Pierre Bourdieu er maske mest kendt og respek teret for sine forsøg på at

KAPITEL ]'1 PIERRE BOURDIEU A f M a r,(! a r c t h a J ii r Il i 11 C 11 Indledning Pierre Bourdieu er maske mest kendt og respek teret for sine forsøg på at kombinere en teoretisk begrebsudvikling med indgående empiriske. undersøgelser. Fra slutningen af 1950'erne og frem til sin død i 2002 udforskede han samfundsområde efter samfundsområde med en sjælden fordomsfrihed, hvad angår valg af metoder og valg af forskningsobjekt. Som fa andre samfundsforskere kombinerede Bourdieu dybtgående kvalitative interviews med statistik og survey-metodik, samtidig med at han efterlyste og konstant selv forsøgte at bidrage med en refleksiv attitude til de forskningsmetoder, som tages i brug. Empirisk spænder hans undersøgelser bl.a. over følgende områder: giftermålsstrategier, gaveøkonomi, tid, rum, fotografi, museumsbesøg, musik, film, spisevaner, mode, boligindretning, skole, universitet, skønlitteratur, staten, billedkunst, sport, politik, sprog, religion, massemedier, køn, klasser og -listen kunne gøres endnu længere. Bourdieus yderst omfattende forfatterskab kan inddeles i fire blokke. Hovedformålet med dette kapitel er at beskrive disse fire områder og samtidig vise, hvordan de centrale begreber i Bourdieus sociologi er vokset frem. Bourdieus bidrag til den moderne samfunds forskning består nemlig ikke af en social teori i egentlig forstand, men snarere af et begrebsapparat, som han bestandigt afprøver i sine empiriske undersøgelser. Løsrevet fia deres forskningsmæssige sammenhæng giver teoretiske begreber ingen mening, hævder Bourdieu selv. Lad os derfor forsøge at relatere begreberne til de forskningsområder, hvor de er udviklet. 350

Distinktion og social differentiering Den anden hovedkategori i Bourdieus forfatterskab er de publikationer, som handler om distinktion, smag og social differentiering. Den vigtigste af disse er LA distinction. Critique socialedujugement (Distinktionen. En sociologisk kritik af dømmekraften) (1979), som på typisk Bourdieu-maner sammenfatter og omfortolker flere af de kulturstudier, Bourdieu foretog i 1960'erne og 70'erne. Her kan specielt nævnes undersøgelserne af fotografiets sociale anvendelser, 354

Un art moyen(en kunst for allemand) (Bourdieu m.fl. 1965b) og af museumsbesøgende, L'amourde['art (Kærlighed til kunsten) (Bourdieu m.fl. 1966a). En indsigt, som Bourdieu tog med sig hjem til Frankrig efter årene i Algeriet, var, at økonomi i det menneskelige samvær ikke bare handler om penge, men omfatter alt det, der er genstand for genkendelse og anerkendelse (fransk: reconnaissance). Symbolsk kapital er et andet ord for distinktion, dvs. ressourcer - af hvilken art de end måtte være - som kan anvendes af en gruppe til at skaffe sig et forspring i relation til en anden gruppe. Kulturelle aktiviteter (fx museums-, teater- og koncertbesøg) er ikke ligeligt fordelt i befolkningen: De hænger meget stærkt sammen med familiebaggrund og uddannelse. Den såkaldte finkultur, den legitimerede kultur, er ikke til for hele befolkningen. Den udgør et af de vigtigste instrumenter i de dominerende klassers kamp for at bevare deres position i samfundet. Bourdieu polemiserer mod den opfattelse, at kulturkonsumption hviler på en naturlig evne til at nyde kunstens iboende skønhed. Kunstoplevelsen bygger på en langvarig tilegnelse af viden, som aktører fra de dominerende klasser garanteres i kraft af deres opvækst i en borgerlig familie og i kraft af et skolesystem, der begunstiger disse klasser. Den æstetiske disposition er en indlært færdighed, som visse samfundsgrupper har og andre savner. I undersøgelsen af kunstmuseerne, L' amourde['art (1966a) kunne Bourdieu og hans medarbejdere konstatere, at højtuddannede museumsbesøgende bedømte kunstens værdi ud fra kunstværkets relation til anden kunst. Kunstoplevelsen blev en slags test på den besøgendes kunsthistoriske viden: jo større viden, des flere symboltolkninger. Personer med lav uddannelse havde meget svært ved at forholde sig til kunsten "som kunst", eftersom de ikke kendte kunstens interne referencesystem. Den abstrakte kunst fremstod som den mest meningsløse for disse besøgende, eftersom den mere end andre kunstformer får sin mening i kraft af sin relation til anden kunst. Evnen til at se (voir) er en ftmktion af viden (savoir); "homo aesteticus" er en rolle, som kun de privilegerede i samfundet kan træde ind i. Kunstoplevelser bygger altså på dechifrering, og kun de indviede kender det system af referencer, som gør et produkt til et kunstværk. Dermed kommer kunst- og andre kulturoplevelser til at indgå i det gigantiske sociale distinktionssystem, som afgrænser de forskellige sociale grupper fra hinanden. Oplevelsen, eller mangelen på oplevelse, både reflekterer og reproducerer afstanden mellem de dominerende og de dominerede i samfundet. Smag er i Bourdieus forståelse først og fremmest en afsmag for andre menneskers smag. De privilegerede gruppers smag formes altid i opposition til de underprivilegerede gruppers smag, med arbejderklassens livsstil som den mindst legitime livsstil, et negativt referencepunkt, som de andre socialgrupper i hierarkisk orden distancerer sig fra. 355

SAMLET MÆNGDEAF KAPITAL+ (alle former i forening) I LIBERALEERHVERV I LANDBRUGSMEDHJÆLPERE I SAMLETMÆNGDEAFKAPITAL- (advokater, læger) LÆREREpA HØJERE c c UDDANNELSES- ::D ::D INSTITUTIONER m m ;o;: ;o;: ANSATTEPÅ -t -t ;o;: IS! IS! c= LEDERNIVEAU ::D ::D Z m m en (privat sektor) ::D ::D -t Z Z :I: m INGENiØRER c :> ::D c= Z m en c -t m ANSATTEPÅ ::D.- LÆREREPÅ LEDERNIVEAU UNGDOMSUD- (offentlig sektor) DANNELSERNE KULTURFOR- MIDLERE KULTURELKAPITAL+ ANSATTEI SUND- HEDSSEKTOREN MELLEMLEDERE (handel) ØKONOMISKAPITAL+ ØKONOMISKAPITAL- KULTURELKAPITAL- FOLKESKOLELÆRERE MELLEMLEDERE (administration) FUNKTIONÆRER (kontor) TEKNIKERE FUNKTIONÆRER (handel) VÆRKFØRERE FAGLÆRTE SPECIALARBEJDERE UFAGLÆRTEARBEJDSMÆND s:: z C ::D :I: m :>Om Z ::D C :I: < < ~ m ::D ::D ;o;: < men ::D C m ::D < m Z C m Rummetaf socialepositioner (Skemahentet fras.140-141i LaDistinction. Fortydelighedens skyldgengivesskemaet her i enforenklet ogreduceret version).

Rummet af socialepositioner- og kapital Mønsteret af livsstil, smag og afsmag korresponderer direkte med rummet af sociale positioner. Det sociale rum er organiseret på basis af to differentieringsprincipper: a) den totale mængde af kapital, som agenterne besidder, samt b) fordelingen mellem økonomisk kapital og kulturel kapital. Den første, vertikale dimension skelner mellem dem, der har et stort samlet kapitalvolumen (den dominerende klasse), og dem, der har et lille kapitalvolumen (den dominerede klasse). Den anden, horisontale dimension skelner mellem dem, der hovedsagelig har økonomisk kapital, og dem, der hovedsagelig har kulturel kapital. Den dominerende klasse kommer dermed til at bestå af to hovedfraktioner: de, der besidder store mængder af økonomisk kapital (fx eliten i erhvervslivet), og de, der besidder store mængder af kulturel kapital (fx eliten i den akademiske verden). Bourdieus model over det sociale rum bygger på en relationel forståelse: Grupperne eksisterer udelukkende i forhold til hinanden og udelukkende i kraft af deres indbyrdes ligheder og uligheder. Modellen fastlægger nogle forudsigelige kontakter! afstande mellem grupperne, det vil sige, at agenter fra positioner i det sociale rum, som ligner hinanden, har større sandsynlighed for at mødes, enes og forenes (i politik, venskab, kærlighed) end agenter, der kommer fra forskelligartede positioner. Kapital eksisterer i Bourdieus sociologi i tre primære former: økonomisk kapital, kulturel kapital og social kapital. Økonomisk kapital står for penge og materielle ressourcer. Med kulturel kapital sigter Bourdieu dels til uddannelse (eksaminer, titler), dels til en slags finkulturelle færdigheder, en beherskelse af den legitime kulturs koder (fransk: culture generale). At besidde kulturel kapital er det samme som hjemme og i skolen at have lært at tolke kulturens referencesystem, at vide tilstrækkelig meget om historie, sprog, politik osv. til at kunne begå sig i samfundets magtfelt, at have adgang til den kulturelle kapital i dens objektiverede form (bøger, teorier, teknikker). Med social kapital refererer Bourdieu til de ressourcer, en agent har, i kraft af at han/hun er medlem af en specifik gruppe. Som eksempel kan her nævnes det at tilhøre en af de magtfulde slægter i Frankrig, at have gået på en af Paris' eliteskoler - begge disse tilhørsforhold tilbyder et yderst anvendeligt netværk af "forbindelser". Den fjerde type kapital i Bourdieus skrit1:er er den tidligere nævnte symbolske kapital, en slags overordnet kapitalform (prestige, ry), som de tre andre kapitalformer (den økonomiske, den kulturelle og den sociale) transformeres til, når de opfattes som legitime på en specifik arena. En bestemt egenskab eller færdighed kan således fungere som symbolsk kapital på en social arena, men behøver ikke at gøre det på en anden. Omfattende viden om det lokale fod- 357

boldholds succeser og modgange kan fx være prestigegivende på en arbejds_ plads, men værdiløs på en anden arbejdsplads. Habitus En hovedide i hele Bourdieus sociologi kan siges at være analysen af forbindelsen mellem agenternes positioner i det sociale rum og deres positioneringer ("valg") eller, med andre ord, relationen mellem de "sociale strukturer" og de "mentale strukturer". Forbindelsesledet mellem disse to er Bourdieus habitusbegreb. Habitus er et system af varige, men foranderlige dispositioner, gennem hvilke agenterne opfatter, bedømmer og handler i verden. Habitus er det samlende princip, som omsætter en social positions relationelle karakteristika til de positioneringer, der kendetegner en specifik livsstil. Sociologiens opgave er at forsøge at afdække habitus, som dels er et produkt af historien, dels producerer - eller snarere orkestrere r - praksis og dermed yderligere historie. I habitus, som Bourdieu også beskriver som et system af praktiske (ubevidste) hypoteser, vejer agenternes tidlige oplevelser tungere end deres oplevelser senere i livet. Habitus er sikret en vis stabilitet i kraft af sin selekterende funktion; habitus tenderer mod at styre agenterne ind i situationer, som bekræfter deres tidligere positioneringer, og mod at la dem til at undgå situationer, der udfordrer deres habitus og sætter spørgsmålstegn ved den. Derfor foretrækker vi ofte at diskutere politik med personer, som (vi antager) har samme holdninger, som vi selv har, skriver Bourdieu, mens vi undgår at komme i ubehagelige disputter med radikalt anderledes tænkende personer. Habitus skaber et dialektisk forhold mellem den objektive virkelighed og agenternes forventninger og aspirationer og giver dermed agenterne deres såkaldte realitetssans, deres fornemmelse for egne begrænsninger. En agent efterstræber ikke det, der ikke efterstræber ham/hende, skriver Bourdieu, og mener dermed, at der gradvis opstår en mere eller mindre fuldkommen harmoni mellem de objektive muligheder, som står til en agents rådighed, og de mål, han/hun betragter som ønskværdige, realistiske, tænkelige. Det er denne type dobbeltnegationer - at agenten gør en dyd af nødvendigheden og afviser det, der a priori har afvist ham/hende - Bourdieu anser det for sociologiens opgave at afdække. I sine egne analyser af livsstil og smag mener han at kunne påvise, at det, der tilsyneladende er individets frie valg og fravalg, de facto harmonerer med sociale inklusions- og eksklusionsmekanismer, som den enkelte agent har store vanskeligheder med at gennemskue og endnu større vanskeligheder med at påvirke. En overensstemmelse mellem de sociale og de mentale strukturer, mellem de objektive muligheder og de subjektive forventninger, demonstrerer Bourdieu ikke bare i sine analyser af klasser, men også i analyserne afkøn Gf.især La

domination masculine (Den maskuline dominans) 1998a). Bourdieu kritiserer alle hånde "populistiske mytologier", ifølge hvilke kvinder i mandsdominerede samfund kun kan gøre oprør og bryde ud fra de mekanismer, som undertrykker dem. Kvinderne er jo selv blevet socialiseret ind i de tankestrukturer, der definerer dem som mindreværdige. De mentale strukturer - en afspejling af de sociale strukturer - som ligestiller kvindelighed med underlegenhed, passivitet og skrøbelighed, er også kvindernes egne strukturer. En revolte mod en undertrykkende og begrænsende kvindelighed kræver derfor, at kvinderne distancere r sig fra deres eget tanke univers og fra de mytologiske kønskonstruktioner, som er materialiseret i kvinde- hhv. mandskroppen. Sejheden i de maskuline dominansstrukturer garanteres af, at kønshierarkiet er blevet kropsliggjort. Kroppen er det sociale livs hukommelse; kønsdistinktionerne er blevet indlejret hinsides den menneskelige bevidsthed og er derfor vanskelige at gøre eksplicitte og transformere. Bourdieu taler om vor kropslige "hexis" og mener dermed konstitueringen af kroppen, dens funktioner og sprog. Denne hexis er inddelt i nok så bastante kønskategorier; små piger og drenge socialiseres til strikte kønsspecifikke måder at gå, stå og sidde på, at tale, tie og lytte, le og græde, spise og sove. Kønsdistinktionerne defineres af skemaer, som ikke inkluderer viden om egen social tilblivelse. Hexis er ikke noget, en person har - ligesom synspunkter, der eventuelt kan skiftes ud, hvis situationen kræver det. Det er noget, en person er, og er derfor uendelig svært at ændre på. Køns- og klassebestemte former for kropslig hexis analyserer Bourdieu fx i La Distinction (1979). Her beskriver han, hvordan den maskuline krop knyttes sammen med styrke og selvstændighed, med frihed og brutalitet, med umættelige behov (for mad, drikke og sex) - og han viser også, at denne maskuline praktiske kropsfilosofi er specielt udtalt i arbejderklassen. Den feminine krop anses derimod for at have omtrent samme behov for mad og drikke, som et barn har: små portioner, let mad, sund mad, ikke-alkoholiske drikke. Vellevned og frådseri er ikke noget for kvinder og børn, lige så lidt som voldshandlinger og grænseoverskridende kropslighed er det. Essensen i den mandlige arbejderklasseidentitet (viriliteten) viser sig altså i mænds måde at spise på: en helhjertet og lystfyldt indtagelse af næring og væske - dette i skarp kontrast til kvindernes forsigtige måde at forholde sig til mad og drikke på og kvinders konstante bevidsthed om de konsekvenser, det at spise og drikke lar for udseende og sundhed. Kvindekroppen er i meget høj grad en "krop for andre" eller en "fremmedgjort krop", en krop der objektiveres gennem udefrakommende blikke og diskurser. Kvinders forhold til deres egen krop kendetegnes ofte af ængstelse og ulyst og af en konstant vurdering, overvågning og selvkritik. Bourdieu mener, at kvinder - især kvinder fra den 359

lavere middelklasse - hele tiden ser sig selv med en (ekstremt kritisk) udenforståendes øjne, og at de derfor aldrig fuldt ud kan acceptere deres egen krop. Modsætningen til middelklassens fi-emmedgjorte kvinder er ifølge Bourdieu magtens mænd, som altid synes at være deres egen krops subjekt - hvor afvigende fra samfundets skønheds- og sundhedsidealer deres fysiske fremtoning end måtte være. Disse mænd er deres egne dommere; de er deres egen "den anden" og dermed fritaget for omgivelsernes bedømmelseskriterier. De har magten til at opstille deres eget positive selvbillede som den eneste legitime spejling og at fratage andre personer den objektiveringsret, som normalt tilkommer dem. Uddannelse og sortering Den tredje hovedblok i Bourdieus litterære produktion handler om uddannelsessystemet i Frankrig. Bourdieus interesse for uddannelsessystemet strækker sig over hele hans forskerkarriere. Allerede i 1964 udgav han sammen med Jean-Claude Passeron Lesheritiers(Arvingerne), en undersøgelse baseret på statistik, surveys og case-studies af humaniorastuderende i Lille og Paris. l bogen analyseres forholdet mellem uddannelse, klasse og familiebaggrund, et tema forfatterne videreudvikler i La reproduction(reproduktionen) (Bourdieu & Passeron 1970a). Homo Academicus (1984b) og La Noblesse d"etat (Statsadelen) (1989b) behandler den franske universitetsverden og kulturelle adel, dens magtkampe og interesseformer. Her forsøger Bourdieu altså igen at analysere sin egen verden, denne gang en helt anden verden end hjemegnen i Sydvestfrankrig. Og interessant nok far også dette møde med det egne "bagland" Bourdieu til at kaste sig ud i metodologiske refleksioner over forskerens rolle som insiderl outsider, om relationen mellem teoretisk og praktisk viden, om en objektivering af objektiveringen. Reproduktion Et hovedtema i Bourdieus uddannelsessociologiske studier er, at skolen og universitetet ikke bare har sine egne pædagogiske funktioner i samfundet, men også - og måske vigtigere - en sorteringsfunktion. Begrebet reproduktion betyder her, at undervisning først og fremmest indebærer overførsel af kulturel kapital til de retmæssige "arvinger" - og dermed en befæstelse af samfundets sociale ulighed. Skolen reproducerer altså klassesamfundet ved at begunstige børn fra ressourcestærke familier og styre dem ind i uddannelsesforløb, som garanterer dem adgang til samfundets dominerende positioner. Skolen forudsætter visse færdigheder, en specifik kulturel baggrundskapital hos sine elever, færdigheder, som de underprivilegerede klassers børn savner. Skolen "giver

dem, der allerede har", mens de andre hele tiden må kæmpe mod deres sociale oprindelse og deres klassemæssige erfaringer. Bourdieu sammenligner skolen med fysikeren Maxwells dæmon, som foretager en sortering blandt mere eller mindre varme, mere eller mindre hurtige partikler. De hurtigste partikler placeres i en beholder, hvor temperaturen stiger, mens de langsomste føres over i en beholder, hvor temperaturen synker. Gennem denne sortering opretholder dæmonen forskellen, ordenen, som ellers ville have haft en tendens til at forsvinde. På samme måde opretholder skolesystemet forskellen mellem samfundsklasserne ved at integrere og tage sig af elever fra de dominerende grupper og frasortere elever &a de dominerede grupper. I alle sine studier af uddannelsessystemet angriber Bourdieu forestillingen om, at en elevs studiesucces først og fremmest styres af hans/hendes begavelse - en forestilling som er specielt almindelig i vore dage, hvor de største socioøkonomiske hindringer for de lavere samfundsklassers muligheder for videregående uddannelse menes at være afskaffet. Bourdieu demonstrerer i sine studier af &anske universitetsstuderende, hvilken tæt forbindelse der er mellem de studerendes sociale baggrund - familiebaggrund, skoletype, linjevalg i grundskolen - og deres muligheder for at gøre akademisk karriere. På universitetsniveau tages det for givet, at de studerende umiddelbart kan glide ind i den akademiske kultur og den abstrakt-videnskabelige sprogbrug, som er bærende for denne kultur. Den akademiske jargon er imidlertid et dødt sprog for størstedelen af den franske befolkning, skriver Bourdieu - og også for de nye studerende, som ikke er født ind i den uddannelsesmæssige elite. For disse studerende må forelæsninger og pensum de første år fremstå som en "semantisk tåge", som de har store vanskeligheder med at trænge igennem, men som de ikke kan anfægte, uden at der sættes spørgsmålstegn ved deres egen "begavelse". Arvingerne, derimod - dvs. de studerende som er sociokulturelt prædisponerede for en karriere i den akademiske verden - indgår i en (ubevidst) alliance med universitetslærerne og bliver dermed medspillere i et system, hvis inderste kerne er myten om naturbegavelse og individuel genialitet (Rapport pmagogique et commllllicatioll (Pædagogik og kommunikation) 1965a). l minutiøse studier af det franske uddannelsessystem har Bourdieu og hans medarbejdere kunnet påvise. at det tørst og fremmest er graden af overensstemmelse mellem den studerendes og lærerens habitus, der er afgørende for den studerendes succes med studierne. l lærerens bedømmelse af de studerendes præstationer optræder der et mønster, hvor studerende fra de lavere samfundsklasser tildeles attributter som "flittig", "seriøst arbejdende", "forsigtig" og "hæderlig", mens benævnelserne "selvst..'~ndig", "sikker", "original" og

ikke mindst "brillant" næsten udelukkende hæftes på studerende fra de højere samfundslag. De habitusrelaterede distinktioner tenderer mod at blive accentueret med tiden. Den positive stempling af arvingerne som begavede opmuntrer disse til at "virkeliggøre deres essens" - aspirationerne indlejres i kraft af en proces med skiftevis støtte og krav, en proces som ikke levner plads for beskedenhed. På tilsvarende måde styres studerende fra de dominerede grupper (og ofte kvindelige studerende) ind i en mindre succesrig karriere, og hvad værre er: De finder sig ofte beredvil1igt i denne skæbne. De betragter nemlig deres egen manglende studiesucces i samme perspektiv, som lærerne gør, og accepterer dermed, at de er mindre originale og bril1ante end arvingerne. På denne måde usynliggøres selektionsmekanismerne i uddannelsessystemet. Symbolsk vold Uddannelsessystemet fungerer i kraft af processer, som 130urdieu kalder symbolsk vold. Dermed menes vold, der ikke genkendes som vold; magtudøvelse, der ikke opfattes som magtudøvelse. Sorteringen i uddannelsessystemet kan kun fungere effektivt, så længe skolen og universitetet udøver denne funktion i det skjulte. Symbolsk magt er de dominerende gruppers magt til at opretholde konsensus om den sociale verdens mening, en mening som er vilkårlig, men ikke anerkendes som sådan. Symbolsk magt er resultatet af en "social alkymi", hvor samfundsmæssige hierarkier - dvs. historisk arbitrære sociale, økonomiske og politiske ordener - forklædes og bliver opfattet som naturlige, både af de dominerende og af de dominerede. Ligesom magi bygger den symbolske magt på en kollektiv fornægtelse af realiteternes verden. Den alkymistiske forvandling garanterer hierarkiets fortsatte beståen, den far de underkuede til "ydmygt at bøje sig under et åg, som de ikke engang ved, at de bærer" (Wacquant 1996). Uddannelsessystemets symbolske voldsformer har ændret sig med tiden. Helt frem til 1960' erne var sorteringsmekanismerne yderst håndfaste. Gymnasiet og universitetet tog sig af de dominerende klassers børn, mens eleverne fra kapitalsvage familier blev sluset ind i erhvervsfaglige uddannelser, lærlingeuddannelser osv. Gymnasiernes sociale selektion blev accepteret af både børn og forældre. Den byggede jo på de udvalgtes "begavelse" og på, at de fravalgte med skolens hjælp var blevet overbevist om, at de ikke var interesseret i gymnasiet (som ikke var interesseret i dem). I løbet af de seneste årtier er sorteringen blevet mere subtil og langstrakt. Siden 1960' erne har børn fra den lavere middelklasse og til dels arbejderklassen faet adgang til gymnasierne og universiteterne. Det betyder imidlertid ikke, at vejen er banet til samfundets dominerende positioner. Eleverne fra kapitalsvage familier erfarer hurtigt, at et ek- 362

samensbevis i sig selv (studentereksamen, embedseksamen) ikke længere er en karrierernæssig garanti, men i værste fald en blindgyde. De føres ind i uddannelsesforløb med usikre fremtidsudsmuligheder og stor risiko for arbejdsløshed og opfatter ofte deres manglende succes som et personligt problem - de har jo tilsyneladende haft samme chancer som arvingerne. De symbolske voldsmekanismer hindrer dem i at se, at undervisningssystemet fortsat er forbeholdt en privilegeret minoritet. Nu som tidligere reproducerer skolen og universitetet samfundets ulige sociale strukturer - blot sker elevsorteringen i dag under dække af demokrati. -,----- NØGLEBEGREBER HABITUS- et system af varige, men foranderlige dispositioner, gennem hvilke agenterne opfatter, bedømmer og handler i verden. Habitus er det generative og samlende princip, som omsætter en social positions relationelle karakteristika til en samlet livsstil. KAPITAL- eksisterer i tre hovedformer: økonomisk kapital (penge og materielle ressourcer), kulturel kapital (dannelse og uddannelse) samt social kapital (de ressourcer, en agent har i kraft af, at han/hun er medlem af en specifik gruppe). Hertil kommer symbolsk kapital, en slags overordnet kapitalform (prestige, ry), som de tre andre kapitalformer transformeres til, når de opfattes som legitime på et specifikt felt. DET SOCIALERUM- det samfundsmæssige rum af sociale positioner, organiseret på basis af to differentieringsprincipper: a) den totale mængde af kapital, som agenterne besidder, samt b) fordelingen mellem økonomisk kapital og kulturel kapital. Den første, vertikale dimension skelner altså mellem dem, der har et stort samlet kapitalvolumen, og dem, der har et lille kapitalvolumen. Den anden, horisontale dimension skelner mellem dem, der hovedsagelig har økonomisk kapital, og dem, der hovedsagelig har kulturel kapital. 370