en eneste ene
FFor de fleste mennesker i verden gælder det om at finde den eneste ene - den rigtige partner eller ægtefælle for livet. Der er imidlertid stor forskel på, hvordan vi finder den helt rigtige person. Et gammelt ordsprog siger, at hvis man ikke kan få den, man elsker, må man lære at elske den, man får. Generelt har danskerne dog svært ved at forestille sig at skulle giftes med en, de ikke elsker eller er forelsket i. Holdningen er nemlig, at kærlighed og forelskelse er den eneste rigtige måde at finde sin ægtefælle på. Men sådan er det ikke alle steder i verden, og sådan har det heller ikke altid været i Danmark. ornuft og følelse I dagens Danmark betragter vi vigtige og ikke så meget, at det nærmest som en menneskeret at kunne gifte os af kær- man var forelsket i. Men selv lighed. Vi skal dog kun ca. 100 de, der satte forelskelsen højt det endte med, at man fik den år tilbage for at finde utallige og som ledte efter den store eksempler på, at det mere var kærlighed, kunne ikke helt se fornuften end følelserne, der bort fra fornuften. Ægteskabet afgjorde, hvem man skulle giftes med. Det betyder ikke, at sag, der ikke kunne overlades blev betragtet som en alvorlig kærlighed og forelskelse er til noget så flygtigt og ustabilt noget nyt. Men ideen om at vi som forelskelse. Derfor fik man kun kan gifte os med en, vi ofte passet kærligheden og elsker eller er forelsket i, er forelskelsen ind i mere fornuftsmæssige rammer. Man noget forholdsvist nyt. Faktisk slog den måde at tænke på forelskede sig ikke i hvem som først for alvor igennem omkring år 1800 i den periode, vi i helst. dag kalder for romantikken. I Forelskelse var én ting, men begyndelsen var det kun de der var også mange andre og mest velstillede i samfundet, mere praktiske forhold at tage der tog ideen til sig. Særligt hensyn til. På landet sagde borgerskabet dyrkede forelskelsen og stræbte efter den pige i et dejtrug og ikke i en man f.eks.: Man skal kende en sande og ægte kærlighed. springdans. Det var med andre Nogle dyrkede den så meget, ord vigtigere, at en pige kunne at det mere var følelsen af at ælte rugbrødsdej, end at hun være forelsket, der blev det så godt ud og var god til at Bryllupper 1 danse. Det var heller ikke ualmindeligt, at bondekonen giftede sig med karlen på gården, hvis manden døde. Karlen kendte jo allerede til arbejdet og livet på gården. Han var derfor bedre end en ny og helt fremmed mand. Der skulle gå lang tid, før folk på landet generelt lod sig overbevise om, at det var forelskelse og kærlighed, der skulle afgøre, hvem man skulle gifte sig med. Mange ældre mente, at forelskelse kom der kun problemer ud af. Det gjorde ikke nødvendigvis én lykkeligere i ægteskabet. Den danske forfatter Henrik Pontoppidan skrev i 1885 en novelle med titlen Ung Elskov. I novellen møder vi bl.a. den unge pige Grethe, som var vildt forelsket i sin flotte, men fattige fætter. Grethes moder ville ikke have en fattig svigersøn. Af harme
over denne beslutning valgte fætteren i stedet at gifte sig med sin madmoder, en gammel og rig gårdmandsenke. Grethe måtte se sig om efter en anden mand. Hun endte med at sige ja til at gifte sig med Bitte Mads. Han var en god og ordentlig mand, men Grethe elskede ham ikke. Under selve vielsen fik Grethe imidlertid lidt kolde fødder. I sin prædiken talte kapellanen nemlig om kærligheden, som han kaldte en nådegave fra Gud. Ifølge kapellanen var kærligheden noget dyrebart og helligt. Han lagde heller ikke skjul på, at kærligheden ifølge ham burde være grundvolden i ægteskabet og tilføjede: Desværre er man jo ikke sjældent vidne til, at mænd og kvinder uden at blues lader sig forene ved ægteskabets bånd uden at rådføre sig med deres hjerte, endsige med Gud. For kapellanen var det at gifte sig uden sand og gensidig kærlighed en sjælden råhed, som burde vække ethvert kristent menneskes afsky. Der lå en skjult dagsorden bag disse ord. Kapellanen var selv forelsket i præstens datter Rebekka, og præsten var ikke indstillet på at få ham til svigersøn. Kapellanens ord fik Grethe til at græde, men hun giftede sig alligevel med Bitte Mads. Forfatteren slipper nu Grethe i sin fortælling, men vender tilbage til hende senere. Her er der gået et par år. Grethe har fået et par børn og er faldet til ro sammen med sin mand. Lykken lyser nu ud af Grethe, og da hun bliver spurgt om, hvorvidt hun nu er rigtig lykkelig, svarer hun: Hvorfor skulle a it være det? og tilføjer: A tænker, vi gjorde for meget ud af det dengang med det her kærlighedsvæsen. Som tiden gik, blev det alligevel kærlighed og forelskelse, som kom til at dominere danskernes syn på, hvad der er vigtigt, når den eneste ene skal findes. 2
I dag er der rundt om i verden mange unge mennesker, der ikke har mulighed for at gifte sig med en, de er forelsket i. Faktisk er det heller ikke alle, der mener, at forelskelse og kærlighed er den bedste måde at finde sin partner på. Når man er forelsket, er man helt oppe i skyerne. Man er måske slet ikke i stand til at bedømme, om man vil kunne leve et helt liv sammen med den, man er forelsket i. Derfor vælger nogle at spørge forældrene eller andre familiemedlemmer til råds. Forældrene har meget større erfaring. De vil bedre kunne bedømme, om man nu også passer sammen med den, man er forelsket i. Nogle lader endda forældrene udvælge en eller flere kandidater, som de tror vil passe godt til én. Det er det, der også kaldes arrangerede ægteskaber. Når man selv har en bestemt opfattelse af, hvad der er rigtigt, kan det være svært at forrrangerede ægteskaber Der er mange steder i verden, hvor man bruger arrangerede ægteskaber. I modsætning til hvad mange tror, har arrangerede ægteskaber ikke noget med religion at gøre. Det er i stedet et spørgsmål om kultur og tradition. I et land som Indien har man f.eks. en lang tradition for at arrangere ægteskaber både blandt hinduer, kristne og muslimer. Et ægteskab kan arrangeres på mange måder. I nogle tilfælde er det forældrene eller andre familiemedlemmer, som finder en passende ægtefælle, som sønnen eller datteren så kan vælge at sige ja til. I andre tilfælde vælger de unge selv. De gifter sig dog ikke, før deres forældre har sagt god for den, de har valgt. Det mest almindelige er, at de unge selv har noget at skulle have sagt. De har med andre ord ret til at sige nej, hvis de ikke bryder sig 3 om den person, som familien har udvalgt. Men det sker også, at unge mennesker tvinges til at gifte sig mod deres vilje. Nogle bliver truet til at gifte sig, andre føler sig presset. De ender måske med at sige ja, skønt de er i tvivl eller ligefrem ikke ønsker at blive gift med den person, familien har udvalgt. For selvom man har ret til at sige nej, kan det godt blive lidt pinligt, hvis man flere gange afslår at gifte sig med de kandidater, som familien har udvalgt. Det er dog vigtigt at pointere, at et tvangsægteskab og et arrangeret ægteskab ikke nødvendigvis er to sider af samme sag, selvom grænsen mellem de to former for nogle unge kan virke meget flydende.
stå, hvorfor andre vælger at handle anderledes. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at vores måde at gøre tingene på er langt den bedste, men skal sandheden frem, findes der nok både gode og dårlige sider ved de fleste måder at vælge partner på. Nogle mener, at det må være forfærdeligt at leve i et arrangeret ægteskab, da det jo ikke bygger på kærlighed. Andre mener, at arrangerede ægteskaber på ingen måde kan kaldes kærlighedsløse, selvom de unge mennesker ikke umiddelbart er forelsket i hinanden. Tilhængerne af arrangerede ægteskaber er af den holdning, at kærligheden og forelskelsen nok skal komme, efterhånden som ægtefællerne lærer hinanden at kende. Det kan desuden være svært at forstå, at nogen vil finde sig i, at deres forældre skal være med til at vælge, hvem de skal giftes med. Omvendt har folk med rod i andre kulturer svært ved at se, at vores måde at vælge partner på er så meget bedre. For hvis vores måde er så god, hvorfor er der så brug for kontaktannoncer, hvorfor lever flere og flere unge danskere single, og hvorfor ender så mange ægteskaber i skilsmisse? I Danmark lægger man stor vægt på at kunne vælge frit. Men spørgsmålet er imidlertid, om vi, når det kommer til stykket, også vælger helt frit. I gamle dage tog man f.eks. hensyn til økonomi, familiens position eller til den kommende ægtefælles arbejdsevner. I stedet for en doven kone ville en bonde langt hellere have en sparsommelig og flittig kone. Håndværksmesteren ledte måske efter en kone, 4 som kunne føre regnskab og holde hus, og adelsmanden kunne ikke drømme om at gifte sig med en pige, som ikke var adelig. I dag ender de fleste da også med at gifte sig med en af samme slags som dem selv; en som måske har samme religion, kulturbaggrund eller sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige baggrund som dem selv. Det kan også være med en, som har samme indstilling til tingene som én selv. De fleste er nok også interesserede i, at deres forældre eller venner synes om den, man er forelsket i. Nok vælger vores forældre ikke, men deres mening betyder stadig meget for de fleste.
Bryllupper i Indien Den eneste ene LI Indien bliver de fleste ægteskaber arrangeret af brudeparrets familier. Et bryllup er som regel en stor begivenhed, som fejres med mange hundrede gæster, men der er stor forskel på, hvordan det foregår fra sted til sted. Både på landet og i byerne er det almindeligt at bruge meget store summer på bryllupsfesterne. På den måde sørger man for, at ens familie får et godt ry. Ellers er der stor forskel på, hvordan man fejrer bryllup i Indien, afhængigt af hvor man bor, og hvor velhavende man er. andsbybryllup Sunita og Kriparam boede, før de blev gift, i hver sin landsby i bjergene i den Nordindiske delstat Uttar Pradesh. Deres forældre arrangerede, at de skulle giftes, og det var de selv godt tilfreds med. Brylluppet varede flere dage. Den første aften mødtes slægtninge og bekendte af Kriparams familie i hans hjem og startede festen. Den følgende morgen samledes de alle i busser og kørte til Sunitas landsby. Turen var ikke lang, men kom alligevel til at vare det meste af dagen. Inden afgang blev der sunget sange, som ønskede Kriparam held og lykke med brylluppet samtidig med, at de gjorde lidt grin med ægteskabet. Bussen stoppede mange gange undervejs, og alle gæsterne gik ud på vejen for at danse og synge. I Sunitas hjem var hendes slægtninge og familiens venner samlede. Da Kriparam ankom med sit følge, blev der serveret god mad og festet til sent om aftenen. Næste morgen var alle tidligt oppe. To hinduistiske præster kom og udførte bryllupsritualerne sammen med Sunita, Kriparam og deres familier. Sidst på eftermiddagen kørte bussen med gæsterne tilbage til Kriparams landsby. Brudeparret og brudens søstre kørte foran i bil. Da de nåede frem, var hele landsbyen samlet på den centrale plads foran templet. Der blev budt velkommen med thé og dans, før gæsterne og det trætte brudepar fik serveret aftensmad. Efter aftensmaden kunne de endelig gå til ro. Nogle dage efter brylluppet rejste Kriparam tilbage til byen Dehra Dun, der ligger i nærheden. Her arbejder han på kontor. Sunita blev tilbage hos hans familie i bjergene for at deltage i det daglige arbejde i husholdningen og landbruget. Senere tog hun ind imellem på besøg hos Kriparam i byen og blev hos ham nogle dage, eller han kom hjem til familien på små ferier. 6 B
ybryllup Shruti og Rakesh blev gift i vinteren 1999. De kommer begge fra byen Dehra Dun, som ligger i delstaten Uttar Pradesh i Nordindien. Begge deres familier er velhavende. Shruti og Rakesh s bryllup blev ikke arrangeret af forældrene helt fra bunden. De havde mødt hinanden i gymnasiet og blev forelskede. Men i stedet for at blive kærester gik de begge til deres forældre og bad dem undersøge muligheden for, at de kunne blive gift. Familierne syntes godt om hinanden, og efter kort tid var planlægningen af brylluppet i gang. Dagen før selve bryllupsfesten begyndte de slægtninge og venner, som boede langt væk, at ankomme. Både Shruti og Rakesh har familier, som bor og arbejder langt væk. Nogle bor i større byer i andre indiske delstater, og andre bor i udlandet. Om aftenen samledes kvinderne omkring Shruti i hendes hjemfor sammen med hende at sige farvel til pigelivet. Det gjorde de ved at fejre hende med gaver og ved at synge sange, der gjorde grin med mænds og kvinders rolle i ægteskabet. Næste eftermiddag fandt selve vielsen sted i en stor sal på et af byens fine hoteller. Her mødtes præst og brudepar og flere hundrede bryllupsgæster. Mens vielsesritualerne blev gennemført, gik de mange gæster rundt og talte med hinanden, mens de fik serveret mad og drikke fra overdådige buffeter. Et stykke tid efter M brylluppet rejste Shruti og Rakesh til USA, hvor de begge skulle gå på universitetet. angfoldighedernes land 7 Indien er med sin mere end 1 milliard indbyggere det næststørste land i verden, hvis man måler landestørrelser i folketal. Cirka 16% af verdens befolkning bor i Indien, hvor de er fordelt på landets 28 delstater. Tre fjerdedele bor på landet og lever af landbrug; mere end halvdelen lever i fattigdom. Ifølge FN s undersøgelser er Indien et af de mindst udviklede lande i verden. Noget af det mest karakteristiske ved Indien er, at landet er sammensat af mange forskellige kulturer, religioner, sprog og befolkningsgrupper. En af de ting, der adskiller de mange forskellige grupper i befolkningen, er sproget. Der findes ca. 13 hovedsprog samt over 1600 dialekter, som tales af mindre befolkningsgrupper. Hindi og engelsk er de officielle sprog i hele Indien. Mere end 30 % af befolkningen betragter hindi som deres modersmål, og engelsk bliver brugt som et officielt arbejds- D sprog. Både hindi og engelsk bruges for eksempel i fjernsyn og aviser, og alle lærer begge sprog i skolen, selvom de måske taler et andet sprog derhjemme. Religion spiller en stor rolle i de fleste inderes hverdagsliv. De fleste er hinduer (ca. 82%), men der er også store grupper af muslimer (ca. 12%), buddhister, kristne og mindre trossamfund. De fleste udøver små religiøse ritualer hver dag, og religionen er på den måde en væsentlig del af deres liv. Sammen med sprog og religion skaber kastesystemet store forskelle i befolkningen. Hinduerne, som udgør langt den største del, er indbyrdes delt op i en række undergrupper, som står i et hierarkisk forhold til hinanden. Det betyder, at de forskellige grupper har forskellig status, og hver enkelt gruppes plads i hierarkiet er bestemt af gruppens religiøse renhed. I hinduismen betyder renhed og urenhed meget, og sammen med reinkarnation er de grundlaget for kastesystemet. Reinkarnation betyder genfødsel. I hinduismen mener man, at det enkelte menneske har flere liv. Hvilken kaste den enkelte er født ind i i dette liv afhænger af, hvordan man har levet i sit tidligere liv. Hvis man har levet godt og rent, bliver man født i en kaste med høj status. Omvendt er det tegn på, at man har været et dårligt menneske, hvis man bliver født ind i en lav kaste i det liv, man har her og nu.
en vigtige udvælgelse Med så mange store forskelle i befolkningen er det ikke så mærkeligt, at valget af ægtefælle betyder utroligt meget i Indien. Det bliver vigtigt at finde en af samme slags. I Indien er familien et vigtigt holdepunkt for det enkelte menneske. Det er her, man har sin base og sin sociale sikkerhed. På landet, hvor de fleste lever af landbrugsarbejde, fungerer husholdning, dyrkning af jord og pasning af dyr kun, hvis alle familiemedlemmer hjælper til. Familierne er store. Forældre, børn og børnebørn bor sammen. Af de voksne børn er det dog kun sønnerne, der bor hos deres forældre. De voksne døtre bliver giftet bort og skal herefter bo sammen med deres mænds familier. På samme måde har hjemmeboende sønner deres kone og børn boende sammen med sig i forældrenes hus. I byerne bor folk på samme måde, selvom de for det meste ikke arbejder sammen, som man gør det på landet. I byerne går mange på arbejde uden for hjemmet og tjener penge, som de tager med hjem til familien. Der er ikke noget offentligt, socialt sikkerhedsnet i Indien. Hvis man mister sit arbejde og ikke tjener penge, er man afhængig af familiens hjælp. Sammen med økonomisk tryghed er også status og ære forbundet med at høre til i en familie. Hver hindufamilie tilhører en bestemt kaste, og for at bevare den status der følger med, er det vigtigt, at alle familiemedlemmer hele tiden opfører sig, som det er passende. Der er mange regler for, hvad man må og ikke må, og hvis man ikke følger dem, mister man andres respekt. Hvis én gør noget upassende, er det pinligt for hele familien. Det gælder ikke blot for hinduer, men for alle indere. Man kan sige at "vi" er vigtigere end "jeg" i Indien. Derfor angår det også hele familien, når en ung mand eller kvinde skal finde en at gifte sig med. Det er vigtigt, at ægtefællen passer ind i den familie, han eller hun bliver gift ind i, og ofte er hele familien med til at udvælge den rigtige. I de fleste familier er det forældrene, der sætter gang i udvælgelsen af en ægtefælle, når tiden er ved at være inde til bryllup. Nogle gange har de været tidligt ude og har snakket med folk, de kender eller er i familie med mange år før, deres søn eller datter er gammel nok til at blive gift. I andre tilfælde starter de mere fra bunden, når bryllupsalderen er ved at være nået. For at være sikre på at den kommende ægtefælle passer så godt som muligt ind i ens egen familie, kigger de fleste efter partnere i familier, der tilhører samme kaste eller religion som de selv. Nogle sætter annoncer i avisen, hvori de fortæller om deres familie og om den unge mand eller kvinde, som har brug for en at blive gift med. Andre nøjes med at tale med 8 familien om, hvem de kender, som har den rette alder. Udover kaste og religion skal uddannelsen, familiernes økonomi og de unges udseende også helst passe sammen. Når forældrene har fundet en mulig ægtefælle til deres barn, arrangerer de en slags fremvisninger, hvor de unge mennesker og deres familier mødes for at se hinanden an. Almindeligvis foregår det i pigens hjem, og hele familien er til stede og sørger for at vise sig fra sin bedste side. I nogle tilfælde får de unge mennesker også lov til at være lidt alene og prøve at tale lidt sammen. Bagefter diskuterer man på begge sider, hvilke indtryk den mulige ægtefælle og hans eller hendes familie gav. Om de opførte sig passende og så ud til at være en god og ordentlig familie, om de så godt ud, om de unge havde respekt for de ældre, osv. Forældrene spørger den søn eller datter, som er blevet vist frem, om han eller hun kan forestille sig at leve sammen med den, de har mødt. Hvis begge siger ja, bliver der hurtigt arrangeret forlovelse og sidenhen bryllup. Hvis de siger nej, leder man videre og arrangerer nye fremvisninger. Før en ægteskabsaftale kan falde helt på plads, spørger man en astrolog til råds. Nogle går til astrologen allerede inden fremvisningen, andre venter, til de unge og deres familier er enedes, om hvem der vil være gode partnere.
Astrologen sammenligner horoskoper, og hvis de to passer sammen, går man videre med bryllupsplanerne. F ar og mor ved bedst For en dansker kan det være svært at forstå, at unge mennesker i Indien finder sig i, at deres familier blander sig så meget i at finde den, de skal giftes med. Vi er vant til langt oftere at tænke "jeg" end "vi", og for de fleste er valget af ægtefælle et meget personligt valg. Når man snakker med unge mennesker i Indien om bryllupper og ægteskab, er det mange gange et andet syn på sagen, man møder. Nogle synes ligefrem, at det er synd for os i vesten, at vi selv skal foretage så stort et valg, som valget af ægtefælle er, mens vi er unge og uerfarne. De er glade for at deres forældre, søskende, tanter og onkler går ind i sagen og hjælper dem med at finde en, de kan fungere godt sammen med. Forældrene og andre på deres alder har jo den erfaring, de selv mangler, siger de. De har været gift i mange år og ved, hvordan ægteskabet fungerer. De ved, hvad der er vigtigt, og kan derfor sortere i de mulige partnere. Samtidig kender de deres børn godt og vil dem det godt. Derfor er de gode at lytte til, når det vanskelige valg skal foretages. De fleste unge mennesker er ret enige med deres forældre i, hvad det er vigtigt at gå efter, når "den rigtige" skal vælges. De ønsker sig en, som ligner dem selv så meget som muligt, fordi de håber, at den tilpasning de skal igennem efter brylluppet bliver nemmest på den måde. Når de unge kvinder efter brylluppet flytter ind hos mandens familie, er det vigtigt, at de kan finde sig til rette der. Ikke bare for dem selv, men også for deres mænd, som selvfølgelig helst vil have en tilfreds kone. A rrangerede ægteskaber før og nu Måden ægteskaber arrangeres på i Indien har ændret sig gennem tiden, men udgangspunktet er stadig det samme. Tidligere var det almindeligt, at unge mennesker blev gift helt ned i 12-13 års alderen. I dag er de fleste omkring 18 år gamle, når de gifter sig. Det er blandt andet fordi folk uddanner sig mere nu end tidligere, at giftealderen er steget. I byerne hvor de højst uddannede bor, er det ikke ualmindeligt, at brudepar er i midten af tyverne, fordi de har skullet færdiggøre deres uddannelser før brylluppet. I dag er langt de fleste selv med til selv at vælge, hvem de skal giftes med. Tidligere var det almindeligt, at ægtefæller så hinanden første gang på bryllupsdagen. Kvindens status i ægteskabet har også ændret 9 sig. Engang var hun nærmest mandens ejendom og blev betragtet så meget som en del af ham, at hun måtte dø sammen med ham. Hinduer brænder de døde, og hvis en kvindes mand døde før hende, blev hun brændt på ligbrændingsbålet sammen med ham. Den skik er forbudt i dag, og i stedet for at dø bliver mange enker boende hos deres mands familie efter hans død. En enke bliver kun meget sjældent gift igen, og de fleste enker har svært ved at finde arbejde. Deres status i samfundet er lav, og mange betragter dem som urene, ligesom man forventer, at de bringer uheld. Størrelsen af brudens medgift er et af de kritiske spørgsmål i forhandlingerne mellem familier, som søger at indgå en ægteskabsalliance. Medgiften er de værdier, bruden bringer med sig, når hun flytter ind hos brudgommens familie efter brylluppet. Som regel består den af møbler, smykker eller andre kostbare ting. I dag synes nogle familier, at det er gammeldags at give eller modtage medgift og nøjes med at give gaver, som vi gør herhjemme. Andre sørger for at bede om eller love en god medgift for at være sikre på, at den familie de arrangerer brylluppet sammen med har god økonomi og høj status.
Undervisning og materiale kan bestilles i Nationalmuseets Undervisningscenter på tlf. 33 47 38 38 Den eneste ene Copyright: Skoletjenesten, Nationalmuseet Tekst: Mette Boritz og Sille Stidsen Grafik: RAAA / Skoletjenesten Fotos venligst udlånt af: Lilly, Arbejdermuseet, Sille Stidsen og Nationalmuseet Tryk: Kailow tryk A/S