Tekster: Præd 3,1-11, Rom 8,1-4, Matt 10,24-31 Salmer. Lem 10.30: 435 Aleneste Gud, 306 O Helligånd kom til os ned, 675 Gud vi er i gode hænder, 41 Lille Guds barn, 438 Hellig, 477 Som korn, 10 Alt hvad som Hjerl Hede 14.00: Lover den herre, Lille Guds barn hvad skader dig, Nu takker alle Gud Rødding 19.30: 786 Nu går solen sin vej, 675 Gud vi er i gode hænder, 41 Lille Guds barn, 787 Du som har tændt I evangeliet vi lige har hørt opfordrer Jesus sine disciple til frygtløshed, trods de farer de utvivlsomt vil komme ud for. Disciplene er på vej ud for at prædike om Guds rige som skal bryde frem i verden. De skal hver især fortælle det budskab, de har hørt hos Jesus, videre, og at det ikke vil blive nogen dans på roser, kan de forvisse sig om ved at se, hvordan Jesus selv bliver mødt, hvor han kommer frem. Alligevel skal de ikke frygte, for netop det, at det er Jesu budskab de bringer ud betyder også, at Gud selv står bag dem. 1
Men hvorfor vil det, at de taler Guds ord til mennesker overhovedet betyde, at de bliver udsat for had og forfølgelse? Ja, vi kan jo prøve at tænke os lidt om. Er der noget, der for alvor kan ærgre og irritere os, så er det hvis der kommer nogen og ved bedre besked end vi selv gør, og helt specielt da, hvis det er vort eget liv, det drejer sig om. Disciplene er på vej ud i landet for at fortælle alle der vil høre på dem, at alle hidtil har levet deres liv på et forkert grundlag, fordi de hver især har søgt at sikre deres egen lykke. Men nu kommer Guds rige som bygger på menneskers uforbeholdne hengivelse til Gud og til hinanden i indbyrdes kærlighed. Så hvis folk vil slippe sig selv, opgive deres egne interesser og følge Jesus i et liv, hvor fællesskabet med andre fylder alt, så vil der være plads til dem i Guds rige. Vi kan jo prøve at sætte os selv i de folks sted, disciplene blev sendt ud til. Her sidder vi i hver vore huse med hver vore biler. Med vore ting og vore forsikringer og har så nogenlunde vort på det tørre. Og forestil jer så at det banker på døren, og der på trappen står der to vildfremmede mennesker, der siger til os: Hør her: i skal åbne jeres hjem for dem, der ikke har noget sted at bo, I skal bruge jeres bil til at køre rundt med dem, der ikke selv har nogen bil. Del ud af jeres ting og opsig jeres forsikringer, for I aner alligevel ikke om verden består i morgen, så hvem siger at nogen nogensinde får glæde af dem. Og stol så på, at Gud elsker jer, og at det er Guds mening med jer, at I skal elske hinanden. Det er da klart, at vi ville blive forundrede. Måske ville vi spørge de fremmede om de var Jehovas Vidner, for her hos os er der jo ellers 2
kun Jehovas Vidner, der på den måde maser sig ind hos folk. Måske ville vi bare le og slå os til tåls med at det nok var et par tosser. Måske ville vi blive irriterede. Men jeg tror nu også vi inderst inde ville blive bange, fordi der kom nogen og rykkede ved det, der er de faste rammer og det trygge fundament under vore liv. For det, der skete, når Jesus mødte mennesker, og når hans disciple kom ud og fortalte hans budskab videre, det var jo, at der blev rokket ved det, alle betragtede som den sikre urokkelige orden. Der blev rokket ved det normale. Det normale, det er, at man skal slås for sine egne interesser, og har man først sikret sig de goder, man gerne vil have, skal man kæmpe for at bevare dem. Det er normalt! Det blev faktisk sagt i prædiketeksten sidste søndag, hvor Jesus sagde, at det er vanskeligere for en rig at komme ind i Guds rige end for en kamel at komme gennem et nåleøje. Da blev selv disciplene rystede og spurgte, hvem der så kan blive frelst. Det er, når det går op for os, at det er de fordele vi har sikret os selv, der tages fra os, at evangeliet bliver mødt med vrede og modstand. Det er jo også fortællingen om hvordan Jesus driver kræmmerne ud templet, der i de tre første evangeliers forløb kommer til at stå som det vendepunkt, der gør det forståeligt at folkeskarernes jubel palmesøndag slår over i råb om at Jesus skal korsfæstes langfredag. For med uddrivelsen af kræmmerne fra templet er det forestillingen om, at vi kan købe og betale os til sikkerhed hos Gud, der tages fra os. Og som det var da Jesus levede, sådan er det i dag: evangeliet tager den sikkerhed, vi selv kan erhverve os fra os. Vores ejendom, vores velfærdssystem, alt det vi betragter som vores ukrænkelige ejendom, det forudsætter evangeliet, at vi deler med andre. 3
Hvorfor? Fordi det er evangeliets indhold, at den kærlighed som nøder mennesker til at dele liv og ejendom med andre er Guds egen magt som vil råde og regere mellem og i mennesker. Det er da også grunden til, at Jesus i evangeliet i dag tre gange og med eftertryk siger sit Frygt ikke! til disciplene. De skal ikke frygte, for de sendes ud som herolder for Guds rige. Og Guds rige vil komme. Guds rige, hvor kærligheden råder i alt og alle, er selve meningen med at der er en verden, at der er en jord, at der er liv på jorden og at der blandt de utallige livsformer er opstået et menneske som trods alle sine svagheder har en åndelig udrustning, der gør at det kan modtage og videregive kærlighed. Den frygtløshed, Jesus opfordrer til har ingen ydre garantier at støtte sig til, som Jesus også klart nok siger i evangeliet: disciplene vil blive udsat for mennesker som er rede til at slå dem ihjel. Men det værste af alt er ikke at blive slået ihjel, det værste af alt er at miste troen på kærlighedens magt og mulighed og at miste håbet om kærlighedens sejr over alle andre magter og interesser. For mister man troen og håbet på kærlighed, så mister man det evige lys, som skinner ind i verden gennem Jesu ord og fortæller os, at vi har fået liv og skæbne i verden for at vi i al evighed skal høre hjemme i Guds virkelighed, hvor kærligheden og ikke noget som helst andet end kærligheden er den rådende magt. Men hvad er det, der er så livsaligt ved den kærlighed? ud over at vi naturligvis godt ved, at der er betydeligt hyggeligere i et hjem, hvor der råder kærlighed mellem ægtefællerne og børnene end i et hjem hvor alle råber og skriger ad hinanden! 4
Det livsalige ved kærligheden som den nye orden der skal råde, hvor Guds rige bliver til virkelighed, det er, at ingen behøver at frygte nogen. For hvor kærligheden råder vil alle hinandens vel. Det er jo ikke noget, vi kan indføre sådan med et fingerknips, for frygten for at andre ikke vil os det vel ligger alendybt i os. Tænk, hvis de nu alligevel snyder mig, tænker vi! Tænk, hvis han er mig utro! Tænk hvis de fremmede bare kommer for at tage det, der er mit! Frygten ligger lige under overfladen hos os, og den stikker dybt. Men frygten kan overvindes. Frygten kan overvindes, hvor kærligheden bliver en virkelighed som får os til at fatte at andre vil os det vel, fordi vi faktisk møder godt fra andre. Men sådan er det jo ikke altid: vi oplever masser af ukærlighed. Alligevel må vi tro kærligheden, fordi Jesus siger os, at Gud, som er al tings ophavsmand og herre, er kærlighed og vil kærlighed. Vi må tro på kærlighedens magt til at overvinde alt der står den imod. Ikke på grund af den kærlighed vi selv formår at vise andre, heller ikke på grund af den kærlighed andre trods alt viser os. Nej vi må tro på kærlighedens evige magt og ret, fordi Jesus fortalte os at kærlighed er Guds væsen og vilje og hans mening med os. Og fordi Jesus selv satte sit liv ind på det han sagde. Og fordi Gud lod Jesus opstå fra de døde, da mennesker slog Jesus ihjel af skræk over at han med sin insisteren på kærlighedens magt og ret tog de magter og myndigheder de hidtil havde bygget deres sikkerhed på fra dem. Amen. 5