Selvstændig erhvervsdrivendes ret til introduktionsydelse. Officialprincippet. Processuel skadevirkning

14-x. Selvstændig erhvervsdrivendes ret til introduktionsydelse. Officialprincippet. Processuel skadevirkning 1121.1 Officialprincippet - 1121.2 Privates oplysningspligt - 2511.1 Pengeydelser - 123.1 Inddragelse af kriterier En mand klagede på vegne af sin ægtefælle over at ægtefællen havde fået afslag på introduktionsydelse for en periode hvor hun var registreret som selvstændig erhvervsdrivende. Kommunen havde begrundet afslaget med at kvinden var registreret som selvstændig. Det sociale nævn begrundede afslaget med at kvinden ikke havde dokumenteret at hun ikke var selvstændig erhvervsdrivende. Efterfølgende uddybede nævnet denne begrundelse. Myndighederne havde ikke foretaget en nærmere undersøgelse af kvindens faktiske involvering i virksomheden. Ombudsmanden mente at spørgsmålet om hvorvidt kvinden var berettiget til introduktionsydelse, skulle afgøres på baggrund af en konkret vurdering af i hvor stort omfang hun var involveret i virksomheden. I den forbindelse skulle myndighederne tage stilling til om virksomheden var kvindens hoved- eller bibeskæftigelse, og undersøge om kvinden kun var registreret som indehaver af virksomheden for at afvikle den. Ombudsmanden kritiserede kommunens retsopfattelse og nævnets oplysning af sagen. Ombudsmanden udtalte at det ikke nødvendigvis er myndighederne selv der skal skaffe nødvendige oplysninger. Myndighederne skal imidlertid sørge for at det sker eksempelvis ved at borgeren bliver bedt om at skaffe oplysningerne. Hvis det ikke er særligt indgribende, belastende, besværligt eller omkostningskrævende at skaffe oplysninger, kan myndighederne bede en borger om at skaffe oplysningerne når sagen er rejst på borgerens initiativ. Ombudsmanden udtalte i forlængelse heraf at nævnet skulle vejlede kvinden om hvilke oplysninger nævnet skulle bruge for at kunne afgøre sagen, og om

konsekvenserne hvis kvinden ikke medvirkede, inden nævnet eventuelt anvendte princippet om processuel skadevirkning. Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage sagen. Det sociale nævn meddelte den 22. november 2006 at nævnet havde ændret sin og kommunens tidligere afgørelse og bedt kommunen efterbetale introduktionsydelsen til kvinden. (J.nr. 2004-3680-050). A klagede på vegne af sin ægtefælle B til mig over at B havde fået afslag på introduktionsydelse i perioden 17. juni 2001 til 21. oktober 2002. Det fremgik af sagen at A var gift med B, og at A og B den 13. september 1999 rettede henvendelse til Høng Kommune med anmodning om at modtage henholdsvis kontanthjælp og introduktionsydelse, hvilket kommunen bevilgede i første omgang tidsbegrænset indtil den 12. oktober 1999. Efterfølgende klagede A den 28. februar 2000 til Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt over at Høng Kommune havde standset udbetalingen af introduktionsydelse til B efter den 12. oktober 1999. I forbindelse med klagen oplyste A at han søgte at starte egen virksomhed. Nævnet tiltrådte imidlertid den 29. september 2000 kommunens afgørelse, idet nævnet som begrundelse henviste til at A og B ikke havde fremlagt dokumentation for deres samlede indtægter således at det kunne fastslås om B var berettiget til introduktionsydelse. Den 10. oktober 2000 klagede A til mig over nævnets afgørelse, og den 31. oktober 2000 sendte jeg klagen videre til Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt. Den 20. november 2000 afslog Den Sociale Ankestyrelse [i dag Ankestyrelsen; min bemærkning] at behandle sagen da styrelsen ikke fandt at sagen havde principiel eller generel betydning. På baggrund af A s oplysninger i klagen om at der forelå årsopgørelser der viste negativ indkomst, for A og B, opfordrede styrelsen dog nævnet til at se på sagen på ny. Den 27. november 2000 skrev det sociale nævn imidlertid til B at da der

ikke forelå nye oplysninger for nævnet om hendes økonomiske forhold, herunder årsopgørelser, henviste nævnet hende til at rette henvendelse til kommunen. Efter at have indhentet en række oplysninger fra A og B meddelte kommunen den 22. december 2000 endnu en gang afslag på B s ansøgning om introduktionsydelse. Herefter indbragte A kommunens afgørelse for det sociale nævn, der den 30. august 2001 bad kommunen overveje afgørelsen igen under hensyntagen til nogle fremkomne regnskabsoplysninger. Den 18. september 2001 fastholdt kommunen sit tidligere afslag, idet kommunen i den forbindelse oplyste at dens afgørelse var truffet på baggrund af de oplysninger der forelå på det oprindelige afgørelsestidspunkt. Ved afgørelse af 16. oktober 2001 tiltrådte det sociale nævn kommunens afgørelse. Nævnet mente ikke at der forelå dokumentation for A s og B s økonomiske forhold der gav nævnet grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af at familiens samlede indtægt var for høj til at B kunne modtage introduktionsydelse. A klagede herefter til Den Sociale Ankestyrelse, der den 6. december 2001 meddelte at sagen var optaget til behandling idet styrelsen fandt at sagen havde principiel betydning. Den 2. december 2002 hjemviste Ankestyrelsen sagen til fornyet behandling i kommunen. I afgørelsen skrev Ankestyrelsen bl.a.: Ankestyrelsen hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen med henblik på at foretage en beregning af integrationsydelsen tilbage fra det tidspunkt, hvor hjælpen blev stoppet. Begrundelsen for afgørelsen er, at Deres ægtefælles henvendelse i kommunen den 30. november 2000 må betragtes som en anmodning om genoptagelse og at kommunen ikke har forholdt sig hertil. Ankestyrelsen har desuden lagt vægt på, at kommunens formløse standsning af integrationsydelsen med virkning fra 12. oktober 1999 var ugyldig. Ankestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at kommunen ikke forud for afgørelsen om standsning af hjælpen har partshørt Dem om oplysningerne,

som lå til grund for standsningen og heller ikke har gjort Dem bekendt med afgørelsen herom og begrundelsen herfor. Ankestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at standsningen af integrationsydelsen skete på grundlag af de samme indtægtsoplysninger, som forelå på det oprindelige ansøgningstidspunkt den 13. september 1999. Efter de foreliggende oplysninger har kommunen ikke forud for standsningen indhentet nye oplysninger om tiden efter den 13. september 1999, men alene standset udbetalingen på grundlag af, at Deres ægtefælle ikke har indsendt gyldig arbejdsgivererklæring. Ankestyrelsen har desuden lagt vægt på, at kommunen i sit efterfølgende brev af 17. februar 2000, som svar på Deres henvendelse af 10. februar 2000, ikke har begrundet standsningen, men alene henvist til betingelserne for udbetaling af integrationsydelsen. Samtidigt er det Ankestyrelsens opfattelse, at hverken kommunen eller det sociale nævn har foretaget en beregning af integrationsydelsen ud fra de principper om beregning af ydelser i de tilfælde, hvor den ene ægtefælle driver selvstændig virksomhed, som Ankestyrelsen har fastlagt i tidligere SM er, jf. således SM A-2-02, SM A-11-01, SM O-17-99, SM O-106-93, SM O-62-92 og SM O-61-92. Hovedreglen er, at beregning skal ske på grundlag af virksomhedens overskud opgjort således at virksomhedens indtjening fratrækkes virksomhedens faktiske udgifter, jf. SM O-106-93 og SM A-2-02. Det fremgår således af SM O-106-93, at indtægten ved selvstændig virksomhed skal opgøres som virksomhedens overskud med fradrag for renteudgifter, der er afholdt til virksomhedens drift. Renteudgifter vedrørende privatbolig og renter vedrørende privat gæld i øvrigt kan ikke fradrages. I SM A-2-02 er desuden opregnet en række omstændigheder, der må lægges vægt på ved vurderingen af, hvorvidt en selvstændig erhvervsdrivende ægtefælle har udnyttet sine arbejdsmuligheder. For så vidt angår afskrivninger, er det fastslået i SM O-62-92, at afskrivninger udover 10% på driftsmidler og inventar samt 2% på bygninger ikke

skal fratrækkes ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget i forbindelse med beregningen af supplerende kontanthjælp, da afskrivningerne må anses for at være rent skattetekniske fradrag. Ankestyrelsen skal ligeledes henlede opmærksomheden på, at det kun er overskuddet i virksomheden som indgår i beregningsgrundlaget, jf. SM A-11-01. Det fremgår desuden af SM O-61-92, at Socialministeriet på forespørgsel har udtalt, at hvis ægtefællen faktisk har rådighed over indtægter, der væsentligt overstiger den skattepligtige indtægt, således at deres reelle mulighed for at udrede betalingen, helt eller delvis, er til stede, træffer det sociale udvalg afgørelse efter en samlet vurdering af familiens økonomiske og sociale forhold. Undtagelsesvis kan beregningen således ske på grundlag af ægtefællens faktiske rådighed over indtægter, jf. SM O-61-92. Da der i dette tilfælde vil være tale om en efterfølgende beregning, finder Ankestyrelsen, at kommunen kan tage udgangspunkt i selvangivelsen og årsopgørelser fra skattevæsenet for perioden. Da beregningen skal foretages på grundlag af aktuel indtægt, vil kommunen i forbindelse med opstart af virksomhed være nødt til at foretage fornyet beregning/vurdering af, om ansøgeren fortsat er berettiget til integrationsydelse med jævne mellemrum, jf. 10 i aktivloven. Da hverken kommunen eller nævnet har indhentet eller bedt om de nødvendige oplysninger, finder Ankestyrelsen ikke, at der var grundlag for at antage, at De og Deres ægtefælle ikke i nødvendigt omfang har villet medvirke til at belyse sagen. Ankestyrelsen ændrer således det sociale nævns afgørelse. De vil høre nærmere fra Deres kommune. Ved afgørelse af 8. januar 2003 meddelte Høng Kommune (atter) B afslag på introduktionsydelse for tiden fra den 13. oktober 1999 til den 30. november 2000 og i 2001. B blev dog bevilget introduktionsydelse for december år 2000, og kommunen oplyste at den ville vurdere B s berettigelse til introduktionsydelse/kontanthjælp fra 1. januar 2002 når den havde modtaget tilstrækkelige oplysninger om B s og A s økonomiske forhold fra dette tidspunkt.

Den 22. januar 2003 klagede B s advokat over kommunens afgørelse til det sociale nævn. Efter en omfattende korrespondance mellem B s advokat, Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt og Høng Kommune traf nævnet den 5. november 2003 afgørelse i sagen. Nævnet ophævede kommunens tidligere afgørelse og hjemviste sagen til konkret beregning af den ydelse B måtte være berettiget til for perioden fra den 12. oktober 1999 til den 20. november 2000 samt for år 2001. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på at som sagen forelå oplyst over for nævnet, havde Høng Kommune ikke godtgjort at A og B i de relevante perioder havde haft rådighed over indtægter der væsentligt oversteg deres skattepligtige indtægter, som ifølge A s og B s årsopgørelser var 0 kr. i både år 2000 og 2001. Den 26. november 2003 skrev Høng Kommune følgende til B: Høng Kommune har af skattemyndighederne fået oplyst, at De er registreret som selvstændig erhvervsdrivende med tilhørende momsregistrering i perioden 18. juni 2001 til udgangen af 2002. Jævnfør forvaltningslovens 19 skal jeg hermed partshøre Dem i anledning af denne oplysning, idet den kan have betydning for beregning af den ydelse De måtte være berettiget til i henhold til afgørelse fra det sociale nævn. I brev af 27. november 2003 besvarede B ovenstående, idet hun bl.a. skrev følgende: Det er korrekt, at jeg var registreret som selvstændig erhvervsdrivende fra 1/6 2001 til 31/12 2002. Dette kan næppe komme som en overraskelse, idet det af mine selvangivelser og årsopgørelser fremgår, at der var en drift af egen virksomhed driften blev i praksis gennemført af min mand. Hvis spørgsmålet drejer sig om jeg fulgte integrationen (sprogskolen), kan det oplyses, at jeg gennemførte denne og bestod med flotte karakterer. Såfremt det ikke er et spørgsmål om jeg gennemførte sprogskolen De rejser, ved jeg ikke hvad De mener.

Den 2. december 2003 traf Høng Kommune afgørelse i B s sag, hvorved kommunen tilkendte og beregnede introduktionsydelse for perioderne 12. oktober 1999-20. november 2000 og 1. januar 2001-17. juni 2001, i alt kr. 181.174. I afgørelsen skrev kommunen bl.a.: Det er oplyst, at De er registreret som selvstændig erhvervsdrivende med tilhørende momsregistrering i tiden 18. juni 2001 til udgangen af 2002. I den periode De driver selvstændig virksomhed, vil De jfr. afgørelserne SM A-11-01 og SM O 96-96 ikke være berettiget til Integrationsydelse. Derfor er der i ovenstående beregning ikke udmøntet kontante ydelser efter 17. juni 2001. Den 4. december 2003 klagede B over kommunens afgørelse til Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt. Ved brev af 24. august 2004 skrev B bl.a. følgende til nævnet: Det er korrekt, at jeg af praktiske grunde blev registreret som selvstændig, dette var dog alene en teknisk foranstaltning, idet min mands virksomhed ikke kunne fortsætte grundet økonomiske problemer problemer som direkte kan henføres til den manglende ydelse, som jeg ikke havde modtaget i perioden indtil da. Om-registreringen skete i samråd med vores bank, (...) Bank, hvorefter min mands virksomhed fortsatte som hidtil, blot med mig som registreret ejer. Jeg fortsatte min sprogskole, som var min fuldtidsbeskæftigelse, mens min mand fortsatte driften af virksomheden i enhver henseende. Idet introduktionsydelsen bliver beregnet ud fra familiens samlede økonomi, har det ingen betydning for beregningen, hvem der er registreret som ejer af virksomheden. Jeg skal derfor fastholde mit krav om introduktionsydelse (løn) mens jeg gennemførte sprogskolen (mit arbejde). Ved brev af 30. august 2004 skrev nævnet følgende til A: Kommunens afgørelse tiltrædes. Der er ved afgørelsen vedrørende 2) integrationsydelse i perioden fra den 17. juni 2001 til 21. oktober 2002 lagt vægt på, at De ikke har dokumenteret at

De ikke er selvstændig erhvervsdrivende i perioden den 17. juni 2001 til 21. oktober 2002. Således kan der ikke udbetales integrationsydelse for perioden den 17. juni 2001 21. oktober 2002, jf. principperne i SM A-11-01. A F G Ø R E L S E S G R U N D L A G De har i Deres klage blandt andet henvist til, at Ankestyrelsen træffer ikke beslutning om år 2002, men analogt med afgørelserne for tidligere perioder på samme præmisser, er der også rejst krav overfor kommunen om at følge afgørelsen for dette år for den periode De gennemførte Sprogskolen, der blev afsluttet den 20. oktober 2002. De henviser endvidere til, at De af praktiske grunde blev registreret som selvstændig, dette var dog alene en teknisk foranstaltning, idet Deres mands virksomhed ikke kunne fortsætte grundet økonomiske problemer problemer som direkte kan henføres til den manglende ydelse, som De ikke havde modtaget i perioden indtil da. Endvidere henviser De til, at omregistreringen skete i samråd med Deres bank, ( ) Bank, hvorefter Deres mands virksomhed fortsatte som hidtil, blot med Dem som registreret ejer. De fortsatte Deres sprogskole, som var Deres fuldtidsbeskæftigelse, mens Deres mand fortsatte driften af virksomheden i enhver henseende. Endelig henviser De til, at idet introduktionsydelsen bliver beregnet ud fra familiens samlede økonomi, har det ingen betydning for beregningen, hvem der er registreret som ejer af virksomheden. De fastholder derfor Deres krav om introduktionsydelse (løn) mens De gennemførte sprogskolen (Deres arbejde). B klagede den 12. september 2004 over nævnets afgørelse. I klagen skrev hun bl.a.: Det Sociale Nævn har i sin afgørelse lagt vægt på: at De ikke har dokumenteret at De ikke er selvstændig erhvervsdrivende i perioden 17. juni 2001 til 21. oktober 2002.

De principielle spørgsmål er: 1. Dokumentation for ikke at være selvstændigt erhvervsdrivende: Høng Kommune har betalt udgifter til Sprogskolen, hvor der er mødepligt herunder også skrappe grænser for fravær. Kommunen har ført dette tilsyn og har ved møder med mig gennemgået min fraværsprocent, som ikke var over det tilladte fravær. Høng Kommune har modtaget kopi af eksamensbevis for gennemført integrationsforløb. Kan Det Sociale Nævn i sin afgørelse lovligt se bort fra ovenstående kendsgerninger, og er det ikke allerede belyst? 2. Den 17. juni 2001. Af praktiske grunde skete der en omregistrering af vores familievirksomhed, således at den fra denne dato blev registreret i mit navn. Denne registrering medførte ingen praktiske ændringer i driften af virksomheden. Der skete ingen ændringer i mit integrations-forløb (Sprogskolen). Kan Det Sociale Nævn og Høng Kommune se bort fra de faktiske forhold og begrunde sit afslag på baggrund af en registrering? 3. Bevisbyrden. Høng Kommune og Det Sociale Nævn har på intet tidspunkt stillet spørgsmål omkring gennemførelse af integrationsforløbet eller rejst spørgsmål om rådighed for arbejdsmarkedet. Jeg har ikke i mine ansøgninger berørt dette emne væsentligt, idet den samlede dokumentation for integrationsforløbet hele tiden har været i kommunens besiddelse i form af rapporter fra sprogskolen. Hvordan kan en afgørelse træffes af Det Sociale Nævn og Høng Kommune, ved at bevisbyrden pålægges ansøger, uden information herom? 4. Rådighed for arbejdsmarkedet. Jeg har modtaget integrationsydelse for perioden indtil den 17. juni 2001. I perioden fra 1999 til 17. juni 2001 har kommunen ikke stillet krav om yderligere erhvervsaktivitet. I perioden efter den 17. juni har kommunen ikke stillet krav om yderligere

erhvervsaktivitet. At kommunen ikke har stillet dette krav overfor mig på linie med sagsbehandlingen af øvrige deltagere i min klasse på Sprogskolen tolkes som kommunen er klar over, at integrationsforløbet er et fuldtidsarbejde. Den 4. oktober 2004 skrev Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt følgende til Ankestyrelsen: Ved brev af 24. september 2004 har ankestyrelsen anmodet det sociale nævn om at uddybe begrundelsen for, at der ikke kan ydes introduktionsydelse til (B) for perioden 17. juni 2001 til 21. oktober 2002, herunder en begrundelse for henvisningen til SM-A-11-01. I den anledning kan nævnet bemærke, at med virkning fra den 17. juni 2004 [rettelig 2001; min bemærkning] har (B) overtaget ægtefællens virksomhed. Det må derfor antages, at hun som selvstændig erhvervsdrivende kan forsørge sig selv. Der er ikke anført forhold, der godtgør, at hun gennem denne selvstændige virksomhed ikke kan være i stand til selvforsørgelse. Det forhold, at hun i samme periode deltager i sprogskole kan ikke i sig selv være ensbetydende med, at hun ikke sideløbende hermed er forhindret i at arbejde i den selvstændige virksomhed. I SM-A-11-01 har Ankestyrelsen i sin begrundelse blandt andet anført at kontanthjælp ikke kunne subsidiere en selvstændig virksomhed, der gav underskud eller ikke i tilstrækkelig grad bidrog til et forsørgelsesgrundlag. For så vidt angår de af (B) i øvrigt rejste spørgsmål skal nævnet bemærke, at nævnet netop har lagt vægt på de faktiske forhold, at en person, der driver selvstændig virksomhed, og derved forventes at forsørge sig selv, ikke på anden måde står til rådighed for arbejdsmarkedet, og at der ved nævnets afgørelse netop er lagt vægt på familiens samlede forhold. Ved afgørelse af 19. oktober 2004 afviste Ankestyrelsen at behandle sagen da styrelsen ikke fandt at den havde principiel eller generel betydning. Som begrundelse for afgørelsen skrev Ankestyrelsen bl.a.: Vi kan kun behandle en klage over en afgørelse fra det sociale nævn, hvis sagen indeholder spørgsmål af principiel eller generel interesse.

Afgørelsen af Deres sag afhænger af en konkret vurdering af om De som selvstændig erhvervsdrivende kan antages at være fuldtidsbeskæftiget, herunder om De ikke på anden måde står til rådighed for arbejdsmarkedet. Nævnets afgørelse strider ikke på det foreliggende grundlag imod principperne i Ankestyrelsens praksis, herunder SM O-148-97 om berettigelse til kontanthjælp i forbindelse med opstart af selvstændig virksomhed. Bemærkninger til klagen: De har oplyst, at Deres familievirksomhed af praktiske grunde blev registreret i Deres navn, men at dette ikke medførte praktiske ændringer i driften af virksomheden. Vi bemærker, at det beror på en konkret vurdering om driften af den selvstændige virksomhed, registreret i Deres navn, kan anses for at være en fuldtidsvirksomhed samt om De kan anses for at have opfyldt Deres rådighedsforpligtelse. De har mulighed for at anmode nævnet om en uddybende begrundelse for afgørelsen. Vedrørende sagens indhold henviser vi til - integrationslovens 27, stk. 1 om introduktionsydelse. Den 31. oktober 2004 klagede A på vegne af B til mig. Ved brev af 9. december 2004 bad jeg Ankestyrelsen om udlån af sagens akter og en udtalelse i anledning af klagen. Jeg anmodede endvidere Ankestyrelsen om forinden at indhente en udtalelse fra Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt og fra Høng Kommune om sagen. I den forbindelse bad jeg kommunen og nævnet redegøre nærmere for oplysningsgrundlaget i sagen herunder hvorvidt nævnet havde indhentet nærmere oplysning om omfanget af sprogskoleforløbet og omfanget af den selvstændige virksomhedsdrift. Ved brev af 16. februar 2005 fremkom Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt med følgende udtalelse: Sagen har været forelagt det sociale nævn på møde den 15. februar 2005.

Nævnet vedtog på mødet at udtale, at der ved afgørelsen af 30. august 2004 om afslag på udbetaling af integrationsydelse for perioden 17. juni 2001 21. oktober 2002 blev lagt vægt på, at klager ikke har dokumenteret sin påstand om, at hun ikke var selvstændig erhvervsdrivende uanset, at hun var registreret som selvstændig. Hun har således ikke dokumenteret sin påstand om, at det var ægtefællen som i praksis udøvede virksomheden. Det er nævnets opfattelse, at kommunen og nævnet ikke selv havde mulighed for at dokumentere dette forhold. Det bemærkes, at nævnet ikke havde fundet anledning til at indhente nærmere oplysninger om klagers fremmøde i sprogskole i ovennævnte periode. Begrundelsen herfor var, at det efter nævnets opfattelse ikke var udelukket at udøve selvstændig virksomhed ved siden af sprogskolen. Dokumentation for fremmøde i sprogskolen kunne derfor ikke i sig selv opfattes som dokumentation for, at klager ikke drev selvstændig virksomhed. Fremmødet var derfor ikke afgørende for, om hun var berettiget til introduktionsydelse. Da nævnet ikke fandt fremmøde i sprogskole afgørende for vurdering af sagen, fandt nævnet ikke anledning til at indhente nærmere oplysninger herom. For så vidt angår nærmere oplysning om omfanget af den selvstændige virksomhed, gør samme forhold som ovenfor omtalt sig gældende. Ved brev af 21. april 2005 fremkom Høng Kommune med følgende udtalelse: På baggrund af ovennævnte skrivelse fra Folketingets Ombudsmand, giver det Høng Kommune anledning til at bemærke, at på det tidspunkt, hvor (B) erhverver ejendommen ( ), 4270 Høng, modtager kommunen ingen oplysninger fra (B) om købet. Det er en oplysning, kommunen kommer i besiddelse af i forbindelse med en, på det tidspunkt, verserende klagesag i Det sociale Nævn. Oplysningen fremkommer, da der i kommunen forespørges på EDB-systemet Ejendomsoplysninger. Derudover har kommunen ikke uddybende oplysninger til det i sagen oplyste.

Kommunens udtalelse gav ikke nævnet anledning til bemærkninger. Ankestyrelsen fremkom ved brev af 1. juni 2005 med følgende udtalelse: Til det anførte i klagen til ombudsmanden bemærkes, at det følger af integrationslovens 27, stk. 1, jf. 25, stk. 3, at der kun kan udbetales introduktionsydelse, hvis udlændingen og dennes ægtefælle ikke har et rimeligt tilbud om arbejde. Denne bestemmelse svarer efter sin ordlyd til aktivlovens 13, stk.1. Ankestyrelsens praksis på området er bl.a. beskrevet i SM O-148-97 om bistandslovens 40, stk. 1, svarende til aktivlovens 13, stk. 1, om at en ansøger efter en konkret vurdering ikke var berettiget til kontanthjælp under opstart af en virksomhed, da virksomheden ikke kunne karakteriseres som bierhverv. Endvidere henvises til principperne i A-11-01, hvor det blev anført, at kontanthjælp ikke kan subsidiære en selvstændig virksomhed, der giver underskud eller ikke i tilstrækkelig grad bidrager til et forsørgelsesgrundlag. Desuden henvises til SM O-96-96 om at en hustru opgav sit forsørgelsesgrundlag (kontanthjælp) for at påbegynde selvstændig virksomhed, der ikke gav overskud. Ankestyrelsen bemærker, at sagens afgørelse beror på en konkret vurdering af om (B) med overtagelsen af ægtefællens virksomhed (registrering som selvstændig med tilhørende momsregistrering) kan anses for at drive selvstændig virksomhed som hovederhverv, herunder om hendes deltagelse i sprogskole har forhindret hende i at udøve selvstændig virksomhed ved siden af sprogskolen. Spørgsmålet om hvorvidt der er det fornødne oplysningsgrundlag til at træffe afgørelse beror ligeledes på en konkret vurdering af sagens særlige omstændigheder. Ankestyrelsen finder ikke, at nævnets afgørelse på det foreliggende grundlag er i strid med den udmeldte praksis på området. Vi finder heller ikke at sagen indeholder principielle og generelle aspekter, der gør den egnet til at udstikke nærmere retningslinjer. Vi har således heller ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at anse spørgsmålet om oplysningsgrundlaget for at være af principiel eller generel betydning.

Ved brev af 8. juni 2005 bad jeg om A s eventuelle bemærkninger til myndighedernes udtalelser. Ombudsmandens udtalelse Indledningsvis gør jeg opmærksom på at det alene er Høng Kommunes og Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amts afslag på at udbetale introduktionsydelse til (B) i perioden fra den 17. juni 2001 til den 21. oktober 2002 og Ankestyrelsens afvisning af at behandle sagen der har været genstand for min undersøgelse. Jeg henviser i den forbindelse til 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand, hvoraf det fremgår at ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse. Retsgrundlaget 25 i integrationsloven (lov nr. 474 af 1. juli 1998) havde oprindelig følgende ordlyd: 25. ( ) Stk. 2. Der kan kun udbetales introduktionsydelse, hvis udlændingen opfylder betingelserne i 13, stk. 1, 4 og 5, 14 og 15 i lov om aktiv socialpolitik og forskrifter udstedt i medfør af disse regler. 2 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse. ( ) På daværende tidspunkt havde 13, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik (lov nr. 455 af 10. juni 1997 som ændret ved lov nr. 1112 af 29. december 1997) følgende ordlyd: 13. Det er en betingelse for at få hjælp efter 11, at ansøgeren og ægtefællen ikke har et rimeligt tilbud om arbejde. Hvis en person, der får hjælp efter 11, afslår et formidlet arbejde eller udebliver fra en formidlingssamtale eller en kontaktdato på arbejdsformidlingen, har kommunen pligt til at vurdere, om den pågældende fortsat opfylder betingelserne for hjælpen ved at udnytte sine

arbejdsmuligheder. Ved lov nr. 57 af 25. januar 2000 om ændring af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven) med flere love blev integrationslovens 25 ændret så den fik følgende indhold: 25. ( ) Stk. 2. Der kan kun udbetales introduktionsydelse, hvis udlændingen og dennes ægtefælle ikke har et rimeligt tilbud om arbejde. ( ) Efterfølgende blev den dagældende 25, stk. 2, i integrationsloven ændret ved lov nr. 1269 af 20. december 2000 om ændring af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven). Ved lov nr. 425 af 10. juni 2003 om ændring af integrationsloven og udlændingeloven blev 25 ændret således at den hidtidige 25, stk. 2, herefter blev til 25, stk. 3. På tidspunktet for Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amts afgørelse af 30. august 2004 havde integrationslovens 25, stk. 3, følgende ordlyd, jf. bekendtgørelse nr. 1035 af 21. november 2003 af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven): 25. ( ) Stk. 3. Der kan kun udbetales introduktionsydelse, hvis udlændingen og dennes ægtefælle ikke har et rimeligt tilbud om arbejde. For en udlænding, der alene har ledighed som problem, er det endvidere en betingelse, at den pågældende aktivt søger at udnytte sine arbejdsmuligheder. Udlændingen skal endvidere efter krav fra arbejdsformidlingen eller kommunalbestyrelsen søge konkrete job, hvor arbejdsgiveren ikke har aftalt med arbejdsformidlingen eller kommunen, at der sker henvisning af arbejdssøgende. Selv om bestemmelsen har ændret formulering og placering siden integrationslovens vedtagelse, har dette ikke efter min opfattelse haft indflydelse på de fortolkningsspørgsmål som jeg har behandlet i forbindelse med min behandling af sagen. For så vidt angår den ovenfor citerede 13, stk. 1, i aktivloven, er denne

blevet ændret efterfølgende ved lov nr. 438 af 10. juni 2002 og lov nr. 417 af 10. juni 2003. På tidspunktet for Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amts afgørelse af 30. august 2004 havde aktivlovens 13, stk. 1, følgende ordlyd, jf. bekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 af lov om aktiv socialpolitik: 13. Det er en betingelse for at få hjælp efter 11, at ansøgeren og ægtefællen ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, og at de aktivt søger at udnytte deres arbejdsmuligheder. Selv om bestemmelsen har ændret formulering siden aktivlovens vedtagelse, har dette ikke efter min opfattelse haft indflydelse på de fortolkningsspørgsmål som jeg har behandlet i forbindelse med min behandling af sagen. Det har siden vedtagelsen af den oprindelige integrationslov været en betingelse for at modtage introduktionsydelse at hverken den person der søger om introduktionsydelsen, eller dennes ægtefælle har et rimeligt tilbud om arbejde. En tilsvarende betingelse findes som beskrevet ovenfor i aktivlovens 13, stk. 1, og fandtes i den tidligere gældende bistandslovs 40, stk. 1 (bekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 af lov om social bistand). Det følger derimod ikke udtrykkeligt af bestemmelserne i integrationsloven at det ikke er muligt at få introduktionsydelse blot fordi man driver selvstændig virksomhed. Heller ikke aktivloven eller den tidligere gældende bistandslov har udelukket at man kan/kunne modtage kontanthjælp som selvstændig erhvervsdrivende. I vejledningen til aktivloven (vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik) er det tværtimod forudsat at selvstændige erhvervsdrivende i nogle (begrænsede) tilfælde vil kunne få kontanthjælp, idet der under vejledningens punkt 48 er anført følgende: Dette indebærer, at fx en selvstændig erhvervsdrivende normalt kun kan få hjælp, hvis indtægtsmulighederne svigter på grund af egne forhold, fx sygdom, eller ekstraordinære vejrmæssige problemer samt helt eller delvis ophør af

virksomheden. En tilsvarende formulering fandtes i Socialministeriets (nu ophævede) vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven (kontanthjælpsvejledningen), punkt 3. Jeg forstår Ankestyrelsens høringssvar af 1. juni 2005 således at afgørelsen af sagen bl.a. forudsætter en konkret vurdering af om (B) og De havde et rimeligt tilbud om arbejde, jf. integrationslovens 25, stk. 3, 1. pkt., som citeret ovenfor. Jeg er enig i denne opfattelse. Endvidere forstår jeg Ankestyrelsens høringssvar således at der ved fortolkningen af integrationslovens 25, stk. 3, 1. pkt., kan tages udgangspunkt i Ankestyrelsens praksis efter aktivlovens 13, stk. 1, og den tidligere gældende bistandslovs 40, stk. 1, nr. 1, idet disse bestemmelser svarer til integrationslovens 25, stk. 3, 1. pkt. Jeg er også enig i dette. Den Sociale Ankestyrelse har i afgørelse af 21. august 1997 som er refereret i SM O-148-97, lagt til grund at man ikke kan modtage kontanthjælp under opstart af virksomhed medmindre virksomheden kan karakteriseres som et bierhverv. Afgørelsen af om der var tale om opstart med henblik på bierhverv eller fuldtidsbeskæftigelse, måtte bero på en samlet vurdering af de foreliggende forhold, herunder formålet med virksomheden, hvilke tiltag der var gjort i forbindelse med opstarten, samt i hvilket omfang rådighedsforpligtelsen måtte antages at kunne opfyldes. I SM O-96-96 gav Ankestyrelsen afslag på supplerende kontanthjælp til et ægtepar, idet styrelsen bl.a. henviste til at hustruen havde opgivet sit tidligere forsørgelsesgrundlag (kontanthjælp) for at påbegynde selvstændig virksomhed der ikke gav overskud, samt at det lå uden for bistandslovens formål at yde indirekte støtte til driften af en erhvervsvirksomhed. For så vidt angår betydningen af at en person er momsregistreret eller registreret med et SE- eller CVR-nummer, i relation til muligheden for at modtage kontanthjælp, har Socialministeriet den 15. januar 2001 udsendt en

skrivelse til samtlige kommuner m.fl. Af skrivelsen fremgår: Socialministeriet modtager løbende forespørgsler om kontanthjælp til selvstændigt erhvervsdrivende. Henvendelserne har givet det indtryk, at nogle kommuner giver afslag på kontanthjælp til selvstændige, alene hvis pågældende ikke ønsker at afmelde sig som momsregistreret eller fortsat ønsker at være registreret på SE-nummer. Efter Socialministeriets opfattelse kan den omstændighed, at en person er momsregistreret og/eller fortsat har et CVR eller et SE-nummer, ikke tillægges nogen selvstændig betydning i bedømmelse af, om der kan udbetales kontanthjælp eller ej. Pågældende skal naturligvis afgive oplysninger om sine økonomiske forhold, herunder fx aktiver, driftsmidler og gæld på ansøgningstidspunktet. Ved afgørelse om udbetaling af kontanthjælp vil det være de normale betingelser, der skal indgå i afgørelsen, først og fremmest om der er sket en social begivenhed i disse tilfælde i reglen arbejdsløshed. Virksomheden må naturligvis ikke stille sig i vejen for pågældendes opfyldelse af rådighedsreglerne. Det vil som hovedregel sige, at den skal ligge stille. Et CVR/SE-nummer angiver blot, at pågældende findes i det Centrale Virksomhedsregister (CVR) eller Stamregister for Erhvervsdrivende (SE), hvilket ikke er ensbetydende med samtidig aktivitet. For en selvstændig, der modtager kontanthjælp, vil det kunne være hensigtsmæssigt at være registreret eksempelvis i en afviklingsperiode eller i forbindelse med en biaktivitet. Skatteforvaltningen og socialforvaltningen bør samarbejde omkring pågældendes ændring af forskudsregistrering og afvikling af virksomhed med henblik på at undgå, at pågældende kommer ud i en uhensigtsmæssig situation. Ankestyrelsen har i en række afgørelser taget stilling til hvilken indflydelse det eventuelt måtte have på muligheden for at modtage kontanthjælp at ansøgerens ægtefælle driver selvstændig virksomhed; se således bl.a. SM A-2-02, SM A-11-01, SM O-17-99 og SM O-106-93, som De tidligere har modtaget kopi af. Det fremgår således af SM A-2-02 at ansøgerne i to forskellige sager havde

ret til kontanthjælp hvis ansøgernes ægtefæller efter en konkret vurdering havde udnyttet deres arbejdsmuligheder. I den ene af sagerne opregner Ankestyrelsen endvidere en række momenter der kan (og muligvis skal) indgå i denne konkrete vurdering. I begge sagerne understreger Ankestyrelsen dog med en henvisning til SM O-96-96 at det ligger uden for det formål som lov om aktiv socialpolitik er bestemt til at varetage, at yde indirekte støtte til en ægtefælles selvstændige virksomhed. I SM A-11-01, som nævnet henviser til princippet i, udtalte Ankestyrelsen at der ikke ved beregningen af supplerende kontanthjælp til en ansøger var hjemmel til at fratrække underskuddet i ægtefællens selvstændige virksomhed i ægtefællens indtægt som lønmodtager. Det blev ved afgørelsen udtrykkeligt lagt til grund at kontanthjælp ikke kan subsidiere en selvstændig virksomhed der giver underskud eller ikke i tilstrækkelig grad bidrager til et forsørgelsesgrundlag. Myndighedernes afgørelser Det er en betingelse for at modtage introduktionsydelse at hverken udlændingen eller dennes ægtefælle har et rimeligt tilbud om arbejde, jf. redegørelsen herfor ovenfor. Som beskrevet ovenfor er jeg enig i Ankestyrelsens antagelse om at der ved fortolkningen af denne betingelse kan tages udgangspunkt i Ankestyrelsens praksis efter aktivlovens 13, stk. 1, og bistandslovens 40, stk. 1, idet disse bestemmelser indeholder en tilsvarende betingelse. Som sagen foreligger oplyst for mig, er det ubestridt at (B) har været momsregistreret og registreret som selvstændig erhvervsdrivende fra den 17. juni 2001 til den 21. oktober 2002. Ankestyrelsen har i sit høringssvar af 1. juni 2005 bemærket at efter Ankestyrelsens opfattelse beror sagens afgørelse på en konkret vurdering af om (B) med overtagelsen af Deres virksomhed (i form af registreringen som selvstændig med tilhørende momsregistrering) kan anses for at drive selvstændig virksomhed som hovederhverv, herunder om hendes deltagelse i sprogskole har

forhindret hende i at udøve selvstændig virksomhed ved siden af sprogskolen. Navnlig på baggrund af indholdet af SM O-148-97 og Socialministeriets skrivelse af 15. januar 2001 er jeg enig med Ankestyrelsen i at (B) s eventuelle berettigelse til introduktionsydelse i den pågældende periode skulle afgøres på baggrund af en konkret vurdering af omfanget af (B) s involvering i den pågældende virksomhed herunder om den måtte anses for at være (B) s hovedbeskæftigelse eller blot et bierhverv. (B) har ved sine breve af 27. november 2003, 24. august 2004 og 12. september 2004 oplyst over for myndighederne at det var Dem der reelt drev den virksomhed der var grundlaget for at hun var (moms)registreret som selvstændig erhvervsdrivende i perioden. Som led i afgørelsen af sagen må der derfor efter min opfattelse tages stilling til om virksomheden blev drevet af (B), af Dem eller af både Dem og (B) evt. som bierhverv Under henvisning til Socialministeriets skrivelse af 15. januar 2001 er det desuden min opfattelse at det til brug for sagens afgørelse har været relevant at undersøge om (B) (evt. i en del af den omhandlede periode) alene var registreret som indehaver af virksomheden med henblik på dennes afvikling. Høng Kommunes afgørelse af 2. december 2003 Det fremgår af det ovenfor refererede sagsforløb at (B) ved sit brev af 27. november 2003 som svar på kommunens partshøring i anledning af oplysningen om hendes registrering som selvstændig erhvervsdrivende mv. oplyste at driften af virksomheden i praksis blev forestået af Dem, samt at hun i den pågældende periode havde fulgt og gennemført sprogskolen. Endvidere oplyste (B) at såfremt partshøringen ikke vedrørte spørgsmålet om hendes gennemførelse af sprogskolen, så vidste hun ikke hvad kommunen mente med denne. Høng Kommune traf herefter den 2. december 2003 blot afgørelse om at (B) ikke var berettiget til at modtage introduktionsydelse i den periode hvor hun drev selvstændig virksomhed. På denne baggrund kan jeg ikke forstå Høng Kommunes afgørelse

anderledes end at kommunen alene har lagt vægt på at (B) var registreret som selvstændig erhvervsdrivende med tilhørende momsregistrering i den pågældende periode. Som beskrevet ovenfor er det min opfattelse at (B) s eventuelle berettigelse til introduktionsydelse i den pågældende periode skulle afgøres på baggrund af en konkret vurdering af omfanget af (B) s involvering i den pågældende virksomhed herunder om den måtte anses for at være (B) s hovedbeskæftigelse eller blot et bierhverv. Jeg henviser til Ugeskrift for Retsvæsen 1983.349 og Ugeskrift for Retsvæsen 1988.239. Herunder måtte en afgørelse som nævnt tage stilling til om virksomheden blev drevet af (B), af Dem eller både af Dem og (B) evt. som bierhverv. På denne baggrund mener jeg at det er forkert når Høng Kommune afslog at bevilge introduktionsydelse til (B) i den pågældende periode alene på baggrund af hendes registrering som selvstændig erhvervsdrivende. Jeg mener at dette er beklageligt. Jeg har gjort Høng Kommune bekendt med min opfattelse. Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amts afgørelse af 30. august 2004 Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amt har alene begrundet sin afgørelse af 30. august 2004 med at nævnet har lagt vægt på at (B) ikke havde dokumenteret at hun ikke var selvstændig erhvervsdrivende i perioden 17. juni 2001 til 21. oktober 2002. Derudover henviste nævnet til principperne i SM A-11-01. Ordlyden af nævnets afgørelse af 30. august 2004 kunne umiddelbart give det indtryk at nævnet ved afgørelsen kun har lagt vægt på det forhold at (B) i den pågældende periode var registreret som selvstændig erhvervsdrivende med tilhørende momsregistrering, og at det herefter skulle følge af princippet i SM A- 11-01 (og muligvis SM O-96-96, som nævnet uden yderligere forklaring henviser til sidst i afgørelsen) at (B) ikke skulle være berettiget til integrationsydelse. I sin uddybende begrundelse af 4. oktober 2004 supplerede nævnet imidlertid begrundelsen med at der ikke var anført forhold der godtgjorde at (B)

ikke kunne være i stand til selvforsørgelse gennem den selvstændige virksomhed. Derudover har jeg forstået nævnet således at nævnet ikke mente at det forhold at (B) i perioden deltog i sprogskole, i sig selv kunne være ensbetydende med at hun var forhindret i at arbejde i den selvstændige virksomhed. Nævnet refererede Ankestyrelsens begrundelse i SM A-11-01, hvorefter kontanthjælp ikke kunne subsidiere en selvstændig virksomhed der gav underskud eller ikke i tilstrækkelig grad bidrog til et forsørgelsesgrundlag. Endelig oplyste nævnet at det havde lagt vægt på de faktiske forhold at en person som drev selvstændig virksomhed (og som nævnet derved forventede forsørgede sig selv), ikke på anden måde stod til rådighed for arbejdsmarkedet, og at der ved afgørelsen var lagt vægt på familiens samlede forhold. I sit høringssvar af 16. februar 2005 oplyste nævnet tillige at det havde lagt vægt på at (B) ikke havde dokumenteret sin påstand om at det var Dem der i praksis udøvede virksomheden. Endvidere uddybede nævnet hvorfor nævnet ikke mente at en undersøgelse af omfanget af (B) s deltagelse i sprogskolen skulle være afgørende for vurderingen af sagen. Endelig forstår jeg nævnets høringssvar sådan at det efter nævnets opfattelse var (B) s ansvar eventuelt at dokumentere omfanget af den selvstændige virksomhed. Eftersom jeg må forstå nævnets uddybende begrundelse af 4. oktober 2004 og navnlig nævnets høringssvar af 16. februar 2005 sådan at nævnet ved sin afgørelse har lagt vægt på en konkret vurdering af omfanget af (B) s involvering i den pågældende virksomhed, af om det var Dem eller (B) der drev virksomheden, og af arbejdets omfang, mener jeg ikke at jeg har tilstrækkeligt grundlag for at konkludere at nævnets afgørelse af 30. august 2004 skulle være udtryk for en fejlagtig retsopfattelse. For så vidt angår nævnets oplysningsgrundlag og begrundelse for afgørelsen, henviser jeg til mine bemærkninger nedenfor. Ankestyrelsens afgørelse af 19. oktober 2004

Retssikkerhedslovens 63 har følgende indhold: 63. Det sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører, kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling. Ankestyrelsen har anført at afgørelsen af sagen afhang af en konkret vurdering af om (B) som selvstændig erhvervsdrivende kunne antages at være fuldtidsbeskæftiget, herunder om hun på anden måde stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Nævnets afgørelse strider ikke på det foreliggende grundlag mod Ankestyrelsens praksis. Jeg mener ikke jeg kan kritisere at Ankestyrelsen afviste at behandle sagen. Vurderingen af om en sag er af generel eller principiel betydning, bygger på vurderinger og afvejninger af en række hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Ankestyrelsen, der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige. Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Jeg mener ikke at der foreligger sådanne omstændigheder i sagen. Sagens oplysning Der gælder et grundlæggende princip i forvaltningsretten om at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed at fremskaffe fornødne oplysninger om den foreliggende sag. Oplysninger skal ikke blot foreligge, men skal også være pålidelige. Hvis der således er tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, er det antaget at det hører med til sagsoplysningen at myndigheden skal søge denne tvivl afklaret, sådan at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen. Dette princip

kaldes official- eller undersøgelsesprincippet. Formålet med princippet er at sikre at forvaltningsmyndighedens afgørelser bliver materielt lovlige og rigtige. Officialprincippet er beskrevet udførligt i den forvaltningsretlige litteratur, se bl.a. Steen Rønsholdt, Forvaltningsret, retssikkerhed, proces, sagsbehandling, 1. udgave (2001), kapitel 11, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), ved Jens Garde og Karsten Revsbech, kapitel V, og Kaj Larsen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), kapitel 11. Officialprincippet retter sig både mod det faktiske og det retlige grundlag for afgørelsen. Oplysningen af faktum og jus vil oftest foregå i et samspil, sådan at myndigheden sideløbende med oplysning af faktum tager stilling til eventuelle uklarheder vedrørende retsgrundlaget og omvendt; jeg henviser til Folketingets Ombudsmands udtalelse i mit j.nr. 2003-3687-022, s. 15 ff, der vedlægges i en anonymiseret version. Sagen vil blive trykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 2005, men er allerede nu tilgængelig på hjemmesiden www.ombudsmanden.dk. [Sagen er nu optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 2005, side 105 ff, se navnlig side 114 ff]. På det sociale område findes nu en udtrykkelig lovbestemmelse i retssikkerhedslovens 10 der efter lovens forarbejder svarer til det ulovbestemte officialprincip. Bestemmelsen blev indføjet ved lov nr. 398 af 28. maj 2003 og var gældende for nævnets behandling af sagen. Selv om det er myndighederne der i henhold til officialprincippet har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst, er det ikke nødvendigvis myndighederne selv der skal fremskaffe oplysninger. Myndighederne skal imidlertid sørge for at det sker eksempelvis ved at borgeren bliver bedt om at tilvejebringe oplysningerne, jf. f.eks. Jon Andersen, Socialforvaltningsret, 1. udgave (2004), s. 145, og Steen Rønsholdt, Forvaltningsret retssikkerhed, proces, sagsbehandling, 1. udgave (2001), s. 342, med henvisning til Folketingets Ombudsmands beretning for 1999, s. 145. I det omfang det ikke er særligt indgribende, belastende, besværligt eller omkostningskrævende at tilvejebringe disse oplysninger, er det således almindeligt antaget at forvaltningen i sager der er rejst på partens initiativ, kan

bede den pågældende part om at tilvejebringe oplysningerne, jf. eksempelvis sagen refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1997, s. 256 ff. Dette suppleres i nærværende sag endvidere af integrationslovens 49, stk. 1, der har følgende ordlyd: 49. Den, der ansøger om eller modtager ydelser efter kapitel 4-6, har pligt til at medvirke til at tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige for at afgøre, om den pågældende har ret til ydelsen. Denne bestemmelse indebærer ikke en fravigelse af officialprincippet som beskrevet ovenfor, jf. således Karen Margrethe Kongstad og Peter S. Willadsen, Integrationsloven med kommentarer & Repatrieringsloven med kommentarer, 1. udgave, 1. oplag (2000), s. 215 f. I sin udtalelse af 16. februar 2005 anførte nævnet bl.a. at (B): ( ) ikke har dokumenteret sin påstand om, at hun ikke var selvstændig erhvervsdrivende uanset, at hun var registreret som selvstændig. Hun har således ikke dokumenteret sin påstand om, at det var ægtefællen som i praksis udøvede virksomheden. Det er nævnets opfattelse, at kommunen og nævnet ikke selv havde mulighed for at dokumentere dette forhold. Det bemærkes, at nævnet ikke havde fundet anledning til at indhente nærmere oplysninger om klagers fremmøde i sprogskole i ovennævnte periode. Begrundelsen herfor var, at det efter nævnets opfattelse ikke var udelukket at udøve selvstændig virksomhed ved siden af sprogskolen. Dokumentation for fremmøde i sprogskolen kunne derfor ikke i sig selv opfattes som dokumentation for, at klager ikke drev selvstændig virksomhed. Fremmødet var derfor ikke afgørende for, om hun var berettiget til introduktionsydelse. Da nævnet ikke fandt fremmøde i sprogskole afgørende for vurdering af sagen, fandt nævnet ikke anledning til at indhente nærmere oplysninger herom. For så vidt angår nærmere oplysning om omfanget af den selvstændige virksomhed, gør samme forhold som ovenfor omtalt sig gældende. Efter min opfattelse har kommunen og nævnet ikke i tilstrækkeligt omfang søgt omfanget af (B) s involvering i virksomheden oplyst. Jeg mener således ikke at myndighederne uden at have søgt at tilvejebringe

yderligere oplysninger om (B) s involvering i virksomheden endeligt kunne vurdere om (B) på grund af selvstændig virksomhed var afskåret fra at modtage integrationsydelse. Jeg henviser til det jeg har anført [i afsnittet Myndighedernes afgørelser ] ovenfor om de spørgsmål der forudsættes afklaret for at vurdere berettigelsen til integrationsydelse. I forlængelse heraf gør jeg opmærksom på at Den Sociale Ankestyrelse allerede som begrundelse for sin afgørelse af 2. december 2002 havde lagt vægt på at hverken kommunen eller nævnet havde indhentet eller bedt om de nødvendige oplysninger forud for den afgørelse der på daværende tidspunkt blev truffet. Jeg anser det for beklageligt at myndighederne har truffet afgørelse på et utilstrækkeligt faktuelt grundlag. Jeg har i dag henstillet til nævnet at genoptage sagens behandling med henblik på at tilvejebringe yderligere oplysninger om omfanget af (B) s involvering i virksomheden. Nævnet har mulighed for at bede (B) om at fremkomme med oplysningerne til belysning af disse forhold. Jeg henviser til det ovenfor anførte om myndighedernes mulighed for at bede sagens parter om at komme med oplysninger efter 49, stk. 1, i integrationsloven og til det forvaltningsretlige princip om processuel skadevirkning. Forud for en eventuel anvendelse af princippet om processuel skadevirkning skal nævnet dog vejlede (B) om hvilke oplysninger nævnet skal bruge for at kunne afgøre sagen, og om konsekvenserne hvis (B) ikke medvirker, jf. Socialministeriets vejledning nr. 21 af 24. februar 2004, punkt 81 og 84. Ankestyrelsens og Det Sociale Nævn for Vestsjællands Amts begrundelser Efter 24, stk. 1, 1. pkt., i forvaltningsloven skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Henvisningen skal være klar og specifik, dvs. omtale retsreglerne så de uden videre kan identificeres af den pågældende ved angivelse af lovens eller bekendtgørelsens nummer og dato (eller hvis det efter omstændighederne er tilstrækkeligt ved lovens sædvanlige kaldenavn) samt ved præcis angivelse af