D O M afsagt den 4. december 2015 af Vestre Landsrets 12. afdeling (dommerne Michael Ellehauge, Torben Geneser og Dorte Jensen) i ankesag V.L. B 0699 14 Boet efter A (advokat Michael S. Wiisbye, København) mod Codan Forsikring A/S som mandatar for Y-firma (advokat Kåre Højerup, København) Retten i Herning har den 5. marts 2014 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 4-535/2013). Påstande For landsretten har appellanten, boet efter A, nedlagt påstand om, at indstævnte, Y-firma, tilpligtes at betale boet 995.527,90 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 7. juni 2013. Y-firma har påstået dommen stadfæstet. Supplerende sagsfremstilling Som nævnt i byrettens dom traf Arbejdsskadestyrelsen den 11. maj 2007 afgørelse om, at A ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Efter at As fagforening på hans vegne havde klaget over afgørelsen, traf Arbejdsskadestyrelsen den 30. juni 2007 midlertidig afgørelse om, at hans tab af erhvervsevne var 15 procent, og at han ville få udbetalt et fast månedligt beløb i erstatning. Det fremgik af afgørelsen, at Arbejdsskadestyrelsen ville vurdere hans tab af erhvervsevne igen den 1. august 2008.
- 2 - Denne afgørelse blev af fagforeningen indbragt for Ankestyrelsen, som den 4. marts 2010 traf afgørelse om, at A havde ret til midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne på 40 procent. I begrundelsen for afgørelsen anføres det blandt andet: Ved afgørelsen om at fastsætte et midlertidigt tab af erhvervsevne har vi lagt vægt på, at din helbredsmæssige tilstand efter vores opfattelse ikke på tidspunktet for sagens lægelige oplysninger var stationær. Vi kan således ikke vurdere din erhvervsevne på længere sigt. Det fremgik af Ankestyrelsens afgørelse, at Arbejdsskadestyrelsen skulle tage spørgsmålet om tab af erhvervsevne op til revision ved modtagelsen af afgørelsen. Arbejdsskadestyrelsen traf herefter afgørelser herom den 12. maj 2010 og den 14. juli 2010 som omtalt i byrettens dom. Advokat Anne Katrine Bay meddelte ved brev af 27. juni 2012 til Codan Forsikring A/S, at hun nu repræsenterede A. Advokaten tog i brevet forbehold for yderligere erstatningskrav, herunder differencekrav. Advokaten henviste i den forbindelse til, at A i 2010 var tilkendt førtidspension og erstatning i arbejdsskadesagen svarende til et erhvervsevnetab på 65 procent. Parterne indgik den 1. november 2012 aftale om, at ikke allerede indtrådt forældelse blev suspenderet fra d.d. til og med den 29. april 2013. Der blev den 19. april 2013 indgået aftale om yderligere suspension til og med den 29. oktober 2013. Procedure Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed. Retsgrundlaget Det fremgår af forældelseslovens 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. I 2, stk. 4, anføres det, at for fordringer på erstatning eller
- 3 - godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden. Ifølge forældelseslovens 3, stk. 1, er forældelsesfristen 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. 3, stk. 2. I bilag 2 til Retsudvalgets tillægsbetænkning over forslaget til forældelsesloven (lovforslag nr. L 165, Folketinget 2006-07) afgivet den 31. maj 2007 er anført justitsministerens besvarelse af spørgsmål 12 fra udvalget, hvoraf det blandt andet fremgår: Advokat Karsten Høj og advokat Søren Kjær Jensen anfører i brevet af 14. maj 2007 en række betragtninger vedrørende virkningerne af forslaget til ny forældelseslov for krav i anledning af personskade, herunder særligt for krav i anledning af arbejdsskader. Advokaterne kritiserer for det første, at der indføres en 3-årig forældelsesfrist for krav i anledning af personskader. For det andet anfører de, at det er uklart, hvordan begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen fastlægges ved krav i anledning af arbejdsskader. For så vidt angår begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen ved krav i anledning af arbejdsskader foreslås det ved forslagets 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Dette tidspunkt benævnes normalt forfaldstidspunktet. Forfaldstidspunktet er ikke sammenfaldende med betalingstidspunktet, dvs. det tidspunkt, hvor kravet kan kræves betalt, og hvorfra renter påregnes. Forfaldstidspunktet er derimod det tidligste tidspunkt, til hvilket kravet i det hele taget kan fremsættes over for skyldneren. Det foreslås samtidig, at det præciseres i loven, at for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold vil forfaldstidspunktet være tidspunktet for skadens indtræden, jf. forslagets 2, stk. 4. Den gældende 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven regnes ligeledes fra forfaldstidspunktet. Den eksisterende retspraksis vil således kunne være vejledende for fastlæggelse af forfaldstidspunktet for krav i anledning af personskade, og det gælder også for personskadekrav efter arbejdsskadessikringsloven.
- 4 - På grund af muligheden for suspension ved fordringshaverens utilregnelige uvidenhed om fordringshaveren eller skyldneren, jf. ovenfor, vil det imidlertid i almindelig være af mindre betydning at fastlægge det nøjagtige forfaldstidspunkt. Der henvises herom i øvrigt til Forældelsesudvalgets betænkning nr. 1460/2005, side 110. I bilag 2 til Retsudvalgets tillægsbetænkning er ligeledes medtaget justitsministerens besvarelser af spørgsmål 14 og 20 fra udvalget, hvoraf det fremgår: Spørgsmål 14: Ministeren bedes præcisere fra hvornår den 3-årige forældelsesfrist regnes i forhold til krav på erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, og ministeren bedes samtidig oplyse, om fristens begyndelsestidspunkt er ens for både krav på erstatning for personskade i kontraktforhold (dvs. efter arbejdsskadesikringsloven) og uden for kontraktforhold (dvs. efter erstatningsansvarsloven). Svar: Det foreslås ved lovforslagets 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Dette tidspunkt benævnes normalt forfaldstidspunktet. Det foreslås samtidig, at det præciseres i loven, at for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold vil forfaldstidspunktet være tidspunktet for skadens indtræden, jf. forslagets 2, stk. 4. Denne bestemmelse indeholder altså ikke en undtagelse til bestemmelsen i 2, stk. 1, men blot en præcisering af indholdet i stk. 1 i forhold til fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold. Begyndelsestidspunkt for den foreslåede almindelige 3-årige forældelsesfrist, jf. lovforslagets 3, stk. 1, vil ved personskadekrav efter arbejdsskadesikringsloven således være det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf. lovforslagets 2, stk. 1, og det vil ved disse krav sige tidspunktet for skadens indtræden. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 12 vedrørende lovforslaget.. Spørgsmål 20:
- 5 - Ministeren bedes redegøre for, hvilke konsekvenser de foreslåede regler får for de arbejdsskadede, der som følge af den samme skadevoldende begivenhed har et krav på erstatning efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven. Svar: Lovforslaget vil have den virkning, at både krav efter arbejdsskadesikringsloven og øvrige krav om erstatning og godtgørelse i anledning af personskade underlægges en 3-årig forældelsesfrist, der dog suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet og skyldneren, kombineret med en absolut forældelsesfrist på 30 år, som regnes fra den skadevoldende handlings ophør, jf. lovforslagets 3, stk. 1, 2 og 3, nr. 1. For så vidt angår tilfælde, hvor en person, der har været udsat for en arbejdsskade, ikke fuldt ud får dækket sit krav efter arbejdsskadesikringsloven, følger det af arbejdsskadesikringslovens 77, 2. pkt., at den tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige efter de almindelige erstatningsretlige regler nedsættes i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov. Det følger af Højesterets dom, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1995.843 H, at i tilfælde, hvor et krav kan være omfattet af arbejdsskadesikringsloven, er den skadelidte ikke berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om dennes tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort. Forældelsesfristen for både krav efter arbejdsskadesikringsloven og krav efter de almindelige erstatningsretlige regler vil som udgangspunkt skulle regnes fra skadens indtræden, jf. lovforslagets 2, stk. 1 og 4, samt besvarelsen af spørgsmål nr. 12 og 14 vedrørende lovforslaget. Den skadelidte vil imidlertid som nævnt ikke have mulighed for at rejse kravet efter de almindelige erstatningsretlige regler, før spørgsmålet om kravet efter arbejdsskadessikringsloven er afgjort. Det følger af lovforslagets 14, at hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst et år efter hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på den beskrevne situation, således at forældelsesfristen vedrørende krav efter erstatningsansvarsloven tidligst kan udløbe et år efter afgørelsen af kravet i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Det fremgår af 36, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven, at krav efter loven eller mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 3-5. Ifølge 36, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven er fristen efter forældelseslovens 3, stk. 1, 5 år for krav som nævnt i stk. 2. Det fremgår af 36, stk. 3, 2. pkt., at denne forældelsesfrist regnes først fra den dag, da fordringshaveren blev
- 6 - bekendt med fordringen og skyldneren, eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan tilregnes denne som groft uagtsomt. Arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 2 og 3, er affattet ved 21 i lov nr. 523 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v., der trådte i kraft den 1. januar 2008. Det fremgår af lovens 48, stk. 1, at loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler. I Retsudvalgets tillægsbetænkning over forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (lovforslag nr. L 166, Folketinget 2006-07) afgivet den 31. maj 2007 anføres det i bemærkningerne til disse bestemmelser blandt andet: Efter den gældende 36, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven bortfalder tilskadekomnes eller efterladtes krav 5 år efter arbejdsskadens indtræden, hvis sagen ikke kan behandles på grund af forhold, der kan henføres til tilskadekomne eller efterladte, herunder passivitet. Bestemmelsen, der kun er blevet anvendt i få sager, foreslås ophævet som en konsekvens af, at der foreslås indført en 5-årig forældelsesfrist. Det indebærer en forbedring af tilskadekomnes retsstilling i forhold til i dag, idet den gældende 5-årige frist regnes fra arbejdsskadens indtræden uden mulighed for suspension, mens den 5-årige forældelsesfrist, der foreslås indført, ligeledes regnes fra skadens indtræden, men desuden suspenderes i visse tilfælde, jf. nedenfor. Ved nyaffattelsen af 36, stk. 2, foreslås det præciseret i arbejdsskadesikringsloven, at den foreslåede forældelseslov som udgangspunkt vil finde anvendelse på arbejdsskadekrav. Det foreslås samtidig, at dette udgangspunkt fraviges på visse punkter, jf. forslaget til 36, stk. 3-5. Henset til arbejdsskadeområdets særlige karakter foreslås i stk. 3 og 4 dels en særlig lang forældelsesfrist for krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af arbejdsskader, dels en ændret udformning af den såkaldte suspensionsregel i forældelseslovens 3, stk. 2, dels en særlig lang tillægsfrist for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven, når en sag har været behandlet af arbejdsskademyndighederne. Det foreslås for det første, at forældelseslovens»korte«forældelsesfrist, for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven og eventuelt mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade skal være 5 år (i stedet for 3 år), jf. forslaget til 36, stk. 3. Bestemmelsen omfatter alene arbejdsskader, som er omfattet af definitionen i arbejdsskadesikringslovens 5. Det foreslås for det andet, at denne 5-årige forældelsesfrist suspenderes, hvis
- 7 - den tilskadekomne eller dennes efterladte er ubekendt med fordringen eller skyldneren, og at fristen i disse tilfælde først begynder at løbe fra den dag, da fordringshaveren fik kendskab til fordringen og skyldneren, eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan tilregnes denne som groft uagtsomt. Formålet hermed er at slå fast, at der på arbejdsskadeområdet vil være et meget snævert anvendelsesområde for den tilskadekomnes»burde viden«, sammenlign herved den foreslåede almindelige suspensionsregel i forældelseslovens 3, stk. 2. I arbejdsskadesager vil forældelsesfristen bl.a. som altovervejende hovedregel først kunne begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor en læge giver den tilskadekomne oplysninger, som medfører, at lægen har pligt til at indberette sagen til Arbejdsskadestyrelsen, jf. 1 i bekendtgørelse nr. 950 af 26. november 2003, medmindre der er tale om skader, der indtræder umiddelbart i direkte forbindelse med en arbejdsulykke. Adskillige sygdomme kan skyldes skadelige påvirkninger, der findes både i og uden for den tilskadekomnes arbejdsmiljø, og det vil generelt heller ikke kunne kræves, at den tilskadekomne eller de efterladte skal have kendskab til, hvilke sygdomme der eventuelt er eller kan være arbejdsbetingede. Forældelsesfristen for de enkelte tabsposter vil kunne løbe fra forskellige tidspunkter, afhængigt af de konkrete helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold. F.eks. vil forældelsesfristen for et krav på erstatning for tab af erhvervsevne tidligst kunne regnes fra det tidspunkt, hvor de helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold er så afklarede, at det kan konstateres, at den tilskadekomne har pådraget sig en varig nedsættelse af erhvervsevnen, og det gælder uanset, hvornår en læge har indberettet sagen til Arbejdsskadestyrelsen. Forældelsesfristen for krav på godtgørelse for varigt men vil tidligst kunne regnes fra det tidspunkt, hvor de helbredsmæssige forhold er så afklarede, at den tilskadekomne er i stand til at opgøre et krav. I et tænkt forløb, hvor en person f.eks. mærker et knæk i ryggen i forbindelse med et tungt løft på arbejdet og i den første tid herefter fortsætter med sit job, men hvor helbredstilstanden på grund af rygskaden efter nogle år udvikler sig sådan, at den pågældende må ophøre med at arbejde, vil forældelsesfristen for kravet på erstatning for varigt tab af erhvervsevne først begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor det konstateres, at den tilskadekomne må ophøre med at arbejde. For det tredje foreslås, at tillægsfristen ved foreløbig afbrydelse af forældelsen skal være 3 år (i stedet for 1 år), når en sag har været behandlet af arbejdsskademyndighederne, jf. forslaget til 36, stk. 4. Det foreslås således, at forældelse tidligst indtræder 3 år efter, at Arbejdsskadestyrelsen har givet meddelelse om sin afgørelse, når arbejdsskaden er anmeldt inden forældelsesfristens udløb. Bestemmelsen i 36, stk. 4, omfatter krav efter arbejdsskadesikringsloven, men i modsætning til 36, stk. 3, ikke krav på f.eks. erstatning for tabt ar-
- 8 - bejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte. Det skal ses i sammenhæng med, at sådanne tabsposter ikke kan behandles af arbejdsskademyndighederne. Det samme gælder krav på supplerende godtgørelse for varigt mén og supplerende erstatning for tab af erhvervsevne (»differencekrav«). Sådanne krav, der rejses efter almindelige erstatningsretlige regler, kan efter retspraksis først rejses, når spørgsmålet om krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort. Det følger af 14 i forslaget til ny forældelseslov (L 165), at hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst et år efter hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på differencekrav. Hvis ændringsforslaget vedtages, vil forslaget til ny forældelseslov (L 165) navnlig medføre følgende ændringer for de tilskadekomne på arbejdsskadeområdet: Lovforslaget om en ny forældelseslov med de ændringer, som følger af ændringsforslaget, vil medføre, at der på arbejdsskadeområdet dels kommer til at gælde en 5-årig forældelsesfrist, der regnes fra skadens indtræden, men som suspenderes, så længe tilskadekomne ikke har kendskab til fordringen eller skyldneren og dette ikke skyldes grov uagtsomhed, dels kommer til at gælde en absolut 30-årig forældelsesfrist, som regnes fra den skadevoldende handlings ophør. Det fremgår af arbejdsskadesikringslovens 77, at tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov. Landsrettens begrundelse og resultat Efter arbejdsskadesikringslovens 77 nedsættes den tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven. Reglen indebærer, at når et sådant krav kan være omfattet af arbejdsskadesikringsloven, er den tilskadekomne ikke berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om hans tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort, jf. herved U1995.843H. Det følger herefter af arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 2 og 3, sammenholdt med for-
- 9 - ældelseslovens 2, stk. 1, at den 5 årige forældelsesfrist for så vidt angår differencekrav som udgangspunkt skal regnes fra afgørelsen i arbejdsskadesagen. Dette følger også af retspraksis, jf. herved U2001.1119/2V og U2012.3181H. For så vidt angår differencekrav kan forfaldstidspunktet således ikke anses for at være tidspunktet for skadens indtræden. Arbejdsskadestyrelsen traf den 12. maj 2010 afgørelse om, at As erhvervsevnetab var 40 procent, men tilkendegav samtidigt, at Vi ser på størrelsen af dit erhvervsevnetab igen med det samme. Arbejdsskadestyrelsen traf herefter den 14. juli 2010 afgørelse om, at erhvervsevnetabet var 65 %, og tilkendegav samtidigt, at Vi vil ikke behandle spørgsmålet om erhvervsevnetab igen. Afgørelsen blev ikke indbragt for Ankestyrelsen. Forældelsesfristen på 5 år må herefter regnes fra den 14. juli 2010, og da sagen blev anlagt ved byretten den 7. juni 2013, er kravet ikke forældet. Det har formodningen imod sig, at en person, der er kommet til skade ved en arbejdsulykke, og som derfor har et krav på erstatning for tab af erhvervsevne, skulle give afkald på kravet. I brevet af 16. februar 2012 fra 3F til Codan Forsikring A/S anføres det, at Afdelingen har ingen differencekrav og betragter sagen som afsluttet. Brevet må forstås således, at 3F på daværende tidspunkt var af den opfattelse, at der ikke bestod noget differencekrav, og at fagforeningen derfor ikke ville foretage sig mere i sagen. Brevet kan derimod ikke betragtes som et bindende afkald fra A på at gøre et differencekrav gældende. Anbringendet om at have indrettet sig i tillid til meddelelsen kan under de foreliggende omstændigheder ikke tillægges betydning. Brevet bevirker derfor ikke, at boet er afskåret fra at gøre kravet gældende. A har heller ikke udvist en passivitet, som med føje har kunnet opfattes som et afkald på kravet, eller som af anden grund med rimelighed kan afskære boet fra nu at gøre kravet gældende. Landsretten bemærker herved, at såvel erstatningspligten som erstatningskravets størrelse er ubestridt. Landsretten tager herefter boets påstand til følge. Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal Codan Forsikring A/S som mandatar for Y-firma betale sagsomkostninger for begge retter til boet med i alt 198.400 kr.
- 10 - Beløbet omfatter 48.400 kr. til retsafgift og 150.000 kr. til udgifter til advokatbistand. Beløbet til dækning af udgifter til advokatbistand er inkl. moms, da boet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og omfang. T h i k e n d e s f o r r e t: Y-firma skal betale 995.527,90 kr. med procesrente fra den 7. juni 2013 til boet efter A. Codan Forsikring A/S som mandatar for Y-firma skal betale sagens omkostninger for begge retter til boet efter A med 198.400 kr. Det idømte skal betales inden 14 dage. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8 a.