rækker. Men det bedste var, når de ankom, gæsterne og blev bænket, når maden gik rundt og snakken med. Åh Fester! Fester holder sammen på noget i vore dage og deler vore liv ind i afsnit. Det var efter jeg var konfirmeret, som vi kan sige. Eller Vi nåede at fejre guldbryllup, før han døde.
3 Fester bekræfter vore relationer og vore tilhørsforhold. Fester bryder rutinen og hæfter dagligdagen af hængsel. Og når de er forbi, bærer man glæden fra dem med sig. Men samtidig kan det også være rart, når de er ovre, selv om de var helt vidunderlige. Når roen atter kommer over huset, når de lånte borde og stole er afleveret og alting igen står på rette plads. Som det plejer. Når de almindelige dage begynder og man ikke skal finde nye veje rundt om fremmede møbler, når man skal gennem stuen. - Jeg har det lidt på samme måde med dagens søndag, trinitatis søndag, som indleder det næste halve års søndage. Og som afslutter det festfyldte halvår i kirken.
4 På én og samme tid glæder jeg mig over dét, kirkefesterne har givet, og er lettet over, at dagligdagen nu kan begynde og at de almindelige, hverdagsagtige søndage ligger foran os det næste halve år. Møblerne står normalt, og man kan gå i gang med rugbrødsdagene og med alt det almindelige, der skal gøres. Og netop sådan var det for disciplene efter pinse: Nu skulle de smøge ærmerne op og i gang. Nu begyndte rugbrødsdagene, som der er fleste af, og som man ikke skal kaste vrag på eller tænke dårligt om, for det er de dage, der holder vore liv sammen. Teksten til i dag har dens herlighed til trods også et vist dagligdags præg, fordi mange af os kender den næsten til hudløshed, da den jo bruges hver eneste gang, der er dåb.
5 Men ikke det hele teksten, ikke de første linjer, de er ikke med i dåbsritualet. Ikke de linjer, hvor der står: De elleve disciple gik til Galilæa, til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Men Jesus kom hen og talte til dem og sagde De linjer kender vi ikke ud og ind. Da de så ham tilbad de ham, men nogle tvivlede. Hvorfor står det der? Tyngdepunktet i teksten ligger helt tydeligt i det følgende Mig er givet al magt.. og det er jo også det, der er klippet ud i dåbsritualet. Hvorfor skal det så med, at nogen af de 11 tvivlede? Det, de tvivlen på, var jo, om det
6 faktisk var Jesus de så, Jesus som opstanden eller det bare en anden. Da de så ham tilbad de, men nogle tvivlede. - - Vi siger tit I hver fald har I hørt mig sige det op til flere gange - at troen er en tydning af tilværelsen, der giver os at læse og forstå vores liv på en særlige håbefuld, trøsterig og glædelig måde i lyset af evangeliet. Og det er også rigtigt. Sådan er det. Troen er som en slags briller vi kan se os selv, andre og verden igennem. Men hvis man trækker det billede en smule skævt og vrider formulering en tand længere ud, så kunne man måske forstå det sådan, at Kristus kun er der for dem, der tror på ham, en art belønning for dygtighed på troens område.
7 Som om troen var en præstation og ikke er det at tage imod, som jo ellers dåben lærer os. Nogen tvivlede. - - Hvis evangeliet var et propaganda-skrift en vare, der skulle sælges eller en ideologi, folk skulle trækkes med ind i, så ville man have slettet den linje, ja man ville ikke engang have overvejet at tage den med. At ikke engang dem i inderkredsen er stærke i troen, det er ikke særlig overbevisende. Men det var sådan, det var. Og det er sådan det er, også for os senere efterkommere af de første kristne. Nogen tilbad, men andre tvivlede. Det næste vi så kunne spørge om, er hvordan Jesus reagerer på det? Siger han: I, der tvivlede, kan lige gå ned af bjerget igen, mens jeg taler til de andre. I har skuffet mig.
8 Nej. Jesus forholder sig slet ikke til, hvorvidt nogen tror og andre tvivler, det virker som om han er ligeglad med det, som om det er ikke interessant for ham. Han er simpelthen kommet og har gjort sig synlig både for troende og tvivlende uden smålig skelnen. - Det er os og Mattæus, der skelner mellem troende og tvivlende, og måske afdækker det allermest noget i os selv. Jesus gør ikke. Han er ligeglad, han kommer og han viser sig, både for troende og tvivlende. Han giver dem samme opgave og det samme løfte. Så hvis vi har været i tvivl om, hvorvidt tro var noget, man skulle gøre sig umage med at frembringe eller præstere eller være dygtig til,
9 så gør dagens tekst det tydeligt, at tro simpelthen er at tage imod. Og at Jesus kommer til os, både når vi tror og når vi tvivler, han tager sig ikke af, hvordan vores åndelige dagsform er, ja vel ikke engang af, om vi er et sted, hvor vi ikke altid kan tro overhovedet. Han kommer bare og står foran os, giver os en opgave og et løfte: Gå ud i mit navn. Jeg er med jer. Om I tror eller tvivler er jeg med jer. Eller som der står i Nehemias bog: Gå i gang, for jeg er med, siger Herren.