2.s.e.h3k, 19.januar 2014. Domkirken 10 og Gråbrødre 17: 69 Du fødtes, (298 Helligånden trindt), 441 Alle mine kilder, 582 At tro er at komme, 749 I østen / 778 Fred hviler. Dåb: 41 Lille Guds barn. Nadver: 249 Hvad er det Jesus og kvinden her, har en længere samtale herude ved brønden, og i løbet af samtalen, der begynder lidt forvirret, er det som om de efter nogle indledende misforståelser begynder at forstå hinanden. Eller hun ham. Og kvinden ender med at forstå en hel masse. Hun er blevet klogere undervejs. Noget har forskudt sig i hendes verdensbillede. Hun er ikke helt den samme, der gik ud til brønden i middagsheden, som forlader den igen. Sådan er det med samtaler, de gode samtaler. Med fremmede, med gode venner, med naboen eller ægtefællen. Ved brønden, bordet, i telefonen eller over hækken. De behøver ikke vare alverdens længe, men de kan gøre noget ved os. De kan ændre os nogle gange, møblere rundt på vores tanker og vores forestillinger og vores fordomme. Samtaler kan vende os som. De kan omvende os. Og lige det der med omvendelse, det ved jeg godt - det ved flere af jer godt - det er noget, der for øjeblikket får alarmklokker til at bimle lystigt hos nogle i den folkekirkelige andedam. En
biskop har sagt, at ordet omvendelse, kan han ikke rigtig bruge til noget. Andre mener, at så kan han slet ikke være biskop og må hellere gå af. Rigtigt mange forbinder måske nok, til dels som biskoppen, omvendelse med sådan et bastant før og et efter. Et før hvor man røg og drak og gik med damer, som det hed engang, og et efter, hvor man sidder på sit værelse med vandkæmmet hår, drikker te og lytter til domkirkens drengekor i radioen. Eller den mindre fredelige mellemøstlige variant, hvor du anlægger skæg, køber forbudte kemikalier og få en usund interesse i bomber og martyrdød. Mennesker der sådan med et forandrer sig og lægger livsbanen om, og ikke rigtigt gider det fælles gråmelerede og blandede menneskeliv, som de før delte med os, og som måske vil omvende os for deres sag, er vi ikke rigtigt trygge ved. Og det kan der være rigtigt gode grunde til. Men andre vil sige: jamen mødet med sandheden gør da noget ved folk. Paulus faldt af hesten, da han pludselig så Jesus i et syn. Han blev aldrig siden den samme. Den ene dag forfulgte han
kristne. Den næste blev han den første store kristne missionær og forkynder. Og sådan har det været utallige gange i kirkens historie. Når vi hører, hvad Jesus sagde, sætter det sig spor. Vi ændrer vores liv. Sætter en ny kurs. Og da ikke mindst hvis vi kommer fra en anden tro. Så må alting blive nyt. Så kan intet forblive det samme. Sådan er døgnets diskussion netop nu i det kirkelige. Og som i alle døgnets diskussioner lider nuancerne, der er med til at gøre billedet helt og klart. Så det er vældigt veltimet, at vi netop i dag, denne anden søndag efter helligtrekonger, kan i agttage, hvordan mesteren selv griber situationen an og omvender, vender et menneske om. Og her griber han altså til samtalen. Den samtale vi alle kender til. Med fremmede, med gode venner, med naboen eller ægtefællen. Ved brønden, bordet, i telefonen eller over hækken. Og som vi af egen erfaring godt ved, kan gøre noget ved os på mange forskellige måder: blidt skubbe til os, puffe brutalt, rive os ud af vores eget, forskyde vores perspektiv på tingene, løfte vores tanker. Altså når vi begynder at TALE ikke bare SNAKKE, som de gør det vest for Valby bakke, som det hedder i sangen.
For når vi taler, samtaler, så lytter vi til den, vi taler med. Som vi forventer at han eller hun lytter til os. Vi agter den anden for den, han eller hun er. Og alene det at vide sig agtet, respekteret, talt med som menneske med menneske, er jo ikke nogen selvfølgelighed, og kan gøre noget ved folk. Kvinden her i dagens tekst, er højst overrasket at, der er en jødisk mand, der overhovedet gider at tale med hende med andet end kommandoer og ukvemsord. Hun er en kvinde, hvilket i de cirkler, ikke var nogen forhåndskvalifikation. Hun er en uren samaritaner. Hun har været flere mænds kvinde, og som sådan sikkert også været foragtet blandt sine egne. Så alene et venligt ord fra et menneske, der lytter og ser på hende som andet en behovstilfredsstillelse, alene det gør noget ved hende og åbner hendes ører! For sådan er det. Enhver omvendelse, enhver livsforandring eller perspektivforskydning eller ændring af din livsbane, på den ene eller den anden måde, begynder næsten altid med, at en anden vender sig mod dig og ser dig og vil dig, som den, du er. Står du derimod og samtaler med et andet menneske og mærker bare den mindste antydning
af en bagtanke; mærker du, at den, der taler med dig, vil noget uudtalt med dig, at han eller hun har noget for med dig, er du straks på vagt. For så fornemmer du, at han eller hun ikke ser dig, som den, du er, men som et projekt, som en tilfældig, der skal vindes for hans eller hendes sag. Hvad det så end er for en sag. Og så er det, at du vender dig - ikke til eller om, men bort. Enhver omvendelse, enhver sand hjertets omvendelse, begynder med at en anden vender sig mod dig ser dig og vil dig, som dig, som den, du er. Gud påbegyndte sin samtale med os julenat, da han lod sig føde og se og høre og blive konkret på vores jord, i vores hverdag. Han kom til os med sit lys og sin himmel. Og, vel at mærke, han kom til os som dem, vi er på godt og på rigtig meget ondt. Han indlod sig med os i al vores mangelfuldhed. Ligesom Jesus kom til og indlod sig med den kanaanæiske kvinde i al hendes livsforvirring og mangelfuldhed. Og det Jesus ville med hende, det Jesus vil med os, var, at vende hende, vende os om, så vi kan se, at Gud er vendt mod os. Han vil vende hende og os bort fra os selv og alt det vi, akkurat som
den kanaanæiske kvinde, går og roder og tumler med i det daglige: vores mislykkethed, vores angst og vrede og forurettelse og frygt og bekymring og selvoptagethed. Hen vil vende os bort fra det og om mod lyset. Han vil vende os mod Gud lys, sådan at det kan strømme udefra og ind med håb og mod og liv og tilgivelse, og hvad Jesus ellers lærte os, Guds rige består i. For det er omvendelsen, at hjertet vender sig som blomsten mod solens lys. Hos nogen sker det dramatisk og pludseligt, som når et gardin eller et forhæng trækkes til side. Hos andre som for den kanaanæiske kvinde - gradvist og stille og stilfærdigt, som det man kalder en aha-oplevelse. For mange tror jeg er det mere glimtvist, når vi ved med os selv, at vi ikke kan undvære det, der siges her i kirken, men skal mindes om det igen og igen, fordi vi har det med at falde tilbage i vores egen lille verden. På den måde er omvendelse, noget der sker dagligt. Men det stærkeste udtryk for t Gud har vendt sig til os, så vi kan vende os, omvende os mod ham, er dåben sådan en dåb som vi også skal have i dag for det er der Gud siger til os: jeg er med dig, jeg er hos dig. Og det er dét, dåben på den måde betyder og hele tiden minder os om, at
sådan begyndte det med Gud og dig, og sådan begynder det hver dag og hele tiden. Din dåb gør, at du kan huske på det og huske at vende dig udad mod Guds lys i stedet for at rave rundt i dit eget mørke. Jesus fortalte kvinden ved brønden, at han ville give hende levende vand, en kilde til evigt liv, til et liv, hvor døden ikke har noget at sige. Det er det vand, vi døber med og som vi kan høre dryppe i dåbskarret, når det øses ud over den lilles hoved. Nu er noget nyt begyndt, siger det. Nu kan noget nyt begynde. Gud vendte sig til dig. Nu kan du vende dig til ham. Hver eneste dag. Og du kan være tryg ved, at han vender sig ikke bort igen. Der skal to til en samtale, men der bliver ikke ham, der afslutter den. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af.
Lad din Ånd holde os i bevægelse. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os. Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. (Vær med vores soldater derude. Giv dem frimodighed til at rygte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til, krigens ondskab.) Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød. Vær hos vore kristne brødre og søstre som forfølges verden over i disse år. Giv dem styrke til at bære deres lidelser og håb og mod til at komme videre. Gør forsoning og fremtid mulig. Trods alt.
Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen