ÆN E AU E DAN RINGGAARD
LITTERATUR» Man skrev og læste bøger fra 1500 til 2000. Hvorfor ved jeg ikke.«svend Åge Madsen, Tugt og utugt i mellemtiden
Tænkepauser 1 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz Tænkepauser 2 NETVÆRK af Jens Mogens Olesen Tænkepauser 3 MONSTRE af Mathias Clasen Tænkepauser 4 TILLID af Gert Tinggaard Svendsen Tænkepauser 5 LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen Tænkepauser 6 FJENDSKAB af Mikkel Thorup Tænkepauser 7 FOLK af Ove Korsgaard Tænkepauser 8 DANMARK af Hans Hauge Tænkepauser 9 NATUR af Rasmus Ejrnæs Tænkepauser 10 VREDE af Thomas Nielsen Tænkepauser 11 MYRER af Hans Joachim Offenberg Tænkepauser 12 POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop Tænkepauser 13 KROPPEN af Verner Møller Tænkepauser 14 KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus Tænkepauser 15 ERINDRING af Dorthe Berntsen Tænkepauser 16 HÅB af Bertel Nygaard Tænkepauser 17 TID af Ulrik Uggerhøj Tænkepauser 18 SANDHED af Helge Kragh Tænkepauser 19 MENNESKET af Ole Høiris Tænkepauser 20 MAGI af Jesper Sørensen Tænkepauser 21 LOVEN af Gorm Toftegaard Nielsen Tænkepauser 22 TERROR af Carsten Bagge Laustsen Tænkepauser 23 LITTERATUR af Dan Ringgaard Se mere på www.tænkepauser.dk Her finder du også månedens Tænkepause som gratis lydbog og e-bog T K P S R
ÆN E AU E DAN RINGGAARD
LITTERATUR Tænkepauser 23 Dan Ringgaard 2014 Tilrettelægning og omslag: Camilla Jørgensen, Trefold e-bogsproduktion: Narayana Press ISBN 978 87 7124 796 1 Weblinks var aktive, da bogen blev trykt. De kan nu være inaktive. Tænkepauser viden til hverdagen af topforskere fra AARHUS AU UNIVERSITET
TO SCENER MED BØGER 6 BOGEN, SKRIFTEN OG LÆSNINGEN 11 HVAD LITTERATUR VAR 23 HVAD LITTERATUR KAN 37 AT LÆSE VERDEN LITTERÆRT 47 ORDENE UDEN FOR BOGEN 55
TO SCENER MED BØGER REOLENS HISTORIE Forestil dig, kære læser, en bogreol. En, der dækker en hel væg. Havde det været for hundrede år siden, havde der sikkert ikke været andet end bøger i den, og de havde været nogenlunde ens. Brune og med læderryg, måske var de endda bag glas. Den ville se fornem ud, reolen, næsten som et skrin. I sådan et hjem ville der sikkert også have været et klaver og et maleri oven over klaveret. Det er et velstillet, dannet, borgerligt hjem. Forestil dig så den samme reol inden for de seneste halvtreds år. Hvordan bøgerne har fået flere farver og størrelser. Der vil være kommet mange paperbacks til. Men der vil også være andre genstande på reolen: Lppladerne fyldte en del en overgang sammen med stereoanlægget. Skrivemaskinen ville være et sted i nærheden. Måske er fjernsynet også kommet derop. Så videobånd, cd er, dvd er. Efterhånden som det hele bliver mere broget, kan man forestille sig, at ting fra hverdagen også har lusket sig til en plads: en efterladt kaffekop, fotografier interimistisk opstillet foran bogryggene, nogle spil, blade, et par legetøjsbiler. Bøgerne er ikke længere alene, og de befinder sig ikke længere i ophøjet isolation. 6
Forestil dig så, at det alt sammen er væk, og der kun er den nøgne væg tilbage. På den kan man til gengæld projicere alle de tekster, film, sange, billeder, tv-udsendelser og meget andet, som man begærer, og man kan ændre på dem, skrive en tekst, skyde en fjende, chatte, sortere billeder, købe sko. Tingene er borte, reolen er borte, men ufattelige mængder af mere eller mindre interaktive informationer, ydelser og oplevelser er tilgængelige. Ingenting og alting. Ord, billede og lyd i forskellige formater og blandinger, og alle er de variationer over et nul og et ettal. Hvis du kan forestille dig disse to reoler og denne væg, så har du et meget godt billede af, hvad litteraturen var, og hvad den er. Omvæltningen er enorm. Ikke alene fylder bogen og med den litteraturen ikke nær det samme i mediebilledet et ord, der med reolerne på nethinden kan tages helt bogstaveligt litteraturen er også blandet med andre udtryksformer og dagligdags gøremål i et omfang, man ville have haft svært ved at forestille sig for hundrede år siden. Den helt rene væg ligger sikkert et godt stykke ude i fremtiden, hvis den overhovedet bliver til noget, og mon ikke der stadig vil stå en stak bøger henne i hjørnet med en ipad på toppen. Alligevel er der tale om afslutningen på en æra, den, man har kaldt den gutenbergske epoke efter den tyske guldsmed Johann Gutenberg, der i 1450 opfandt trykpressen. Dermed indledte han bogens og skriftens og dermed også litteraturens epoke i Europa og, med kolonialiseringen og globaliseringen, efterhån- 7
den også de fleste andre steder. Det er den epoke, som først analoge medier som filmen og grammofonen og siden de digitale medier har gjort en ende på. Hvilke konsekvenser har det for, hvad vi forstår ved litteratur? Kan vi overhovedet bruge det ord om det, vi har at gøre med i dag og i morgen? Mit svar, denne bogs svar, er et fuldtonet ja og nej. Ja, fordi litteratur i betydningen sprogkunst er kommet for at blive. Det siger sig selv. Nej, fordi litteratur i en mere præcis kulturel og historisk forstand, litteraturen, som vi har kendt den de sidste 250 år, litteraturen, som den efter Gutenbergs opfindelse langsomt etablerede sig i Europa igennem digte, romaner, dramaer, noveller, essays, breve, rejsebøger og selvbiografier den litteratur har overlevet sig selv. Denne bog handler om, hvad det så egentlig vil sige, og om det nu også kan passe. Man kan sige, at den forsøger at begribe litteraturen et sted imellem de to reoler og den blanke væg. ENSOMHEDENS GAVE Hvorfor overhovedet tage en bog ned fra reolen og begynde at læse? Spørgsmålet er ikke så dumt, som det lyder. Mine døtre, som er voksne nu, gør det kun sjældent. Hvis der ligger en ipad på morgenbordet ved siden af papiravisen, vælger de netudgaven, og den yngste har aldrig set indersiden af en af de ordbøger, som hendes mor og jeg har så stor veneration for, om ikke for andet så fordi deres lasede ydre vidner om hundredevis af timers slid. Det giver måske mening med aviser og ord- 8
bøger, men hvad med alle de andre bøger, som huset er velforsynet med? Hvad er det, de bøger kan? Dybest set? I en af dem, amerikaneren Paul Austers roman Opfindelsen af ensomhed, stødte jeg på dette bud: Da A s søn fyldte tre år, var hans smag for litteratur begyndt at udvide sig fra enkle, gennemillustrerede småbørnsbøger til mere raffinerede børnebøger. Illustrationen var stadig en kilde til stor glæde, men var ikke længere afgørende. Historien i sig selv var begyndt at fange hans opmærksomhed, og når A nåede frem til en side helt uden billede, bevægede det ham at se den lille dreng stirre opmærksomt frem for sig, på intet, på luftens tomhed, på den blanke væg, mens han forestillede sig det som ordene fortalte ham. Det er sjovt at lade som om man ikke kan se, sagde han engang til sin far mens de gik hen ad gaden. En anden gang gik drengen ud på badeværelset, lukkede døren og kom ikke ud. A spurgte gennem den lukkede dør: Hvad laver du dér ude? Jeg tænker, sagde drengen. Jeg skal være alene for at tænke. Passagen handler om sønnens indvielse til litteraturen, om at overgive sig til ordene, som de kommer ud af den blå luft under farens højtlæsning, om at lytte opmærksomt til dem og se det, de fortæller, for sig. Litteraturens mirakel er, at dens ord kan skabe verdner ud af intet, ud af luftens tomhed, den blanke væg eller den hvide side. En af de lige så mirakuløse konsekvenser af det er, at 9
ordene overlader læseren eller lytteren til sig selv. Når den treårige lukker sig inde på badeværelset, er det for koncentreret at udforske de mulige verdner, som opstår i hans fantasi. Når han funderer over, at man jo bare kan lade, som om man ingenting ser, er det, fordi han har opdaget glæden ved at fortabe sig i en usynlig verden og i sit eget indre liv, et indre, som opstår, det øjeblik sådan noget som litteratur med et trylleslag ophæver verden omkring ham til fordel for det, han kan tænke og forestille sig. Derfor handler passagen ikke bare om indvielsen til litteraturen, men også om opdagelsen af ens eget indre. Den handler om at blive sig selv. Og dermed også, uundgåeligt, om opfindelsen af ensomhed. Litteraturen har en stor aktie i opfindelsen af ensomhed. Her kunne man indvende, at det at få læst højt af sin far er alt andet end ensomt. Men det særlige ved passagen her er, at læsningen midt i det intime fællesskab trækker drengen væk fra verden og faren og ind i sig selv. Hvis højtlæsning er en social aktivitet, så opdager A s treårige dreng, at læsning også, og ovenikøbet samtidigt, kan være en helt privat sag. Det er den opdagelse, der katapulterer ham ind i sig selv. Hvis han havde kunnet læse, havde han måske trukket sig tilbage med en bog. Nu må han en tid endnu tage til takke med at digte videre på den verden, ordene har åbenbaret for ham, i sine tanker ude på badeværelset. 10
BOGEN, SKRIFTEN OG LÆSNINGEN ENS EGET RUM Højtlæsning hører efterhånden til sjældenhederne. Det er noget, vi gør for vores børn og i sjældne anfald af forelskelse. Men sådan har det ikke altid været. I sine Bekendelser fra omkring 400 e.v.t., forløberen for den moderne selvbiografi, beretter Augustin med stor undren, om dengang han i Milano så den lærde biskop Ambrosius læse indenad. Augustin levede i det vestromerske kejserrige. Han var født i vore dages Algeriet, uddannet retoriker, og han endte som biskop. Når han læste, skriver Augustin om Ambrosius, løb hans blik ned over siden, og hans hjerte uddrog meningen, men hans stemme var tavs, og hans tunge ubevægelig. Augustin forsøger sig med flere forklaringer på denne mærkværdighed. Er det, fordi Ambrosius ikke orker at udlægge de svære passager for sine studenter? Er det for at kunne nå at læse mere? Eller er det for at spare på stemmen? Underligt var det i hvert fald. Der findes sporadiske eksempler på indenadslæsning langt tilbage i historien, men meget tyder på, at den først blev almindelig i det 10. århundrede. Jeg forestiller mig antikkens biblioteker og middelalderens klostre, den 11
larm, der må have været af folk, der læste højt og diskuterede det, de læste. Man begyndte at læse i løn, som det hed engang, man kunne i al hemmelighed overgive sig til forfatterens og sine egne tanker. At læse blev til et helt privat møde imellem to mennesker, eller i første omgang, fordi det meste af læsestoffet var religiøs litteratur, imellem et menneske og dets Gud. Det var en stille revolution. Sådan at overlade fortolkningen af skriften til hvert enkelt individ og ikke til en officiel lære, en dogmatik. Og ikke nok med det. Stillelæsningen gav mulighed for at tygge drøv på ordene, vende dem en ekstra gang, fordøje dem uforstyrret. Madmetaforerne er ikke tilfældige. De er gængse i litteraturen om at læse, fordi de peger på den inderliggørelse, som stillelæsningen førte med sig. Det, man læser, bliver en del af én via en personlig fortolkning af ordene. Læsning er en åndelig metabolisme. Det er vigtigt. Det private rum som et politisk rum, for så vidt individet kan gøre og tænke, som det passer hende, eller mest ham på det her tidspunkt. Det, at man er uden for samfundets, det vil i middelalderen ikke mindst sige kirkesamfundets, kontrol. Det sprængfarlige i sådan at overlade et rum til den enkelte. Mange hundrede år senere, i 1929, skrev den engelske forfatter Virginia Woolf om, at kvinden, hvis hun vil skrive litteratur, må have money and a room of her own. Ens eget rum kan gøre en fri ved at sikre fred for forstyrrelser og overvågning og give tid til fordybelse i sig selv og i bøgerne, både dem, der skal læses, og dem, der skal skrives. 12
GUTENBERGS OPFINDELSE Så længe bøgerne var få, kostbare og håndskrevne, måtte man som regel læse dem i store lokaler, mens der var andre til stede. Det næste trin imod den intime og nydelsesfulde private læsning, som er helt central for, hvad vi i dag forstår ved litteratur, var opfindelsen af trykpressen. 50 år efter Gutenberg trykte den første papirside i Mainz i 1450, var der 1700 trykkerier fordelt på 250 steder i Europa, og bestselleren havde set dagens lys. Det var en eksplosion af bøger via en revolutionerende teknologi. Der opstod en klasse af intellektuelle, som ikke alene kunne vælge og vrage imellem et i forhold til før kolossalt antal bøger, de kunne også trække sig tilbage og fortolke dem på hver deres måde, og nok så vigtigt: De skrev selv bøgerne i stedet for at skrive af, sådan som middelalderens munke og kopister havde gjort. Fordi man ønskede at nå ud til flest muligt, blev mange af bøgerne skrevet på folkesprogene. Der udvikledes en række europæiske skriftsprog, italiensk, fransk, tysk og så videre, der udfordrede latin. Alle disse bøger var naturligvis ikke litteratur i moderne forstand. Begrebet var ikke opfundet endnu. Gutenbergs første bog, og den første trykte bog på de fleste af folkesprogene, var Bibelen. Men en del af bøgerne var fortællinger og digte. Mange på eller oversat fra græsk og latin, men altså også stadig flere på folkesprogene. Idet fortællingerne og digtene blev flyttet over i bøger, blev de ofte også flyttet fra en mundtlig digtning til en skriftlig. Sprogkunsten fik altså ikke bare et nyt me- 13
die, bogen, den genopdagede også en teknologi, skriften. Man begynder at ane konturerne til litteratur i moderne europæisk forstand. TAVSHEDENS TALE Skrift er først og fremmest velegnet til at opbevare viden. I dialogen Faidros fra 370 f.v.t. diskuterer Platon skriften som erindringsteknologi. Han lader Sokrates forsvare det synspunkt, at skriften måske nok kan fungere som et arkiv for viden, der ellers ville gå tabt, men at vi det øjeblik, vi overlader hukommelsen til skriften, vil miste vores evne til selv at erindre. Og det vil få omkostninger for vores evne til at tænke og forstå os selv. Platon tænkte i dialoger. Skriftlige dialoger er blot et skin af de mundtlige og derfor et skridt i den forkerte retning, mente han. Skønt han altså selv skrev dem. Modsat kan man hævde, at skriften giver mulighed for at tænke sig om, finde det rette ord og opbygge mere nuancerede og præcise argumenter, men også fortællinger og sproglige kunstværker. Graden af kompleksitet vokser med skriften og gør det muligt at tænke og komponere i længere og mere varierede og lagdelte strukturer. Man kan gå tilbage i teksten for at rette i den eller for at tjekke en ting, man har glemt. Skriften er en teknologi, der også frigør, kan man indvende imod Platon. Den franske filosof Jacques Derrida, der har argumenteret for, at skriften ikke bare er en andenhåndsudgave af det talte sprog, har gjort opmærksom på, at det billede, Platon bruger om skriftens virkning, det græske 14
farmakon, betyder både gift og hjælpemiddel. Ifølge Derrida havde Platon ikke helt held med at undertrykke denne tvetydighed. Skriften gør sproget tavst, og den lader forfatteren forsvinde. Mange af dem, vi taler med i bøger, er ligefrem døde. Med Platon i baghovedet og målt med, hvordan vi almindeligvis taler sammen, er skrift en sært kunstig måde at kommunikere på, underligt fritsvævende. Litteraturen skulle komme til at udnytte denne egenskab ved skriften til det yderste, især i det 19. og 20. århundrede. Men mere om det senere. Skriften forstærker det, vi allerede har set hos læseren, der også blev tavs og trak sig bort fra det sociale. Nu begynder vi at nærme os det rum, som den moderne europæiske litteratur opstod i: det intime rum, hvor mennesket kan se indad, tænke og føle sig til verden med en intensitet, som skabes af, at alt andet end mødet med bogstaverne er lukket ude, og der opstår denne nærmest telepatiske forbindelse imellem to mennesker, der aldrig har set hinanden, i et rum, hvor alle krav om handling er lykkeligt suspenderet. Litteratur blev en fortrolig henvendelse, og læseren forfatterens medsammensvorne. Hykleriske læser, mit billede, min bror, skrev den franske digter Charles Baudelaire i 1857. AT SE TING UD AF INGENTING A s søn stirrede frem for sig, på intet, på luftens tomhed, på den blanke væg. Han er en sen efterkommer af de tidlige 1800-tals læsere, som den tyske medieforsker Frie- 15
drich Kittler ser som kulminationen på litteraturens æra. Kittler betragter litteraturen, skriften og bogen i lyset af de nye medier. Ikke så meget digitaliseringen, som da Kittler skrev sin bog i 1986 endnu var i sin vorden, men i højere grad opfindelsen af fonografen eller grammofonen, filmen og skrivemaskinen i anden halvdel af det 19. århundrede. Grammofonen og filmen, men også fotografiet og senere radioen og fjernsynet, realiserede nogle af de ting, som de læsere, der levede inden disse opfindelser, selv måtte forestille sig. For dem opstod verden fra den hvide bogside og dens bogstaver. Med de nye opfindelser blev det muligt at reproducere lyde og billeder på en måde, så det ikke længere var nødvendigt at forestille sig dem. Med de mekaniske opfindelser, Kittler nævner, er vi på vej fra den første til den anden af de bogreoler, jeg indledte med at beskrive. Kittler mener, at litteraturen fik taget sin uskyld af disse opfindelser. Fra da af var man klar over, at det at læse var en måde at realisere en verden på i fantasien, som også kunne realiseres anderledes, hvis man hellere ville det. Litteraturen blev med andre ord bevidst om sig selv som mediebåret. Skrivemaskinen forstærkede denne bevidsthed ved så tydeligt at være en maskine, der producerede bogstaver. Dette larmende monstrum, der stod imellem den skrivende og papiret, demonstrerede rigtigheden i, hvad den franske digter Stéphane Mallarmé skal have sagt til maleren Edgar Degas: at vers laver man med ord, ikke med ideer. Den 16
mindede også om, at litteratur skrives af en krop på en maskine. Anden halvdel af 1700-tallet betød endnu et afgørende ryk fremad for litteraturen. Antallet af læsere og antallet af bøger eksploderede endnu en gang, og man gik fra at læse intensivt i relativt få bøger til at læse ekstensivt i mange. Det er i begyndelsen af denne periode, at man begynder at se af bildninger af læsende, kvinder ikke mindst, bøjet over en bog, fortabt i deres egen indre verden. Så det med ekstensivt og intensivt betyder ikke, at man ikke levede sig ind i det, man læste. I litteraturen fra perioden er det at læse romaner og digte tværtimod ofte ledsaget af stærke følelser. Om Johann Wolfgang von Goethes brevroman Den unge Werthers lidelser fra 1774 skriver Kittler, at litteraturens nye opskrift var umærkeligt at forvandle en sjæls stemme eller håndskrift til Gutenbergiana. Sjælen, stemmen og den håndskrift, man opfattede som en direkte forlængelse af sjælen igennem kroppen, kanaliseres igennem trykkekunsten tilsyneladende umiddelbart og spillevende over i læserens sind. ADSPREDT LÆSNING Omkring 1800 opstod der også en anden form for intensiv læsning: hermeneutikken eller fortolkningslæren og med den den moderne litteraturvidenskab. Hvis den følsomme læser læser for at blive revet med, så læser den fortolkende læser for at forstå. Man kan se det som begyndelsen på en afgrund i litteraturen imellem den 17
professionelle læser og den læser, der vil underholdes. Men de to strategier siger også noget om, hvad det overhovedet er, vi gør, når vi læser. På den ene side følger vi ordene og forsøger at af kode deres betydning, på den anden forsøger vi at se det hele for os. Læsning foregår i denne pendlen imellem mening og anskuelse, ord og billede. En af dem, der ned i de allerfineste nuancer har beskrevet, hvad det vil sige at læse, er den franske forfatter Marcel Proust. I teksten Om læsning fra 1906 påstår han, at der er mere ved det at læse end følelser og kundskaber, og at læsning nok er fordybelse, men at det også involverer en vis adspredthed. Han spørger sig selv, hvad han egentlig husker af det, han har læst, og kommer frem til, at han stort set intet husker. Derimod husker han, hvor han læste. Proust er skeptisk ved tanken om, at vi bliver kloge på livet af at læse litteratur. Til gengæld er selve det at læse en balsamisk tilstand af ensom nydelse, men også og paradoksalt nok af opmærksomhed over for omverdenen. Man er sjældent så intenst til stede i verden, som når man læser. Måske er det derfor de, der ikke læser, finder os læsere anstødelige. Vi er upassende, nærmest erotisk opslugt af vores til og med nytteløse gøremål. Jeg skal nok vende tilbage til det med, hvad litteraturen kan og ikke kan. Foreløbig kan vi tage Prousts idé til efterretning: at litteraturen ikke isolerer os fra verden, men at vi tværtimod ved at fordybe os i læsningen er så meget desto mere intenst til stede. Hans anden pointe er, 18
at han hele tiden får ideer af at læse. En tilsyneladende ubetydelig detalje i en bog får ham til at tænke på noget, han har set eller hørt, og så kører hans hjerne ud af bogen og ad en tangent. Det at læse en bog sender ham videre ud i verden eller hen til skrivebordet eller over i en anden bog. Læsning er nok fordybelse, men det er en fordybelse, som indebærer en adspredthed, der for det første bringer ham i en intens forbindelse med omgivelserne, og for det andet fører ham ud, væk og hen til noget andet, nyt og endnu mere interessant. AFFALDSLÆSNING Ikke så mange år senere, på den anden side af Den Engelske Kanal, skrev Virginia Woolf i essayet Hvordan bør man læse en bog?, at hun med fornøjelse dyrker, hvad hun kalder rubbish-reading, affaldslæsning. Hendes bogreol har sikkert lignet den første af de reoler, jeg lagde ud med, men den er som bekendt kun ensformig på ydersiden. Åbner man først bøgerne, er de vidt forskellige, og Woolf hylder den lystfyldte og vilkårlige læsning, hvor man også læser dårlige romaner, sladdervorne biografier, og hvad man ellers falder over. Om ikke andet så sætter det den velskrevne og nyskabende roman og det hårde, stærke digt i perspektiv. Bøgernes forskellighed er verdens forskellighed, og den gode smag skal ikke styre, hvad vi hver især kaster os over. Både Proust og Woolf minder os om, at læserens seje fordybelse altid er foregået i konkurrence med andre og mere distraherede læsninger, at den altid har været påvir- 19
ket af store og små forstyrrelser, og at det kun er godt. Måske skal vi være forsigtige med at idyllisere og ophøje en særlig form for læsning, den, som skriften og bogtrykkerkunsten skabte betingelserne for, som den eneste og nu forliste måde at læse på. Men når det er sagt, er det værd at minde om, at både Proust og Woolf levede i en verden, hvor fotografiet, grammofonen, filmen og skrivemaskinen fandtes. De var allerede langt fra de læsere, der græd i fortvivlelse over Goethes følsomme helt eller over en anden af den tids store forfattere Jean-Jacques Rousseaus følsomme heltinder. DIGITAL LÆSNING Jeg returnerer til den tomme væg, som er en slags skærm. Den ligner jo en bogside eller den tomme luft, A s søn stirrede ud i, et intet, som kan fyldes med tegn. Så hvad er egentlig forskellen imellem den og så den verden af skrift, bøger og læsning, som jeg har opholdt mig ved indtil nu, den verden, der gemmer sig bag den første, brune og ensartede bogreol, og som A s søn er en sen efterkommer af? En væsentlig forskel består i, at de tegn, der kommer op på væggen, ikke kun er ord, men også billeder og lyd. Jeg skrev før, at læsning altid har været en pendlen imellem ord og billeder. Den har bestået i at se noget for sig, høre ordene for sit indre øre og forstå deres betydninger. Intet medie er et rent medie. Men som Kittler fremhævede, gør det en stor forskel, at de nu kan ses og høres. Han taler ligefrem om, at vi er omgivet af spøgelser, 20
påfund fra den menneskelige fantasi, som vandrer rundt imellem os på film, fotografier og grammofonplader, som om de var virkelige. De tegn, vi skal læse på væggen, er altså ikke bare bogstaver. Den særlige magi, som bestod i at skabe det hele ud af intet andet end en række af skrifttegn, er brudt, og med den den helt særlige og intime forbindelse imellem den forfatter, som blev så meget desto mere nærværende, da han forsvandt bag bogstaverne, og så læseren. De to vil få svært ved at holde forbindelsen ved lige på den væg. Der er for mange andre slags tegn og for mange mennesker inde over, og der er for mange andre tekster og alt muligt andet, som blot er et klik væk. Det er en anden væsentlig forskel ved siden af den med, at ordene har fået billeder og lyd: at læseren er kastet tilbage i det sociale rum, som Augustins, Goethes og Prousts læsere trak sig tilbage fra. DEN NYE LÆSER Noget af det særlige ved læsning er, at den kan give verden en bestemt form ved at udelukke en hel del støj. Enhver læsning bearbejder vores bevidsthed, ændrer den en lille smule ved at ændre den indstilling, vi ser verden igennem. At læse er ikke bare at af kode tegn, det er også selv at blive omkodet. Denne omkodning får en anden karakter det øjeblik, den ikke reduceres så drastisk som i skriften, hvor hele verden ses igennem små tredive bogstaver. Det er denne fundamentale mentale ændring, som den tomme væg introducerer i forlængelse af den 21
allerede pænt rodede reol nummer to. Det betyder for det første, at verden fremtræder mere usorteret og i mindre bidder, og for det andet, at betydningen af ordet læsning ikke længere betyder af kodning af skrift, men af kodning, fletning og produktion af ord, billede og lyd. Den gode digitale læser bevæger sig frit imellem flere og stadig mere blandede tegnsystemer, frigjort fra skriftens abstrakte og lineære monopol og med en anden sensibilitet. Det sidste lyder jo ganske lovende. Men dermed også sagt at vi vil blive dårligere læsere i ordets gamle forstand, og det vil få konsekvenser for de genrer og den litteratur, som skabtes under denne læsnings epoke, den, jeg har kaldt den gutenbergske epoke. Vores evne til at læse et lyrisk digt eller en roman vil forfalde. Ikke kun fordi vi mister forbindelsen til traditionen, men endnu mere fundamentalt, fordi vi mister evnen til at læse lange, komplicerede og uforstyrrede skriftlige forløb. 22
HVAD LITTERATUR VAR MEDIET ER BUDSKABET Indtil nu har jeg talt om bogen og skriften og de læsevaner, som de skabte. Nogle gange har jeg brugt ordet litteratur i betydningen alt det, der står i en bog, andre gange har jeg talt om litteraturen som sprogkunst, og andre gange igen om litteratur i moderne forstand som noget, der er defineret af bogen, skriften og en særlig måde at læse på. Jeg har nærmet mig litteraturen igennem dens medialitet. Ordet medie skal forstås som den kanal, noget kommer til syne igennem. Sådan en kanal er aldrig uskyldig. Den påvirker det, der kommer ud af den, sådan som bogen påvirker, hvad vi forstår ved litteratur. Og det i et omfang så medieforskeren Marshall McLuhan mente, at mediet var budskabet. Grunden til, at jeg har taget, hvad der måske kan ligne en stor omvej til litteraturen, er, at først de analoge og siden de digitale medier har gjort litteraturen bevidst om sig selv som mediebåret. Forbindelsen imellem litteraturen, bogen og skriften er ikke længere selvfølgelig. Det kan ikke andet end få store konsekvenser for, hvad vi forstår ved litteratur. Men der er noget, der mangler i ligningen. Medie-og teknologihistorien er ikke 23
hele historien. Et fænomen, som litteratur udvikles ikke bare i kraft af bogen, skriften og læsningen. Litteraturen er også påvirket af og delagtig i en mere omfattende historie. Det er det moderne Europas historie. Eller bare det moderne. Det moderne er et begreb, man ofte deler i to: det tidligt moderne, som begynder i 1400-tallet med renæssancen, og moderniteten, som man ofte sætter til anden halvdel af 1700-tallet og frem. Dermed er jeg nået til den første af dette kapitels i alt fire definitioner på litteratur, den, der svarer til det, jeg indtil nu har talt om som litteratur i moderne forstand. Det er den mest snævre definition. Det er en historisk og geografisk specifik definition. Og det er, synes jeg, den mest aktuelle definition, fordi den er udledt af den mediebevidsthed, som de nye medier har skabt. Den ville have været næsten utænkelig uden reol nummer to og den digitale væg. Definition #1: Litteratur er den særlige form for sprogkunst, der opstod, da en bestemt teknologi, skriften, mødtes med et særligt medie, den masseproducerede bog, og udviklede sig under indflydelse af det moderne Europa. Det er litteraturen i dén forstand, som jeg påstår, har overlevet sig selv. Den efterlader det for mig dybt fascinerende spørgsmål om, hvad litteraturen var. STARTSKUD Opfindelsen af trykkekunsten og flytningen af digte og fortællinger fra mundtlige former til skriftlige og fra klassiske sprog til moderne skabte de genrer, som vi i dag forbinder med litteratur. Det er især romanen, det 24
lyriske digt, novellen, essayet og det skrevne drama. Disse genrer har forløbere, nogle flere end andre, især i den antikke litteratur, som det i det tidligt moderne gjaldt om at efterligne. De har også paralleller i andre litteraturer end den europæiske. Ikke desto mindre er de værker, som skabte disse genrer, alle skrevet i det tidligt moderne. Italieneren Francesco Petrarca skrev sine digte, ikke mindst sine sonetter, i midten af 1300-tallet. De blev med trykkekunsten en af de første bestsellere, og de blev afgørende for, hvad vi i dag forstår ved et lyrisk digt. På samme tid komponerede en anden italiener, Giovanni Boccaccio, Dekameron ved at samle en stak folkelige fortællinger. Den fik en tilsvarende indflydelse på novellens historie. Romanen, som skulle blive det modernes dominerende litterære genre, fandt sin form i spanieren Miguel de Cervantes Don Quixote, der udkom i to bind i 1605 og 1615. Da havde franskmanden Michel de Montaigne i 1588 udsendt den samlede udgave af sine Essays og skabt en helt ny genre for reflekterende, personlig og ikke-fiktiv prosa. William Shakespeare skrev og udgav sine med tiden enestående indflydelsesrige dramaer omkring 1600. Det var dog først fra og med anden halvdel af 1700-tallet, at de centrale genrer for alvor blev synlige og udbredte. I Europa vel at mærke. Den historie, jeg fortæller her, er en europæisk historie. Men de genrer og den idé om litteratur, der hører til, blev eksporteret til resten af verden, først langsomt via kolonialiseringen, 25
siden i det 20. århundrede i en fart med globaliseringen. Romanen er den store nyhed, og den står helt centralt. Med den flyttede litteraturen over i prosaen, hvor den før havde opholdt sig på vers. Den flytning er også vigtig for at forstå, hvad litteraturen blev til i det moderne Europa. HELE HISTORIEN Men lad mig vende tilbage til A s søn. Jeg skrev, at hans indvielse til litteraturen indebar, at han blev sig selv. Han blev et suverænt individ, et, der kunne trække sig tilbage for sig selv. Samme selvstændighed opstod med indenadslæsningen og med udbredelsen af den trykte bog. Man kunne tænke selv og for sig selv uden at blive overvåget eller dikteret, hvad man skulle mene, man kunne vælge, hvad man ville læse, og fortolke det, man læste, og nok så vigtigt: Man kunne skrive bøgerne selv i stedet for blot at kopiere dem. Litteraturen er uløseligt forbundet med renæssancens humanisme, tanken om det menneskelige som en særlig kvalitet og det enkelte menneske som en aktiv deltager i verden, tanker, der senere udvikledes i 1700-tallets forestilling om det suveræne individ og i 1800-tallets ideer om dannelse. Det, at mennesket formes imod stadig større selvindsigt. Det er det menneske, vi ser bøjet over bogen i stillelæsning. Det er det menneske, litteraturen i høj grad har været med til at forme. Nationalstaten er et andet vigtigt element i litteraturens udvikling. Den moderne litteratur begyndte som 26
sagt med folkesprogene, og den blev for alvor tydelig for sig selv og udbredt med det sene 1700-tals tanker om, at der fandtes sådan noget som et folk og en nation. Litteratur blev lig med de værker, der dannede den enkelte og i forlængelse heraf var udtryk for et folk og en periode. Den amerikanske litteraturkritiker J. Hillis Miller deler mit synspunkt om, at litteraturen i en vis forstand har overlevet sig selv og samtidig er udødelig. Han nævner en række træk ved det moderne, som på den ene side har formet litteraturen og på den anden er blevet formet af litteraturen. Oveni trykpressen, det suveræne individ, dannelsen og nationen peger han på demokrati, uddannelse til alle, ytringsfrihed og ophavsrettigheder. Det er hele den historie, der ligger bag begrebet det moderne, og som skal med, hvis vi vil forstå, hvad litteratur betyder i denne første, historiske og mediespecifikke forstand. Det er også den historie, de moderne genrer trækker med sig. Mange vil så mene, at ikke kun bogen og skriften, men også det moderne er udfordret, at de værdier eller de fortællinger, som bar det moderne Europa, ikke længere er en selvfølge. Det gælder ideerne om dannelse og nation, men også forestillingen om, at samfundet udvikler sig væk fra religiøse tolkninger af verden og imod stadig større velstand, viden og fornuft. Det er med det moderne som med litteraturen: Det er blevet synligt for sig selv. Det er derfor, Hillis Miller, jeg selv og mange andre fremturer: Hvis det, der har defineret litteraturen i moderne europæisk forstand, hvis 27
hele det fundament, den er bygget på, er anfægtet, så må litteraturen også være det. ET ARKIV AF MULIGHEDER Ordet litteratur kommer af det latinske litteratura, som betyder skriftlig fremstilling, og som igen kommer af littera, der betyder bogstav. I moderne tid blev ordet oprindeligt brugt om et menneske med bogkundskab, lærdom og dannelse, senere om et bestemt korpus af tekster, som kunne være om alt muligt. Den sidste betydning bruger vi stadig, når vi taler om, hvad der er skrevet inden for et bestemt emne. Hvis vi for eksempel vil vide noget om pyloner til brobygning, opsøger vi litteraturen om pyloner. I anden halvdel af 1700-tallet begyndte man på flere europæiske sprog, herunder dansk, at bruge ordet om en nations eller en periodes litteratur, men ordet henviste stadig til vidt forskellige lærde værker såvel som digte og fortællinger. Det er først på dette tidspunkt, at kunst begynder at blive betragtet som et særligt område for den menneskelige virkelyst. Og hvis man ikke kunne udskille kunst fra andre gøremål, kunne man selvfølgelig heller ikke se litteratur som en særlig slags kunst. Litteratur i betydningen skønlitteratur etableres først i løbet af 1800-tallet. Denne lille sproghistorie fortæller, at litteratur, som vi forstår det i dag, er et relativt nyt fænomen, og at grænserne for den er foranderlige. Den siger også, at ordet er knyttet til en skriftkultur og dens samlede viden. Her er vi ved definition #2: Litteratur i ordets bredeste for- 28
stand betyder slet og ret produktionen, studiet og opbevaringen af viden, tanker, indtryk og følelser på skrift og i bøger. Denne måde at betragte litteratur på tydeliggør, at noget af det særlige ved litteratur er, at det ikke kun er en kunstart, men også et arkiv for viden. At litteraturen både er inden for og uden for kunsten er en helt central del af dens vitalitet. Man ved aldrig helt, hvor man har den. Den kan knopskyde og forandre sig, blande sig med alt muligt. Se tilbage uden fordomme på alt det, der er skrevet, tekster af alle mulige slags og om ethvert tænkeligt emne ligger parate til at blive nydt og indtaget. Det er en måde at betragte litteratur på, som passer til en global verden, fordi den kan indeholde forskellige kulturers opfattelse af, hvad litteratur er. Ikke alene arten og udbredelsen af litterære genrer, men også skillelinjerne og hierarkierne imellem dem varierer betragteligt, hvis vi betragter det globalt. Alt det kan denne anden definition sagtens indeholde. KUNST FOR KUNSTENS SKYLD Det man ser, når man kigger tilbage, er, hvordan forestillingen om litteratur er blevet indsnævret. Over århundrederne er litteraturen blevet udskilt fra andre måder at skrive på, fra historie, filosofi og retorik. Ikke mindst adskillelsen fra retorikken er vigtig. Retorik er talekunst som overtalelseskunst. Men i moderniteten er litteratur ikke længere overtalelse. Det handler ikke om at have et budskab, som skal kommunikeres til en målgruppe, der skal overbevises. Det handler derimod om at afstå fra 29
overtalelse til fordel for henvendelse. Man kan betragte det som en frigørelsesproces. En udvikling, hvor litteraturen bliver sig selv. Men det er også en del af modernitetens differentiering og dermed isolation af vores aktiviteter. Når litteraturen bliver sit eget formål, risikerer den at miste kontakten med resten af verden. Derfor er der stadige kampe om litteraturen imellem dem, der vil en bredere litteratur, og dem, der vil en mere smal. En af de mest berømte bøger i genren Hvad er litteratur?, er skrevet af den franske forfatter og filosof Jean-Paul Sartre og bærer netop den titel. Sartre relancerer en ældre og mere broget idé om, hvad litteratur er, ved at adskille den fra poesi. For Sartre er litteratur ensbetydende med at tale ud fra en overbevisning. Forfatteren er forfatter, fordi han har noget at sige. Poesien slår han i hartkorn med maleri og musik. Den har den kunstneriske formning af et materiale, sproget, som sit primære formål. Man kan sige, at Sartre insisterer på, at litteraturen er både inden for og uden for kunsten. Og på at den også altid er overtalelse. Definition #2 tydeliggør, at litteratur er et arkiv for nedskrevet viden med mere, men også at litteraturen hører til i en skrift- og lærdomskultur, som har sin storhedstid bag sig. Vi lagrer ikke længere langt det meste af vores viden på skrift, og vi er ikke længere så entydigt sproglige væsner. Billeder og lyd spiller en stadigt større rolle i et samfund, der hverken kan eller ønsker at opretholde en lærdomskultur. På den ene side skaber den brede definition altså et kæmpe mulighedsrum for, 30
hvad litteratur kan være. Den tjekkiske forfatter Milan Kundera har argumenteret for, at man fornyr romanen ved at genopdage alle de måder at skrive på, som litteraturhistorien har glemt. Arkivet er et arkiv af muligheder. På den anden side og for en mediehistorisk betragtning lukker ideen om litteratur som et arkiv af skrift, bøger og lærdom litteraturen ned. SKABENDE LITTERATUR At det ord, vi benytter om digte og fortællinger i dag, er relativt nyt, behøver ikke at betyde, at det fænomen, det betegner, også er det. Inden ordet litteratur vandt hævd, talte man i stedet om poesi. Poesi kommer af det græske verbum poiein, som betyder at skabe, frembringe eller gøre. Ordet bringer os nærmere til en forståelse af litteratur som sprogkunst. For det er, hvad kunst handler om: at skabe. At skabe i betydningen at gribe ind i en kaotisk verden og give form til noget. Man griber som regel til tre ord, når man skal forklare, hvad litteratur er som sprogkunst betragtet. Med dem er vi ved kapitlets definition #3: Litteratur er fiktion, formet sprog og livstolkning. I fiktionen skaber vi mulige verdner i modsætning til den verden, som er givet. Det gør vi som regel ved hjælp af fortællinger. Fortællinger behøver ikke at være fiktive, og fiktion behøver ikke at være fortællinger. Vi kan opfinde en fantasiven eller fantasere om, at naboens bil i virkeligheden er et rumskib. Den slags fører let fortællinger med sig, men ikke nødvendigvis. Alligevel optræder 31
fiktion og fortælling meget ofte sammen. Det gjorde de i den ældre litteratur i eposser som Homers Iliaden eller Dantes Den guddommelige komedie. I den moderne litteratur er romaner og noveller fiktion i betydningen fiktive fortællinger. Men der findes også fiktion uden for litteraturen, i film for eksempel. Og den findes i de fortællinger om os selv og andre, som er en uundværlig del af vores måde at gebærde os på i hverdagen. Så snart vi fortolker eller former verden igennem en fortælling, er det, som om den bliver fiktiv. Fortællingen er en grundliggende kognitionsform, en måde at skabe mønstre i verden på, så den lader sig begribe. ALTID SPROGKUNST Men der findes også litteratur, som ikke er fiktion. Selvbiografier og digte for eksempel. Hvor det ofte kan være interessant at diskutere, hvor fiktiv en selvbiografi er, giver det sjældent mening at vurdere digte på, om de er fiktive eller ej. Det jeg, der taler i et digt, er ikke først og fremmest fiktivt eller ikke-fiktivt, det må måles på en anden skala. Det er her, ideen om litteratur som formet sprog kommer ind. At sproget er formet betyder, at det ikke bare er et redskab, vi bruger til at sige noget bestemt med, men snarere et materiale på linje med keramikerens ler eller billedhuggerens sten. Rim og rytme er typiske eksempler på formet sprog. Med dem former digteren sproget på en måde, som henleder opmærksomheden på ordenes akustiske og grafiske kvaliteter. Hvis sproget i almindelig brug er som en gennemsigtig 32
rude, hvis eneste funktion er at gøre noget synligt, som ligger på den anden side af ruden, så er sproget i litteraturen som en rude, det har regnet på. Vi ser pludselig ruden som rude og ikke det, der er på den anden side af den. Men igen: Der findes litteratur, hvor fornemmelsen for sprogets materiale, for dets egen sanselighed, er meget svag. Hvor det, der siges, går forud for, hvordan det siges. Omvendt finder man også eksempler på formet sprog uden for litteraturen, for eksempel i reklameslogans eller ordspil. Fiktion og formet sprog er altså hverken hver for sig eller tilsammen nødvendige eller tilstrækkelige til at definere litteratur som sprogkunst. Alligevel kan vi sige, at hvis en tekst er fiktiv, eller hvis dens sprog gør opmærksom på sig selv, og især hvis begge dele er til stede samtidig, så har vi sikkert at gøre med litteratur. Det var den bulgarske litteraturteoretiker Tzvetan Todorov, der først bragte de to begreber sammen til et samlet bud på, hvad litteratur er. En del år senere blev det nødvendigt for ham at tilføje endnu et element. Fiktion og formet sprog angår måden, noget er skrevet på. Men litteratur handler også om noget og ofte om, hvad det vil sige at være menneske, hvem vi er, og hvad livet er. Vi læser litteratur for at lære at leve. Igen kan man sige, at for eksempel filosofi og religion også kan give livstolkning. Samtidig behøver litteratur ikke at handle om, hvad det vil sige at være menneske. Men lægger vi livstolkning til de to foregående bestemmelser, kan vi 33
med endnu større sandsynlighed regne med, at det er litteratur, vi har foran os. Denne tredje definition er mere universel, end den er historisk. Den hævder, at litteratur til så godt som hver en tid har disse egenskaber, og den hævder, at litteratur er sprogkunst. Sprogkunst har altid eksisteret, og det vil den fortsætte med. Vi vil altid fortælle historier og synge sange. Litteratur i betydningen sprogkunst vil eksistere, så længe vi er sprogbærende væsner. FORDI JEG SIGER DET Den tredje definition udpeger nogle bestemte kvaliteter ved litteraturen som sprogkunst, men den udgør ikke en udtømmende beskrivelse. Det er ikke, fordi vi endnu ikke har fundet frem til den rette definition. Det er, fordi litteraturen ikke er en genstand med bestemte egenskaber, men snarere et område for menneskelig aktivitet og interesse, hvis nærmere definition varierer med tid og sted. En konsekvens af det synspunkt kunne være, at man helt opgav at definere litteraturen ved dens iboende egenskaber og i stedet forstod den som et produkt af ydre forhold. Det ville betyde, at litteratur er det, vi undervises i i skolen, og som bliver en del af kanon. Det er det, som udlånes fra bestemte hylder på bibliotekerne, det, der anmeldes i avisernes bogtillæg, og som udgives under betegnelserne romaner, noveller og digte. Og det er det, der forskes i på universiteternes litteraturinstitutter, og som der udvikles særlige metoder for at fortolke. Med 34
andre ord og som definition #4: Litteratur er, hvad vi gør det til. Der er en vigtig politisk pointe her. For hvem er det lige, der bestemmer, hvad der er litteratur, at noget litteratur er bedre end andet, og at litteratur er noget, som vi skal bruge mængder af tid på i undervisningssystemet? Eller for at vende den om: Hvem er det lige, der bestemmer, at den seriøse diskussion af litteratur er kedeligt og elitært fjernsyn, som man ikke kan belaste tv-seere med, medmindre man indrammer det med sladder om forfatterens følelser og befolker det med type-castede værter og deltagere, hvis viden kan ligge på et meget lille sted? I alle tilfælde udøver dem, der bestemmer, magt. Historisk set har litteraturen været skrevet og læst af velstillede og veluddannede europæiske mænd. Først langsomt har den bredt sig til kvinder, til andre samfundslag, og litteratur i europæisk forstand har især igennem romanen bredt sig til andre kontinenter. Institutioner har det med at normalisere kunsten, uskadeliggøre den og bremse dens udvikling. Den nyskabende litteratur vil tit opstå som en reaktion imod nogle bestemte rammer, som konservative anmeldere, veletablerede forlag, gamle succesfulde kolleger og indgroede læsevaner har sat. Vi diskuterer på livet løs om køn, etnicitet og seksuel observans ikke stadig er genstand for undertrykkelse, også inden for litteraturens verden, og universiteterne udvikler måder at læse på, som skal ændre på det. Hvem sidder på magten til at definere litteraturen? Og kan vi overhovedet acceptere litteraturen, som 35
den er defineret i definition #1, 2 og 3, hvis den er en del af en magtudøvelse? Svaret på det sidste spørgsmål er, at det er hovedløst at stille spørgsmålet som et enten-eller. Uagtet magtskævheder har litteraturen værdi, men altid værdi for nogen på et givent tidspunkt. 36
HVAD LITTERATUR KAN MÆRK VERDEN! Hvad er det, litteraturen kan? Hvilken litteratur? må man spørge med det foregående kapitels fire definitioner i baghovedet. Jeg tror, man får de bedste svar ved at gå tilbage til den første definition, som også er den, bogen her er bygget op omkring. At litteratur er den særlige form for sprogkunst, der opstod af mødet imellem skriften, bogtrykkerkunsten og det moderne Europa. Den er den mest konkrete definition, fordi den er forankret i tid og rum, og den er den mest aktuelle, fordi den er opstået ved, at litteraturen har fået øje på sig selv som mediebåret. Hvad er det, den litteratur kan? De andre definitioner vil klinge med. De udgør alle hinandens horisont. Måske er det allervigtigste, ikke bare ved litteratur, men ved al kunst, at den ikke nødvendigvis gør os klogere på verden, men at den viser os verden. De russiske formalister, som var nogle af de første til udvikle en moderne litteraturvidenskab, mente, at rutinen slører vores blik for den verden, vi er omgivet af. Litteraturen skal åbne vores øjne for verden ved at vise den på en anden måde, end vi er vant til. Underliggørelse kaldte de det. Når litteratur kan virke vanskelig, kan det være, fordi 37
den viser verden på en anden måde end den sædvanlige, netop for at gøre det muligt for os at genopdage den. Viste den bare verden, som vi i forvejen mener at kende den, ville den bekræfte den rutine, som gør os blinde for den. Man kan sige om litteraturen, at den er mimetisk, at den er et spejl af verden. Men med underliggørelsen in mente er det mere rigtigt at påstå, at litteraturen fremkalder verden. Det, man oplever, når man læser et digt, betragter et maleri eller hører et stykke musik, er snarere, at noget opstår eller skabes. I stedet for mimesis kan man bruge et andet græsk ord, som jeg allerede har brugt, nemlig poiesis, det, at noget skabes. Vi ser noget blive til for øjnene af os. I en roman ser vi en verden blive til, som mere eller mindre ligner den, vi lever i. Et digt lader noget helt enkelt og selvfølgeligt opstå: en blomst, en kakkelovn eller en følelse, en, vi kender, som sidder i os, i vores erindring, og som vi nu genkalder os og genkender i kraft af digtet. Digteren siger: Abrikostræerne findes. Så står de der, abrikostræerne. Men de står der altid på en måde, der gør dem forskellige fra abrikostræerne ude i haven. Den verden, vi genkender i en bog, er en anden, sært forskudt og fremmed verden. Det er denne forskel fra verden, som gør, at vi kan få øje på den. Og det er det, der er så fascinerende ved de abrikostræer. Den verden, vi mærker, er mærkelig. 38
KEND DIG SELV! Måske er det største under for A s søn netop det: at der opstår en verden ud af intet. Det næste, der sker, er, at han inden i dette private, tavse og hallucinatoriske rum kan begynde at udforske, hvad det vil sige at være menneske. Han bliver sig selv i det rum. Litteraturen er det eneste sted, hvor man tilsyneladende har direkte adgang til, hvad andre mennesker tænker, føler og sanser. Indenadslæsningen, den private bog og det private rum skaber alt sammen en inderliggørelse. Litteraturen er en storstilet udforskning af, hvad et menneske er. Nogle mener, man bliver et bedre menneske af at læse litteratur, fordi man lærer empati. Man lærer at sætte sig ind i, hvad andre tænker og føler. Noget, der ikke mindst kunne være behov for i en globaliseret verden, hvor vi bor stadig tættere på mennesker, som kan være meget forskellige fra os selv. Det er i bedste fald en sandhed med modifikationer. Folk, der læser litteratur, er næppe bedre mennesker end folk, der ikke læser litteratur. Jeg føler mig nogle gange som et bedre menneske, eller et mere komplet menneske, når jeg læser. Desværre reduceres jeg til normal størrelse, så snart jeg har lagt bogen fra mig. Der er noget der: Hvordan tager vi empatien med os ud af bogen? Et andet problem er, at litteraturen som al kunst dyrker ondskaben med samme lidenskab som godheden. Moderne kunst er ikke opbyggelig. Men måske handler det ikke om moral i denne lidt snævre forstand. Måske handler det mere om, at litte- 39
raturen og i særdeleshed romanen, er en meget effektiv måde at opnå viden på, ikke bare om andre mennesker, men om andre kulturer og andre historiske perioder. Den opdrager måske til, om ikke at acceptere forskellighed, så i det mindste til at forstå lidt af den. Jeg har ladet mig fortælle, at de danske officerer, som blev sendt til Bosnien i begyndelsen af 1990 erne, alle havde nobelpristageren Ivo Andrićs historiske roman fra 1945 om multietnicitet på Balkan, Broen over Drina, med i oppakningen. Læs den, og du ved meget mere om, hvad der foregår på Balkan, end hvis du læste nok så mange historiske af handlinger og politologiske artikler. KRITISER ALT! Det rum, A s søn opdager og siden opsøger, er også et frirum, hvor han i fred og på afstand kan tænke over tingene. Det var det rum, der åbnedes, da det blev muligt at læse og skrive for sig selv uden at blive kigget over skuldrene, og uden at nogen dikterede, hvad man skulle mene. Den frihed til at tænke selv, som det gav. Litteraturen har med andre ord været vigtig for udviklingen af en selvstændig kritisk tænkning. Men hvordan er det lige, litteraturen tænker? Kan man overhovedet bruge det ord om den? Man kan begynde med fantasien og fiktionen. Fiktionen skaber mulige verdner. Den siger, at sådan kunne det også være. Det er en fundamental og meget praktisk menneskelig egenskab. Hvis vi ikke kunne forestille os, at tingene kunne være anderledes, ville vi ikke være i 40