Vision for inklusion i Haderslev Kommune Tilblivelsen af visionen for inklusion Arbejdsgruppen har bestået af PPR-leder Mogens Sørensen (tovholder), administrativ medarbejder Conny Jensen, pædagogisk administrativ konsulent Birthe Gripping, skoleleder Susanne Rex Jensen, afdelingsleder Mads Bjørnsen, SFO-ledere Sylvia Pedersen og Nina Juhl, dagplejeleder Tove Nielsen, daginstitutionsleder Anne Nøhr Andresen, specialpædagog Dorte Yde Tiufkær, familiekonsulent Birgit Scheel, lærerne Marianne Kanstrup og Birgitte Kjøng og PPR-psykolog Dorthe Beck Frederiksen Kommissorium for arbejdsgruppen inklusion: Definition af inklusion Muligheder for inklusion Afledte behov for kompetenceudvikling Gruppen har været samlet til 2 inspirationsdage med psykiater Søren Hertz og har haft 4 arbejdsmøder. Arbejdsgruppens oplæg består af 5 dele og skal læses som en fortælling om, hvordan vi forstår, at bevidste fortællinger om praksis er grundlaget og forudsætningen for inklusion: Visionen i Haderslev Reformen, som er den sammenhæng som arbejdsgruppen arbejdede indenfor. Inklusion definition i Haderslev Kommune Evaluering og dokumentation tanker om effekter (hvor skal vi hen, og hvor er vi allerede) Procesforløbet at skabe inkluderende fællesskaber Tankesættet om udvikling og læring Visionen er godtkendt i Udvalget for Børn og Familier, den 6. marts 2012 jf. punkt 432.
Visionen i Haderslevreformen Inklusion er politisk vedtaget som et særligt indsatsområde i Haderslev Kommune. Det er et mål i Haderslev Reformen at skabe mulighed for meningsfuld inklusion af børn i særlige vanskelige og udsatte positioner og at fremme mulighederne for, at alle kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er en politisk beslutning, at flest mulige børn, skal have mulighed for at bevare tilknytningen til det lokale miljø. Det er derfor et mål, at færrest mulige børn skal udskilles til specialtilbud. Det er et mål, at alle børn deltager i fællesskaber. Målet skal nås via udvikling af organisationsformer, der skal sætte fokus på tidlige, tværfaglige og sammenhængende indsatser, samarbejde i lokale netværk, lokal og central koordinering af mening og handling og via udvikling af metoder i læringsmiljøerne. Intentionen i Haderslev Reformen er at gå på fire ben 1. nærhed 2. specialisering og faglighed 3. tværfaglige samspil 4. decentrale løsninger Inklusion bliver et nøglebegreb og pejlemærke. Udfordringen bliver at udvikle redskaber og metoder i en tværfaglig kultur, baseret på vidensdeling, løbende opkvalificering og faglig supervision, som kan skabe både et fælles sprog i børne-ungepædagogikken og udvikle ny faglighed. Arbejdsgruppen vurderer, at dette forudsætter et procesforløb for alle medarbejdere, som har det fokus at gøre den inkluderende tankegang til en rød tråd i alle processer omkring og med børn og unge i Haderslev Kommune under overskriften: Et udviklende fællesskab for alle Inklusion definition i Haderslev Kommune Inklusion skal tænkes som et paraplybegreb, der kan dække alt lige fra den politiske vision, faglige målsætninger (det målbare) og konkrete, lokale praksisser (det funktionelle). Arbejdsgruppen har valgt, at forstå inklusion som om en foretrukken faglighed, en særlig måde at tale om og forstå udvikling, som kan inspirere til foretrukne handlinger. Et fælles sprog om inklusion er en forudsætning for, at medarbejderne i Børne- og Familieservice kan bidrage til at skabe og fremme muligheder for inklusion. Vi skal sætte fokus på den måde vi taler til og om hinanden. Vi skal tale om inklusion som en bestræbelse for alle i fællesskabet og som noget, der skal praktiseres i sammenhæng med de aktuelle muligheder i den sociale, kulturelle og økonomiske kontekst. Vi skal også sætte fokus der, hvor den ønskede forandring allerede er til stede eller på vej. Forskningen viser at deltagelse i fællesskaber bidrager positivt til læring. Deltagelse er en oplevelse af at høre til på en meningsfuld måde og at kunne bidrage meningsfuldt. Inklusion er at skabe muligheder for systemer, hvor der er forskellige muligheder, som ikke skal gælde for alle, altid, hele tiden, men som kan bidrage til oplevelsen af kvalitet uanset hvor man har sin daglige gang.
Inklusion tager afsæt i særlige måder at tænke om læringsmuligheder og vanskeligheder, som noget der skabes og vedligeholdes i konkrete sammenhænge. Udsatte positioner forstås som en konsekvens af de udviklings- og læringsbetingelser, som vi tilbyder børn og unge. Derfor skal vi finde muligheder og måder at håndtere vanskelighederne på i de relationer og de kontekster, som barnet eller den unge er en del af, hvor problemerne enten skabes eller vedligeholdes. Vi skal rette fokus på hindringer for deltagelse, udvikling og læring, og spørge os selv: Hvad skal der til, for at barnet kan deltage, udvikle sig og lære? Der er intet forskningsmæssigt, der tyder på, at integration eller inklusion foregår automatisk, når børn med forskellige forudsætninger og baggrunde sættes sammen, hvad enten det drejer sig om funktionsnedsættelser, socialgruppe eller kulturel baggrund. For at der kan finde inklusion og integration sted, kræver det derimod bevidst og systematisk pædagogisk arbejde udført af kompetent personale 1. Arbejdsgruppen anbefaler derfor følgende definition, hvor vi tager højde for, at en anderledes måde at organisere os på ikke af sig selv skaber muligheder for meningsfuld inklusion. Inklusion handler om, at vi skaber forpligtende fællesskaber, hvor børn, unge og voksne, har mod og tillid til at indgå i processer, der giver mulighed for deltagelse, udvikling og læring Det betyder at børn, unge og voksne kan sige: Jeg KAN noget Jeg VIL noget Fordi jeg DELTAGER I FÆLLESSKABER Tanker om effekter, evaluering og dokumentation: Arbejdsgruppen foreslår, at der sættes en proces i gang, der skal bidrage til en reel og oplevet forandring af muligheder for inklusion. Dette forudsætter, at vi kan beskrive: dels målet - hvordan vil det vise sig, at det lykkes? dels processen - hvordan kommer vi derhen? dels status - hvad vi allerede gør, som passer med målet Det er arbejdsgruppens påstand, at inklusion forudsætter ændring af de måder, vi forstår udvikling og læring. Udvikling af en værdi- og holdningsbaseret praksis, giver særlige udfordringer. Vi kan ikke benytte os af det naturvidenskabelige årsag-virknings-vidensbegreb (gør sådan, så virker det på den måde). Viden forstås indenfor humanvidenskaberne som erfaringer, som udvikles gennem at søge og skabe mening gennem refleksion i den konkrete sociale og kulturelle kontekst. Der findes forskningsmæssig støtte for, at en høj grad af frihed til at tilrettelægge processer og vælge metoder, kan bidrage til at systemerne kan skabe den viden, som bedst kan imødekomme den mangfoldighed og kompleksitet, som kendetegner menneskelige udviklings- og læringsprocesser. Vi fortolker nye indtryk og oplysninger i lyset af den forståelse af verden, som vi allerede har. Vores forståelse af udvikling og læring gør det muligt for os at se noget og den vil samtidig 1 Kjær, Bjørn: Inkluderende pædagogik God praksis og gode praktikere, Akademisk forslag, 2010, side 53
skygge for noget, som også ville være muligt at få øje på. De erfaringer, som det bliver muligt at få, hænger derfor sammen med de briller vi har at se med. Det er derfor en særlig udfordring at dokumentere om oplevelser af inklusion forandres i den ønskede retning. Vi skal kunne dokumentere, at de ønskede værdier og holdninger faktisk afspejles i den måde vi efterspørger og producerer viden på. Styringsredskabet for inklusion som værdibaseret praksis er pædagogisk refleksion og kontinuerlig praksisudvikling. Arbejdsgruppen antager at den nye forståelse af udvikling og læring vil få effekter på 3 vidensformer: Eksplicit viden: Eksplicit viden er det, vi lige nu regner som sikker viden dvs. den viden, der er bedst dokumenteret i forskningen. Arbejdsgruppen foreslår, at alle professionelle omkring børn, unge og familier får adgang til denne bedste viden om udvikling og læring. Effekterne af procesforløbet vil være at alle har et fælles tankesæt og et fælles sprog Denne viden vil afspejle sig i alle mundtlige fortællinger om børn, unge og familier og om hinanden. Denne viden vil også afspejle sig i al mundtlig og skriftlig kommunikation og dokumentation omkring børn, unge og familier. Refleksiv viden viden som proces: Viden som proces handler om at søge mening gennem refleksion. Effekten af procesforløbet vil være, at alle professionelle i højere grad vil indgå i feedback-processer i forhold til eget arbejde, stille nysgerrige spørgsmål til sin egen andel. Alle professionelle vil i højere grad være nysgerrige på barnets/den unges egen viden og færdigheder spørg barnet!! Det vil også vise sig i skriftlig dokumentation, hvor barnets/den unges viden fremhæves. Emergent viden: Det er den viden, som kan skabes gennem samspil og samarbejde. Tanken er, at ny viden og kreative løsninger kan opstå i mellemrummet mellem forskellige opfattelser. Effekten af procesforløbet vil være udvikling af praksisser, hvor vi kan få øje på, hvad der inviteres til her og hvad der kan skabes. Effekten af procesforløbet er praksisser, hvor vi skaber viden, som rækker ud over det, som allerede er og som den enkelte kan få øje på. Denne viden vil vise sig i, at det første valg altid vil være at bringe lokale aktører i spil og skabe lokale løsninger. Når vi skal dokumentere effekter af procesforløbet, så forudsætter det, at vi har solid viden om, hvilke vidensformer praksis inspireres af nu så vi kan få et billede af, hvilke områder,
der trænger til udvikling og hvilken viden, der skal tilføres (som en tilpas forstyrrelse), når vi skal invitere oplægsholder udefra til Kickstart. Arbejdsgruppen forestiller sig, at det i løbet af nogle år vil blive muligt at udarbejde en Håndbog for inklusion i Haderslev Kommune på baggrund af de nye fortællinger. Arbejdsgruppens overvejelser: Arbejdsgruppen foreslår, at der laves en plan for evaluering og dokumentation, dels for hvilke (daglige) praksisser, der kan hjælpe os til at holde øje med de forventede effekter, hvordan vi dokumenterer og synliggør effekter i dagligdagen og dels for årlig evaluering. En forudsætning for, at vi kan holde øje med effekter på kortere og længere sigt er, at vi har kendskab til hvad vi allerede gør, som passer med procesforløbets intentioner om at indarbejde et bestemt tankesæt. Arbejdsgruppen foreslår, at der udarbejdes en status på 2 områder: Kvantitativt: Hvor mange børn og unge modtager støtte, der ikke er i direkte tilknytning til den lokale dagpleje, institution eller skole (procent af årgange) Økonomiske omkostninger ved segregerede foranstaltninger Hvor mange arbejdstimer er knyttet til ressourcepersoner fx specialpædagoger, konsulenter på skolen (trivselsmedarbejdere, specialundervisningsvejleder o.a.), kontaktpersoner, familiekonsulenter og eksterne konsulenter (fx rådgivningsteam og PPR) Ansøgninger om støtte og indstillinger til andet tilbud Hvordan evaluerer og dokumenterer vi allerede. Kvalitativt: I hvor høj grad afspejles et ressource-, udviklings- og læringssyn allerede i vores måde at tale med og om børn/unge. Hvordan beskrives børn og unge allerede i skriftlig dokumentation (udviklings- og elevplaner, rapporter) og i indstillinger/ansøgninger I hvor høj grad anvendes tankesæt og praksisser fra projekter, der allerede har været i gang eller er i gang fx Vækstmodellen, ICDP, projekt tidlig opsporing og med hvilken oplevet effekt Hvordan opleves trivsel og psykiske arbejdsmiljø Hvilke hindringer kan der være for inklusion? I Inklusionshåndbogen (se note 2) er der mange forslag til helt konkrete spørgsmål, som man kan stille til egen praksis for at få et billede af status. Arbejdsgruppen foreslår, at der tilknyttes en ekstern konsulent til procesforløbet, som kan bistå med hvordan vi kan beskrive status og hvordan vi kan lave plan for evaluering undervejs og årligt. Arbejdsgruppen foreslår, at konsulenten er en fagperson med særlig viden om inklusion og at det ideelt er en person, som er tilknyttet en forskningsinstitution.
Procesforløbet at skabe inkluderende fællesskaber: Forskningen viser, at det ikke er tilstrækkeligt at sende medarbejdere på kurser i inkluderende tankegang og særlige læringsstrategier. Det er nødvendigt, at der bliver udarbejdet fælles værdier og målsætninger. Procesforløbet skal have lokal forankring og samtidig bidrage til at understøtte lærende organisationer, hvor vi kan lære af det, der virker, når noget bliver vanskeligt, og hvor vi kan udvikle og dele nye faglige praksisser, der bidrager til inklusion. Målet med procesforløbet er at udarbejde en lokal strategi for inklusion på baggrund af de konkrete erfaringer, som vi gøre os undervejs i dialogen om værdi- og tankesæt og implikationer for praksis. Procesforløbet vil tage afsæt i The index of inclusion 2, som er en værdibaseret fremgangsmåde til vurdering og udvikling. Der er tre sammenhængende niveauer: Inkluderende kultur: Inkluderende strategi: Inkluderende praksis: Inkluderende værdier, der forpligter Inkluderende fællesskaber Et fællesskab for alle Planlægning med udgangspunkt i mangfoldighed og den enkeltes perspektiv Ressourceperspektiv Udviklings- og læringsperspektiv På baggrund af den mangfoldige forskning og litteratur på området, vil arbejdsgruppen fremhæve 4 overskrifter, der vil være nødvendig for at procesforløbet skal bidrage til at udvikle inkluderende kultur, strategier og praksisser. 1. Udvikling af læringsmiljøer, hvor en kritisk ven indgår a. supervision tæt på praksis, hvor fokus skal være på de antagelser om udvikling og læring, som styrer praksis og på holdningsændring og ny praksis b. forskning viser, at rådgivning i direkte sammenhæng med pædagogisk praksis har større effekt end undervisning/diskussion c. den kritiske ven kan dels være ressourcepersoner, som er ansat i organisationen og dels eksterne ressourcepersoner (fra rådgivningsteamet, PPR og pædagogiske konsulenter / pædagogisk administrative ledere). 2. Værdsættelse af samarbejde med forældre og nærmiljøet a. samarbejde omkring social inklusion i nærmiljøet b. bestyrelsesarbejde og samarbejde med den fremskudte indsats c. kontinuerlig dialog om hvad ønsker vi at skabe her? og hvad trænger til udvikling her? 2 Booth, Tony & Ainsworth, Mel: Inkluderingshåndbogen, oversat og bearbejdet af Kirsten Baltzer og Susan Tetler, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag, 2004. NB: Index of inclusion er udviklet til skoleområdet, men arbejdsgruppen vurderer, at det er et relevant og enkelt styringsredskab for den proces, der skal i gang i Haderslev kommune på hele 0-18 års området.
3. Inddragelse af børn og unge som medborgere i bedømmelse og udvikling af institutionen/skolen/sfo/klubben: a. barnet/den unge skal være aktive deltagere i at skabe kulturen. Dette forudsætter bevidst fokus på oplevelsen af at høre til og være en respekteret, uundværlig deltager, herunder bevidst fokus på at opbygge gensidig tillid 4. Støtte til medarbejdernes kritiske engagement i inkluderende idealer og praksis: a. bevidst arbejde med at udfordre egne antagelser og praksisser b. supervision og bevidst fokus på at indarbejde rutiner for pædagogisk diskussion på personalemøder og i teamarbejdet. c. kontinuerlig udvikling af meningsfulde ændringer og omstruktureringer af praksis til gavn for børn/unges udvikling og læring Arbejdsgruppen forestiller sig et forløb, der er kendetegnet ved cirkulære processer, hvor der er en kontinuerlig vekselvirkning mellem inspiration, praksisudvikling, vidensdeling, ny inspiration osv. Udfordringen bliver, at planlægge procesforløbet, så alle får en oplevelse af at være med. Inklusion skal ikke kun vise sig på længere sigt (jf. målsætningerne), men i den daglige praksis og i de fortællinger, der bliver mulige om børn og voksne i de lokale sammenhænge. Arbejdsgruppen forestiller sig, at processen starter med oplæg for alle om det tankesæt, der skal være fælles inspiration, og at opgaven derefter bliver at få øje på alt det, der allerede passer sammen med tankesættet og det, der trænger til udvikling. Forudsætningen for, at kunne indgå i refleksive processer, hvor det eksisterende udfordres og forstyrres er, at der er en lang række daglige rutiner, som fungerer som en sikker grund, og som er til at regne med for børn og voksne. Arbejdsgruppen forestiller sig, at den bedste måde at synliggøre tankesæt og praksisser på er gennem den mundtlige fortælling. I den mundtlige fortælling bliver viden og færdigheder knyttet sammen med en følelse, hvilket bidrager til, at fortællingerne bliver mere levende for tilhøreren end dem, der formidles på skrift. Inklusion starter med de voksne og med den måde, vi fortæller om børn, unge og deres muligheder. Procesforløbet må derfor starte med fælles viden om, at den måde, vi vælger at fortælle på, får betydning for den måde, børn og unge kan tænke om sig selv. Procesforløbet må tage afsæt i en viden om og en oplevelse af, at alle voksne bidrager til de muligheder, der kan blive for børn og unge i Haderslev Kommune, og at det skal vise sig i de daglige fortællinger. Arbejdsgruppen foreslår, at alle medarbejdere (fra den deltidsansatte køkkenmedhjælp til den øverste leder) får mulighed for at få en fælles kickstart med en oplægsholder, der ikke er del af reformen. Det vil være oplagt, at der arrangeres inspirationsdage i hvert distrikt, hvor alle får mulighed for at blive præsenteret for det fælles sprog (tankesættet) og for at lade sig inspirere til nysgerrige spørgsmål, som den enkelte kan stille til sin egen praksis. Arbejdsgruppen foreslår, at medarbejderne efterfølgende går tilbage og undersøger egen praksis ved hjælp af de nye ord og spørgsmål. Børn, unge og forældre inddrages naturligt i denne del af processen, men ansvaret er medarbejdernes. Alle skal have ejerskab til processen og ansvar for at omsætte tanker og idéer til meningsfuld praksis. Arbejdsgruppen foreslår, at ledelsen (lokalt på institutionerne, centralt i den tværgående funktion og distriktscheferne) efter en tid mødes på et ledelsesseminar, hvor de kan samle og dele fortællinger og erfaringer med henblik på at vende tilbage med ny inspiration til de lokale sammenhænge.
Arbejdsgruppen foreslår, at psykiater Søren Hertz eller psykolog Jørn Nielsen tilknyttes procesforløbet som oplægsholder på inspirationsdagene. Arbejdsgruppens overvejelser: Arbejdsgruppen foreslår, at Børne- og Familieservice får tilknyttet en ekstern proceskonsulent (koordinator) (gerne med tilknytning til forskning), som kan give sparring til hvordan procesforløbet kan tilrettelægges, så alle børn og voksne kan opleve ejerskab og vide, at inklusion handler om at bringe sig selv i spil og om, at alle har en andel og forpligtelse. Arbejdsgruppen foreslår, at der bliver udarbejdet en drejebog for proces- og uddannelsesforløbet, så alle børn og voksne kan få konkrete billeder af, hvordan og hvornår den enkelte vil få inspiration, hvad hun så forventes at gøre, hvilken hjælp hun får undervejs til implementering af nye ideer og hvordan opfølgning vil ske. Arbejdsgruppen foreslår, at proceskonsulenten forestår opfølgning i den enkelte institution / skole. Arbejdsgruppen foreslår, at psykiater Søren Hertz eller psykolog Jørn Nielsen holder oplæg på inspirationsdage for alle medarbejdere og at de får mulighed for at give os konkret sparring til, hvordan vi kan sikre at den enkelte medarbejder bringer ideerne ud i egen praksis og ind i samarbejdet med børn og forældre. Målet må være, at vi sikrer at også børn og forældre får viden om og færdigheder i at fortælle historier om det, der lykkes. Tankesættet om udvikling og læring - spørgsmål til egen praksis 3 - Inklusion handler således om oplevelser af at være deltager i livets kompleksitet og mangfoldighed til glæde og gavn for alle i fællesskabet noget, der ikke lader sig reducere til enkle manualer og hurtige løsninger. Inklusion handler om modet til at gå den lidt længere omvej der, hvor man må strække sig og anstrenge sig. Vellykket inklusion indebærer dialog, samarbejde og gensidig tillid mellem børn, forældre, professionelle/ledelse og praksis. Det kommer ikke af sig selv. Inklusion starter med mig selv. Arbejdsgruppen har udvalgt en række begreber, som kan fungere som overskrifter for det omfattende tankesæt, som kan understøtte inklusion. Under hver overskrift har arbejdsgruppen udarbejdet en række spørgsmål til egen praksis, som du kan nikke genkendende til, som noget, der allerede inspirerer, eller som noget, du bliver nysgerrig på eller noget som du måske kan være uenige i, fordi du har dine egne spørgsmål, som bedre bidrager til nysgerrigheden. At ville noget: 3 tankesættet er primært inspireret af psykiater Søren Hertz, psykolog Jørn Nielsen og narrative praksisser i pædagogikken (diverse )
Pædagogisk arbejde handler om at være ude på noget og ville noget. Jeg kan spørge mig selv: hvad har jeg gang i her?, Hvad giver mening og er betydningsfuldt for mig, for børnene og for andre? og hvad ønsker jeg at skabe her sammen med børnene og de andre voksne? Når barnet siger eller gør sådan, hvad mon det kan fortælle mig om, hvad det er rettet mod og ønsker? Hvad mon barnet er optaget af her? Hvilke håb og drømme har barnet? Hvad mon er betydningsfuldt for barnet? Når jeg får øje på det, der er betydningsfuldt for barnet, så kan jeg bidrage til, at barnet kan få en oplevelse af kompetence og robusthed Hvordan kan jeg hjælpe barnet med at opdage, hvad vi er ude på her? Hvordan kan jeg bruge den magt jeg har (fordi jeg er voksen og fordi jeg er ansat) til noget, der giver flere muligheder for barnet og for mig? Hvordan kan jeg indgå i dialog med min leder, så hun eller han kan få øje på, hvad jeg vil og kan bidrage med? Hvordan kan jeg få øje på det, der hjælper mig til at bidrage til en kultur, hvor alle få lyst til at komme også i morgen? Fællesskabet: Hvordan kan jeg bidrage til, at fællesskabets anliggender kommer i fokus uden at det skygger for, at jeg kan få øje på mit eget og de andres personlige perspektiver? Hvad hjælper mig til at huske, at børn lærer og udvikler sig, når de deltager i sociale sammenhænge, inddrages i fællesaktiviteter, bidrager til fællesskabet og opnår indflydelse? Hvad hjælper mig til at huske, at vi er en del af hinandens liv og, at i mødet bærer jeg, for en stund, den andens liv i mine hænder? Hvad hjælper mig til at huske, at det ikke kun er mig, der skal gide børnene jeg har indflydelse på, om de gider mig og hinanden? Hvad hjælper mig til at koordinere mening og handling i samarbejde med børn og voksne omkring mig? Samarbejdet bygger på tillid og gensidig forpligtelse, så hvad hjælper mig til at stille krav også til mig selv? Hvordan kan jeg bidrage til at forældregrupperne skaber en kultur, hvor de holder øje med og tager vare på hinandens børn? Forskellighed: Forskellighed, mangfoldighed og kompleksitet er en berigelse og bidrager til udvikling Hvad hjælper mig til at give plads til, anerkende, respektere og værdsætte mangfoldighed og alt det skæve? Hvad hjælper mig til at møde børn og unge på mange forskellige måder og til at huske på, at kun én synsvinkel kan forhindre mig i at få øje på muligheder? Ingen metode duer til alle i alle sammenhænge og på alle tidspunkter Hvad hjælper mig til at give børn/unge/ forældre værtskabet, når jeg som professionel er gæster i familiens kultur? Hvad hjælper mig til at anerkende, at noget forskelligt kan blive muligt i forskellige sammenhænge? Hvad kan hjælpe mig til at skabe tilstrækkelig mange sammenhænge? Hvilke muligheder kan jeg få øje på for differentierede fællesskaber (i den sammenhæng hvor jeg møder barnet, hvor barnet kan få en positiv, udviklingsstøttende oplevelse og et tilhørsforhold?
Udvikling i fokus: Udvikling er i fokus. Inklusion forudsætter, at jeg viser mod, tillid og tiltro til, at det kan lade sig gøre at skabe udviklingsfremmende processer. Hvad kan hjælpe mig? Hvad hjælper mig til at huske, at udvikling ikke kommer af sig selv, men forudsætter at jeg inviterer, insisterer skubber og følger med? Hvordan finder jeg ud af, hvornår det er bedst, at jeg går foran? går med? Eller går bagved? Hvad hjælper mig til at have dobbeltlytning til at lytte efter det, der allerede lykkes og efter det, der også kan blive? Hvad hjælper mig til at få øje på zonen for den nærmeste udvikling? Hvad hjælper mig til at huske på, at målet for udviklingsstøtte er, at den anden kan opleve at kunne en lille smule mere selv og opleve sig mere robust i sit liv? Fortællinger: Når jeg fortæller noget, så kan der altid fortælles endnu en historie. Der kan være et netværk af fortolkninger Hvordan kan jeg bidrage til, at fortællinger om muligheder bliver bredt ud, så barnet får mange tilhørere til det, der er betydningsfuldt? Hvad hjælper mig til at huske på, at intet kan udvikle sig i et negativt defineret felt? Den måde jeg sprogligt organiserer og giver mening til mine erfaringer bidrager til at konstruere både barnets og min oplevelse af identitet. Den måde barnet kan tænke om sig selv skabes i høj grad i samspillet med hvad jeg lægger mærke til og fortæller om barnet. Så hvad kan også fortælles? Hvad har jeg endnu ikke fået øje på? Hvad hjælper mig til at være opmærksom på, hvordan barnet konstrueres i den måde jeg beskriver barnet på både mundtligt og skriftligt? Nysgerrighed: Hvad hjælper mig til at bevare og udvikle professionel insisterende stolthed og insisterende nysgerrighed? Hvordan kan jeg spørge barnet om, hvad det også kan ønske, at jeg kan få øje på? Hvad hjælper mig til at bevare og udvikle engagement og begejstring? og hvad hjælper mig til at støtte mine kolleger i, at ingen skal stå alene med ansvaret for at skabe den nødvendige ro, eftertænksomhed og overskud, som er forudsætningen for mere nysgerrighed? Hvad hjælper mig til at være nysgerrig på forældrenes viden om barnet (Hvad gør I hjemme?) og ikke lade min faglige, generaliserede viden stå over den lokale viden? Hvad hjælper mig til at huske på, at ingen metode må stå over nærvær, interesse og nysgerrighed på hvad den anden forstår? Invitationer: Hvad hjælper mig til at huske på, at alle adfærds- og kontaktforsøg har intentioner eller er respons på noget? Hvad inviterer barnet mig til? Hvordan kan jeg bidrage til at skabe kontekster, hvor jeg kan få øje på invitationer og på det, der trænger til udvikling? Når jeg får øje på noget, så står noget andet i skyggen. Jeg kan skabe ny mening ved at fokusere på udviklingsmulighederne, på det uanede, på der hvor fremtiden allerede er på vej? Hvordan kan jeg tale om hvad det her kan blive til og få fokus på at skabe det (endnu) fraværende og ønskede i det daglige og nærværende? Hvad hjælper mig til at invitere børn/unge til samtaler om deres billeder af det gode børne-ungeliv?
Refleksiv praksis: Hvad hjælper mig til at sætte fokus på refleksiv praksis, hvor jeg sammen med andre kan få øje på min egen andel, og påtage mig et ansvar både for mine bekymringer og for min succes? Hvad hjælper mig til at vise mod til at stille krav og forvente deltagelse fra alle? Hvordan kan jeg bidrage til at inddrage alle og vise tillid og insistere på gensidighed og forpligtethed i forhold til fællesskabet? At tænke ud over rammen: Inklusion er et anliggende, der rækker udenfor de allerede etablerede professionelle rum. Hvad kan hjælpe mig til at få lyst til at række ud over det eksisterende og at gå i højden med problemstillingerne? Når inklusion ikke lykkes i denne sammenhæng, hvordan kan jeg formulere mig og visitere til erfaringer, der endnu ikke er gjort og til noget, der rækker ud over det, barnet og den unge allerede kan? Hvad kan hjælpe mig til at samarbejde med voksne omkring barnet og bidrage til at alle lader sig inspirere af hinanden? Hvad kan hjælpe mig til at inddrage lokale foreninger (det frivillige) og understøtte deres muligheder for meningsfuld inklusion af børn og unge i det lokale miljø? Hvilke muligheder kan jeg se for at organisere årsplanerne, så der er plads til fleksibilitet og kreativitet i løbet af året? Hvilke ideer kan jeg få til at etablere pusterum, hvor børn, for en stund, kan komme væk fra den almindelige sammenhæng for at kunne komme tilbage igen?